Tænk, hvis landbruget kun fyldte en tredjedel. Her er, hvordan vi (og robotterne) kan genopfinde vores fødevaresystem

Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Hvad er egentlig en ko? Det er en organisme, som hjælper os mennesker med at omdanne ufordøjeligt plantemateriale til noget, vi kan spise. Græs passerer gennem koen og omdannes til mælk og kød, som indeholder prima udgaver af kostens mest basale byggesten: proteiner, fedt og kulhydrater. Tilmed producerer koen livsnødvendige aminosyrer, vitaminer og andet godt. Det er derfor, der findes køer. Køer er urokser nedavlet til ukendelighed af sultne mennesker gennem årtusinder.

I dag har vi bare avlet så mange køer, at de er blevet et problem: Køerne fylder, bøvser, prutter og skider i en grad, så det truer vores egen og talrige andre arters overlevelse. Man kan i varierende grad sige det samme om alle vores andre husdyr: grise, geder, får, høns, kalkuner, ænder, og hvad man ellers finder på Jens Hansens bondegård. Tilsammen vejer vores husdyr 15 gange så meget som alle andre pattedyr på planeten, mennesker fraregnet.

Konklusionen ligger ligefor: Vores husdyr repræsenterer en ret ineffektiv og uhensigtsmæssig form for fødevareproduktion. Altså må vi se os om efter nogle bedre alternativer – og de findes heldigvis, hvis ellers man er villig til at tage moderne teknologi i brug.

Det er sådan, man må tænke, hvis man ifølge en af landets førende eksperter i bæredygtig fødevareproduktion, professor Jørgen E. Olesen, vil have greb om, hvordan otte-ti milliarder mennesker kan komme til at leve godt på en lille, ensom planet i udkanten af Mælkevejen uden at ødelægge det hele for sig selv i længden. Vi må begynde med at indse, at det fødevaresystem, vi har i dag, hverken er gudgivet eller videre gennemtænkt, men derimod opstået mere eller mindre tilfældigt.

Vi står på skuldrene af det, som man har udviklet helt naturligt i århundredernes løb ved at udvælge de planter og dyr, der nemmest lod sig domesticere til at kunne levere, og det er ikke nødvendigvis det bæredygtighedsmæssigt optimale. Det er bare det, der har været lettest at gribe til uden brug af moderne teknologi,” siger Jørgen E. Olesen.

Problemet med det landbrug og den fødevareproduktion, vi har, er, at det kræver for stort et areal, og at det er for ressourcenedbrydende. Det holder ikke på den lange bane, når vi er så mange mennesker. Det fødevaresystem, vi har fået lavet på grund af historikken, er i virkeligheden bygget til færre mennesker, end vi er endt med at blive.”

FIRKANTETBare hvis det er længe siden, du sidst var i en flyver: Fødevaresektorens aftryk på planeten er ret tydeligt set fra oven. Foto: William Hook

Vi har altså et problem, og det er derfor, jeg har ringet til Jørgen E. Olesen. Jeg vil have ham til at svare på et meget stort og komplekst spørgsmål, som handler om, hvordan vi i praksis og i det helt store perspektiv kunne gøre vores fødevaresystem langt mere bæredygtigt – hvis ellers vi turde kaste alle boldene langt nok op i luften. Spørgsmålet lyder sådan her:

Hvis otte-ni milliarder mennesker i morgen ankom til en fuldstændig uopdyrket planet magen til Jorden, hvordan kunne de så bedst brødføde sig selv på en bæredygtig måde?

Spørgsmålet er selvfølgelig lidt langt ude, men Jørgen E. Olesen har på sin vis arbejdet med det i årtier; han er én af landets – og faktisk også verdens – mest anerkendte eksperter i, hvordan man laver mad uden at ødelægge klimaet og planeten. Han er opvokset på en gård ved Herning, og tilbage i 2007 fik han sammen med en lang række forskerkolleger Nobels Fredspris for en FN-klimarapport. Professoren fra Aarhus taler altså med en vis vægt. Og hans allerførste reaktion på mit spørgsmål om at indrette planetens madforsyning forfra viser, hvorfor det med mad virkelig ikke er helt enkelt”, som han siger:

Hvis vi nu ankommer til et jomfrueligt sted, hvad er det så, vi vil gribe fat i for at sikre vores fødevarer? Grundlæggende set vil det afhænge af, om vi bare har tænkt os at holde os selv i live, eller om vi også vil have et liv. Der er jo det med fødevarer, at de taler ind i begge dele. Vi har ikke kun fødevarer for at ernære os. Det kan vi jo gøre med færre ressourcer, end hvis vi vil sikre os et liv, hvor mad også udgør nydelse, kultur, og hvad ved jeg.”

Det er altså ikke nemt, det her. Men lad os alligevel prøve at gå linen ud. Hvis vi skulle indrette hele vores fødevaresystem forfra – med al den viden, alle de arter og alle de muligheder, vi har i dag – hvordan ville vi så gøre?

Jørgen E. Olesens bud kan sammenfattes i fem overordnede principper.

Princip nummer et: Brug mikrober som husdyr

Først og fremmest ville vi være nødt til at finde os nogle mere effektive hjælpere end køerne og de andre husdyr, vi har i dag. Nogle, som kunne hjælpe os med at omdanne uspiselige planter til noget, som forbrugerne gider spise, og som har den rigtige smag og konsistens, og hvad ved jeg – men uden det meget store tab af effektivitet, der ligger i husdyrene”, som Jørgen E. Olesen formulerer det. Og til det formål skulle vi have fat i skuffen med nye teknologier”.

Noget af det første, vi på en ny planet ville give os til for at skaffe bæredygtig mad, ville derfor ifølge Jørgen E. Olesen være at bygge en hulens masse ståltanke. Inde i dem skulle der bo en masse mikroorganismer, gerne specialfremstillede ved hjælp af genteknologi, ligesom man gør det i stor stil i medicinalindustrien. Mikroorganismerne skulle så gøre det ud for en stor del af vores husdyr ved at hjælpe os med – ligesom koen – at lave ufordøjelige planter om til noget, vi kan spise.

Hovedparten af alle de vigtige næringsstoffer, som vi i dag får fra kød, mælk og æg, ville altså på Jørgen E. Olesens idealplanet komme fra sterile fødevarefabrikker fulde af ståltanke med mikrober i. Resultatet af de små krybs anstrengelser ville ende i grøntsagsdeller, proteinberiget brød, mælkefri ost, og hvad man nu ellers kan hitte på rundtom i laboratorierne. Cellebaseret kød – altså hakkebøffer opvokset i petriskåle – ville nok også blive produceret i noget større skala end i dagens virkelighed, hvor produkterne ikke engang er kommet i fri handel endnu.

Når vi nu i øvrigt skælder ud på fødevareindustrien for at være unaturlig og så videre, så er det nok alligevel dem, vi er nødt til at være afhængige af, fordi det er dem, som kan sammensætte de produkter, der kan laves på en bæredygtig vis,” siger professoren.

Men hvad da med rigtige svinekæber, spejlæg og fine franske oste fra frilandskøer … er der slet ikke plads til noget af alt dét på vores bæredygtige drømmeplanet?

Der vil stadig være nogen, der vil påskønne den nydelse og fornøjelse, der er ved at spise kød – men jeg tror i meget mindre omfang, end man gør nu, og vi ville også i stort omfang bruge nogle erstatningsprodukter. Men hvis vi virkelig vil have en fest ud af det, så vil vi også bruge noget, der har en oprindelighed og ægthed i sig.”

Så man ville stadig kunne gå ud og få sig en bøf?

Yes. Men det kan godt være, man skulle på restaurant for at få den og have rationeringskort eller passérseddel, eller hvad man nu skulle.”

Princip nummer to: Genbrug spildevandet

Hvis man zoomer lidt ud fra spørgsmålet om husdyr, så er et af de mere grundlæggende problemer ved vores fødevaresystem i dag, siger Jørgen E. Olesen, at det er pivåbent i begge ender. Næringsstoffer kommer ind ét sted og forsvinder ud et andet – et enormt ressourcespild og miljøsvineri. Årsagen er, undskyld mit franske, at vi ikke har styr på lortet.

Kvælstof er præmieeksemplet. Korn, majs og andre afgrøder har brug for kvælstof for at vokse, og planterne tømmer derfor hurtigt jorden for det. Når vi høster, forsvinder kvælstoffet fra markerne sammen med afgrøderne. Derfra rejser det videre op på vores tallerkener, gennem vores maver, ned i vores toiletter og ud i kloakken. Af den grund skal der hele tiden tilføres nyt kvælstof til landbrugsjorden, hvis udbyttet skal holdes oppe år efter år.

I 1600-tallets Tokyo løste man dét problem ved at indsamle stort set al menneskeafføring og køre det tilbage ud på de omkringliggende marker. Sådan kunne kvælstoffet køre i kredsløb og byens indbyggere få noget at spise år efter år. I det moderne landbrug har vi indrettet os knap så smart: når først kvælstoffet er havnet i kloakken, leder vi det bare ud i havet.

Langt, langt det meste kvælstof til moderne landbrug kommer derfor fra kunstgødning. Produktionen, der hovedsageligt er baseret på fossil naturgas, står alene for næsten én procent af vores samlede drivhusgasudledninger, men det er på sin vis en biting. Hovedproblemet er, at vi ikke genbruger kvælstoffet.

Hele vores spildevandssystem er jo en stor synd,” siger Jørgen E. Olesen. Vi burde, siger han, gøre ligesom 1600-tallets japanere og samle vores egne efterladenskaber ind for at sende dem i kredsløb. Det betyder, at der grundlæggende ville være brug for to spildevandssystemer. Et til kemikalier, medicin og alt muligt andet skidt, som i dag ryger med i kloakken, og som intet har at gøre på en mark, og ét til de værdifulde efterladenskaber, der kan få planter til at gro. Det ville ikke bare sende kvælstof i kredsløb, men også andre vigtige næringsstoffer som for eksempel fosfor. Og på den måde kunne man undgå hele tiden at skulle hælde så meget ny kunstgødning på.

Princip nummer tre: Dyrk mad i havet

Når man kigger på et af de der satellitfotos af verden om natten, som man kan få som plakat eller finde på nettet, tegner alle vores mange elektriske lys et ret tydeligt billede af, hvor mange af os mennesker har bosat os – nemlig langs med havet. Og det er der en god grund til, minder Jørgen E. Olesen om: Det er nemmere at fange fisk, hvis man bor ved kysten. I gamle dage bosatte man sig jo ikke dér, alene fordi man skulle have havudsigt,” som han siger.

På professorens idealplanet ville vi også bo tæt ved havet. Men vi skulle ikke fange fiskene så meget som opdrætte dem i store havbrug. Her skulle også dyrkes muslinger og tang, der kunne få næring fra fiskenes afføring og senere blive fodret til mikroorganismerne i ståltankene. Vi skal ikke glemme, at fisk er ret sundt,” siger han, og det gælder også noget af dét, vi kan få fra tang og alger, som også er mulige ingredienser, der kan bibringe nogle sundhedsmæssige egenskaber til vores mad.”

Princip nummer fire: Spred landbruget godt ud over planeten

Da vi fik idéen til den her artikel på redaktionen, spekulerede vi på, om det smarteste mon ikke ville være at sætte nogle bestemte steder på den her nye, jomfruelige klode af til supereffektiv storproduktion af mad og så bruge resten af pladsen til byer og natur. Man kunne jo for eksempel tænke sig, at alt det, som på den rigtige planet, Jorden, hedder Ukraine, bare skulle udlægges som én stor kornmark. Men der tog vi grundigt fejl. Jørgen E. Olesen ville nærmest gøre det stik modsatte og i virkeligheden indrette en produktion, som var meget mere lokalt forankret end den, vi har i dag. Altså så mad i høj grad blev noget, man fik fra et sted i nærheden. Ellers bliver systemet simpelthen for sårbart over for klimaændringer, naturkatastrofer og uforudsete kriser.

For fem-ti år siden regnede nogen ud, at med et meget lille areal i Nordamerika kunne vi fødevareforsyne hele verden. Men hvor godt ville de så synes, at det skulle fungere i en corona-situation?” spørger han.

Man er nødt til at have det, der hedder resiliens’ på moderne dansk. Du skal have noget stødpude. Hvis man går tilbage i tiden og læser lidt historie, så vil man jo se, at noget af det, der virkelig er alvorligt, er de store fødevarekriser, hvor man ikke kan skaffe mad nok til folk.”

Princip nummer fem: Dyrk så mange forskellige afgrøder som muligt

Danmark er som bekendt verdens mest opdyrkede land. Og ser man på vores bedste landbrugsjord, er den enkelte mark de sidste 25 år vokset med mellem en tredjedel og halvdelen i gennemsnit. Sådan er udviklingen i hele verden: Vi dyrker et relativt begrænset antal afgrøder på større og større marker. På Jørgen E. Olesens idealplanet ville vi gå en helt anden vej.

Det nuværende landbrug med de der monokulturer – store marker med hvede, majs, eller hvad søren det nu er – det er jo akkurat ligesom med corona og sådan et superspreder-event,” siger han. Hvis der kommer en sygdom, så spreder den sig fuldstændig over det hele med det samme. Så griber vi til noget kemi og bekæmper det, og det er jo langsigtet overhovedet ikke holdbart.”

I stedet, siger Jørgen E. Olesen, skulle vi tilbage til en naturlig regulering af alt det, der forvolder skade på vores afgrøder, og det ville kræve et meget mere forskelligartet landbrug.

Lige præcis dét her, skal det siges, er Jørgen E. Olesens absolutte spidskompetence: Hvordan designer man et landbrug, hvor en hel masse forskellige elementer spiller bedst muligt sammen? Hvis det landbrug, vi har i dag, består af en stribe dårligt koordinerede soloer, så går hans forskning ud på at skabe en symfoni. Og det kræver en hel masse forskellige instrumenter.

Alene ved at dyrke flere forskellige ting – dels fra år til år, dels på den samme mark – mindsker man risikoen for angreb fra sygdomme og skadedyr. Og ved at bruge forskellige sorter af de samme afgrøder kan man øge modstandskraften over for udsving i vejr og klima.

Men man kan også gå skridtet videre og få planterne til at hjælpe hinanden. Bælgplanter kan for eksempel tilføre jorden kvælstof, fordi de i modsætning til andre planter er i stand til at hive kvælstoffet ud af luften med hjælp fra nogle særlige jordbakterier, som de har udviklet et tæt samarbejde med. Ved at så ærter, hestebønner, soja og så videre kan man altså både tilføre jorden kvælstof og spare kunstgødning.

På samme måde kan man få dyr til at hjælpe planterne. For eksempel ville vi på Jørgen E. Olesens idealplanet udbrede de gamle asiatiske dyrkningssystemer, hvor der svømmer fisk rundt i rismarkerne og hjælper med at gøde afgrøderne med deres afføring. Det kunne sagtens udbredes til mange andre steder i verden, og det undrer mig faktisk, hvorfor man ikke har det i langt større omfang i for eksempel Afrika i dag,” siger han.

Med al den diversitet kunne det måske lyde, som om Jørgen E. Olesen nærmest vil gøre planeten til én stor permakulturhave, hvor vi så kunne gå og nusse om afgrøderne … men det er nu ikke lige dét, han forestiller sig. Det ville blive alt for arbejdskrævende.

Det kan jo ikke brødføde en moderne verden, vel? Vi vil jo hellere bo inde i byerne og gå på café og se voldsfilm end at gå ude i marken og luge roer. Det går ikke. Jeg har selv prøvet det dér med at luge roer. Det kommer ikke til at ske. Men det kan robotter jo godt – de er jo ligeglade.”

Allerede i dag findes der avancerede landbrugsrobotter med kunstig intelligens, og med deres hjælp kunne vi skabe et landbrug, som med Jørgen E. Olesens ord ville være en sammensmeltning af biologi og digitalisering”. Når vi i dag har fået sådan nogle store marker og så ensartet et landbrug, siger han, er det nemlig på grund af de maskiner, vi har haft til rådighed – større og større traktorer, såmaskiner, mejetærskere og så videre. Med robotternes hjælp kunne vi gå i en helt anden retning. Små elektriske robotter skulle køre rundt på markerne og fjerne ukrudt mekanisk og mikrodosere gødning og bekæmpelsesmidler, så vi kun lige netop brugte det nødvendige og samtidig kunne dyrke en masse forskellige afgrøder, uden at vi behøvede blive markarbejdere alle sammen.

Med de fem principper på plads kan vi tegne et relativt detaljeret billede af, hvordan det optimale fødevaresystem ifølge Jørgen E. Olesen ville se ud. Landbruget ville kun lægge beslag på en tredjedel af det areal, det gør på Jorden i dag. En anden tredjedel skulle nok bruges til at dyrke biomasse til energiformål, bioplast og andre kemikalier – men den sidste tredjedel af det, der i dag er landbrugsjord, kunne altså få lov at forblive vild natur. Det ville give os en helt anden planet end den, vi har nu. Danmark ville for eksempel være helt anderledes skovrigt, end det er i dag.

Vi ville også kun have en femtedel af det nuværende antal husdyr på kloden. De ville til gengæld få noget friere forhold end det, vi eksempelvis byder et gennemsnitligt dansk slagtesvin i dag, fordi et mindre antal dyr ville give større rum for hensyn til dyrevelfærd.

Fødevareforsyningen ville også være meget mere lokal, hvilket både ville gøre det lettere at genbruge næringsstoffer fra byernes kloakker og hjælpe med at give mange byboere et tættere forhold til maden, end mange har i dag. Almindeligt landbrug skulle levere langt hovedparten af kalorierne, men vi ville supplere med grøntsager fra højteknologiske vertikale farme nær byerne. Vi ville dog også handle specialprodukter med hinanden – vi skal jo også leve, for pokker – så man ville altså godt kunne få en flaske rødvin, selv om man boede i Finland.

På markerne ville robotter klare ærterne, i mange tropiske egne ville risen gro i terrasser fulde af fisk, og ude på havet ville store havbrug producere fisk, muslinger og tang. Og en betydelig del af alt det, vi producerede, skulle altså køres en tur gennem fødevarefabrikkernes ståltanke, før vi spiste det, for at skaffe os de nødvendige ingredienser til nye typer af madvarer, der både var nærende, indbydende og smagte godt.

Vender vi tilbage til virkeligheden, så er udfordringen at få så meget som muligt af alt dette til at blive til … ja, virkelighed. Men der er også en meget, meget væsentlig ting, som Jørgen E. Olesen ikke fik lov at gøre på sin idealplanet – alene af den grund, at jeg bad ham skaffe mad til det antal mennesker, vi faktisk er og regner med at blive.

Hvis vi startede forfra, ville vi jo ikke starte med ti milliarder mennesker,” siger han. Det er jo det, der er problemet, det er jo for mange mennesker, for pokker. Så i sidste ende skal befolkningen på den her klode jo skaleres ned. Og det tager jo nogle århundreder.”