Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Her er en simpel kur mod dumme skænderier og dybe samfundskonflikter. Den begynder med at erkende, hvor lidt vi egentlig ved

Illustration: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Coronakrisen har udstillet et af de mere problemfyldte træk hos mange mennesker: Jo mindre vi ved, jo mere tror vi, at vi ved. Men inden for de seneste år er forskningen begyndt at interessere sig for præcis det fænomen - og for, hvor meget der er at vinde, hvis vi kommer ud af den vildfarelse.

Historiens dummeste forbryder må være McArthur Wheeler. En dag i 1995 røvede han to banker iført ingen anden forklædning end … citronsaft. Nogen havde bildt ham ind, at hvis han smurte citronsaft i ansigtet, ville han blive usynlig for overvågningskameraerne. Og Wheeler troede så meget på det, at han var vantro, da politiet dukkede op.

Men jeg havde saften på!” protesterede han.

Senere viste undersøgelser, at Wheeler hverken led af vrangforestillinger eller var langt væk på svampe. Han var bare grotesk galt på den.

Et par år senere faldt psykologiprofessoren David Dunning over historien i en almanak. Og den satte ham på sporet af et psykologisk fænomen, som blev kendt under navnet Dunning-Kruger-effekten. Kort sagt: Jo mindre du ved, jo mere tror du, at du ved.

David Dunning og hans ph.d.-protegé Justin Kruger lavede en række eksperimenter, hvor de testede folk på deres viden og bad dem om at vurdere deres egen indsats. De deltagere, der præsterede dårligst, var også dem, der havde mest tiltro til egen fortræffelighed. Omvendt forholdt det sig med test-topscorerne, som faktisk undervurderede sig selv en lille smule.

MISMATCH Et af resultaterne fra Dunning og Krugers oprindelige forskningsartikel. Den gennemsigtige linje viser, hvordan deltagerne klarede sig i en grammatiktest. De solide linjer viser, hvordan deltagerne generelt vurderede deres egne evner, og hvordan de troede, de havde klaret sig i testen. Journal of Personality and Social Psychology

Resultaterne er siden blevet genskabt i flere studier, som peger samme vej: Mens de fleste mennesker tror sig klogere og dygtigere, end de er, så er diskrepansen typisk størst hos dem, som har mindst grund til selvsikkerhed. Måske er det dét, vi har oplevet som en veritabel ekspertsyge under coronakrisen, hvor lægmænd og -kvinder har kloget sig på tekniske termer som flokimmunitet og smittetryk, imens de rigtige eksperter har udtrykt sig med tvivl og forbehold.

Dunning og Krugers forklaring var, at inkompetente personer’ (det er deres ord) paradoksalt nok mangler den basale viden, som skal til, for at indse deres egne mangler. Lad os tage kommatering som eksempel: Hvis du ikke forstår elementær grammatik eller som minimum kender de huskeregler, din dansklærer indprentede dig, så er du slet ikke i stand til at se, at dine kommaer er placeret, som om nogen havde spillet dart med bind for øjnene.

Vores uvidenhed er usynlig for os,” som David Dunning har sagt i et interview med Vox.

De senere år har Dunning-Kruger-effekten fået en renæssance i især USA. Her er den blevet brugt som en forklaringsnøgle til Trump-æraen og en politisk kultur, hvor alternative fakta har fået samme gyldighed som faktiske fakta. Donald Trump er af flere blevet beskrevet som selve legemliggørelsen af fænomenet, fordi han ofte udråber sig selv som ekspert på områder, han synes at have begrænset viden om. Et mindre studie fra 2018 indikerede, at Dunning-Kruger-effekten spiller en rolle i den polarisering, som de seneste år har forpestet den politiske debat i USA. Her var det dem, der svarede mest forkert på en række politiske spørgsmål, som overvurderede deres politiske viden mest. Og effekten blev endnu tydeligere, når partitilhørsforhold blev bragt i spil.

Dunning-Kruger-effekten er malerisk blevet beskrevet som at stå på toppen af et metaforisk bjerg af dumhed. Den eneste måde at komme ned derfra er at tage springet durk ned i uvidenhedens dal og omfavne alt det, du ikke ved. Det er skræmmende. Der er langt ned. Men det er også vejen til mere viden, bedre beslutninger og et klogere og mindre splittet samfund. Psykologerne kalder det intellektuel ydmyghed, og den gode nyhed er, at det er noget, man kan lære. Du er faktisk allerede i gang.

BJERG Den berømte (og satiriske) visualisering af Dunning-Kruger-effekten. Illustration: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Kan du huske dengang, det gik op for dig, at dine forældre alligevel ikke havde svar på alle verdens spørgsmål? For de fleste af os sker det i mødet med mennesker fra andre hjem og kulturer, som har set verden fra en anden vinkel end os. Det gjorde det også for Derek Black. For ham var det bare lidt mere ekstremt; hans far var en tidligere lederskikkelse i Ku Klux Klan og en fakkelbærer (billedligt og bogstaveligt) for hvidt overherredømme.

Derek, som har fortalt sin historie i blandt andet The New York Times, var blevet opflasket med racisme og jødehad. Men på college fik han jødiske venner, som inviterede ham med til højtider, hvor de brød både brød og meninger med ham, velvidende at han abonnerede på antisemitisme. Diskussionerne slog sprækker i Dereks verdensbillede, og sprækkerne voksede sig større, indtil billedet splintredes. Det endte med, at Derek forlod sin fars synspunkter, sprang ud som ikke-racist og begyndte at studere, hvordan race historisk er blevet brugt til at skille folk ad.

Dermed gjorde Derek noget, som er lettere sagt end gjort: Han erkendte, at han tog fejl.

De færreste mennesker bryder sig om at tage fejl. Mange er ligefrem bange for det, og vores hjerner er udstyret med et arsenal af forsvarsmekanismer, som skal skærme os mod det ansigtstab, det kan være. Intellektuel ydmyghed handler om at omgå det forsvarsværk og lære hjernen at behandle ny information ikke som en trussel, men som en mulighed for at blive klogere. At vide, at man kan tage fejl. Og at det er okay. Forskere kalder det en ikke-truende bevidsthed om ens egen intellektuelle fejlbarlighed”.

Intellektuel ydmyghed er et forholdsvist nyt forskningsfelt, men tankerne bag er oldgamle. Den sande visdom ligger i at vide, at du intet ved,” skal Sokrates have sagt. Og de seneste år har flere studier vist, at intellektuelt ydmyge mennesker generelt har større viden og træffer bedre beslutninger, fordi de lærer af deres fejl og er åbne over for nye idéer og informationer. Det bliver af mange betragtet som en nøgleegenskab for ledere.

Den store amerikanske præsident Abraham Lincoln er tit blevet fremhævet for sin intellektuelle ydmyghed. Laszlo Bock, Googles tidligere HR-chef, har nævnt det som et af de vigtigste træk, han ledte efter hos nye kandidater.

Uden intellektuel ydmyghed er du ude af stand til at lære,” har han sagt til The New York Times.

Så hvad er intellektuel ydmyghed helt præcis? Grundlæggende går det ud på fire ting:

  1. at have respekt for andre synspunkter
  2. at tøjle sin overselvsikkerhed
  3. at holde sit ego og sit intellekt adskilt
  4. at være åben over for at ændre mening.

Man kunne også sige det på en anden måde: At være intellektuelt ydmyg handler om at træne hjernen til at tænke mere som en forsker og mindre som en forsvarsadvokat.

Forsvarsadvokatens opgave er at få sin klient til at fremstå uskyldig. For at opnå det håndplukker hun de informationer, som understøtter den sag, hun er ved at bygge. Dem, der ikke gør, forkaster hun som opspind eller fejer ind under sagsmappen. Hun besvarer ethvert angreb med et modangreb. Måske miskrediterer hun anklageren og skyder ham uædle motiver i skoene. (Jeg ved godt, at det er lidt hårdt trukket op. Vi har at gøre med en fiktiv og skruppelløs forsvarsadvokat her).

Det er omtrent sådan, vores hjerner også fungerer. Ligesom advokaten er hjernen trænet til at fortolke informationer på en måde, som sikrer, at vi når frem til den konklusion, vi gerne vil frem til. Vi tror kort sagt på det, vi har lyst til at tro på. Man kalder det motivated reasoning – motiveret ræsonnering.

Jeg lagde ud med at fortælle om Dunning-Kruger-effekten. Den er beslægtet med den såkaldte overconfidence bias eller overselvsikkerhed, som giver os en oppustet tro på egen viden, formåen og dømmekraft (bias, som også bruges på dansk, er en form for systematisk fejl i den måde, hjernen tænker på). En anden kendt kognitiv bias er confirmation bias eller bekræftelsesbias, som er vores hjernes veludviklede evne til at huske de informationer, der bekræfter vores overbevisninger, og glemme dem, der ikke gør. Tilsammen fungerer bekræftelsesbias og motiveret ræsonnering som en vagtsom dørmand, der kun lukker de gæster ind, som ligner det eksisterende klientel, mens dem, der ser anderledes ud og går anderledes klædt, bliver forment adgang.

I nogle neurovidenskabelige studier har man endda set eksempler på, at hjernen har behandlet fjendtlig’ faktuel information som en trussel på linje med et fysisk angreb. I de sjældne tilfælde går hjernen til modangreb. Den forkaster den nye information og forskanser sit forsvarsværk, så man ender med at blive endnu mere sikker på sin oprindelige overbevisning. Backfire-effekten bliver det kaldt – bagslagseffekten. Den er stærkest, når vi bliver udfordret på de overbevisninger, som vi har investeret vores identitet i, og hvor prisen for at tage fejl derfor kan være social udstødelse eller tab af identitet.

Mange af de her bias bor i den del af hjernen, som man inden for kognitiv psykologi kalder System 1. System 1 er irrationelt, impulsstyret og følelsesladet. Modvægten er det rationelle, tænkende, analytiske System 2, som kæmper for at holde System 1 i snor. Den kendte socialpsykolog Jonathan Haidt beskriver det mere billedligt: System 1 er en stor og klodset elefant, og System 2 er rytteren på elefantens ryg, som forsøger at tøjle den. (I bidragssporet til denne artikel er der nogle, blandt andre adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet, som finder denne modstilling forsimplet, og som rigtigt påpeger, at System 1 ikke er det onde’ og System 2 det gode’, men at hver har deres styrker og svagheder. Der findes også bias, som er udtryk for System 2-tænkning, og det er samspillet mellem de to systemer, der er afgørende).

Intellektuel ydmyghed handler i høj grad om at blive bedre til at tæmme elefanten.

Det er en løbende proces, der handler om at føre tilsyn med din egen overselvsikkerhed,” siger Mark Leary, der er psykologiprofessor ved Duke University og har forsket i intellektuel ydmyghed, til Vox. Han understreger, at det er noget, alle kan blive bedre til, uanset IQ.

Med andre ord: Bliv bevidst om dine kognitive bias, og læg mærke til, hvornår de bestemmer over dig. Tænk mindre som en forsvarsadvokat, og mere som en forsker.

I modsætning til forsvarsadvokaten er forskerens opgave ikke at nå frem til en forudbestemt konklusion, men at skabe ny viden. Den ideelle forsker ser det som et vilkår, at meget af det, vi tror, vi ved, vil vise sig at være forkert en dag. Og hun ved, at fejl kan føre til de største gennembrud og opdagelser. Derfor lytter den ideelle forsker ikke kun til de data, der understøtter hendes konklusioner, men afprøver sine hypoteser på mange mennesker, tryktester sine teorier, leder efter huller i sin argumentation og fremlægger ikke sine resultater, før hun er sikker på, at de holder.

Hvis man vil tænke som en forsker, så hjælper det at have det, som psykologiprofessoren Carol Dweck kalder et growth mindset. Det vil sige, at man betragter intelligens og talent som plastiske størrelser, der kan udvikles i løbet af livet gennem målrettet øvelse. Modsætningen hertil er et fixed mindset, hvor man ser intelligens og talent som noget medfødt og statisk. Det er i øvrigt det første, der er det rigtige; nyere hjerneforskning har vist, at hjernen – modsat hvad man tidligere troede – kan forandre sig fysisk gennem hele livet, efterhånden som vi lærer. For eksempel kan synapserne, der forbinder vores nerveceller og fungerer som hjernens kommunikationscentre, blive stærkere eller svagere.

Carol Dwecks mange studier med skoleelever har vist, at børn med et growth mindset er mere videbegærlige, mere lærenemme, mere hårdtarbejdende, mere åbne over for nye ting og bedre til at tage imod feedback, fordi de ser fejl som en mulighed for at lære. Børn med et fixed mindset giver hurtigere op, bliver nemmere frustrerede, ser fejl som en fiasko og tager kritik personligt.

Det kan være en meget skadelig måde at tænke på, fordi det risikerer at brændemærke folk som en slags tabere i det intellektuelle lotteri,” har postdoc Tenelle Porter fra University of California, som har forsket i intellektuel ydmyghed, sagt til magasinet The Cut.

Her kan man – som med så meget andet i livet – lære lidt af Harry Potter-bøgerne. Eller rettere af troldmandsdrengen Harrys veninde, læsehesten Hermione Granger. Hun er bedrevidende, gammelklog og på mange måder meget lidt intellektuelt ydmyg, men hun har en god copingstrategi, når hun støder på et hul i sin viden. Når nogen stiller hende et spørgsmål, hun ikke kender svaret på, svarer hun som regel noget i retning af: Det ved jeg ikke … endnu.” Og så barrikaderer hun sig ellers på biblioteket, indtil hun ved det. Hermione forstår, at al viden begynder med at anerkende det, vi ikke ved. Så når hun pludselig dratter ned i uvidenhedens dal, så fortvivler hun ikke. Hun begynder at klatre.

Lad os blive lidt i det popkulturelle. Har du set science fiction-filmen The Matrix? Den finder sted i en dystopisk fremtid, hvor menneskeheden uafvidende lever i en computerskabt virkelighed. Ingen er i stand til at gennemskue illusionen, fordi ingen sætter spørgsmålstegn ved deres sanser.

Vi mennesker er vant til at tro, at vi sanser verden, nøjagtigt som den er. Det er det, man kalder naiv realisme. Og vi gør det samme med vores overbevisninger. Vi føler, at vi oplever verden objektivt, og enhver, som er uenig med os, må derfor nødvendigvis være enten ond eller uoplyst. Vi er, som socialpsykologen Jonathan Haidt har udtrykt det, fanget i hver vores moralske matrix, præcis ligesom i filmen. Ifølge Haidt er vi alle sammen født med nogle moralske fundamenter, som vi fortolker og vægter forskelligt, alt efter hvad vi går og tror på. Hvis alle kendte og forstod dem, mener Haidt, så ville vi være i stand til at træde ud af den moralske matrix og anerkende, at personer, der tror eller stemmer på noget andet end os, ikke nødvendigvis er modbydelige mennesker. Måske har de bare bygget deres meninger på andre moralske fundamenter, end vi har.

Hver gang vi når frem til en konklusion, så føles det bare, som om det er den rigtige,” siger David Dunning i et interview med Vox, hvor han fremhæver naiv realisme som et psykologisk fænomen, alle burde kende. Men meget af det, vi ser og konkluderer, er faktisk forfattet af vores hjerner. Når man gør sig det bevidst, så tænker man over, hvordan man måske kunne tage fejl, eller hvordan en anden person måske også kunne have en sag. Og man får måske lyst til at lytte til dem.”

Det er, hvad fortalerne for intellektuel ydmyghed mener, når de taler om at respektere andre synspunkter og gå ind i diskussioner med et åbent sind. Det er ikke at tolerere alle tænkelige meninger, men at erkende, at andre mennesker trækker på deres egne oplevelser og erfaringer, som de finder lige så naturgivne, som du finder dine. Det var det, der skete med Derek Black, da han på college kom ud af sit ekkokammer og begyndte at tale med de mennesker, han var blevet opdraget til at hade. Der blev skabt en broforbindelse over det flammende hav, der adskilte dem, og da Derek krydsede broen, kunne han se, at verden så anderledes ud fra den anden side.

Gennem mange samtaler med hengivne og mangfoldige mennesker, som valgte at invitere mig indenfor i deres værelser og diskussioner frem for at fryse mig ud, begyndte jeg at indse den skade, jeg havde forvoldt,” skrev han i The New York Times.

Den slags overtalelse kræver en masse oprigtig lytning fra begge sider. De samtaler, som førte til mit holdningsskifte, begyndte, fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor nogen skulle være bange for mig. Jeg mente, at jeg bare gjorde det rigtige og forsvarede dem, jeg elskede.”

Okay, lad os samle op. Vi begyndte denne artikel oppe på dumhedens bjergtop. Dér kan man godt blive standhaftigt stående. Men så må man også affinde sig med, at man kommer til at være på hold med bankrøveren, der smurte citronsaft i ansigtet.

Hvis man ikke har lyst til det – og hvis man i øvrigt har lyst til at blive klogere, træffe bedre beslutninger og generelt bare blive et bedre og behageligere menneske – så må man, siger fortalerne for intellektuel ydmyghed, tage springet ned i uvidenhedens dal og give sig til at klatre.

Det begynder med at acceptere, at der er (mange) ting, du ikke ved. At tænke som en forsker. At tæmme din indre elefant og adskille dit ego og dit intellekt, så du ikke tager det personligt, når din formening bliver modsagt.

Det kræver, at man overhovedet udsætter sig selv for nye idéer og informationer. Man kan være nok så klar til at ændre mening, men hvis man aldrig vover sig væk fra sit eget ekkokammer, møder man aldrig de argumenter, som kan få én på andre tanker. Derfor hjælper det at være åben over for nye oplevelser. Det hjælper at rejse og tilbringe tid blandt andre kulturer. Det hjælper at lytte til mennesker, der tror og mener noget andet end én selv. Det hjælper at læse.

Og så er der en sidste ting, som lader til at kunne hjælpe: at lære om intellektuel ydmyghed. Alene det at læse om det kan ifølge nogle forskere gøre os mere intellektuelt ydmyge, fordi vi bliver bevidste om vores hjerners blinde vinkler.

Så tillykke, du er allerede nået langt. Næste skridt kunne være at tage en test, som måler din intellektuelle ydmyghed. Det har jeg gjort. Mine testresultater indikerer, at jeg er mindre intellektuelt ydmyg end gennemsnittet. Eller også er jeg bare mere ærlig end gennemsnittet. Den forklaring foretrækker jeg. Det kan ikke være mig, den er gal med.