På to måneder har Danmark brugt flere penge end under to års finanskrise. Et globalt gældseksperiment er begyndt

GÆLDLige nu er den globale gæld på et historisk højt niveau. Er det godt eller skidt? Illustration: Sergio Membrillas for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Verdens gæld er eksploderet til historiske niveauer under corona-krisen. Meget tyder på, at gælden måske ligefrem bliver den vigtigste faktor for, hvordan verden kan forandre sig de kommende år, alt efter hvordan vi beslutter os for at håndtere den. Bliver gælden en bombe under systemet? Eller bliver den måske bare … glemt? Her er historien om den globale gældskamp, der finder sted fra Monrovia over Londons finanskvarter og ned i din egen pensionsopsparing.

Det var i lufthavnen, hun indså det: Det her kommer til at ændre alt. Vi er tilbage i begyndelsen af marts. Ngozi Okonjo-Iweala var lige landet med sit fly i Monrovia, hovedstaden i det lille vestafrikanske land Liberia. Den lavstammede kvinde plejer at få det, som hun vil have det, og lige nu ville hun bare gerne hurtigst muligt igennem lufthavnen, så hun kunne få overstået endnu en af sine hundreder af årlige rejsedage. Men det fik hun ikke lov til.

Inden hun og hendes medpassagerer på flyet fra Nigeria måtte begive sig ud i byen, skulle de igennem obligatorisk håndvask, desinfektion og temperaturmåling. Ngozi Okonjo-Iweala havde ikke set den slags før. Coronavirusset havde endnu ikke lagt Afrika ned, men pludselig, her i Liberia, så hun, at noget var ved at ændre sig. Lige dér tænkte jeg for første gang, wow, det her bliver taget seriøst’,” husker hun.

Dr. Ngozi, som hendes assistent kalder hende, er ikke hvem som helst. Hun har ad to omgange været finansminister i Afrikas folkerigeste land, Nigeria, senest mellem 2011 og 2015. Inden da var hun 25 år i Verdensbanken. I dag indtager hun prominente bestyrelsesposter hos både Twitter og den internationale vaccinealliance Gavi. Der er få andre, der kender afrikansk storpolitik og -økonomi som hun.

Den opgave, der ventede hende – kort efter opholdet i Liberia – er blevet måske en af de vigtigste, hun nogensinde havde haft. Den handlede, på en måde, om at beskytte et kontinent. Ikke mod virusset, men mod økonomisk kollaps.

Da alt det her begyndte at ske,” siger hun, var jeg slet ikke i tvivl om, hvor stort det her ville blive.”

Dr. Ngozi er en del af en gigantisk historie, som vi hører alt for lidt om: Den handler om gæld. Staters gæld. Danmark og nærmest alle verdens lande stifter historisk meget gæld her under coronakrisen. Der er mere gæld i verden nu end nogensinde før. Herhjemme har den danske stat brugt mere på to måneder under coronakrisen end på to år under finanskrisen – mange af dem lånte penge. Og det vel at mærke efter en periode, hvor den globale gæld i forvejen var nået et hidtil uset højt niveau. I de ni første måneder af 2019 voksede den med 9.000 milliarder dollars, så den i alt nåede op på utrolige 253.000 milliarder dollars. Eller: 322 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt. Og gælden er kun steget yderligere de seneste måneder.

De fleste af os tænker nok gæld som noget negativt. Vi så under finanskrisen, at gæld kan ramme hårdt. Nedskæringer – austerity-politikken – betød besparelser mange steder – dagpenge, normeringer i børnehaver, nedskæringer på universiteter og gymnasier, reformer og effektiviseringer. For staternes gæld skulle betales.

På samme måde kan den gæld, der bliver stiftet lige nu, måske afgøre, hvordan verden og vores fremtid ser ud om ti år. Derfor er der en kamp i gang om gælden. Og den kamp handler historien her om. Det er en kamp, der handler om dig, der læser lige nu, om væbnede røverier i Sydafrika, om et investeringsfirma i London, om danske pensionspenge, om global magt. Gælden løber som en lang kæde, der binder hele verden sammen. Den kæde fortæller en af tidens vigtigste historier.

Gældseksplosionen skaber dybe panderynker nogle steder. Kæden kan blive så stram, at den knækker. Det er det, folk som dr. Ngozi frygter sker. Men det interessante er, at gælden også kan være, ja, nærmest frigørende eller positiv. Der er i hvert fald noget nyt på spil. Nogle stemmer taler om, at vi skal til at gentænke, hvad statsgæld er, og hvordan vi skal håndtere den.

Jeg tror godt, at det kan tages for givet, at nedskæringspolitikken har haft dens historie og ikke kommer igen,” siger Ove Kaj Pedersen, politolog og professor emeritus fra Copenhagen Business School. Der er skudt hul i den økonomiske teori, den byggede fra midten af 1980’erne og til nu. Dermed er det også en pointe, at der er en åbning for, hvad der så skal ske.”

MAGTFULDNgozi Okonjo-Iweala har ad to omgange været finansminister for Afrikas folkerigeste nation, Nigeria. I april blev hun udnævnt som medlem af Den Afrikanske Unions hasteetablerede specialenhed for økonomisk coronaberedskab. Foto: Siphiwe Sibeko / Reuters / Ritzau Scanpix

Nogle uger efter dr. Ngozis tur til Liberia, tilbage i den sidste halvdel af marts, begyndte coronavirusset at brede sig over så godt som hele Afrika. Dermed startede nogle særdeles travle måneder for den 65-årige nigerianer. Et efter et studerede hun de afrikanske landes finanser, og efterfølgende var hun ikke i tvivl: hvis Afrika skulle kunne finansiere et bare nogenlunde coronaberedskab, var der akut behov for eftergivelse af kontinentets massive statsgæld.

I nogle lande går en tredjedel eller mere af al omsætning til gældsafvikling. Det er gigantiske beløb, og det betyder, at de enkelte lande har meget begrænsede finanspolitiske muligheder. Derfor stod det hurtigt klart for mig, at der var behov for gældseftergivelse,” siger hun.

Hjemme i Washington D.C., hvor hun har boet, siden hun forlod nigeriansk politik, kunne dr. Ngozi følge, hvordan land efter land i Afrika indførte regulære lockdowns. Først Sydafrika, snart også hendes eget hjemland. Med det samme vidste hun, at konsekvenserne for de afrikanske økonomier ville blive uoverskueligt store.

Vare- og oliepriserne faldt lige pludselig drastisk – noget, som mange lande, heriblandt Nigeria, baserer deres budgetter på. Og så skal man huske på, at 80 procent af alle indbyggere i Afrikas urbane områder lever af den uformelle sektor; det vil sige, de tjener deres penge på dag til dag-salg på store markeder. Når man laver et udgangsforbud, forsvinder deres livsgrundlag fuldstændig,” siger hun.

Blandt disse millioner af mennesker, hvor befolkningstætheden er blandt de højeste i verden, er de sanitære forhold tilmed ringe. Det øger smitterisikoen og gør det svært at følge kravet om fysisk afstand. Flere steder, især i Kenya og Sydafrika, har det ført til konfrontationer mellem desperate lokale og hårdhændede politi- og militærstyrker, der har været sendt på gaden for at håndhæve politikernes corona-restriktioner.

Det lyder dramatisk, og det har været dramatisk. Men hos dr. Ngozi er gældsspørgsmålet det eneste, der har fyldt de seneste mange uger. Efter at flere afrikanske præsidenter fra slutningen af marts satte kontinentets statsgæld på dagsordenen, nedsatte Den Afrikanske Union i midten af april en specialenhed for økonomisk coronaberedskab, der blandt andet skal sikre gældslettelse. Medlemmerne er en tidligere chefrådgiver for Elfenbenskystens præsident, en tidligere finansminister i Sydafrika, en tidligere finansminister i Rwanda – og så dr. Ngozi.

Lige siden har hun brugt de fleste af døgnets vågne timer på at forhandle om gæld med Afrikas kreditorer. Det er forhandlinger, der er vigtige for kontinentet som sådan, men der er visse lande, der har særlig brug for dr. Ngozi og kollegernes hjælp. I Ghana går intet mindre end 42 procent af det offentlige budget til gældsafvikling. Ligesom i en række andre afrikanske lande vil det sige, at gældsudgifterne er større end sundhedsudgifterne. Det er, både i et aktuelt corona-perspektiv og på længere sigt, dybt uholdbart.

Dr. Ngozi er ét led i den store, globale gældskæde. Men lad os forlade hende et øjeblik og bevæge os videre til et andet led i kæden. Det skal hjælpe os til at forstå, hvad statsgæld egentlig er. Og for at forstå det, skal vi møde Anders Schelde.

Tilbage i februar befandt Anders Schelde sig i Italien, i et sommerhus. Han var på vinterferie. En dag læste han en nyhed på nettet, der ændrede alt. Cirka 150 kilometer fra sommerhuset var regionerne i Lombardiet begyndt at lukke ned. Det var lidt et wakeupcall,” siger han.

Fra det øjeblik måtte Anders Schelde i gang med at tænke på sit arbejde. Han er nemlig investeringschef for pensionskassen MP Pension. Her bestyrer han omkring 130 milliarder danske pensionskroner. Det gør han blandt andet ved at investere i statsgæld, også i udviklingslande – nogle af dem i Afrika.

Der, i sommerhuset i Italien, gik det for alvor op for ham, at der var en coronakrise på vej: Vi havde i noget tid undret os over, at markederne tog så let på, at coronaen udviklede sig i Kina. Man regnede med, at krisen ikke kom ud af Kina,” siger han. Der, i Italien, kunne jeg se, at det var forkert.”

Grunden til, at Anders Schelde fik travlt, var, at han er en anden vigtig del af den statsgældskæde, som blev dybt berørt, da coronakrisen ramte. Danmark – og mange andre lande – begyndte nemlig at poste penge ud til virksomheder i knibe; hjælpepakker, lønkompensation og andre former for økonomiske nødpakker: Der er så mange af dem, at der ikke rigtig er nogen, der har overblik over dem,” siger han. Men vi kan se, når vi tæller op, at det koster helt astronomiske beløb. Og de penge er bare ikke i kassen. Det er de ikke.”

Med andre ord: Danmark og mange andre lande begyndte at bruge løs af penge, der ikke var i statskassen. Så hvordan skaffer Danmark penge, vi ikke har? Der er groft sagt to måder. Vi laver selv pengene, eller vi låner dem.

Den første måde: hvis et land har magt over Nationalbanken – altså banken, der er ansvarlig for pengepolitikken og valutaen – kan landet bede banken trykke penge til at fylde hullet i kassen. Men, påpeger Anders Schelde, i mange år var det anset som noget, man ikke gør. Noget lignende førte nemlig tilbage i 1930’erne til hyperinflation i samfundet, da man forsøgte det i Tyskland, siger han. Og det var med til at sætte gang i en enorm økonomisk krise op mod Anden Verdenskrig. Så det er generelt ikke noget, man gør,” siger han.

Derfor bruger stater ofte den anden metode: De skaffer penge ved at tage et lån. Det sker på en helt særlig måde.

Forestil dig et auktionshus. Der sidder en auktionarius med en klokke og sælger forskellige ting. Nede i salen sidder køberne og rækker deres skilte eller hænder i vejret. De viser, hvor meget vil de byde. Forestil dig nu, at det er Danmarks Nationalbank, der er auktionarius med hammeren i hånden. Du kan se en slipseklædt bankmand for dig. Og det, han sælger på auktionen, er gæld. Eller rettere: statsobligationer. En statsobligation er egentlig bare et fint ord for et lån til staten – et slags gældsbrev.

Nede i auktionssalen sidder køberne. Det er dem, der gerne vil købe statsobligationerne – købe Danmarks gæld. For det kan være en virkelig fin investering. Du får penge retur gennem renter og afdrag. Investeringen er rimelig sikker – i hvert fald i Danmark. Køberne kan være investorer som Anders Schelde og hans milliardstore pensionskasse. (Og ja, auktionen har i mange år foregået elektronisk – men tilbage i 1980’erne skete handlen med statsobligationer faktisk som en fysisk auktion).

Denne her gældskæde, som dr. Ngozi og Anders Schelde er bundet sammen af, når også hele vejen hen til dig. Du arbejder måske for en virksomhed – en restaurant, for eksempel – der bliver presset under coronakrisen. Der er ingen indtægter. Så din arbejdsplads måtte lukke eller du skulle fyres – hvis ikke staten sendte penge. Og de penge låner staten ved at sælge gæld på en auktion, for eksempel til Anders Schelde og hans pensionskasse.

Det vilde lige nu er, at på grund corona-chokket vil nærmest alle lande meget gerne lave de her auktioner. Det har skabt konkurrence om at låne. Det er til at klare for Danmark, for vi har styr på vores ret begrænsede statsgæld. Vi har en stærk økonomi og vores egen rimelig solide valuta, kronen, så vores statsgæld virker som en tryg investering. Men det er ikke så let at klare for udviklingslande i for eksempel Afrika. De lande har nærmest det modsatte af Danmark: høj gæld, dårlig betalingsevne, svag økonomi og en valuta, ingen stoler på.

Man kan anskue finansmarkedet som en stor vejemaskine, der hele tiden afvejer risici,” siger Anders Schelde fra MP Pension. I løbet af coronakrisen stiger risikoen for, at et land ikke betaler sin gæld og er nødt til at sige til obligationsejerne, at de afdrag og renter, vi har aftalt, det kan ikke lade sig gøre.”

Markedets store vejemaskine vurderer, at det ikke i særlig høj grad gælder Danmark. Vi er det, man kalder en sikker havn. Og i en krise flyder pengene mod de sikre havne. Men vejemaskinen fornemmer en langt tungere risiko i mange afrikanske lande. Med krisen får de sværere ved at betale deres gæld. Og så stiger risikoen. Folk tør ikke købe statsobligationer i mange afrikanske lande. Der er tomt på deres auktionshuses pladser. De købere, der sidder tilbage, vil kun købe obligationerne for meget få penge. Og så bliver det pludselig svært for de lande at få penge i kassen. Det bliver dyrere for dem at låne – på et tidspunkt, hvor de virkelig har brug for pengene.

Det er ikke et godt tidspunkt at skulle hente penge for mange af de lande,” siger Anders Schelde.

Netop derfor kæmper dr. Ngozi og hendes specialenhed for at få Afrikas kreditorer til at slække på deres tilbagebetalingskrav. Hvis det ikke lykkes, har nationerne simpelthen svært ved at finansiere den infrastruktur, som ikke kan undværes, slet ikke under en pandemi. For nogle vil det være fuldstændig umuligt. Lande som Zambia og Mozambique er forgældede til op over begge ører og balancerer på randen af en regulær statsbankerot:

Dannelsen af specialenheden var en vigtig erkendelse af, at hele kontinentet måtte arbejde sammen. Til vores første møder studerede vi det arbejde, som FNs Afrikakommission allerede havde lavet med de afrikanske finansministre, og sammen kom vi frem til ambitionen om at sikre et toårigt gældsstop for Afrika.”

Herefter rakte dr. Ngozi og kollegerne ud til multilaterale organisationer som IMF og Verdensbanken – store kreditorer, der har lånt penge til udviklingslandene. I første omgang med succes: Vi rakte ud til IMF, der fra starten var villig til at lytte til Afrikas behov, og på deres forårsmøde annoncerede de deres planer om at eftergive gæld til 19 afrikanske lande. Det var stort, for det var første implementering af alle vores møder.” Derefter kom turen til G20-sammenslutningen, heriblandt Kina, der i løbet af de seneste år er blevet det land, der har flest penge til gode i udviklingsøkonomierne. Også med dem blev der indgået en aftale: Sammen med dem blev vi enige om et gældsstop for resten af 2020.”

Så langt så godt, men det var næppe mere end et foreløbigt resultat. Én ting er, at gældslettelsen kun løber året ud. Derefter står gælden igen og truer statsfinanserne rundtom i Afrika. Noget andet er, at det ikke er lykkedes at lande en aftale med de private kreditorer – de private købere i de afrikanske landes gældsauktionshuse. Trods en imødekommende udmelding fra IIF, den globale finansindustris fællesorganisation, har de private, der som regel udlåner på de skrappeste vilkår, endnu ikke indvilget i at komme de trængte, gældstyngede lande til undsætning. Men hvorfor egentlig ikke? Og hvem er de private investorer, der ejer en del af de fattigste landes gæld?

NYE TIDERPolitolog Ove Kaj Pedersen er overbevist om, at vi står midt i et brud med den traditionelle måde at tænke statsgæld på. Efterhånden er den en præmis, ikke et problem. Foto: Tor Birk Trads, Ritzau Scanpix

Mød Marcelo Assalin. Han arbejder for det internationale investeringsfirma William Blair i Londons finansdistrikt. Hans speciale? At investere i gæld fra udviklingslande. Det er folk som ham, der køber i gælds-auktionshusene i Sydafrika, Argentina, Zambia – han investerer i statsobligationer i blandt andet afrikanske lande.

På den måde trækker Marcelo Assalins investeringsfirma en lige linje til de andre, vi allerede har mødt i historien. Hans firma investerer i staters gæld for penge, de for eksempel forvalter for store pensionskasser – a la Anders Scheldes danske MP Pension. For pensionskassen kan ikke selv vide alt om investeringspotentialet i Zambias statsobligationer. Så Marcelo Assalin er en slags bindeled. Han bruger pensionspenge, der kunne være kommet fra Danmark, til at købe gæld i afrikanske lande. Den gæld, som Ngozi Okonjo-Iweala og hendes hold kæmper for at få lettet eller slettet.

Da coronakrisen ramte, var Marcelo Assalin ikke i tvivl om, at den var alvorlig for en række udviklingslande.

Vi ser uset økonomisk kollaps over det hele,” siger han. Det kollaps gjorde det sværere, siger han, for en række udviklingslande at betale deres gæld. Investorerne blev bekymrede og begyndte at trække penge ud af landene. Vi har set penge flyde ud af investeringsfonde for udviklingslande i en grad, der er uden fortilfælde.”

Det interessante ved Marcelo Assalin er bare, at han ikke ser verden, som mange andre gør. Han ser en god forretning lige nu. Så mens andre trak deres penge ud af Afrika, begyndte han at investere. Hans vejemaskine vægtede mange udviklingslandes risiko mindre end markedets store vejemaskine.“Vi har øget mængden af penge, vi investerer i udviklingslandes gæld,” siger han. Vi vurderer, det er et godt tidspunkt. Vi tror, at afkastet bliver virkelig attraktivt – og overskygger risikoen.” Marcelo Assalin køber endda gæld i de allermest pressede lande – lande, der allerede inden krisen var på vej ind i en gældskrise, hvor de ikke kunne betale det tilbage, de havde lånt, og skulle genforhandle gælden med obligationsejerne: Argentina, Libanon, Zambia.

Marcelo Assalin understreger samtidig, at investeringer i gæld hos udviklingslande jo også er vigtige – de giver kapital til, at landene kan udvikle sig. Ja, investeringsselskabet tjener penge for dem, de forvalter penge for – for eksempel pensionskasser. Men de låner også livsvigtige penge ud.

Det er en misforståelse, at alle investorer er gribbe – det er de ikke. Mange udviklingslande er blevet hjulpet af de store ressourcer fra investorer, så de har kunnet blive ved at udvikle deres økonomier. Uden de ressourcer ville de ikke kunne udvikle sig i det tempo, de gør.”

Marcelo Assalin bringer altså nuancer til historien. Han argumenterer for, at det er vigtigt for udviklingslandene, at der sidder nogen – også private investorer – i gælds-auktionshusene og vil købe. Det giver penge til udvikling.

Spørgsmålet er så, om han også vil hjælpe med at lette på gælden – som dr. Ngozi og hendes hold presser på for. Og her er han mere skeptisk.

På den ene side bakker han op om gældshjælpen fra IMF og de andre store ikke-private spillere. Og han siger også, at han er klar til at genforhandle gæld med nogle pressede, fattige lande – det skal bare ske med det enkelte land og ikke i en samlet pakke med alle landene – og ikke tvungent, fordi et land simpelthen holder op med at betale.

På den anden side er han skeptisk over for, at investorer som han selv deltager i gældslettelsen. Især er han skeptisk over for, at gælden bliver helt annulleret. Eller at lande simpelthen siger, de ikke kan betale. Eller at de ikke vil. Så ville hans investering forsvinde op i den blå luft. Og det ville starte et juridisk slagsmål.

Hvis man misligholder sin gæld, kan man blive retsforfulgt internationalt. Det skaber store problemer for de lande. For de vil bruge en masse tid i retssale og bruge en masse penge på at slås med potentielle obligationsejere – og de vil blive lukket ude af markedet. For de kan ikke udstede gæld igen, mens de står midt i en juridisk sag med obligationsejerne. Så fordelen ved at misligholde sin gæld for de lande er ekstremt lav. Fordelen opvejer ikke omkostningen,” siger Marcelo Assalin.

Argentina er et godt eksempel. For nogle år siden kunne landet simpelthen ikke længere betale sin gæld. Det ville ikke betale. Så Argentina sagde: Nej, gælden og renterne på gælden er blevet for stor en belastning for vores økonomi. Det fik investorerne – dem, der havde købt Argentinas gæld, statsobligationerne, i auktionshuset – til at hive dem i retten. De ville have deres penge igen. Det betød også, at Argentina simpelthen blev lukket ude af finansmarkederne de næste ti år og ikke kunne skaffe penge ad den vej. Det gjorde ondt.

De forstår udmærket omkostningen ved at gøre sådan,” siger Marcelo Assalin.

Anders Schelde, investeringschefen fra MP Pension, siger det på en lidt anden måde.
Det globale finansmarked har jo ikke så mange følelser, men det har en relativt lang hukommelse. Så med lande som Argentina, der excellerer i ikke at betale gæld, der tænker finansmarkedet ikke: det er synd for dig’. Det sætter lange spor i markedets hukommelse – om landets mulighed og villighed for at tilbagebetale gæld. Det skal man som land være meget bevidst om. Man risikerer at lukke døre, og gøre det permanent.”

Så: På den ene side står dr. Ngozi og hendes hold og siger, at gælden, både i et aktuelt corona-perspektiv og på længere sigt, er hæmmende for udviklingsøkonomierne. Her står lande som Argentina og Etiopien og Honduras og Angola, hvor gælden truer med at slå økonomien helt i stykker. Og på den anden side står Marcelo Assalin og andre private investorer. Det vil sige, at hvis dr. Ngozi får held med at få slettet gælden, så forsvinder de penge, de har investeret – for eksempel almindelige menneskers pensionspenge. Og så vil færre turde bevæge sig ind i landenes gælds-auktionshuse i fremtiden – så det bliver endnu sværere for dem at få penge ind i landet.

Det er lidt som en duel, hvor parterne lige nu ser hinanden an. Og den eksplosion af gæld, som er i gang, har kun gjort duellanterne endnu mere pressede. Hele gældskæden står og dirrer lige nu, den er spændt strammere end nogensinde før. Gælden er blevet så overvældende, at den truer med at vælte læsset flere steder i verden, hvis der ikke sker noget radikalt, eller hvis der ikke bliver tænkt radikalt nyt.

GÆLDSINVESTERINGERSom investeringschef i MP Pension råder Anders Schelde over 130 milliarder danske pensionskroner. Nogle af dem bliver investeret i statsgæld. Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Så det er nu, det bliver rigtig spændende. For hvis vi prøver at kigge ind i fremtiden og give et bud på, hvordan gælden og den måde, vi håndterer den på, kan ændre verden for de kommende generationer, er der en ret vid palette af scenarier i spil. Hvis det går som efter finanskrisen, kan den danske statsgæld, som vi bygger op lige nu, påvirke, om der skal spares i din vuggestue eller skole eller laves reformer af pensionen. Sådan noget har konsekvenser mange år ud i fremtiden. Også på det store globale helikopterplan kan gælden rykke ved verden.

Derfor handler den store diskussion lige nu om, hvorvidt statsgælden er en god eller en skidt ting for verden. Og det fascinerende er, at noget af det, der kommer til at afgøre gældens og dermed vores skæbne, er, om vi er klar til at se på verden på en ret ny måde.

Man kan nemlig – i sin ekstreme form – tegne helt modsatte scenarier for, hvordan gældshistorien ender. Det ene er en gyser eller en tragedie. Det andet er et drama med en happy end. Det er selvfølgelig ret karikeret. Men begge yderpunkter rummer noget rigtigt.

Vi begynder med gyseren – gælds-dystopien. Vi har historisk stor gæld. Virksomheder har meget gæld. Kina har meget gæld, USA har meget gæld. Danske boligejere. Pressede afrikanske lande, som dr. Ngozi kæmper for.
Nogle økonomer frygter, at nogle af dem pludselig ikke kan betale deres lån – måske på grund af coronakrisen. Og så begynder det at sprede sig. Andre kan ikke betale gælden. Og til sidst står vi midt i en global gældskrise, der får finanskrisen til at ligne peanuts.

Nogle taler endda om, at verdens største økonomi – USA – kunne risikere at ryge ind i en gældskrise. Landet har lånt ekstremt mange penge billigt i årevis. Hvad nu, hvis det ikke kan blive ved?

Hele finanssystemet har som præmis, at den amerikanske statsgæld er et risikofrit aktiv. Og ingen er klar til at tænke, hvad hvis det ikke er pengene værd,” sagde økonomi-journalist og forfatter og tidligere Wall Street-ansatte Michael Lewis for nylig ved et foredrag for Harvard University.

Michael Lewis talte om, at finansmarkedet – køberne i USAs gælds-auktionshus – har set amerikansk gæld, statsobligationer, som meget lidt risikable. Derfor får USA lov til at låne voldsomt meget til en lav rente. Men hvad nu, hvis investorerne begynder – lidt ligesom de gjorde i Afrika nu her under corona – at tabe tilliden til USA? Til USAs betalingsevne – eller betalingsvillighed?

Michael Lewis er bekymret for, hvad Donald Trump kunne finde på at sige, hvis en vælger ved et valgmøde spørger ham, hvordan USA skal betale sin enorme gæld. Mange af pengene skylder landet til Kina. Hvad nu, hvis vi præsidenten sagde: Vi betaler det simpelthen ikke tilbage. Kina har fået pengene gennem unfair handel. Halvdelen af landet og hele finansverdenen ville gå i panik og blive lamslået. Men hans vælgerbase ville nok godt kunne lide det – og det lader til at være dem, han regerer for,” sagde Michael Lewis.

Der har faktisk for nylig været amerikanske toppolitikere ude og sige, at de synes, det ville være en god ide ikke at betale af på gælden til Kina. Det er markant. (Trump har ikke selv sag det; han vil straffe Kina økonomisk med andre midler). Men hvis det sker, vil markedet tabe tilliden til USA. De vil, som Michael Lewis siger, gå i panik. De vil styrte ud af auktionshuset. Jeg tror, det er en reel risiko,” siger han.

Hvis USA røg ud i en gældskrise, ville amerikanerne kunne mærke det i form af hårde nedskæringer, men hele verden ville blive trukket med ned. Hvis USA ikke ville betale sin gæld til Kina, ville hele fundamentet, som det økonomiske system bygger på – at nogen vil låne til andre, fordi man betaler, hvad man skylder – hele den tillid ville krakelere. Er det så nok med økonomiske sanktioner? Kan man så trække lande for retten, som investorer gjorde med Argentina? Kan man trække USA for retten? Kina? Eller vil der være grobund for egentlig konflikt mellem landene?

Det er verden i brand-scenariet. Men dystopien kunne også komme i en mindre og mere realistisk udgave; i forvejen pressede afrikanske lande gæld kollapser helt, og de ender ikke bare i juridiske slagsmål med Marcelo Assalin om hans investeringer - med vestlige pensionspenge. Det sender store dele af et kontinent ud i dyb krise. Og fordi vi alle sammen, også vi her i Danmark, er en del af den samme gældskæde, kan vi også komme til at mærke det her.

Sydafrika er et af de afrikanske lande, hvor coronarestriktionerne har ført til social uro. Her venter indbyggere i en township uden for Pretoria på at få udleveret mad Foto: Siphiwe Sibeko, Reuters/Ritzau Scanpix

Men som nævnt er der også en anden fortælling om verdens voksende gæld i de her uger, måneder og år. En helt anderledes konstruktiv, ja faktisk positiv, en af slagsen. Og hvis det er den, der vinder gældskampen i de her år, så vil vi om ti år mærke denne her gældskamp på en helt anden måde. I denne her fortælling er gælden snarere en præmis end et problem, der skal ud af verden hurtigst muligt. Det er en fortælling, der ifølge eksperter udgør et brud med den traditionelle måde at tænke gæld. En af dem er Ove Kaj Pedersen, politolog og professor emeritus fra Copenhagen Business School: Indtil i hvert fald finanskrisen i 2008 var det et dogme i den dominerende del af den økonomiske teori - det vil sige den, regeringerne i den vestlige verden sædvanligvis har lagt til grund for deres politikker - at statsgæld er et udtryk for manglende konkurrenceevne og derfor medfølger af inflation. Statsgælden er altså blevet set som noget negativt, der skal afvikles hurtigst muligt”.

Sådan er det ikke længere. Efter finanskrisen, fortæller Ove Kaj Pedersen, har der været en stigende accept, både i økonomisk teori, internationale organisationer og nationale regeringer, af, at gæld kan være en legitim måde for stater at komme ud af finansieringsproblemer på. I stedet for at se gældsstiftelse som en sidste udvej og et onde, der skal tilintetgøres hurtigst muligt, har der bredt sig tanker om gæld som noget, politikerne bør omfavne. For økonomer er tankerne ikke fuldstændig uhørte, men de er for alvor ved at slå igennem nu: Der har i mange år været alternative teorier, der har været imod nedskæringspolitikken og har talt om helikopterpenge, borgerløn og andre måder at underbygge velfærdsstaten. De teorier er der ved at blive lyttet til i højere grad, det er der faktisk blevet gjort siden finanskrisen.”

Det, der før blev set som radikalt, er altså nu ved at være mainstream. For lægmænd kan teorierne dog stadig virke ret bemærkelsesværdige. De baserer sig nemlig på en idé om, at gæld ikke behøves betales tilbage, så snart det kan lade sig gøre. Den behøves måske faktisk slet ikke betales tilbage, forklarer Ove Kaj Pedersen.

Der er forskellige måder at afvikle gæld på - hvis man overhovedet vil afvikle”, siger han. En måde er at igangsætte inflation, så gælden udhules. En anden måde er at producere sig ud af gælden. Det gjorde vi i Danmark i 90’erne. Vi producerede simpelthen mere, så gældssatsen relativt set blev mindre i forhold til BNP og til sidst forsvandt. Og så er der den tredje mulighed: simpelthen bare at glemme gælden: Det kan for eksempel ske via Den Europæiske Centralbank, der, som det snakkes om nu, opkøber regeringernes gæld gennem såkaldte Eurobonds, sætter gælden på en gældskonto og så lukker boksen og glemmer alt om den. De tre muligheder er jo til stede, men vi mangler diskussionen om, hvilken der skal vælges. Der er dog flere flere tegn på, at man vælger den, hvor gælden simpelthen helt glemmes”, siger Ove Kaj Pedersen.

Man kan kun gisne om, hvilke konsekvenser det i så fald ville få, mener politologen. Det bliver et djævelsk interessant politisk spil”. Han spekulerer i, om skiftet i gældstilgangen vil mindske regnearkene og de økonomiske modellers magt, og i stedet styrke teologerne og litteraternes position i den offentlige debat: Men han er grundlæggende i tvivl om, hvad der kommer til at ske: Det eneste man kan forudse lige nu er, at det, der sker lige nu vil forfølge den økonomiske debat og teori samt den politiske opmærksomhed i hvert fald i de næste 15-20 år”.

Altså det vil sige: spørgsmålet om statsgæld udgør både et politisk og økonomisk vadested; idéer, virkeligheder og interesser kolliderer, og noget nyt, i en eller anden form, forventes at vokse frem. Og noget kunne altså tyde på, at dette nye kunne blive en frigørelse fra de nedskæringspolitiske spændetrøjer, som længe har defineret moderne politik; for hvis man bare kan gemme gælden væk og låne uden for mange omkostninger, kan der fokuseres på andre spørgsmål end dem regnearkene stiller. Det er, siger Ove Kaj Petersen, måske indgangen til en ny, mere etisk funderet politisk tidsalder.

Igennem historien her har vi kredset om ét vigtigt spørgsmål: Er gælden god eller ond? Og svaret på dét spørgsmål skifter for nærmest hvert led i den gældskæde, der går fra lande som Ghana og Nigeria, som Dr. Ngozi kæmper for at hjælpe, til Marcelo Assalins investeringsfirma i London, der køber gælden – for pensionspenge, der kunne komme fra en pensionskasse, som den Anders Schelde sidder hos. Alt efter hvor man er i kæden, vil man se forskelligt på det her spørgsmål.

Dr. Ngozi og hendes og kollegerne i Den Afrikanske Unions nye specialenhed holder stadig møder hver anden dag og er kun lige begyndt med deres arbejde på gældsområdet: Vi er meget tilfredse med, hvad vi har opnået indtil videre, men vi har stadig en række ting, vi gerne vil opnå. Vi vil sikre et toårigt gældsstop.”

Dr. Ngozi håber også at få den private sektor til at hjælpe med gælden. Der er panisk brug for det. Når de afrikanske lande spørger om lov til vente med at betale gæld af, spørger de reelt om lov til et velfungerende sundhedssystem. For der er ikke råd til hospitaler, selv ikke under corona, hvis al gælden, der bliver dyrere og dyrere, skal betales.

Vi her i Danmark sidder i den anden ende af gældskæden. Og for os er historien en helt anden. I Danmark og en del andre rige lande kan vi glæde os over, at gælden er billig – og den kan måske endda frigøre os fra den stramme sparepolitik, der dominerede efter finanskrisen. Vi er privilegerede nok til, at vi har kræfterne til – måske – selv at beslutte, hvordan vi vil opfatte den gæld, vi lige nu stifter. Det er bemærkelsesværdigt.

På sin vis fungerer corona-krisen som en slags fremkaldervæske. Vi kan se hvert led i gældskæden klarere. De forskelle, problemer og dynamikker – uretfærdigheder og potentialer – som gældskæden allerede rummede, bliver tydeligere nu. Og måske kan corona-chokket fortælle os, om gældshistorien ender som gyser og tragedie eller som happy end.

Det er når tidevandet går ud, man kan se, hvem der svømmer nøgen,” siger Anders Schelde, investeringschefen fra MP Pension. Vi har opbygget al den her gæld, men det ved vi ikke rigtig om er et problem, før vi choktester systemet.”

Og den choktest er begyndt nu.

Investeringschef hos MP Pension, Anders Schelde, vil fra søndag morgen svare på spørgsmål i bidragssporet.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: