Her er den glemte privatisering, der har kostet samfundet milliarder

  • 1. maj 2017
  • 20 min.
FISHYEr privatiseringen af havets rigdomme gået i fisk? Foto: Joachim Adrian / Ritzau Foto

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN: Esben Lunde Larsen (V) har mistet titlen som fiskeriminister på grund af sin forvaltning af fiskekvoter. Netop kvoterne skrev Mads Nyvold i maj denne historie om, hvor han forklarer, hvorfor vi burde tale lige så meget om privatisering af fisk, som vi taler om privatisering af Dong, teleselskaber, lufthavne og infrastruktur. I modstrid med gængse principper har staten givet havets rigdomme væk til en udvalgt skare, som blev millionærer i løbet af natten. Det har kostet samfundet dyrt, påpeger førende forskere.

Omkring 4.500 mennesker troppede for tre år siden op på Christiansborg Slotsplads. Det var en askegrå januardag, og de mange demonstranter protesterede imod statens frasalg af aktier i energiselskabet Dong til investeringsbanken Goldman Sachs.

Stop landsforræderiet!” lød budskabet på to kvinders banner.

Samfundsværdier bliver foræret væk,” lød det fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i Politiken. Det gør næsten fysisk ondt på mig at se, hvad der foregår.”

Dong-salget vakte stærke følelser, ligesom en række andre store privatiseringer og statslige frasalg har skabt debat – Københavns Lufthavn, TDC og Post Danmark, for at nævne nogle eksempler. Alligevel har vi stort set alle overset en særlig privatisering, som næsten ikke er blevet debatteret i offentligheden. Endda til trods for, at den har kostet samfundet milliarder af kroner og af førende eksperter i dag betegnes som dybt problematisk – både af meget konkrete og meget principielle grunde.

Det handler om privatiseringen af fisk. Eller rettere: fiskekvoter.

I perioden 2002-2007 valgte et flertal af politikerne at forære rettighederne til at fiske væk. Det skete helt uden at kræve nogen afgifter eller betaling til gengæld. Konsekvenserne har været en enorm akkumulering af rigdom for nogle. For andre har det betydet en tidlig, ganske lille pension samt tvungen afsked med et ellers yndet erhverv.

Det påpeger tre førende forskere på området.

Det, politikerne gjorde, svarer principielt til at forære gassen og olien i Nordsøen væk. Du forærer en fælles ressource væk til enkeltpersoner uden reelt at kræve noget tilbage,” siger Jesper Raakjær Nielsen, erhvervsøkonom, professor i marin forvaltning og kystpolitik ved Aalborg Universitet samt adjungeret professor ved Department of Marine Affairs, University of Rhode Island.

De sociale konsekvenser har været omfattende og skabt store økonomiske forskelle,” påpeger Poul Holm, professor i maritim historie, forfatter af flere statusrapporter om danske fiskeres vilkår og i dag professor i miljøhistorie ved Trinity College Dublin.

Forskerne har oplevet at tale for døve ører, når de har forsøgt at råbe såvel beslutningstagere som medier op.

Interessant er det dog, at når jeg nævner dette for almindelige borgere, bliver de dybt forargede,” siger Poul Degnbol, som er adjungeret professor ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet.

Ud over sit arbejde som forsker har han i en årrække været videnskabelig rådgiver i Europa-Kommissionen i havspørgsmål. Han leder også rådgivningsafdelingen i International Council for the Exploration of the Sea, som blandt andet leverer den biologiske rådgivning om alle fiskebestande i i Nordsøen og Østersøen, som fiskekvoterne tager udgangspunkt i.

Vi vender tilbage til de tre forskere. Lad os først fortælle historien forfra.

Bonusinfo: I 1997 var der 4.581 danske fiskefartøjsejere. I 2015 er tallet nede på 2.368. Kilde: NaturErhvervstyrelsen.

1. Hvordan foregik privatiseringen?

Den løbende privatisering af jomfruhummer, dybvandsrejer, torsk, mørksej, kuller og fem andre spisefisk i det danske farvand skete i perioden 2002-2007.

Med støtte fra Dansk Folkeparti gav den daværende VK-regering kvoterne til disse fisk væk – kvit og frit.

Modtagerne var en skare af udvalgte borgere, som ejede fiskefartøjer. Kvoterne – altså den mængde fisk, en skipper må bringe i land – blev nemlig knyttet til joller, kuttere, trawlere og andre fiskefartøjer.

Størrelsen på de tildelte kvoter blev udregnet på baggrund af et fartøjs fangster i perioden 2003-2005. Oveni blev der mulighed for at lægge fartøjer og fangstkvoter sammen. Man kunne også belåne, pantsætte eller leje kvoter ud mod betaling. Eneste betingelse var, at kvoterne ikke måtte overfiskes eller samle støv.

Det medførte noget af en omvæltning af fiskerisektoren.

På sin vis er det overraskende, at den omvæltning ikke medførte synderlig offentlig debat.

Ikke mindst hvis vi sammenligninger tildelingen af disse kvoter for, hvor meget fiskerne må hale i deres net og tjene penge på, med andre brancher. Forestil dig, at de nuværende vognmænd rundt om i landet med egne taxier en dag fik tildelt særlicenser, så de var de eneste, som måtte køre passagerer rundt, baseret på deres ture de seneste to-tre år.

Eller hvis de nuværende håndværkere en dag gratis fik tildelt kvoter, så de var de eneste, som måtte anvende træ eller andre materialer baseret på omfanget af deres arbejde de forgangne tre år.

Den eneste måde, nye taxichauffører eller håndværkere kunne komme ind i branchen, ville være, hvis det lykkedes dem at opkøbe nye kvoter på markedet, når taxier eller håndværkerfirmaer blev lukket, eller hvis de nuværende ejere mod betaling lånte deres kvoter ud.

2. Hvor mange penge er der tale om?

Prissætning af fisk er en svær matematisk størrelse. Spørger man Danmarks Fiskeriforening eller NaturErhvervstyrelsen, som forvalter fiskekvoterne, om værdien af kvoterne dengang og i dag, melder de begge pas.

Værdien af de landede fangster bevæger sig da også op og ned og påvirkes af markedsvilkårene, men har gennemsnitlig ligger omkring de 3 milliarder kroner årligt. Men her er det værd at holde sig for høje, at en prissætning alene ud fra de årlige indtægter fra de landede fisk vil give et skævt – og ikke mindst underdimensioneret indtryk – af værdien af fiskekvoterne, som politikerne gav væk.

Ifølge en rapport fra De Økonomiske Råd udarbejdet i 2012 er værdien af de forærede kvoter i størrelsesordenen 4,6 til 10 milliarder kroner.

Spændet skyldes en række forskellige præmisser, men vigtigst er den såkaldte ressourcerente – også kaldet overnormal profit. (Det er et økonomisk udtryk, som forsøger at beskrive overskudsværdien, efter at alle omkostninger og normalafkast er fratrukket).
Det er ikke ligetil at identificere og måle ressourcerenten. Men den er vigtig. I Danmark er det for eksempel ressourcerenten fra udvindingen af olie og gas i Nordsøen, der er baggrunden for vores særlige danske kulbrintebeskatning.

Uden at dykke for dybt ned i de metodiske detaljer kan man i hvert fald sige, at tallet nok reelt er temmelig meget højere i dag, end De Økonomiske Råd nåede frem til i 2012. (Der er flere grunde – for eksempel at der dengang var cirka 2000 flere fiskefartøjer, før fiskekvoterne for alvor begyndte at blive købt op, og de såkaldte kvotebaroner satte sig på markedet).

Det er svært at prissætte værdien af de forærede fiskekvoter. Et ikke ubetydeligt tocifret milliardbeløb stemmer nok meget godt,” vurderer Jesper Raakjær på god nordjysk manér.

Til sammenligning viser beregninger fra i år, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs står til at tjene 12 milliarder kroner ved at have købt sig ind i Dong i form af en 19 procents aktie-ejerandel.

Poul Degnbol, den adjungerede professor fra Aalborg Universitet, betoner, at vi ikke bør stirre os blinde på størrelsen af de forærede fiskekvoter.

Det, der undrer mig – uanset om det er 10 milliarder eller et endnu større beløb – er, at man end ikke har diskuteret i Danmark, at man har privatiseret en ressource af det omfang, stik imod alle normale principper for privatisering. Herunder også imod de principper, som man fra en ren neoliberal linje ville følge,” siger han.

Bonusinfo: Antallet af danske erhvervsfiskere er i dag på under 4.500. Værdien af de fisk og muslinger, som blev landet ifølge den seneste årlige opgørelse, var på knap 3,4 milliarder kroner.

Kilde: Danmarks Fiskeriforening og NaturErhvervstyrelsen.

3. Hvad er det for nogle principper?

Ved andre privatiseringer har personer, selskaber eller kapitalfonde skullet betale for at få del i det privatiserede. Det er eksempelvis sket ved at overbyde hinanden i en auktion, eller også skulle de hoste op med penge i afgifter.

Det er stort set det system, vi ellers har anvendt ved udlodning af mobiltelefonifrekvenser og andre naturressourcer såsom olie,” påpeger Poul Degnbol.

Det havde været mere oplagt at give brugsretten væk for eksempel i en 15-årig periode og genforhandle denne i en ny auktion.

Ved en reauktionering af rettighederne til at bruge fiskekvoterne ville den danske stat på auktionstidspunktet sikre sig en fortsat indtægt for brugsrettighederne. På den måde ville en del af ressourcerenten fortsat tilfalde fællesskabet.

Auktioner er den gængse model for naturressourcer,” siger Poul Degnbol. Hvorfor politikere så har valgt en helt unormal model for fiskeressourcer, er rationelt set absurd.”

4. Hvad sagde fiskerne og fartøjsejerne til, at de fik fiskekvoterne?

Debatten drejede sig nærmest udelukkende om angsten for, at der ville ske en koncentration i fiskeriet. At storfiskere og investorer ville gå på opkøbsrov og presse priserne på de få udbudte kvoter i vejret.

Nye fiskere ville på den måde få vanskeligt ved at få en gummistøvlefod indenfor i erhvervet. De nye fiskere havde jo ingen kvote fået foræret, så de skulle betale for at leje en ledig kvote.

Blandt de få undtagelser, som satte spørgsmålstegn ved privatiseringen, var den daværende formand for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle. I 2001 under de politiske indledninger til kvoteforæringerne tog han kraftig afstand fra princippet.

Vi skal ikke have kvoter her i landet, hvor ejendomsretten til fisken bliver privatiseret. Jeg forstår ikke, hvis det danske samfund ønsker at forære den slags ressourcer til fiskere eller andre,” citerede Morgenavisen Jyllands-Posten Bent Rulle for at sige.

Langtfra alle i Fiskeriforeningen delte forargelsen. Specielt mellem de store havfiskere og mindre kystfiskere var der uenighed. Grupper af de mindre kystfiskere valgte endda at forlade foreningen.

Senere, i høringsprocessen, endte Fiskeriforeningen dog med at sige god for uddelingen af kvoterne til deres medlemmer med en ny formand ved roret.

Da de sidste kvoter var uddelt i 2007, var fiskernes liv forvandlet for stedse. Nogle var blevet millionærer i løbet af natten.

Jeppe Høst, senioranalytiker hos Oxford Research, interviewede i 2012 en række fiskere mod løfte om anonymisering i forbindelse med sin ph.d.-afhandling om privatiseringen af fiskeressourcerne.

En af fiskerne berettede til Jeppe Høst, hvordan hans fartøj på grund af den just tilknyttede kvote med ét steg med 2-3 millioner i værdi.

Revisoren sagde, det var noget af et hug. Bankmanden kom og gav mig hånd og lykønskede mig: Tillykke med titlen.’ Jeg var en af de der millionærer,” blev fiskeren citeret for.

Nogle fiskere, som havde døjet med blodrøde tal i årevis og sat sig i gæld, benyttede chancen til at sælge deres fartøj og dermed også kvote og trække sig tilbage med millioner af kroner på kistebunden. Flåder af fiskekuttere i hele eller halve havne forsvandt eller skiftede hænder på grund af denne gyldne mulighed for at forlade erhvervet begunstiget – eksempelvis i Thorup Strand og Lild Strand i Nordjylland.

Andre fiskere, som havde fået tildelt store kvoter og stadig var i den erhvervsaktive alder, fik blod på tanden. Med deres store kvoteandele var bankerne ikke blege for at låne dem penge til at presse priserne op og hamstre endnu flere kvoter, når der blev udbudt kvoter fra dem, som opgav ævred som fisker, beskriver Høst i sin afhandling. Kilde: Jeppe Høsts ph.d. Captains of Finance: An Enquiry into Market-Based Fisheries Management.

Alene de første to år efter privatiseringen af fiskekvoterne steg prisen på kvoterne med 1.000 procent.

JAMMERBUGTENDen nordvestjyske by Thorup Strand er en af de sidste af sin slags. Med en lille fiskerflåde lever byen stadig af kystfiskeriet. Foto: Jonathan Bjerg Møller / Ritzau Foto
5. Skiftede fiskerne så gummistøvler og regntøj ud med habitter og laksko?

Den økonomiske himmelflugt og opkøbsrusen af kvoter har i hvert fald ændret meget i fiskesektoren. Tidligere hørte fiskere til i lavtlønsklassen.

Efter kvoteforæringen begyndte navne på skippere og fiskere pludselig at indfinde sig på erhvervsavisernes lyserøde sider over de rigeste personer. Blandt andre Henning Kjeldsen fra Skagen, der er god for 1,5 milliarder kroner grundlagt via hans samling af fiskekvoter. Med den formue regnes han for at være den 73. rigeste person her i landet.

De fiskere, der havde luret fidusen før privatiseringen, var allerede begyndt at opkøbe dårlige fiskefartøjer for at få del i kvoterne, som bagefter skubbede fartøjernes værdi opad med flere millioner, viste Jeppe Høsts ph.d.-afhandling. Kilde: Jeppe Høst i sin ph.d. Captains of Finance: An Enquiry into Market-Based Fisheries Management.

Disse privatøkonomiske solstrålehistorier findes dog sjældent gengivet i medierne.

En undtagelse er Thomas Højrup, der bor i Thorup Strand. Han er både professor i etnologi og formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug. I 2015 stod han frem i dagbladet Information. At han velvilligt ville berette om sine gevinster, hænger også sammen med, at han har forsøgt at bekæmpe konsekvenserne af den tilfældige foræring af kvoterne til udvalgte personer.

Modsvaret fra Thomas Højrup var at stifte et andelsorganiseret kvotelaug, som de lokale nye og gamle fiskere kunne tage del i. Med den konstruktion forsøgte lauget for alvor i årene 2005-2008 at bekæmpe tab af arbejdspladser ved at overbyde de spekulanter, der ville sætte sig på flest mulige kvoter.

Men selv dette idealistiske kvotelaug fik del i profitstigningen, som de selv kom til at skubbe opad.

Fra at have kæmpet imod, at man kunne købe og sælge kvoter, skulle vi lige pludselig til at købe lynhurtigt for at få hevet mest muligt ud af markedet, inden markedsprisen blev så høj, at det blev umuligt. Et år efter vi havde købt for 25 millioner, var kvoterne mere end 80 millioner værd,” har Thomas Højrup erkendt til Information.

6. Var det fiskernes eneste problem?

Nej, det er vigtigt også at holde sig for øje i denne historie, at der ingenlunde er grund til at være misundelig på hele fiskeriet eller skære fiskerne over én kam. En del fiskere endte i en blindgyde, selv om de altså også fik tildelt gratis kvoter.

Pinen for dem bestod i, at de som bådejere ligeledes fik tildelt en kvote svarende til den procentdel af de forskellige arter af fisk, som deres båd var noteret for at have fanget de seneste tre år.

Men i tilfælde af for små, fastlåste kvoter blev de små fiskeres hverdag pludselig også fastlåst. De kunne ikke reagere på variationer i bestandene eller skiftende EU-kvotekrav, fordi de var fastlåst med for små kvoter uden reel mulighed for at opkøbe andre kvoter – prisen var presset op, hvor de ikke kunne være med.

Kort sagt: Kvoterne blev så små og fastfrosne, at det ikke kunne betale sig at tænde for motoren og stikke til havs. Disse fiskere måtte opgive deres job og kuttere, og med små kvoter var der ikke rigtig noget til at fremkalde større indtægter ved afskeden med tilværelsen på havet.

Eller som professor i maritim historie Poul Holm opsummerer det:

Nogle dygtige fiskere har forladt erhvervet med gevaldige kapitalgevinster. En meget stor gruppe mindre fiskere er blevet presset ud med tab. Og så er der en lille gruppe, som er blevet tilbage og har sørget for at koncentrere store ejerandele af kvoter på få hænder.”

PRIVATISERING ELLER PIRATISERING?Mens privatiseringen ved salget af aktieposterne i Dong fremkaldte store protester, er privatiseringen af fiskeriet gået den offentlige fordømmelse forbi. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix
7. Når der er tale om så store gevinster til nogle og hårde samfundsøkonomiske konsekvenser for andre, hvorfor forærede politikerne så kvoterne væk?

Her er det på sin plads med lidt fiskeriforhistorie. Helt frem til 1977 var fisk som ressource umiddelbart frit tilgængelig for alle, der gad stå til havs og få del i den frie værdi, som fiskene kunne give. Fraværet af regulering førte til overfiskeri.

Politikerne op igennem 1980’erne og 1990’erne forsøgte med forskellige løsninger at dæmme op for, at fiskebestande skulle kollapse, og profitten fra fiskeressourcen dale endnu mere med samfundsøkonomiske tab til følge. Men ingenting virkede rigtig.

Ved indgangen til det nye århundrede gispede fiskerierhvervet efter luft. Der var simpelthen for mange fiskefartøjer og for få fisk at fange. Fiskeriet var præget af gæld, høj arbejdsløshed, manglende fleksibilitet og elendig planlægning, fordi optrækkene til et ordentligt kvotesystem var baseret på, at den enkelte fisker lånte kvoter af staten på 14-dages- eller månedsbasis afhængigt af bådens størrelse. Det gav god mening at gøre noget.

Så en sen nattetime i oktober 2005 besluttede VK-regeringen med støtte fra DF at forære kvoterne til fiskerne i en aftale navngivet Ny Regulering.

Ved samtidig at give fiskerne mulighed for at samle, sælge og bytte fangstkvoter håbede politikerne at gøre det lettere for fiskerne at planlægge langsigtet og især at presse på for en naturlig reduktion i fiskeflåden ved at samle kvoterne på færre fartøjer.

Havforskningsrådet, International Council for the Exploration of the Sea, advarede om, at aftalen ifølge internationale erfaringer ville betyde, at de mindre fartøjer ville forsvinde på grund af dominans fra opkøb af storfiskere.

Den advarsel sad daværende fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) overhørig. Han fremførte optimistisk, at de forærede kvoter ville føre til en overordnet bedre lønsomhed for fiskeriet, så fiskerne atter kunne ranke ryggen.

I dag kan vi så konstatere, i bagklogskabens klare lys, at aftalen ramte rigtigt på ét punkt. Fiskeriet er blevet lønsomt igen. Særdeles lønsomt for en lille skare.

Men beskæftigelsen i fiskeriet er halveret. 18 industritrawlere fanger over halvdelen af alle fisk i dansk farvand.

Disse fartøjer og fiskekvoterne bliver styret af få pengestærke erhvervsmænd. Dem, der i debatten omtales som kvotebaroner, og hvis fremkomst hænger sammen med privatiseringen af kvoterne.

8. Okay, nogle heldige eller foretagsomme fiskerne har tjent styrtende på privatiseringen. Hvorfor er det stadig vigtigt?

Fordi koncentrationen af fiskekvoterne på få hænder og den fortsatte værdiophobning stadig volder kvaler.

Lad os begynde med de politiske kvaler: Dansk Folkeparti gik med i fiskeriaftalen i 2005 ud fra den forståelse, at de mindre fiskere rundt om i landet ikke ville lide skade. I dag beskylder DF så Venstre og specielt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen for at holde hånden over kvotebaronerne ved ikke at gøre tilstrækkeligt for at opløse deres hamstring af fiskekvoter gennem deres økonomiske dominans.

Der er også, hvad man kan kalde demokratiske kvaler: De mindrebemidlede kystnære fiskere meddeler, at de ikke får nogen ørenlyd hos Venstre. Omvendt støtter storfiskere både Venstre og Venstres fiskeriordfører via økonomiske donationer.

Der er også samfundsøkonomiske kvaler: Fiskeriaktiviteterne lukkede i 48 danske havne i en tiårig periode efter foræringen af kvoterne. Koncentrationen af kvoterne på få hænder har medført mistede arbejdspladser og affolkning i kystbyerne.

Og så er der, endelig, det internationale perspektiv: Foræringen af fiskekvoterne danner inspiration for andre EU-lande og afrikanske lande, som døjer med overfiskeri og en urentabel fiskerisektor. I havmiljørapporter og i EU-regi roses og fremhæves den danske model. Men den samfundsøkonomiske slagside ved at give en fælles ressource væk og de forringede vilkår for småfiskere, der blev presset ud, glider i baggrunden eller udelades ofte, som det for eksempel fremføres i Altinget af Mads Barbesgaard, politisk formand i solidaritetsbevægelsen Afrika Kontakt.

Bonusinfo: Sofa-fiskere kaldes de fiskere, der spekulerer i stråmænd og sindrige selskabskonstruktioner for at omgås reglerne og erobre endnu flere kvoter.

9. Men hvorfor kom det dertil, at politikerne gav en ressource væk uden reelt at kræve noget til gengæld af modtagerne?

Det er et stort ubesvaret spørgsmål i dansk politik.

Zetland har kontaktet daværende fødevareminister Hans Christian Schmidt (V), Dansk Folkepartis nuværende fiskeriordfører Ib Poulsen og Dansk Folkepartis på aftaletidspunktet aktive fiskeriordfører Bent Bøgsted med spørgsmål og interviewanmodning for at høre om bevæggrundene. Ingen af dem har reageret på henvendelserne.

Hos nogle af de personer, vi har betalt for i årtier at forske i fiskerisektoren, er udformningen af privatiseringen også et mysterium, som er svært at forklare og forstå logikken bag.

Professor Poul Holm hæfter sig ved, at de danske politikere i 2005 gik ekstremt langt i forhold til at introducere frit omsættelige kvoter.

Aftalen er indrettet alene efter en snæver markedsbetinget logik, som ikke tager højde for værdien af levende småhavne og nødvendigheden af at sikre et generationsskifte i erhvervet,” siger han.

Erhvervsøkonom og professor i marin forvaltning ved Aalborg Universitet Jesper Raakjær Nielsen studser også over, at politikerne lukkede øjne og ører for advarslerne. De havde blikket fast ret på en løsning af det uholdbare fiskeri. Den fik de, men blev overrumplet af de mere negative konsekvenser.

Politikerne igangsatte en udvikling, som gik meget hurtigere, end nogen, inklusive mig selv, havde forudset. Fiskerne har som markedsaktører blot udnyttet mulighederne, som privatiseringen affødte. Det kan man vel ikke bebrejde dem,” siger Jesper Raakjær Nielsen.

Poul Degnbol betoner, at modtagerne ikke skal betale en rød reje for varetagelsen af kvoterne. Samtidig har staten fastholdt et skatteryderbetalt ansvar for de offentlige forskningsinstitutioner, som skal indsamle og analysere data og levere det vidensgrundlag, som en bæredygtig udnyttelse af de nu private fiskeressourcer tager udgangspunkt i.

Det svarer jo til, at staten havde foræret Københavns Lufthavn væk, så andre kunne tjene penge på forretningsdelen, men samtidig havde staten beholdt et stort ansvar og fortsat en betaling for, at alle driftselementer blev dækket ind, så der var tale om en økonomisk bæredygtig model. Man kunne bare tænke. hvordan reaktionen havde været, hvis det var sket,” fortæller Poul Degnbol.

10. Hvorfor har jeg ikke hørt om dette før?

Den 25 år lange privatiseringsbølge, som stadig er i gang, er jævnligt genstand for analyser og debatter. Fiskeriet bliver aldrig hevet frem.

Fiskeprivatiseringen er et nærmest overset kapitel i dansk politiks og erhvervslivs historie – trods de omfattende samfundsøkonomiske konsekvenser.

En årsag kan være, at alle dengang og i dag fortsat har fokus på selve koncentrationen af kvoterne i fiskeriet. En årsag kan være, at fiskeriet samlet set blot fylder nogle promiller i den danske økonomi. Men fiskeriet er altså big business for en udvalgt gruppe – og har tidligere beskæftiget en hel del rundt om i landet.

En årsag kan være, at den brede offentlighed og medierne sjældent beskæftiger sig med fiskeriet i forhold til andre sektorer. Og fiskeriaftalen med foræringen af kvoterne indeholdt 187 paragraffer af teknisk og fiskeriøkonomisk kompliceret karakter.

En årsag kan også være, at fiskeriet jo foregår langt ude på havet, væk fra hovedstaden og i ubemærkethed. Ude af syne – ude af sind.

I årene op til og efter aftalen var det blandt ngo’erne nærmest kun Verdensnaturfonden WWF, som dadlede politikerne for at forære den fælles samfundsressource væk. Blandt partierne var det stort set kun Radikale Venstre, der strittede offentligt imod foræringsprincippet.

Jeg har svært ved at se, hvorfor man skal forgylde én generation af fiskere ved én gang for alle at forære dem fælles samfundsværdier,” udtalte den radikale fiskeriordfører Martin Lidegaard til dagbladet Politiken.

Gennemtrawler man de landsdækkende avisers læserbreve i perioden op til og efter finder man nærmest ingen indignerede skrivelser fra privatpersoner.

En undtagelse er Jørn Astrup Hansen, som er uddannet cand.oecon. og har arbejdet som blandt andet bankdirektør i to pengeinstitutter og som bankoprydder for Finansiel Stabilitet.

Nogle mener, at regeringen med aftalen af 2005 privatiserede fiskeressourcerne, der er samfundets ejendom. Det er ikke en dækkende beskrivelse,” skrev han i Berlingske Tidende.

Når staten privatiserer noget, det være sig Statens Bilinspektion, Datacentralen eller for den sags skyld Københavns Lufthavne eller Dong, sælger staten til højestbydende. Fiskeressourcerne, som af De Økonomiske Råd anslås at have en værdi på indtil 14 milliarder kroner, blev ikke solgt, de blev foræret bort (…) Man kan spørge, om det var privatisering eller piratisering?”

Bonusinfo. Foræringen af kvoterne medførte, at antallet af fartøjer faldt med 54 procent, beskæftigelsen med 66 procent, og omsætningen med 25 procent. Kilde: Rapporten ‘Aspekter af grøn omstilling i dansk fiskeri’.

11. Hvad kan vi så gøre i dag?

Der kan gøres noget. Om end alle løsninger vil gøre ondt på nogle og betyde, at der bliver rokket ved de betingelser og aftaler, som fiskerne har indrettet deres forretning efter. Det er ikke fair, hvor uretfærdigt man så end måtte mene, at foræringerne af fiskekvoterne i sin tid har været.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har eksempelvis allerede sammen med SF og Radikale lavet en aftale, som skal forhindre, at kvoterne fortsætter med at samle sig hos store pengestærke fiskere. Aftalen går ud på, at kystnære fiskere kan få forhøjet deres kvoteandele, hvis de lover kun at videresælge kvoter til andre kystnære fiskere. Den forhøjelse af kvoter til de kystnære fiskere sker så på bekostning af kvoter hos større. En omfordeling, Danmarks Fiskeriforening kritiserer, fordi EU netop har pålagt fiskerne ekstra skrappere betingelser for at værne om bestandene.

Grænsen for, hvor mange kvoter en person må eje, kan blive mindre. Det har embedsmænd i NaturErhvervstyrelsen foreslået i en brainstorm om løsningsmuligheder imod kvotebaronernes dominans. Det er denne brainstorm, som DF har anklaget Esben Lunde Larsen for bevidst at have holdt skjult og løjet om for Folketinget.

Politikerne kan også overveje, om ikke tiden er inde til at pålægge fiskere med god lønsomhed en skat og dermed sikre, at den ekstra økonomiske gevinst også kommer samfundet til gode, foreslår Jesper Raakjær Nielsen.

Sidste mulighed er denne: Politikerne kan tage fiskekvoterne tilbage. I aftalen om kvoterne foreligger den mulighed faktisk med en opsigelsesfrist. Fristen blev med det seneste fiskeriforlig forlænget fra 8 til 15 år. Men gør politikerne brug af muligheden for at hapse kvoterne tilbage, kunne fiskerne forsøge at påberåbe sig hævd på rettighederne gennem deres aktive brug af kvoterne.

Blandt fiskeriprofessorerne er der enighed om, at muligheden næppe vil blive anvendt, fordi der vil opstå et forretningsmæssigt ramaskrig ved på den måde at hive det økonomiske grundlag væk under folk. Et slagsmål, som politikerne sandsynligvis ikke har mod på at indlede. Derfor bør man snarere betragte foræringen af kvoterne som en permanent overdragelse.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: