Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sociologen Hakan Kalkans barndomsvenner røvede banker. Nu har han brugt ni år på at forstå, hvorfor Nørrebros unge ender i kriminalitet

Hans arbejde giver os et blik ind i en verden, vi har prøvet at forstå i årtier.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


10. november 2021
15 min.

Sankthansaften i 2006 sad Hakan Kalkan i en kiosk på Nørrebro i København, da en ung mand ved navn Ayman kom ind. Hakan, det var til psykiater, du læste, ikke?” spurgte han. Nej, sociologi,” svarede Hakan. Så kom med, så skal jeg vise dig noget sociologi,” sagde Ayman.

Ayman havde lovet at vise Hakan, hvordan han og hans venner lavede para, penge, og nu steg de ind i en bil og kørte over til et lejlighedskompleks i nærheden. Ayman forsvandt ind i en opgang. Chaufføren spurgte Hakan, hvordan han kunne vide, at Hakan ikke var politiagent. Hakan viste chaufføren sit studiekort, og da hans telefon ringede, lagde han mærke til, at hans ringetone var temaet fra The Godfather.

Lidt senere kom Ayman ned igen. Han var vred. Den handel, han var gået op for at lave, var tilsyneladende ikke gået som planlagt, for han havde kun kunnet købe fire poser, ikke ti. Så kørte de tilbage til kiosken. De gik over i en park tæt ved for at ryge nogle joints ved et bål, det var jo sankthansaften, og en ung mand kom hen til Hakan. Han viste ham billeder af sin pistol på sin telefon, som spillede Living the Thuglife af den amerikanske rapper Tupac. Du skal skrive i dit projekt, at det er sådan, vi lever her,” sagde manden. Det er sådan, vi lever på Nørrebro.”

Hakan nåede hjem omkring klokken to om natten. Han var bekymret. Det her var vildere, end han havde forventet, kriminaliteten var hårdere. Han overvejede at droppe sit projekt, for han frygtede, at han ved at skrive om disse unge mænd risikerede at stigmatisere en hel kategori af borgere i Danmark – unge mænd fra udsatte boligområder, muligvis indvandrere generelt. Eller muslimer.

Men Hakan Kalkan droppede ikke sit projekt. Han endte med at bruge ni år på Nørrebro, og i de ni år var han med overalt. Hjemme hos de unge mænd, på rygeklub, i byen, i biografen, i biler, der kørte formålsløst rundt i København, alle andre steder end i skole eller i fængsel, når en af dem fra tid til anden endte der.

Jeg bør måske også fortælle, at det var hårdt i starten,” siger han. Det tog mig lang tid at komme ind. Det tog mig lang tid at blive accepteret.”

Hakan Kalkan kan derfor fortælle en historie, som vi har ønsket os at høre i årtier. Et subplot i fortællingen om indvandringen til Danmark har altid været de unge mænd i de udsatte boligområder, ghettoerne, som bevæger sig på kanten af samfundet, nogle gange også ovre på den anden side, for hvad gør vi med dem? Hvorfor har de forkastet samfundets normer og regler til fordel for livet som gangster? Hakan Kalkan har tilbragt ni år sammen med de unge mænd for at svare på netop de spørgsmål.

Hakan Kalkan er en venlig mand, godt håndtryk, mørkt hår og skæg. Vi mødes på hans forlag, han har lige udgivet en bog baseret på sin doktorafhandling, Shababs. Gadekultur, gadens økonomi og respekt – på Nørrebro. Han har lige spist frokost.

Det var i sommeren 2006, hans feltarbejde begyndte. Han flyttede ind i en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter og gik ned i en lokal ungdomsklub, hvor han fik lov til at tale med dem, der kom der. Hurtigt indså han, at han måtte ud, hvor de unge rent faktisk levede deres liv, ud på gaden, og så var det, han mødte blandt andre Ayman.

Jeg var ofte bange for, at de ville sige, at jeg skulle gå, at jeg ikke var velkommen,” siger han. Det skete ikke. Men jeg følte mig ikke velkommen, det tog lang tid, et års tid, før jeg rigtig kom ind. Men det gjorde jeg jo.”

Kodeordet her er tillid, det overrasker måske de færreste. Det var ikke nemt at opnå den, især ikke fordi det, der foregik, nogle gange var kriminelt. Hakan Kalkan har ikke noget klart svar på, hvordan han gjorde, men især, siger han, var han meget opmærksom på ikke at være fordømmende.

Jeg blev mistænkt for at være undercover politimand i starten. Nogle troede i ungdomsklubben, at jeg var en ny pædagog eller i gang med at afsone samfundstjeneste. Jeg måtte tydeliggøre, at jeg ikke var en del af systemet, jeg var ikke en del af det, de normalt møder.”

Han gjorde, som man som oftest gør, når man vil møde nye mennesker, han var venlig, imødekommende. Men mest af alt var der brug for tid, siger han.

Og det tog lang tid. Det tog lang tid. Tillid er noget, der er svært at bevise. Du kan ikke sige: Okay, her har du noget, der beviser, du kan stole på mig.’ Det er noget, der opstår, som de lærer mig bedre at kende og erfarer, at jeg ikke var politimand. At jeg ikke anmeldte dem til politiet. Jeg var en nysgerrig fyr.”

Den nysgerrige fyr ville nu ind i et notorisk lukket miljø.

Men derudover begår de jo også kriminalitet og kan ryge ind og sidde i mange år for det, de fortæller mig. Så det tog længere tid.”

Hakan Kalkans motivation var både akademisk og personlig. Akademisk, fordi han som sociolog alt andet lige bruger sit arbejdsliv på at studere mennesker, og personlig, fordi Hakan Kalkan selv kommer fra et miljø, der med god ret kan siges at være på den problematiske side af loven. Han deltog selv i det, han kalder gadelivet. Han var ikke kriminel, siger han, men hans venner lavede på forskellig vis rav i den og havde derfor altid råd til nye jakker, byture, alt muligt. I sine teenageår så Hakan Kalkan sine venner bruge store penge. Han troede, de tjente dem gennem et eller andet pyramidespil, og ville være med, men fik at vide, at det måtte han ikke, for han gik i gymnasiet og skulle passe det.

Og så da jeg var … 18?” siger han. Eller 17. Så røg de i fængsel for bankrøverier. Mine venner. Flere af mine nære venner.”

Senere begyndte han at læse sociologi.

Og siden da vidste jeg, at jeg en dag ville forske i det her. Så det var motivationen. For bedre at forstå og forklare det miljø.”

Hakan Kalkan ville forstå sine venner.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Hans resultater er dog interessante for os alle. Skiftende regeringer har i årtier forsøgt at gøre noget ved de udsatte boligområder, den slags, de unge mænd på Nørrebro bor i. Dér hedder de Mjølnerparken og Aldersrogade. I Odense hedder de Vollsmose, i Høje-Taastrup Taastrupgaard, i Aarhus Gellerupparken og Bispehaven. Der har været en ghettopakke, en handlingsplan mod ghettoisering, en ghettoplan og senest, i 2018, en plan om Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030’. Det er ikke noget nyt problem,” sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, da sidstnævnte udspil blev præsenteret. Det er ikke sådan, at tingene ikke har virket, men de har ikke virket godt nok. Vi har svigtet kollektivt.” Denne gang både skulle og ville det lykkes, sagde statsministeren i 2018, for denne gang havde man erstattet naivitet med realisme”. Konkret gav det sig til udtryk i nogle ret krasse tiltag. Politiet skulle blandt andet have mulighed for at indføre såkaldte strafzoner, områder, hvor kriminalitet ville give dobbelt straf. Det skulle afskrække folk fra at begå kriminalitet, lød argumentet. Det ville undergrave beboernes retssikkerhed, lød kritikken.

Som sådan er det de helt store nagler, vi bevæger os på, når vi taler om de unge mænd i den forskning, Hakan Kalkan har lavet. Selv har han mest af alt været interesseret i at undersøge, hvorfor de unge mænd, de her shababs, som de kalder sig, overhovedet går og laver de ting, som i politikernes øjne nødvendiggør den ene ghettopakke efter den anden.

Gadekulturen opstår i kraft af koncentrationen af fattige og ringeagtede individer,” siger Hakan Kalkan. Der skal jeg understrege, at det ikke er etnicitet eller etnorace, som er afgørende. Vi ser den samme kultur blandt vidt forskellige etniske grupper rundtom i verden. Og også blandt majoriteten. Man behøver ikke være del af en minoritet.”

Gadekulturen, siger Hakan Kalkan, fandtes også, før indvandringen begyndte. Den er ikke opstået på grund af den ene eller den anden etnicitet. Den fandtes allerede i 1950’erne og senere i form af grønjakker og punkere. For Kalkan er det her først og fremmest en historie om klasseskel. Han taler om historikeren Allan Mylius Thomsens bog En baggårdsrod i København, hvori Thomsen beskriver, hvordan han og hans venner tæskede de unge fra de andre baggårde med juletræer og ellers gik og stjal i butikkerne. Og den slags fortællinger står langtfra alene.

Så gadekulturen eksisterede også, da rabarberdrengene voksede op. Det at slå på tæven gav anerkendelse. De var ikke minoriteter, men der var en koncentration af fattige og ringeagtede individer. Etniciteten kommer ind som en anden dimension, et ekstra lag.”

Gadekulturen kommer altså, mener Hakan Kalkan, først og fremmest af fattigdom. Men den er også selvforstærkende. Kommer man fra Birkerød, siger han, og ikke har råd til en ny cykel, så tænker man måske, at man kan stjæle en, men gør man det, møder det med stor sandsynlighed fordømmelse fra de andre børn. Gør man det samme på Nørrebro, hvor de andre børn også er fattige, kan det være, nogle af de andre børn ser tyveriet som en vej frem for dem også. Her er der ingen fordømmelse.

De siger: Hov, det her kan vi også gøre.’ Og den interaktion kan på sigt skabe nogle andre værdier og normer, hvor for eksempel det at stjæle er tilladeligt.”

Og her er vi ved sagens kerne: værdier og normer. Begår man kriminalitet, forkaster man samfundets regler, det er klart, men allerede inden da er der sket noget, mener Hakan Kalkan. Det handler dybest set om værdier og normer. På Nørrebro er den dynamik klar. De unge, der ser deres lidt ældre kammerater begå kriminalitet, ser ikke bagsiden af det liv, de dermed har valgt.

Hvis de ældre har ramt jackpot, altså scoret en stor gevinst på et eller andet kriminelt, kan de unge ikke se, at pengene forbruges meget hurtigt,” siger han. Meget hurtigt. Og i mange perioder er de ældre ludfattige. Virkelig ludfattige. Det kan de unge ikke se. Og de kan ikke se, at hvis man tjener penge på gadens økonomi, så er der søvnløse nætter. Og frygt for at blive taget af politiet eller rullet af andre. Alt det stress kan de ikke se. De ser bare en facade.”

Det, de til gengæld ser, er anerkendelse. De unge på Nørrebro mødes på gaden, og den gruppe, de slutter sig til dér, erstatter så samfundet som det, der skaber og bærer de unges identitet. Her hersker andre normer. Her kan kriminalitet give både materiel velstand og anerkendelse. Samtidig er kriminalitet afvigende i omverdenens øjne, så det samfund, der allerede er skiftet ud, skubber de unge yderligere fra sig. Og på den måde bliver gruppen endnu vigtigere for de unge mænd på kanten.

Hvis de, som tæller, de, som er vigtige, og som giver en følelsesmæssig intensitet, hvis de mener, at kriminalitet er tilladeligt, så vil man være mere tilbøjelig til også at mene det,” siger Hakan Kalkan. Så vil det være deres mening, som tæller, og ikke samfundets som helhed.”

De fleste af os rundes af samfundets normer, vi vokser op med en relativt klar forståelse for, hvad man må, og hvad man ikke må. Burde de unge mænd på Nørrebro ikke også vide det? Findes der, ud over den socialisering, vi alle har været igennem, ikke også et helt almindeligt, personligt ansvar for ikke at bryde de fælles regler?

Jo, det er klart,” siger han. Det siger jeg heller ikke, man ikke har. Det, jeg som sociolog studerer, er jo de sociale processer. Men jeg tror, jeg vil svare sådan her: Selvfølgelig har man et eget ansvar, og selvfølgelig kan man se, det er forkert. Og selvfølgelig træffer man valg.”

Hakan Kalkan giver et eksempel.

Man sidder i klasseværelset, og så kommer der nogen fra parallelklassen ind og siger, at de lige har lavet indbrud i en lejlighed over for skolen. Og døren er stadig åben, så I kan bare gå ind og rapse. Ham, der fortæller mig det her, laver her sit første indbrud. Jeg spørger: Tænkte du på, om du skulle gøre det eller ej?’ Han svarer: Nej, det eneste, jeg tænkte på, var, at ham dér får nyt, fedt tøj i morgen, mens jeg stadig render rundt i det her tøj.’ Så han gik med. Der træffer han et valg. Han kunne godt have valgt anderledes. Men det her valg træffes inden for bestemte rammer.”

Det er altså rammerne omkring beslutningen, der spiller ind. Kommer man fra middelklassen, bliver man typisk ikke konfronteret med valget om at lave et indbrud for at få anerkendelse og materielle goder.

Så jo, klart, der er valg,” siger Hakan Kalkan. Men rammerne skaber også andre valgmuligheder. Du bliver stillet over for andre valg.”

Så hvad gør vi? De unge mænd på Nørrebro har skiftet deres normer og værdier ud, og samfundet som sådan er blevet erstattet af gruppen. Hvordan får vi lavet om på det? Hakan Kalkan vægrer sig ved at blive for konkret med råd og anbefalinger, for normativ, som det hedder på akademikersprog. Helst vil han blot give os en generel forståelse for de her unge mænd. Måske er det også nok?

Meget af det, vi snakker om i dag, er jo problemer,” siger han. Det er klart, for der er også problemer. Og jeg beskriver jo problemerne. Men der er også meget mere. Hverdagen på gaden er jo ikke præget af kriminalitet. Jo, så ryger man joints, men ud over det, så er den ikke præget af problemer. Det er meget tilforladeligt, hvor man bare sidder og har samvær med vennerne og opfører sig på mange måder, som mange andre gør. Normalt. Det der helhedsbillede håber jeg, man får af min bog. At man ser, at det er hele mennesker. Og at der er komplekse problematikker. Men i bund og grund er det, den giver, indsigt. Indsigt, forståelse og forklaring. Det er sådan set det.”

Hakan Kalkans håb er, at de, der arbejder med de unge mænd, om det så er kommunens medarbejdere, politiet, politikerne, får et bedre grundlag for at træffe deres beslutninger.

Jeg bør først sige, at det går jo bedre. Vi kan se, at i løbet af det sidste årti går det altså bedre på en række parametre i de udsatte boligområder. Så meget af det, man gør, har en effekt. Den sociale hjælp, man tilbyder, og så videre. Det skal understreges.”

Heri har Hakan Kalkan ret, det går bedre på flere parametre. Unge indvandrere og efterkommere tager i højere grad end før en uddannelse. Antallet af ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse er mere end tredoblet i absolutte tal fra 1996 til 2009. Fra 2015 til 2017 faldt andelen af mandlige 15-29-årige indvandrere og efterkommere med en dom efter straffeloven fra 4,1 til 3,8 procent, en udvikling, der fortsætter et længerevarende fald.

Der er dog steder, mener Hakan Kalkan, man kan sætte ind.

Og det vil især være skolen,” siger han. Det vil især være skolen, for noget af det, der trækker i én, og som gør gaden tiltrækkende som en sfære, er begrænsede muligheder i resten af samfundet. Det er netop, fordi man føler, at man ikke har de samme muligheder, om det er økonomisk, materielt eller har med status at gøre. Så hvis man klarer sig bedre i skolen, hvis man arbejder for, at flere af de unge klarer sig bedre i skolen og får en uddannelse, så vil gadelivet ikke være lige så tiltrækkende.”

Var skolen bedre til at give de unge mænd succesoplevelser, var den bedre til at holde dem til ilden, ville færre deltage i gadens økonomi, mener Hakan Kalkan. Eller også ville de i det mindste gøre det på en anden måde.

Der er jo mange, der deltager i det her på forskellig vis. Der er også dem, der bare kan lide det sociale samvær med vennerne. Så ryger de måske en joint i ny og næ, men derudover er de ikke kriminelle som sådan. Så ville det være i den dur, man deltog. Simpelthen fordi man ville have noget at miste. Det betyder noget. Du har noget at vinde ved at fortsætte i skolen, og du har noget at miste ved at gå over i det her gademiljø. Altså: Giv folk noget mere at miste. Og det mener jeg især, man kunne gøre gennem skolen. Det er noget, man særligt bør fokusere på.”

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Under sit feltarbejde blev Hakan Kalkan overrasket over kriminaliteten i miljøet på Nørrebro. Han blev overrasket over, hvor brutal volden var, den forfærdede ham. Senere blev han langt mere afslappet omkring det, men sådan formes mennesker måske af dem, de befinder sig iblandt. Han kalder det en slags desensibilisering. En akklimatisering. Havde han mødt en kokainsælger inden sit feltarbejde, havde han nok været mere fordømmende. Nu, siger han, har han en bredere forståelse for ham.

Hvilket ikke betyder, at jeg godtager det, eller at det er legitimt og ikke skal straffes,” siger han. Det skal det jo. Men det ville være et andet blik. Og det blik er groet frem.”

Hans frygt for at stigmatisere en hel gruppe borgere, alene fordi han her fulgte en særlig hård gruppe, blev ikke til mere end frygt, for som han siger: Det går i det hele taget bedre på Nørrebro. Og disse mennesker er mere og andet end kriminelle. Og når de er det, mener han, er der sociologi på spil, som – selv om den ikke fritager dem for deres personlige ansvar – også spiller ind.

Der er mange ting, der har rørt mig undervejs,” siger Hakan Kalkan så. Selvfølgelig.”

Hvilke?

Der er et eksempel, hvor jeg og en af de unge mænd er hjemme hos mig, og han fortæller …” Han holder en lille pause. Vi har det alt for godt, siger han, men samtidig har vi det ikke godt. Og jeg forstår ikke, hvad han siger, og spørger ind til det. Han snakker om, at det er et godt samfund, og alle har det godt. Men vi har det ikke så godt.”

I lejligheden i Københavns Nordvestkvarter spørger Hakan Kalkan den unge mand, om det ikke var godt, da han tjente mange penge.

‘Jo, det var rigtig godt økonomisk, men jeg havde det dårligt med det. Jeg havde det ikke godt indeni, mens jeg lavede det her. Det gik ud over andre mennesker.’ Så spørger jeg: Hvad med, når du er sammen med vennerne?’ Så siger han: Jo, det er rigtigt, der har jeg det godt. Når jeg sidder og hygger og fortæller historier. Men når jeg går hjem, så …’”

Den unge mand illustrerer sine følelser ved at sænke hovedet.

Som om han går i skam. Og så siger han så: Jeg håber bare, jeg kan komme ind på det der truckkursus og få mig et arbejde, så jeg kan stoppe med at være en samfundstaber.’ Det overraskede mig. At han kaldte sig for samfundstaber. Det var sådan, han så sig selv. Så siger jeg til ham: Du ikke er en samfundstaber. Du er arbejdsløs, men man er ikke en samfundstaber, fordi man er arbejdsløs.’ Men han siger: Jo, den måde, samfundet ser på én, påvirker én. Jeg håber, jeg kan komme ind på det kursus.’”

Det rørte mig.”