Zetland Helikopter


Fredag 16. august 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver en blandet landhandel.

Altså, Trump kan ikke købe Grønland. Alligevel bør Danmark tage historien dybt seriøst

I dagens nyhedspodcast kigger vi på en småskør historie, som har en dybt alvorlig baggrund. Nemlig: Hvad Grønland betyder for Danmarks plads i verden. Vært: Mads Olrik. Gæst: Pensioneret admiral Nils Wang.

21 min

Dagens citat

“Vi mistede mange mandater, men hvad værre er, mistede vi sammenholdet”

Det siger den nye leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, om sommerens folketingsvalg (TV 2). Se i øvrigt mere om den borgerlige krise nederst i denne mail.

Dagens store historier

Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Grønland

  • Torsdag aften løftede flere amerikanske medier sløret for en tanke, som præsident Trump har luftet i den amerikanske regering: Kunne USA måske købe Grønland? (The Wall Street Journal).

  • Det er ikke første gang, den tanke er opstået. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig, for eksempel, tilbød USA’s præsident Truman 100 millioner dollars for øen (DR).

  • Grønland var nemlig både under krigen og Den Kolde Krig afgørende for USA. Radarstationen på Thulebasen i det nordvestlige Grønland var for eksempel afgørende i atomvåbenkapløbet med Sovjet (Kristeligt Dagblad).

  • De seneste år er Grønland igen blevet interessant. I takt med at isen smelter, åbner der sig et nyt hav. Både Rusland og Kina forsøger at gøre sig gældende i Arktis, og USA ser området som altafgørende for sin sikkerhed (The Diplomat).

  • Bare lige for at gøre det helt klart: Trump kan ikke købe Grønland. Men Grønland kan snildt af egen drift beslutte sig for at gøre sig uafhængigt af Danmark og opsøge nye partnere på verdensscenen.

  • ... Og det ville være en geopolitisk katastrofe for den danske stat. Rigsfællesskabet med Grønland er Danmarks billet til at sidde med ved mødebordet, når USA, Rusland og Kina diskuterer, hvad der skal ske i vores ende af kloden (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Oksekødssagen

En rapport om klimaaftrykket af oksekød fik virkelig meget opmærksomhed. I løbet af ugen er den så blevet kritiseret heftigt.

En rapport fra Aarhus Universitet kom med en opsigtsvækkende melding. Nemlig at søde sager havde et større klimaaftryk end oksekød. Rapporten kom frem til, at “nydelsesmidler” stod for 28 procent af klimaaftrykket fra vores fødevareforbrug, og oksekød stod “kun” for 11-15 procent (DR).

Det fik ret mange op af stolen. Mest fordi rapporten blandt andet var finansieret af Kvægafgiftsfonden, hvis primære mål er at styrke kvægsektoren, og fordi landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer sad i projektets ledelse (Information).

... Og en stor flok af forskere har afvist konklusionen. Forskere fra andre universiteter kritiserer i hårde vendinger de metoder, der er blevet brugt i rapporten. Det handler mest om, at rapporten har puljet blandt andet kaffe, te, slik og alkohol og sat det over for én fødevare, oksekød (Information).

Det skal du også vide

Mette Frederiksens toprådgiver sprænger lønloftet. Statsministeren har ansat sin højre hånd fra Socialdemokratiet, Martin Rossen, i en ny, magtfuld rolle i Statsministeriet. Fordi han ikke formelt er spindoktor, skal han ikke følge lønreglerne og kan få næsten halvanden million kroner om året (DR).

Har EU råd til at blive en storspiller i rummet? EU-landene vil gerne gøre sig gældende i den voksende rumfartsindustri og modgå mere autoritære staters magtposition i kredsløbet om Jorden. Men den slags koster penge. Mange penge (Politico).

Dagens Zetland-historier

Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Øøøøh. Den nye borgerlige opposition har de seneste uger ligget i heftig borgerkrig. Derfor har vi forsøgt at finde ud af, hvad de egentlig kan samle sig om, og hvordan et nyt borgerligt projekt kunne se ud.

Yes! I det seneste afsnit af Zetland om Zetland-podcasten tager vi dig med igennem en fantastisk, og helt vildt mærkelig uge. Først var vi lykkelige over at have nået et stort mål – og så kom tvivlen buldrende.

Wow. Hver fredag anbefaler Zetlands skribenter gode ting fra andre medier. I denne uge handler det blandt andet om, hvorfor to saltoer og tre omdrejninger er et stort skridt for menneskeheden.

Hjælp. Zetlands klimaskribent skal i gang med et større projekt om CO2-støvsugere. Og han har brug for din hjælp til at sparke døre ind.

Denne nyhedsuge begyndte dramatisk og sluttede småmærkeligt. Midt i det hele var jeg virkelig glad for alle jer, der sendte spørgsmål om den næste økonomiske krise, som vi måske allerede er i gang med. Jeg håber at lave en økonomihistorie i næste uge. Vi ses.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem