Regeringen låner penge som deltagere i Luksusfælden. Men det er faktisk det, topøkonomer over hele verden anbefaler

Den danske regering har lånt mere end 100 milliarder kroner til at få landet igennem coronakrisen.

Illustration: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Hvis man skulle drage én vigtig livslektie ud af det populære tv-program Luksusfælden, er det, at gæld nødigt skal betales med lånte penge. Man risikerer, som det sker for flere af programmets deltagere, at ende i en uoverskuelig lånespiral, hvor det ene lån tager det andet, mens renterne bare stiger og stiger.

Har man set nok episoder af Luksusfælden til at forstå, hvor galt det kan gå, kunne man derfor forestille sig, at den danske regering snart får et opkald fra tv-holdet. Regeringen har lånt milliarder af kroner til hjælpepakker og pandemibekæmpelse, siden coronaen kom til Danmark. Ikke siden Anden Verdenskrig er statsgælden vokset så hurtigt, som den har gjort det seneste år.

Da en journalist spurgte Mette Frederiksen, hvor pengene skulle komme fra, svarede hun, at det var en gammeldags måde at se tingene på. Måske også lidt en traditionel borgerlig måde at se tingene på,” sagde hun. Jeg mener, vi i Danmark har en mulighed for at investere os ud af den krise, vi står i nu.” Mette Frederiksens svar fik straks borgerlige politikere og andre meningsdannere til at angribe statsministeren for at være både arrogant og uvidende. Men når Mette Frederiksen står i spidsen for en regering, der finansierer coronakrisen med gæld, sker det som en del af en ny bølge af økonomer, der har vendt de finanspolitiske spilleregler lidt på hovedet.

Blandt dem står nogle af verdens mest indflydelsesrige økonomer. Det er dem, der hvisker statsledere, centralbanker og magtfulde internationale organisationer i øret, og de har kaldt det en regulær gældsrevolution og vejen til et paradigmeskifte. Den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard har sagt, at der ikke er grund til at miste nattesøvn over den voksende statsgæld. Der er gang i en fundamental forandring i den måde, mange økonomer – og nu også visse politikere – betragter gæld på.

Her er fire spørgsmål og fire svar på, hvad debatten om det her paradigmeskifte handler om.

Hvordan stifter en stat overhovedet gæld?

Mikael Olai Milhøj griner, da jeg spørger ham, hvem regeringen egentlig ringer til, når de skal låne penge. Han er seniorøkonom i Danske Bank og bliver betragtet som et af Danmarks klogeste unge økonomiske hoveder. Man ringer ikke til nogen,” svarer han. Når politikerne er enige om, at der skal optages mere gæld, står Nationalbanken for at hente pengene hjem gennem statsobligationer. Dem kan de sælge til inden- og udenlandske investorer såsom pensionskasser. Her er Danmark et ret attraktivt sted at lægge sine investeringer, og det på trods af et lidt mærkeligt plot-twist: Danmark er nemlig i den absurde situation”, som Mikael Olai Milhøj siger, at renten faktisk er negativ. Det vil sige, at vi til syvende og sidst skal betale færre penge tilbage, end vi låner. Når renten er negativ, betaler investorerne altså penge til staten. Det kan lyde som en absurditet, men sådan er det.”

Det lyder snarere som en dårlig opsparing end en investering, siger jeg til Mikael Olai Milhøj. Det er det på sin vis også, svarer han. Men her skal man huske, at enhver investering kommer med en risiko. Danmark er duksene i klassen” og har en meget høj kreditvurdering. Investorerne har altså god sikkerhed for at få deres penge igen, og det gør os mere attraktive på trods af det tab, investorerne må sluge som følge af den negative rente.

Men uanset hvad skal den danske statsgæld vel betales tilbage?

Ja, som med alle andre lån skal den danske statsgæld også betales tilbage. Men der er et ret stort men. Det bringer os til scenariet fra Luksusfælden. For som det er nu, betaler den danske stat af på sin gæld med mere gæld. Det kan den, fordi nogle ret fundamentale elementer adskiller staten fra en privatøkonomi.

Før i tiden kunne en bonde regne med, at hans sønner ville overtage slægtsgården. Købte han en dyr mejetærsker, kunne han regne med, at også sønnerne og deres sønner ville få glæde af den. Sådan er det for de færreste i dag. Man skal altså selv kunne afbetale sin gæld. Når vi som individer eller familie planlægger vores liv, vil vi gerne efterlade lidt arv eller i det mindste gå i nul. Vi har et endeligt liv, der slutter,” siger økonomisk vismand Jakob Roland Munch. Men sådan er det ikke med staten. Der kommer nye generationer til, og den har i princippet uendeligt liv. Derfor kan staten, så længe der er økonomisk vækst, og renten er lav, betale gæld med gæld.”

I en familie vil der også være generationer. Men staten har en fordel, som privatpersoner ikke har, påpeger økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Philipp Schröder, da vi taler sammen. Stater kan nemlig kræve af deres borgere, at de skal betale til den fælles pengekasse gennem skatten. Bondemanden, der gerne vil have et lån til at skabe en slægtsgård, kan ikke kræve af fremtidige generationer, at de skal betale af på lånet,” siger Philipp Schröder. Derfor kan en bondegård kun belånes til dens vurderede værdi. Alle, der er født inden for staten, skal betale ved kasse 1, om de gider eller ej. Det gør stater til ganske attraktive enheder, som investorer elsker at udlåne penge til. Hvad er bedre end at låne til nogen, der kan beskatte en hel population?”

Hvad er det gode modargument mod at låne flere penge?

I de seneste dage har en umiddelbart ret alarmerende nyhed floreret i medierne: Den danske statsgæld er under coronakrisen vokset med mere end 100 milliarder kroner. På et enkelt år er den offentlige bruttogæld, også kaldet ØMU, steget fra at udgøre en tredjedel af BNP i 2019 til at have en størrelse på 43,4 procent i 2020. Bruttogælden medregner ikke de offentlige tilgodehavender og finansielle aktiver.

Over de kommende år forventer Finansministeriet at den offentlige gæld vil vokse endnu mere. Der bliver nemlig flere ældre og færre erhvervsaktive. Finansministeriet forventer, at bruttogælden kan ramme 60 procent af BNP inden 2050. Gør den det, kan Danmark i øvrigt risikere at komme i uføre hos EU, hvor den tilladte grænse er netop 60 procent. Den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard har til Information sagt, at den grænse er alt for konservativ, og at det ville være fornuftigt at overveje at flytte den. Det kunne eksempelvis være til 75 procent, sådan som OECD anbefaler.

Mens statsgælden vokser, risikerer renterne at stige. For selv om renten over de seneste 700 år er faldet (med undtagelse af et par periodiske udsving), er fremtiden som bekendt usikker, og renterne kan blive presset af behovet for mere gæld. Selv om det ikke er noget, der pludselig vender på en tallerken”, som Jakob Roland Munch siger, vurderer de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at renten vil stige de kommende år. I 2025 vil renten have nået 1,5 procent og inden 2050 formentlig nærme sig fem procent.

Den tidligere økonomiske overvismand, Michael Svarer, advarede derfor i Berlingske statsministeren mod at give for meget los. Det er ikke gratis at optage gæld, og det kan man ikke gøre i det uendelige,” sagde han. Pengene skal betales tilbage, og tingene kan ændre sig med den meget lave rente.”

Dem, der advarer mod at optage for meget gæld, frygter, at vi løber tør for ammunition”, som Mikael Olai Milhøj siger. Vi ved nemlig ikke, hvor længe der er til den næste krise.”

Så gæld er altså mindre farligt, end vi troede?

Danmark stod godt, da coronakrisen ramte. Dengang vurderede de økonomiske vismænd, at den såkaldte holdbarhedsindikator lå på 1,8. Det betyder,” siger vismand Jacob Roland Munch, at vi kunne hæve udgifterne med 30-40 milliarder om året, uden at vi ville gå i underskud på lang sigt.” Holdbarhedsindikatoren er en beregning af, hvordan forholdet mellem udgifter og indtægter ser ud for staten. Efter coronakrisen er tallet faldet til 1,6. Vi er gået fra at være overholdbare’ til at være en lillebitte smule overholdbare.”

Når førende økonomer over hele verden summer om, at en gældsrevolution er i gang, skyldes det, at synet på gæld er ved at ændre sig. Det er der, ifølge Mikael Olai Milhøj, særligt to årsager til: De lave renter er mod forventning ikke steget. Det betyder, at stater kan optage mere gæld, uden at udgifterne til renter løber løbsk,” som han siger. Samtidig har erfaringerne fra finanskrisen vist, at det kan være dyrt ikke at gøre nok, fordi tider med lav beskæftigelse og omsætning er dyrt for staten og samfund. I stedet kan du vokse dig ud af problemerne,” siger Mikael Olai Milhøj. Hvis økonomien bliver større og større, og hvis den vokser hurtigere end renten på din gæld, vil gælden over tid udgøre en mindre procentdel af din samlede økonomi.”

Udfordringen er, at lande som USA har såkaldt sekulær stagnation og derfor både lav vækst og lav rente. Men også dér har idéen om, at gæld ikke er så skidt igen, fundet vej til magtens centrum. Lige nu med de historisk lave renter er det klogeste, vi kan gøre, at handle stort,” lød det ifølge Børsen for nylig fra den nyvalgte finansminister Janet Yellen.

Hvor der under finanskrisen var en udpræget bekymring og forsigtighed over for underskud og gældsopbygning, lyder det i dag fra centralbanker, økonomer og politikerne selv, at det er tid til at stimulere og ruste sig til dårligere tider – og at det sagtens kan gøres med gæld.