Godt gemt i PISA-undersøgelsen ligger interessant data om mobning i Danmark. Her er den

KNIPSMobning kan ændre et liv. Så hvad ved vi faktisk om det? Illustration: Mathias Hoeg for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

PISA-undersøgelsen af skolelevers fagkundskaber gemmer også på en stor portion data om mobning. Vi dykkede ned i tallene. Hvor mange bliver mobbet? Er det mest drenge eller piger? Er det udlændinge? Er Danmark værre end andre lande? Undersøgelsen tegnede et tankevækkende billede af mobningen på de danske skoler i dag.

PISA-undersøgelsen har en bagside.

Her mener jeg ikke den fiksering på test og på målbare resultater, som målingen ofte kritiseres for. Heller ikke de metodiske svagheder, som statistikere elsker at fremhæve. Næ, jeg tænker på det, der sker, efter eleverne er blevet testet i læsning, matematik og naturfag. Så bliver de nemlig udsat for endnu en prøvelse, et langt og detaljeret spørgeskema om fremtidsplaner, familieforhold og … mobning.

Et mere følelsesladet emne end mobning er svært at finde – og netop derfor kan emnet godt trænge til nogle kølige tal. Og eftersom PISA-undersøgelsen bygger på oplysninger om mere end en halv million 15-årige skoleelever verden over, er det et ganske omfattende datasæt.

Så hvad kan vi lære om mobning ved at dykke dybt ned i PISA-tallene? Ganske meget, faktisk.

Ikke alle lande har deltaget i mobningsdelen af PISA, men de fleste, herunder Danmark, har. I Danmark har godt 7.000 elever i 9. klasse deltaget i 2015-udgaven af undersøgelsen. (Den næste bølge, PISA 2018, er gennemført, men det varer endnu en rum tid, før resultaterne kommer ud). Blandt kvantitative undersøgelser af mobning er PISA dermed en af de mest omfattende, vi har. Det gør ikke PISA-data til evigtgyldige sandheder, men trods alt til en væsentlig brik i puslespillet.

Det er ikke ligefrem, fordi resultaterne er blevet overeksponeret i medierne. Det er faktisk svært at finde en artikel, der omtaler Danmarks placering på PISAs rangliste efter graden af mobning. Én del af grunden er, at mange danske forskere i mobning ikke bruger PISA som autoritativ kilde, blandt andet fordi undersøgelsens statistiske metode er blevet kritiseret.

Kritikken går dog især på metoden bag den mest kendte del af PISA – der, hvor elevernes faglige færdigheder måles og bruges til den forkætrede rangordning af landene. Den efterfølgende spørgeskemaundersøgelse har fået langt mindre opmærksomhed og kritik.

Blandt PISA-undersøgelsens fordele kan nævnes, at den også ser på typen af mobning, at den er gennemført i mange lande, og, ikke mindst, at datasættet frit kan downloades og analyseres på ny. Det er præcis det, jeg har gjort.

I PISAs spørgeskema har eleverne fået spørgsmålet Hvor ofte har du oplevet følgende i skolen i de seneste 12 måneder?” efterfulgt af følgende liste:

  • Andre elever har udelukket mig fra noget med vilje.
  • Andre elever har gjort grin med mig.
  • Jeg er blevet truet af andre elever.
  • Andre elever har taget eller ødelagt mine ting.
  • Jeg er blevet slået eller skubbet af andre elever.
  • Andre elever har spredt negative rygter om mig.

For hver mobningsform kan man angive én af fire hyppigheder: Aldrig eller næsten aldrig”, Nogle få gange i løbet af året”, Nogle få gange om måneden”, En gang om ugen eller mere”.

Lad os begynde med Danmark. Figuren herunder viser, hvor ofte danske 15-årige skoleelever i 2015 oplevede at blive udsat for mobning. Teksterne i figuren er for overblikkets skyld forkortet i forhold til de oprindelige spørgsmål.

Før vi ser på, hvad figuren egentlig viser, er det værd at overveje, hvilke følelser og erindringer den måske vækker.

Personligt får jeg et let ubehag i maven, for jeg husker godt nogle af de lege’, der var populære i min egen folkeskoleklasse i Aarhus i begyndelsen af 1980’erne. En af dem hed hvem-kan-få-Per-til-at-græde-flest-gange-på-et-frikvarter. Per ville nok have svaret En gang om ugen eller mere” til alle seks spørgsmål i figuren. Samme klasse var også ret kreative i forhold til, hvad man kunne bruge et sjippetov til, eller hvad der kunne komme ud af at varme en karklud på kogepladen i madlavningslokalet. Tøv ikke med at bruge bidragsfeltet under artiklen, hvis figuren også vækker minder hos dig.

Ved første blik på figuren ovenfor ser det heldigvis ud til, at mobning ikke er voldsomt udbredt i Danmark. For hver mobningsform er der et klart flertal, som svarer aldrig”. Den mest almindelige form for mobning er Andre elever har gjort grin med mig” – i figuren vist som latterliggørelse”. Det er der fire procent, som oplever mindst en gang om ugen og yderligere syv procent, som oplever nogle få gange om måneden.

Men man kan ikke umiddelbart se, hvor mange der bliver mobbet i det hele taget, for der er et overlap mellem, hvem der er udsat for de forskellige former for mobning.

Hvis man tæller op, hvor mange der har oplevet mindst én form for mobning månedligt eller hyppigere, bliver tallet for Danmarks vedkommende 20 procent. Det placerer Danmark sådan cirka midt i feltet internationalt. OECD-gennemsnittet er 19 procent.

I næste figur kan man se, hvordan de forskellige former for mobning fordeler sig i Danmark og i vores nabolande, samt bund- og topscorerne. Brasilien og USA er taget med for også at repræsentere de amerikanske kontinenter.

Det er tankevækkende, at Holland ligger så godt. For netop Holland er også det land, hvor angsten for tests og prøver er lavest. Noget tyder på, at de gør noget rigtigt i de hollandske skoler.

Men når vi tæller, er det vigtigt at overveje, om vi tæller rigtigt. Frem for at se på, hvor mange procent der oplever mobning med en bestemt hyppighed, er det måske bedre at udregne et gennemsnit, der tager højde for alle de nævnte muligheder. Det er trods alt bedre slet ikke at blive mobbet end at blive mobbet årligt, og det er bedre at blive mobbet på få måder end på mange. Det er samme ræsonnement, statistikere og økonomer bruger, når de foretrækker at tale om gennemsnitsindkomster og ikke om, hvor mange procent af befolkningen der er fattige. Gennemsnittet tager højde for, hvor rige eller fattige folk er, mens procenttallet putter folk i én kasse.

Af samme grund har de flittige statistikere i PISA udregnet et indeks for mobning. Ud over at tage højde for hyppigheden gør indekstallet det kunstgreb, at de forskellige former for mobning indgår med forskellig vægt. Så for eksempel det at holde nogen udenfor vejer ikke nødvendigvis lige så tungt som skub og slag.

Lad os kigge på mobbeindekset for Danmark og udvalgte lande. I samme omgang tager vi hul på et altid ømtåleligt emne, nemlig kønsforskelle.

Mobning er altså her et indekstal på en skala, hvor negative tal betyder lidt mobning og positive tal betyder meget mobning. Opgjort på den måde bliver billedet et lidt andet. Letland og Sydkorea er henholdsvis top- og bundscorer. Danmark ligger pænt højt sammenlignet med omkringliggende lande, mens både Sydkorea og Island vinder over Holland, når det handler om at minimere mobning.

Kønsmæssigt er det typiske mønster, at drenge er mere udsat for mobning end piger, omend det ikke er i alle lande, at der er en forskel. Kigger man på alle de 51 lande, der har deltaget i PISAs mobningsundersøgelse, er det kun Frankrig, USA, Sverige og Island, hvor piger i gennemsnit er mere udsat for mobning end drenge.

Spørgsmålet om kønsforskelle er i øvrigt kontroversielt, for ifølge Helle Rabøl Hansen, mangeårig forsker i mobning, viser andre undersøgelser, at drenge ikke er mere udsat for mobning end piger. PISA-undersøgelsen står alene her. Om et øjeblik vender vi tilbage til, hvad PISAs afvigelse kan skyldes.

Nu vi er ved kønsforskelle: Stereotypen om drenge og piger siger, at pigerne oftere oplever subtile, sociale former for mobning som at blive holdt udenfor eller blive udsat for ondsindede rygter, mens drenge nok mere er til slag, skub og spark.

Fordelen ved at støtte sig til data er, at man kan udfordre den form for stereotyper. Nogle gange passer de med virkeligheden, andre gange ikke. Så lad os gøre det.

I dette tilfælde ser stereotypen ud til at være nogenlunde korrekt. Drenge bliver oftere end piger udsat for slag, trusler og får ødelagt eller taget deres ting. Piger er til gengæld en smule mere udsat for negative rygter og bevidst udelukkelse. Forskellene er ret små på nogle af punkterne, men samme mønster går igen i langt de fleste lande. Drenge oplever generelt mere mobning end piger, men forskellen er særlig stor, når det kommer til slag og skub, og har omvendt fortegn, når det handler om sladder.

Det skal siges, at undersøgelsen kun omhandler mobbeofferet. Der bliver ikke spurgt om, hvorvidt man selv mobber. Så i teorien kan det være, at drengene bliver slået af pigerne, og pigerne bliver bagtalt af drengene. Selv om det i sandhed ville udfordre stereotyperne, ser vi i øjeblikket bort fra den mulighed.

Figuren giver også et fingerpeg om, hvorfor PISA i modsætning til andre undersøgelser finder, at drenge generelt er lidt mere udsat for mobning end piger. Forklaringen ligger i spørgsmålsformuleringerne. I den store Skolebørnsundersøgelse, som ikke finder nogen kønsforskel, og som typisk foretrækkes af danske forskere, spørges der blot til mobning generelt, mens der i PISA spørges konkret til, om man for eksempel er blevet slået og skubbet.

Det er nemt at forestille sig, at nogle børn ikke umiddelbart tænker på et skub som mobning, og eftersom det især er drenge, der oplever de fysiske mobbeformer, vil PISAs spørgsmål ofte vise, at drenge bliver mobbet mere end piger.

Men det er ikke kun drenge, der oplever ekstra mobning. Som ethvert skolebarn ved, er det dårligt at skille sig ud, og én måde at skille sig ud på er ved at være udlænding.

Så hvordan hænger det at være udlænding sammen med mobning?

Af figuren kan man se, at elever, der er født i et andet land end der, hvor de går i skole, generelt er udsat for mere mobning end indfødte. Hvorvidt udlændinge reagerer ved at mobbe tilbage, siger tallene som nævnt ikke noget om. Tendensen går igen i langt de fleste lande i PISA. (I figuren er Polen en iøjnefaldende undtagelse, idet udlændinge lader til at blive mobbet mindre end indfødte. Et nærmere eftersyn viser dog, at der netop i Polen er meget få udlændinge, nemlig 36, med i PISA-undersøgelsen, så forskellen kan være en ren tilfældighed).

Spørgsmålet om køn og herkomst åbner op for en interessant diskussion, for begge dele er som bekendt individuelle karakteristika. Og hvis der er noget, forskere på området er enige om, så er det, at forklaringen på mobning først og fremmest skal findes på gruppeniveau og ikke hos enkelte individer.

Det, der kan ske, er, at angsten for eksklusion aktiveres i utrygge skoleklasser. Den angst kan komme til udtryk i mobning. Så selv om mobningen retter sig mod individer, så udspringer den af forhold, der gælder hele klassen,” siger Helle Rabøl Hansen.

Derfor er det forkert at udpege individer, der enten er stærke, svage, belastede, aggressive, ondskabsfulde, uopdragne eller lignende, for det er kun, når gruppedynamikken ikke fungerer, at den slags får lov at udmønte sig i mobning. Sådan lyder i hvert fald konsensus i forskningsmiljøet ifølge Rabøl Hansen.

Det er interessant. For det har ret vidtrækkende konsekvenser for, hvordan man håndterer mobning. For eksempel virker det formålsløst at flytte enkelte elever rundt mellem klasser eller skoler, hvis problemet sidder i kulturen og ikke knytter sig til individer. Forældre, der har en tendens til at udpege problembørn (som aldrig er deres egne), rammer forbi skiven. I stedet ligger løsningen i at genstarte værdighedsproduktionen” og i reparation af sociale fællesskaber”, som en anden forsker, Dorte Marie Søndergaard, udtrykker det.

Vægten på gruppedynamik rimer meget godt med PISAs fortolkning af deres egen undersøgelse, omend de også nævner en række individuelle forhold såsom overvægt, der kan øge risikoen for at blive mobbet. Lærere og ledelse bærer både i PISAs udlægning af egne data og andres forskning på området et stort ansvar for at skabe et empatisk, støttende miljø i og omkring skolen. Klare regler, der håndhæves og opleves som retfærdige, kan ifølge PISA-forskerne være én måde, skolens voksne kan bidrage til et miljø med mindre mobning.

Alle er enige om, at mobning er noget skidt og ikke burde forekomme. Hvad kan vi se i data om mulige konsekvenser af mobningen?

Mobning ser ud til at skabe ensomhed, blandt andet. Se figuren herunder.

For at gøre tallene lidt mere håndgribelige har jeg her plukket to specifikke spørgsmål ud, ét fra indekset for mobning og ét fra et tilsvarende indeks, der handler om at føle tilknytning til skolen.

Billedet er klart nok. Jo oftere elever oplever at blive gjort grin med, jo flere er der, der er meget enig” eller enig” i udsagnet Jeg føler mig ensom i skolen”. Måske ikke så overraskende, men meget godt at bekræfte den sammenhæng statistisk.

For en god ordens skyld – og for at glæde min gamle statistiklærer: Tallene viser en statistisk sammenhæng, en korrelation, ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng. Det kan være, at både ensomheden og mobningen har en helt tredje, bagvedliggende forklaring, måske noget, der har med den enkelte at gøre, som udseende, måske noget, der har med klassekulturen at gøre.

Og så er der lige en ting mere: Mobning kan få elever til at blive væk fra skolen.

Blandt dem, som bliver mobbet ugentligt, er der flere, der har haft pjækkedage. (Spørgsmålet lyder: Hvor mange gange er følgende ting sket i løbet af de sidste to hele skoleuger?” Jeg pjækkede en hel dag fra skole.”) Det er ret iøjnefaldende, at stigningen især sker i kategorien fem eller flere gange”.

Det langvarige fravær siger måske lidt om, hvor alvorlig mobning kan føles. Om ikke andet er det rart at have en grund mere til at være enige om, at mobning skal stoppes.

Det giver anledning til at slutte med det tætteste, vi i denne sammenhæng kommer på en solstrålehistorie: Mobning er efter alt at dømme i tilbagegang. PISA giver os ikke mobningstal over tid, men det gør Skolebørnsundersøgelsen. Her kan vi for eksempel se, at i 1994 blev 28 procent af 13-årige drenge mobbet. I 2014 var tallet blot fire procent.

Det ville have glædet Per.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: