Hvem vil ikke gerne være verdens reservevaluta? Kina udfordrer dollaren

DOLLARGRINKina vil have sin valuta til at udfordre USA’s dominans. Collage: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I Beijing er man i det stille begyndt at positionere sin valuta som et globalt alternativ til den amerikanske dollar. Det er en kortsigtet nødvendighed for at holde sig fri af Washingtons sanktioner – og et langsigtet mål om at udfordre et globalt handelssystem, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig.

Lad os begynde med olien.

Noget vigtigt ændrede sig nemlig i 2018, når det gjaldt olie – og den forandring forklarer en langt større historie om penge og magt, om Kina og USA.

Forklaring følger:

I mange, mange år har det været sådan, at handel med olie på verdensmarkedet foregik med dollars. Hvis du for eksempel var en dansk oliehandler og skulle købe en tønde olie, var du tvunget til at gå i banken, veksle dine danske kroner til amerikansk valuta – og derefter finde en olieforhandler med tønder på lager, der ville tage imod dine dollars. Det har nærmest været et grundvilkår i moderne økonomi: Olie og dollars hænger sammen.

Lige indtil marts 2018.

Her skete et stille, men seismisk skifte i markedet for olie: Det blev muligt at købe olie med renminbi, den kinesiske møntfod, også kendt som yuan.

På overfladen virker det måske som en lille forandring. Du skal stadig veksle dine kroner, før du kan få fat i din olie. Men under overfladen er der et stort skifte undervejs, der kan opsplitte verdensøkonomien, som vi kender den.

At man sådan kan købe sin olie med renminbi, er i sig selv et brud med den dominerende rolle, den amerikanske dollar har haft siden Anden Verdenskrig. Dollaren er verdens valuta. Det er den møntfod, der står helt centralt i den internationale handel. Det er den møntfod, verden typisk låner penge i på tværs af grænserne. I dag udgør dollaren cirka to tredjedele af alle verdens penge, den globale handel i dollars er tre gange så stor som USAs samlede handel, og det er dollars, IS beder om, når de kræver løsesum for deres gidsler.

Men det er i tiltagende grad en position, der er under beskydning fra både øst og vest. Europæerne har luftet deres utilfredshed med det eksisterende system, og kineserne, som vi fokuserer på her, tager aktivt skridt til at udfordre det eksisterende system.

Kina er klodens andenstørste økonomi, og hvis man tror på lange økonomiske fremskrivninger, vil det være verdens største økonomi inden 2040. Det er kun naturligt, at en økonomi af den størrelse ikke er interesseret i at underlægge sig et andet lands regler for handel. Derfor står vi foran en valuta-magtkamp, der kan nedbryde forrige århundredes handelssystem.

UDVIKLINGKinas præsident, Xi Jinping, taler for nogle af verdens vigtigste vækstlande, de såkaldte BRIKS-lande: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Foto: Gianluigi Guercia / AFP / Ritzau Scanpix

Det er vigtigt med et forbehold her. Renminbiens rolle er internationalt stadig meget lille. Den canadiske dollar bruges til sammenligning i flere transaktioner rundtomkring i verden.

Men hverken Canada eller Storbritannien, Japan, EU eller Schweiz (pund, yen, euro, franc) har haft ambitioner eller grund til at udfordre det dollar-dominerede handelssystem. Det har Kina. Og den igangværende handelskrig har kun medvirket til, at man har fremmet de ambitioner.

Det har blandt andet udmøntet sig i, at man i Beijing er begyndt at åbne sine hidtil lukkede finansmarkeder. Man har øget mængden af renminbi-lån til andre lande. Og man har indikeret, at man vil lade sin valuta flyde mere frit. Nogle af de tiltag er mere succesfulde end andre, men de ovennævnte olietønder, der kan købes for renminbi, er på otte måneder vokset til at udgøre 14 procent af markedet.

Samtidig får man, på en måde, hjælp fra USA. Den amerikanske statsgæld er nået 24.000 milliarder dollars – præsident Trumps skattelettelser har kun øget gælden. Blandt kreditorer er man i det stille begyndt at kigge med bekymring på gældens størrelse og den skrøbelig politiske situation i landet – blandt andet Donald Trumps konstante angreb på landets principielt uafhængige centralbank.

Samtidig har man set, hvordan mange lande med store lån i dollars har problemer med at vedligeholde deres gæld, når dollaren stiger i værdi. Argentina er det bedste eksempel. Pesoen, den argentinske valuta, er halveret i værdi mod dollaren det seneste halve år, og da Argentina har store gældsforpligtelser i dollars, er det blevet dobbelt så dyrt for argentinerne at betale renter på den gæld. Den klemme har ramt en del lande.

Derfor lader især udviklingsøkonomier sig i stigende grad friste af billige lån fra Kina. Udviklingslande har ellers i høj grad taget lån gennem de amerikansk- og dollar-dominerede institutioner Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Men de stiller skrappe krav, før yderligere lån gives. Her kommer Kina så ind i billedet. Hen over efteråret 2018 har Pakistan for eksempel modtaget flere lån fra Beijing.

Hvis Beijing lykkes med sine renminbi-planer, vil det være en kæmpe forandring fra den verden, vi kender. Skal den danske stat udstede renminbi-lån, når den mangler penge? Skal vi sælge naturgas med renminbi? Kommer din pensionsopsparing til at sponsorere boligbyggeri i Kina? Hvad vil det betyde for magtbalancen mellem Kina og USA – og for den globale økonomi?

For at forstå bør vi først kigge på, hvordan dollaren kom til at dominere international handel.

Ifølge Den Europæiske Centralbank står to tredjedele af verdens gæld i dollars, og det samme gør sig gældende for de reserver, alverdens centralbanker har liggende. Det er dollars, man bruger, når man handler olie, guld og kobber og et hav af andre råvarer, og det er dollars, IMF udlåner i, når en regering igen har brugt mere, end den burde, og må gå tiggergang.

Over de sidste 80 år har vi oplevet den største velstandsskabelse i verdenshistorien, og det ville være blasfemisk ikke at tilskrive noget af den velstandsvækst den rolle, dollaren har spillet som verdens reservevaluta. At være reservevaluta betyder, at diverse landes centralbanker holder et andet lands valuta i reserve”, det vil sige, at det ligger ubrugt hen i bankboksen i reserve.

Amerikanerne påtog sig rollen som reservevaluta med Bretton Woods-aftalen fra 1944. Bretton Woods blev skabt på idéen om, at global samhandel kunne forhindre fremtidige stormagtskrige. For at smidiggøre det setup, blev verdens valutaer bundet til den amerikanske dollar, så individuelle lande ikke længere kunne devaluere deres valutaer mod andre landes.

I fostervandet fra Bretton Woods blev IMF og Verdensbanken til, og de to supranationale institutioner fik blandt andet til opgave at assistere verdens handlende nationer med at fastholde deres bånd til den amerikanske dollar (ligesom Danmark i dag har et bånd til euroen). Det skulle forhindre for store handelsubalancer mellem nationerne.

For at opbygge tillid til det nye system, blev dine dollars garanteret en såkaldt guldkonvertibilitet. I praksis betød det, at du for hver ounce (cirka 30 gram) af guld fik 35 dollars i hånden.

Det blev den amerikanske centralbanks fremmeste opgave at holde det system i live: På ryggen af guld, tillid og i en verden, der hungrede efter fred, blev dollaren de facto-reservevaluta og det foretrukne transaktionsmiddel for handelsfolk, der solgte og købte på tværs af landegrænser.

Selv efter at Richard Nixon opgav guldgarantien i starten af 1970’erne, forblev dollaren verdens reservevaluta. Delvist på grund af praktiske årsager – nu havde man sat hele systemet op – og delvist på grund af tillid til den amerikanske centralbank. Federal Reserve, som centralbanken hedder, var (næsten) politisk uafhængig og førte ansvarlig pengepolitik, der sikrede dine dollars en vis stabilitet.

Men det var også lige så meget, fordi der reelt ikke var et alternativ ude i verden: Japan, EU, Storbritannien og Schweiz har alle valutaer, der teoretisk kunne indtage en rolle som reservevaluta, men de har i sidste ende ikke været villige til at forsyne resten af verden med nok penge til at udfordre dollarens dominans.

Og det er på trods af, at der er store fordele ved at være reservevaluta: Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing beskrev dollarens reservevalutastatus som et eksorbitant privilegium” for USA, blandt andet fordi amerikanerne får lov til at låne penge til meget lave renter.

Hvis man opgav sin rolle som verdensreservevaluta, ville den gennemsnitlige amerikanske rente stige med 0,8 procentpoint, ifølge beregninger fra University of California-økonom Barry Eichengreen. 0,8 procentpoint er en hel del, når man sætter det i forhold til den amerikanske statsgæld på 24.000 milliarder dollars.

Der er dog også ulemper ved at være verdens reservevaluta.

Store dele af den amerikanske gæld er ejet af udlændinge, og det er delvist en funktion af, at dollaren er reservevaluta. Det er også en grund til, at andre lande ikke har været villige til at påtage sig de omkostninger, der er, ved at være hele verdens valutareserve: underskuddet på betalingsbalancen.

Forklaringen kommer her – hold tungen lige i munden:

Amerikanske dollars kan betragtes på samme måde som en almindelig vare produceret af en hvilken som helst virksomhed. Lad os bruge fløde som eksempel.

Hvis Arla ønsker, at danskerne skal spise flødeis lavet på Arlas fløde, bliver firmaet også nødt til at sende mere fløde ud af fabrikken, end man bruger selv. Isproducenterne skal have fat i fløden et sted fra, og hvis Arla ikke er villig til at sælge sin fløde, må isfirmaerne enten selv lave den eller finde en anden forhandler.

Det samme gør sig gældende for dollaren: hvis amerikanerne ønsker, at en dansker bruger dollars, når han køber olie i Saudi-Arabien, skal de forsyne ham med dollars. Og dollarene kommer til Danmark ved, at danske virksomheder sælger ting til USA. Altså: Amerikanerne skal købe flere ting fra andre lande, end de sælger til dem – de skal sende flere penge ud af landet, end de får ind. Det sikrer, at der er et overskud i dollars ude i landene og i den globale økonomi.

Men: Det giver også et problem for USA – et underskud på betalingsbalancen.

USA forsyner altså resten af verden med dollars til gengæld for meget billige renter på lån. Det er en fordel. Og den udnytter amerikanerne til fulde: De låner løs og sparer meget lidt op. Med 17 procent har amerikanerne en af de laveste opsparingsrater i verden. Til gengæld har landet været villigt til at acceptere ulempen: handelsunderskuddet.

Men også her er der forandringer. Netop det amerikanske handelsunderskud har Donald Trump brokket sig ganske meget over. Og når han gør det, er det altså de facto også et angreb på … dollarens rolle som reservevaluta.

TIL BORDSDonald Trump har i længere tid været i handelskrig med Kina og Xi Jinping. Foto: Pablo Martinez Monsivais / AP / Ritzau Scanpix

Chimerica kaldes den uudtalte aftale, som Kina og USA har haft de sidste 25 år: USA købte kinesisk eksport i form at forbrugsgoder og tungt maskineri til gengæld for, at kineserne købte amerikansk gæld i form af statsobligationer. Det er sket i en grad, så Kina i dag har den største udenlandske beholdning af amerikanske statsobligationer, tæt forfulgt af Japan (netop det land, amerikanerne frygtede ville nedbryde deres dollar-imperium op gennem 1970’erne).

I en dollarfokuseret verdensøkonomi er den nuværende handelskrig og dens langsigtede konsekvenser en trussel mod den kinesiske økonomi. Især når det kommer til råvarer. Kina er storimportør af råvarer såsom olie, metaller, kobber og gas. De varer er svære at købe uden dollars, og hvis USA og Kina skrider længere fra hinanden, kan USA lukke ned for Kinas brug af dollars (ligesom det nu sker med Iran).

Og det er, selv om Kina ikke køber sine varer fra USA: Over halvdelen af kinesisk import er fra asiatiske lande, mens kun ti procent stammer fra USA. I den halvdel, der stammer fra asiatiske handlende – hvoraf en stor andel af varerne er råvarer – er der teoretisk set ikke nogen grund til, at der skal blandes dollars ind.

Men for at skære dollaren ud af en handel mellem for eksempel Indonesien og Kina for en tank palmeolie, ville det kræve, at den indonesiske eksportør var interesseret i kinesiske renminbi som et alternativ til dollaren. Hidtil har indoneseren kun været interesseret i dollars. For det var den valuta, han selv skulle bruge, hvis han ville handle med andre lande end Kina.

Men indoneseren kunne blive interesseret i renminbi på forskellige måder:

Hvis valutaen var en attraktiv investeringsmulighed i Kina: hvis han kunne købe kinesiske aktier eller gæld (hvilket han ikke kan i dag, fordi de kinesiske finansmarkeder er lukket land for udlændinge). Men i særdeleshed, hvis indoneserens nyfundne renminbi kunne bruges som handelsmedium. Hvad hvis han kunne bruge renminbi til at købe produkter fra andre lande – Thailand for eksempel – fordi thailænderen til gengæld kan vende sig om og handle et andet sted med den kinesiske valuta, og så videre og så videre.

Helt alternativt skulle den handlende indoneser anse sine nyfundne renminbi som værdifulde i sig selv – en bunke sedler, han gerne ville holde på som en form for sikkerhed i fremtiden; en valuta, man kunne holde i reserve.

Kinesiske ledere har en sund tendens til at tænke på fremtiden. Langsigtet. Det er delvist et resultat af, at hver præsident sidder på posten i ti år, opdelt i to perioder. For hver periode bliver der publiceret en femårsplan, der tegner omridset for potentielle reformer i den kommende periode.

Første gang man kunne læse om planen for at gøre renminbien internationalt attraktiv, var i femårsplanen fra 2011. Den politisk styrede centralbank fik til opgave at arbejde med at åbne landets finansmarkeder for omverdenen. Det arbejde drejede sig i første omgang om at få renminbien med i en såkaldt kurv af valutaer kaldet SDR, som indeholder amerikanske dollars, euro, japanske yen og britiske pund.

Det lykkedes i 2015, hvor renminbien blev inkluderet. At være en SDR-valuta har i praksis ikke så stor betydning, men det giver en vis form for respekt og anerkendelse af modenhed. Tillid, om man vil.

Næste skridt har været at åbne sine finansmarkeder, så folk kan bruge deres renminbi på blandt andet at investere i kinesiske aktier. Det er skridt, som Beijing, klog af nabolandenes skade, tager i gåsegang: I 1997 satte den asiatiske finanskrise flere udviklingslande årtier tilbage, og det er den historie, Kina ikke vil gentage. Og efter den globale finanskrise i 2008 kiggede man med skepsis på USA og konkluderede, at utæmmet international finans var mere en trussel end en gave.

Således har ikke-kinesere i dag kun adgang til kinesiske børser ad omveje. Kinesisk gæld er ikke mulig at købe for udlændinge. Men i de seneste år er Beijing begyndt at åbne op: Man har fjernet en begrænsning for udenlandske bankers ejerandele af kinesiske ditto. Man vil lade private investorer købe kinesiske aktier på kinesiske børser inden for de næste tre år. Og man har gang i en større restrukturering af det indenlandske gældsmarked.

Før renminbien kan blive attraktiv for ikke-kinesere, kræver det også, at man løfter den strikse kapitalkontrol, der i dag forhindrer én i at tage mere end 450.000 renminbi (cirka det samme i kroner) ud af landet årligt.

Vi skrev tidligere, at tillid spillede en rolle for dollarens position som verdens reservevaluta. Så: Er der tillid til renminbien?

I et demokratisk kapitalistisk land skulle ovenstående spørgsmål rettes til nationalbanken, men i Kina kontrolleres People’s Bank of China, PBOC, af partiet. I USA – og Danmark – er en politisk uafhængig centralbank i teorien en sikring mod, at politikere manipulerer et lands pengepolitik op til et valg. Omverdenens tillid til dollaren er i høj grad en funktion af, at man har tillid til den amerikanske centralbank, og at politikerne ikke presser selvsamme for meget. Men det tog amerikanerne mere end 20 år med guldgaranti, før sådan en tillid var opbygget.

Måske har Beijing erkendt, at tilliden til dens politik i udlandet trods alt ikke strækker til renminbi-tillid.

Gavekal Dragonomics, et økonomisk researchfirma, har kigget på renminbiens bevægelser over de seneste seks måneder og har opdaget noget interessant: Renminbien følger guldet. I tidligere tider fulgte den dollaren, da det var det største eksportmarked for Kina, og man ville undgå for mange valutarisici i det forhold. Men det spænd blev opgivet for snart tre år siden. Her annoncerede den kinesiske centralbank, at man ville følge en kurv” af valutaer (SDR-kollegerne og et par til) i stedet for dollaren. Men som Gavekals research fremhæver, har udsvingene til den kurv været store, hvorimod udsvingene til guld har været relativt små: Renminbien følger altså guld tættere end de nævnte valutaer.

En ting, folk har tillid til, er nemlig guld.

Og fra Gavekals side spekuleres der i, om Beijing har tilbudt blandt andet Rusland – som man køber en masse olie og gas fra – at tage imod mange milliarder af renminbi i vished om, at der eksisterer en underliggende guldgaranti. En sådan guldgaranti fungerer kun, hvis omverdenen betragter den som troværdig: at der reelt er guld tilbage i centralbanken, når man kommer med sine renminbi. Centralbanken PBOC annoncerer sjældent, cirka hvert syvende år, hvor store guldreserver man har, men flere finansmedier har spekuleret i, at guldreserverne er blevet forøget siden seneste opgørelse i 2015.

Guldgarantien er endnu spekulation, men det er resten af Kinas Bretton Woods-agtige infrastruktur ikke. Under Bretton Woods havde man IMF og Verdensbanken til at forsyne verdens dollarsultende handlende. I løbet af det seneste årti har Kina oprettet henholdsvis New Development Bank, NDB, og Asian Infrastructure Investment Bank, AIIB, som i design godt kunne minde om henholdsvis Verdensbanken og IMF. Og de står klar til at forsyne verden med billige renminbi.

Timingen er perfekt. Kombinationen af høj amerikansk vækst og ekspansiv pengepolitik har forøget dollarens værdi de seneste år. Det har sat alverdens virksomheder og regeringer med lån i dollars under pres (vi nævnte Argentina tidligere). For dollaren er steget i værdi, mens andre landes valutaer ikke er fulgt med. Det har betydet, at man har skullet bruge mere af sin egen valuta (kroner, pund, peso etc.) for at betale sin gæld i dollars.

Især fattigere lande syd for ækvator er kommet under pres, idet deres dollargæld er blevet sværere at betale af på. Det er en ond cyklus, der groft sagt gentager sig i mange udviklingsøkonomier cirka en gang per årti; dollaren stiger i værdi relativt til den nationale valuta, og det bliver sværere at betale af på ens gæld. Men situationen har alligevel ændret sig:

Før i tiden har landene måttet bede IMF om hjælp og endnu flere dollarlån. I dag er der et reelt alternativ i form af Beijings renminbi-lån. Og de lån kommer med færre krav og, i visse tilfælde, lavere renter, og så giver de landene en mulighed for at sprede deres gæld.

STORMAGTERTrump har anklaget Kina for økonomisk voldtægt. Men der har også været venligere toner mellem landenes præsidenter. Foto: Andrew Harnik, Ritzau Scanpix

Der er dog stadig lang vej endnu, før Kinas valuta er tæt på at blive global reservevaluta.

Uanset hvor store Beijings renminbi-planer er, så er valutaens rolle i verden stadig meget lille. Som nævnt bliver den canadiske dollar brugt i flere internationale transaktioner end renminbien, få centralbanker har renminbi i reserven og indoneseren foretrækker stadig dollars for sin palmeolie.

Men Bretton Woods blev heller ikke bygget på en dag, og man er fra kinesisk side ved at have infrastrukturen på plads. UnionPay, den kinesiske konkurrent til Visa og MasterCard, er i dag verdens mest brugte betalingskort. I store dele af Afrika og Asien opsætter man skridt for skridt kinesisk betalingsinfrastruktur, der skal servicere de renminbi-handlende. Belt and Road Initiative, verdens største infrastrukturprojekt, har som mål at gøre Kina til nutidens Rom med veje, jernbaner og havne, der skal forbinde verden med klodens største eksportøkonomi. Målet er, at man kan finansiere mange Belt and Road-projekter med renminbi, som til gengæld kan flyde tilbage til Kina via nye handelsaftaler.

For cirka 100 år siden, sidste gang en verdensvaluta blev væltet af tinde, var det det britiske pund, der blev erstattet af dollaren. Det tog kun ti år for dollaren at blive en mere brugt valuta end pundet. Og interessant er det, at pundet i sig selv ikke blev brugt i mindre grad, det blev bare overhalet af dollaren.

Så hvad ville det betyde, hvis Kina en dag blev et reelt alternativ til dollaren som planetens foretrukne møntfod?

Den største vinder i en verden, hvor renminbien har samme status som dollaren, ville være Kina. Ligesom amerikanerne har nydt godt af dollarens dominans, vil kinesere gøre det samme. Først og fremmest ville det blive muligt for kinesiske råvareeksportører at sætte deres priser i renminbi frem for dollars, som det allerede nu er begyndt at ske med olie.

Sådan et skift ville betyde, at kineserne ikke behøvede at bekymre sig om dollarens værdi, når de solgte deres råvarer. I dag holder alverdens råvareeksportører nøje øje med dollaren for at finde ud af, hvad deres råvarer egentlig er værd. Og det ville være vigtigt, for Kina eksporterer en hel del råvarer, blandt andet jern, sjældne metaller og bauxit (aluminiumsmalm).

Det ville også være påkrævet af verdens centralbanker at have renminbi i deres bankbokse, fordi landenes virksomheder skal være i stand til at veksle, når de skal handle med kinesiske ditto. Da det ville øge efterspørgslen på renminbi, ville det gøre det billigere for kineserne at låne, ligesom det i dag er det for amerikanerne.

I den globale økonomi er alle lande mere eller mindre bundet op på, hvordan det går andre steder. Når USA nyser, bliver Singapore forkølet, var der engang en klog mand, der sagde. Selv i en sådan verden er Kina stadig afhængig af omverdenen: Cirka 20 procent af landets bruttonationalprodukt kommer fra eksportsektoren, men næsten vigtigere, 120 millioner kineseres job er direkte afhængige af, at andre lande køber Kinas varer.

Det er ikke en situation, man fra Beijings side har lyst til at være i. Kina har historisk foretrukket at afskærme sig fra omverdenen. De seneste 40 år har været en abnormitet. Paradoksalt nok kan en internationalisering af renminbien gøre Kina mindre afhængig af omverdenen. Det vil give Beijing friheden til at handle med andre lande på egne vilkår.

Hverken guldgaranti, åbne finansmarkeder eller oliehandel vil gøre renminbien til reservevaluta på kort sigt. Men det er alt sammen små skridt på vejen mod et større mål om at liste sin økonomi væk fra at befinde sig under sålen af den amerikanske dollar.

På visse parametre er Kina allerede verdens største økonomi, og man bliver det højst sandsynligt på BNP-parameteret inden de kommende par årtier. I den rolle har Beijing ikke tænkt sig at danse efter Washingtons pibe – og eksemplet med valuta er blot et af mange.

Hvis verdensøkonomien reelt er ved at blive splittet i to, kan mindre nationer og multinationale virksomheder blive tvunget til at beslutte, hvor deres loyalitet ligger. Og hvis Kina er verdens største marked, er der ingen garanti for, at USA vil være deres førstevalg.

Ligesom det gælder næste gang, du skal ud at købe en tønde olie.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem