Så hvad hvis du sad med ved bordet? Her er de eksperimenter, der kan forny demokratiet midt i krisen

HÅBCoronakrisen kan måske give demokratiet nyt liv – og en stærkere stemme til almindelige borgere. Collage: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

25:12

Derfor skal du læse denne artikel

En demokratisk bevægelse spirer rundtom i verden med opløftende og vovede eksperimenter. Måske kan coronakrisen blive dens gennembrud. Baseret på erfaringerne i andre lande og internationale eksperter kommer her et bud på demokratisk nytænkning i corona-tiden – med borgeren for bordenden.

Vi befinder os midt i en demokratisk rutsjebanetur. Det er nemt at overse, og vi taler mest om andre ting: vores sundhed, vores økonomi, hvordan genåbningen skal ske. Men coronakrisen har på nogle punkter sendt demokratiet ud på en vild og uforudsigelig bumletur.

Finanskrisen blev en slags stresstest af bankerne. Coronakrisen er en stresstest af vores demokrati,” siger Yves Dejaeghere, demokratiforsker ved Antwerpens universitet og koordinator for G1000, en førende organisation for demokratisk innovation.

Det lyder alvorligt, og det er det sådan set også. Men rutsjebaneturen behøver ikke ende skidt. Krisen kan nemlig også blive begyndelsen på en dybt væsentlig demokratisk nytænkning, siger en stribe danske og internationale demokratieksperter, jeg har talt med. En nytænkning, som er helt oplagt – nødvendig – lyder det.

Og det er en nytænkning, der har én person i centrum:

Dig.

Nogle gange, når tingene bliver komplicerede, kan det hjælpe at lave en liste. Det har demokratieksperten Silas Harrebye også gjort. Listen, som lektoren og studielederen på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet har nedfældet, består af plusser og minusser for demokratiet under coronakrisen. Det er en vigtig liste.

Lad os begynde med minusserne. Et af dem, Silas Harreby har skrevet på sin liste, er centraliseringen af magten’. Da statsminister Mette Frederiksen med ét slag lukkede store dele af samfundet ned, lynvedtog Folketinget en stribe vidtgående hastelove uden den sædvanlige demokratiske debat og kontrol. Det demokratiske rum blev på sin vis lukket ned,” siger Silas Harrebye. Men det var også en nødsituation, der kaldte på hurtig handling. På den måde var centraliseringen af magten lige i krisens første panikdage måske nødvendig.

På negativlisten har Harrebye blandt andet også skrevet: mere overvågning, indskrænkning af frihedsrettigheder, at protester bliver sværere eller ligefrem ulovlige. I visse andre lande har militæret fået mere magt, korruptionen er steget, valg og retssager mod politiske ledere er blevet udsat. I Ungarn har den autokratiske leder Viktor Orbán stort set annulleret demokratiet. Mine kontakter i Baltikum er ved at tisse i bukserne. De er bange for, at 20 års demokratisk arbejde kan forsvinde overnight,” siger Zakia Elvang, partner i konsulenthuset We Do Democracy. Coronakrisen aktualiserer behovet for at passe på vores demokratiske rettigheder.”

Okay. Det var det negative. Og det emmer jo ikke ligefrem af demokratisk nyskabelse. Men samtidig rummer krisen også en række demokratiske plusser på Silas Harrebyes liste.

På sin listes positivside har demokratiforskeren skrevet: stigende tillid til politikere og institutioner flere steder, øget sammenhængskraft – vi har noget at samles om som land – og reaktiveret samfundssind. Der foregår også social innovation i mange virksomheder, civilsamfund og derhjemme, der finder nye løsninger og åbner demokratiet op. Og så ser Silas Harrebye en ændring på et mere personligt, eksistentielt plan: Krisen får mange til at stille nye spørgsmål som: Hvad er det gode liv? Hvad er det for et samfund, vi vil have? Hvad for et demokrati?’”

Coronakrisen har været som at trykke på en gigantisk pauseknap for store dele af samfundet. Og nu skal vi så vælge, hvad der skal i gang først, hvem der skal hjælpes mest, og på et større, mere grundlæggende plan, hvad vi tillægger mest værdi.

Rundtom i verden vrimler det med fundamentale diskussioner om, hvordan vi nu skal prioritere i vores samfund. Hvad har værdi – i økonomisk betydning, men også langt bredere: Hvad vægter vi højest?” siger Yves Dejaeghere, den belgiske forsker, der er blandt de førende internationale eksperter i demokratisk fornyelse.

Politik føles vigtigere nu,” siger demokratirådgiveren Zakia Elvang. Ikke at det ikke var vigtigt før. Men når vi spurgte almindelige mennesker, om de interesserede sig for politik, svarede mange: Tja, njej.’ Men under corona er politik pludselig meget præsent for os alle sammen. Vi mærker de politiske valg nærmest øjeblikkeligt i vores liv. Jeg tror, det skaber en revitalisering af demokratiet – en genkomst af betydningen af politik.”

Kan demokratiet blive bedre?

Mange demokratiske systemer har stået relativt stille i mange år, mens verden har flyttet sig hastigt. Samtidig oplever en del demokratier tillidskrise og polarisering. I denne miniserie undersøger vi, hvem der har fundet interessante løsninger på de problemer. Hvem har givet nyskabende bud på, hvordan et moderne demokrati kan se ud?

Når man analyserer den demokratiske rutsjebanetur, er det vigtigt at kigge på en altafgørende faktor: tid. De politiske svar på krisen har været nødt til at ske med forskellig fart. Det begyndte i høj hastighed, da Mette Frederiksen og andre regeringsledere skulle stoppe smittespredningen. Det skulle det gå stærkt, og det krævede stærk ledelse – “i den situation skal regeringen være en god pater familias,” siger Yves Dejaeghere. I nødsituationen har vi brug for en tryg og handlekraftig politisk far m/k.

Det svarer lidt til en pludselig krigssituation. Her er der brug for en klar kommandovej, hvor nogen kan træffe hurtige beslutninger – der kan du ikke spørge seks millioner mennesker til råds eller føre lange debatter,” siger Zakia Elvang. Her fungerede det parlamentariske system stærkt; her var og blev givet et klart mandat til at handle hurtigt i en tilspidset situation.”

Vores behov for den håndfaste lyn-kriseledelse afspejler sig i befolkningens stærkt stigende tillid til regeringen og statsministeren i ugerne efter nedlukningen. Vi så det samme lige efter 11. september-angrebet, hvor den ellers ikke vanvittigt populære amerikanske præsident George W. Bush pludselig strøg op på 95 procents opbakning blandt borgerne. Vi samles om vores ledere, når verden brænder.

Det var den første tid under coronakrisen. Alarmtiden. Flammerne skulle slukkes – hurtigt. Det var håndbremsens politik.

Nu er vi ved at bevæge os ind i den næste fase, hvor tiden går langsommere. Vi er på vej ud af håndbremse-politikken og på vej ind i afvejningspolitikken. De største flammer er kommet under kontrol. Nu skal regeringen håndtere en masse ulmende gløder og mindre bål rundtom i samfundet. Nu skal politikerne afveje, hvad der er vigtigst at slukke først.

Det var nemmere at beslutte at lukke ned end at træffe de beslutninger, vi skal igennem de næste to år. De bliver røvsvære,” siger Zakia Elvang, demokrati-rådgiveren. For hvordan sætter du prisen på et menneskeliv? Hvad er balancen mellem økonomi, sundhed og klima og mange andre ting? Hvorfor åbner vi frisører og ikke efterskoler? Du kan godt lytte til eksperter, men intet af det her er ren matematik. Det handler om politiske valg. Om, hvilke liv vi vil leve, hvad der er vigtigt for os som samfund. Det er kernedemokrati.”

Denne fase – afvejningsfasen – har mere tid at gøre godt med. Og den kræver i den grad demokratisk debat. Yves Dejaeghere, forskeren fra Belgien, peger på, at vores samfund lige nu står over for en stribe spørgsmål, som er dilemmafyldte eller dybt etiske. Hvem skal have en vaccine først, hvis alle – hvilket er sandsynligt – ikke kan få den med det samme? Hvad er afvejningen af overvågning og smittespredning, af frihed og sikkerhed? Er det altid gennem isolation, vi passer bedst på ældre og udsatte – eller risikerer vi, at noget vigtigt går tabt i forsøget på at beskytte dem?

Eller som Yves Dejaeghere om situationen i Belgien: Hvorfor er planteskolerne åbne, mens begravelser er underlagt strenge restriktioner? Det er en sundhedsfaglig afvejning – men langtfra kun: Det er ikke et værdineutralt valg, at vi må købe blomster frit, men ikke holde begravelser frit.”

Derfor argumenterer han og en række andre forskere rundtom i verden for at skabe en bredere, mere demokratisk proces om de afvejninger. Og et bud på sådan en løsning kunne være at inddrage … borgerne selv direkte.

Det handler om de såkaldte borgerting. I England har den anerkendte tænketank The Royal Society for the encouragement of Arts foreslået et borgerting som en del af det demokratiske svar på coronakrisen, når vi er ude over håndbremse-fasen. I Canada fortæller en af landets førende demokratieksperter, Peter MacLeod, at han har fået henvendelser om det samme. Også i Belgien siger Yves Dejaeghere, at han taler med politikere om øget borgerinddragelse under corona. Idéen er også blevet luftet herhjemme: Lav et borgerting som en del af svaret på krisen.

Et borgerting er en del af en spirende demokratisk bevægelse rundtom i verden. Vi beskrev for nylig, hvordan borgersamlinger havde forvandlet Irland på væsentlige områder. Men nu, i den kommende tid, er idéen måske endnu mere relevant.

Borgerting består af en gruppe tilfældigt udvalgte borgere, der repræsentativt afspejler samfundet i forhold til alder, uddannelse, køn, etnisk herkomst, geografi og meget andet. De mødes så en række gange og diskuterer et fastlagt emne. Typisk har de et uafhængigt sekretariat, der står for at facilitere diskussionen og udvælge et balanceret felt af eksperter og interesseorganisationer, der gør borgerne klogere undervejs. Til sidst skal borgersamlingen ofte komme med en anbefaling, som politikerne kan vælge at følge, sætte til folkeafstemning eller forkaste – med en begrundelse.

Den slags eksperimenter har givet opløftende resultater i et stigende antal lande. Det skyldes blandt andet, at borgerting er særligt velegnede til det, vi nu skal til under coronakrisen: at afveje og diskutere ekstremt komplekse, følsomme politiske emner, der har betydning for os alle sammen.

Derfor kan det, når vi forlader den hurtige håndbremse-politik og træder ind i en langsommere afvejningsfase, være helt oplagt – eller ligefrem nødvendigt – at lade den demokratiske debat blive udvidet med nyskabelser som borgerting, lyder argumentet.

Man vil ikke have et borgerting til at styre et fly i luften. Men et borgerting kan være virkelig velegnet til at afveje, om vi som samfund faktisk har brug for et fly,” siger Yves Dejaeghere.

En af dem, der har foreslået et borgerting herhjemme, er professor i samfundsvidenskab Thomas P. Boje fra Roskilde Universitet. For ja, vi skal selvfølgelig benytte eksperter og politisk valgte, siger han, men borgerne bør også være med til at formulere, beslutte og virkeliggøre svarene på krisen: Vi står over for en enorm fælles opgave, der handler om hele samfundet og kræver en indsats fra hele samfundet. Så hvorfor ikke strække den fælles opgave ud, så den favner virkelig bredt demokratisk set? Vi har en enestående chance her.”

Så hvad er det mere konkret, forskerne taler om? Hvordan kunne sådan et borgerting se ud?

I AKTIONSådan ser det ud: en borgersamling om klima i England. Foto: Fabio De Paola, PA Images/Ritzau Scanpix

For at forstå det kan vi rette blikket mod verden. I mange lande er borgerinddragelse allerede en del af en demokratisk fornyelse. Og ofte er bevægelsen et svar på det, der opleves som en demokratisk krise. Tilliden til politikerne har været dalende længe, og det samme har medlemskabet af partierne. Efter mange år med global demokratisk fremgang er udviklingen begyndt at gå den gale vej: Ifølge The Economist ligger den gennemsnitlige globale demokrati-score nu på sit laveste niveau, siden magasinet begyndte at lave et årligt demokratisk indeks i 2006.

Samtidig viser undersøgelser fra mange demokratiske lande – fra Sverige til New Zealand – en faldende opbakning til demokratiet, særligt blandt yngre dele af befolkningen. Vi har i årtier set et stigende antal stemmer på protestpartier og populistiske bevægelser, til tider med antidemokratiske anstrøg. Vi oplever øget politisk polarisering og demokratisk ulighed, både i stemmeboksen, og når det gælder andre former for demokratisk deltagelse: De ressourcestærke er overrepræsenteret begge steder.

Det er ikke, fordi alt er sort demokratisk set, især ikke herhjemme. Der er også tendenser, der går i positiv retning; for eksempel er tilliden til politikerne vendt lidt. Men der er væsentlige krisetegn.

Det er på mange måder alarmerende,” siger Peter MacLeod, en af verdens førende eksperter i deltagende demokrati.

Den demokratiske krise skyldes, lyder en analyse, at demokratiet i bund og grund ikke har fornyet sig i mange år. Resten af verden har forandret sig grundlæggende på mange niveauer, men demokratiets form er typisk den samme som for hundrede år siden – eller mere. Så matcher det den tid, vi lever i nu?

Demokrati er et dristigt projekt, der har brug for konstant opmærksomhed. Det er en historie, der kræver, vi bliver ved med at fortælle den,” siger Peter MacLeod, der til daglig er direktør for det demokratiske konsulenthus, MassLBP.

Alt andet har rykket sig, men vi mangler demokratisk innovation. Hvis vi ikke fornyer demokratiet, risikerer vi, det ikke følger med tiden og bliver irrelevant – og til sidst risikerer at blive demonteret eller omstyrtet,” siger Silas Harrebye, forskeren fra RUC.

Et bud på sådan en demokratisk fornyelse kunne altså være de borgerting, som har skabt nogle ganske opsigtsvækkende forandringer rundtom i verden. Ved at kigge på dem kan vi forstå, hvad borgerting kan.

I Canada er man langt fremme; siden 2004 har man lavet talrige borgersamlinger forskellige steder i landet. Det handler om alt fra boligpolitik til sundhedssystemet, og det har ført til væsentlige politiske beslutninger. Det store mål handler om at rodfæste demokratiet mere bredt.

I Canada bliver etableret politik ofte set som en elitesport. Politik frastøder folk. Det forsøger borgersamlingerne at modvirke ved at gøre det muligt for hver eneste demokratiske borger at blive en aktiv del af politik én gang i livet. Så det ikke blot er et privilegium, der tilfalder en lille fraktion af befolkningen,” siger Peter MacLeod.

I Irland, som vi skrev om for nylig, er flere forskellige borgerting kommet med anbefalinger om abort, homoseksuelle ægteskaber og andre ofte kontroversielle emner. Borgernes anbefalinger førte til folkeafstemninger og ændret lovgivning. For eksempel blev abort tilladt, hvilket det politiske system ikke havde kunnet eller villet ændre i årevis trods flertal i befolkningen for en ændring. Det var simpelthen for sprængfarligt og polariseret et emne for det etablerede politiske system.

Borgerting kan hjælpe politikerne til at overvinde en politisk hårdknude, og de kan skabe politisk legitimitet – også om kontroversielle emner,” siger Peter MacLeod. Det skyldes blandt andet, at et borgerting er så bredt sammensat, og at de får en vis frihed ved at være løsrevet fra det etablerede parlamentariske system. Folk tror nogle gange, at borgerting skaber en offentlig konsensus. Det er forkert. Borgerting er derimod virkelig gode til at konsolidere den offentlige mening – og dermed hjælpe politikerne til at løse en hårdknude.”

Et godt eksempel på det er klimapolitik. Frankrig og flere andre lande har nedsat klimaborgerting, der diskuterer nogle af de dilemmaer, der berører os alle sammen. Frigjort fra politikernes behov for at blive genvalgt kan borgerne tænke langsigtet – en nødvendighed i klimakampen. Som en forsker sagde til politikerne i et berømt citat: Jeg ved præcis, hvad I skal gøre for at løse klimakrisen, men det vil ikke få nogen af jer genvalgt,’” siger den belgiske demokratiforsker Yves Dejaeghere.

Eller som Erwan Dagorne, der organiserer det franske klimapanel, formulerer det: Klimaet kræver, at vi tager et kæmpe spring som samfund. Borgertinget hjælper til at give legitimitet til det spring.” (Danmark vil også lave et borgerting om klimaet; det er dog indtil videre blevet udsat på grund af corona …).

WIN-WIN"En ny, bedre demokratisk arkitektur skal ikke erstatte politikere, men styrke dem," siger demokratieksperten Peter MacLeod. Når flere borger selv oplever, hvad politik kræver, får de typisk mere respekt for og tillid til politikere. Foto: Kasper Løftgaard

I Belgien er de gået endnu videre. Landet havde så svært ved at danne regering, at det tog over 500 dage tilbage i 2010-2011 – det er verdensrekord. Imens politikerne forhandlede, styrede embedsfolkene landet. Og det førte, måske ikke overraskende, til et ret stort behov for demokratisk innovation. Første skridt var en slags borgersamling. Og i dag har en delstat i landet, som det første sted i verden, indført et permanent borgerting som en slags andetkammer ved siden af det valgte parlament. Her skiftes tilfældigt udvalgte borgere til at mødes om forskellige emner. Det er et eksperiment, der påkalder sig international opmærksomhed.

Er et kryds hvert fjerde år den perfekte måde at sikre demokratisk repræsentation?” spørger Yves Dejaeghere, der har været med til at lave borgersamlingen i Belgien. Det tror jeg ikke.”

Han tilføjer: Man siger, at alle bare kan møde op til debataften på rådhuset, hvis de vil deltage i demokratiet – men ikke alle kommer til rådhuset.” 40 års deltagelsesforskning taler sit tydelige sprog: Det er mændene og eliten og de veluddannede, der møder op på rådhuset. Ikke den enlige mor, de svage minoriteter, de lavtuddannede. Repræsentationen er skæv. Borgersamlingen skal sikre, at de grupper får en direkte plads og stemme i et demokratisk rum.

Det handler også om, hvordan debatten foregår. Debatten i parlamenterne og medierne er typisk langt mere skinger og polariseret end i borgersamlinger. De få, der virkelig råber op i offentligheden, tegner billedet af en mere polariseret befolkning, end realiteten er, viser meget forskning. Og det farver politikeres syn på, hvor splittende et emne er. Dem, der er vildt uenige, råber op. Alle dem, der synes, det er fint nok, gør ikke,” siger Yves Dejaeghere. De fleste mennesker har travle liv. De bruger aftenen med deres kæreste – ikke på at råbe op på Twitter.”

Derfor er debatterne i borgersamlingerne typisk mere rolige, siger han. Borgersamlinger er uenige, men de råber ikke.”

Der er masser af andre eksempler – alt fra borgersamlinger om budgetter i Sydamerika til borgersamlinger om parkeringspladser i København. (“Det var lidt som at gå til demokrati i stedet for til tennis en gang om ugen,” siger Liva Echwald, en københavnsk borger, der deltog i borgersamlingen om parkering). Pointen er stort set den samme: Trods begynderfejl og småskavanker er der masser af opløftende erfaringer fra borgerting – både i forhold til at træffe gode beslutninger og forny og udbrede demokratiet.

Og det fører os tilbage til coronakrisen.

Erfaringerne fra Canada og Irland og Belgien og mange andre steder lærer os, at borgersamlingerne kan flere ting. De kan skabe øget legitimitet om svære beslutninger, hjælpe politikerne med at løse kontroversielle hårdknuder, behandle komplekse problemstillinger, sikre repræsentation af hele samfundet og sørge for en debat, der søger langsigtede løsninger, ikke kortsigtet kampsport.

Lyder det som noget, der kunne være brug for i den kommende corona-tid?

Hvis jeg var politiker, ville jeg have brug for nogen at snakke med det her om. Ikke bare interesseorganisationer og eksperter, men et rigtigt rum med almindelige borgere, der reelt repræsenterer Danmark og kunne komme med finjusterede, afbalancerede indstillinger. Der kan jeg ikke forestille mig noget mere meningsfuldt end en borgersamling,” siger Zakia Elvang, demokratirådgiveren. Borgersamlinger er enormt gode til at afveje plusser og minusser om komplekse spørgsmål.”

Yves Dejaeghere foreslår, at man laver et tankeeksperiment. Den legendariske demokratiforsker John Rawls talte om uvidenhedens slør. Det handler, let omskrevet til coronakrisen, om dette spørgsmål: Der skal træffes vigtige beslutninger om hele landet, og du kan ikke selv være med til at træffe dem. Når sløret løftes, ved du heller ikke, hvilken gruppe du selv ender med at tilhøre – privilegeret eller udsat. Så hvordan vil du helst have de beslutninger truffet?

Ville du sikre, at alle grupper i samfundet var repræsenteret, også langt bredere end i traditionel parlamentarisk politik? spørger Yves Dejaeghere. Ville du have en lille cirkel af magthavere eller et bredt felt af eksperter, politikere og borgere med tid til at lave afvejningerne?

Et borgerting kunne være en del af sådan et svar. Og det ville kunne give en legitimitet, der ikke blot var knyttet til partier eller interessegrupper,” siger han.

Den brede legitimitet er vigtig. Vi skal nemlig nu til at afveje, hvem der skal hjælpes, hvad vi prioriterer, hvad vi vægter og tillægger størst værdi. Nogle dele af samfundet – de stærke, de velorganiserede – vil tale for sig selv. De har en klar stemme i debatten. Den stemme er afgørende, nu hvor afvejningsfasen er begyndt. Men andre befolkningsgrupper er i høj grad usynlige i debatten.

Og det er ofte dem, der er mest berørt af lockdownen: familien med fire børn øverst oppe i en betonblok. Her er ingen hjemmeskole, ingen have. De venter virkelig ikke på, at planteskolerne åbner. Men de er markant fraværende i den offentlige samtale,” siger Yves Dejaeghere.

Vi hører måske en nyhed om stigende vold i hjemmet eller ser en statistik om flere kvinder på krisecentre. Men vi hører ikke de berørtes stemmer i debatten. Ligesom de typisk ikke deltager særlig direkte eller aktivt i demokratiet.

Hvordan et borgerting konkret skulle tænkes, står ikke klart nu. De steder, hvor det er blevet foreslået eller der er dialog om det, er stadig et stykke fra at blive til virkelighed.

Skal det, for eksempel, foregå virtuelt? Zakia Elvang tror det. Hun er allerede ved at forberede to kommunale borgersamlinger til efteråret, som ventes at foregå via computeren. Det er nyt.

Og hvad skulle en borgersamling specifikt fokusere på? Afvejningen af svære spørgsmål og dilemmaer kunne være én opgave. Men et borgerting kunne også på længere sigt fungere som en slags forum for at undersøge, hvordan krisen blev tacklet af myndigheder og regering – hvad har vi lært af krisen? Det er en del af et forslag fra den engelske tænketank RSA.

Et chok i samfundet kan føre til demokratisk lammelse. Men det kan også, som den berømte tyske sociolog Ulrich Beck har påpeget, føre til social katarsis. Det kan blive begyndelsen til vigtige nyskabelser – også demokratisk.

Nogle af de mest betydningsfulde historiske bevægelser kom som svar på kriser som nu. Og ofte var de bevægelser – arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, andelsbevægelsen, 68-bevægelsen – med til at skubbe til demokratiet og udvide det. De bevægede sig ikke kun inden for det traditionelle parlamentariske system, men de var med til at forstørre det. Forny det.

Måske kan borgerting være med til at gøre det samme i denne krise.

Vi er nødt til at forny demokratiet, hvis vi skal beholde det,” siger Thomas P. Boje, professoren fra Roskilde Universitet. Nu har vi en enestående chance for at gøre det på en måde, som handler om hele landet – og har hele landet med. Vi har chancen for, at løsningen på krisen ikke er et diktat fra oven, men et svar, vi finder sammen,” siger han.

Det er da en gylden chance.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: