Advokater går i aktion mod klimaforandringer. En bølge af retssager er ved at ændre verden

BIG OILAlmindelige borgere tager kampen op mod industrigiganter som store oliefirmaer i klimaets navn. Illustration: Peter Berke, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Der er en revolution på vej i retssalene. Advokater over hele verden sagsøger regeringer og virksomheder for at gøre for lidt for at nedbringe CO2-udledningen. Meget minder om de ikoniske retssager mod tobaksindustrien – og betydningen kan ikke undervurderes. Nu har retten i Holland beordret landets regering til at skære mere ned på CO2-udledningen, hvilket aktualiserer historien her fra foråret 2018.

Jeg vil helst ikke overdrive,” siger Naomi Klein.

Men jeg mener virkelig, at det kan forandre verden.”

Vi er til en historisk pressekonference i begyndelsen af januar 2018 i New York. Klimaaktivisten og forfatteren Naomi Klein sidder et par pladser fra borgmester Bill de Blasio.

Borgmesteren bekendtgør, at hans by inden fire år trækker alle sine investeringer tilbage inden for den fossile brændstoføkonomi – det er alle de fem store olieselskaber. Således er idéen, at selskaberne og ikke skatteyderne kommer til at bære omkostningerne ved klimaforanstaltningerne i fremtiden.

Denne retssag rejses af den største by i det stærkeste land på jorden – en by, der tilfældigvis også er verdens finansielle hovedstad,” siger Naomi Klein. Det er et skridt i den rigtige retning, mener hun: De mest forurenende selskaber kommer endelig til at betale for klimaødelæggelser, som først og fremmest rammer de fattigste mennesker.

Bill McKibben er en velkendt klimajournalist og en af grundlæggerne af klimabevægelsen 350 i USA.

Han betegner nyheden her som et af de vigtigste øjeblikke” i de 30 år, han har skrevet om klimaspørgsmålet. Som han udtrykker det: New York City landede i den grad midt i virkeligheden i dag.”

New York står ikke alene. I Californien er der i 2017 anlagt sammenlignelige sager mod de største kul-, olie- og gasselskaber i verden. Aldrig tidligere har offentlige anklagere med så dybe lommer taget handsken op: Den juridiske udholdenhed hos en by som New York kan måle sig med stædigheden hos et selskab som ExxonMobil.

Nu indledes der næsten ugentligt en ny sag. For nylig var det Arnold Schwarzenegger, der gjorde det – den tidligere filmskuespiller og bodybuilder, der i sin tid som Californiens guvernør for alvor satsede på bæredygtig energi. Han meddelte, at han fører samtaler med en gruppe advokater om at anlægge en retssag mod en gruppe olievirksomheder.

I 1994 blev der for første gang rejst en sag, hvor klimaforandringer spillede en rolle. Men indtil midt i 00’erne var retssager om klimaforandringer en sjældenhed. I 2010’erne er der derimod anlagt en del retssager, hvori klimaforandringer spiller en central rolle, og antallet af nye sager toppede i 2017. I de fleste tilfælde er det regeringer og myndigheder, der står for skud. Desuden er det virksomheder, banker og investorer, der bliver slæbt i retten for at svare for sig angående deres utilstrækkelige klimahensyn.

I Holland har man næsten lagt det foreløbige højdepunkt i denne bølge af sager bag sig: Den mest banebrydende kendelse om klimaet nogensinde er fra 2015 og blev afsagt i en sag anlagt af over 800 borgere mod den hollandske stat. Regeringen fik et rap over fingrene, fordi den havde gjort for lidt for at beskytte borgerne mod farlige klimaforandringer.

Advokaterne fandt tydeligvis ud af, at retssystemet kunne bruges som et potentielt brækjern, der kunne skabe opbrud i politisk dødvande og åbne fastlåste interesser. Men hvad fik de ud af det?

OPRÅBPeruvianske Saúl Luciano Lliuya og hans advokat, Roda Verheyen, giver interview foran retten i Tyskland i forbindelse med en retssag mod firmaet RWE. Det handler om selskabets ansvar for klimaforandringer. Foto: Guido Kirchner, AP / Ritzau Scanpix

Højt oppe i Andesbjergene i Peru ligger der en gletsjersø, som hvert øjeblik kan gå over sine bredder. Den hænger som et damoklessværd over hovedet på bjergføreren Saúl Luciana Lliuya og de andre indbyggere i hans landsby, Huaraz.

Søen ligger 20 kilometer oven for byen, og den vokser hurtigt som følge af smeltevandet fra de konstant svindende gletsjere i området. Hvis blot én større lavine når frem til søen, vil det udløse en katastrofal flodbølge, som vil strømme ned ad bjerget. Lliuyas hus bliver så dækket af tre meter vand, og drikkevandet i området bliver ubrugeligt.

Naturligvis vil Lliuya og de andre indbyggere gerne undgå den skæbne. En ny dæmning og nye vandafledningsrør ville kunne gøre den mindre sandsynlig, men at anlægge det koster mellem 26 og 37 millioner kroner.

Skal de peruvianske skatteydere betale for det? Eller er det mere rimeligt, at det er producenterne af fossil energi, der betaler? De har vidst, at deres brændstof ville forårsage klimaforandringer, og at gletsjerne i bjergene over Lliuyas hus ville smelte.

For den tyske advokat Roda Verheyen er svaret klart og tydeligt: Lad de største forurenere betale. Verheyen har skrevet speciale om klimaskader og international ret, hun har arbejdet for forskellige internationale organisationer, og hun har ledsaget delegerede fra den tyske regering ved forskellige internationale klimakonferencer. Hun fik kontakt med Lliuya gennem ngo’en Germanwatch.

I 2015 sagsøgte hun i hans navn den tyske kulgigant RWE. Det var ikke noget vilkårligt valg: RWE er den største CO2-udleder i Europa. Firmaet anslås at stå for 0,5 procent af hele verdens hidtidige CO2-udledning, og derfor krævede Verheyen, at selskabet skal betale 0,5 procent af omkostningerne ved at sikre Palcacocha-søen. Det drejer sig om 17.000 euro, som selskabet skal aflevere til de lokale myndigheder i Huaraz som bidrag til beskyttelse af Lliuya.

Da jeg indledte denne sag, blev jeg anset for naiv og bims,” siger Verheyen.

RWE mente, at sagen ganske enkelt intet grundlag havde og burde afvises. Selskabet blev i begyndelsen bakket op af dommeren, der ingen lineær, kausal forbindelse” kunne se mellem RWEs CO2-udledning og de potentielle skader i Huaraz.

Men Verheyen ankede. Og den 30. september 2017 skete det, som mange havde anset for umuligt: Retten afgjorde, at sagen kunne føres.

Verheyen indkaldte eksperter, hvis forklaring skulle bevise, at Lliuyas hus faktisk var truet af den forhøjede vandstand i gletsjersøen, og at det faktisk skyldtes RWEs CO2-udledning, at jorden var blevet varmere, og gletsjerne i Peru var smeltet.

En overvældende følelse,” sagde Verheyen, da kendelsen blev kendt.

Det, der driver mig, er, at jeg mener, jeg har ret,” sagde Verheyen, da jeg i februar ringede hende op. Hun var ude at gå sammen med sin puddel og lød glad og selvsikker.

Hendes sag er helt konkret”, fortsætter hun. Sammenhængen mellem hændelserne er helt tydelig. Mere drivhusgas betyder mere global opvarmning og svindende gletsjere. Det er ikke ligefrem raketvidenskab.”

Argumentationen er i de fleste klimasager nogenlunde den samme: Kul-, olie- og gasselskaberne vidste som nogle af de første, hvor alvorlige klimaforandringerne var. De havde denne viden – i hvert fald i USA – men holdt den skjult og udspredte i stedet misinformation om sagen. Og efterfølgende har de nogle årtier endnu gjort reklame for fossile brændstoffer, hvorved de har tjent hundreder af milliarder dollars mere. Skaderne tørrer de af på kommende generationer. Lyder argumentet altså. Det rejser spørgsmålet: Er det så ikke rimeligt, at selskaberne nu bærer en del af omkostningerne?

Matt Pawa var en af de første advokater, der beskæftigede sig med spørgsmålet. I 2008 tog han en sag for landsbyen Kivalina i Alaska og sagsøgte ExxonMobil og 23 andre store CO2-udledere. Pawa påstod, at landsbyen havde lidt skade på grund af den hurtige kyst-erosion som følge af den stigende vandstand. Han krævede en godtgørelse på 400 millioner dollars til dækning af indbyggernes flytteomkostninger.

Og han tabte. Ifølge dommeren var der tale om et politisk spørgsmål. I næste instans afgjorde retten i 2012, at selskaberne ikke var ansvarlige, fordi forbundsregeringen havde vedtaget lovgivning, der skulle begrænse udledningen. I et juridisk fagtidsskrift spekulerede man forsigtigt på at gøre en ende på retssager om ansvarlighed i forhold til klimaet”.

Men man glædede sig for tidligt. Det viste sig hurtigt, da et af forsikringsselskaberne afslørede sig som en uventet allieret til Pawa.

Hvad handlede det så om? AES – en af de største energiproducenter i USA, der ligesom ExxonMobil havde været under anklage for skaderne i Kivalina – krævede efter dommen at få procesomkostningerne dækket af sit forsikringsselskab, eftersom AES havde forsikret sig mod ansvarlighedssager.

Her var forsikringsselskabet Steadfast af en anden mening. Ansvarlighedssøgsmål var ikke en hændelse”, som forsikringen skulle dække, fastslog Steadfast. Det var derimod en naturlig og forudsigelig følge” af virksomhedens handlemåde.

AES vidste eller burde vide, at udledning af drivhusgasser fra virksomheden ville føre til klimaforandringer med skader på landsbyen i Alaska som følge. Dommeren gav forsikringsselskabet ret: Selskabet var ikke forsikret mod den type sagsanlæg.

Fra det øjeblik var de fossile’ virksomheder advaret, og de kunne glemme alt om at søge tilgivelse fra højere sted.

MONEY TALKSNew Yorks borgmester, Bill de Blasio, sagde i januar 2018, at byens pensionsmidler skal fjernes fra klimaskadelige firmaer. Det drejer sig om fem milliarder dollars. Foto: Erik McGregor, Ritzau Scanpix

Den største industri i verden reagerede med raseri på klimasagerne, især i USA. Advokater som Pawa, der modarbejder den fossile industri, løber en reel risiko for at blive hængt ud via en af lobbygrupperne. Oliegiganten ExxonMobil førte an i modangrebet, og højdepunktet var en række anklager mod nogle advokater og jurister, der havde arbejdet på klimasager mod selskabet.

Exxon taler om en sammensværgelse” af jurister og videnskabsfolk, som vil tvinge selskabet til at betale, mens de selv driver politik via retssystemet. Advokaterne skulle være ude på at bringe Exxon til tavshed og således begrænse selskabets frie ret til at udtrykke sig”.

Selv cheferne for de offentlige anklagemyndigheder i New York og Massachusetts, der har undersøgt Exxon for formodet aktiesvindel, anklages af selskabet for sammensværgelse”.

Ifølge Jasper Teulings, der er chef for juridisk afdeling hos Greenpeace International, passer disse anklager fint ind i en bredere tendens: kriminalisering af miljøaktivister ved hjælp af såkaldte strategiske retssager (SLAPPs) med henblik på at intimidere modparten.

Sådan opfatter Greenpeace også behandlingen af den lille hollandske organisation BankTrack, da den deltog i protesterne mod den omstridte North Dakota Access Pipeline og blev afkrævet en erstatning på 900 millioner dollars for kriminelle aktiviteter” – selv om organisationen slet ikke havde deltaget fysisk i protesterne mod rørledningen. Greenpeace havde ifølge Teulings alene spredt støtteerklæringer via sociale medier og stillet mobile solpaneler, vinterbeklædning og en vejledning i fredelig protest” til rådighed. BankTrack sendte to breve til rørledningens investorer. Ingen havde lænket sig fast nogen steder.

Den slags sager har overhovedet ingen gang på jorden. De har udelukkende til hensigt at dræne modparterne for midler og forhindre dem i at gøre deres arbejde. De koster lige i øjeblikket mig selv mere end halvdelen af min arbejdstid,” siger Teulings.

De advokater, der påtager sig sager mod den fossile brændstofindustri, må derfor – især i USA – have en enorm udholdenhed og stå fuldstændig fast i skoene. Hvorfor tror de så, de har en chance for at vinde? Fordi alle de sager, der i øjeblikket føres mod disse selskaber, har de samme byggesten i overskriften.

Den første byggesten er klimavidenskabens gradvist øgede indsigt. At udledning af drivhusgasser fører til global opvarmning, har vi vidst et stykke tid. Men i nogle år har det nu været muligt i stigende grad at kortlægge specifikke bidrag fra specifikke selskaber.

Ved at beregne, hvor meget kul, olie og gas et fossilt energiselskab har hentet op af jorden, kan man regne ud, hvor stort dets bidrag til opvarmningen har været. På den måde nåede advokat Verheyen frem til, at den tyske kulgigant RWE igennem sin flere hundrede år lange eksistens havde ansvaret for omkring 0,5 procent af al CO2-udledning

En sådan andel er ikke ubetydelig og kan være grund nok til at stille et selskab til ansvar. Men så skal advokaterne også kunne bevise, at opvarmningen forårsager specifikke skader.

Også denne anden byggesten bliver løbende bedre underbygget. Klimaforskerne bliver bedre og bedre til at føre fingeraftryk af menneskelig udledning tilbage til specifikke forandringer såsom afsmeltning af gletsjerne i Andesbjergene.

Et specifikt selskab kan derfor stilles til ansvar, hvis det 1) har set skaden opstå og 2) har haft mulighed for at minimere eller undgå den. Dette er byggesten nummer tre og fire i alle de sagsanlæg, der foretages: Der foreligger rigelige beviser for, at producenterne af fossilt brændstof har vidst, at deres aktiviteter udgjorde en trussel mod klimaet, og at de har haft alternative handlemuligheder.

Tag for eksempel ExxonMobil. En forløber for selskabet, Humble Oil, publicerede i 1957 en undersøgelse, der antydede, at forbrænding af fossile brændstoffer førte til ophobning af CO2 i atmosfæren. Hele den amerikanske olieindustri, inklusive Exxon, blev i 1968 via brancheforeningen The American Petroleum Institute (API) varskoet om, at udledning af CO2 indebar en klimarisiko. Og i 1977 gav Exxons fuldtallige bestyrelse på grundlag af Exxons egen undersøgelse en redegørelse for, hvor alvorlige skaderne som følge af udledningen kunne blive på verdensplan. Exxon investerede dengang store beløb i selv at foretage klimaundersøgelser.

Så man må sige, at denne oliegigant var så opmærksom som få på risikoen. Havde den så kunnet handle på sin viden? Også det er sikkert. Det var netop olievirksomhederne, der allerede tidligt ansøgte om patent på teknikker, der kunne reducere udledningerne anseligt. Da den amerikanske regering i 1967 planlagde at investere i elektroniske alternativer til forbrændingsmotoren, sagde lederne af API i USAs Kongres til en kommission, at det overhovedet ikke var nødvendigt, eftersom deres egen branche var i gang med at undersøge det hele til bunds.

Og imens løj Exxon flere gange for omverdenen om de farer, man indadtil udmærket kendte til. Selskabet spredte bevidst tvivl og finansierede PR-kampagner og dissidenter blandt klimaforskerne, som bestred den herskende konsensus om risikoen ved opvarmningen.

Carroll Muffett, som er jurist og direktør for Center for International Environmental Law (CIEL), sammenligner situationen med retssagerne mod tobaksproducenterne, der godt vidste, at deres produkter var skadelige, men såede tvivl om spørgsmålet, indtil de senere ved retten blev gjort ansvarlige for den skade, de havde påført rygerne.

Forskellen er, at klimasagerne udvikler sig meget hurtigere. Det tog hele tre årtier, før en dommer endelig afsagde en kendelse om, at klagerne overbevisende havde dokumenteret fejl og skadelig praksis fra tobaksproducenternes side,” siger Muffett.

Men når det gælder sagerne om klimaopvarmning, har klagerne allerede beviset i hånden, når de træder ind i retssalen. Det er et stort spring fremad. Og det viser, at klimaretssager ikke er et forbigående problem for olie- og gasvirksomhederne. De kan ikke komme uden om dem.”

FØLELSER UDEN PÅ TØJETI Holland lagde en stor gruppe borgere sag an mod regeringen for ikke at gøre nok imod klimaforandringerne. De vandt. Her giver gruppens leder, Marjan Minnesma, sin advokat en krammer. Foto: Peter Dejong, AP / Ritzau Scanpix

Klimaretssagerne har gjort spørgsmålet om placering af ansvaret for klimaforandringen, som længe var rent teoretisk, håndgribeligt og konkret. Til skræk for den fossile brændstofindustri.

Hvis jeg skulle arbejde som advokat for en virksomhed,” siger Roda Verheyen, ville jeg fra første øjeblik sammen med nogle konsulenter overveje, hvordan risikoen for retssager og klimaforandringer kunne minimeres.”

Og man kan godt regne med, at selskabsadvokaterne er travlt beskæftiget med det. I september 2017 udkom en diger rapp0rt over alle verdens klimaretssager: Carbon Boomerang. Den var specifikt skrevet til investorer og selskaber, og budskabet var: Forbered jer!

Forfatterne undersøgte otte typer klimasager og kortlagde risiciene. De dækker hele kæden af fossil energi og CO2-udledning, fra olieboring til tankstation og fra banker, der finansierer fremstilling af briketter, til pensionsfonde, der trækker deres investeringer ud af olie- og gasvirksomheder. Enhver, der fortsat handler, som om klimaforandringen ikke eksisterede, løber en risiko.

Det bliver mere og mere tydeligt, at budskabet er forstået i bestyrelseslokalerne hos de mest magtfulde virksomheder i verden. Således havde olievirksomheden Chevron pludselig i sin årsrapport for 2016 en omtale af risikoen for klimaretssager. De udgør en seriøs trussel mod lønsomheden, havde selskabet erkendt. Et år senere sagde to andre amerikanske virksomheder, som beskæftiger sig med fossil energi – ConocoPhillips og Peabody – det samme.

Og der er flere tegn på, at selskaberne frygter retssager. I en klimasag, som egentlig ikke havde noget med olieselskaber at gøre – kun med den amerikanske regering – indleverede tre brancheforeninger fra den fossile industri i 2015 en samlet intervention’: De ønskede at deltage i processen, fordi sagens indhold efter deres udsagn kunne udgøre en direkte trussel for sektoren og kunne få signifikant negativ indflydelse på salget af dens produkter”.

Kort sagt: Hver ny sag er et signal til investorer og selskaber. Og jo flere sager der bliver ført, jo større beløb må selskaberne sætte af til forebyggende foranstaltninger og erstatninger for skader. Investeringer i energiprojekter baseret på fossil energi bliver således mindre og mindre tiltrækkende, hvilket kan forstærke den allerede eksisterende præference for grøn energi.

Bølgen af klimaretssager bliver sandsynligvis en seriøs drivkraft for energitransformationen”, konkluderer Carbon Boomerangs forfattere.

Selv menneskerettighederne kan komme til at spille en rolle. I 2016, da Filippinerne blev ramt af kraftige tyfoner, henvendte en række miljøorganisationer sig til den filippinske menneskerettighedskommission. De havde et spørgsmål: Kan kommissionen iværksætte undersøgelser af de krænkelser af menneskerettighederne, der skyldes de største CO2-udledere i verden – selskaber som Shell, ExxonMobil, BP og Chevron?

Deres bidrag til klimaforandringen fører til konkrete skader for indbyggerne på Filippinerne, hvilket krænker menneskerettighederne, lød argumentet.

Trods protester fra de indklagede selskaber besluttede kommissionen i december 2017 at tage handsken op. I år fandt der så høringer sted i Manila, Washington og London, hvortil også olie- og gasselskaberne var inviteret. Man regnede med, at de ville blive væk, fordi de mente, at menneskerettighedskommissionen var gået for vidt.

At kommissionen kun kan udstede anbefalinger og ikke fremsætte bindende udtalelser, forhindrede ikke energisektoren i at modsætte sig undersøgelsen med næb og kløer. Shell bad selv helt eksplicit kommissionen om at standse undersøgelsen: Kommissionen havde ingen ret til at udtale sig om Shells gøren og laden.

Forholder det sig sådan? Der er gode grunde til at mene, at menneskerettighederne hører til i denne diskussion. Ifølge John Knox, der er specialrapportør for FN i sager om menneskerettigheder og miljø, er både stater og selskaber nu på grundlag af menneskerettighedstraktaterne forpligtet til at garantere et sundt og sikkert levemiljø – altså uden klimamæssig disruption. Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol har for nylig selv erkendt, at et sundt levemiljø i sig selv er en menneskeret.

Deraf følger, at den eksisterende jura forpligter regeringer og virksomheder til at begrænse udledningerne. Hvis de ikke gør det, kan de retsforfølges, forklarede i begyndelsen af 2018 en gruppe fremtrædende internationale jurister under ledelse af Jaap Spier, tidligere generaladvokat i FN.

Energiselskaberne imødegik det med at sige, at CO2-udledning aldrig havde været forbudt. Eller endnu stærkere: Den sker i henhold til garantier og licenser fra regeringer til at hente fossile brændstoffer op af jorden.

Men Roda Verheyen, som forsvarede den peruvianske bjergfører Lliuya i hans sag mod RWE, kan ikke følge logikken: En licens fritager jo ikke licenstageren for ethvert ansvar. Der må altid være plads til, at han eller hun kan stilles til ansvar.” Der står ikke i nogen licens, at man har lov at forårsage yderligere klimaskader.

Historisk set er det ikke første gang, at en virksomhed, der gør lovlige’ ting og sager, alligevel bliver dømt for det. Af samme grund blev de virksomheder, der vedblev med at bruge asbest, efter at stoffets sundhedsskadelige virkninger var kendt, dømt for de dødelige konsekvenser, produktet fik for medarbejdere og forbrugere. De producenter, der blandede bly i deres maling, gjorde heller ikke noget ulovligt, men blev senere fundet ansvarlige for sundhedsskaderne, fordi de havde kendt til dem – præcis som tobaksproducenterne.

Klimaadvokaterne har mange med sig: videnskaben, tidsånden, moralen. Men at de mener at have ret, betyder naturligvis ikke, at de også får ret. Men det er notorisk en mulighed at holde virksomheder ansvarlige for overtrædelse af menneskerettighederne – for slet ikke at nævne menneskerettigheder, som krænkes ved fremtidige klimakatastrofer.

Der klæber også en risiko til bølgen af retssager, hvori der kræves økonomisk godtgørelse på basis af historiske udledninger, mener Jaap Spier, den tidligere generaladvokat i FN. Han forholder sig så at sige forsigtigt til godtgørelseskrav. Efter hans mening bør klimasager sigte på at undgå yderligere skader, hvorfor man ikke automatisk skal se på handlinger i fortiden. Den, der i dag er anledning til store udledninger, bør holdes ansvarlig også for dem.

Spier mener desuden, at sager mod olie- og gasvirksomheder fører til dæmonisering”: Hvis man hele tiden peger på bøhmanden”, kan resten unddrage sig ansvaret. Det er ikke alene kul-, olie- og gasselskaber, der er medskyldige i klimaforandringerne, vil han sige, og det er heller ikke alene virksomheder, der havde kendskab til klimaforandringerne uden at gøre noget (eller uden at gøre tilstrækkeligt) ved dem. Det er alt for mageligt blot at hænge én sektor ud, mener Spier.

Channa Samkalden, der er advokat og igennem syv år har procederet en sag mod Shell for forsømmelighed i forbindelse med olieforurening i Nigeria, er på det punkt enig med ham. Måske lyder det lidt mærkeligt, når det kommer fra en person i min position,” siger hun, men hvis man ønsker, at klimaretssagerne skal få en ende, er man nødt til at formulere specifikke pligter og ansvar. Olie- og gasselskaber bør ikke inddrages i sager, der ligger uden for deres indflydelsessfære.”

Forstå det nu ikke, som om jeg har skudt nogle andre ansvaret i skoene,” fortsætter hun. Der er en kæmpestor del af problemet tilbage, som borgerne selv og staten må gå ind på at reducere mest muligt.”

Nu er det usandsynligt, at individuelle borgere selv dukker op i retssalen for at få deres andel af godtgørelsen for udledningerne. Ét menneskes andel svarer statistisk til 1/7.600.000.000 af hele verdens– eller så godt som ingenting. Regeringerne kunne derimod udmærket indbringe de samlede krav for retten.

Hvor sagerne mod virksomheder for det meste handler om (at mildne) skader, der nu er uundgåelige, drejer sagerne mod regeringer sig om disses pligt til at styre deres fartøj ind i bæredygtige vande og dermed komme fremtidige skader i forkøbet.

Forbilledet for alle klimasager mod regeringer er den hollandske aktionsgruppe Urgendas sagsanlæg mod den hollandske stat. Dommeren afsagde i 2015 en kendelse om, at den hollandske klimapolitik ikke var tilstrækkelig til at undgå farlige klimaforandringer, selv om staten i internationale klimaforhandlinger havde accepteret, at den skulle være det. Dommeren krævede, at staten inden 2020 nedbragte udledningerne med 25 procent – mere end det havde været regeringens egen plan. Og selv om sagen stadig kører ved en højere instans, er der ifølge Dennis van Berkel – den jurist, der arbejder for Urgenda med klimasagen – allerede nu meget, der er anderledes.

Urgenda-kendelsen viser, at hvert enkelt land har en pligt til at beskytte sine indbyggere mod klimaforandringer, siger Dennis van Berkel. Regeringer i alle lande er sig nu bevidst, at de kan drages til ansvar, hvis de vedtager utilstrækkelige klimaforholdsregler. Det lægger et stort pres på regeringer og parlamenter.”

Siden Urgenda-kendelsen er der over hele verden anlagt nye sager. Fra Pakistan til Schweiz, fra New Zealand til Norge – alle steder argumenteres der nu i retssalene for, at regeringer, som ikke bringer udledningerne under kontrol, udviser forsømmelighed, og at retten så må gribe ind.

Sommetider – men langtfra altid – er retten enig heri. Således pålagde det pakistanske retssystem forskellige regeringsfunktionærer i fællesskab at udarbejde en plan, der kunne opfylde klimamålene.

I Oslo vurderede retten, at Norge godt kan fortsætte med at udvinde nye forekomster af olie, blandt andet fordi gevinsten af udvindingen disponeres ud fra en langsigtet betragtning til gavn for fremtidige generationer. Greenpeace endte med at skulle betale sagsomkostninger for omkring 400.000 danske kroner til den norske stat.

I New Zealand fandt retten klimapolitikken utilstrækkelig, men fordi der var tiltrådt en ny regering, som havde meldt ud, at den ville formulere nye klimamål, konkluderede dommeren ikke noget på sin kendelse.

Men kendelsen viser i det mindste, at der er en ny udvikling i gang, siger Urgenda-advokaten van Berkel, idet den newzealandske dommer henviste til kendelsen i Urgenda-sagen som støtte for sin egen udtalelse: Ingen har nogensinde før afsagt en kendelse, hvori så stor en del af indholdet er jura hentet i andre lande.”

Eftersom den ene klimasag inspirerer den anden, bliver den ene dommers domme og kendelser inddraget i andre dommeres. Klimaretten blomstrer, og selve sagerne får også indflydelse, når advokaterne taber en sag, fordi regeringens ansvar skal formuleres på en måde, der ikke er brug for i parlamentet. Dér er flertallet vel for det meste enige med regeringskoalitionen. Disciplinen inden for de politiske blokke betyder, at ministre kan komme igennem med vage antydninger.

Den slags fungerer ikke i en retssal. Hvis den aktuelle klimapolitik er utilstrækkelig til at reducere udledningerne i overensstemmelse med de internationale klimaaftaler, kan der afsiges en kendelse.

Alle de advokater, der arbejder med klimasager, er sig derfor bevidst, at deres arbejde er banebrydende. Deres succes er de ikke altid selv herrer over – den er afhængig af klimavidenskabens udvikling, domstolenes velvilje og den politiske kultur i de lande, hvor de fører sagerne. Pionererne bliver for det meste benhårdt imødegået, men slår sig ofte igennem alligevel.

Således i USA, hvor Trump-administrationen har brugt alle kneb for hurtigt at få drejet halsen om på en retssag, nogle børn har anlagt mod regeringen. Indtil nu er forsøgene på at stoppe retssagerne mislykkedes.

Men der verserer samtidig spekulationer om en uhellig alliance mellem retssystemet og den udøvende magt. Hvis advokat Julia Olson og børnene får medhold, vil regeringen Trump så lystre og begynde at føre en seriøs klimapolitik? Og vil præsidenten efter ham?

Kernen i de amerikanske retssager er blandt andet, at de unge sagsøgere påberåber sig den såkaldte public trust doctrine. Den dikterer, at en myndighed eller endda nation ikke må gøre skade på en ting såsom miljøet eller naturressourcer, der tilhører alle os nulevende – og fremtidige – generationer.

Kan de danske børn så lade sig inspirere og få held med at anlægge en tilsvarende retssag mod Lars Løkke Rasmussen og kompagni? Næppe.

Det vurderer en af Danmarks førende miljøjurister, Peter Pagh. Han er professor ved Københavns Universitet og har skrevet flere bøger om dansk og amerikansk miljøret. Afvisningen skyldes, at vi slet og ret ikke har noget, der svarer til den amerikanske public trust doctrine.

Så det kan med rimelig sikkerhed afvises, at en tilsvarende retssag vil blive anerkendt i dansk ret,” siger Peter Pagh.

Professor i miljøret fra Aarhus Universitet Ellen Margrethe Basse samtykker. Men hun peger samtidig på, at der kan være en kattelem åben, hvis bekymrede børn slår sig sammen med en anerkendt ngo.

For det tætteste, vi herhjemme kommer på at acceptere en søgsmålsret a la USA, kan nemlig være via Aarhus-konventionen tiltrådt af både EU og Danmark.

Konventionen sikrer, at ngo’er, der har til formål at varetage relevante miljø- og klimaudfordringer, kan accepteres som såkaldt public concerned og dermed blive accepteret som klage- og søgsmålsberettigede.

Da klimaretssagerne begyndte at tage til for to år siden, forhørte Zetland sig hos de største danske miljø-ngo’er, om de overvejede lignende tiltag. Det var ikke tilfældet i 2016.

Vender vi blikket tilbage til de amerikanske stater, står der ganske givet noget på spil for USA. Ene land udleder USA årligt 15 procent af al verdens CO2.

Klimasagerne er måske vores sidste og bedste håb om et klima, der er til at leve i for fremtidige generationer af unge mennesker,” siger Danny Noonan, en af Olsons medarbejdere.

Én foreløbig succes har de haft med sagen. I en delkendelse udtalte Ann Aiken, som er dommer ved delstaten Oregons forbundsdomstol, at amerikanske retter indtil nu havde været alt for tilbageholdende i sager om miljøet. Verden har lidt under det,” skrev hun i sin kendelse.

Retten til et klimasystem, der kan opretholde menneskers liv, er essentielt for vores frie og velordnede samliv,” skrev Aiken videre. Uden et stabilt klimasystem ville ingen civilisation og intet fremskridt være muligt.” Det lyder nok usandsynligt, at USAs højesteret engang skal blive enig med Aiken, men på den anden side: Det er svært på forhånd at vurdere, hvilke juridiske tilgange der skal videreføres, og hvilke der må opgives. Urgendas (foreløbige) succes var heller ikke forudset.

Men lad os nu være ærlige: Retssalen er ikke det ideelle middel til at få stoppet klimaforandringen. Den er langsommelig, den fører ikke direkte til formindskelse af udledningerne, og den rummer en del friktion og spark i sandet.

På den anden side: Advokater kan nu stille de mest magtfulde virksomheder, organisationer og politikere på jorden til ansvar for deres bidrag til problemet og for deres afmagt eller uvilje, når det gælder om at løse det. Klimaadvokaterne fremtvinger overalt på jorden egenhændigt en ny bølge af moralsk klarhed, og de skriver på en ny historie om ansvarlighed og fælles fremtid.

Det kan – uden at overdrive – have potentiale til at forandre verden.

Artiklen er fra det hollandske medie De Correspondent. Danske eksempler tilføjet af Mads Nyvold. Oversat af Ole Lindegård Henriksen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem