“Det afgørende spørgsmål er ikke, hvem der bliver statsminister, men hvem der gør dem til statsminister.” Morten Østergaard er blok-opbruddets måske største fan

CENTRERETMorten Østergaard erkender, at De Radikale har mistet positionen som tungen på vægtskålen de seneste 20 år. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

De Radikale står i de fleste meningsmålinger til at få de afgørende mandater, der kan virkeliggøre Mette Frederiksens plan A om en ren S-regering med støtte fra den klassiske centrum-venstre-fløj. Men egentlig ville den ideelle konstellation bag en regering være S-V-R, siger partileder Morten Østergaard i dette interview. Han har bare ventet på et signal.

Mens blokpolitikken falder fra hinanden i hele Europa, og også den danske valgkamp har taget en ny drejning med diskussionen om en mulig SV-regering, har det traditionelle brobyggerparti i Folketinget holdt lav profil.

Den radikale partileder Morten Østergaard har fulgt nysgerrigt med i de seneste års nye udviklinger i politik i den vestlige verden med eksempelvis præsident Macrons sejr over både venstre og højre i Frankrig, den social-liberale fremgang i Holland, De Grønnes storsejr ved delstatsvalget i Bayern og senest de svenske liberale partiers beslutning om at gå hen over midten og støtte en socialdemokratisk ledet regering.

Efter et par årtier med stor fremgang til de nye nationalkonservative partier i både Danmark og resten af Europa, der åbenlyst har ændret De Radikales muligheder for at være partiet, der afgør, hvem der er statsminister i Danmark” – som Morten Østergaard selv formulerer det – ser han muligheder for, at De Radikale igen kan blive et midtpunkt i dansk politik.

Der er en bevægelse i gang – også med de seneste valg i Finland og Spanien – der modbeviser den socialdemokratiske tese om, at man kun kan vinde valg ved at løbe efter højrefløjen,” siger han.

Indtil videre har den radikale partileder holdt fast i beslutningen om at gøre Mette Frederiksen til den første kongelige forhandler efter valgnatten og give hende mulighed for at samle den nuværende opposition bag en ren S-regering. Det gør han sådan set stadig, selv om andre – eksempelvis den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og Alternativets Uffe Elbæk – er begyndt at flirte med tanken om at fremprovokere helt nye konstellationer i dansk politik.

Jeg er af den overbevisning, at hvis de nuværende oppositionspartier får flertal, så bliver Mette Frederiksen statsminister,” siger han, men tilføjer nu sit eget bidrag til spekulationerne:

Men det er ikke det samme, som at det er vores foretrukne konstellation. På mange måder ville det ideelle være at få S, V og R ind i et samarbejde.”

Lad os lige begynde med det mindst opsigtsvækkende, Morten Østergaard siger.

Morten Østergaard har en meget nøgtern tilgang til politik. Det ved jeg og fortæller jeg, fordi jeg – i gennemsigtighedens navn – under den forrige regering arbejdede som særlig rådgiver i flere ministerier under Morten Østergaard.

I den ultra-korte version er det sådan her, Morten Østergaard forestiller sig, at dagene og ugerne og månederne efter valgnatten kommer til at forløbe:

Efter et valgnederlag til den nuværende regering samler Morten Østergaard den nyvalgte radikale folketingsgruppe og færdiggør den besked, som de skal aflevere til majestæten ved den såkaldte dronningerunde.

Og den vil være, at vi peger på Mette Frederiksen, men med henblik på at forhandle en politisk aftale, som kan sikre, at en ny regering også fører Danmark i en ny retning. Mod et grønnere, friere og stærkere Danmark.”

Derefter vil Mette Frederiksen forsøge at danne en regering, tror Morten Østergaard, for selv hvis Alternativets mandater skulle vise sig at blive afgørende for et traditionelt centrum-venstre-flertal (det er de i nogle målinger, ikke i andre), tror Morten Østergaard ikke, at Alternativet har is i maven til at lade Lars Løkke få første forsøg på at samle en regering.

Jeg tror, det vil være utrolig vanskeligt for Alternativet at sende stafetten over til den regering, der lige er faldet,” siger han.

Nej, inden for få dage vil Mette Frederiksen derfor samle den nuværende opposition for at forhandle en politisk aftale, og der vil De Radikale gentage nogle af de betingelser, de allerede har luftet offentligt: At man som minimum skal have afklaret fremtiden for de såkaldte fattigdomsydelser, ambitionsniveauet på det grønne område, og om tilgangen til integration skal være at spærre børn inde på Sjælsmark”, før socialdemokraterne overhovedet kan begynde at fundere over, hvordan de vil fordele ministerposterne.

Det må også afklares, om det er en EU-positiv regering, eller om det er en regering, der med grænsekontrol og andre begrænsninger for den fri bevægelighed vil skærme sig mod de friheder, vi får med EU-medlemskabet. Og om det er en regering, der vil cementere vores EU-forbehold,” tilføjer Morten Østergaard.

Det kan tage tid – længere tid, end vi er vant til i Danmark – men til sidst vil Mette Frederiksen give sig, også på udlændingepolitikken, mener Morten Østergaard.

Så bliver Mette Frederiksen statsminister, men med en aftale, der indebærer, at politikken bliver en helt anden – også på de områder, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har været enige om at støtte den nuværende regering,” siger Morten Østergaard.

En slags langsom gengivelse af forløbet forud for regeringsdannelsen i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager lagde arm – og Vestager vandt – i dramaet i det sorte tårn”, som det siden er blevet kaldt.

NUANCER AF BLÅØstergaard har ikke altid haft et lige hjerteligt forhold til Løkke Rasmussen, men politisk har Venstre og Radikale stået sammen om en hel del reformer Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Scenariet harmonerer meget godt med de socialdemokratiske forventninger til regeringsforhandlingerne efter et valg, hvis meningsmålingerne holder stik. Bortset fra – selvfølgelig – at socialdemokraterne kalkulerer med, at det bliver Morten Østergaard, der i sidste ende giver sig og accepterer en S-regering, der særligt på udlændingepolitikken vil fortsætte den stramme kurs.

Det er selvfølgelig her, det begynder at blive interessant.

Der var engang, hvor Morten Østergaard havde et rigtig godt forhold til Mette Frederiksen. Altså ikke bare personligt, men også arbejdsmæssigt.

De to – Morten og Mette – var sammen de reelle penneførere på flere af de store reformer under S-R-SF- og senere SR-regeringen, og selv om det kunne gå hårdt for sig, var de et effektivt makkerpar, der i ly af Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestagers offentlige magtkampe arbejdede benhårdt på at få de politiske ender til at mødes.

Men det gik fra godt til værre, da de hver især tog det sidste skridt op i magthierarkiet hos henholdsvis Socialdemokratiet og De Radikale, og det gik helt galt, da Mette Frederiksen på grundlovsdag sidste år varslede, at hun ville gå til valg på en ren S-regering og ikke agtede at give De Radikale den store indflydelse. Og slet ikke på udlændingepolitikken.

Det seneste år har Morten Østergaard svaret igen på Mette Frederiksens frihedsbrev’ ved at liste en række betingelser op for, at han ikke skal blokere for en S-regering:

Jeg bliver hele tiden skudt i skoene, at jeg har mange ultimative krav, men det er en misforståelse. Det er faktisk modsat: Vi accepterer ikke ultimative krav – at der er politiske områder, vi ikke kan få indflydelse på, hvis vi skal bringe en regering til magten. Vi har 115 års erfaring i at indgå kompromiser, men jo aldrig ved at stille vores mandater til fri afbenyttelse,” siger Morten Østergaard.

Selv om De Radikale allerede har besluttet at pege på Mette Frederiksen, er velviljen over for Mette Frederiksen og den øvrige S-top mildt sagt også moderat hos De Radikale.

Nu giver vi Mette Frederiksen chancen først, men når jeg har levet op til mit løfte om at give Mette Frederiksen chancen, så er det hende, der må vælge vores vej eller Dansk Folkepartis vej. Hvis hun vælger Dansk Folkepartis vej, så er det ude af mine hænder. Jeg har personligt mere at tabe ved at bøje mig end ved at stå fast,” som Morten Østergaard formulerer det, og skal han et par uger før valget sammenfatte det radikale syn på den socialdemokratiske leder, lyder det således:

Når vi peger på Mette Frederiksen, er det ikke, fordi vi er voldsomt imponerede.”

Hvad skal man så lægge i det? Formentlig ikke, at Morten Østergaard vil være parat til at pege på en anden statsminister. Selv om mange radikale har det svært med Mette Frederiksen, kommer det ikke i nærheden af den antipati, der i partiet findes mod Lars Løkke Rasmussen. Bliver Socialdemokratiet markant større end Venstre – som alt tyder på – vil det heller ikke være naturligt at gøre eksempelvis en Kristian Jensen til statsminister.

Nej, Morten Østergaards plan B synes at være at tvinge Mette Frederiksen ind i et midtersamarbejde, der kan gøre en regering uafhængig af begge fløje i Folketinget, først og fremmest Dansk Folkeparti og de eventuelt nye partier fra det yderste højre, der måtte komme på tinge.

Det afgørende spørgsmål ved dette valg er ikke, hvem der bliver statsminister, men hvem der gør dem til statsminister. Jeg synes, vi står midt i et stort, ideologisk slag, og at det desværre ikke er statsministerkandidaterne, der repræsenterer forskellene, men derimod de partier, som de bliver afhængige af,” siger han og beskylder Danmark for at have sovet tornerosesøvn”, mens et stort opgør i Europa er begyndt at tage form:

I årevis har vi fået tudet ørerne fulde om, at når vi ikke havde ekstremister i Danmark, så var det, fordi de store partier havde taget DF til sig. Det er i hvert fald en tese, der står for fald, når man i al sin gru har fået et fascistisk, nazistisk parti på stemmesedlen. Vi har nu et tydeligt opgør mellem det socialliberale og det nationalkonservative, der har fået en gakket og ekstrem form med Stram Kurs, men som jo har det samme ophav som Dansk Folkeparti,” siger Morten Østergaard.

Turde Venstre og Socialdemokratiet gøre sig uafhængige af nationalkonservatismen”, så ville der på meget lange stræk være mulighed for at etablere meget brede flertal om noget, der emmer meget mere af det fælles arvegods, som de tre partier har, mener han:

Havde vi gjort det i denne regeringsperiodes begyndelse, havde vi haft et flertal, og jeg tror vi kunne have håndteret mange problemer anderledes, og jeg tror, det langt hen ad vejen ville være muligt at være enige,” siger han:

Jeg har det ikke sådan, at Dansk Folkeparti ikke skal være med til at lave aftaler. Når vi eksempelvis laver en aftale om førtidspensionen, så er Dansk Folkeparti jo et parti som alle andre. Der, hvor det går galt, er, når man kun vender sig i retning af Dansk Folkeparti. Så bliver prisen for alting pludselig afmålt i flygtningeøer og burkaforbud.”

Med i Morten Østergaards ligning hører også, at De Radikale under den S-ledede regering fra 2011 til 2015 lå i en noget nær endeløs armlægning med støttepartiet Enhedslisten og – til dels – SF om særligt den økonomiske politik og til dels også synet på EU.

Når jeg insisterer på en Europa-venlig og økonomisk ansvarlig regering, så bliver de jo dybt frustrerede i Enhedslisten. Jeg har hørt, at Pernille Skipper viede en stor del af sin 1. maj-tale til at tale dunder om De Radikale. Det er jo, fordi vi er garant for, at tingene ikke havner ude i venstre grøft,” siger han.

I virkeligheden kunne man godt kalde en midterregering for Morten Østergaards plan A:

Jeg tror, det ville være bedst for Danmark med en drivende kerne bestående af S, V og R.”

I begyndelsen af denne valgkamp blev alle former for blokoverskridende regeringer i mange medier afskrevet som fantasteri, men særligt Lars Løkke Rasmussens skriverier om en SV-regering i en samtalebog, der blev offentliggjort torsdag, har givet spekulationerne ny næring.

Og Morten Østergaard vil være klar til at gribe chancen, hvis den byder sig, siger han, men indtil videre tror han stadig ikke rigtig på det.

Problemet er, at for S og V kommer den førte politik ikke alene i anden række, den kommer i fjerde eller femte række. Det, det mest af alt handler om for dem, det er, at deres formand skal være statsminister, så de andres formand ikke er statsminister,” siger han, men fortsætter:

Meget ville måske se anderledes ud, hvis der kom et signal fra Venstre om, at man var klar til at overveje andre konstellationer end et snævert samarbejde med Dansk Folkeparti,” siger han.

Det ligner unægtelig sådan et signal, Lars Løkke Rasmussen sendte ud med sin bog torsdag.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem