Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Forfatteren Ahmad Mahmoud ved, hvad det kan koste at sætte sin egen krop fri. #DetBegynderHer

VARMT"Kærlighed er, når dit hjerte går i stå," siger forfatter og maskinmester Ahmad Mahmoud, "samtidig med at det galopperer." Alle fotos og videoer: Kasper Løftgaard, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Ahmad Mahmoud så en mand i en bus og vidste, at han kun kunne forelske sig i mænd. Der skal en seksuel frigørelse til, hvis vi ønsker en fuld integration,” fortæller han i denne tredje del af serien om, hvordan unge med indvandrerbaggrund er i færd med at gøre op med deres forældres seksualmoral. Her er Ahmads historie. Om forbud, længsler og et skæbnesvangert møde på en café.

Hvad synes du om deres datter?

Det spørgsmål skulle jeg forholde mig til, hver gang der var sammenkomster, bryllupper, fester, og når folk besøgte min familie.

Jeg er vokset op i Danmark. I den kultur, jeg kommer fra, stillede min mor de smukkeste piger op fra området, og jeg kunne vælge, som jeg havde lyst.

Jeg er 1,74 høj og vejede på det tidspunkt 150 kilo. Jeg kiggede på dem og tænkte: De fortjener bedre.” Men de kom fra samme kår som mig, og her hedder det, at det er familiens ære, det er forældrenes glæde, der er vigtigst. Hvis det glædede forældrene, at de blev gift med sådan en fed ko som mig, ville de gøre det.

Det er ikke okay. Jeg tænkte: De skal stå op hver morgen, kigge på mig, smile og overbevise sig selv om, at alt er godt.”

Så jeg begyndte at finde på undskyldninger som for eksempel hun har en for stor næse.” Og det var synd for de her piger, for de var sindssygt smukke.

Hvis jeg havde opfyldt mine forældres ønske, havde jeg giftet mig med en kvinde, selv om jeg er homoseksuel. Hvilket liv ville jeg kunne tilbyde en kvinde? Jeg ville aldrig elske hende, jeg ville aldrig kunne give hende børn, og jeg ville risikere at gå ud og knalde til højre og venstre i hemmelighed. Det er jo forfærdeligt.

Jeg har set og ser for mange, hvis liv bliver ødelagt, fordi de er bange for at svigte eller skuffe familien.

Jeg har oplevet mine to ældste søstre blevet tvangsgift. Min storesøster blev allerede i en alder af 17 år hevet ud af gymnasiet for at gifte sig med en ti år ældre mand. Aldersforskel behøver ikke betyde noget. Men når du er 17 år og bliver gift med en 27-årig, er der forskel på, hvor meget I har set af verden, på niveauet af jeres modenhed. Det giver en skævvridning i magtforholdet, for hun er stadig et barn.

Min anden storesøsters ægteskab var også arrangeret. Jeg var 15 år, og jeg forstod ikke, hvorfor mine storebrødre ikke gjorde noget, men var med til at få min søster gift. Jeg svor, at når jeg blev voksen, ville jeg sørge for, at min lillesøster ikke blev gift imod sin vilje.

Jeg har, siden jeg var barn, oplevet den uretfærdighed, mine søstre har været udsat for. Og også den uretfærdighed, mine brødre har levet under, men som de ikke selv har kunnet se, fordi de har været styret af æresbegrebet.

Jeg har kunnet se, at der har hersket et patriarkalsk styre hjemme hos os, og været nødt til at manøvrere uden om det. Jeg har kunnet se det, fordi jeg er anderledes end mine brødre. Jeg er mere omfavnende og beskyttende, end jeg er kontrollerende. Det er på grund af min seksualitet. Fordi jeg er homoseksuel. Dengang vidste jeg ikke, at det var derfor.

Det gik op for mig, hvad jeg var, i en alder af 14-15 år. Mine venner talte om at score piger, de tanker havde jeg ikke. De kiggede på piger, jeg kiggede på fyre. Men jeg måtte begrave de her følelser, fordi jeg følte mig udsat i min familie. Jeg var bange for, at de kunne læse mine tanker. At de ville opdage det.

På et tidspunkt, da jeg var 17 år, var hele familien på stranden. På vej ned til vandet kommer den her … fuck, han så godt ud. Jeg vender mig om, og mit blik følger ham. Idet jeg vender mig om, opdager jeg, at min ældste bror står bag mig. Det var ikke godt. Han spørger: Hvad laver du?” og jeg svarer: Jeg skulle bare se, hvor du var.”

Der var flere af sådanne episoder, så jeg måtte gemme det væk. Jeg gjorde mig selv blind.

I en alder af 21 år flyttede jeg hjemmefra og ud til en veninde i Karlslunde Landsby. Her var det, som om jeg fik ro til at mærke efter. På det tidspunkt havde jeg ikke været sammen med nogen mand. Jeg havde begravet min seksualitet i en sådan grad, at jeg ikke tænkte på kærester. Jeg tænkte ikke engang på sex, jeg var jomfru.

En dag sad jeg i bussen, og den her mand steg op. Mit hjerte begyndte at banke, jeg blev vækket til live. Han havde en rød håndværkerskjorte på, kasket og et fint skæg i den farve, jeg kalder strawberry blond, altså blond med et strejf af rødt. Omkring 189-190 centimeter høj, bredskuldret og tæt bygget. Maskulin.

Jeg stirrede på ham under hele busturen, i en halv time gloede jeg bare på ham. Flere gange gik jeg ned til buschaufføren og tilbage igen for at få endnu en glimt af ham. Jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket. Jeg tænkte: Wow, ham gad jeg godt tale med,” men jeg turde ikke.

Tiden gik, og jeg blev mere og mere bevidst om mine følelser, og hvilke typer mænd, jeg syntes, så godt ud. Og så mødte jeg en fyr, der bare var sindssyg dejlig. Min største kærlighed.

Jeg sprang ud over for mine forældre, kort tid inden min bog Sort land blev udgivet. Den handler om den patriarkalske kultur og opdragelse, der har været i min opvækst. I bogen opfordrer jeg til, at alle bør være frie til at definere, hvordan de skal leve deres liv, og selv bestemme, hvem de vil være sammen med. To uger inden udgivelsen kiggede jeg mig selv i spejlet og tænkte: Kan jeg virkelig være det her bekendt? Kan jeg opfordre unge til at kæmpe for retten til selvbestemmelse, når jeg ikke engang tør fortælle min familie, at jeg er homoseksuel?”

Det kunne jeg ikke, så jeg besluttede at fortælle det. Jeg var fucking bange. Hvor slemt bliver det? Kommer jeg til at skulle slås med min ældste bror? Eller vil han bare smide mig ud?

En af de første, jeg fortalte det til, var min søster. Hun er praktiserende muslim og begyndte at kontakte imamer for at finde ud af, om man kan være muslim og homoseksuel. En imam fortalte hende, at det kan man godt, at jeg er født sådan. Men han sagde også, at det er en udfordring, en gave, jeg har fået af Gud, som jeg skal bestå ved ikke at udleve det.

Hvis det er en gave fra Gud at leve et sexløst liv, vil jeg gerne have frabedt mig den gave.

Sex er en helt grundlæggende ting, som vi mennesker har brug for. Det handler om det intime, at mærke et andet menneske, at knytte sig til et andet menneske. Hvis vi ikke gør det, kan vi ikke leve et liv, hvor vi blomstrer.

Da jeg fortalte mine forældre om min seksualitet for tre år siden, kunne de ikke acceptere det, men jeg kunne stadig besøge dem og tale med dem. Men da jeg i foråret sprang ud i DR2-programmet Deadline, overskred jeg deres grænse. Det handlede om deres ære. De slog hånden af mig.

Jeg kan ikke respektere deres æresbegreber og deres forventninger til, hvad ære er. Det er ikke ære, det er facader, det handler kun om, hvad folk tænker og siger om os.

Og hvem derude har retten til at bestemme?

Jeg møder alt for mange homoseksuelle fyre med indvandrerbaggrund, der ikke udlever deres seksualitet, fordi de er i konflikt med sig selv. De begynder at dyrke et selvhad, så de foragter sig selv.

Derfor er det en seksuel frigørelse, der skal til, hvis vi ønsker en fuld integration: ligestilling, selvbestemmelse over eget liv, egen krop, egne lyster. Det handler om at bestemme over, hvem man vil være sammen med. At man bliver et individ, der bestemmer over sit eget liv. Integrationen i Danmark handler om at være et frigjort, selvstændigt tænkende menneske.

Kærlighed er, når dit hjerte går i stå, samtidig med at det galopperer.

Jeg var 21 og begyndt at frekventere Café Oscars i København. Jeg havde siddet på caféen mange gange, men havde aldrig overvejet, at nogen ville bemærke mig. Pludselig sad den smukkeste, lækreste fyr foran mig: 192 centimeter høj, rødblond, trimmet skæg, bredrygget. Viking. Han lignede ham fyren fra bussen.

Jeg blev forelsket øjeblikkeligt, men også paranoid og bange for, at der var nogen, der opdagede, at jeg kiggede på ham på den måde, for jeg var ikke sprunget ud på det tidspunkt. Samtidig var jeg fuldstændig ligeglad, for verden var gået i stå.

Jeg var så kikset, første gang han talte til mig. Jeg sad bare og smilede og lyttede. Jeg havde lagt hænderne på min bærbare foran mig, for det føltes trygt. Der var et tordenvejr inden i mig af blandede følelser. Glæde og frygt.

Han spurgte, hvad jeg lavede. Jeg prøvede at virke rigtig klog og sagde, at jeg var i gang med en rapport. Så grinede han og sagde: Nå, du går i skole.” Og jeg tænkte: Ja, jeg går i skole, og du er sikkert færdig, og du er fucking nice.”

Han var den første, jeg var sammen med. Det var sindssygt. Fuck, mand. Bare at mærke et andet menneske, være tætte og intime, nusse og kysse, hænderne igennem håret. Første gang vi var sammen, blev det så intenst, at jeg på et tidspunkt blev bange, jeg var lige ved at skubbe ham væk. Jeg følte, jeg var ved at eksplodere, der var så mange følelser i mig, så voldsomt, som om jeg ville besvime. Han tacklede det så fint. Han sagde rolig” og slap af, der sker ikke noget”. Så fortsatte vi med at kysse og ja … ja.

Det fungerede bare. Det var perfekt, og jeg kunne ligge og kigge ind i hans havblå øjne … Der kunne gå tre timer, hvor jeg bare lå der og kiggede ind i dem. Jeg havde ingen bekymringer, når jeg var sammen med ham.

Jeg har altid fået at vide, at det at være forelsket aftager. Man elsker selvfølgelig hinanden, men den første periode er mest intens, men for mig blev det bare vildere og vildere. Jo mere jeg lærte ham at kende, jo mere ville jeg være sammen med ham.

Jeg havde ikke behov for at være sammen med andre. Jeg turde heller ikke sige det til nogen. Jeg kunne gå rundt og smile for mig selv. Folk spurgte, hvad jeg smilede af, jeg sagde ingenting. Men fordi de spurgte, tænkte jeg endnu mere på ham og smilede endnu mere. Så jeg stod med et forklaringsproblem og lignede en idiot. Og jeg smiler nu, fordi jeg tænker på ham, og det irriterer mig.

Det er derfor, det er så hårdt at tale om.

Jeg kunne ikke være sammen med ham rigtigt: Jeg kunne ikke holde ham i hånden på gaden, jeg kunne ikke sidde på en café og nusse, kysse og være tætte, for jeg var bange for, at nogen ville se mig. Det kunne ikke fungere, for han ville jo mere, og det kan jeg godt forstå. Han ville holde mig i hånden, lægge armen om mine skuldre, kysse mig på kinden … ja.

Det fortsatte i halvandet år. Han var super forståelig, super skøn. Men jeg viste ikke tegn på, at jeg ville tage kampen op med min familie. Det fortryder jeg. Hvis bare jeg havde været stærkere.

Tænk engang, at jeg siger: Hvis bare jeg havde været stærkere.” Og hvem skulle jeg havde taget kampen op imod? Min egen familie.

Nej, jeg burde ikke have været stærkere, min familie burde have været der og styrket mig i mit forhold, men de var stopklodsen. Og det gør ondt. Sindssygt ondt.

Jeg følte, jeg døde indeni.

I dag er jeg bange for, at jeg aldrig møder det samme igen. Nogle mennesker er så heldige, at de møder den ægte kærlighed i deres liv. Jeg mødte min. Men jeg smed det på gaden, fordi jeg ikke var stærk nok. Fortjener jeg overhovedet at være heldig nok til at møde det samme igen? Det piner mig. Det gør ondt.

Jeg kan ikke finde på at kontakte ham, for han er kommet videre. Han har en kæreste, de har en familie, og jeg kan ikke være bekendt at tage kontakt. Hvad skulle jeg også sige? Undskyld, at jeg ikke var stærk nok dengang? Jeg elsker dig stadigvæk?

Det tog er kørt.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem