USA trækker sig fra verden. Kan FN udfylde noget af hullet?

I SKYGGENFN-soldater som dem her i Mali er blevet flere de senere år. Men de er stadig langt færre og langt mindre slagkraftige end dem, USA har haft for vane at sende ud i verden Foto: Sylvain Liechti, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Donald Trump har sat turbo på en bevægelse, hvor USA i stigende grad fralægger sig ansvaret for, hvordan verden udvikler sig, ikke mindst når det gælder krig, fred og sikkerhed. Det levner selvsagt plads til andre. FN måske? Jeg jagtede svaret forleden på en konference om netop FN, fred og sikkerhed. Og lad os bare sige, at det ikke ligefrem er klart.

Jorden skælver under verden, som vi kender den – eller i hvert fald vores opfattelse af den.

Vestens geopolitiske dominans er på retur, alt imens vi internt i de vestlige lande slås med os selv om, hvem vi egentlig er, og om vi mon har nok i os selv eller hellere vil vandre længere ned ad den sti mod alle mulige former for øget samarbejde på tværs af landegrænser – økonomisk, politisk, militært – som vi mere eller mindre slingrende har betrådt de seneste mange årtier.

Få mærker rystelserne tydeligere end mennesker, som arbejder med de organisationer, der er sat i verden for at holde sammen på den; multilaterale kæmper som EU, Nato og nok mest af alt FN – verdensorganisationen, der på amerikansk initiativ blev bygget på ruinerne af Anden Verdenskrig for at frelse kommende generationer fra krigens svøbe”, som det hedder allerførst i det grundlæggende charter, som alle 193 medlemslande har skrevet under på.

Man overser det let, men FN har sådan set været en bragende succes, hvad hovedformålet angår: Lande er næsten holdt op med at gå i krig mod hinanden. Det er næppe udelukkende FNs fortjeneste, men vi lever formentlig i den fredeligste periode i menneskehedens historie, selv om det ikke altid føles sådan. Og på den måde kan man godt betragte FNs aktuelt største problem – organisationens magtesløshed over for krige, der foregår internt i lande, som den i Syrien – som en slags symptom på FNs succes med at få bugt med krige mellem lande.

Men med de aktuelle rystelser under den herskende verdensorden in mente er det mere presserende end måske nogensinde at spørge, hvordan og i hvilket omfang FN kan fortsætte med at være det forum, hvor alle lande mødes og taler, diskuterer eller skændes – frem for at slås.

Torsdag i sidste uge tilbragte jeg på Christiansborg til en konference netop om, hvordan og i hvilket omfang FN kan fortsætte med at bidrage til verdensfreden i fremtiden. Der var samlet usædvanligt mange prominente forskere, diplomater og politikere med alt muligt forskelligt på hjerte. Men hvis der var én følelse, som gennemsyrede det hele, så var det en dyb, eksistentiel usikkerhed, både på FNs vegne, på Vestens og på verdens.

Dette er den mest usikre periode, jeg kan huske,” sagde den svenske diplomat Jan Eliasson. Og han er altså 78 år gammel og kan fremvise et generalieblad af FN-topposter, som det vil føre for vidt at opliste her. I 1980’erne var han for eksempel med til at forhandle fred mellem Iran og Irak.

Baggrundsmusikken for Eliassons udtalelse er temmelig kakofonisk, men domineret af Kinas voksende selvtillid og ønske om at svinge taktstokken i hvert fald i Asien, Ruslands stadig mere insisterende forsøg på at få alting til at svinge i utakt, stigende stemmer fra det globale syd – og så det brusende kor af nationalt orienterede, politiske opbrudsbevægelser i vestlige lande, som er båret frem af alle mulige forskellige frustrationer, men ikke mindst af en stærk skepsis over for alverdens former for tværnationalt bureaukrati som dét, FN er.

Og helt i forgrunden står selvfølgelig Donald Trump og går amok med bækkenerne.

Den amerikanske præsident har nærmest erklæret krig mod den organisation, som hans land ellers altid har været hovedsponsor for, og mod den multilateralisme, som FN inkarnerer.

Vi afviser ideologien om globalisme, og vi omfavner patriotismens doktrin,” sagde han på FNs talerstol i september – i en tale, som var gennemsyret af et ønske om at skabe en verden, hvor USA hverken skal lege international politibetjent i egen ret eller storsponsor af multilaterale organisationer som FN.

I sin seneste nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har Trump tilmed fået en løjtnant, som deler sin præsidents brændende ønske om at stække FN og har indsigten til at få det til at ske; Bolton er tidligere amerikansk FN-ambassadør.

Det er en højst aparte situation for FN at befinde sig i. FN er hele verdens projekt, men det er også Vestens og i særdeleshed USAs projekt.

Det her er jo amerikanske værdier, og de tjener amerikanske interesser,” sagde verdens måske største akademiske FN-ekspert, amerikanske Thomas G. Weiss, da jeg på et tidspunkt hev ham til side.

Det, Weiss hentydede til, er selvfølgelig de højtflyvende vendinger i FNs charter, der slår fast, at FN ikke bare skal skabe fred og sikkerhed, men også bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder” og opretholde retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret”.

Charteret skitserer altså en verdensorden, hvor love og regler både regulerer staters indbyrdes forhold og beskytter enkelte mennesker – i modsætning til én, hvor stater bestemmer over mennesker, og stærke stater bestemmer over svage.

Imens han talte, rystede Weiss halvt uforstående, halvt opgivende på hovedet; han kunne ikke vikle hjernen rundt om den dybe skepsis, som både Trump og Bolton nærer mod enhver form for multilateralt samarbejde.

Trump og Bolton ser ingen værdi i samtaler, som er mere end bilaterale. Det er ufatteligt, når man går tilbage og ser på historien.”

Og med historien mente han erfaringerne fra Anden Verdenskrig og den efterfølgende kalkule i de amerikanske regeringsgemakker, som mundede ud i, at man satsede på at opbygge netop sådan en regelbaseret verdensorden med udbredt multilateralt samarbejde, som FN er tænkt til at understøtte, fordi man mente, at det var det bedste middel til at sikre såvel verden som USA mod mere krig.

Så dér har vi altså FN i dag. På den ene side er der mere manøvrerum i verden end længe, fordi USA tydeligvis ikke ønsker at spille rollen som hele verdens politibetjent. Det giver plads til andre – for eksempel FN. På den anden side er det USA, som gennem alle årene har været og trods Trumps mange udfald stadig er hovedsponsor for FN, inklusive de fredsbevarende missioner, som er FNs primære middel til at skabe og sikre fred.

Så kan FN klare sig uden USA?

Det korte svar er nej,” lød det bedste bud fra Thomas G. Weiss.

FN, fortsatte han, handler – med få undtagelser – ikke uden USAs opbakning, og at forestille sig en større udvidelse af for eksempel FNs fredsbevarende missioner uden en eller anden form for bidrag fra verdens vigtigste militær er næppe realistisk. Derfor knytter Thomas G. Weiss, sagde han, sit håb til, at USA under den næste præsident vil vende på en tallerken og støtte mere helhjertet op om FN igen:

Der er det her vidunderlige citat fra Churchill om, at amerikanerne altid ender med at gøre det rigtige efter at have prøvet alt andet.”

Lidt anderledes toner lød fra en anden, knap så kendt amerikaner, nemlig lektor Emily Paddon Rhoads fra Swarthmore College. Hun har for nylig skrevet en ret rost bog om FNs fredsbevarende missioner baseret på en solid omgang feltarbejde både på jorden i Den Demokratiske Republik Congo og blandt et væld af FN-diplomater.

Hvad hun så for sig, var nærmest, hvad man kunne kalde en trumpificering af de fredsbevarende missioner (indrømmet, min tolkning). Missionerne vil måske nok fortsætte med at vokse i omfang (der er i dag langt flere fredsbevarende styrker udstationeret end selv under Balkan-krigene i 1990’erne), mener hun, men formålet med dem vil ændre sig. Der vil komme mindre fokus på at beskytte civile og større fokus på at beskytte stater; mindre fokus på menneskerettigheder, større fokus på stabilitet.

Og måske, antydede Rhoads nok så interessant, var det også en farbar vej for FN at gå i det hele taget – ikke altid at sætte kampen for menneskerettigheder (som kan opfattes som et vestligt ideologisk korstog) forrest, men mere pragmatisk gå efter at være verdens vigtigste diskussionsklub for stater og så fortsætte arbejdet for de agendaer, man trods alt kan enes om, hvad enten det handler om økonomisk udvikling, eller at fred trods alt er bedre end krig.

Altid skarpe Ole Wæver, Danmarks vel nok mest internationalt kendte forsker i sikkerhedspolitik, havde også et interessant bud på, hvor stor en rolle FN mon kan spille i fremtidens verdensorden, som er værd at nævne.

I sin analyse delte Wæver FN op i tre lag, som han så lidt forskellige fremtider for:

  1. FNs Sikkerhedsråd, som ifølge Wæver formentlig vil blive mere eller mindre handlingslammet. Sikkerhedsrådet er sat i verden for at håndtere kriser og sanktionere magtanvendelse i FNs navn og har fem permanente medlemmer med vetoret (stormagterne USA, Rusland og Kina plus Frankrig og Storbritannien), og så ti ikke-permanente medlemmer, som vælges på skift blandt FNs resterende medlemmer. Rådet har vist sig ude af stand til at enes om at gøre noget afgørende ved slagterierne i Syrien, og ifølge Wæver får medlemmerne næppe lettere ved at enes om at skride til handling i de kommende år, fordi ingen af stormagterne lader til at ønske et FN, som handler særlig meget.
  2. FNs Generalforsamling, som ifølge Wæver kan komme til at spille en større rolle end i dag. Generalforsamlingen er stedet, hvor alle medlemslande mødes, diskuterer og stemmer efter princippet ét land, én stemme, og hvor man for eksempel har vedtaget FNs 17 verdensmål, som nu er i fuld gang med at blive omsat i handling af alverdens aktører, fra regeringer til private virksomheder. Ole Wæver mener, at Generalforsamlingen kan få større betydning, når Sikkerhedsrådet er handlingslammet. Ikke som et sted, hvor man vedtager drastiske her og nu-tiltag, men som forum for den vigtige diskussion om, hvordan fremtidens post-vestlige verdensorden skal se ud, og som stedet, hvor man lufter nye idéer til problemstillinger, som FN bør tage sig af, som så langsomt kan modnes og blive til internationale målsætninger eller aftaler.
  3. FN-maskineriet, som ifølge Ole Wæver også kan få stigende betydning den kommende tid. Med maskineriet” mener han hele det vidtforgrenede netværk af FN-organisationer og -institutioner, som er sat i verden siden 1945, det vil sige alt fra landbrugsorganisationen FAO til børnefonden UNICEF og hele embedsapparatet omkring klimaforhandlingerne, der førte til Paris-aftalen i 2015. Dette bureaukrati vil, forudser Ole Wæver, fortsætte med at fungere relativt afskærmet fra politik og levere fremskridt for de dagsordener, de respektive organer nu er sat i verden for at fremme.

Wæver forudser altså et fremtidigt FN, som måske nok er politisk handlingslammet i toppen, men fortsat er handlekraftigt i bunden. På sin vis et opløftende budskab for FN-nørderne i salen, sagde han, men også uholdbart i længden:

Det er lige præcis idéen om et internationalt bureaukrati, som populisterne gør oprør mod.”

Altså de populister, der – som Trump – afviser selve den idé om multilateralt samarbejde, som FN er grundlagt på, og da især idéen om et stort FN-bureaukrati, som blander sig i, hvad der skal ske i deres respektive hjemlande.

Som det nok er blevet klart på dette tidspunkt, kunne man ikke uddrage nogen egentlig konklusion om FNs fremtid af konferencen. Og dét er en pointe i sig selv – som jeg allerede skrev i begyndelsen, var den dominerende følelse en af usikkerhed.

Men der var også en anden pointe, som gik igen, og som måske er god at slutte af på:

Nemlig den, at FN stadig efter snart 74 år, trods alle sine fejl og udfordringer og trods en højst usikker fremtid, er og bliver det bedste bud på en organisation, som kan bringe verdens lande sammen om at sikre fred og sikkerhed og løse fælles problemer. Hvorfor man, hvis man kerer sig om den slags, er nødt til at arbejde med det, man har.

Det var blandt andet budskabet fra dagens to mest prominente praktikere, tidligere militær chef for FN-missionen i Mali Michael Lollesgaard og tidligere leder af FN-missionerne i Liberia og Sydsudan Ellen Margrethe Løj. Men tidligere formand for FNs Generalforsamling Mogens Lykketoft sagde det måske mest præcist, eller i hvert fald mest vidtløftigt:

I disse mørke tider bør vi huske, at det stadig er et stort skridt fremad for civilisationen, at vi overhovedet har FN.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem