Her i sidste uge, det var den 13. oktober klokken halv ni om morgenen, gik Sikandar Siddique på Twitter med en idé. Vi kunne, skrev Siddique, der er folketingsmedlem og politisk leder for Frie Grønne, “droppe de kønnede cpr-numre. Juridisk kønsskifte,” fortsatte han, “er en ændring af nogle tal i et system, og det er utroligt, at politikere vil bestemme, hvornår man må det. Men uden kønnede cpr-numre findes problemet ikke.”

Baggrunden for Sikandar Siddiques idé var en historie om, at regeringen nølede, og at venstrefløjen var vred. Hermed lidt baggrund:

I august 2020, under Copenhagen Pride, foreslog daværende ligestillingsminister Mogens Jensen, at børn skulle have lov til at skifte køn i cpr-registret, altså udføre et såkaldt juridisk kønsskifte, uanset alder. Som du nok ved, slutter dit cpr-nummer med fire cifre. Hvis tallet er ulige, så indikerer det, at du er en mand, og hvis det er lige, at du er en kvinde. At skifte fra lige til ulige eller omvendt er det, man kalder et juridisk kønsskifte. Loven lyder, at man skal være 18 år for at foretage sådan et skifte, men nu ville regeringen altså fjerne grænsen, så børn også kunne få et juridisk kønsskifte. “Med forslaget stiller vi os på børnenes side,” sagde Mogens Jensen i en pressemeddelelse, og så var der ellers udsigt til, at Danmark kunne blive et af Europas mest liberale lande, hvad lige netop dette angår.

Men siden har regeringen ligesom parkeret sit forslag. Det var ikke en del af regeringens lovprogram sidste år, og da det nyeste blev offentliggjort for nogle uger siden, var det heller ikke med. Årsagen er en splittelse i Det Etiske Råd, som rådgiver regeringen om den her slags. Her er der flertal for, at aldersgrænsen sænkes til 10-12-årsalderen, men ikke til, at den fjernes helt, som Mogens Jensen havde foreslået. Så nu går regeringen i tænkeboks.

Det er Enhedslistens Pernille Skipper temmelig utilfreds med: “Jeg ved simpelthen ikke, hvad der foregår. Jeg var så stolt af, at regeringen ville fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte. Det afføder selvfølgelig debat, og det vidste den også godt dengang,” siger hun til Jyllands-Posten. “At man så vender på det – jeg mangler at finde det rigtige ord for, hvor nederdrægtigt det er at stille mennesker det her i udsigt for så at tage det fra dem igen.”

Og her er det så, at Sikandar Siddiques idé kommer ind i billedet. For hvorfor dropper vi ikke bare de kønnede cpr-numre? Kunne vi på den måde forhindre, at mennesker, uanset alder, følte sig sat i bås af deres cpr-numre? Og ville det ikke også hjælpe de nonbinære, dem, som identificerer sig som begge køn eller som hverken-eller? Hvorfor er det egentlig, at vi allersidst i vores cpr-numre (stadig) har et tal, som fortæller os og andre, om vi er mænd eller kvinder?

Det er ikke første gang, idéen om at fjerne det kønsbestemmende sidste tal i cpr-nummeret er oppe at vende, men ingen forsøg er altså endnu blevet til mere end det. For at finde et svar på Sikandar Siddiques spørgsmål kan man måske lede her blandt modargumenterne.

I 2012 luftede De Radikale deres tanker om, hvorvidt man kunne indføre kønsneutrale pas og cpr-numre. Som minimum, mente daværende ligestillingsordfører og nuværende formand Sofie Carsten Nielsen, skulle transpersoner selv kunne vælge deres kønsangivelse i pas og cpr-nummer uafhængigt af deres biologiske køn. De øvrige regeringspartier, Socialdemokratiet og SF, var umiddelbart positivt stemt over for generelle liberaliseringer for transpersoner, mens politiske ordfører i Venstre Ellen Trane Nørby i Berlingske så idéen som “et ideologisk forsøg på at ophæve kønsbetegnelsen i det danske samfund”. Og det er ret sigende, når det gælder modstanden mod det kønsneutrale cpr-nummer og altså Sikandar Siddiques idé. Det er, måske ikke overraskende, blevet en identitetspolitisk slagmark. For eksempel skrev Liberal Alliances Henrik Dahl dengang, at idéen var et udtryk for en åndelig opløsning, et billede på den totale relativisme. Kristendemokraternes daværende leder, Per Ørum Jørgensen, kaldte De Radikale for Danmarks farligste parti. Der er meget på spil her.

I 2017 tog Alternativet så skridtet videre og stillede et beslutningsforslag om at gøre cpr-numrene kønsneutrale. “Det er et principielt opgør med det binære kønssyn i samfundet, at man enten skal have et pige- eller drengenummer,” sagde ligestillingsordfører Carolina Maier til Information. “Og der er jo ikke noget, som taler imod det: Der ikke noget, som gør, at det offentlige for eksempel ikke længere kan føre kønsstatistik, fordi der bag ved cpr-nummeret ligger andre data, hvoraf kønnet fremgår.”

Men nu blev også modstanden mere konkret. Cpr-registret hører under Indenrigsministeriet, og minister Simon Emil Ammitzbøll mente under en debat i ligestillingsudvalget, at forslaget var sympatisk, men også for dyrt. Systemet, selve registret og de konkrete computerprogrammer, der ligger og summer bag det, ville skulle laves om, hvilket ville koste mellem 5 og 10 millioner kroner. Sundhedsvæsenet ville blive forvirret, fordi man ikke umiddelbart ville kunne slå en patients køn op. Registerforskningen ville blive noget nær umuliggjort, og fra Danmarks Statistik lød det, at indførelsen af det kønsneutrale cpr-nummer for dem ville koste 18,5 millioner kroner. Finans Danmark oplyste, at det umiddelbart ville koste finanssektoren 20 til 40 millioner kroner, fordi også dens systemer ville skulle tilpasses. Simon Emil Ammitzbølls ministerium havde ikke været i stand til præcist at opgøre, hvor dyrt det kønsneutrale cpr-nummer samlet ville blive, men vurderingen lå lige omkring rigtig, rigtig dyrt. Fra en halv til halvanden milliard kroner, lød skønnet. For ministeren var det altså for dyrt. Socialdemokratiet var også imod, dog mest fordi man ikke var sikker på, at forslaget løste “et reelt eksisterende problem. Det virker mere, som om det er et lidt teoretisk og abstrakt problem, der bliver adresseret her,” sagde ordføreren Daniel Toft Jakobsen i udvalget. Forslaget røg i papirkurven.

Men i 2019 dukkede idéen op igen. “Det er en del af demokratiet, at vi også tager os af og beskytter de mindretal, der er, og vi ved, at der er en gruppe mennesker, som ikke identificerer sig som enten mand eller kvinde,” sagde Enhedslistens ligestillingsordfører, den senere politiske ordfører, Mai Villadsen, til Kristeligt Dagblad. SF var med på den, og Alternativet skrev til avisen, at partiet højst sandsynligt ville fremsætte endnu et konkret forslag om kønsneutrale cpr-numre. Dog, lød det, ville det jo ikke gå uden Socialdemokratiets opbakning. Her var der nu mere åbenhed over for forslaget, end der havde været før, men dog ikke så meget, at det gjorde noget, for positionen, når det kom til stykket, var stadig den samme: nej.

I denne foreløbigt sidste omgang kom nye argumenter imod det kønsneutrale cpr-nummer på banen. Lars Pedersen, professor på Aarhus Universitet, så for eksempel problemer for forskningen. Selv, sagde han, brugte han blandt andet cpr-numre, når han forskede i, hvordan cancermedicin virker. “Hvis man for eksempel får alvorlig cancer, og man vil finde en behandling, vil det være rart at vide, hvordan behandlingen virker hos kvinder i forhold til mænd,” sagde han til Kristeligt Dagblad.

Karen Sjørup, kønsforsker emeritus ved Roskilde Universitet, var heller ikke meget for det kønsneutrale cpr-nummer. “Den her debat får i virkeligheden lidt kvindekampen til at forsvinde,” sagde hun. Hun sagde også, at hun bestemt mente, at man burde gøre op med de absolutte forestillinger om mænd og kvinder, “men jeg tror bare ikke, at en ændring af cpr-systemet har en fornuftig gang på jorden”.

Cpr-nummeret har siden sin fødsel i 1968 fortalt os, hvilket køn vi har i systemets øjne. Der er kun to muligheder. Idéen om at lave om på det har altså flere gange været oppe at vende, og særligt efter at juridisk kønsskifte blev lovligt for voksne i 2014, har tanken om, at det også for børn kunne blive det, ulmet.

I Norge har det siden 2016 været muligt for børn ned til seks år at ændre deres juridiske køn, og her kan man nu begynde at se, hvad det så rent faktisk betyder for børnene og samfundet. Forskningen viser, at en social og samfundsmæssig accept af transkønnede kan ses helt ned i selvmordsstatistikkerne. I positiv forstand. Normalt er forekomsten af både depressioner og selvmord højere blandt transpersoner, men et studie i et amerikansk tidsskrift for børnelæger, offentliggjort i 2016, konkluderede, at “transkønnede børn, som socialt og samfundsmæssigt bliver støttet i deres kønsidentitet, ligger på et normalt niveau, når det gælder forekomsten af depressioner, og har kun en lidt højere forekomst af angst”.

I Danmark har der indtil nu ikke været flertal for at gøre noget lignende. I september spurgte Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for det grønlandske socialistparti Inuit Ataqatigiit, indenrigsminister Kaare Dybvad Bek, om han ville give en status på mulighederne for et kønsneutralt cpr-nummer i rigsfællesskabet. Ministeren svarede, at han med afsæt i de nogenlunde samme argumenter som sin forgænger Simon Emil Ammitzbøll mente nogenlunde det samme som sin forgænger Simon Emil Ammitzbøll. Det ville blive for dyrt og for besværligt.

Så det er her, vi står. Det kønsneutrale cpr-nummer har i udlandet vist sig effektivt i forhold til at højne transpersoners trivsel, men i Danmark mødes det endnu af både substantielle og værdipolitiske modargumenter. En sjov krølle på historien er dog, at vi løber tør for cpr-numre i 2057. “Det vil således senest på dette tidspunkt være nødvendigt at tilpasse systemet,” skriver Kaare Dybvad Bek i sit svar til Aaja Chemnitz Larsen.

Hvem ved, hvad det kommer til at betyde.