Danmarks klimamål bliver ikke til noget uden virksomhederne. Her er, hvordan de forestiller sig, at det (næsten) skal lykkes

FOSSILFRITDanmarks udledninger skal ned, men hvordan? Nu har vi fået erhvervslivets bud, og det er ikke uspændende. Foto: Mads Jensen, Biofoto/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Når en pandemi rammer landet, kan det være svært at koncentrere sig om andet, men klimaet fortjener stadig en plads i bevidstheden. Og netop som corona-krisen eskalerede, leverede erhvervslivets sektorer nogle længe ventede indspark til det politiske arbejde for at skabe en gennemgribende grøn omstilling af Danmark i løbet af de næste ti år. Her er Thomas Hebsgaards gennemgang af de vigtigste forslag – og det, der glimrer ved sit fravær.

Mens corona erobrede nyhedsbilledet, modtog klimaminister Dan Jørgensen, hvad der bedst kan beskrives som en blanding af et idékatalog og en meget lang ønskeseddel fra erhvervslivet. Det handlede om omstillingen af Danmark til en klimaneutral fremtid, og det var de helt store kanoner, som stod bag.

Direktørerne i kæmpestore virksomheder som Mærsk, Ørsted, DSV og Aalborg Portland har siden november siddet for bordenderne i 13 brancheopdelte klimapartnerskaber, som på regeringens opfordring har arbejdet på hver deres indspark til den klimahandlingsplan for Danmark, som politikerne på Christiansborg nu så småt er gået i gang med at forhandle.

Hvert partnerskab består af repræsentanter fra relevante virksomheder og brancheorganisationer, og mandag den 16. marts skulle de 13 partnerskaber aflevere deres bud på, hvordan de hver især kan hjælpe nationen med at leve op til klimalovens mål – nærmere bestemt den del, der handler om at skære 70 procent af drivhusgasudledningerne i 2030, sammenlignet med 1990.

Resultatet er en hel stribe rapporter fulde af tal, forslag og beregninger, og det er … uoverskueligt. Men det er også ret vigtigt. Regeringen har fra begyndelsen lagt stor vægt på, at erhvervslivet skulle sidde med helt fremme i klimabussen, og derfor må man regne med, at en god del af forslagene kan ende med at blive til konkret klimapolitik inden for en overskuelig fremtid. Dertil kommer, at rapporterne tilsammen giver et billede af, hvordan en grøn omstilling af økonomien rent faktisk ser ud, sådan helt konkret, inde i hovederne på dem, der virkelig har fingrene nede i bolledejen.

Så hvad er det, erhvervsbosserne forestiller sig? Jeg vil nu prøve at give et overblik ved at svare på fire centrale spørgsmål:

  1. Hvad batter noget i forhold til at få udledningerne ned?
  2. Hvad ser ud til at blive svært?
  3. Hvad er nøgleteknologierne?
  4. Hvad bliver slet ikke nævnt, selv om det faktisk kunne gøre en stor forskel?

Det kommer blandt andet til at handle om brint, ådale, CO2-fangst og noget uhyre ombejlet organisk materiale. Og lad os så se at komme i gang.

1. Hvad batter noget?

Klimapartnerskabernes rapporter indeholder virkelig mange forskellige bud på, hvordan erhvervslivet kan reducere sine drivhusgasudslip, og hvis jeg nævnte dem alle sammen, ville dit hoved muligvis eksplodere. Så lad os se bort fra eldrevne gaffeltrucks og LED-pærer i Bilka og fokusere på det, der virkelig batter.

Her skal man selvfølgelig først og fremmest kigge på de sektorer, der har en stor udledning: landbruget, el- og varmesektoren, landtransporten og den tunge industri. Og bare lige for en ordens skyld: Alle de tal, jeg kommer til at nævne nu, er fra partnerskabernes rapporter.

En af de helt store poster er landbrugets meget omtalte lavbundsjorder. Det vil sige dyrkede arealer i ådale og andre våde steder, hvor indholdet af kulstof i jorden er højt. Når den slags jord bliver drænet og pløjet, fordamper kulstoffet og bliver til CO2. Hvis man tog 108.000 hektar lavbundsjorder ud af drift frem mod 2030, ville det give en årlig drivhusgasbesparelse svarende til tre millioner tons CO2. Bare lige for at sætte det i perspektiv svarede Danmarks årlige udslip af drivhusgasser i 2017 til knap 54 millioner tons CO2. (Og når jeg siger svarer til’, så er det, fordi regnskabet opgøres i CO2-ækvivalenter, hvor andre drivhusgasser som metan og lattergas omregnes’ til CO2 ud fra deres evne til at varme kloden op). Landbruget kan også spare, hvad der svarer til 0,7 millioner tons CO2, ved at tilsætte nogle særlige stoffer til gødning, som forhindrer gødningens kvælstofforbindelser i at blive omdannet til lattergas.

En anden stor post er selvfølgelig det kul, olie og gas, vi stadig brænder af for at få strøm og varme. Seks millioner tons CO2 kan spares ved at droppe kul på de kraft-varme-værker, som stadig fyrer med det. Cirka halvt så meget, altså tre millioner tons CO2, kan spares ved at erstatte private olie- og naturgasfyr med andre varmekilder. Ved at holde op med at bruge olie og naturgas til at lave fjernvarme kan man spare yderligere 1,1 millioner tons CO2. Endnu en million tons CO2 kan spares ude på boreplatformene i Nordsøen, dels gennem energisparetiltag, dels ved at holde op med at brænde gas af for at lave strøm, men i stedet bruge havvindmøller. Et smukt billede i øvrigt, en havvindmølle, der leverer strøm til en boreplatform … en lille smule absurd måske?

Nå, men så er der også den tunge industri. Her bakser man med, at visse processer kræver meget høje temperaturer, som man i dag brænder kul, koks eller naturgas af for at opnå. Industrien vurderer selv, at der kan spares 1,1 millioner tons CO2 ved at skifte de fossile brændsler ud med biogas. Et andet problem i den tunge industri er, at visse processer (for eksempel cementproduktion) i sig selv udleder drivhusgasser. Her anslår industrien, at der kan spares yderligere 1,1 millioner tons CO2 ved at opfange drivhusgassen fra de pågældende processer og gemme den i undergrunden. Cementfabrikken Aalborg Portland fylder i øvrigt utrolig meget her og udgør alene næsten halvdelen af de aktuelle udledninger. De næststørste udledere er olieraffinaderier. Det er altså også på cementfabrikken og hos raffinaderierne, at potentialet for reduktioner er størst.

Endnu en stor post er bygninger. Bygge- og anlægsbranchen anslår, at man kan spare 1,25 millioner tons CO2 ved at energirenovere eksisterende bygninger og styre energiforbruget intelligent. Yderligere 1,1 millioner tons kan spares, mener branchen, hvis politikerne sætter krav til nybyggerier om, at opførelsen af dem ikke må føre til mere end en vis drivhusgasudledning per kvadratmeter over hele byggeriets levetid.

Egentlig var klimapartnerskabernes opgave udelukkende at komme med input til, hvordan man kan reducere udledninger, som sker i Danmark, frem mod 2030. Men flere af partnerskaberne har ikke kunnet dy sig for at kigge lidt længere frem i tiden eller regne på, hvor meget de hver især kunne gavne klimaet globalt set.

Rederibranchen er selvfølgelig på banen her, og med god grund. De færger og fiskekuttere, som futter rundt i dansk farvand, fylder ikke meget i det nationale klimaregnskab, men den samlede danske rederibranche er stor nok til at fylde noget i det globale klimaregnskab. Faktisk svarer udledningerne fra danske selskabers internationale sejlads cirka til hele Danmarks udledninger. Bare ved at dele data om energieffektivisering mener rederierne at kunne reducere deres udledninger med tre til fem procent. Og fem procent af den danske rederibranches aktuelle udledninger er 2,6 millioner tons CO2. På længere sigt er Det Blå Danmarks erklærede mål at være klimaneutralt i 2050, og det skal ske ved at sejle på strøm eller nye, klimaneutrale brændstoffer. Her er altså et virkelig stort klimapotentiale på det globale plan.

Et par andre virkelig interessante indspark, der går ud over Danmarks grænser, handler om cirkulær økonomi. Blandt andre handelsbranchen, fremstillingsindustrien og affaldsbranchen har fået øje på genanvendelse af ressourcer som et af de helt store klimahåndtag, man kan skrue på, hvor det meste af effekten så godt nok ligger uden for landets grænser. Affaldsbranchens klimapartnerskab foreslår at gøre Danmark til et modelsamfund for cirkulær økonomi og anslår det totale reduktionspotentiale til mellem syv og ni millioner tons CO2. Heraf menes lidt over én million tons at være reduktioner inden for landets grænser, som kan tælles med i klimaregnskabet. Især genbrug af plast og stål ville gøre en forskel.

FREMTIDSBILSådan en brintdrevet basse her kan måske blive fremtiden for landtransporten – men kun måske, og det er en udfordring. Foto: PR / Hyundai

2. Hvad ser svært ud?

Især to ting springer straks i øjnene: fly og lastbiler. Meeen der er også flere andre ting, som kan blive bøvlede.

Flyene først. Luftfarten er det eneste klimapartnerskab, som slet ikke har afleveret en rapport. Branchen er hårdt presset af corona-krisen, og ifølge direktør i brancheorganisationen Dansk Luftfart Michael Svane giver det ingen mening” at komme med klimaanbefalinger i den nuværende situation, som han har formuleret det over for Altinget. Branchen har dog tidligere lanceret en klimaplan på eget initiativ, hvor målet er, at udledningerne i 2030 skal være 30 procent lavere, end de var i 2017, blandt andet ved at hælde grønne brændstoffer på flyene. Men selv hvis dét lykkes, vil der altså være et godt stykke ned til en reduktion på 70 procent sammenlignet med 1990. Det afspejler, at elfly stadig ligger nogle år ude i fremtiden, og at flyvning helt generelt er en af de store klimaudfordringer.

Heller ikke landtransporten mener at kunne leve op til 2030-målet. Lastbiler skal i fremtiden køre på noget andet end diesel, men der er stadig stor usikkerhed om, hvad det skal være, og det gør det risikabelt for vognmænd og transportvirksomheder at investere, lyder argumentet. Det er ganske enkelt surt at stå med en spritny lastbil, der kører på brint, hvis der ikke er nogen steder at tanke den op. Landtransportbranchen mener kun, det er realistisk at reducere sine samlede udledninger med 55 procent – ikke 70 – og at reduktionen, hvad lastbiler angår, kan ske ved en blanding af brændstofbesparende tiltag og så et krav om, at der gradvist skal blandes mere ikke-fossilt brændstof i dieselen. På længere sigt er løsningen at gå helt over til grønne brændstoffer, men det er ikke realistisk frem mod 2030, lyder vurderingen.

En tredje, virkelig stor udfordring handler om biomasse. Altså organisk materiale af alle mulige slags, fra kloakslam og gylle til halm og træflis. Hvis man har brug for noget varme til eksempelvis at få en motor til at køre eller en kemisk reaktion til at gå i gang, og man ikke må bruge fossile brændsler, får man hurtigt øje på biomassen. Den kan nemlig brænde og i mange tilfælde erstatte kul, olieprodukter eller naturgas én til én. Og det er der rigtig mange, som har opdaget – så mange, at der nok bliver brug for en politisk prioritering af, hvem der skal have lov at bruge ressourcen. Ellers vil der simpelthen ikke være nok.

Allerede i dag har Danmark et forbrug af biomasse så stort, at det ifølge Klimarådet gør det svært at være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden”, som ambitionen ellers er formuleret i klimaloven. Det store forbrug sker især i vores kraft-varme-værker, hvor der fyres med biomasse i stor stil, og sådan vil det også være i 2030, hvis man skal tro energi- og forsyningssektorens rapport. Men samtidig er der mange andre end kraft-varme-værkerne, som har øje på biomassen som klimaløsning, og her opstår udfordringen (eller rettere: her bliver den endnu større, end den var i forvejen).

Problemet kan illustreres med halm. I dag brænder kraft-varme-værkerne mest træpiller og træflis, hvoraf meget er importeret, men også en del dansk halm. Men halm, det kan man også lave biogas af – og biogas, det bliver der brug for. Den tunge industri vurderer, at den i 2030 alene kan bruge tæt på lige så meget biogas, som vi producerer i hele landet i dag. Samtidig vil både skibsfarten og landtransporten også gerne bruge biogas i store mængder til at lave grønne brændstoffer af. Det samme vil luftfarten. Der bliver altså efterspurgt biogas i store mængder over hele linjen. Og ifølge landbrugssektorens rapport ligger en stor del af potentialet på kort sigt i halm, som i dag bruges på kraft-varme-værker. Så hvad skal brændes af i stedet for halm ovre i kraft-varme-værkerne? Endnu mere importeret træ? Og hvordan spiller det sammen med vores ambitioner om at være et grønt forbillede for andre? Det bliver ikke let, det her. Skal man også lave bioplastik og bygge mere med træ, som der er forslag om, bliver kampen om biomassen endnu mere intens.

Der er også en udfordring, som handler om koordination på tværs af landegrænser. Ikke overraskende gør mange af partnerskaberne opmærksom på, at hvis Danmark går for meget enegang med forskellige klimakrav, risikerer danske virksomheder at blive udkonkurreret af virksomheder fra lande, der ikke har så skrappe krav. Derfor er der virkelig mange opfordringer til at arbejde for fælles regler, særligt på EU-plan.

Endelig er der – selvfølgelig – også det med pengene. Det er ikke sådan, at virksomhederne forestiller sig, at de selv skal lægge alle de investeringer, som er nødvendige. Der er rigtig, rigtig mange forslag til støtteordninger og afgiftslettelser og lovændringer, som vil gøre det muligt at sende regningen for omstillingen til skatteborgere og kunder. Jeg har – indrømmet – ikke regnet værdien af det hele sammen, men et godt gæt er, at i hvert fald nogle af ønskerne ikke kan gå i opfyldelse. En interessant tanke, som luftes flere steder, og som jeg også lige vil lufte her, er dog at bruge den offentlige sektor til at skubbe på udviklingen ved at sørge for, at det offentlige køber grønt, når det køber ind.

BLÆS PÅIfølge energi- og forsyningssektoren skal vi i 2030 have syv gange så mange havvindmøller, som vi har i dag. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

3. Hvad er nøgleteknologierne?

Det er næppe længere overraskende for nogen i det her forblæste land, at der bliver brug for rigtig mange flere vindmøller både på land og vand, hvis vi skal i mål. Nok heller ikke, at taxaer, firmabiler, håndværkervarevogne og den slags skal køre på strøm, ligesom personbiler skal. At der skal nogle flere solpaneler op, kommer nok heller ikke som et chok. Og biogas har jeg nævnt. Så lad os i stedet kigge på nogle af de lidt mere eksotiske teknologier, som indtager centrale pladser i erhvervsbossernes fremtidsvisioner.

En central teknologi i flere af partnerskabernes rapporter er Power-to-X. Betegnelsen dækker over teknologier, der kan lave grøn strøm fra eksempelvis vindmøller om til brændstof. Idéen er, at når alle vindmøllerne producerer mere strøm, end nogen kan nå at bruge, kan man ved hjælp af elektrolyse lave strømmen om til brint. Brinten kan så komprimeres og bruges som brændstof i eksempelvis lastbiler, eller den kan bruges til at lave andre brændstoffer af. For eksempel – og det er virkelig smart – kan brinten bruges til at lave mere af den biogas, som der er så stor efterspørgsel på. Rå biogas består kun af cirka 60 procent metan, som er den del, der har værdi som brændstof. Resten er CO2, som man normalt bare lukker ud i atmosfæren. Men blander’ man i stedet CO2en med brint via nogle kemiske processer, kan man lave endnu mere af det værdifulde metan og altså få markant mere brændstof ud af den samme mængde biomasse – omkring 67 procent mere, faktisk.

Her er altså en teknologi, som virkelig kan gøre en forskel, hvor der er behov for det, og som ifølge erhvervsbosserne bør skaleres voldsomt op. Det vil kræve store investeringer. Meget af effekten vil først komme efter 2030, men vi skal i gang nu, hvis det skal batte i forhold til det langsigtede mål om klimaneutralitet i 2050, lyder det flere steder i rapporterne.

En anden teknologi, som indtager en central plads, er fangst og lagring af kulstof. Teknologien er også kendt som CCS, eller Carbon Capture and Storage. Den består i at opfange CO2 dér, hvor den bliver udledt – for eksempel i en cementovn – og så transportere den til et sikkert lager i undergrunden, hvor den ikke kan slippe ud. Det kunne for eksempel være i udtømte gasbrønde ude i Nordsøen. Det lyder dyrt, og det er det også, men som allerede nævnt mener erhvervslederne fra den tunge industri slet ikke, at de kan komme i mål uden fangst og lagring af kulstof, som forventes at eliminere 1,1 millioner tons af sektorens CO2-udledninger i 2030. Energisektoren forestiller sig også at bruge CCS til at fange og lagre 1,3 millioner tons CO2 fra affalds- og biomassefyrede kraft-varme-værker.

Digitalisering kan også komme til at spille en central rolle for at realisere klimamålene, og dét på tværs af alle sektorer. Klimapartnerskabet for service-, it- og rådgivningsbranchen anslår, at de kan barbere helt op til 15 procent af drivhusgasudledningerne i alle de andre brancher ved at hjælpe dem med at bruge data, kunstig intelligens og internetopkoblede dimser til at sikre den bedst mulige udnyttelse af energi og ressourcer. Og 15 procent af alle de andre branchers udledning er cirka fem millioner tons CO2, altså næsten lige så meget, som man kunne spare ved at standse helt med at brænde kul på kraft-varme-værkerne.

Den sidste nøgleteknologi, jeg vil nævne, er varmepumper. Altså elektriske apparater, som kan forvandle en lille smule varme til en hel masse varme. Små varmepumper kan erstatte olie- og gasfyr i individuelle boliger, mens store varmepumper kan erstatte kul eller biomasse på hele fjernvarmeanlæg. Varmepumper kan også gøre det muligt at udnytte overskudsvarme fra eksempelvis datacentre til fjernvarme, ligesom de kan bruges i forbindelse med geotermiske anlæg, hvor man pumper varmt vand op fra undergrunden for at lave fjernvarme. Varmepumperne er altså helt afgørende for at kunne bruge grøn strøm fra eksempelvis vindmøller til at lave varme til vores fjernvarmenet.

Varmepumper kan også, lyder det fra fjernvarmeselskabernes brancheorganisation Dansk Fjernvarme, gøre den grønne omstilling billigere ved at mindske behovet for at rejse nye vindmøller. Ved hjælp af store varmepumper kan man nemlig omdanne fjernvarmenettet til en slags megabatteri’, der lagrer særlig blæsende dages overskudsproduktion af vindmølleenergi som varme. Og når man på den måde bruger fjernvarmenettet som varmebatteri, behøver man ikke helt så mange vindmøller for at få strøm og varme nok på en kold vinterdag, hvor det kun blæser fire meter i sekundet. Det er en pointe, som ifølge Dansk Fjernvarme fylder alt for lidt i energi- og forsyningssektorens rapport, og blandt andet derfor har interesseorganisationen tænkt sig at aflevere sin egen, supplerende rapport til politikerne.

4. Hvad bliver slet ikke nævnt, selv om det faktisk kunne gøre en stor forskel?

Det allermest åbenlyse først: CO2-afgifter. Klimapartnerskaberne er ikke de eneste, som er blevet bedt om at komme med input til politikernes klimahandlingsplan for Danmark. Klimarådet leverede sit indspark den 9. marts, og en hel central anbefaling var at lægge en gradvist stigende afgift på udledninger af CO2 for at tilskynde alle i hele samfundet til at droppe det sorte til fordel for det grønne. Det var ikke superoverraskende, eftersom det er, hvad alle uafhængige eksperter har sagt i årtier, hvis man har spurgt dem om, hvordan man bedst og billigst får sat fart i den grønne omstilling. Men blandt erhvervsbossernes mange, mange forslag til politikerne er der ikke noget, som handler om en særlig dansk CO2-afgift. Årsagen er, meget kort fortalt, at man over en kam er bange for at blive udkonkurreret af virksomheder fra lande uden tilsvarende afgifter.

Danmarks store kødproduktion er en anden meget stor knap, som man kunne have foreslået at skrue på. Der sker store metanudslip fra dyrenes prutter, bøvser og afføring og betydelige lattergasudslip fra dyrkningen af dyrenes foder. Men landbrugs- og fødevaresektorens klimapartnerskab, der har Danish Crown-direktør Jais Valeur som formand, forestiller sig ikke at skære ned på kødproduktionen i Danmark. Argumentet lyder, at mindre produktion i Danmark blot vil føre til mere produktion andre steder, og at det vil mindske den reelle effekt.

Klimapartnerskabet henviser her til Det Miljøøkonomiske Råd. Rådets bedste bud er, at hvis man sparer ét ton CO2-udledning ved at reducere landbrugsproduktionen i Danmark, vil man på globalt plan kun spare et kvart ton CO2, fordi der så bare bliver lavet nogle flere grise og køer et andet sted. Til sammenligning lyder vurderingen, at ét ton sparet CO2 i dansk erhvervsliv sådan helt generelt fører til cirka et halvt ton sparet CO2 på globalt plan. Altså er den globale effekt ved at skære ned på udledninger fra dansk kødproduktion kun cirka halvt så stor som den generelle effekt af at skære ned på danske udledninger. Og det er dét, der er argumentet for ikke at foreslå, at kødproduktionen skal ned. Der er dog store usikkerheder forbundet med tallene, som landbrugs- og fødevaresektorens klimapartnerskab går relativt let hen over. Hvis andre lande også fører en ambitiøs klimapolitik, vil den reelle globale reduktion ved at skære ned på dansk kødproduktion for eksempel være langt større, end landbrugssektorens klimapartnerskab anfører.

En sidste ting, som fylder meget lidt, er spørgsmålet om fossile investeringer. Skal danske banker, pensionsselskaber og andre finansielle virksomheder fortsat investere i selskaber, der arbejder med fossil energi? Finanssektorens klimapartnerskab lover at lave flere grønne investeringer, men hvad angår de sorte, hedder det blot, at man fremover øger fokus på risikohåndteringen” i forhold til faren for, at de ender med at være værdiløse i en verden, der ikke længere efterspørger sort energi. Det er påfaldende forsigtige formuleringer al den stund, at stadig flere store finansielle institutioner på globalt plan erklærer, at de er på vej helt ud af i hvert fald de mest belastende former for fossil energiproduktion.

Man kunne helt sikkert være gået meget mere i dybden med rigtig mange ting i klimapartnerskabernes rapporter, men det her var, hvad jeg fandt mest iøjnefaldende og vigtigst at få ud over rampen. Hvis du ikke er enig i analysen eller gerne vil supplere med noget viden, så skriv løs i bidragssporet, så vi alle sammen kan blive klogere.

Til sidst vil jeg lige slå et par overordnede pointer fast, som stiger op fra alle rapportsiderne. Den ene pointe er, at selv om jeg her har fokuseret mest på de tiltag, der virkelig batter, er der også brug for virkelig mange mindre tiltag for at nå i mål. For eksempel løber det som en rød tråd gennem alle partnerskabernes rapporter, at der skal spares på energien alle de steder, hvor man kan. Det kræver rigtig mange enkeltstående indsatser rundtomkring i virksomhederne, som tilsammen kan gøre en stor forskel.

Den anden pointe er, at tingene fremover skal gøres meget anderledes i Danmark, hvis vi skal lykkes med det her. Det betyder ikke, at det er umuligt, men det betyder, at vores samfund om ti år vil fungere meget anderledes end i dag, hvis klimaambitionerne skal blive til virkelighed. Til gengæld kan vi både forvente renere luft, renere samvittighed og – hvis man skal tro erhvervsbosserne – også en hel stribe nye vindmølleeventyr inden for de nøgleteknologier, som kan få omstillingen til at ske i praksis.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: