Dorte Pedersen måtte gøre noget radikalt. Egentlig var hun glad for jobbet som bankrådgiver, også efter 25 år. Hun nød at sidde over for folk og hjælpe dem med alt fra huslån til børneopsparing. Men omkring finanskrisen begyndte hun at mærke et stigende pres.

I Tønder Bank blev hun målt på, hvor mange højrisikable finansielle produkter hun solgte til kunder. “Jeg kunne bare ikke få mig selv til at sælge de ting,” husker hun. Det var umuligt at råbe op over for ledelsen. Hele tiden skulle der sælges uigennemskuelige investerings-produkter til helt almindelige mennesker med små opsparinger.

I 2011 sagde hun op, og året efter krakkede Tønder Bank. Det var en af landets store bankskandaler i kølvandet på finanskrisen i slutningen af 00’erne.

Den i dag 59-årige bankrådgiver fra Haderslev skiftede nu spor: Hun uddannede sig til sygeplejerske. Så kunne hun igen komme tæt på mennesker og hjælpe dem.

Dorte Pedersen blev glad for jobbet som hjemmesygeplejerske, som hun stadig har nu. Men der er alligevel noget, der begynder at nage hende. Noget af det pres – nogle af de dynamikker – hun mærkede i de hårde år i finansverdenen, mærker hun nemlig også nu. Der bliver mere og mere travlt. Det bliver sværere at yde en service, som hun kan leve med, til borgeren. “Det er lidt ligesom i banken, hvor jeg gerne ville gøre det bedste for borgeren, men det er svært,” siger hun. “Og så ender det med at gå lidt ud over mig selv.”

Som sygeplejerske fornemmer Dorte Pedersen en understrøm af problemer, der ligner noget fra finanskrisen, men som det er svært at sætte fingeren på. “Men,” siger hun, “det handler meget om etik.”

Dorte Pedersens historie er langt større end Dorte Pedersen. Den spejler nemlig nærmest en til en konklusionen i et nyt ambitiøst forskningsprojekt. Som forskeren bag, Susanne Ekman, udtrykker det: “Den måde, den offentlige sektor bliver kørt på, svarer i stigende grad til mekanismerne rundtom i finanssektoren, dengang boligboblen bristede, og vi så en række krak.”

Susanne Ekman har i en årrække været tilknyttet Copenhagen Business School, og nu er hun lektor i organisation, ledelse og arbejdsliv ved Roskilde Universitet. Hendes forskningsprojekt har stået på i fem år. Det bygger på over hundrede interviews, feltarbejde, arbejdsmiljøundersøgelser, studier af finanskrisen og især omfattende granskning af, hvordan arbejdet foregår mange steder i det offentlige – skoler, hospitaler, børnehaver, plejehjem, universiteter og så videre.

Ekman har samlet sin forskning i en bog, Giftig gæld og udpint velfærd, der udkommer næste måned. Og når hun fortæller om pointerne til foredrag rundtom i landet, kommer offentligt ansatte eller ledere typisk op til hende bagefter og siger tak, ofte med tårer i øjnene. De siger, at de nu forstår, hvad det egentlig er, der presser dem i det daglige, siger hun. De har fået et sprog for den snigende fornemmelse, Dorte Pedersen har haft.

Ekmans forskning fokuserer ikke på den enkelte offentligt ansatte – “de er generelt samvittighedsfulde og dygtige”, siger Susanne Ekman. Derimod handler undersøgelsen om strukturer, tankesæt og styringsmekanismer, der presser den enkelte ansatte – og dermed rammer os alle sammen, når vores børn går i skole, vi tager en uddannelse, er på jobcentret, betaler skat, er indlagt på hospitalet og på andre måder er afhængige af det offentlige.

Den kaster således nyt lys på den strøm af nyhedshistorier, vi hører: de mange opsigelser i det offentlige, sygeplejerske-konflikten, krisen i Skat og nu skandalen om de amputerede ben i Midtjylland. For hænger alle de historier i virkeligheden sammen med det mulige finanskriselignende kollaps, Susanne Ekman frygter i det offentlige?

Inden vi dykker ned i Susanne Ekmans pointer, så lad os lige slå nogle ting fast. Det er umuligt helt præcis at fastslå størrelsen på det problem, Ekman afdækker. Ikke mindst fordi hendes metode er kvalitativ: Hun laver interviews om, hvordan offentligt ansatte oplever deres arbejdsdag, suppleret af analyser af organisationer og ledelse. Men hun bruger ikke primært kvantitative undersøgelser – tal – der kan give et indtryk af omfanget.

Derfor er det også vigtigt at sige, at mange offentligt ansatte utvivlsomt oplever at have et supergodt arbejdsliv på mange måder. Og at dele af det offentlige ikke oplever det pres og de dynamikker, vi skal høre om snart. Nogle steder er der faktisk behov for mere optimering.

Når det er sagt, så tyder en række talbaserede undersøgelser på, at Ekmans analyse passer på en relativt stor del af det offentlige.

Nogle eksempler: Blandt offentligt ansatte er andelen, der udviser stress-symptomer, steget med 20 procent på bare seks år ifølge en undersøgelse. 44 procent af socialrådgiverne på børneområdet er stressede – til sammenligning er det 14 procent af lønmodtagere generelt. Og hele 65 procent af medlemmerne af FOA – eksempelvis sosu-assistenter – og omkring halvdelen af de ledende sygeplejersker har symptomer på stress.

Vi ser også et stigende og højt antal sygemeldinger og opsigelser mange steder i det offentlige, ligesom antallet af ansøgninger til det, vi kalder velfærdsuddannelserne, er faldet.

Lad os nu dykke ned i de paralleller, Susanne Ekman finder mellem finansbranchen dengang og det offentlige nu. Vi fokuserer på tre af de vigtigste fællestræk.

1. Belønning af overbudsadfærd

Ansatte i en række banker og investeringshuse blev før finanskrisen belønnet for at tage ekstreme risici. De fik bonusser for at sælge flere og flere risikable finansprodukter eller lån til kunderne. Og hvis enkelte ansatte advarede mod den farlige praksis – lånene er for risikable! – blev det typisk ikke belønnet.

Nogle banker havde således skabt en virkelighed, der “belønnede overbudsadfærd og straffede skeptiske indvendinger”, skriver Ekman. Bag de mange overbud lå en idé om, at man kunne optimere grænseløst, siger hun. At man altid kunne presse investeringer og lån og kunder mere og mere. Det viste sig imidlertid, siger hun, at være en urealistisk omgang med ressourcer. For på et tidspunkt kollapsede de risikable lån og investeringer, og så kollapsede en række store banker, lige indtil hele finanssystemet var på randen af et kollaps – den globale finanskrise var i gang.

Ekman ser i dag mange af de samme træk på hospitaler, skoler og andre steder i det offentlige. Man bliver ikke belønnet for at råbe op. Mange steder findes der – ligesom dengang i bankerne – en slags overbudsadfærd. For eksempel når politikere lover, at nye tiltag på en og samme tid skal gøre borgerne gladere, give medarbejderne mere trivsel og sikre besparelser. “Vi ønsker altså at skabe nye løsninger, der både gavner økonomien og skaber en mere effektiv måde at gøre tingene på – og samtidig gør det lettere eller bedre at være borger,” som regionsformand Stephanie Lose fra Venstre formulerede sin ambition for fremtidens sygehuse for nogle år siden.

Men den slags overbud, hvor alle løsninger altid ses som win-win på alle fronter, er urealistiske, påpeger Susanne Ekman. “Men det er selvmord for politikere eller ledere at sige, at en ny ting nogle gange sker på bekostning af noget andet,” siger hun.

I stil med finanskrise-bankers hårde måltal har offentlige arbejdspladser kørt med årlige krav om besparelser, der over tid voksede sig større og større, samtidig med at der blev indført nye krav. Med andre ord: Systemet belønner overbud, også når det ikke er realistisk at leve op til i hverdagen, siger hun.

Dermed skaber overbudsadfæren et øget pres i de ansattes hverdag på en række felter, viser hun i bogen. Undervisere fortæller om ikke at kunne nå at læse opgaverne inden eksamen. Jordemødre og ansatte på skadestuer fortæller om at arbejde i ‘rød zone’ det meste af tiden, selv om det er tiltænkt ekstreme situationer. ‘Rød zone’ er blevet en norm. Røgdykkere fortæller, at man har fjernet det ekstra hold af røgdykkere, som man tidligere altid havde stående parat til at gå ind og redde dem, hvis noget gik galt.

Eller som en sygeplejerske siger i bogen: “hvis man fik en blodprop en fredag eftermiddag i hovedet, så var man ilde stedt”, for på det tidspunkt var bemandingen risikabelt lille.

Ekmans bog vrimler med den slags eksempler. Og de illustrerer, siger hun, at ansatte og ledere belønnes for konstante overbud i en urealistisk drøm om konstant optimering, ligesom man så det rundtom i finansbranchen dengang: “Det skaber en regulær ’overophedning’ i organisationen, hvis mekanismer minder foruroligende om dem, vi så i den finansielle overophedning op til finanskrisen.”

2. Giftig gæld

Risikabel og voksende gæld spillede en vigtig rolle for finanskrisen. Banker lånte penge ud til folk, der ikke kunne betale tilbage. Og man finansierede til tider gælden med ny gæld, der var bundet op på komplicerede finansielle tryllerier. Gælden blev ompakket og sendt rundt i systemet. Det gjorde gælden mere usynlig. Og man skabte såkaldt giftig gæld – toxic debt. “Giftig gæld består af lån, der ikke kan betales tilbage og derfor kun kan finansieres ved at stifte ny gæld,” siger hun.

Problemet med giftig gæld er, at man skubber regningen for gælden ud i fremtiden, mens den konstant vokser. Det gør risikoen for et sammenbrud større og større, siger hun.

En lignende giftig gæld findes i den grad i det offentlige i dag, konkluderer Ekman. Her er gælden bare ikke altid lånte penge, men andre “lånte” ressourcer, for eksempel arbejdstimer eller arbejdsintensitet. Det er ressourcer, som systemet egentlig ikke har nu, men alligevel bruger – blandt andet på grund af den overbudsdynamik, vi nævnte før.

En forsker, Kristian, fortæller i bogen om en såkaldt timebank, hvor han registrerede sit overarbejde. Det blev til over 1.000 timer – men i praksis var det umuligt for hans institut at tilbagebetale den gæld. Det ville vælte organisationen. “Jeg har jo, hvad der alle andre steder ville være et overarbejde på over 1.000 timer, jeg bare skubber foran mig. Og jeg har ikke mulighed for at nedbringe det,” siger Kristian i bogen.

Timebanken er et meget konkret eksempel på en gæld, der bare bliver skubbet videre. Men typisk skal giftig gæld forstås som ansatte, der laver et stykke arbejde, der egentlig ikke er ressourcer til. Eksemplerne i Ekmans forskning spænder vidt. Fra folk, der ansættes på kontrakter, der ikke reelt kan lade sig gøre, til skyggearbejde, der ikke registreres nogen steder. Det handler både om ekstra timer og større krav om intensitet, kompleksitet og multitasking på jobbet.

En leder af en daginstitution har en urealistisk liste på 200 opgaver, fra blespands-skift, personaleledelse og løn – til 40 forskellige forældrerelaterede punkter. Der kommer hele tiden nye krav til listen, så hver opgave skal løses hurtigere og hurtigere, siger hun. “Det svarer det til, at vi hører Mozarts symfonier i tredobbelt hastighed i det ene øre og Mozarts klaversonater i firedobbelt hastighed i det andet øre,” skriver Ekman.

Gælden bliver også skubbet rundt og ompakket i det offentlige, som det skete i finanssystemet op til krisen i slutningen af 00’erne. Det begynder måske med et urealistisk løfte fra den ansvarlige minister, og så ryger gælden videre ned gennem systemet via ledere og ansatte og ud i den konkrete hverdag, hvor den ender hos skoleelever eller patienter, siger Ekman. Man flytter misforholdet rundt i systemet.

“De tekniske måder er lige så komplekse som i finansverdenen,” siger hun. “Det er som en kæmpestor lort, der rejser rundt og bliver skubbet nedad og sidelæns og rundt i systemet, Og nogle gange bliver den skubbet ind i sjælene hos folk, så de bliver syge. Og så har vi en endnu større lort.”

Den voksende giftige gæld risikerer således at skabe sammenbrud både i organisationer – som da Skats inddrivelsessystem kollapsede – og på det personlige plan – som de mange sygemeldinger og opsigelser på nogle velfærdsområder.

Som Tina Brandt, der sagde op efter 14 år som leder af en daginstitution, fortalte mig: “Jeg var bagud konstant. Uanset hvor mange weekender og helligdage jeg tog i brug, nogle gange fra klokken 9 til 21, nåede jeg aldrig i mål.” Hun følte, hun skyldte personalet et forsvarligt arbejdsmiljø. Hun skyldte børnene en tryg hverdag, hvor de ikke stod i kø for omsorg. Hun skyldte forældrene at kunne tage på arbejde med ro i maven. Som en gæld, der aldrig kunne betales. “Jeg havde en gennemgribende følelse af at være utilstrækkelig,” siger hun.

Virkelig mange ansatte fortæller lignende historier i Susanne Ekmans bog. De føler, de hele tiden skylder mere, end de kan levere. Samtidig føler de måske også, at verden skylder dem noget, fordi verden hele tiden beder dem om mere, end de kan holde til, siger Susanne Ekman. “Mange føler, at nu skal de betales til. Vi så det tydeligt under sygeplejerske-konflikten”, hvor mange sygeplejersker talte om et efterslæb på løn – og måske også anerkendelse – som var blevet større år for år.

Som en regning, der var blevet skubbet ud i fremtiden.

3. Øget ulighed

Den giftige gæld skaber også ulighed – hvilket også var en af de vigtigste konsekvenser af finanskrisen; de fattigste blev ofte ramt særligt hårdt. I det offentlige opstår uligheden, når gælden skubbes nedad, for det rammer særligt de ansatte, der ikke kan sige nej til de nye, halvumulige opgaver.

“Det er folk i usikre ansættelser, unge, der ikke tør sige nej, fordi de er nye i jobbet, eller gamle, der ikke tør sige fra, fordi de ikke bare kan finde et andet job. Man udnytter dem med mindst stemme på arbejdsmarkedet til at være ventiler for det konstante gældspres,” mener Susanne Ekman.

Den samme ulighed kan ramme borgerne, der modtager behandling på sygehuse eller undervisning i skolerne. Bogen rummer eksempler, som da en kirurg, Ida, fortæller, at hun får besked på at udskyde behandling af de patienter, der klager mindst. Det er typisk de mindst ressourcestærke borgere, eksempelvis akutte, ældre patienter med smertefulde brudskader. Når Ida alligevel til tider prioriterer de patienter, fordi hendes lægelige etik ikke kan forsvare, at de patienter ligger og faster på gangen på tyvende time, bliver hun kaldt til samtale hos chefen: Du må ikke prioritere dem, for de klager mindst.

“Når man har et system, der ikke leverer det, det lover, er det lettere at svigte dem, der ikke har en stemme,” siger Ekman.

Det er naturligvis muligt at gå i rette med Ekmans forskning. For det første er der mange forskelle på dele af finanssektoren i slutningen af 00’erne og dele af det offentlige i dag. For det andet kan man kritisere fortællingen om et mere og mere presset arbejde. Finansministeriets tal viser, at den offentlige sektor faktisk er vokset gennem årene. (Modsat siger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at antallet af offentligt ansatte er blevet færre, hvis de måles per borger).

Men det er i hvert fald en kendsgerning, at der bruges virkelig mange penge på alt fra hospitaler til ældrepleje, hvilket kan nuancere fortællingen om ressourceknaphed. Danmark har en meget stor offentlig sektor sammenlignet med mange andre lande.

For det tredje er det vigtigt at nævne, at det pres, som eksempelvis sygehusene oplever, ikke bare skyldes strukturer, styringsmetoder og tankesæt, der minder lidt om finansbranchen, men også andre vigtige ting. Eksempelvis er prisen på medicin steget voldsomt. Der bruges flere penge på bygninger. Og så er der de dybe strukturelle skift som befolkningsudviklingen med flere ældre med brug for behandling.

Oveni står vi nu i en økonomi med generel mangel på arbejdskraft, ligesom mange af os har fået større forventninger og krav til den service, vi får fra det offentlige. Alt det giver også et pres, der ikke lige handler om Ekmans gældsdynamik.

Til gengæld kan man sige, at gældsmetaforen rammer noget i tiden, der er endnu større end det offentlige. Også privatøkonomisk er gælden på flere områder vokset. På globalt samfundsøkonomisk plan taler kapaciteter som investeringsguruen Ray Dalio om en kommende gældskrise. Mange lande har simpelthen lånt så mange penge, at det kan føre til en slags sammenbrud. Klimaforskere taler om en enorm udskudt gæld, vi trækker på fra jordens ressourcer.

Måske fortæller gældsmetaforen os endda noget om tidsånden. “Uanset om vi er forældre, ægtefæller, kolleger, underordnede, chefer, borgere eller arbejdsløse, føler vi alle, at vi er bagud og burde have gjort mere. Vi skylder så at sige hele tiden noget. Det er, som om vi betaler af på en udefinerbar, men også endeløs gæld,” siger hun.

Susanne Ekmans store frygt er et decideret velfærdskrak i stil med det finanskrak, vi så i slutningen af 00’erne. Dengang skyldtes problemerne i finanssektoren blandt andet for høj ‘gearing’ – at gæld groft sagt fyldte for meget i finanshuses økonomi. For høj gearing kan gøre et system ustabilt og sårbart, påpeger Ekman, og føre til et kollaps. Hvis kun få dele af et system er pumpet urealistisk op, så går det nok, fordi andre, mere robuste dele af systemet kører fint videre.

“Men hvis samtlige dele er pumpet urealistisk op, er der ingen steder at søge ekstra ressourcer. Og hvad værre er: Hvis samtlige dele er presset i knæ, hober belastningerne fra forskellige dele af systemet sig op til et urealistisk pres på mange fronter samtidig,” skriver hun. De ophobninger af pres “medfører i bedste fald en voldsom udpining af systemet og i værste fald et sammenbrud. I finanssektoren var sammenbruddet en finanskrise.”

Måske ser vi allerede krisen nu, siger hun.

I andre lande, England eksempelvis, er kommuner simpelthen kollapset økonomisk. Og i pressen herhjemme vrimler det med vidnesbyrd om sygeplejerskernes ‘overgearede’ arbejdsliv. “I princippet kan man læse de indlæg som pendanten til de bekymrede analyser af boligmarkedet, der i sin tid blev ignoreret af finansverdenen,” skriver Ekman.

I begge tilfælde forsøger personer længere nede i systemet at råbe opad, at den giftige gæld har nået et omfang, som får hele systemet til at vakle. Som en tidligere sygeplejerske skrev i et læserbrev fra 2021: “Når sygeplejerskerne nu strejker, så er det et forsøg på at redde sundhedsvæsenet fra det totale kollaps.”

Men krisen er langtfra ustoppelig. Der er håb og mulige løsninger, understreger Susanne Ekman. Og helt centralt står evnen og vilje til at sige nej og vælge fra, ikke mindst hos magthavere og ledelser. At man, helt ærligt, tør sige, at vi ikke kan alt. At alle nye initiativer ikke er overbud og win-win. Nogle gange må man skrue ned ét sted, når man skruer op et andet.. “Vi skal udvikle et bedre sprog for prioriteringer og moderation,” siger hun. Og det kræver, at vi også belønner den slags på arbejdspladserne, i det politiske system og på uddannelserne.

Det bør således udløse ros og belønning, hvis ansatte råber op om dilemmaer, risici og modsatrettede hensyn. Og det bør være forbundet med risiko og skam at levere overoptimistiske, urealistiske analyser og planer, skriver hun. For bæredygtig udvikling kræver ofre. Nogle gange må man være ærlig og sige til vælgerne – eller til offentligheden, til medarbejderne, til kollegerne, til hinanden – at vi må ofre en ting for at gøre noget andet.

Det handler om at gå imod overbud og urealistisk optimering. Det handler om at genfinde den gamle kunst at sige nej og prioritere. Det er ikke altid supersjovt. Det kan gøre ondt at vælge fra. Men det er nødvendigt.

“Min påstand er, at det er følelsen af at svigte og lade som om, der især gør folk syge. Til gengæld tror jeg, at mange kan håndtere et ganske stort pres, hvis forventningerne til dem føles realistiske,” lyder det fra Susanne Ekman.

Men evnen til at skrue ned for forventningerne gælder ikke bare systemet, men også os selv. “Vi har fået forventningssyge. Man kan også slet og ret sige, at vi er blevet grådige i et omfang, så vi er blevet syge af det,” siger hun. Det kræver altså også noget af dig og mig, selv om vi måske ikke lige arbejder i det offentlige.

“Det handler meget om etik,” sagde Dorte Pedersen, den tidligere bankrådgiver og nu sygeplejerske fra Haderslev, helt i begyndelsen af historien. Dét er Susanne Ekman enig i. Der er simpelthen behov for en ny anti-overbuds-etik. En fravalgs-etik. En begrænsning-etik. Hun drømmer om en landsdækkende fravalgsproces – en omhyggelig og demokratisk samtale om, hvad der er det allermest værdifulde at bevare og satse på i vores velfærdssystem.

“På den måde bliver samtalen om værdier og prioriteringer et fælles anliggende for både politikere, ledere, medarbejdere og borgere,” skriver hun. “Ideelt set vil fremtidige vælgere vurdere politikere ud fra deres evne til netop den type overvejelser frem for rene win-win-fantasier.”

Måske ville det luge ud i den giftige gæld rundtomkring. Måske ville det gøre det mere fantastisk at arbejde som pædagog og sygeplejerske og sosu-assistent og politibetjent og læge og gymnasielærer og socialrådgiver. Måske ville det få folk til at strømme til velfærdsuddannelserne.

Måske ville det fjerne følelsen af hele tiden at skylde nogen noget, man ikke kan betale.