"Man skal være lidt badass". 15-årige Ea Maya får dick pics hver måned

Hvordan hjælper man sine børn til at udvikle en sund seksualitet, når sociale medier flyder med dick pics og nudes?

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Det var under påskefrokosten i foråret, at Martins tiårige datter kom ud fra sit værelse og prikkede ham på skulderen. De tre børn var gået fra bordet, mens forældre og bedsteforældre var blevet siddende længe for at snakke. Hun så lidt bleg ud, noterede hendes far sig, som om noget var i vejen. Må jeg godt lige snakke med dig, far?” sagde hun. De gik ind ved siden af. Hun havde sin telefon med, og efter at have tøvet lidt fik hun sagt, at hun havde fået et billede på Snapchat, som hun ikke brød sig om. Billedet var dog allerede forsvundet igen, som det gør på Snapchat.

Men det gik op for Martin, at hans datter på ti år havde fået tilsendt et dick pic fra en voksen mand. På mandens profil var der en aubergine-emoji efterfulgt af tre vanddråber. Jeg blev både vred og chokeret over, at det var sket, men samtidig var jeg også lettet over, at hun kom til mig og sagde det,” siger Martin, der af hensyn til datteren kun står frem med sit fornavn. De fik straks blokeret aubergine-fyren. Samtidig satte det også nogle tanker i gang om, hvordan man hjælper sine børn med at udvikle en sund seksualitet, når de møder så meget lort på internettet.”

Et andet sted i landet, på et teenageværelse i København, sidder 15-årige Ea Maya, som jeg har ringet op på FaceTime. Hun har kastanjebrune proptrækkerkrøller, lette briller i messingstel og en cool sort T-shirt med hvidt print. På væggen bag hende hænger en fotocollage af den sydkoreanske K-pop gruppe BTS. I sin fritid spiller hun trommer i et punkrockband og er sammen med vennerne. Og ellers er hun pænt meget på telefonen”. Hun har været på Snapchat, siden hun var 11 år, og kender alt for godt den situation, som Martins datter står i.

I dag, hvor hun går i 9. klasse, er det primært Snapchat og Instagram, hun bruger. Og med det følger en række henvendelser og billeder, hun ikke har bedt om. Det sker nok tre-fire gange om måneden, at jeg får tilsendt dick pics, trusler eller en anden persons nudes,” siger hun. What,” siger jeg måbende til kameraet, det er da helt vildt mange.” Ja, men det er lidt sådan, det er. Men jeg bliver da stadig lidt chokeret, når det sker, fordi jeg ikke regner med det.” Sammen med en veninde har hun fundet en metode, som faktisk virker meget godt, til at håndtere henvendelserne, og som hun gerne vil dele. Men man skal være lidt badass, som hun siger. Det vender vi tilbage til.

Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed har hver fjerde unge kvinde i alderen 16-24 år været udsat for en ”ikke-fysisk seksuel krænkelse” som for eksempel at modtage dick pics uden at have bedt om dem.

Lad os først kigge nærmere på, hvad det er for en virkelighed, børn og unge i dag vokser op i, og hvorfor det kan være svært for de voksne, forældrene, at guide dem til en sund seksualitet. Vi taler om en generation af voksne, der først fik en mobiltelefon efter deres seksuelle debut. Porno var noget, man kunne ane på øverste hylde i bladkiosken, eller hvis man gik en tur på Istedgade i den ende, der ligger tættest på Hovedbanegården i København.

Selvfølgelig kunne man risikere at møde en blotter på en gåtur, men det var ikke en almindelighed eller noget, der nærmest rutinepræget skete flere gange om måneden. Og blotteren dukkede altså heller ikke op helt inde på børneværelset. Men siden den første iPhone landede på det danske marked i 2008, har det ændret hele vores måde at være sammen på, og hvordan vi kommunikerer.

IPhonen er blevet en ekstra virkelighed i virkeligheden, og hvis voksne skal kunne vejlede de unge, er første skridt på vejen faktisk at erkende det. Sådan siger Christian Graugaard, der er professor i sexologi ved Aalborg Universitet, og som er en af forskerne bag det store Projekt SEXUS om danskernes sexliv. Der kan godt være en tendens til at betragte internettet som et appendiks og som noget, der er en smule uvirkeligt og forlorent. Men for de her børn og unge er det en fuldt ud integreret del af virkeligheden. Og i mange tilfælde ved de faktisk mere om at gebærde sig i de digitale landskaber, end vi voksne gør,” siger Christian Graugaard og tilføjer. Det er et kæmpestort forsknings- og forebyggelsesfelt, og lige nu asfalterer vi, mens vi kører, fordi det udvikler sig så hurtigt.”

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

I hjemmet i Aarhus fik Martins datter sin første telefon, da hun fyldte ti år, fordi hun nogle gange skulle til at gå alene hjem efter skole. Og jo, Martin ved godt, at hun egentlig ikke er gammel nok til at være på Snapchat og andre sociale medier. Aldersgrænsen er 13 år. Men alle andre i klassen var på, og som forælder ønsker man heller ikke, at ens barn skal være udenfor, vel? Han siger, han godt ved, at han har en dårlig sag. Jeg sad ved siden af hende, mens hun løj om sin alder. Vi lavede en handel. Hun fik lov at komme på Snapchat, men ikke på TikTok, som jeg synes, er noget værre møg. Aftalen var, at hun kun måtte bruge chatfunktionen og ikke udforsk’. Men alligevel smuttede en klam stodder under afspærringen. Og det vil formentlig ske, uanset hvor mange filtre man sætter på,” vurderer han.

Når man taler med både forældre og eksperter, lader der til at være nogenlunde konsensus om, at ti år er den mest typiske alder at få en smartphone i Danmark. En undersøgelse, som Telenor i samarbejde med analyseinstituttet Wilke publicerede i 2020, viste, at langt de fleste forældre ligesom Martin tillader deres børn at oprette en profil på de sociale medier, selv om børnene egentlig er for unge til at bruge dem. 94 procent af forældrene havde godkendt de sociale medier, som deres 10-12-årige børn var på. Børnene i undersøgelsen var i princippet for unge til at være på sociale medier, men brugte i gennemsnit to timer om dagen på Snapchat, TikTok og Instagram. Men det betyder samtidig, at andre også ret nemt kan få fat på børnene, chatte med dem, groome dem.

En anden interessant pointe fra undersøgelsen er dog, at rigtig mange forældre også lader til at dele den vildrede, som Martin fra Aarhus giver udtryk for. For næsten halvdelen af forældrene siger, at de synes, det er rigtig svært at finde balancen mellem at blande sig i det, barnet foretager sig online, og så barnets privatliv. Han skrev til sin datters klasselærer og orienterede hende om episoden med det ubehagelige billede, og klasselæreren delte beskeden med lærerteamet. Det gør ondt på mig, hvis en hel generation får en forkvaklet relation til sex, fordi de så tidligt støder på porno på nettet,” siger han.

Hos den private organisationen Sex & Samfund er de også meget optaget af, hvilken relation børn og unge får til sex. Mere konkret udvikler de det undervisningsmateriale og de videoer, som lærerne har til rådighed i seksualundervisningen i folkeskolen. Jeg ringer derfor til Pernille Ane Egebæk, som er pædagogisk konsulent hos Sex & Samfund. Man skal ikke være bange for, at børn tager skade eller får et forkvaklet syn på kærligheden eller den første forelskelse, fordi de har fået tilsendt dick picks eller har set porno,” siger hun

Pernille Ane Egebæk forstår udmærket, at både forældre og børn bliver chokeret, når der lander et billede af en voksen mands stive lem i indbakken. Og derfor må man også huske at skille tingene ad. Der er det vigtigt at understrege, at et dick pic er et overgreb, ulovligt og ikke okay. Og derfor skal man ikke blande det sammen med deres øvrige seksuelle dannelse. Det skal puttes i kassen med klamme og slet ikke i orden’-ting,” siger hun.

Hardcore porno hører også til i den kasse, hvis det er børn, der ser det. Her må man som forældre gerne understrege, at porno ikke er almindelig sex, at det er en konstrueret film lavet til voksne, og at det er noget, man skal klikke væk fra. Og samtidig skal man lige huske at styre sin egen forfærdelse.

Men, siger hun også, man skal også vide, at det er umuligt at helgardere sig. Derfor skal man også som forældre sommetider spørge ind til, hvem børnene egentlig sidder og skriver med og griner højt over dér i sofaen. Og så længe børnene kun er ti år, er det okay at gennemgå vennelisten på deres telefon jævnligt sammen med børnene. Ofte har vennerne brugernavne, og det kan være svært at gennemskue, hvem de er.

En god regel er, at når børnene kun er ti år, skal man ikke være bange for at være for omklamrende, siger Pernille Ane Egebæk. I takt med at de bliver ældre, må man godt løsne grebet, men blive ved med at åbne for samtalen. Og så ellers spørge nysgerrigt ind. Ham, du skriver med, er det én, du har mødt i virkeligheden, er det en fra skolen?” Som voksen er det vigtigt, at man giver børnene en følelse af, at man har deres ryg uden at skulle være politi eller bodyguard. De fleste tweens og teenagere vil brokke sig over at skulle komme hjem fra fest klokken 22. Men samtidig er det virkelig også rart at vide, at nogen forventer, at du kommer hjem dér. Det er samme princip på telefonen. De skal ikke føle sig alene i ingenmandsland.”

Fra teenageværelset i København fortæller Ea Maya, at hun har godt styr på, hvem hun har kontakt til på sociale medier. Men samtidig kan hun også godt lide at snakke med nye mennesker, som hun måske deler en interesse med. Det sker også nogle gange, at mænd vælger et profilnavn, der ligger tæt op ad et af hendes venners eller bekendtes navne, og før hun ved af det, har hun modtaget en grænseoverskridende besked, hun på ingen måde har bedt om.

Sammen med en god veninde har hun udviklet en strategi, hvor de prøver at tage magten tilbage, ja nærmest troller dem, der sender ubehagelige beskeder. En dag modtog hun et dick pic fra en mand med teksten Skal du have noget daddy?”. Ea Maya spurgte, hvor gammel han var. Han skrev, at han var 53, men at jeg var for gammel til ham, hvis jeg var 15. Jeg skrev til ham, at jeg vidste, hvor han boede, og at jeg ville anmelde ham. Så endte han med at blokere mig i stedet, fordi han blev nervøs.”

Andre gange kan hun finde på at sende mærkelige billeder tilbage, hvis nogen opfordrer hende til at sende nøgenbilleder. Jeg skriver en underlig kommentar tilbage, der kan freake dem ud.” Eller hun sender måske et billede af en kat eller af Jabba the Hutt – den sneglelignende alien fra Star Wars. Det virker! Det føles rigtig godt at skræmme en spade væk,” siger Ea Maya. Men ville det ikke være federe, hvis du slet ikke skulle bruge tid og kræfter på det?” spørger jeg. Jo, det synes Ea Maya da også. Og hun håber på, at hvis hun svarer hårdt nok tilbage, så vil henvendelserne blive færre.

Hun er helt bevidst om, hvad hendes rettigheder er, og det vil hun opfordre forældre til at sige til deres børn, når de giver dem en smartphone. Hvis man får et dick pic, skal man rapportere det og blokere vedkommende. Man kan også tage et screenshot af billedet, hvis man skal gemme det som bevis til politiet,” siger hun.

I Aarhus forsøger Martin, der er far til datteren på ti år, også at stille sig til rådighed. I hans egen barndom sagde hans forældre ikke et ord om sex, kærlighed og pornografi, men bør man ikke tage den snak med sine børn, spørger han? Han har en opfattelse af, at hans børn har brug for, at han og hans hustru er til stede på en anden måde, end dengang de selv var børn. Derfor inviterede han også sin søn på næsten 13 år ud på en flere timer lang gåtur. Eller det var mest Martin, der talte om, at onani var naturligt, og at porno er fiktion. Sønnen sagde ikke så meget. Jo, til sidst mumlede han, at det måske var okay med den snak.

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Pernille Ane Egebæk fra Sex & Samfund siger: Sønnen må have syntes, at det var helt vildt pinligt!” Hendes erfaring viser, at de fleste unge kun i lille udstrækning orker at tage de store snakke om sex og pornografi med deres forældre. Det er simpelthen for tåkrummende pinligt med de lange snakke. Men samtidig anbefaler Sex & Samfund helt klart, at forældre taler med deres børn, så det er godt at stille sig til rådighed for samtalen. Hvis barnet er nysgerrigt, kan man godt forsøge sig med en snak om seksuel dannelse.”

Også professor i sexologi Christian Graugaard er stor tilhænger af forebyggende dialoger mellem børn og voksne, og at man generelt arbejder på at udvikle det, han kalder for netikette’. Til forældrene siger han: Lad være med at gå i panik eller vende ryggen til. Lad være med at være pegefingermoralsk. Lad være med at spille klog, og erkend, at der også er ting, du ikke ved. De fleste børn og unge vil gerne dele og fortælle, hvis de mærker, at interessen er respektfuld og reel. Men hvis der er bebrejdelser og skældud i luften, vil de trække sig,” siger han.

Både Christian Graugaard og Pernille Ane Egebæk mener, at Martin skal have point for at bevare roen og tage snakken, da hans datter på ti år fik et dick pic. Men samtidig opfordrer de også forældre til at prikke til skolen.

For alle børn i Danmark skal modtage seksualundervisning i grundskolen, men det er meget, meget forskelligt, om de egentlig får det, fordi det ikke er et decideret fag, men noget, der skal afvikles i forbindelse med et andet fag. Selv efter mere end 50 års obligatorisk seksualundervisning er skolernes indsats desværre i ringe forfatning,” siger Christian Graugaard. Nogle unge kan nærmest have gået ti år i grundskolen uden at have stødt på det.

For nylig skrev folkeskolen.dk, at samtykke” nu var skrevet ind i vejledning for seksualundervisning i danske skoler, og at skoleelever skal undervises i samtykkeloven. Det fik en mor på Twitter, Line Munk hedder hun, til at skrive sådan her: Super, så mangler vi bare, at ungerne rent faktisk får seksualundervisning. Min datter forlod grundskolen i lørdags, uden så meget som én times seksualundervisning …”

På nogle skoler er faget virkelig omsorgssvigtet,” siger Pernille Ane Egebæk. Eller det er stagneret ved pårulning af kondom på kosteskaft, og det er vi langt forbi i dag. Det er helt andre og mere komplekse problemstillinger, som forældre og unge står over for i dag.” Og det er ærgerligt, for mange skoleelever føler sig trods alt mere bekvemme ved at høre om det i skolen ved for eksempel at se en video eller spille dilemmaspil med klassekammeraterne end at skulle tage den helt store snak med forældrene.

Ea Maya på teenageværelset i København mener også, det er en balancegang. Forældrene må prøve at lure, hvad der er passende indblanden, for det nytter heller ikke noget at være for strikse. Så vil konsekvensen bare være, at man stopper med at sige, når man modtager en klam besked, tror hun. Problemet er, at hvis du fortæller dine forældre om alt, der sker, vil deres reaktion ofte være at blive mere strikse med, hvad du må, og det er heller ikke fedt.” Ea Maya fortæller, at hun og kammeraterne ikke altid snakker vildt meget sammen, når de er i skole. I stedet skriver de hele tiden sammen, når de har fri. Der er mange ting, der er nemmere at sige, når man ikke lige står ansigt til ansigt. Så tit begynder vi at snakke mere sammen ovre i skolen, fordi vi har skrevet sammen først. Og ikke omvendt.”

Og som også Pernille Ane Egebæk fra Sex og Samfund siger. Det her er verden. Som barn og ung sondrer du ikke mellem online og offline. Det er deres virkelighed, og derfor skal man som forældre lære at navigere i det.” Men, understreger hun, det skal ikke ses som et tidskrævende projekt eller en forelæsning. Det er noget, man skal tale om naturligt, når chancen byder sig. Hvis de i nyhederne i radioen taler om samtykke, så spørg: Ved du egentlig, hvad samtykke er?” Hold en tæt og nysgerrig relation til dine børn, men kvæl dem ikke. Og forbyd dem for guds skyld ikke at være på telefonen.

Så det er med andre ord helt udelukket ikke at være på sociale medier. Det er det samme som at melde sig helt ud af fællesskabet. I stedet er det bedre at gøre sig bevidst om, hvor ens egen grænse går. Og også være bevidst om, hvor let det er for klamme voksne at fiske efter og groome børn. Så hvis 15-årige Ea Maya var storesøster til den 10-årige pige fra Aarhus, ville hun sige sådan her: Hun skal være en badass person og sige fra, så hårdt hun kan. Og så skal hun huske, at hun altid kan sige det til en voksen eller gå til politiet, hvis hun har brug for hjælp,” siger Ea Maya.

Martin fra Aarhus bliver lidt modløs ved tanken om, hvis det er, hvad der venter ham. Eller venter hans datter. Hvis hun som Ea Maya skal være badass flere gange om måneden over for klamme fyre, der udnytter, at de kan kontakte børn på nettet.

Men faktisk er der sket en udvikling til det bedre, mener Pernille Ane Egebæk fra Sex & Samfund. I 2015 blev pigen Sofie kendt blandt tusinder af unge, da en seksuelt krænkende video af hende gik viralt på sociale medier. Og siden blev hun hovedperson i den såkaldte Umbrella-sag, hvor politiet sigtede flere end 1.100 unge for at have delt billeder af hende.

Og for bare et par år siden ville mange børn og unge måske slet ikke have nævnt noget om grænseoverskridende billeder af bar skam, derfor er det en positiv udvikling, når piger som Ea Maya siger fra. Tidligere har mange gået alene med, at de har fået billeder, og først senere fundet ud af, at det var et overgreb. Det er mit indtryk, at det er ved at ændre sig. I dag siger man det. Men en ti-årig pige skal ikke vænne sig til at få billeder af erigerede penisser, det er klart,” siger Pernille Ane Egebæk.

Professor i sexologi Christian Graugaard mener egentlig også, at Martin fra Aarhus har etableret et godt fundament for at tale med sine børn. Han ser det som et utroligt fint udgangspunkt, at datteren selv gik til sin far som den første. Det er de børn, der ikke har voksne at betro sig til, der for alvor kommer til at tumle med det her. Det vigtigste, forældrene kan gøre, er at være til stede i børnenes liv på en nysgerrig, kærlig og ikke-anmassende måde,” siger han.