Har du lave forventninger til 2021? Godt for dig!

For meget optimisme er for meget af det gode. Sådan gør du pessimisme til en styrke.

Illustration: Tess Smith-Roberts for Zetland
  • 1. januar 2021
  • 15 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

En tidlig septembermorgen i 1965 blev James Stockdales jagerfly skudt ned over Nordvietnam. Den amerikanske admiral nåede at skyde sig ud af det brændende fly og udløse sin faldskærm, men straks han var landet i en lille landsby, blev han overfaldet, gennembanket og bragt til det berygtede Hoa Lo-fængsel med tilnavnet Hanoi Hilton’.

Admiral Stockdale tilbragte syv et halvt år i fængslet, et af de længste krigsfangenskaber under Vietnamkrigen. Han udstod regelmæssig tortur og umenneskelige pinsler, men forblev stoisk og standhaftig gennem alle årene, indtil han blev befriet og tildelt en fortjenstmedalje.

Mange år senere blev admiral Stockdale interviewet af forfatteren Jim Collins. Collins var ved at skrive en bog om ledelse, Good to Great, og han ville vide, hvad James Stockdales hemmelighed var. Hvem, spurgte han den pensionerede admiral, var det, der ikke klarede den i fængslet?

Det er nemt,” svarede James Stockdale. Optimisterne. Det var dem, der sagde: Vi er ude inden jul.’ Og julen kom, og julen gik. Så sagde de: Vi er ude inden påske.’ Og påsken kom, og påsken gik. Så blev det Thanksgiving og så julen igen. Og de døde af et knust hjerte.”

Stockdale holdt en pause og kiggede på Jim Collins.

Det er en meget vigtig lektie. Man må aldrig forveksle troen på, at du vil klare den i sidste ende – som du aldrig må miste – med den disciplin, det kræver at konfrontere de mest brutale realiteter, du står over for.”

Admiralens budskab blev kendt som Stockdale-paradokset. Det betegner det umiddelbart selvmodsigende i på den ene side at tro på det bedste og samtidig forberede sig på det værste. Stockdales advarsel mod blind optimisme er siden blevet en populær læresætning blandt topledere – men faktisk rummer den en lektie for os alle i en vinter, hvor udsigten til en coronavaccineret befolkning kan skimtes i horisonten, samtidig med at stejle smittekurver konstant truer med nye restriktioner. Og Stockdales lektie er ikke kun relevant i krigs- og coronatider. I et samfund, der ofte prædiker optimisme og positiv tænkning, har forskning nemlig vist, at et skud nøgtern pessimisme kan være den nødvendige vaccine, der forbedrer dine muligheder for at lykkes i livet.

HACK DIT SIND

Drømmen om, at vi kontrollerer vores egen skæbne, smuldrede i 2020. Verden har været uforudsigelig og i det hele taget noget rod. Heldigvis er der stadig masser af ting, du selv bestemmer. Du styrer i høj grad selv, hvordan du vil reagere, når tilværelsen gnaver, og dine planer går op i røg. I julen ser vi på nogle af de ting, du kan gøre for at lukke lys, håb og mening ind i tilværelsen.

Julie Norem tøver ikke med at kalde 2020 for pessimistens år. Den amerikanske psykologiprofessor fra Wellesley College i Massachusetts har i over 30 år forsket i det, hun kalder defensiv pessimisme, som hun har beskrevet i bogen The Positive Power of Negative Thinking. Og coronakrisen har været en lakmusprøve for en af hendes centrale hypoteser: at pessimister er bedre rustet til at tackle visse opgaver og situationer end optimister.

Jeg mener, at vi i år ser nogle af ulemperne ved optimisme og nogle af fordelene ved pessimisme,” siger den 60-årige forsker, der har en fodformet fremtoning med kruset, gråsprængt hår og store stålbriller med lilla stel. Jeg har længe argumenteret for, at pessimisme er en god strategi i bestemte situationer, hvor der er brug for at tænke langsigtet og forberede sig på, hvad der kan gå galt. Coronapandemien har været det perfekte naturlige eksperiment.”

Så i marts 2020, da pandemien for alvor brød ud, iværksatte Julie Norem straks en undersøgelse. Hun fandt 400 deltagere, som hun screenede ved hjælp af en række spørgsmål. På baggrund af deres svar blev forsøgspersonerne enten klassificeret som pessimister eller optimister. Herefter blev de udspurgt om, hvordan de havde tænkt sig at forholde sig under pandemien. De mere pessimistisk anlagte forsøgspersoner gav udtryk for, at de var noget mere tilbøjelige til at respektere coronarestriktionerne ved at holde afstand, spritte af, arbejde hjemmefra og aflyse rejser og aftaler, end optimisterne var.

Resultaterne fra Norems lille undersøgelse bliver bakket op af to andre eksperimenter fra i år, lavet af henholdsvis professor i kognitiv neurovidenskab Tali Sharot og psykologiprofessor Marie Helweg-Larsen. De viste, at den såkaldte optimism bias – vores naturlige tilbøjelighed til at være overdrevent optimistiske på egne vegne – kan forlede os til at tro, at vi har mindre risiko for at blive smittet med coronavirus end andre. Og at denne falske tryghed kan få os til at slække på håndhygiejne og social afstand.

Selv om det er indlysende for de fleste, at en sådan overoptimistisk tilgang er potentielt farlig under en pandemi, er det ikke desto mindre den, vi intuitivt foretrækker hos andre mennesker. Det viste et andet eksperiment, som Julie Norem lavede i 2020. Her bad hun forsøgsdeltagerne om at vurdere, hvor meget de syntes om og respekterede mennesker, der havde en henholdsvis pessimistisk og optimistisk tilgang til coronapandemien. Selv om forsøgspersonerne erkendte, at den pessimistiske tilgang var en mere effektiv måde at bekæmpe COVID-19, foretrak de alligevel optimisterne.

Folk kan ikke lide mennesker, der ikke er optimistiske,” konstaterer Julie Norem. Hvis du for eksempel spørger folk, hvilke ti egenskaber der er vigtigst for en leder, vil optimisme altid være på listen. Vi tænker på optimisme som en dyd og på pessimisme som en last.”

Men som både James Stockdales krigsfangenskab og coronakrisen har vist, er det muligvis en fejl.

Allerede længe før coronakrisen havde Dean Burnett, en britisk neuroforsker og forfatter, været kritisk over for det, han betragter som et kulturelt pres for at være positiv og optimistisk. Men det var først i marts 2020, mens Julie Norem var i gang med sin første undersøgelse om pessimisme og pandemi, at han skulle komme til at mærke presset på egen krop.

Det begyndte med, at hans 58-årige far, som ellers var sund og rask, blev ramt af COVID-19. En måned senere døde han. På det tidspunkt var Wales, hvor Dean Burnett bor og arbejder, lukket helt ned, og Dean Burnett kunne ikke være hos sin far i dennes sidste dage og timer. I stedet søgte han virtuel trøst hos venner. Men det, han fik, var snarere opmuntring end trøst. Vennerne havde, fortæller Dean Burnett, en instinktiv trang til at bringe ham i bedre humør ved at råde ham til at fokusere på de gode minder og lyse stunder, han havde delt med sin far. Dean Burnett havde det lidt ligesom Simba i Løvernes konge, der lige har mistet sin far Mufasa, da han støder på Timon og Pumba, som fortæller ham, at han bare skal tage det roligt. No worries. Hakuna matata.

Men jeg havde det lidt sådan: Jeg tror faktisk ikke, det er usundt for mig at være i den her følelsesmæssige tilstand lige nu. Sorg og tristhed er valide følelsesmæssige reaktioner,” siger Dean Burnett, der som forfatter til bogen The Happy Brain – om hjernens uransagelige veje til den lunefulde lykke – ved, hvad han taler om.

Det, Dean Burnett blev offer for efter sin fars død, var det, der populært bliver kaldt toxic positivity – en term, der for alvor har vundet udbredelse de sidste par år. Den betegner en form for tvangspositivisme, som fornægter de nødvendige negative følelser ved altid at se på the bright side of life. Har du mistet dit ene ben? Så er det heldigt, du har ét til! Dean Burnett observerer det især på internettet i form af memes med inspirerende citater a la: Smil, og verden smiler til dig. Når han skal forklare fænomenet, gør han det med Pixar-filmen Inderst inde som analogi. Det er nærmest Toxic Positivity: The Movie,” griner han. Inderst inde foregår inde i hovedet på den 11-årige pige Riley, hvor fem personificerede følelser administrerer hendes humør, og Glæde desperat forsøger at holde Triste væk fra styrepinden. Filmens morale er, at man hverken kan eller skal undertrykke sin tristhed, fordi det er de mørke stunder, der får de lykkelige til at lyse op. Uden sorg, ingen glæde.

Negative følelser er en central del af vores velbefindende,” siger Dean Burnett. Vi har brug for dem. Det moderne samfund har en idé om, at lykke og glæde bør være en standardindstilling, og det er det ikke. Det er noget, som man skal stræbe efter. Hvis lykken altid var der, ville den være meningsløs.”

Toxic positivity er en ekstrem variant af den positive tænkning, som Norman Vincent Peale beskrev i den indflydelsesrige selvhjælpsbog The Power of Positive Thinking fra 1952. Bogens budskab var, lidt forenklet, at positivitet tiltrækker positivitet (den såkaldte law of attraction), og at man så at sige kan tænke sig til succes ved at forestille sig den vellykkede jobsamtale, den perfekte eksamen eller det fremragende foredrag. Peales bog har været en inspirationskilde for en lang række psykologer, coaches, forfattere og konsulenter, som har gjort positiv tænkning til en af 2010′ernes store trends. Men positivitetsbølgen har også en hel del kritikere, som mener, at ja-hat-kulturen har gjort mere skade end gavn – med psykologiprofessoren Svend Brinkmann som det mest prominente danske eksempel.

Julie Norem og Dean Burnetts pointe er ikke, at der er noget i vejen med at være positiv og optimistisk. Men når vi pådutter hinanden at tænke positivt og optimistisk i en evig stræben efter lykke og succes, siger de, så risikerer det paradoksalt nok at gøre os mindre lykkelige og succesfulde.

Idéen om, at man bare kan vælge sit humør, er skadelig, fordi det flytter ansvaret over på individet,” siger Dean Burnett. Hvis din kone er skredet, og det gør dig ulykkelig, så er det din fejl. Det lægger et ekstra pres på den person, der går igennem en svær periode.”

I nogle situationer,” supplerer Julie Norem, skal man kunne tolerere ikke at være glad og lykkelig i en periode. Såsom under en pandemi.”

Det siges af og til, at forklaringen på, at danskerne altid scorer så højt i internationale lykkemålinger, er, at vi har lave forventninger til livet. Det passer så ikke helt; danskerne har faktisk relativt høje forventninger til livet. Måske er vores hemmelighed snarere, at vi har realistiske forventninger til livet. Hvorimod the American dream putter blår i øjnene på amerikanerne, som – utæmmet af janteloven – render rundt og tror, de alle sammen skal være popstjerner, men som for en stor dels vedkommende ender med et slidsomt og dårligt betalt arbejde – hvis de overhovedet får et arbejde.

At for høje forventninger uvægerligt fører til skuffelse og desillusion, er en teori, som er blevet fremsat af tænkere som Thomas Hardy og Yuval Noah Harari. For nylig blev teorien bakket op af data, da to engelske forskere udgav et studie, hvor de havde fulgt 1.601 mennesker over en periode på 18 år. Ved at sammenholde personernes økonomiske forventninger med deres selvrapporterede lykkeniveau konkluderede forskerne, at de personer, som havde mest realistiske forventninger, bonede bedst ud på en række lykkeparametre. Havde man enten for høje eller for lave forventninger, var det forbundet med lavere livstilfredshed.

Det er en af de mere subtile fordele ved pessimisme, at man ikke bliver negativt overrasket,” siger Julie Norem.

Det er ikke, fordi hun er imod optimisme, understreger hun med et grin. På mange måder har vi brug for vores naturlige optimisme, vores optimism bias. Det er den, der lader os klø på, når tingene går os imod, i stedet for at vi krøller os sammen i fosterstilling og hulker. Men en smule pessimisme kan ifølge Julie Norem være en sund modvægt, der skærmer os mod den blinde optimismes faldgruber. Hendes egen forskning tyder endda på, at pessimisme kan være en endnu mere magtfuld strategi end positiv tænkning. Det er det, hun kalder defensiv pessimisme.

Defensiv pessimisme blev opfundet af Julie Norem og kollegaen Nancy Cantor i 1980’erne. Kort og forsimplet fortalt går det ud på at gøre det stik modsatte af, hvad Norman Vincent Peale anbefalede i The Power of Positive Thinking, hvis titel Julie Norem spiller op ad i sin bog The Positive Power of Negative Thinking. Altså: I stedet for at tænke positivt, så tænk negativt. I stedet for at forestille dig ønskescenariet, så forestil dig skrækscenariet. I stedet for at visualisere den perfekte jobsamtale, så forestil dig den, hvor alt går galt.

Og hvorfor så det? Fordi Julie Norems eksperimenter har vist, at mange mennesker faktisk præsterer dårligere i selv simple opgaver såsom præcisionstegning eller pilekast, når de bliver præget positivt ved hjælp af munter musik, opmuntring eller positive visualiseringer. Disse mennesker er ifølge Norem bedre tjent med at acceptere deres negative tanker og vende dem til en styrke ved at forestille sig det værste, der kan ske, og så planlægge derefter. Julie Norem gør det selv, når hun eksempelvis skal holde et foredrag.

Så stiller jeg mig op på scenen og leder efter alt det, der kan gå galt,” fortæller Julie Norem. Hun har blandt andet tapet mikrofonledninger fast til gulvet for at undgå at snuble og flyttet vandkarafler væk fra borde for at undgå at vælte dem. På den måde føler jeg, at jeg kommer i kontrol over en ellers angstfremkaldende situation,” siger hun.

Det kan minde lidt om den negative visualisering, som de græske stoikere anbefalede, og som Svend Brinkmann også advokerer for i gennembrudsbogen Stå fast fra 2014. Stoikeren Epiktet (som admiral Stockdale i øvrigt var stærkt inspireret af) foreslog ligefrem, at man, hver eneste gang man kysser sit barn, minder sig selv om, at barnet en dag skal dø – ud fra den filosofi, at bevidstheden om livets forgængelighed øger taknemmeligheden for det.

I Julie Norems version bruges den negative visualisering dog mere strategisk. Defensiv pessimisme går nemlig ud på at stille sig selv et spørgsmål, som ofte bliver brugt retorisk og bagatelliserende, men som her skal tages helt alvorligt: Hvad er det værste, der kan ske? På den måde minder Julie Norems metode mere om det, man inden for ledelsesfilosofien kalder en præ-mortem. Det går ud på at stille dødsårsagen for et bestemt projekt på forhånd ved at spole tiden frem og forestille sig det scenario, hvor alting mislykkes – med henblik på at lægge en plan for at undgå at ende dér. En præ-mortem er en måde at modgå overoptimistens såkaldte planning fallacy, som er vores tendens til at lægge urealistiske planer, fordi vi undervurderer, hvor lang tid ting tager, og hvor meget der kan gå galt undervejs. Det er forklaringen på, at eksempelvis store byggeprojekter gang på gang går over tid og budget, eller at din fætter år efter år kommer for sent i gang med sine julegaveindkøb.

Julie Norems mangeårige undersøgelser har vist, at defensive pessimister præsterer mindst lige så godt som det, hun kalder strategiske optimister – og i nogle tilfælde endda bedre. I bogen The Positive Power of Negative Thinking skriver hun, at hun i begyndelsen spurgte sig selv, hvordan disse mennesker var i stand til at klare sig så godt på trods af deres pessimisme. Men inden længe begyndte jeg at indse, at de klarede sig så godt på grund af deres pessimisme.”

Faktisk mener Julie Norem snarere, at det er optimisterne, der kan lære noget af pessimisterne, fordi overdreven optimisme kan gøre os blinde for forhindringer, så vi er uforberedte, når de opstår. En anekdote, der glimrende illustrerer dette, handler om svømmefænomenet Michael Phelps, som i 2008 satte olympisk rekord med otte guldmedaljer ved samme lege. En af guldmedaljerne, i disciplinen 200 meter butterfly, var nær gledet amerikaneren af hænde. Da han ramte vandkanten, viste det sig nemlig, at hans svømmebriller sad en smule skævt, og de begyndte derfor at lække vand ind. I 75 procent af løbet svømmede Phelps praktisk talt i blinde. Men forinden havde Phelps brugt tid på at visualisere ikke blot det vellykkede løb, men også det mislykkede. Så da det værst tænkelige skete, var han forberedt.

Risikoen for at overse forhindringer er dog ikke den eneste faldgrube ved positiv tænkning. Det fortæller Gabriele Oettingen, som er psykologiprofessor ved New York University og universitetet i Hamborg og forfatter til bogen Rethinking Positive Thinking. I bogen beskriver hun en række eksperimenter, hvor positiv visualisering, præcis som i Julie Norems undersøgelser, havde en negativ indflydelse på forsøgspersonernes præstationer.

Teorien bag positiv visualisering som værktøj er ellers, at i og med at hjernen ikke er særlig god til at skelne mellem fantasi og virkelighed, vil det være nemmere at gøre noget, når man først har set det for sig. Kroppen vil have lettere ved at foretage bevægelserne i virkeligheden, når den allerede har gjort det én gang – i fantasien. Men ifølge Oettingen er dette netop grunden til, at positiv visualisering ikke virker. Netop fordi hjernen er dårlig til at skelne mellem fantasi og virkelighed, vil den positive visualisering give hjernen en følelse af, at den allerede har opnået det ønskede resultat. Og dermed daler motivationen og energiniveauet. Vi bliver simpelthen afslappede, selvtilfredse.

Jo mere positivt folk fantaserer om motion, des mindre vægt taber de,” siger Gabriele Oettingen, en spinkel kvinde med tilbagestrøget hår og tyk tysk accent, over en Zoom-forbindelse. Jo mere positivt folk fantaserer om deres eksamen, des dårligere karakter får de. Jo mere positivt arbejdsløse fantaserer, des færre jobtilbud får de. Vi plejer at tænke, at positiv tænkning altid er godt, og at der er noget galt med folk, hvis de ikke tænker positivt. Det er problematisk.”

Så hvordan balancerer man mellem troen på det bedste og bevidstheden om det værste? Hvordan løser man Stockdale-paradokset? Hvordan forener man pessimistens sunde skepsis med optimistens nødvendige gåpåmod?

Gabriele Oettingens løsning er en metode, hun kalder mental contrasting, som gør brug af både positiv og negativ tænkning. På sin vis er den et forsøg på at indfange Stockdale-paradokset i én simpel metode.

Mental contrasting består af fire trin, som tilsammen udgør en af de fancy forkortelser, som enhver selvrespekterende selvhjælpsmetode skal have: WOOP. Wish, Outcome, Obstacles, Plan. Eller på dansk: Ønske, Resultat, Forhindringer, Plan. ØRFP.

Altså:

1) Hvad er det realistiske ønske, du vil opnå?
2) Visualisér, hvordan det vil se ud og føles, når du opnår det.
3) Forestil dig alle de forhindringer, der kan komme i vejen for dig og dit ønske.
4) Læg en plan (eller giv op, hvis forhindringerne synes uoverstigelige).

Ifølge Oettingens egne studier kan man med denne metode øge sine chancer for at nå et mål – om det er sundere spisevaner eller rygestop – ret betragteligt.

Positive tanker og fantasier giver os håb og viser os, hvad vi ønsker. Vi har brug for dem. Men når vi svælger i dem, kan de gøre os blinde, så vi ikke opdager forhindringerne eller lærer af fortiden,” siger Gabriele Oettingen. Hvis du derimod parrer positive tanker med en sund dosis realisme og en konkret plan, fører det til handling.”

Gabriele Oettingen taler om mental contrasting, Julie Norem taler om defensiv pessimisme, og andre igen taler om realistisk optimisme. Uanset betegnelsen er den centrale pointe den samme – og den samme, som admiral Stockdale kom med i Jim Collins’ bog: For meget optimisme er for meget af det gode. Glasset er aldrig enten halvt fuldt eller halvt tomt; det er begge dele. Vi har brug for både optimistens ukuelige gejst og pessimistens evne til at pege på den mikrofonledning, vi ellers var snublet over. Og i mødet med coronakrisen bør vi, som admiral Stockdale, på den ene side bevare håbet og minde os om, at natten er mørkest lige før daggry, og samtidig belave os på, at den nære fremtid vil blive dyster og rumme deprimerende overraskelser. Når tilværelsen går os på nerverne, skal vi turde se den i øjnene. Som Julie Norem siger:

Vi savner alle sammen vores venner og familie. Men målet lige nu er ikke at være lykkelige. Målet er at håndtere pandemien.”