Chantal Al Arab er her for at lære dig om drag. Plus en sandhed eller to om dig selv

Hun er 43 år, nyskilt og lavet af 100 procent nylon. Og så er hun din genvej til at forstå et af vor tids største kulturopgør

Foto: Sofia Busk for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Der er noget ved Chantal Al Arabs øjne, som jeg ikke kan blive færdig med. Måske er det, fordi de er den eneste del af hende, som er svær at se. Resten af hende er, som man siger på engelsk, larger than life. Hun er 1 meter og 91 centimeter høj. I en flad sko. Når hun har stiletter på, virker hun uendelig. Hun har legs for days, slanke arme med mørke hår og et bolværk af en barm. Frisuren er kort, sort og pjusket, og hendes mund er et hårdt optegnet kirsebær. Chantal Al Arab er en luksusbuffet af udtryk og indtryk, sådan én, hvor du mister al kontrol og æder, til du skammer dig.

Men øjnene. Dem får du ikke bare adgang til. Du skal helt tæt på, ind bag lagene af sorte øjenvipper. Helt derhen, hvor du lægger mærke til den snorlige hvide eyeliner, der går i et med øjeæblet, og forstår, at Chantal ikke vågnede op sådan her. Det kræver en indsats at blive overjordisk.

Det er her, du måske fanger et glimt af hendes blik. Og det er her, du pludselig bliver meget bevidst om, at du har gloet og stirret og vendt og drejet hende i din bevidsthed for at prøve at forstå, hvad hun er for én, men måske har du overset det vigtigste, nemlig hvem hun er. Og muligvis kommer du – måske efter at have læst denne historie – også i tanke om noget, du lidt havde glemt: At du jo også er synlig. At alt det, du viser verden, bliver set og reageret på. Du bliver hele tiden bedømt. Hvis du tegnede din mund op som hendes, hvordan ville det så være? Hvordan ville du have det? Hvad ville folk sige?

Chantal Al Arab justerer sit silketørklæde og smiler sit vinrøde Mona Lisa-smil.

På en overskyet torsdag i november, i et undervisningslokale på 2. sal i Vestergade midt i København, lyder der et pop’. Chantal Al Arab byder Nettos billige Asti rundt til de cirka 40 unge mennesker, der sidder rundtomkring i rummet. Der er flest piger, men også en del fyre. Flest med lys hud, men også et par, der er mørkere. De er 18-19 år gamle og alle sammen amerikanere, på et semesters studieophold hos den selvejende danske uddannelsesinstitution DIS. Det er her, de sidder nu, i DIS lokaler. De er pæne, unge mennesker med jeans, sneakers og klare øjne. Klokken er lidt i seks, og dagens undervisning er egentlig forbi. Og dog.

Chantal Al Arab sætter den hvinende Asti fra sig, slukker for musikken og vender sig mod de studerende. Good evening, everyone,” siger hun. Ja, den er god nok. Showet er heroppe.”

Hun kigger ud over flokken. Mit navn er Chantal, jeg er 43 år, nyligt fraskilt og klar til at date igen.” Fnis. 40 unge ansigter ser forventningsfuldt på den høje kvinde. Måske undrer I jer over, hvad i himlens navn vi laver her, og hvordan det her passer ind i en akademisk uddannelse.” Hun breder armene ud. Værsgo, tag det hele ind. Den ternede figursyede kjole, timeglas-taljen, de lange ben og de sorte pumps i størrelse 44. Well, som I kan se, i aften er jeg en skolefrøken. Og jeg er her for at tage jer i skole.” Hun smiler. I aften skal vi udforske den ældgamle kunstart, vi kalder drag. The art of bending your gender.”

Ligesom de drag queens, man kan møde i sceneshows, i drag-kabareter og tv-shows, skal de studerende lige her og i dag skabe en ny persona. I deres undervisning har de læst om køns- og queer-teori. Og de er blevet introduceret til den vel nok mest centrale og samtidig mest kontroversielle læresætning i moderne feministisk filosofi: at køn er performativt – altså, det er ikke så meget noget, man er, som noget man gør.

I mandags skrev deres underviser den teori på tavlen. Der virkede det temmelig abstrakt, men nu skal de selv prøve det i praksis. I et lokale tre døre væk venter fire tøjstativer med kjoler, jakker, veste, bukser og kåber, fem borde med sko, korsetter, parykker og padding – hofter, bryster og en enkelt pik af skumgummi – og to rækker af spejle med makeup nok til en hel Matas. Det er undervisningsmateriale,” som Chantal siger, da jeg spørger, hvor det hele dog kommer fra. Vi lærer også med kroppen. Vi er jo ikke amputeret fra halsen og ned.”

Chantal Al Arab og hendes gender bender-workshop er et tindrende klart billede på vores tid: En dansk drag queen, der underviser unge middelklasseamerikanere i at udfordre normer og eksperimentere med deres egen kønsidentitet. Det viser med al tydelighed, hvordan de diskussioner om køn og identitet, der for bare ti år siden var reserveret til subkulturelle, akademiske og aktivistiske miljøer, har rykket sig. I dag er de trængt ind i den almindelige samtale, i det offentlige rum og i den populærkultur, de fleste af os orienterer os i. På hvad der faktisk er overraskende kort tid, er vi som samfund gået fra en altdominerende opfattelse af, at der er to køn, han og hun, til en spirende bevidsthed om, at den binære, biologisk funderede model ikke nødvendigvis er den eneste, der gælder. At der er flere og flere, især i den unge generation, som påberåber sig retten til selv at definere, hvem de er, og dermed også, hvilket køn de er.

Det er en udvikling, der er umulig at affeje – og når man lige stopper op og tænker over, hvor fundamental opdelingen i to biologiske køn er for hele vores verdensanskuelse, kan opgøret med det binære køn meget vel blive en af de største forandringer i vores samfundskultur i dette århundrede.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at den identitære kønsdebat er et konfliktfyldt område. Hvorfor sætte spørgsmålstegn ved normer, der udspringer af biologi, og som for store dele af jordens befolkning efter alt at dømme er en selvfølge? Hvorfor begynde at fifle med sin kønsidentitet og finde grænser i et samfund som det danske, der i det store hele er frit og lige – eller i hvert fald stræber efter at være det? Hvis du gerne vil have svar på de spørgsmål eller ganske enkelt bare forstå, hvad der ligger på bunden af alle tidens debatter om køn og identitet, så er der ét sted, du med fordel kan kigge hen.

Det sted er drag.

Drag er på sin vis den mest enkle måde at vise noget enormt komplekst. Nemlig den triangel, som både er grundlaget for selve vores identitet og for hele den identitetspolitiske diskussion. Det handler om forholdet mellem tre punkter. Den, du føler, at du er. Den, du viser verden, at du er. Og den måde, verden reagerer på det, den ser. Drag fortæller hele den historie. Og en af dem, der fortæller det allerbedst, er Chantal Al Arab.

HÅRFINChantal Al Arab lægger sin egen makeup. Det gør drags. Foto: Sofia Busk for Zetland

Chantal Al Arab er født i København og opvokset i Rødovre, selv om hun ville ønske, det var Paris. Hun er selvlært livsstilsekspert og banko-opråberske. Hvis man kun måtte vælge ét ord til at beskrive Chantal Al Arab, så ville det være ladylike – eller på dansk: damet. Hun glider rundt i et rum som en stewardesse af den gamle skole, lidt stiv i det, med rank ryg og graciøse håndbevægelser. Hun går med øreclips og sidder med krydsede ankler. Hun ved, hun er bedst i trekvartlange ærmer og et skørt til midt på låret, og at et silketørklæde om halsen ikke alene er smart, det skjuler også pludderet. Du skal ikke komme for tæt på hende med en cigaret, siger hun, både fordi rygning er en ækel vane, og fordi hun er yderst brændbar. Jeg er lavet af 100 procent ægte nylon,” forklarer hun. Det er jo sådan, at det eneste, der vil stå tilbage, efter katastrofen rammer, er asbest og drags.”

Hendes liv har også et vendepunkt. Det var, da hun tog en cocktailkjole på i et bøssekollektiv på Vesterbro den 15. marts 2013.

Der findes et fotografi fra den aften. Det er uskarpt, som billeder af de bedste aftener som regel er, og der er slagskygger og en fladskærm med serpentiner på i baggrunden. Midt i det hele poserer en høj, slank skikkelse. Hun laver trutmund og krydser de lange ben som en trænet Instagram-influencer og trækker ned i sin lårkorte pailletnederdel. Hun har en lang, blond paryk på og en flamboyant hat af den slags, britiske baronesser tager på til hestevæddeløb.

Chantal husker stadig den aften. For det var der, hun blev til. I den kjole. Det var der, det blev muligt for hende at findes i virkeligheden. En af hendes veninder sagde, at hun lignede arvingen til Burj Al Arab, et luksushotel i oliestaten Dubai. Jamen, det er jeg da også,” sagde hun, og dér var hendes efternavn. Nu manglede hun bare et fornavn. Et smukt ét. Et, der sagde rigdom, klasse, feminin mystik, over the top. Som Chantal. Ja.

NYFØDTFotografiet af den spritnye Chantal. "Der er sket lidt siden," siger hun. Foto: Privat

I de otte år, der er gået, har Chantal udviklet sig. Hun har ændret udseende og finpudset sin personlighed. Og så er hun kommet ret langt her i verden. Dengang Radio24syv stadig fandtes, var hun del af den faste fredagsflade i programmet Er du Sunshine?. Sammen med drag-comedygruppen Veninderne har hun turneret med dragbanko i hele landet. I 2019 så kronprinsesse Mary på, da Chantal modtog prisen som Årets Drag Performer ved LGBT+-prisuddelingen Rainbow Awards. Og en hel masse tv-seere så med, da Chantal og Veninderne blev fulgt af DRs journalister i dokumentarserien Sommeren der ændrede mit liv. Lige nu, i november 2021, kan man høre Chantal snakke om marcipan og menneskelighed i spinoff-radioprogrammet Et stykke med Bagedysten på dr.dk. Og så har hun lige udgivet en bog, Bøssernes danmarkshistorie 1900-2021, sammen med forpersonen for Pride i Danmark, Lars Henriksen.

Det sidste kunne den 38-årige historiker Anders Larsen måske også have gjort. Han er ansat på DIS, hvor han underviser i identitet, byhistorie og visuel kultur, så det ligger ikke så frygteligt langt fra ham at skrive en samtidskrønike om den homoseksuelle subkultur, som han selv tilhører. Men alt det andet – underholdningsradio, tv-program, banko-turné og prisfester – det ville aldrig være sket for ham. Chantal kan gøre nogle ting, jeg slet ikke kan,” siger Anders Larsen.

Og det er ret interessant. For den krop, Anders er født med, deler han med Chantal.

Chantal er bygget af nylon, skumgummi, lidt af kunsthistorikeren Bente Scavenius, lidt af tv-ikonet Ulla Terkelsen og en hulens masse makeup. Og så af alt det, som engang fik Anders til at føle, at han var anderledes. Chantal er meget feminin. Det skulle man ikke være, når man voksede op som knægt i 1990’ernes Rødovre. Hun er også gammelklog. En rigtig besserwisser med encyklopædisk viden. Sådan var Anders Larsen også som barn, og det duede heller ikke. Man skulle kort sagt være en fodbolddreng. Ellers var der noget galt. Og jeg fatter ikke fodbold. Det siger mig ingenting,” siger Anders Larsen. Jeg blev ikke mobbet frygteligt eller traumatiseret, men der var meget skam forbundet med at være, som jeg var.”

Og skam, siger han, er jo en særlig størrelse. Det er en følelse, som lever i lige præcis den identitære triangel, vi havde fat i før. Mellem ens indre selv, ens ydre selv og verden omkring os. Når man skammer sig, ser man sig selv gennem andres øjne,” siger Anders Larsen. Man tænker: Vil de synes, jeg er forkert nu?’ Vil de synes, jeg er latterlig?’ Så lader jeg være eller går lidt stille med dørene.”

Derfor var det faktisk vildt, hvad der skete den aften, hvor han tog en cocktailkjole på, og Chantal trådte frem. Det var en måde at vende det, han skammede sig over, udad og på vrangen. Pludselig var han så feminin, som han overhovedet kunne blive. Fordi han bevidst gjorde noget kønnet og brugte alle de effekter, man typisk identificerer en kvinde på – kjolen, det lange hår, makeuppen, koketteriet – var der pludselig en kvinde. Det kunne lade sig gøre. Selv om Anders Larsen var, og er, en mand.

Jeg har ikke noget ønske om at skifte køn,” siger han. Jeg er meget glad for at være Anders. Jeg er meget tilfreds med at være en ciskønnet mand. Men jeg er også meget glad for, at Chantal eksisterer.” Chantal lærer ham ting. Hvor ubehageligt det er at have bh på, for eksempel. Og så rigtig meget om privilegier. Når Anders går i byen, får han lov at være i fred. Når Chantal er ude, rører folk ved hende. De mærker på mine bryster, de tager mig på røven og hofterne. De skal lige hen og tjekke, den er go’ nok, det er fake. Så hænger deres verden sammen igen.” Chantal får også mange kommentarer til sit udseende. At hun burde barbere sine arme, at hun ville være flottere med en blond paryk. Anders får aldrig den slags råd fra fremmede. Han får heller ikke alle de komplimenter, Chantal får. Første gang, nogen sagde til ham, at han var smuk, var det Chantal, det var henvendt til.

Det kan være svært at forstå, at en kompliment ikke bliver opfattet som en positiv ting. Det er også blevet sagt mange gange i MeToo-debatten: Må man nu ikke sige, at nogen ser godt ud længere? Men, forklarer Anders Larsen, det handler om, at det er den andens blik, der definerer dig. Det er lidt noget med at sige, at de ser mig, de synes, jeg er pæn, og jeg må godt være her. Men egentlig behøver jeg jo ikke deres tilladelse.” Dét er en erfaring, han ikke havde haft, hvis ikke det var for Chantal.

Der findes ét særligt fænomen, som mere end noget andet har bragt drag ind i mainstreamen. Det er RuPaul’s Drag Race, en reality-tv-konkurrence, der på 13. sæson kører under ledelse af den 60-årige RuPaul Charles, verdens vel nok største drag-superstjerne. RuPaul’s Drag Race begyndte temmelig råt og upoleret, men med årene er showet blevet fintunet til en kommercielt gangbar luksus-partybus, der holder det brede publikum glade.

Men så er der øjeblikke, hvor den alvor, der ligger bag alt drag-glimmeret, får lov at trænge igennem. Som når RuPaul præsenterer sine deltagere for billeder af dem selv som børn og spørger dem: Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvad ville du så sige til dette barn?” Svarene er hård kost. Deltagerne har dybe traumer i bagagen. De har alle sammen betalt prisen for ikke at passe ind: svigt, tæsk, mobning, ensomhed, udskamning, seksuelle overgreb og misbrug. Som Kennedy Davenport, en fierce, sort queen i røde pailletter, siger til billedet af sig selv som niårig, mens hendes mascara løber ned over kinderne: Jeg vil sige, at det er okay, at du er anderledes end de andre børn. Alle de nætter, hvor du har grædt dig selv i søvn. Det vil være ovre, og du kommer til at blive respekteret for din særlige gave.”

I bund og grund tager drag-performere alt det ved dem selv, som omverdenen har peget på som forkert eller for meget, og vender det til en styrke. I queer-teori taler man om skabet’. Det er det sted i dig selv, hvor du gemmer dit rod, alt det, der ikke er plads til andre steder, som du ikke ved, hvad du skal gøre af, og som du er bange for at lade andre se. Mon ikke vi alle sammen har sådan et skab et sted i vores psyke, uanset hvem vi er? Hvor vi skjuler vores skam og vores svaghed for de andres blik?

Drags åbner det skab. De roder det igennem og hiver de største, mest iøjnefaldende sager ud. De bygger rustninger af det. De giver det form, tager det på sig, skruer helt op og står ved det. De finder de drømme frem, som de ikke måtte drømme, og bringer dem til live. De skaber personaer, som de selv definerer, og fortæller en alternativ virkelighed. Og så viser de det: konstruktionen. De prøver ikke at skjule, at det er et show, vi ser. Det er dér, drags rusker op i noget, der er helt alment menneskeligt. For i en vis forstand gør vi det alle sammen: tager drag på. Vi hiver den hvide skjorte og jakkesættet frem, når svigermor skal se sin favorit-svigersøn. Vi finder Dr. Martens, den dumme, grønne hat og vores indre teenager frem, når det lykkes os at sikre os en festivalbillet. Vi lægger filtre på vores selfies og rengør manisk lejligheden for første gang i fire måneder, inden mødregruppen kommer på besøg. I supermarkedet lægger vi grøntsager i kurven og forsøger at ligne kompetente mennesker, mens alt ramler indeni.

Som RuPaul synger: We’re all born naked and the rest is drag.

YOUNG AMERICANSDe studerende på DIS kommer fra hele Nordamerika. Institutionen har eksisteret siden 1950'erne. Foto: Sofia Busk for Zetland

Chantal Al Arab står i et virvar af unge mennesker, halvt og helt påklædte, med makeupgrej i hænderne, sko, de ikke kan gå i, kæmpe brystindlæg, der stikker ud overalt, og parykker, der sidder rigtig skidt. De har det hysterisk sjovt. De fjoller, de griner, de leger.

Sam sidder på en skammel, mens Nell lægger rouge på hans kinder. De er et par i aften, hun er i ridehjelm og lange støvler, han er en engelsk rose i nydelig sommerkjole og sjal om skuldrene. Det er nok anden gang i mit liv, jeg har makeup på,” siger Sam. Du kan kun slippe af sted med det i the US, hvis du går til koncert, for eksempel, fordi der er supermørkt.”

Sam er fra Cleveland, Ohio. Han har mørke krøller, grønne øjne og et frygtløst blik. Det er et godt tidspunkt i mit liv at prøve det her, tror jeg,” siger han. I high school vil du ikke være den, der skiller sig ud, men det at kunne udtrykke mig selv nu har gjort mig til en gladere person. At jeg kan være okay med min maskulinitet, samtidig med at jeg udtrykker min femininitet, og at de kan arbejde sammen.” Nell henter en øjenskygge og børster blå farve hen over Sams øjenlåg. Jeg er godt klar over, at det her ikke giver mig den fulde oplevelse af at være i drag ude blandt folk, men bare det at få et andet perspektiv er superinteressant,” fortsætter han. Jeg har altid været fan af at få så mange oplevelser, man overhovedet kan, og det her er afgjort en af dem. Jeg kommer til at huske det her resten af mit liv. Må jeg spørge dig om noget?”

Han åbner øjnene og ser på mig. Hvordan ser jeg ud?”

1 / 4
Foto: Sofia Busk for Zetland

Jeg har sagt det her flere gange,” siger Chantal til mig. Men når jeg ser på dem, der er 10-15 år yngre end jeg, så er jeg faktisk rigtig tryg. Fordi jeg kan se på dem, at verden er på vej et sted hen, hvor de yngre generationer har forstået det. De fatter det – på en måde, som min generation måske ikke helt har. De er meget mere åbensindede, og de er med på den værste.” Det, de har forstået, er den ligestillingskamp, som identitetspolitikken også er. De er woke, som det hedder. De er ikke i tvivl om, at der er strukturer i samfundet, som skaber ulighed for bestemte grupper og minoriteter, og de synes, det skal ændre sig. De er også klar til selv at gøre noget.

Men hvor meget kan man ændre verden ved at tage en skumgummi-numse på?

Det er lidt en drømmeverden, det her, er det ikke?” spørger jeg. En lille, fin boble omkring Chantal, hvor alt er dejligt, og de unge hygger sig og prøver grænser af for sjov, men som intet har at gøre med virkeligheden.”

Selvfølgelig,” svarer hun. Men det er jo det smukke ved menneskets sind. Vi har evnen til at forestille os en bedre verden. Og når vi har forestillet os en bedre verden, så ved vi, hvor vi skal hen, og så kan vi tage de første skridt mod den verden.”

Sådan, siger hun, har det været med alle de store samfundsforandringer, der handler om ligestilling. Kvinder har kun stemmeret i dag, fordi der for lidt over hundrede år siden var kvinder, der kunne forestille sig at have retten til at stemme og begyndte at gå i den retning. Det var bøsserne selv, der så en verden for sig, hvor de var frie og ikke blev jagtet af politiet, og så tog de de første skridt. Fremtiden er jo ikke noget, der er derude,” siger Chantal. Fremtiden er noget, vi forestiller os, og så går vi i den retning. Så man skal turde drømme fremtiden.”

Tænker du, at det er det, der sker her?” spørger jeg. Jamen, det er det da,” svarer hun. Vi drømmer om en verden, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, og være, hvem vi vil. Og hvor vi kan sætte os i andres sted. Være i andres sko. Bogstaveligt talt.”

1 / 2
Foto: Sofia Busk for Zetland

I Vestergade nærmer klokken sig 21, og gender bender-workshoppen er ved at være slut. De studerende har endnu en gang samlet sig om bordene. Det er en helt anden, farverig flok, der sidder her nu. Masser af øjenmakeup i rød, grøn og blå. Glimmerjakker, parykker og pailletter. En fyr har skruet sin bare overkrop ned i et leopardkorset og ladet det blive ved det, men det fleste af de unge mænd er gået til den med lange kjoler, makeup og høje sko. En flok piger har lavet en gruppe. De leger, at de er canadiere, højlydte og brovtende. De har limet kunstigt hår på deres brystkasser og malet skægstubbe. De emmer af alfa-energi lige nu, og opmærksomheden i rummet samler sig om dem.

Chantal Al Arab tager ordet. Hun skridter ned langs rækkerne og zoomer ind på de studerende og deres nye look. Du har taget de komfortable sko på,” siger hun til en fyr på forreste række. Hans fødder er skruet ned i et par røde platform-stiletter med similisten og 12 centimeter sylespidse hæle. Chantal vender sig mod en pige med store, blonde krøller. Der er nærmest ikke noget, hun ikke har på. Corsage, fuld makeup, tøfler og noget, der kunne være et læderforklæde. Jeg elsker dit lille ensemble,” siger Chantal begejstret. Hvem er du?”

Tak,” svarer pigen. Jeg er Miss Confusion.”

Ohhh. Og ved du, hvor du er?” spørger Chantal. Det prøver jeg stadig at finde ud af,” kvidrer pigen. I always seem to be a day late and a dollar short.” Alle ler. Chantal ser ud over rummet. Jeg er nysgerrig. Hvordan var det her? Havde I det sjovt?”

De unge nikker og mumler, ja, de har moret sig. Definitely.

Hvordan vi føler os, og hvordan vi bliver læst af andre, afhænger ofte af situationen,” siger Chantal. Når jeg tager drag på i et sikkert rum som det her, hvor vi støtter hinanden i at leve livet fuldt ud, så har jeg det skønt. Jeg føler mig så fri, så glad. Og så træder jeg ud på gaden …”

Hun holder en pause, nok til, at man tydeligt kan mærke boblen briste. Der er ikke mere mumlen og fnis. Noget er trængt ind i det sikre rum. Hvad tror I, der ville ske, hvis I gik udenfor nu?” spørger Chantal. Vi har Strøget, Københavns største gågade, lige hernede. Hvordan tror I, I ville blive modtaget?”

Folk ville stirre,” siger en pige i en alt for stor herreblazer. Der ville nok også være nogen, der antastede os.” De ville tage fotos. Uden at spørge,” siger en anden. Og hvorfor ville de det?” spørger Chantal. Fordi vi ser anderledes ud,” siger en fyr.

Nemlig, siger Chantal. I skiller jer ud. I følger ikke normen.” Hun nikker. Tror I, folk ville le af jer?”

De studerende tøver. Jeg kan fortælle jer, at når jeg går ned ad Vestergade om aftenen, så vil der være folk, der kigger på mig og peger på mig, men meget ofte griner de af mig,” siger hun. For når de griner af mig, så er jeg pludselig ikke længere en drag queen, der kommer gående imod dem. Jeg er bare en klovn i makeup. Jeg er proppet ned i kassen med latterlig. De har taget magten over mig.” Der er, fortæller hun, også dem, der råber, at hun er en freak – altså en særling, skør, forkert. Og nogle gange bliver de voldelige,” siger hun. Hun har oplevet det mange gange. Fået øldåser og flasker kastet efter sig. Hun er ikke selv blevet overfaldet, men de fleste af hendes drag-søstre er. Truet med knive, skubbet ned ad trapper, spyttet på, slået, voldtaget.

Hun træder et skridt tilbage, så alle, også de bagerste borde, kan se hende.

Så jeg har den dybeste respekt for enhver, der tør træde ud af de kasser,” siger hun. Jeg har den dybeste respekt for jer, fordi I havde modet til at se, hvordan I også kunne være, og hvem I kunne være i denne verden.”

Hun løfter en pegefinger.

Tro ikke, at I er fake lige nu. Tro ikke, at jeg er fake. Jeg er ganske vist lavet af 100 procent ren nylon, men det gør mig til den mest ærlige i verden. Jeg prøver ikke at skjule, at jeg er i drag. Jeg bærer mine behårede arme, min makeup, mine tragiske hæle og min dybe stemme med stolthed. For det viser verden, at jeg ikke er bange. At uanset hvad de gør ved mig, uanset hvilken vold eller latterliggørelse de vil udsætte mig for, så går jeg ned ad gaden i kaskader af deres spyt, jeg er ligeglad. For jeg er stærkere end dem. Fordi jeg ved, at jeg har sat noget i gang hos dem. Deres identitet er så skrøbelig, at det eneste, det kræver, er mig, klædt sådan her, for at få dem til at stille spørgsmålstegn ved, hvem de selv er. Dét er, hvor stærkt drag er. Så jeg er ikke bange for dem længere.”

Der går tre tavse sekunder. Så kommer klapsalverne.

Tak,” siger Chantal. Jeg håber I havde det sjovt. Jeg håber I opdagede noget om jer selv.”

LADYLIKE"Hver gang jeg gør det her, tænker jeg bagefter 'Det var det værd. Selvom jeg har vabler på fødderne, gnavesår fra strømpebukserne og min hud ikke kan ånde. Så var det fandme fedt'." Foto: Sofia Busk for Zetland

Da de studerende har forladt lokalet for at af-dragge, spørger jeg Chantal Al Arab om noget. Har hun lyst til at gå en tur sammen med mig? Uden for DIS sikre mure, gennem Vestergade, en af byens mest notoriske party-strækninger. Det kan vi sagtens,” siger hun og propper sit, eller rettere Anders Larsens, DIS-adgangskort i sin lille dametaske. Da vi går ned ad trappen, siger hun, at hun allerede nu begynder at tænke over, hvad det er, hun kommer ud til. Det er jo Vestergade, vi kommer ned i. Det er … ikke verdens røvhul, men der er lidt Sodoma og Gomorra over det.”

Tre minutter senere går vi uforstyrret ned ad en fuldkommen øde gade. Butiksruder og tidlig julepynt lyser mørket op. Et enkelt ansigt eller to vender sig inde bag barernes vinduer, og en flok teenageknægte gør sig meget umage for slet ikke at se i vores retning. Men der er ingen, der griner. Og ingen, der råber eller spytter. Chantal er lettet. Det er jeg også. Lige nu er det jo rigtig dejligt,” siger hun. Det føles vidunderligt. Jeg havde alle de der tanker, og så er der slet ikke nogen.”

Hvis du kun var i drag derhjemme, hvor ingen kunne se dig,” spørger jeg, ville Chantal så findes så meget, som hun gør?”

Nej, overhovedet ikke,” svarer hun. For Chantal er jo fiktion. Og fiktion bliver jo ikke til, når forfatteren skriver det. Det bliver til, når læseren møder det. Chantal findes, fordi der er nogen, der har hørt hende i radioen og forestiller sig en verdensdame, der sidder i Stockholm og spiser tatar. Chantal bliver til, fordi hun står på scene, og der er nogen, der hører hendes fortællinger og lader sig forføre af det. Det er dér, Chantal bliver til.”

Et par i dunjakker går forbi os. Han kigger, hun gør ikke.

Og er det ikke på en måde sådan med os alle sammen?” spørger jeg. At vi bliver til i andres blik?”

Selvfølgelig er det da det. Vi er sociale individer, og vi bliver til der, hvor nogen andre tror på den, vi er.”

Det er her, det bliver svært. På den ene side taler identitetspolitikken om at tage magten fra de andres blik og lægge den i individets hænder. På den anden side er det at være til stede som menneske i denne verden uløseligt forbundet med de andre. Og hver eneste gang vi træder ud ad vores hoveddør, løber vi også risikoen for miste kontrollen. For at møde noget, vi ikke kan styre. Noget vidunderligt, måske. Eller nogen, der ikke forstår os eller ikke accepterer, at vi er, som vi er.

Og er det ikke bare sådan, det er?” spørger jeg Chantal. At man vover sig ud på dybt vand, når man viser sig for andre,” siger jeg. Det er vel nærmest et vilkår for at eksistere.”

Ja,” siger hun, og det er jo helt kierkegaardsk. At miste fodfæstet for at eksistere. Og vi skal turde hele tiden bevæge os ud på dybt vand og gå derhen, hvor man tænker, arh, her har jeg ikke helt kontrol. For det er jo her, vi har mulighed for at tage den.”

Vi er tilbage i Vestergade, ved porten til DIS bygning. Chantal sætter adgangskortet mod låsen, og den tunge port går op. Men så, i det øjeblik, hvor Chantal træder fra gaden og ind i vognporten, er der en stemme, der råber hende an. En kvinde i lys frakke træder halvt ind ad døråbningen. Hun rækker ud efter Chantal.

Må jeg … må jeg godt lige sige, du er simpelthen så fin,” siger hun.

Tak,” svarer Chantal.

Hvor er du smuk,” fortsætter kvinden. Du ser så flot ud,” siger hendes veninde, der er dukket frem bagved. Hele looket og …”

Chantal smiler, mens porten langsomt skubber kvinderne tilbage ud på gaden. Tak. Tak skal I have.”

Porten går i, låsen klikker. Vi ser på hinanden. Det er for mørkt til, at jeg kan fange hendes blik.

Vidunderligt,” siger hun.