Da Mads Langer fik et angstanfald, troede jeg, interviewet var forbi. Men det var kun begyndelsen

Hvorfor skal vi vide, hvad der er inde i popstjernen fra Skive? Jeg tog på roadtrip med ham for at finde et svar.

Foto: Sara Galbiati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Mads Langer trak sin store Volkswagen-camper ind på den ledige parkeringsplads og drejede nøglen. Han sank tilbage i sædet. Uret på bilens instrumentbræt viste 12.56, så vi havde kun et par minutter endnu. Gennem forruden kunne vi se den hvide boligblok, hvor hans psykolog lige nu sad ventede. Alligevel var der ingen af os, der rørte os ud af stedet.

Okay,” sagde jeg. Jeg skal være helt ærlig. Det virker, som om du er et ret skrøbeligt sted lige nu.”

Han lo, men på den der udmattede måde, hvor latteren er den allersidste krog, man har kræfter til at kaste ud efter et andet menneske.

Jeg er et superskrøbeligt sted,” sagde han. Jeg har det helt vildt dårligt lige nu. Jeg kan næsten ikke holde mine øjne åbne, og jeg skal … sådan virkelig tænke over at trække vejret.” Han lagde en hånd på sin brystkasse. Det er sådan, angstsymptomer er for mig, og jeg kender dem jo heldigvis. Det her er ikke et af de angstanfald, der gør, at jeg tror, jeg skal lægge mig ned og dø. Det er det nogle gange. At jeg føler, mit hjerte … at der er noget galt med mit hjerte. At jeg skal få et hjertestop. Den angst, jeg har i kroppen lige nu, er ikke derude. Den er mere som et tæppe …” Han førte hånden op og ned foran sit ansigt og videre ned over kroppen. Som en sky, der spænder omkring mig.”

Det begyndte som en trykken for brystet og kvalme, der bredte sig alt for hurtigt og tog magten fra ham. Den var helt gal. Han var knap nok til stede, selv om han sad lige ved siden af mig med hænderne på rattet, bleg og iført en flamboyant stormønstret denimjakke i en bil med store glade hippiedekorationer på siden. Der sker så meget nu, plade-release, en lille baby, flytning, bare … livet,” sagde han. Men jeg tror også, det spiller ind, at du er her. Det at jeg har aftalt at mødes med dig og sætte mig selv og mine soft spots på spil, det er jo et kontroltab. Det er angstprovokerende.” Han lukkede øjnene kort og åbnede dem igen. Jeg har nogle gange en vrede og en frustration og en tristhed over … de her huller. Når jeg … falder ned gennem det tynde underlag, jeg går på, så kan jeg godt være sådan …” Han trak vejret tungt. Nogle gange kræver det rigtig mange kræfter at rejse sig op igen.”

Så nu sad vi dér. En grå tirsdag i september på parkeringspladsen på Islands Brygge, København, med motoren slukket. Jeg havde stadig min sikkerhedssele på.

Har du tænkt over …” begyndte jeg. Hvorfor sidder vi overhovedet her og snakker? Har du tænkt over, om det egentlig er godt for dig? Er du sikker på, at det her er noget, du gerne vil?”

Jamen, jeg har jo taget stilling,” svarede han. Jeg har besluttet mig for at være generøs med mig selv, fordi jeg ved, at der er en masse mennesker derude, som ikke føler sig set eller genkendt. Jeg følte mig ikke set eller genkendt af nogen, før jeg faldt over … artikler, du ved. Jeg er ikke vokset op i en kontekst, hvor det at tale om mental sundhed overhovedet fandtes. Og det at jeg har fået en platform og en stemme …” Han stoppede op og ledte efter ordene. Altså, nu har jeg …” Han skiftede sin vægt i sædet og vendte sig mod mig. Jeg ved ikke, om det er ærgerligt eller godt, at du rammer mig på en dag, hvor jeg virkelig har det skidt. Men det at jeg har valgt at sige, at jeg gerne vil bruge min historie til at vække genkendelse hos nogen, det er jo faktisk udtryk for, at jeg er et godt sted. Eller at jeg er langt i min proces. Men det er måske netop også vigtigt at sige, at selv om jeg er langt, så er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke har dårlige dage. Eller at jeg ikke ryger ned igen. Jeg ved bare, at jeg kommer op igen, og jeg ved, at det nok skal gå.”

Der blev stille i bilen.

Men,” sagde han, det er selvfølgelig, fordi jeg har tillid til dig. At du vil behandle det med respekt og empati, det, jeg åbner op for.”

Jeg tror, jeg nikkede. Uret i bilens kontrolpanel viste 13.01. Så,” sagde han. Vi skal ind til psyko-Ole nu.”

UNPLUGGEDMads Langer tog sig god tid til sit nye album. Det tog to et halvt års arbejde, før han, og det, var klar. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Mads Langer er 37 år, født og opvokset i Skive, gift med Julie Lillelund Langer, der er selvstændig projektleder, og nybagt far til en datter ved navn Hannah. Og så er han en af Danmarks mest lyttede og bedst sælgende musikere. Han har solgt 200.000 fysiske album i Danmark alene, hans numre er blevet streamet over 150 millioner gange, og de seneste ti år har der ligget en Mads Langer-sang på årets radio-top-ti – hvert år. Han har ikke den samme uomgængelige stjernestatus som for eksempel en Rasmus Seebach, men på musiktjenesten Spotify har Langers bagkatalog af popsange over en halv million forskellige lyttere om måneden, hvilket er lige så mange som, ja, Seebach. Og som Kim Larsen. Og flere end dansk musiks seneste store darlings, Tessa og Minds of 99. Mads Langer er heller ikke en verdensstjerne som en Lukas Graham, men lige nu, i oktober 2021, er han en af de allermest populære vestlige artister i Kina, og de amerikanske radiostationer spiller hans nyeste single Lightning 1.000 gange om dagen.

Alligevel har Mads Langers succes lidt arbejdssejr over sig. Han fik sin første pladekontrakt som 22-årig, blev hypet af pladeselskabet og droppet igen, da debutalbummet ikke solgte som forventet. Men derfra har han, album for album, koncert for koncert, hit for hit, knoklet videre for at dele sin musik med så mange som overhovedet muligt.

For fem år siden kørte jeg også en tur med Mads Langer og lavede et interview. Dengang læste han et brev op for mig. Det var et, han havde skrevet til sine forældre efter et kæmpe sammenbrud, hvor han måtte kradse sig selv op fra badeværelsesgulvet. Det handlede om afgrundsdyb forvirring, om meningen med det hele, om kærligheden, der var så svær. Mit ansigt er fuldstændig opløst,” skrev han. Jeg forstår ikke sammenhængen i noget som helst. Jeg kan ikke rumme livets store kompleksitet.” Brevet gik, som han selv sagde, ret tæt på. Alligevel lod han mig tage det med i artiklen. Det viste sig at være et godt valg. Jeg har sjældent set en lovestorm som den, der opstod i kommentarsporene, da interviewet udkom hos Politiken. Det var én lang strøm af Tak for din ærlighed!”, Jeg blev så rørt”, Modigt og åbenhjertigt” og mange, mange flere reaktioner i den dur.

Siden vi sidst sad i en bil, har Mads Langer i andre sammenhænge åbnet op og fortalt om sit psykiske helbred. Om angst, stress, og særlig sensitivitet. Tre ting, han selv har erfaring med. Han udtalte sig også om børn, diagnoser og om, hvordan han mente, at mental sundhed havde for lav prioritet i samfundet i dag. Og så var der pludselig ikke lovestorm, men shitstorm. Mads Langer fik en tur i mediemøllen med besked om, at det skulle popstjerner ikke blande sig i.

Men Mads Langer vil stadig tale om alt det, der er inden i ham. I sensommeren 2021 ringede han til mig. Han havde et nyt album på vej, Where Oceans Meet, det første i fem år. Han sendte en demo til mig. Det havde masser af lyse, glade melodier, men også dystre sange, der lød som nødråb direkte fra hans eget mørke sted. Lad os tage tråden op fra det oprindelige interview, sagde han. Der, hvor jeg første gang talte om min mentale sundhed. Der er sket noget siden da. Jeg er selv blevet diagnosticeret med ADHD. Jeg har lært nogle ting om mig selv, som jeg håber, andre kan spejle sig i.

Det, der var svært, sagde han, og som han gerne ville tale om, var at stå som voksen og skulle få en diagnose til at passe ind i sin selvforståelse. Og hvordan det går ind og piller ved noget så centralt som ens identitet. Var diagnosen et stempel, et stigma, eller en ramme for at forstå sig selv? For tiden, sagde han, føltes det som lidt af det hele på én gang.

Og det er så dét: Hvorfor skal vi vide, hvad der er inde i Mads Langer? Det spørgsmål handler ikke kun om ham, men om, hvad der driver alle mennesker, når vi vælger at åbne os for andre. Hvorfor har vi brug for at dele det, vi går med indeni? Vores følelser, vores sorg og glæde, vores unikke, menneskelige erfaring? Og hvorfor er der nogle af os, som fortæller vores historie gennem kunst? Gennem bøger, billeder, film, teater, digte – og musik? Hvorfor er det så vigtigt for os, at andre ser og hører os, helt ned i de dybeste afkroge af vores menneskelighed? Hvad er det, vi håber vil ske? Og ikke mindst: Hvordan tør vi overhovedet blotte os, når vi både ved, hvor sårbare og hvor nådesløse mennesker er?

Okay, sagde jeg. Lad os køre en tur igen.

PERFORMERMads Langer spiller omkring 100 koncerter om året, når der ikke lige er pandemi. I sensommeren 2021 spillede han 28 koncerter på fem uger. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Aftenen før Mads Langer fik et angstanfald i sin bil på Islands Brygge, stod han i et backstagelokale på spillestedet Hotel Cecil i København. Han forsøgte at finde ud af, hvad han skulle spille for de 200 koncertgæster, som ventede på ham ude i salen. Rundt omkring ham i de slidte lædersofaer sad folk og drak vin og hyggede sig. Alligevel virkede Mads Langer, som om han var helt alene. Han var høflig og venlig, men underligt fjern. Som om han flimrede for enden af et ustabilt strømkabel. Er du nervøs?” spurgte jeg. Det virkede som en underlig ting at spørge en af landets mest drevne livemusikere om. Lige nu er jeg,” svarede han. Han lagde nakken tilbage, lukkede øjnene og åndede dybt ind. Og så gik koncerten i gang.

Der skete noget med Mads Langer, da han gik på scenen. Han voksede. Fra naturens hånd var han ikke ligefrem kolossal af statur, men da han trådte ind på scenen, tog sin guitar og satte sig på en skammel foran publikum, forvandledes det menneske, der var helt ved siden af sig selv i backstagelokalet. I stedet stod der en rolig, nærværende kunstner, som åbenlyst befandt sig virkelig godt i rummet sammen med sin musik og sit publikum.

Dejligt at se jer, ikke mindst jer nede foran,” sagde han. En gruppe kvinder i 30’erne, som stod helt oppe ved scenekanten, lo, glade for at blive genkendt. Der er vist nogle her, der har været til et par koncerter før. Hvor langt er vi nu?” spurgte Mads Langer. 92,” svarede en blond kvinde i jeans og hvid top. 92 koncerter. Vildt. Jeg fatter ikke, at I gider,” grinede han. Kvindernes ansigter strålede, salen var varm. Den næste sang, han ville spille, sagde han, hed 21:4 – twenty one four. Det var en af de sange, der nærmest var kommet til ham af sig selv. Det havde taget ham en halv time med guitaren, så var den der. Og jeg var ikke helt klar over, hvorfor jeg fik mumlet det der twenty one four undervejs. Og ikke twenty four seven eller seven eleven Publikum lo. Så jeg googlede,” fortsatte han. Og så blev jeg ledt ind på en hjemmeside med en digital udgave af Bibelen og røg ind i Johannes’ Åbenbaring …”

Publikum grinede igen. Langt nok ude at havne dér.

Mads Langer lo også. … kapitel 21, vers 4, tror jeg, det hedder. Og så stod der, at verden gik mod en hård tid, og vi skulle væbne os med gode kræfter. På den anden side ville det hele blive meget bedre. Og det var lige der, hvor corona havde lukket det hele ned. Så tænkte jeg, det tema tager jeg sgu.” Han slog de første akkorder an på guitaren og begyndte at synge.

Lad os lige tage det: Johannes Åbenbaring, kapitel 21, vers 4:

Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.”

Det er efter dommens dag, det her sker. Hvor Gud tager bolig blandt menneskene, og en ny og vidunderlig verden opstår. Hvis man er troende, er det her måske en af de ting, man tror på. At den dag vil komme, hvor menneskene vil leve uden smerte, uden tårer, uden død. Men indtil da må de troende, ligesom alle de af os, der ikke tror, klare sig med den verden, vi har.

Et par dage senere ringede Mads Langer fra bilen. Han var på vej til Viborg for at spille ved et velgørenhedsarrangement for kræftforskning, og han havde tænkt over noget. Måske var han faktisk ikke helt klar til at blive så konkret omkring den diagnose, sagde han. Det her er jo et øjebliksbillede af, hvor jeg er nu,” sagde han. Og jeg er stadig i en proces med at forstå, hvad det betyder for mig.” Måske, foreslog han, kunne jeg skrive, at han havde fået en diagnose, men udelade, hvad det helt præcis var.

Jeg svarede, at det var op til ham. Men at jeg var bange for, at det ikke rigtig gav mening at tale om det uden at tale om det. Det er nok rigtigt,” sagde han. Det vigtigste er bare, at jeg ikke ser mig selv som et offer. Det her er ikke synd for mig.”

Vi sagde farvel og lagde på. Det var ikke svært at forstå, hvor hans tvivl kom fra. At man gerne vil være sikker på, at man kender svarene, før man starter en samtale med verden om, hvem man er. Spørgsmålet er bare, om det overhovedet er muligt. Er der et punkt i et menneskeliv, hvor alle brikkerne falder på plads, hvor vi endelig begriber, hvem vi selv er, og kan stå frem som en komplet fortælling, hel og usårlig? Eller må vi acceptere, at vores sind og vores sjæl er gådefulde landskaber, og at der er dele af os, som hverken vi eller andre nogensinde helt kan forstå?

UFÆRDIG"Det er vigtigt at tale om ting, der er i proces. Jeg tror det er en generel ting i vores allesammens liv, at vi føler, at alt det skal være perfekt og færdigt, inden vi kan vise det." Foto: Sara Galbiati for Zetland

Mads Langer sad og spiste et æble, da jeg igen satte mig ind på passagersædet i hans camper. Det var fredag, der var en uge til, at hans album udkom, og denne gang begyndte vores tur i Odense. Målet var Sony Musics hovedkvarter i København.

Koncerten i Viborg var gået godt, der var blevet samlet seks millioner ind. Og, sagde han, for en gangs skyld havde han haft det fint med at snakke og mingle, efter han havde været på scenen. Normalt var det på en eller anden måde for voldsomt for ham, al virakken og menneskene omkring koncerterne. Der mærker jeg virkelig min særlige sensitivitet. Når der sker for meget, når jeg er træt og bare har brug for ro, så kan min hjerne ikke holde sammen på det. Så bruger jeg sindssygt mange kræfter på at filtrere indtrykkene, og det er virkelig udmattende og stressende.” Han så kort på mig. Du så det jo selv den aften på Hotel Cecil.”

Men på scenen virkede du helt anderledes,” sagde jeg. Du var nærværende, du slappede af, du var fokuseret. Og der er jo ellers masser af forstyrrelser. Lys, lyd, alles øjne på dig.”

Ja, det er egentlig sjovt. Men når jeg optræder, så føler jeg faktisk, at jeg kan gøre mig umage, samtidig med at jeg slapper af. Jeg performer på mit højeste niveau, uden at jeg behøver at anstrenge mig. Jeg er ikke bange for at blotte mig på en scene. Jeg er ikke bange for at miste kontrollen, lave fejl eller spille forkert.”

Det var den slags indre modsætninger, han havde kæmpet med at få til at give mening hele sit liv. Hvorfor fanden kunne han være fokuseret og god nogle gange og så klaske fuldkommen sammen, miste grebet og virkelig ingenting magte på en dårlig dag? Det har sat sig på mit selvværd,” sagde han. Og det har været det dejlige ved at få den forståelse af mig selv nu her med den ADHD-diagnose. Det gør, at jeg kan tage hensyn til mine udfordringer og passe på mig selv i stedet for hele tiden at blive frustreret og ked af det.”

Det svære ved diagnosen handlede om de fordomme, den kom med. Om den gængse opfattelse af ADHD som noget med uro, grænsesøgende adfærd og børn, der kravler op og ned ad væggene. På rigtig mange punkter følte Mads Langer sig som det stik modsatte af alt det. Han opfattede sig selv som et menneske, der udstrålede ro. Og jeg ved, at det også er noget, andre sætter pris på ved mig,” sagde han. Og ved min musik. At folk bruger den til at komme ned i sig selv og slappe af.” Så da han først fik diagnosen, kunne han simpelthen ikke få det til at hænge sammen.

Men ADHD er en meget bred diagnose. Og selv om der er generelle træk, kommer opmærksomhedsforstyrrelser vidt forskelligt til udtryk, alt afhængigt af et hav af faktorer hos den enkelte person. Det fandt Mads Langer hurtigt ud af. Men,” sagde han, jeg kan mærke, hvordan nogle af de mennesker, jeg har fortalt om diagnosen, ser anderledes på mig nu. Og det er også mig selv og mine egne fordomme, jeg møder i at have fået den selv. Det er en af grundene til, at det er vigtigt at tale om. For vi er nødt til blive mere nuancerede i vores billede af, hvad en opmærksomhedsforstyrrelse egentlig er.”

Og en af de ting, den var for ham, var faktisk en styrke. Før jeg fandt ud af, at jeg havde ADHD, plejede jeg at sige, at jeg har en ild i mig, som jeg ikke kan forklare,” sagde han. Jeg kan være ekstremt fokuseret, sådan en indædt dedikation, når det, jeg gør, er noget, min hjerne tænder på. Jeg tror, at det er min ADHD, der har fået mig til at blive ved med at øve mig, hvor andre ville have spillet PlayStation. At droppe halballet lørdag aften for at sidde og skrive på en sang. Dét mangler i det billede, vi har af ADHD. At det nærmest kan give én superkræfter. Og det er helt klart også den ild, der rejser mig op igen, når jeg ligger ned.

Men det er også en ild, der æder af én?” spurgte jeg. Er du gal, den æder,” svarede han. Men jeg har jo faktisk fået indrettet mit liv på en måde, så jeg kan være i det og føle, at jeg slår til. Jeg synes egentlig, jeg er en god far, en god ægtemand, en god ven, god til mit arbejde og i det hele taget god til at være i mit liv. Det er måske det vigtigste for mig at få sagt. At en diagnose ikke behøver at stå i vejen for, at man kan opnå en masse af de ting, man drømmer om.”

Men, sagde jeg, man kunne også godt få den tanke, at den mand skulle da aldrig nogensinde have været popstjerne. At det nok var det dårligste valg. At det ville være bedst for en som Mads med en tilværelse i fred og ro, hvor der ikke var nogen krav om at præstere. Det ville jeg slet ikke kunne være i,” svarede han. Jeg ville røvkede mig. Der skal ske noget, jeg har brug for at udrette noget. Med min dag, med min uge og med mit liv.”

Så nej, løsningen kunne aldrig blive, at han trak sig fra verden. Den lå nok faktisk et helt andet sted. Hele mit liv har jeg følt, at jeg skullet gøre helt sindssygt umage for at passe ind i alle de skide rammer og kasser som samfundet stiller op,” sagde han. Og det her arbejde handler mest af alt om at lære at ikke gøre mig umage. Og at lære at slappe af med mig selv. I verden. Fordi jeg kan mærke, at når jeg gør det, så lever jeg mere end nogensinde. Og det er det, der sker, når jeg står på en scene.”

HJØRNESTENFor Mads Langer er det guddommelige lig med kærlighed. "Ikke mellem mand og kvinde, men den kærlighed, som er lige foran os. Som er overalt." Foto: Sara Galbiati for Zetland

Jeg har en teori,” sagde jeg. Det er noget, jeg har grublet over, og jeg vil gerne prøve den af på dig.” Han smilede. Kom med det,” sagde han. Vi havde kørt i en halv times tid på små veje. Nu var vi på E20 østgående og næsten forbi Fyn.

Min teori handler om, hvorfor det er, at verden skal kende det, der er inde i dig. Uanset om du skriver det i dine sange eller taler om det. Hvad er det, du leder efter? Hvad er det, du vil have ud af det?”

Jeg er meget spændt nu,” sagde han.

Jeg plejede at tro, at du skrev kærlighedssange, altså om den romantiske kærlighed. Men det tror jeg, jeg har misforstået. Det er ikke det, det drejer sig om.” Han nikkede, og jeg fortsatte: Det vigtigste tema i dine sange er, at der altid er en anden. Hver gang der er en bøn i dine tekster, en hånd, der bliver rakt ud, nogle følelser, der skal investeres et sted, så er der også et håb om, at der er en anden derude, som griber det. Og hjælper.”

Ja,” sagde han med øjnene på vejen. Jeg var totalt på rette spor.

Så måske er det det, hele den her bevægelse handler om. Et kæmpe drive mod at åbne sig, for at nogen ser én. For at blive mødt. Af et andet menneske eller en højere magt. Noget større end bare os selv. Altså, er der nogen, der vil hjælpe mig her, er der nogen, der vil gribe mig? Så man ikke føler sig så ensom.”

Mmmm,” sagde han. Og nu kom clouet.

Og problemet er jo så, at vi alle går rundt med det håb, fordi vi ikke kan leve uden hinanden. Vi kan ikke eksistere ene. Men omvendt er livet jo også én lang, tilbagevendende erkendelse af, at vi i sidste ende er alene. Som jeg ser på det.”

Ja”, sagde han. Der ser jeg det stik modsat.”

Øh. Okay?

Helt indtil din sidste sætning var jeg enig. Lige indtil du sagde, at i bund og grund er vi alene. Hvis jeg skulle have præsenteret den teori for dig, havde jeg sluttet den med, at i bund og grund er vi alle forbundne.”

Han fortsatte: Det er i virkeligheden første gang, jeg siger det her højt, men langt de fleste af mine sange rækker ud efter det, der er større end os selv. Det guddommelige, om du vil.”

Det her lå altså også inde i Mads Langer. Han tror på det guddommelige. På Gud. Han fortalte, at han havde haft en meget stærk barnetro. At han havde kunnet sidde og forundres over det mirakel, der var et blad på en gren eller en sten på jorden, men at han havde mistet den, da han nærmede sig voksenlivet. Tidligt i 20′erne, hvor han var plaget af depression og med egne ord knækkede, manglede han den fornemmelse af mening og forbundethed, som troen var for ham. Men den var vendt tilbage. I dag,” sagde han, er det mere og mere tydeligt for mig, at vi er forbundne. At der er en guddommelig livsenergi, der gør, at vi overhovedet kan findes. At det liv, du kan mærke summe i din hånd, er det samme, som er i træet, er i blæsten.”

Men prøv så lige at fortælle mig en ting,” sagde jeg. Når du så har de tidspunkter, hvor angsten tager magten fra dig, og alt bliver mørkt, der er man jo vildt alene. Sindssygt alene.”

Ja. Men jeg tror, at for mig er det min evige kamp i livet at være i en tilstand, hvor jeg er i kontakt med det at være forbundet med noget større. Og angsten rammer mig hårdest, når jeg mister den kontakt. Når vi kobler os fra bevidstheden om, at der findes noget, der rækker ud over os selv og vores ego, så er det, jeg føler angst og mørke. Og meningsløshed.”

Mads, det er jo et helvede, det her,” sagde jeg. Man kan jo ikke tale med troende mennesker, for de har altid forklaringen på alt på … det dér niveau.”

Faktisk tror jeg mest af alt, det handler om en accept af, at man ikke er alvidende,” svarede han. En overgivelse til, at der er noget, man ikke kan begribe og ikke kan forklare. For uanset om jeg siger, at vi ikke er alene, og du siger, at vi er, så ved vi jo godt, at der ikke er nogen af os, der kender svaret.”

Jeg sagde ikke noget.

Eller hvad, gør du det?” sagde han. Jeg kan også spørge på en anden måde: Har du svaret?”

Der gik nogle lange sekunder. Det bliver jo et stort nej,” sagde jeg.

MÅLLØS"Det er klart, at der har været dele af den kunst, jeg har skabt, som har været lavet med intentioner. Dén her skal kunne spilles i radioen. Det skal kunne favne bredt, eller det skal være smalt, så jeg skal vise at jeg også kan dét." Men, siger Mads Langer, den reneste kunst er uden intentioner. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Klokken var lidt over tre, da vi nåede København. Eftermiddagsmylderet satte liv i fortovene langs Kongens Nytorv, og Mads Langers camper bevægede sig langsomt gennem trafikken med retning mod Sony Musics hovedkvarter.

Hvordan har du det med at høre din egen musik?” spurgte jeg.

Det er okay,” svarede han. Hvad vil du høre?”

21:4,” sagde jeg. Den, du spillede til koncerten.”

Han rakte hånden ud og swipede fra gps’en til en playliste på sin telefon. Kommer her.”

De første toner strømmede frem fra højttalerne. Synger man så med, når man …” begyndte jeg. Han smilede. Og så, som det naturligste i verden, delte lyden af Mads Langers sangstemme sig pludselig i to. If you read my mind,” lød den, fordoblet og perfekt synkroniseret. You’ll find no agenda.” Jeg havde lyst til selv at synge med, men jeg kunne ikke få en lyd frem.

Dét her var det sted, Mads Langer talte om. Det, der opstod på scenen, og når han skrev sange. Der, hvor han var i samklang. Med sig selv, med musikken, med verden. Hvor der er ro, selv om alting bevæger sig. Let the colors of your halo illuminate the room,” sang han. Hans hænder hvilede på rattet, mens den store bil gled gennem trafikken. And I’ll be with the angels, watching over you.”

Sangen sluttede. Der var pludselig meget stille.

Det er egentlig interessant,” sagde Mads Langer, at det er den sang, du bedst kan lide, når du nu mener, at vi dybest set er alene. For den handler om, at det er vi ikke.”

Jo …” svarede jeg. Men … vi har vel alle sammen stadig håbet.”

Han trak bilen ind til fortovet og slukkede motoren.

I virkeligheden er der nok mange mennesker, der har det sådan,” sagde han. De siger, at de ikke er troende, men de er håbende. Det kan de bedre identificere sig med.”

Ja,” svarede jeg, og hvis det nu ikke går, som vi håber, så har vi ikke satset for meget. Det er vel tvivlen, der altid er …”

Men,” afbrød han, hvorfor er vi så bange for at satse på, at vi er en del af noget, der er større end os selv? Jeg har ikke svaret på det, men det er et interessant spørgsmål. Hvad er det, der gør, at vi er blevet bange for at tro?”

Måske fordi det forpligter,” sagde jeg.

Gør det?” spurgte han.

Forbundetheden gør måske. Hvis du først har erkendt, at du er forbundet til andre, til noget større, så kan du ikke tillade dig kun at være dig selv længere. Du kan ikke trække dig igen.”

Men,” sagde han, for mig ligger der ikke en erkendelse i at være troende. Der ligger udelukkende en hensigt. Der er en erkendelse i at være vidende, men det at være troende er for mig ikke forpligtende.” Han vendte sig mod mig. I almen forstand så kan du se det sådan her: Det at jeg tror på dig og dit ord, det gør ikke, at jeg fejler, hvis du svigter det. Selv om det kan føles sådan.”

Ja”, sagde jeg og så på ham. Hvad var der sket inde i Mads Langer? Hvad havde taget ham fra det sted, hvor angsten var ved at kvæle ham, til her, hvor han ikke længere virkede bange for noget? Hvor han overlod sin historie om det mest svære, mest skrøbelige, til mig og til dig, frit og uden frygt?

Svaret, hvis der da er et svar, angår os alle sammen. For hvor er det, vi finder vores styrke? Hvor kommer vores mod fra? Og er det modigste, vi kan gøre, faktisk at turde tro? På os selv og på hinanden. På, at det giver mening, at vi er her, i lige præcis den udgave af et menneske, som er netop dig eller netop mig. Med alle vores fejl, mangler og mærkeligheder. Vi kan kalde det tro, håb eller kærlighed. Endda guddommelig kærlighed, ligesom Mads Langer gør. Uanset hvad, så er det der, hvor vi slipper angsten og giver os hen til det, som er. Der, hvor vi holder op med at kæmpe imod. Måske er det der, vi er stærkest.

Så,” sagde Mads Langer. Men, øhm …”

Det her er et vildt nok sted at bryde op,” sagde jeg.

Ja, det havde jeg heller ikke lige set komme,” sagde han.

Du skal ind og lave SoMe.”

Ja, jeg skal ind og sige: Wo jiào Mads Langer, and this is my new single, Lightning, coming out in China.’” Han grinede. Tak for snakken.”

Så åbnede han sin sikkerhedssele, stod ud af bilen, tog sin guitar i hånden og krydsede gaden.