Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Tænk, hvis vi kunne stoppe klimaforandringerne ved at stoppe med at pløje. Søren Ilsøe fra Sorø gør forsøget

NYSGERRIGSøren Ilsøe afprøver hele tiden nye justeringer af sine dyrkningsmetoder. Ellers ville han kede sig, siger han. Alle fotos: Kasper Løftgaard, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

For nogle år siden opdagede landmand Søren Ilsøe en radikalt anderledes måde at dyrke sin jord på, som i stigende grad bliver udpeget som en af de potentielt vigtigste metoder til at bremse den globale opvarmning. I dag forsøger han at inspirere andre til på én gang at forbedre jorden, øge biodiversiteten, forhøje udbyttet og suge kuldioxid ud af atmosfæren ved hjælp af Conservation Agriculture. Det går blandt andet ud på ikke at pløje.

Søren Ilsøe forsvinder ind i maskinstalden et øjeblik, inden han kommer ud igen med en rødskaftet spade i hånden.

Så viser han vej ud gennem porten, forbi trædøren med det gule advarselsskilt med påskriften Bekæmpelsesmidler” og hen over perlegruset til bygmarken lige ovre på den anden side af landevejen.

Fire skridt inde på marken stikker han spaden i jorden og vender en lille bunke midtsjællandsk muld op. Han finder hurtigt det, han leder efter: lange, centimeterstore gange gravet af dybdegående regnorme.

Sådan nogle har Søren Ilsøe fået mange flere af, siden han holdt op med at pløje for 18 år siden, og de hjælper ham med at holde jorden sund til gavn for de afgrøder, han dyrker i den.

Efter høsten efterlader Søren Ilsøe hvert år halm og andre planterester på jorden til ormene, som kvitterer for føden med livsvigtige næringsstoffer til planterne i deres afføring, når de kommer op af deres meterlange gange for at trække halmen ned. Regnormegangene bruger planterne samtidig til at stikke deres rødder dybt ned efter vand.

Begge dele skulle gerne hjælpe Søren Ilsøe med at lave byg i en kvalitet, så der kan brygges øl af den. Han peger på en lille bunke halm på jorden.

Det er en orms depot,” siger han.

Hvis vi gik her om aftenen, ville her være helt levende af orme. De sidder med bagkroppen i hullet og strækker sig helt ud i en radius på 30-40 centimeter, og i dét område trækker de halm hen. Så dét der er sådan set en orms køleskab.”

Der har ikke været en plov gennem de 250 hektar landbrugsjord på Knudstrupgaard syd for Sorø, siden Søren Ilsøe solgte sin plov i 2001.

Han har løbende perfektioneret den pløjefri dyrkning, og i dag sværger han til dyrkningssystemet Conservation Agriculture, hvor tre principper gælder: Der skal rodes så lidt i jorden som muligt, jorden må aldrig ligge bar og ubevokset hen, og afgrøderne skal skiftes rundt mellem markerne efter sindrige systemer.

Det sikrer tilsammen optimalt næringsindhold i jorden og minimal risiko for sygdomme og skadedyr – og dermed også et mindre behov for de pesticider og den kunstgødning, som moderne landbrug er så afhængigt af for at holde udbyttet oppe.

Det er et system, som er velafprøvet under sydligere himmelstrøg og blåstemplet af FNs landbrugsorganisation, FAO, men som stadig er relativt nyt i Danmark.

Søren Ilsøe har derfor måttet prøve sig frem. Han ser næsten fiffig ud, når han står i sin meterhøje rapsmark og fortæller, hvordan han har formået at få den til at rejse sig rank og knaldgul uden brug af insektmidler, fordi løbebiller, edderkopper og andre nyttedyr hjælper med at holde skadedyr nede.

Det er simpelthen fascinerende,” siger han og remser alle de skadedyr op, han ikke har fundet.

Årets eksperiment, siger han, går ud på at droppe også svampemidlerne. Indtil videre går det okay, men om det virkelig er en god idé, ved han først til høsten, når udbyttet gøres op.

Sådan justerer han hele tiden på metoderne.

Jeg er skruet sådan sammen, at hvis jeg skulle lave det samme hvert år, ville jeg kede mig,” siger han.

Der skal ske noget nyt, og det her er jo en never ending story. Der er hele tiden noget nyt, man prøver, og noget nyt, man tester.”

Om nogle år håber Søren Ilsøe, at Conservation Agriculture vil være lige så kendt som økologi, og at Conservation Agriculture-fødevarer i butikkerne vil være udstyret med en tilsvarende mærkningsordning, så forbrugeren kan vælge den aktivt til.

Jeg har en drøm om et brand med et logo og et stempel,” siger han.

Et vigtigt skridt på vejen er at dokumentere fordelene. Et stykke inde på bygmarken, hvor vi begyndte, er en række hvide pinde derfor stukket i jorden. De markerer parceller i et forskningsprojekt, som Søren Ilsøe lægger jord til, og som gerne skulle demonstrere nogle af de gevinster, Conservation Agriculture kan give for dyrelivet, jorden, landmanden – og, ikke mindst, klimaet.

Regnormene gør nemlig mere end at omdanne halm til næringsstoffer, når de gnasker sig gennem markernes planterester. De hjælper også med at forøge jordens indhold af kulstof.

Og perspektiverne ved dét er, hvis man for et øjeblik zoomer ud fra Søren Ilsøes marker til det allermest globale perspektiv, decideret enorme.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.
JORDBUNDENRapsmarken ligger få skridt fra Søren Ilsøes barndomshjem. Han voksede op i forvalterboligen på Knudstrupgaard, som han i dag ejer.

Forklaringen på hvorfor lyder sådan her:

Der er omkring tre gange så meget kulstof i jordens øverste lag, som der er i atmosfæren. Men traditionelt landbrug med hyppig pløjning sænker gradvist jordens kulstofindhold, både fordi kulstof i den endevendte jord går i forbindelse med luftens ilt og danner kuldioxid, og fordi pløjningen tager livet af regnorme og andre dyr med tilsvarende evner til at binde kulstof i jorden.

Der forsvinder ikke særlig meget kulstof fra den enkelte mark i løbet af et enkelt år, og derfor er tilbageskridtene svære at måle, og det samme gælder fremskridtene, når man dropper ploven. Men fordi der er så mange marker i verden, som bliver pløjet så ofte, er skalaen alligevel enorm.

Nogle forskere anslår, at menneskelig bearbejdning af jorden med harve og plov siden den industrielle revolutions begyndelse har reduceret jordens indhold af kulstof med omtrent 80 gigatons, som i stedet er forsvundet op i luften, hvor det har bidraget til den globale opvarmning som CO2.

Det er en mængde, som svarer til lidt over en fjerdedel af alt det kulstof, som i samme periode er blevet frigivet til atmosfæren ved at futte kul, olie og gas af.

Hvis det kunne lade sig gøre at få alt det kulstof ned i jorden igen, som pløjning og anden jordbearbejdning har sluppet fri, ville det altså muligvis svare til at nulstille helt op til en fjerdedel af al den CO2-udledning fra fossile brændsler, som har fundet sted siden begyndelsen af 1800-tallet.

Så meget kulstof er det næppe muligt at få ned i jorden igen. Men der er bred enighed om, at det godt kan lade sig gøre at få temmelig meget derned.

Et overslag publiceret i tidsskriftet Nature lyder, at verdens landbrugsjorder alene – teoretisk set – kunne opsuge et sted mellem 18 og 37 gigatons kulstof i løbet af en 20-års periode, hvis de blev dyrket anderledes og med kulstoflagring for øje. Det svarer meget rundt regnet til en reduktion af menneskeracens årlige nettoudledning af CO2 med et sted mellem 9 og 18 procent.

Ifølge en rapport udgivet af den europæiske forening for Conservation Agriculture, ECAF, som Søren Ilsøe er med i, ville alene Europas landmænd kunne lagre så meget kulstof i deres jorder, at det ville svare til at rejse en skov på størrelse med Frankrig. Også FNs klimapanel har fremhævet Conservation Agriculture som en metode, der måske kan hjælpe med at suge CO2 ud af atmosfæren.

Præcis hvor effektivt Conservation Agriculture er til at lagre kulstof i jorden, er dog stadig til videnskabelig debat og under alle omstændigheder afhængigt af lokale forhold – for eksempel hvor meget kulstof der er i jorden, før man lægger om.

Til debat er derimod ikke den CO2-besparelse, som skyldes, at det med Conservation Agriculture ikke er nødvendigt at køre så mange gange hen over sin mark i en stor dieseltraktor, når man hverken skal pløje eller harve. Netop pløjningen er noget af det allermest energikrævende, en typisk landmand foretager sig i løbet af et år.

Oversat til almindeligt dansk vil det alt sammen sige, at hvis alle landmænd i verden gjorde som Søren Ilsøe, ville det med en vis sandsynlighed købe os noget ekstra tid til at få styr på vores udledninger og dermed den ophobning af drivhusgasser i atmosfæren, som fører til den globale opvarmning. Hvilket vi som bekendt godt kunne bruge.

Alligevel er det ikke nødvendigvis klimaet, som trækkes frem som hovedargument for at skifte over til Conservation Agriculture hos Søren Ilsøe og mange andre fortalere.

Inde på kontoret i Knudstrupgaards 170 år gamle stuehus hiver Søren Ilsøe sin telefon op af lommen og viser en video, han har optaget ude på marken samme morgen. En lille, pjusket vibeunge løber forvirret rundt mellem de majgrønne bygplanter.

Dem vrimler det med derude – og så siger de, at viben er ved at uddø!” udbryder han. Der er altså andre end regnormene, som nyder godt af, at marken hverken pløjes eller harves. Det er rimelig bredt anerkendt, at Conservation Agriculture øger biodiversiteten i marken sammenlignet med konventionelt landbrug.

Når FNs fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, anbefaler Conservation Agriculture til såvel store industrielle bedrifter som småbønder i udviklingslande, er det dog hverken viber eller for den sags skyld klimaet, som er hovedargumentet. Det er derimod muligheden for at bekæmpe en af de helt store trusler mod fødevareproduktionen på verdensplan de kommende årtier: udpining af landbrugsjord.

Udpiningen er en snigende fare, som har bygget sig op over årtier med intensivt landbrug, og som nu ifølge FAO truer med at forårsage gradvise nedgange i udbyttet, som svarer til, at man i 2050 fjernede et landbrugsareal svarende til al dyrket jord i Indien. Hvis intet gøres for at standse udviklingen, er dét en opskrift på stigende fødevarepriser og sult hos verdens fattigste og formentlig også på endnu mere tropisk skovrydning til skade for klimaet.

Blandt de væsentlige årsager til udpiningen af jorden er erosion og tab af kulstof, og begge dele kan bekæmpes med principperne bag Conservation Agriculture: fravær af pløjning, rotation af afgrøder og konstant plantedække. Det er ikke, fordi pløjning ikke har været en fordel for landbruget og udbyttet – tværtimod, pløjning forebygger blandt andet ukrudt og gør jorden lettere for afgrøderne at gro i – men de kortsigtede fordele er mange steder ved at blive overskygget af de langsigtede ulemper, som pløjningen også medfører.

I det sydlige Brasilien fik løbsk jorderosion allerede i 1970’erne mange landmænd til at droppe ploven med gode resultater til følge, og nyere forsøg med Conservation Agriculture i Mexico har i løbet af blot fem år fordoblet udbyttet fra majsmarker og forøget indholdet af kulstof i jorden med 30 procent – ikke mindst ved at sætte en stopper for erosion.

I dag er Conservation Agriculture generelt i fremgang på verdensplan, også fordi det er en god forretning. Modsat omlægning til økologisk landbrug, som typisk indebærer en nedgang i udbyttet på 30 procent eller mere for planteavlere som Søren Ilsøe, tyder intet nemlig på, at omlægning til Conservation Agriculture sænker udbyttet.

Snarere tværtimod, især hvis man kigger på det over en lidt længere tidshorisont, hvor Conservation Agriculture kan modvirke den langsomme udpining af jorden, som ellers truer de kommende årtiers udbytte i hele verden – også i Danmark.

Derfor er Conservation Agriculture ofte også lig med flere penge på landmændenes bundlinje, fordi der kan spares mange penge ved ikke at skulle pløje, mens udbyttet forbliver det samme eller endda stiger. I Indien har hvededyrkende landmænd for eksempel opnået en fremgang i deres nettoindtjening på 28 procent ved at droppe ploven.

Søren Ilsøe anslår for sin del, at han høster det samme som før, men sparer tæt på 3.000 kroner per hektar om året i udgifter til maskiner, hvis man sammenligner med en konventionel dansk landmand – simpelthen fordi han ikke skal pløje.

Og så sparer jeg jo også en masse tid,” siger han. Faktisk har han fået tid til at arbejde halv tid som landbrugsrådgiver ved siden af bedriften, fordi han ikke skal tilbringe så meget tid i sin traktor som før.

Men det er fortsat op til Søren Ilsøe og andre foregangslandmænd at bevise, at fordelene ved Conservation Agriculture vitterlig er lige så store i Danmark som andre steder.

Det vrimler nemlig ikke med langvarige studier, som dokumenterer fordelene ved Conservation Agriculture i europæisk kontekst, selv om forsøg i Schweiz har demonstreret, at udbyttet fuldt ud står mål med konventionelt landbrug med plov. Flere forsøg er i gang herhjemme i øjeblikket, men de er endnu ikke færdige.

Det er gerne landmænd, der får idéerne og promoverer dem, og når så de har fået dem udbredt, kommer forskere og rådgivningscentre og siger, at nåh, ja, vi må for øvrigt hellere dokumentere det’. Det er dét, der er ved at ske nu,” siger Søren Ilsøe.

Det er rigtig godt, det er bare lidt sent.”

ORMEJAGTRegnormene trives, når der ikke pløjes.

Søren Ilsøe har taget rejsen mod Conservation Agriculture med små skridt, og i mangel på dansk viden og rådgivning har han været nødt til at hente inspirationen i udlandet.

Jeg takker min gamle lærer Nielsen, min tysklærer,” siger han med et stort smil og rækker armene op over kontorets mørke skrivebord, hvor hunden Aura har lagt sig halvsnorkende til rette for bordenden.

Magasinet Landwirtschaft ohne Pflug har været guld værd” og en fast kilde til viden gennem alle årene, og den første inspiration til at droppe ploven tilbage i 2001 kom også fra Tyskland.

I begyndelsen harvede Søren Ilsøe dog fortsat sin jord, selv om han havde solgt ploven.

Det var et foredrag i 2008 i den europæiske forening for Conservation Agriculture, ECAF, som provokerede ham til at prøve kræfter med metoden, hvor der sås direkte oven i resterne af sidste års afgrøder.

Under foredraget – det var i Leipzig – stod en sydamerikansk landbrugsrådgiver og fortalte, hvor godt Conservation Agriculture fungerede, men Søren Ilsøe var mildt sagt skeptisk.

Jeg husker det så tydeligt,” siger han og griner af sig selv, mens han lægger armene over kors og læner sig tilbage i stolen for at vise sin attitude dengang.

Jeg sad rigtig og var Rasmus Modsat. Og da jeg så kom hjem, tænkte jeg: Hvad er det, du laver? Du sidder og er negativ og finder alle argumenterne imod. Det er ikke i orden, Søren!’ Så begyndte jeg at undersøge noget mere og blev mere og mere interesseret. Og selv om jeg var dybt skeptisk, gik jeg i gang med at lave nogle forsøg.”

Første skridt blev at dele en bygmark op i firkanter, hvor nogle af firkanterne blev harvet som sædvanlig, mens der på andre blev sået direkte oven i resterne af det foregående års afgrøder.

Egentlig kludrede Søren Ilsøe i det med såningen, da han ikke før havde prøvet at så i jord, som hverken var pløjet eller harvet. En del af frøene kom simpelthen ikke i jorden, men blev liggende på overfladen og spirede aldrig.

I løbet af året så det derfor dårligt ud” på det område, hvor der var sået direkte uden harvning, siger Søren Ilsøe. Men da høsten kom, viste vægten alligevel 640 kilo større udbytte per hektar.

Der var faktisk færre planter per kvadratmeter, og alligevel gav det højere udbytte. Det var jo lidt af en øjenåbner,” siger han.

Årsagen, mener Søren Ilsøe, var, at det var et tørt år, hvor den ubearbejdede jord holdt bedre på vandet.

Året efter åbnede sig endnu en ny verden, da Søren Ilsøe besøgte en tyskfødt landmand med bedrift i Nordfrankrig, igen gennem ECAF. Tyskeren kunne fremvise misundelsesværdigt fed muld og blomstrende efterårsmarker fulde af honningurt, som han havde sået som efterafgrøde.

Det er jo en meget smuk blomst,” siger Søren Ilsøe og fortæller begejstret, hvordan den ud over at være smuk kan gøde jorden for næste års afgrøde, fordi den indgår i symbiose med en svamp, som blandt andet hjælper planten med at støvsuge jorden for fosfor, som planten skal bruge.

I Danmark bruger vi typisk sennep eller olieræddike som efterafgrøder, men her begynder jeg at se, hvordan man kan bruge blandinger af andre arter til at forbedre jordens kvalitet.”

Det gik faktisk så vidt, at Søren Ilsøe åbnede en webshop med frø i regi af de pløjefri landmænds danske forening, FRDK. Imens lagde han gradvist mere og mere areal om til Conservation Agriculture og kunne allerede se effekten i 2010.

Det var en meget våd høst, mejetærskerne lavede kæmpe spor og kørte fast i markerne, og nogle steder lignede markerne noget, der var løgn,” siger han.

Men på hans egne marker var jorden helt anderledes, fordi den ubearbejdede jord langt bedre kunne rumme al regnen uden at forvandles til smat.

Hos mig var der maksimalt et par centimeters spor efter mejetærskeren. Og det var jo en øjenåbner af format, når du kan se naboer, der skal have Falck ud og hive dem op – og så kører vi bare, nærmest uden at lave spor, under de mest vanvittige våde forhold.”

Inspireret af succesen i 2010 tog Søren Ilsøe i 2011 skridtet fuldt ud og omlagde til ren Conservation Agriculture. Endnu en våd høst overbeviste ham om, at det var det helt rigtige valg:

Folk kørte fast igen, og vi dansede hen over jorden – igen.”

Siden har Søren Ilsøe ikke set sig tilbage. Han undrer sig over, at der ikke er flere, som har set lyset, men sætter sin lid til de unge, nystartede landmænd, som måske kan se en fidus i at spare nogle opstartsomkostninger, når de ikke skal købe udstyr til at pløje og harve.

Når han kigger frem, håber han, at Conservation Agriculture kan blive lige så kendt som økologi på grund af fordelene for klimaet og biodiversiteten – og måske endda det foretrukne valg hos bevidste forbrugere. Også selv om han foreløbig er afhængig af ukrudtsmidlet Glyphosat, bedre kendt som Roundup, til at holde ukrudtet nede og udbyttet oppe.

Økologi, siger han, er nemlig heller ikke uden problemer. Økologerne bruger ikke pesticider, men mange pløjer mere for at holde ukrudtet væk, og det går ud over ormene og viberne, argumenterer han. Det skal så indskydes, at der også er økologer, som arbejder med pløjefri dyrkning, men Søren Ilsøe peger på en anden problemstilling, som er svær at komme uden om: Økologiens lavere udbytte.

Når man tager en mark ud til landbrug, er den jo ikke natur. Og når man først har beslaglagt et areal, har man da lidt dårlig samvittighed, hvis man kun høster 70 procent af, hvad man kunne,” siger han.

Altså, underforstået: Hvis man høster mindre per hektar, skal man bruge flere hektar til landbrug i stedet for natur – og det går både ud over biodiversiteten og kulstoflagringen i det store billede.

Derfor mener Søren Ilsøe, at Conservation Agriculture, trods pesticiderne, er det mest miljøvenlige dyrkningssystem og det bedste fra to verdener – noget fra økologien og noget fra det konventionelle landbrug”.

I løbet af bare et årti kan de to systemer måske smelte sammen, forudser han, når ukrudtsmidlerne kan erstattes af små robotter, som kører rundt på markerne og zapper ukrudt i stykker med laser – uden den mindste brug af gift.

Men han håber alligevel, at Conservation Agriculture består og kan få en mærkningsordning i egen ret, baseret på fordelene for klimaet og biodiversiteten.

Det synes jeg, vi har fortjent.”

Rettelse: En tidligere version af historien anførte, at Søren Ilsøe sparede 3.000 kroner per hektar om måneden i udgifter til maskiner ved ikke at harve og pløje. Det er trods alt kun 3.000 kroner per hektar om året.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem