Er du klar til et digt om, hvordan det er at være en mand? Det begynder sådan her:

“jeg ved ikke hvorfor og hvordan jeg er en mand ·
jeg kan skrive dig en liste over mine følelser og hobbyer min personlighed og seksualitet ·
jeg kan have en pik ·
men hvad er det for en overtro at kaste smutsten i min hjernes bølger og aflæse min mandighed i deres voksende ringe ·
som man læser sin fortid og fremtid i kaffegrums som man smelter en sæbe om til en hest ·”

Stemmen, der taler her, tilhører en mand. Men det er en kvinde, der har skrevet det. Hun hedder Cecilie Lolk Hjort, hun er digter med en række udgivelser bag sig, og når hun skriver digte om, hvordan det er at være en mand, er det ikke, fordi hun selv ved det.

I de seneste fire år har hun arbejdet på en digtsamling, som ikke rigtig ligner nogen andre digtsamlinger, der findes derude. Den metode, hun har benyttet, er usædvanlig inden for poesi. Men projektet er ikke bare utraditionelt. Det er også et konkret bud på en løsning på et demokratisk problem. Nemlig at mange, især unge, i dag vælger at holde deres meninger og erfaringer for sig selv, fordi tonen i samfundsdebatten er blevet for grov og for ekstrem. Med digtene tager Cecilie Lolk Hjort andres stemmer på sig og taler for dem, så de slipper for reaktionerne. “Jeg tænker på det som en slags lifehack,” siger hun.

Men kan man overhovedet tale på andres vegne – og bør man? Det er en diskussion, der rumsterer kraftigt i kunsten og kulturens verden i øjeblikket. Kan en ikke-transkønnet skuespiller portrættere en transkvinde, og bør en dansk designer skabe en sælskindsudstilling om grønlandsk kulturarv?

Og, i Cecilie Lolk Hjorts tilfælde, er der en måde, hvorpå en forfatter kan tale på vegne af andre, så de føler, at deres stemmer faktisk bliver hørt? Faktisk er det præcis, hun har undersøgt i arbejdet med sin nye digtsamling, og nu, fire år og 49 digte senere, har hun et bud på et svar. Kort fortalt og med hendes egne ord lyder det sådan her: “Lav din fucking research.”

Inden for den såkaldt smalle litteratur, som digte nok må siges at tilhøre, er der en læresætning, der lyder: Write what you know – skriv om det, du ved noget om. “Så der er tusindvis af bøger, der handler om, hvordan det er at være en forfatter, som er ved at skrive en bog. For dét ved forfattere noget om,” siger Cecilie Lolk Hjort. I stedet har hun arbejdet efter devisen: Know what you write – sæt dig ind i det, du vil skrive om.

Siden 2018 har hun lavet timelange, grundige interviews med en lang række forskellige mennesker om, hvem de er, og hvilke historier de gemmer på. Hun har også samlet masser af personlige beretninger i terapeutiske støttegrupper og andre former for netværk, online og i den fysiske verden. I alt har flere hundrede mennesker bidraget til hendes research. Og så har hun taget det hele med hjem til skrivebordet og skabt digte af det. Nok til en hel digtsamling, som først udkommer til efteråret, men alt er klar. Fra titlen Hvad er lyden af én hånd, der rækker ud? til listen over relevant faglitteratur bagerst i bogen – endnu et højst usædvanligt indslag i en digtsamling.

Digtene er opdelt i fem temaer. De handler om at være mand, at være autist, at tilhøre en minoritet, at gå i terapi og at have haft en dårlig barndom. Hvert digt er enten bygget direkte på en enkeltpersons fortælling eller på en samlet pulje af information fra flere forskellige mennesker, hvis erfaringer ligner hinanden. Cecilie Lolk Hjorts eget liv fletter sig også ind hist og her i digtene, for der er flere af temaerne, hun selv kender til – for eksempel er hun autist. Det er også hendes poetiske sprog, der binder digtsamlingen sammen, så hun, og ikke bidragyderne, er afsender på det hele. Hvem de enkelte digte ‘tilhører’, er det kun hende og den enkelte bidragyder, der ved.

Det er en vigtig pointe, forklarer Cecilie Lolk Hjort. Det skal ikke være muligt at pege nogen ud. Projektet har været at skabe en fælles anonym platform for de historier, folk går rundt med, men som de ikke magter at dele med andre, selv om de egentlig gerne vil det. Alt det, man kæmper med i det stille, fordi man frygter at blive udskammet eller fejltolket. Det er en slags poetisk service: Fortæl mig det, du ikke kan sige til nogen, så skriver jeg et digt om det. Faktisk skriver hun allerede på en toer. Her handler digtene blandt andet om at være transkønnet og at være tyk.

“Det er jo tit sådan med tabuiserede ting, at det kan være utroligt svært at forklare til folk, der ikke har prøvet det selv,” siger Cecilie Lolk Hjort. “Hvis man er transkønnet og i hormonbehandling, så ender man ofte med kun at tale om det med andre, der er i samme situation, fordi man ikke orker at skulle forklare sig og blive misforstået,” siger hun. Det samme gælder sådan set for de mænd, som føler sig trynet af feministiske meningsdannere og søger mod ekkokamre eller ensomhed. Eller for unge mennesker, som ganske enkelt ikke ønsker at dele deres perspektiv i tidens eksplosive offentlige debatklima: En gallupundersøgelse fra 2021 viser, at det kun er 13 procent i aldersgruppen 18-35 år, som har lyst til det.

Cecilie Lolk Hjort kan sagtens forstå, at mange vælger kun at tale i de fora, hvor man ved, man bliver forstået. Men hun mener også, at det er vigtigt at forsøge at bryde boblerne. Det er hendes digte et forsøg på, siger hun. “Jeg synes, der er noget magisk ved, at man kan dele det, man går med, med folk, der ikke selv har prøvet det. Så udvider verden sig.”

Hvis man holder sig til læresætningen om kun at skrive om det, man selv kender til, så har man én stor fordel. Nemlig at man er på sikker grund. Så snart man vover sig ud i at forsøge at sige noget på vegne af andre, risikerer man, at det, man siger, er forkert. At det slet ikke harmonerer med den andens oplevelse af verden og i værste fald bekræfter fordomme, misforståelser og måske endda ulige magtforhold.

Det problem er omdrejningspunkt i de identitetspolitiske diskussioner, der handler om repræsentation, ikke mindst i kunsten og kulturens verden. Den ikke-transkønnede amerikanske skuespiller Eddie Redmayne blev stærkt kritiseret for at spille transkvinde i filmen The Danish Girl, for bør han ikke overlade den opgave til en transkvinde? Bør Nikolaj Lie Kaas lægge stemme til en sort mand, som han gør det i Disney-filmen Sjæl? Og da designeren Jim Lyngvild i begyndelsen af 2022 blev hyret til at lave en udstilling om sælskind på et museum i Grønland, var det så, som grønlandske aktivister mente, et slag i ansigtet på den grønlandske befolkning og deres ret til at definere deres egen kultur?

Cecilie Lolk Hjort har selv været involveret i aktivisme, og hun har et stort netværk i forskellige minoritetsmiljøer. Så for hende er diskussionen om, hvorvidt man kan og bør fortælle andres historie, langtfra sort-hvid. “Jeg har meget respekt for, at man ikke skal tale på andres vegne uden at vide, hvad man taler om,” siger hun. “Men det er også vigtigt, at vi kan give historierne videre til hinanden. Det handler om måden, man gør det på.”

Problemerne opstår især, mener hun, når man ikke spørger om lov. Derfor er hun gået langt for at sikre sig, at bidragyderne var indforståede med, hvad deres historier blev brugt til. De interviewede har haft digtene til gennemlæsning og har kunnet bede om rettelser og ligefrem nedlægge veto, hvis de ikke syntes, at digtet ramte plet. Og dét skete faktisk et par gange. Især mandedigtene gav problemer. For eksempel havde Cecilie Lolk Hjort svært ved at sætte sig ind i nogle af sine interviewpersoners holdninger til, hvilke berøringer der er en krænkelse, og hvad der er under bagatelgrænsen. “Der er digte, jeg har måttet smide direkte i skraldespanden,” fortæller hun. “Det har været lidt hårdt for kunstneregoet. At sidde og bruge en måned på et digt og være superstolt af det og så få at vide, at ‘du har overhovedet ikke forstået, hvordan jeg har det’.” Desuden har flere digte været til ekstra gennemsyn hos det, man kalder sensitivity readers – læsere, som repræsenterer for eksempel en minoritet, og som kan sige, hvorvidt noget i teksten rammer helt galt hos dem.

Gennemlæsning, godkendelse og vetoret er ikke noget, skønlitterære forfattere ofte giver sig af med. Tværtimod, kan man næsten sige. Forfatterens eneret over fortællingen er som regel et hæderkronet princip. Det er svært at forestille sig, at en digter som Yahya Hassan kunne have udgivet noget, hvis hans bøger havde krævet godkendelse af alle involverede.

Men Cecilie Lolk Hjort har ikke følt sig begrænset af de krav, hun selv har stillet op for sine digte. Tværtimod. “Samlingen her er de mindst tandløse og mest autonome digte, jeg har skrevet,” siger hun. “Det er andres historier, jeg fortæller, så jeg slipper for at skulle forsvare holdningerne i digtene eller forholde mig til personlige spørgsmål om noget meget privat, for jeg kan jo ikke svare på andres vegne. Det har givet mig en stor frihed til at formulere mig på en meget ublu måde.”

I det hele taget mener hun ikke, at det svækker litteraturen – eller debatten som sådan – at behandle andre med respekt.

“Jeg synes tit i vores samfund og især den offentlige debat, at der bliver sat et underligt lighedstegn mellem at være tandløs, og at dem, man taler om, ikke bliver vrede. Men folk bliver jo oftest vrede, fordi man enten siger noget forkert om dem eller bare er et dumt svin over for dem. Jeg tror ikke, at litteratur bliver mindre fri af, at forfatteren laver sin research ordentligt og så i øvrigt har som mål ikke at være et dumt svin. Tværtimod. Jeg tror, litteraturen kan meget mere på den måde.”

Cecilie Lolk Hjort er godt klar over, at hendes metode kan møde kritik. Både i forhold til, om hun giver køb på den kunstneriske autonomi, og om hun kan tillade sig at tale på vegne af mennesker, der netop ikke er som hende selv. “Det er et eksperiment,” siger hun. “Og jeg taler jo ikke for alle, jeg taler for dem, jeg har interviewet. Der vil sikkert også være folk, der tilhører de grupper, jeg skriver om, som læser et digt og siger ‘sådan er det slet ikke at være mig’. Og fair enough. Så er der en anden, der har det sådan.” Det er faktisk en pointe i sig selv, forklarer hun. At digtene ikke nødvendigvis skal vække én til én-genkendelse, men i høj grad åbne en dør på klem til andre menneskers perspektiv.

Og – hvis jeg må have lov at bringe en personlig kommentar i spil her til slut – noget tyder på, at metoden virker. Lad mig runde af med et par linjer fra et digt, der i hvert fald fik mig til at føle, at jeg måske lidt bedre forstår, hvordan man kan møde verden, når man er autist.

“kære ven ·
jeg vil så gerne høre hvad du siger ·
men jeg kan næsten ikke høre mig selv ·
se hvordan mine ord flyder foran mit ansigt som skyer lige udenfor rækkevidde og tusind kilometer væk ·
det er som om jeg ikke kan komme ind i samtalen
selv når jeg er den eneste der taler ·
jeg pakker luften mellem os fuld af ord i håbet om at ånde dem ind for at mærke deres varme og høre dig over mine klaprende tænder ·”