Ven eller rival? Europa prøver at genforhandle sit forhold til Kina

FLANKERETMens USA går i kødet på Kina, forsøger EU at finde en mellemvej. Foto: John Thys, AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

En række markante storpolitiske begivenheder og udmeldinger har på det seneste sat en tyk streg under europæiske landes ambivalente forhold til Kinas tiltagende magt og indflydelse. Og det handler om meget mere end pandaer

Det har været et begivenhedsrigt forår, hvad angår forholdet mellem Kina og Europa.

En hurtig overflyvning:

I Bruxelles udråbte Europa-Kommissionen i begyndelsen af marts for første gang Kina til en systemisk rival” og talte i hidtil uset hårde vendinger om landets handelspolitiske praksisser.

Herhjemme kulminerede måneders bekymringer om risikoen for kinesisk spionage med, at TDC fravalgte kinesiske Huawei som samarbejdspartner om Danmarks kommende 5G-mobilnetværk til fordel for svenske Ericsson.

I Italien skrev man, noget mindre bekymret, nærmest samtidig under på en officiel hensigtserklæring om at deltage i Kinas enorme, internationale infrastruktur-investeringsprojekt Belt and Road – til nogen fortrydelse blandt andre store EU-lande.

I Frankrig udtalte præsident Emmanuel Macron for eksempel, at tiden for europæisk naivitet” over for Kina var forbi, og opfordrede EU-landene til at optræde som én fælles enhed over for Kina – hvilket dog ikke forhindrede ham i at benytte et kinesisk statsbesøg i Paris til at sikre en stribe bilaterale forretningsaftaler mellem franske og kinesiske virksomheder.

Den 9. april var der så topmøde mellem EU og Kina, hvor det under et vist pres lykkedes EU-præsident Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker at tvinge nogle tilløb til handelspolitiske indrømmelser ud af Kinas premierminister Li Keqiang, hvilket Tusk kaldte et gennembrud”.

Og – sidst, men ikke mindst – to dage senere indtraf i Zoologisk Have i København endelig øjeblikket, hvor offentligheden kunne møde de allermest nuttede af Kinas diplomater, da der var store panda-dag, komplet med kronprinsesse Mary og pandaperlepladeværksted for børnene og det hele.

Dyrepasserne var glade, men selv de sort-hvide bamser fremkaldte geopolitisk betingede panderynker.

Så hvad foregår der?

Jo, under det alt sammen ligger et i stigende grad prekært spørgsmål om, hvordan europæiske lande skal forholde sig til det faktum, at Kina er i færd med at blive en stadig stærkere økonomisk, politisk og militær stormagt – og ovenikøbet en, som i stigende grad er parat til at bruge sin magt uden for egne grænser.

Lad os se nærmere på, hvad det hele handler om – opsummeret i tre punkter og et lille kig fremad til sidst.

1. Det store billede

Det her handler om geopolitik på den helt store klinge.

Under præsident Trump har USA udråbt det til sin fremmeste udenrigspolitiske opgave at bremse Kinas opstigen, hvilket på lange stræk sådan set blot er en videreførelse af forgængerens linje, nu blot med eftertryk og ekstreme midler i form af eksempelvis den handelskrig, som truer med at sætte hele verdensøkonomien i stå.

Europæiske statsledere behøver derfor blot læne sig en lille smule ud mod Atlanterhavet for at opsnappe lyden af konstante amerikanske opråb om Kinas mulige overtagelse af verdensherredømmet og styret i Beijings angivelige planer om at omdanne Europa til en slags imperial udpost.

Men samtidig kan de konstatere, at netop amerikanerne – Europas væsentligste allierede og samhandelspartner gennem syv årtier – på én og samme tid udviser stærkt dalende interesse for såvel den militære alliance med Europa som for det, der har været to af grundpillerne i det amerikanske og europæiske forhold gennem årtier:

Nemlig samarbejde om at fremme frihandel og multilateralt samarbejde gennem internationale organisationer som FN og verdenshandelsorganisationen WTO (World Trade Organisation) – omend nogle gange mere i ord end handling fra amerikanernes side.

Trump er nærmest gået i frontalangreb på både FN og WTO, som han i praksis forhindrer i at udføre sit arbejde ved at nægte at udnævne nye dommere, der kan afgøre handelsmæssige tvister mellem medlemslande.

Samtidig er Kina godt i gang med at investere de mange penge, landet har skrabet sammen gennem årtiers handelsoverskud, i alt fra månerejser og cyberspionage til fredsbevarende FN-soldater, verdensklasseforskning, hangarskibe, afrikanske jernbaner, havnebyggerier og teknologivirksomheder i Europa.

Særligt kinesiske opkøb af højteknologiske tyske virksomheder, nogle gange mod virksomhedernes vilje, har vakt opsigt og fået selv de ellers så selvsikre tyskere til at bekymre sig for, hvad kineserne egentlig har gang i, og hvor store deres ambitioner er.

Og for at gøre det hele endnu mere komplekst er både den amerikanske og den europæiske økonomi fortsat dybt filtret ind i den kinesiske i kraft af den meget store handel mellem Kina og såvel EU som USA. EU er Kinas største samhandelspartner, og Kina er EUs næststørste efter USA.

Det stiller alt sammen Europa i en situation, som er fuld af både muligheder og faldgruber – og i det hele taget ret løjerlig.

Egentlig opsummerede Europa-Kommissionen den noget særlige situation meget godt i sit strategipapir fra den 12. marts. Her opfordrede kommissionen medlemslandene til at danne fælles front mod – og med – Kina på en række områder:

Kina er, simultant og på forskellige politikområder, en samarbejdspartner, som EU har tæt sammenfaldende mål med; en forhandlingspartner, som EU skal afbalancere interesser med; en økonomisk konkurrent i jagten på teknologisk lederskab; og en systemisk rival, som promoverer alternative styreformer.”

Det, vi europæere er ved at finde ud af, er altså, hvordan vi skal forholde os til en opstigende stormagt, som på én og samme tid er ven, konkurrent og fjende – samtidig med at vores sædvanligvis bedste ven, USA, ærlig talt er begyndt at opføre sig lidt fjendtligt indimellem.

2. Hvor Kina og EU er enige

Trods den seneste tids europæiske udfald mod Kina er der fortsat en række områder, hvor kineserne ligner venner mere, end de ligner fjender.

Det gælder for eksempel atomaftalen med Iran, som kineserne stadig står bag, og ikke mindst klimapolitikken, hvor kineserne – modsat USA – fortsat bakker op om Paris-aftalen fra 2015 og desuden har udviklet sig til verdens største investor i grøn energi (selv om det samtidig fremkalder europæiske panderynker, at kineserne også bygger kulkraftværker i udviklingslande).

Og så er kineserne, mener i hvert fald Kina-kender Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet, faktisk også mere interesserede i at opretholde både multilateralt samarbejde og international lov og ret, som vi kender den, end de har ry for.

Mens USA under Donald Trump har skåret i støtten til FN, har Kina omvendt øget sit engagement i verdensorganisationen og er nu den næststørste bidragyder til FNs fredsbevarende missioner.

Og det er i den forbindelse værd at bemærke, siger Clemens Stubbe Østergaard, at sluterklæringen fra topmødet mellem Li Keqiang, Jean-Claude Juncker og Donald Tusk begynder med en støtteerklæring til FN.

Kineserne er også, mener han, stærkt interesserede i at samarbejde om mere teknokratiske grejer som for eksempel økonomisk politik, bekæmpelse af sygdomme og fødevareregulering.

3. Hvor Kina og EU er knap så enige

Når EU – og i hvert fald nogle af medlemslandene – på det seneste alligevel har skruet bissen på over for Kina, handler det om en række forskellige ting.

Der er geostrategiske bekymringer om Kinas militære ambitioner, som er temmelig store, og om cyberspionage og cyberkrig, blandt andet udtrykt ved den danske 5G-ballade. Og der er også den temmelig voldsomme undertrykkelse af uighurerne i den nordvestlige Xinjiang-provins, hvor kommunistpartiet frygter et oprør. Undertrykkelsen har rykket bekymringer for Kinas menneskerettighedsovertrædelser længere op på dagsordenen end længe.

Men først og fremmest drejer de europæiske bekymringer sig om økonomi og handelspolitik. Kina, mener EU nemlig, spiller på en række punkter med feje hold (og her er europæerne i øvrigt helt på linje med amerikanerne).

Massiv statsstøtte til kinesiske virksomheder gør det svært for europæiske virksomheder at konkurrere med kinesiske virksomheder rundt om i verden. Og mens kinesiske virksomheder har ganske let adgang til det åbne europæiske marked, nægtes europæiske virksomheder adgang til hele sektorer af det kinesiske marked eller må konkurrere på ulige vilkår på grund af kinesisk statsstøtte til egne virksomheder og diverse restriktioner for udenlandske virksomheder. Ofte får udenlandske virksomheder kun lov at komme ind i Kina ved at indgå partnerskaber, som i praksis tvinger dem til at overdrage teknologisk knowhow til kinesiske modparter.

Når EU-præsident Donald Tusk kaldte mødet den 9. april for et gennembrud, var det netop på grund af, at den fælles sluterklæring adresserede nogle af bekymringerne. Blandt andet indeholdt den hensigtserklæringer om at standse tvungen overdragelse af teknologi og – vigtigst – om at afslutte nogle ellers ret langsommelige forhandlinger om en gensidig investeringstraktat senest i 2020.

Traktaten skal efter planen gøre det lige så let for europæiske virksomheder at investere i Kina, som det er for kinesiske virksomheder at investere i Europa, og den er krumtappen i EUs økonomiske Kina-strategi.

Hensigtserklæringerne har stadig til gode at materialisere sig i konkrete indrømmelser og åbninger af det kinesiske marked, men EUs hånd i forhandlingerne er ifølge Kina-forsker Andreas Bøje Forsby for Nordisk Institut for Asienstudier bedre end længe:

Lige nu har Europa den strategiske mulighed, at vi kan presse Kina, fordi de har brug for at have Europa som stabil partner i det stormvejr, som rivaliseringen med USA udgør.”

EU insisterer på ikke at gribe til samme hårdhændede midler som amerikanerne for at presse kineserne til indrømmelser. Men kommissionen har blandt andet luftet muligheden for at stramme EUs anti-statsstøtteregler, så de også gælder statsstøtte fra lande uden for EU.

Måske derfor indeholdt erklæringen fra mødet den 9. april også en klamamse om at arbejde for at begrænse statsstøtte.

Og den klamamse kan, bizart nok, være til gavn ikke bare for europæiske virksomheder, men også for præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiangs forsøg på at reformere Kinas økonomi, mener Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet:

Det drejer sig om de store, statsstøttede virksomheder, der er tilbage i Kina,” siger han.

Det er en indrømmelse fra Kinas side, men samtidig kan det støtte Xis og Lis forsøg på at reformere disse virksomheder, som stritter meget imod.”

Så hvad sker der nu?

Det afhænger nok rimelig meget af, om EU-landene kan blive enige med sig selv og hinanden om en fælles kurs, sådan som Europa-Kommissionen ønsker sig.

Kina har indgået mængder af bilaterale aftaler med enkelte EU-lande (og ikke kun om pandaer) og sågar stiftet et særligt forum, kendt som 16+1, sammen med 16 øst- og centraleuropæiske lande i og uden for EU – hvilket har fået Europa-Kommissionen til at rynke brynene. For det kan godt opfattes som en konkurrent til EU som Kinas primære kontaktpunkt i Europa.

Der er også vidt forskellige tilgange til præsident Xi Jinpings store udenrigspolitiske nummer, Belt and Road-initiativet, også kendt som den nye silkevej. Kort fortalt er det en grandios idé om nye handelsruter til og fra Kina via Asien og Afrika og videre hele vejen til Europa, alt sammen bygget og finansieret af Kina.

Nogle ser initiativet som en gylden mulighed for at få finansieret noget tiltrængt infrastruktur, andre som en gældsfælde (lånene til alle broerne og jernbanerne og havnene skal jo før eller siden betales tilbage) og en slet skjult kinesisk investering i at få en klemme på de lande, som vælger at deltage.

Undertiden er det hele temmelig speget og kan næsten ligne en europæisk kamp om kinesiske penge, siger Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet: Mens Tyskland har kritiseret Italien for at deltage i Belt and Road-planerne i håb om blandt andet at få udviklet havnen i Trieste, taler tyskerne mindre højt om togterminalen i Duisburg, som hver eneste uge modtager omkring 30 container-tog lastet med varer fra Kina. Netop togforbindelser mellem Kina og Europa er en helt central del af Belt and Road-planerne.

Ofte fremstilles det hele, som om kineserne fører en form for del og hersk-politik i Europa, men det er, mener Clemens Stubbe Østergaard, faktisk en misforståelse af, hvad målet er.

Kineserne har gennem 30-40 år arbejdet for et samlet EU, fordi de gerne vil se EU udvikle sig til en samlet pol som modvægt til USA,” siger han.

De vil helst have en verden med tre vigtige poler: Kina, USA og EU.”

Så der står vi altså. Midt imellem den gamle stormagt, USA, og den nye, Kina.

Og spørgsmålet er, om vi kan finde ud af, hvad vi skal stille op med dét – hver især eller sammen.

Måske skulle man begynde med at gå ind og sige hej til de der pandaer.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: