I dagene lige før et stormvejr surrer muslingerne sig bedre fast på linen. På en eller anden måde kan de mærke, at vejret vil slå om, fortæller Kaj-Lykke Larsen, der i 18 år har dyrket og høstet blåmuslinger i Limfjorden. Hans vejrbidte ansigt er dækket af dybe furer og et sirligt net af sprængte blodkar. Kaj-Lykke arbejder med og for sin søn, Mark, i firmaet Muslingeriet. De dyrker muslinger og sælger dem til fiskehandlere og restauranter i Holland, Frankrig og Belgien. Lige nu er far og søn ude og tilse de 400 kilometer liner, de har til at hænge i vandet ud for Hvalpsund i Nordjylland. De har samme uniform på: gule gummibukser, orange gummistøvler med blå sål og en hue med firmaets logo. Selv om temperaturen kun ligger et lille stykke over nul grader, har ingen af dem noget om halsen, og man kan lige skimte Kaj-Lykkes øverste grå brysthår flagre i vinden.

De første muslinger, de hiver op med skibets lille kran, er de ikke helt tilfredse med. De er for uens i størrelsen, og der er for mange trådalger på. Efter et par forsøg finder de en line, de er tilfredse med. “Du sletter lige de første billeder,” siger Mark med et grin til fotografen. Kaj-Lykke tager en lommekniv frem og åbner en musling. Han studerer den karamelfarvede skal, før han propper det lyserøde kød i munden og proklamerer – ikke for første gang på turen – at det er muslinger i verdensklasse, de producerer.

Før muslingerne blev hans levevej, arbejdede Kaj-Lykke Larsen med opdræt af ørreder. Men da Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing Mors i starten af 00′erne begyndte at eksperimentere med muslinger i Limfjorden, blev Kaj-Lykke nysgerrig. Han blev især tiltrukket af, at muslingeopdræt – modsæt fiskeopdræt – ikke udleder kvælstoffer. Muslingerne lever af næringsstoffer som netop kvælstof, som de omdanner til protein, og når muslingerne bliver høstet, forsvinder næringsstofferne fra vandet.

Muslingerne kan altså fjerne kvælstoffer fra vandet. Og netop på grund af den evne er Mark Lykke og Kaj-Lykke Larsen langtfra de eneste, der i disse år kan se potentialet i muslingeopdræt. Flere danske forskere og politikere mener, at opdræt af muslinger kan være en løsning på de enorme problemer, som kvælstof og fosfor i de indre farvande skaber. Måske så du billederne af døde fisk og krabber med bugen i vejret, da Mariager Fjord i 1997 blev erklæret død. Det er ekstremt og usædvanligt, at en hel fjord går til af iltsvind på den måde, men iltsvind er faktisk et årligt tilbagevendende problem, især i mange af vores fjorde. Fænomenet opstår, når der er for mange alger i vandet. Og jo mere kvælstof der er, jo flere alger dannes der også. Både dyr og planter er afhængige af ilt, så i områder med meget iltsvind er der næsten intet liv. Muslingerne kan fjerne noget af det kvælstof, der kan skabe iltsvind, og gøre vandet mere klart, så de vigtige vandplanter får mulighed for at gro.

Cirka to tredjedele af alt det kvælstof, der havner i vandmiljøet, kommer fra landbrugets gødning og gylle. Derfor var det et stort emne, da der i efteråret 2021 blev forhandlet om en grøn omstilling af landbruget. Og en af de løsninger, der blev peget på, var netop muslingeopdræt. I den endelige aftale blev partierne enige om at sætte 34 millioner kroner af til “udviklingsinitiativer for marine virkemidler”. En af dem, der var med ved forhandlingerne, den tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen fra Venstre, ser muslingeopdræt som et vigtigt redskab, når det handler om at fjerne kvælstof fra især de indre farvande. “Jeg tror, at hvis man kan etablere nogle faciliteter, hvor det ikke er synligt i havoverfladen, så kommer vi til at opleve det her virkemiddel blive brugt inden for de næste fem til syv år,” lyder hans forudsigelse.

Potentialet er altså stort, når det handler om at få muslinger til at æde overskydende næringsstoffer i vandet. Problemet er bare, at når noget kommer ind, er der også noget, der skal ud. Og muslingelort udgør måske et større problem, end man lige skulle tro. Måske endda så stort, at muslingerne kan ende med at gøre mere skade end gavn.

For Mark Lykke og Kaj-Lykke Larsen er det en positiv sidegevinst, at de kan gøre noget godt for vandmiljøet i Limfjorden, samtidig med at de tjener penge på at producere en sund og bæredygtig fødevare. Men ironisk nok giver muslingernes positive effekter også de to muslingeopdrættere grund til bekymring. Rundtom i fjorden er der de seneste år dukket kæmpestore anlæg op, hvor muslinger hænger på net fastgjort til tykke rør. Smartfarms hedder de nye anlæg, som både har venner og fjender blandt politikere, forskere, miljøfolk og naboer. Mens linerne på et almindeligt muslingeanlæg hænger under vandet, ligger smartfarm-rørene oven på vandet, ofte meget tæt på kysten. Hvor der før var udsigt til blå fjord og hvide skumtoppe, ser man nu lange rækker af tykke, sorte plastikrør. “Anlægget har totalt ødelagt alt heroppe. Vi valgte ejendommen her for 40 år tilbage grundet udsigten, og den er totalt ødelagt,” sagde en kvinde, der bor ud til Skive Fjord, til Nordjyske i 2020. Hun og familien bader heller ikke i fjorden længere, fordi de mener, smartfarm-anlæggene har efterladt et tykt lag af slam på bunden.

Naboerne til de store smartfarms er især utilfredse med det, man kan kalde ‘visuel forurening’. Samtidig frygter lystfiskere, sejlere og andre, der bruger fjorden til deres hobby, at miste adgangen til vores fælles farvande. Men det er ikke kun naboer og hobbyfolk, der kritiserer anlæggene. Hele idéen med smartfarms er at fjerne en hulens masse næringsstoffer fra vandet – og kun sekundært at sælge muslinger. Men nogle forskere mener, at der samtidig samler sig en stor koncentration af næringsstoffer, der ellers ville være forsvundet af sig selv, under anlæggene. Andre peger på det tvivlsomme i at lade enorme områder af vores fjorde rydde op efter landbruget, som kritikerne til gengæld frygter får lov til at forurene ufortrødent. Der er altså både dem, der mener, at muslingeopdræt i stor skala er helt nødvendigt for at fjerne kvælstof og fosfor i vores kystvande, og så er der dem, der mener det stik modsatte.

Siden 2002 har det været muligt at søge tilladelse til at opdrætte muslinger. Men sidste år måtte Fiskeristyrelsen hive i nødbremsen og indføre et midlertidigt stop, fordi der på kort tid var kommet 39 ansøgninger om muslingebanker og 16 ansøgninger om anlæg i vandsøjlen. Langt størstedelen i Limfjorden. Der er altså mange, der har set sit snit til at tjene penge på muslinger, og der var behov for at finde ud af mere om, hvordan så mange muslinger vil påvirke fjorden, lød argumentet. Fiskeriminister Rasmus Prehn var dog stadig overbevist om muslingernes potentiale. “Jeg håber, at produktionen stiger i de kommende år. Men den kommende periode bruger vi på at gentænke regelsættet for opdrætsanlæg sammen med erhvervet og interessenterne på området, så vi rammer den helt rette balance,” udtalte han i juni 2021 i en pressemeddelelse.

At regeringen stadig tror på muslinger trods det midlertidige stop, er tydeligt i Danmarks første havplan, der skal forhandles i Folketinget i foråret 2022. Hvis udkastet bliver godkendt, vil 312.500 hektar af de danske farvande blive udlagt til opdræt af skaldyr. Det er mere end Fyns samlede areal. En fjerdedel af dem skal findes i netop Limfjorden, hvilket svarer til godt og vel halvdelen af fjorden. At områderne er ‘udlagt’, betyder ikke nødvendigvis, at der kommer til at være muslingeopdræt der, men at det er områder, hvor det vil give mening at etablere det, og hvor man kan søge om tilladelse.

Det er da også svært at komme uden om, at der skal gøres noget for at forbedre miljøtilstanden i de danske farvande. Kun fem ud af 109 kystvande er ifølge Miljøstyrelsen i “god økologisk tilstand” – en definition, der handler om blandt andet iltindhold, forureningsniveau og biodiversitet. Dermed er Danmark temmelig langt fra at nå de mål, som vi med EU’s vandrammedirektiv har forpligtet os til at nå senest i 2027. Det skal den nye landbrugsaftale fra oktober, som jeg nævnte tidligere, rette op på. Ikke bare ved at rydde op i landbrugets forurening på land, men i høj grad også – for eksempel ved hjælp af kvælstofspisende muslinger – i vand.

En af de eksperter, som fortalerne for muslingeopdræt læner sig op ad, er Jens Kjerulf, der er professor og sektionsleder på DTU Aqua/Dansk Skaldyrcenter. Han var en af de første forskere herhjemme, der for alvor begyndte at interessere sig for muslingeopdræt, og han er medforfatter på en stor rapport, der udkom i april 2020. Her konkluderer forskere fra Aarhus Universitet, SDU og DTU Aqua, at marine virkemidler – og ikke mindst muslinger – har meget stor effekt, når niveauet af kvælstof i vores farvande skal mindskes. Ifølge rapporten vil muslingeopdræt kunne fjerne op mod 5.000 tons kvælstof fra de indre danske farvande hvert år. Det er alligevel en del, når man tænker på, at vi i øjeblikket udleder godt 55.000 tons kvælstof om året i Danmark. Hvis vi skal leve op til EU-forpligtelserne, skal vi have det tal ned på 36.600 tons om året inden 2027, viser en undersøgelse, som Aarhus Universitet har lavet for Miljøministeriet. Her kan muslingerne altså være med til at gøre et kraftigt indhug.

Spørgsmålet er bare, om det giver mening at fylde store dele af fjordene med muslingefarme for at rydde op i noget af alt det kvælstof, vi udleder. Ville det ikke give mere mening bare at udlede mindre kvælstof i første omgang? Nogle kritikere af muslingeopdræt mener, at landbruget bør tage ansvaret og selv fjerne det kvælstof og fosfor, de udleder, blandt andet ved ikke at dyrke så tæt på kysten og ved at opsamle næringsstofferne på land.

For Jens Kjerulf fra DTU Aqua afhænger svaret af, om man vælger at være idealist eller realist. “Selvfølgelig skal man principielt fjerne kvælstoffet så tæt på kilden som muligt og fjerne så meget som muligt. Virkeligheden er bare mere kompliceret,” siger han. Gælden, som han kalder det, fra mange års alt for store udledninger fra landbruget ligger nemlig ophobet i bunden af vores fjorde. Og selv hvis vi stoppede alle udledninger i morgen, ville forureningen fortsætte, for kvælstof fra gylle, der er spredt for flere år siden, er stadig lige så langsomt på vej ud i fjordene. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at nå EU’s krav i 2027 – og hvis vi i øvrigt gerne vil se vores farvande være sunde og fulde af liv – så er det ikke nok at sætte ind på land, siger Jens Kjerulf.

“I Danmark er der ikke uberørt marin natur noget som helst sted. Derfor bør vi diskutere, om ikke vi skal hjælpe naturen på vej. Det kan man gøre med marine virkemidler, og når vi taler kvælstof og fosfor, er muslinger det mest effektive.”

Vælger politikerne at følge Jens Kjerulfs og de andre forskeres anbefalinger, ligger firmaet Blå Biomasse lunt i svinget. Det ejer nemlig seks af de smartfarm-anlæg, der er dukket op i Limfjorden. Ligesom Kaj-Lykke og Mark lidt længere oppe ad fjorden producerer de muslinger. Men hvor kvælstofreduktionen bare er en positiv sidegevinst for Muslingeriet, er det hele udgangspunktet for Blå Biomasse. Firmaet er ejet af den erhvervsdrivende fond Hedeselskabet og holder til på en lillebitte havn i Oddesund på Thyholm. De producerer op til 7.000 tons muslinger om året og anslår selv, at deres seks anlæg fjerner mellem 104 og 137 tons kvælstof om året.

Der er ikke meget vejrbidt fisker over direktør Klaus Astrup, men han taler lige så begejstret om sine muslinger som familieforetagendet i Hvalpsund. Han er velforberedt med PowerPoint og plancher, for han har før haft dårlige oplevelser med journalister, der ifølge Klaus Astrup har fordrejet hans budskab og fremstillet ham som en slags moderne guldgraver. Selv fastholder han, at det handler om at tage ansvar. “Vi tager et samfundsansvar, for miljøtilstanden i de indre fjorde er presset.”

Hos Blå Biomasse er det altså ifølge Klaus Astrup det endelige produkt – altså muslingerne – som er den positive sidegevinst. Og tilmed en bæredygtig en af slagsen. Muslinger filtrerer nemlig ikke bare vandet, de er også klimavenlig kost. Ifølge Concitos klimadatabase denstoreklimadatabase.dk har ferske muslinger et klimaaftryk, som er mindre end gulerødder – og kun en brøkdel af, hvad hakket oksekød udleder i produktionen. Problemet er dog, at hvis det primære mål er at fjerne kvælstof, egner muslingerne sig ikke så godt til menneskemad. De er for små og for uens i størrelsen. I stedet kan man putte undermålerne på dåse, sælge dem til muslingefiskere, der lægger dem på banker, hvor de kan ligge og vokse sig større, eller lave dem til muslingemel, som så kan bruges til dyrefoder.

Især det med muslingemel ville være en god forretning, mener Klaus Astrup, men lige nu bliver der ikke dyrket nok smartfarm-muslinger i Danmark til, at det kan lade sig gøre at starte en decideret produktion. I 2017 fik Blå Biomasse – sammen med blandt andre Københavns og Aarhus Universitet samt fiskemelsproducenten TripleNine – næsten otte millioner kroner fra Landbrugsstyrelsen til at undersøge mulighederne for at lave proteinrigt mel ud af muslingerne. Siden har Blå Biomasse fået kritik for at ville bruge Limfjordens ressourcer til at producere svinefoder. Nogle taler om en ‘gylletrekant’: Forurening fra landbruget havner i fjorden og bliver til muslinger, der så igen bliver til svinefoder. Men ifølge Klaus Astrup har Blå Biomasse ikke nogen planer om at lave foder til svin. De vil nemlig få langt bedre priser ved at sælge det til kæledyrsindustrien og fiskeopdræt.

“Men der er ingen tvivl om, at der er nogle af modstanderne, der gerne vil køre den historie. At vi er her for at hjælpe landbruget og redde svineproduktionen. Det har jeg ingen interesse i,” siger han.

Han holder dog fast i, at salget af muslingemel til dyrefoder vil være en god ting. For eksempel kan det, siger han, være med til at begrænse den store import af soja fra Sydamerika, der ender i meget dyrefoder herhjemme. Danmarks import af soja belaster klimaet med 6,2 millioner tons CO2 årligt, viser en opgørelse, som Københavns Universitet har udarbejdet for Fødevareministeriet.

En af de modstandere, Klaus Astrup taler om, kunne være Stiig Markager, der er professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Han mener, at netop idéen om at opdrætte muslinger som protein til dyr åbner et meget stort og helt essentielt spørgsmål. Nemlig om vi virkelig skal producere så mange fødevarer herhjemme.

“Vi producerer fødevarer til seks-syv gange flere, end vi er. Den rolle som fødevareproducent for en hel masse andre mennesker, er det den mest hensigtsmæssige aktivitet i Danmark, hvis vi gerne vil have noget mere natur? Naturen er veldokumenteret under et massivt pres i Danmark, og det er, fordi vi har denne her kæmpestore animalske produktion,” siger han.

Som udgangspunkt er Stiig Markager ellers enig med Troels Lund Poulsen, Klaus Astrup, Jens Kjerulf og alle de andre, der mener, at muslinger er godt for vandmiljøet. “Der er ingen tvivl om, at muslinger renser vandet,” som han siger. Til gengæld er han usikker på, hvor meget kvælstof muslingerne rent faktisk fjerner fra eksempelvis Limfjorden. “Du tager kvælstof og fosfor ud, når du tager muslinger ud af vandet, det kan der ikke herske tvivl om. Men spørgsmålet er, om det er kvælstof og fosfor, der alligevel ville være forsvundet ud af fjorden. Du har muslinger hængende, og de filtrerer vandet og optager algerne. Men de alger ville et stykke tid efter alligevel være strømmet ud af fjorden. For Limfjordens vedkommende ud i Nordsøen, der meget bedre kan tåle det,” siger han.

Professoren mener altså, at den reelle kvælstofreduktion fra muslingeopdræt er noget lavere end estimeret. Derudover mener han, at muslingeopdræt har en overset konsekvens for vandmiljøet. Det er nemlig kun omkring en tredjedel af den føde, som muslingerne spiser i form af alger, der bliver omsat til muslingekød. En anden tredjedel forbrænder muslingen, og næringsstofferne ryger ud i vandet igen. Den sidste tredjedel havner på bunden af fjorden i form af ekskrementer. Og det skaber ifølge Stiig Markager en lokal ophobning af næringsstoffer, der kan resultere i iltsvind – præcis det, som muslingerne skulle forhindre.

Ikke overraskende er Klaus Astrup fra Blå Biomasse uenig i dén analyse. Han peger på en undersøgelse, som Københavns Universitet har lavet for netop Blå Biomasse på et af deres anlæg i Limfjorden. I et notat om undersøgelsen konkluder lektor Bent Vismann, at “havbunden under anlægget er i en signifikant bedre økologisk status end området uden for anlægget,” og at der ikke er tegn på iltsvind under anlægget. Tværtimod, lyder det, er biodiversiteten under smartfarm-anlæggene højere end andre steder, fordi muslingerne falder ned og tiltrækker krabber og lignende, der så tiltrækker større fisk. I researchen har jeg talt med Bent Vismann, men han havde ikke lyst til at være med i artiklen her, fordi han føler sig udsat for en smædekampagne af nogle ihærdige muslingekritikere. Opdræt af muslinger er virkelig et emne, der får sindene i kog.

Stiig Markager er ikke meget for at tale dårligt om en kollegas arbejde, men han synes alligevel, at den undersøgelse, som både Blå Biomasse og politikere som Troels Lund Poulsen bygger deres argumenter på, er for tynd. “Du må gerne citere mig for at sige, at det notat ikke kan frikende Blå Biomasses anlæg i Venøsund fra at have negative miljøkonsekvenser,” siger han. Han mener, at grundlaget for undersøgelsen er for lille, og at der skal gå flere år, før man kan vurdere miljøkonsekvenserne ordentligt. Stiig Markager er omvendt bange for, at muslingefarmene kan forhindre naturen i selv at fjerne de overskydende næringsstoffer. Det tykke lag slam, som også havde fået den utilfredse nabo fra Skive Fjord til at holde op med at bade i fjorden, kan ifølge Stiig Markager nemlig bremse en proces, der hedder nitratånding. Her bliver kvælstoffet i nitraten omdannet til nitrit og derefter til frit kvælstof, som er miljømæssigt uskadeligt. “Det er den proces, der hele tiden kører alle mulige steder. I jorden, havbunden, søerne, fjordbunden. Der bliver hele tiden fjernet kvælstof, men den proces kan kun fungere, hvis der ikke er for meget slam,” siger Stiig Markager.

Her er forskerne heller ikke helt enige. Jens Kjerulf, der har arbejdet med skaldyr, siden han i midt-80′erne skrev speciale om hummerdød, ser ikke grund til at være specielt bekymret for, at muslingeopdræt skal forstyrre den vigtige nitratånding. “Det kan faktisk gå begge veje. Der er videnskabelige undersøgelser, der viser, at nitratåndingen stimuleres, fordi der kommer friskt organisk materiale i form af muslingelort. Så nitratåndingen øges faktisk under nogle muslingeanlæg,” siger han.

Et sted imellem de uenige eksperter finder vi Jens Borum, som er lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og ekspert i marine virkemidler. Han mener, at han og forskerkollegerne i bund og grund er enige: Muslingerne filtrerer vandet, og man fjerner næringsstoffer, når man høster dem. Til gengæld skider muslingerne og skaber en ophobning af næringsstoffer under anlæggene. “Det tror jeg sådan set, at vi alle på en dag, hvor vi sidder og drikker øl sammen, kunne blive enige om. Spørgsmålet er, hvordan man vægter de positive og negative effekter,” siger han.

Gruppen af forskere, der beskæftiger sig med muslingeopdræt, lader da også til at være lille nok til at sidde om et bord på en bar. Jens Borum og hans navnebror Kjerulf fra DTU Aqua har engang arbejdet sammen på et projekt i Grønland. “Jeg kender jo Jens Kjerulf rigtig godt. Han er rigtig sjov og frisk. Men vi er uenige om nogle ting,” siger Jens Borum. En af de ting er altså, at Jens Kjerulf klart vægter muslingernes positive egenskaber højest. Jens Kjerulf mener, at kritikerne blæser de negative konsekvenser op. Anlæggene fylder procentvist så lidt i fjordene, at selv om der ophober sig muslingelort, der forbruger ilt, når det bliver nedbrudt, så strømmer der langt mere friskt vand – og dermed ilt – forbi.

Jens Kjerulf peger på en ny rapport fra The Nature Conservancy, en af verdens største miljøorganisationer. Den samme rapport fremhæver Klaus Astrup fra Blå Biomasse flere gange. I rapporten bliver muslingeopdræt kaldt “genoprettende akvakultur”. Men rapporten støtter faktisk også nogle af kritikernes pointer, fortæller rapportens hovedforfatter. “Spørgsmålet om skala er vigtigt i forhold til at afgøre, om skaldyrsopdræt er en netto fordel eller ulempe for økosystemet,” siger Seth Theuerkauf, der er forskningskoordinator ved det statslige NOAA National Marine Fisheries Service i USA. Han forklarer, at muslingeopdræt kan være en meget positiv ting under de rigtige forhold og i det rigtige omfang. Men hvis anlæggene bliver for store, kan balancen tippe.

Det vil imidlertid aldrig komme på tale, at muslingeopdræt herhjemme kan få et omfang, hvor det kommer til at gøre skade, mener Jens Kjerulf fra DTU Aqua. Der er nemlig ikke føde til flere end de cirka 300.000 tons muslinger, som han og hans kolleger mener vil kunne dyrkes i Danmark. “Når der bliver for mange muslinger, så skal de slås om maden, og så vokser de ikke særlig effektivt. Og når de vokser mindre, skider de mindre, og så bliver belastningen af bundmiljøet også mindre,” siger han. Og selv om 300.000 tons også er ubegribeligt mange muslinger, vil det ifølge Jens Kjerulf ‘kun’ dække omkring fem procent af vores kystvande. Og de 312.500 hektar, som står til at blive udlagt til muslingeopdræt, vil aldrig i realiteten blive fyldt med muslinger, mener han.

Hvem der end viser sig at få ret, så mener Jens Borum fra Københavns Universitet – den mere skeptiske Jens – at der under alle omstændigheder er grund til at stille et af de store, principielle spørgsmål, der løber som en understrøm under mange af tidens diskussioner om klima- og miljøkompensation:

“Skal man overhovedet bruge den slags anlæg til at kompensere for udledninger, der egentlig burde være blevet stoppet oppe på landjorden? Landbruget er voldsomt interesseret i det, for så behøver de ikke reducere så meget. Man er nødt til at stoppe udledningerne så tæt på kilden som muligt. Det bliver en undskyldning for ikke at gøre tilstrækkeligt på landområdet,” siger han.

Tilbage på fjorden ud for Hvalpsund er muslingeprammen Elvira, der er opkaldt efter Mark Lykkes ældste datter, på vej i land igen. I dag var kun en lille tur ud for at tjekke linerne. Det store arbejde går først i gang til foråret, når muslingerne skal høstes, og nye liner hænges ud. De høster altid om søndagen, så muslingerne kan nå helt friske frem til Holland mandag morgen. Marks kone Karina, der også arbejder i firmaet, og deres to børn er altid med. “Mine børn er allerede ivrige muslingeopdrættere,” griner Mark. “De spørger jævnligt, hvornår vi skal på arbejde. Så får de gummitøj på, og så hjælper de med at skære muslingerne ned eller binde bøjer på hovedlinen.

“Den bette Nor, han har mange gange taget en lur oppe i forenden af båden,” bryder Kaj-Lykke ind. “Så finder han lige en stak reb at ligge på.”

Selv om både far og søn griner og smiler meget, er der bekymring for fremtiden at spore. Lokalområdet, der før var så glade for den lille virksomhed, er blevet mere kritiske i takt med, at de store smartfarms er begyndt at dukke op i fjorden. De negative følelser smitter af på Muslingeriet, og det ærgrer Mark Lykke, der ellers gør, hvad han kan, for at markedsføre sine muslinger som økologiske og skånsomme for fjordens økosystem. “Vi har en helt unik ressource og efterhånden den eneste, vi har tilbage i fjorden. Der er stort set ikke fisk tilbage,” siger han. Han frygter, at smartfarms for statsmidler får lov til at presse vandmiljøet i fjordene endnu mere, og at smartfarm-muslingerne støvsuger fjorden for føde. “Fra vores synspunkt er det tosset at lave muslinger til foder, når vi kan producere en af verdens bedste fødevarer næsten CO2-neutralt,” siger han.

Mark og Kaj-Lykke skrev sidste år et brev til miljøminister Lea Wermelin og fiskeriminister Rasmus Prehn for at gøre dem opmærksomme på den fare, de mener, fjorden og skaldyrsbranchen står over for. Nu er det op til politikerne på Christiansborg at beslutte, hvilken rolle de små skaldyr skal spille i fremtiden. Spørgsmålet er i bund og grund, hvad de vægter højest: Det, muslingerne spiser, eller det, der kommer ud igen.