Hvad vi taler om, når vi taler om Gift ved første blik

ÅH, SÅ SVÆRTÅr 2017’s måske mest omdiskuterede parforhold: Mette og Christian fra ‘Gift ved første blik’. Animation: DR Presse / Kasper Løftgaard / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

DR’s matchmaker-program ‘Gift ved første blik' har sæson for sæson toppet seertals-statistikken, fodret danskernes frokostpausesnak og skabt digitale diskussioner på alle platforme. I 2017, da programmet løb over skærmene for fjerde gang, undersøgte Zetlands kulturskribent Marie Carsten Pedersen hvad der egentlig er på spil, når vi ser de nygifte par fare vild i sig selv og hinanden. I anledning af sæsonpremieren på sjette udgave af 'Gift ved første blik' genudgiver vi artiklen her.

På en måde føles det som en lettelse. Efter ugevis af frem og tilbage, efter tvivl og misforståelser og udmattende forhandlinger, hovedrysten, udråbstegn og krummede tæer sluttede fjerde sæson af Gift ved første blik i går aftes.

Siden premieren i februar har en million danskere fulgt med i DRs videnskabeligt funderede Kirsten Giftekniv-program, hvor otte mennesker bliver matchet parvis ud fra grundige personlighedstests.

Parrene bliver straks ved programstart viet i et arrangeret fornuftsægteskab, der så måske, måske ikke, vil holde ud over de fem uger, eksperimentet”, som DR kalder det, varer.

Det var der ét par, der gjorde i år. Camilla og Nicolas fra København valgte at forblive gift, til trods for at deres forhold virkede som én lang torturseance af manglende forståelse og passiv-aggressive stikpiller.

Undervejs er der blevet diskuteret hen over kantinemaden, ved kaffeautomaterne, mellem whiteboard-møder, i chatgrupper og hen over aftensmaden. Snakken er gået, som den gør, når flow-tv gør det, det gør, når det er bedst: Rammer noget i tidsånden og sætter en dagsorden, som danskerne over en bred kam kan relatere til. De fire pars interne dynamik er blevet vendt, drejet, vurderet og dissekeret.

Også her på Zetland. Eller okay, i dén grad her på Zetland.

Godt halvdelen af redaktionen har været så engageret i, hvordan tv-parrenes samliv har udartet sig, at vi har måttet oprette en særlig gruppe (eller for de indviede: kanal) for Gift ved første blik-snak på Slack, vores version af et intranet, for at bevare roen i det åbne kontor.

Det er derfor, det virker, som om det hele bliver lidt lettere nu, da programmet er slut. Der var simpelthen så meget at tale om, at det blev lidt småstressende til sidst.

Hvis man ikke ser Gift ved første blik, må det virke tosset. Har den laveste fællesnævner nu vundet igen? Har vi ikke bedre ting at bruge vores energi på end en forsigtig voksenudgave af Paradise Hotel, hvor sex for åben skærm er skiftet ud med følelsesporno?

Men det er ikke tosset. For når vi – ikke bare et Zetland-vi, men et én-million-danskere-vi – taler om Gift ved første blik, taler vi om meget mere end fire pars personlige udfordringer med den svære disciplin, som et parforhold er.

Vi taler, groft sagt, om tre ting af monumental karakter: Om vores samfund. Om sex. Og om os selv.

Lad os starte med samfundet. For Gift ved første blik er i svimlende høj grad tv til den tid, vi lever i: Et samlingspunkt for nogle af de stærkeste ideologiske og epistemologiske strømninger, der former vores forestilling om, hvad det vil sige at eksistere som menneske i det moderne industrisamfund, som det fremstår her og nu.

Eller, sagt på en anden måde: Forestil dig, at den kognitive psykologi kommer ind på en bar. Her står den positive tænkning og flirter med selvhjælpsbølgen. Alle tre parter tænder på hinanden, så de går hjem sammen, og på mirakuløs vis, eller fordi dette er en ret simpel metafor, får de sammen et lille nuttet regnbue-ønskebarn, som de kalder Gift ved første blik.

Det er et barn af tiden. Af industrisamfundets grundpsykologi. Af det positivistiske fornuftsbaserede syn på mennesket, hvor man ved at iagttage sig selv, indsamle data om sig selv, observere sig selv og analysere sig selv med de rigtige teorier ved hånden kan nå til en fuldkommen og endelig erkendelse af, hvem man er.

Og hvor man er forpligtet – over for sig selv såvel som over for fællesskabet – til aktivt forsøge at eliminere de egenskaber, der trækker i den gale retning.

Det er et barn, hvis første ord er: Kend dig selv. Tag kontrol over dig selv. Vær rationel. Pragmatisk. Konstruktiv. Fleksibel. Omstillingsparat.

Så, nu er barnet voksent og klar til at vise verden, hvordan dets model for menneskets natur kan instrumentaliseres i det monogame parforholds tjeneste. Med lidt hjælp fra det ægteskabsløfte, der i dag er så godt som strippet for religionens metafysiske overbygning og kan betragtes udelukkende som en formel kontrakt med hjemmel i det sekulære samfunds juridiske forfatning.

Sagen er bare, at modellen ikke rigtig virker.

Eller – det gør den. Psykologi virker, terapi virker, og coaching virker. Men ikke med den form for garanti, som programmet påstår med sin enhedsvidenskabelige metodiske grundfæstning. Ud af alle de match, programmet har lavet gennem fire sæsoner, er kun to par stadig sammen.

Gift ved første blik har en taskforce af eksperter, som både står for udvælgelsen af deltagere, sammensætningen af parrene og råd og vejledning undervejs. I hvert afsnit dukker de op med deres kommentarer, som forskningens og fornuftens løbende metablik på de fire par.

En præst, en antropolog og to psykologer, der hver især kan fortælle os herude om, hvorfor de fire par burde fungere sammen. Og når de så åbenlyst ikke fungerer, fortæller de lidt om, hvordan det ville være mere hensigtsmæssigt, at de opførte sig.

Det er altid en variation over samme og temmelig banale sang: Hvis bare de var lidt mere åbne …” Hvis de kunne lægge deres vaner og indgroede mønstre fra sig …” Hvis de kunne prøve at se på de kvaliteter, de hver især rummer …”

Med andre ord: Kend dig selv. Tag kontrol over dig selv. Vær rationel. Pragmatisk. Konstruktiv. Fleksibel. Omstillingsparat. Det er mantraet. I Gift ved første blik såvel som i det moderne industrisamfund, vi lever i. Hvor alle aspekter af vores tilværelse er underlagt den positivistiske fornuft, der ser alting som målbart og underlagt empiriske lovmæssigheder.

Så megen fornuft gør det svært at være til som menneske. Hvorfor skriver Max Horkheimers og Theodor W. Adorno om i det filosofiske hovedværk Oplysningens dialektik, der er en kritisk undersøgelse af, hvordan nazismens grusomheder kunne finde sted i et højt civiliseret samfund som det 20. århundredes Tyskland.

For der er, ifølge Horkheimer og Adorno, aspekter af den menneskelige bevidsthed, der ikke kan erkendes inden for den instrumentelle fornufts rammer – herunder givetvis det, som deltagerne i Gift ved første blik ville kalde kriller i maven”.

Når fornuften bliver totalitær og underlægger sig selv det, der er menneskets inderste natur, bliver mennesket fremmedgjort over for sig selv og andre. Det er dialektikken: Med oplysning følger blindhed. Og konsekvensen er mennesker, der bliver ude af stand til at indgå i meningsfulde følelsesmæssige relationer med hinanden.

Den fremmedgørelse kan, skriver Horkheimer og Adorno, i værste fald udmønte sig i fascistisk diktatur. Men den kan, viser det sig, også forekomme i en absolut stille og rolig vanilla-udgave i form af Christian fra Gift ved første blik.

En rar ung mand, der savner en kvinde i sit liv, og som et hundrede procent køber eksperternes præmis om, at den, han ved hjælp af indsamlet data vil blive matchet med, vil være en god partner for ham.

Det gør ham, paradoksalt nok, umulig at være sammen med for Mette, den kvinde, eksperterne matcher ham med. Der er mange ting, der går galt i deres forhold. Men det grundlæggende problem er, at Mette hurtigt står af, fordi hun ikke er tiltrukket af Christian, mens Christian er ude af stand til at begribe, at hun ikke vil ham, når nu han vil hende.

Skal man være hård, tænker Christian sig selv og Mette ind i bytteværdiens grundformel: Hvis hun får mig, så får jeg hende. Voila, parforhold. Det er et rationale, der er ret let at finde noget at sige om som bag-skærm-klog tv-seer.

Men Christian kan ikke gøre for det. Christian er formet af den instrumentelle fornuft, af det samfund, der omgiver ham og de videnskabelige eksperter, der fortæller ham, at der findes en målbar sandhed om, hvem han er, og om, hvilken partner der er perfekt for ham.

Og han er ikke alene. Alle deltagerne i Gift ved første blik mener, at de kender sig selv ret godt – de er friluftstypen”, en rigtig citygirl”, og samtidig alle sammen meget åbne”.

Men jo længere frem programmet når, jo mere tomt buldrer det store Kend dig selv’, når vi ser, hvordan parrene farer vild i sig selv og hinanden.

For man kan, ifølge Adorno, ikke (er)kende sig selv på den måde, positivismen vil have os til. Falsk bevidsthed, kalder han det, når vi tror, vi ser os selv klart. For vores subjekthed, altså den, vi er, afhænger af det blik, vi lægger på os selv, og af de mekanismer, ydre såvel som indre, som det blik er underlagt.

Vi kan ikke gøre os fri af det, lige så lidt som videnskaben kan gøre sig fri af præmisserne for dens objektivitetsbegreb.

Og derfor er Gift ved første blik så fascinerende at se på.

Ikke på trods af, at det ikke går, som eksperterne vil have det, men netop, fordi det fungerer så skidt: Det er en afmontering af videnskabens insisteren på, at vi kan fikse alle tilværelsens uregelmæssigheder såsom ensomhed, hvis bare de rette data foreligger, og fornuften fører an.

I et samfund, hvor ægteskab ikke er en økonomisk eller social nødvendighed, tillader vi mennesker os den luksus at forvente kriller i maven” i mødet med den anden. Selv hvis vi har lovet en tv-producent og nogle kærlighedseksperter at lægge den forventning fra os.

Men fascinationen er dobbeltbundet. For samtidig med at de kuldsejlede forhold i programmet kildrer et lille oprør mod selvhjælpssamfundet og den positivistiske fornuft, er de enkelte personers reaktionsmønstre også guldgruber af data, som vi seere netop indsamler og undersøger for at lære mere om – os selv.

Vi ser os selv i deltagerne. Og vi ser vores partnere, og mennesker omkring os, som tænker, taler og agerer præcis som de otte deltagere. Og som sidder i de samme klemmer, der er langt mere almenmenneskelige, end de fleste af os har lyst til at erkende.

For eksempel når det kommer til sex.

Sex har været, hvis ikke reelt fraværende i denne sæson af Gift ved første blik, så i hvert fald usynligt. Omvendt har det – nok netop derfor – fyldt virkelig meget i samtalen om programmet. I hvert fald heromkring.

På skærmen har sex været elefanten i rummet. Både eksperter og deltagere har nærmet sig emnet med største diskretion og nøjedes med at tale om tiltrækning” og intimitet”, og at det bestemt ikke var særlig vigtigt for de nye forhold.

I vores Slack-kanal har vi derimod råbt i caps lock om, at nogen var nødt til at erkende, at de par aldrig kom ud over rampen, hvis ikke de var tiltrukket af hinanden.

Og måske var selve rammen faktisk lidt for realistisk i al sin konceptuelle iscenesathed. For skete der ikke præcis det for de fire par, som sker i et langvarigt parforhold? At den konstante tilgængelighed, nærheden til den anden, dræber den erotiske tiltrækning?

For det er, som den belgiske sexolog og TED Talk-stjerne Esther Perel siger, svært at blive ved med at begære det, man allerede har.

Det er noget, vi er mange ude bag skærmene, der sikkert har godt af at få anskueliggjort via de ikke så intime par i Gift ved første blik. Og det er den slags overvejelser, vi har fået mulighed for at gøre os for licenspengene denne gang.

Sammen med alle de andre vinkler, vi har kunnet spejle os og hinanden i, når de otte deltagere er blevet vendt og drejet i Gift ved første blik-eksperimentets petriskål. Det er uden tvivl den største attraktion ved programmet: Identifikation, og hvad deraf følger af erkendelser.

Ja, det er lidt sjovt: Fortællingen om umuligheden af at kende sig selv bliver til et element i vores evige bestræbelser på netop det. Jeg tror, Adorno ville grine sin røv i laser over den joke. Men jeg er ikke helt sikker på, hvem der ler sidst.

For er det blot falsk bevidsthed, når man synes, man bliver lidt klogere på sig selv ved at spejle sig i en anden? Hvor dybt stikker den erkendelse, vi får af at se Christian og Mette køre deres relation i smadder? Kan vi faktisk lære noget, der er sandt om os selv, ved at Camilla og Nicolas vælger hinanden til?

Det kan vi ikke svare på. Men det er dét, vi taler om.