Denne artikel har Oscar Rothstein fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Aldrig har der været mere snak om fodbold. Men har vi glemt, hvordan man ser det?

  • 13. februar 2018
  • Sport
  • 15 min.
GULDFUGLVerdens dyreste fodboldspiller, brasilianeren Neymar, blev solgt for 222 millioner euro i august sidste år. Foto: Charles Platiau, Reuters / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Verdens største klubturnering for fodboldhold, Champions League, tager hul på ottendedelsfinalerne i aften efter to måneders pause. Interessen og medieopmærksomheden er overvældende. Måske så overvældende, at postyret uden for banen trumfer spillet på banen.

Sådan her kunne en oplagt analyse af den moderne fodbolds udvikling lyde:

I kraft af den massive, allestedsnærværende mediedækning, der i et hæsblæsende tempo kommenterer, analyserer, dissekerer og vurderer alt og alle, vil sporten kun vokse.

I kraft af teknologiseringen, der har løsrevet sporten fra tid og rum med højdepunktspakker, livescores og sociale medier, vil sporten kun vokse.

I kraft af globaliseringen, der har gjort de store ligaer i England, Tyskland, Spanien og Italien til hele verdens ligaer, vil sporten kun vokse.

I kraft af kommercialiseringen, der har set multinationale milliardvirksomheder og businessmoguler med bundløse lommer gøre deres indtog på fodboldmarkedet, vil sporten kun vokse.

Eller sagt på en anden og kortere måde: Jo mere fodbolden fylder uden for banen, desto større interesse vil der være for spillet på banen.

Det lyder jo oplagt. Men. Måske er det faktisk en alt for forsimplet analyse.

Måske er det snarere omvendt. Er de blinkende breaking-bjælker, ordstrømmene på sociale medier, de udviskede landegrænser og svimlende milliarder rundt om fodbolden ved at fjerne fokus fra selve fodbolden? Er fodboldkampen som en unik begivenhed i fare for at drukne i et realitylignende spektakel, hvor dramaet på banen er underordnet dramaet om dramaet? Skygger den store interesse uden for banen for spillet på banen?

I dag tager verdens største klubturnering, Champions League, hul på ottendedelsfinalerne efter to måneders pause med kampene Juventus-Tottenham og Basel-Manchester City.

Det vil sige endnu flere kampe at se og endnu mere at kommentere, analysere, dissekere og vurdere. Med den store tv-pakke kan man i denne uge vælge mellem intet mindre end 60 timers flimmer-fodbold. Og der er absolut ingen grund til panik, hvis man er forhindret i at fange kampene live. Der er også massevis af artikler at læse og endnu flere podcasts at høre. Både herhjemme og i udlandet er særligt markedet for sidstnævnte efterhånden så tætpakket, at der ikke er timer nok i døgnet til at høre det hele. Man kan endda have på fornemmelsen, at den almene fodboldfan efterhånden bruger flere timer om ugen på at høre eller læse om fodbold end rent faktisk at se fodboldkampe i deres fulde længde.

Jeg kender det selv, og når kampene endelig bliver set i deres fulde længde, er det ofte med en computer i skødet eller en telefon i hånden.

Det er et aktiv valg, når jeg vælger at koncentrere mig om kampene, for som udgangspunkt skal jeg lige tjekke, hvad folk skriver på Twitter, hvad diverse apps, der indsamler og sorterer statistik fra kampene, fortæller, og hvad der er af fodbold dagen efter. Af og til forsvinder jeg mentalt så meget væk fra kampen, jeg rent fysisk sidder og ser, at jeg er nødt til at se højdepunkter bagefter for at kompensere for mine koncentrationsbrister.

Der er en god portion ironi på spil her. At det skulle være problematisk for fodbolden, at dens rækkevidde aldrig har været større, kan lyde som topmålet af fordømmelse for fordømmelsens skyld. Kigger man på de seneste par årtiers overordnede udvikling i antallet af tilskuere såvel som tv-seere til fodboldkampe – både herhjemme og i udlandet – er der tilmed ingen fældende beviser, der overbevisende kan bekræfte påstanden om, at fodboldkampen skulle have mistet noget af sin tyngde.

Selv om man længe har snakket om et voksende antal tomme sæder på danske fodboldstadioner, er Superligaens tilskuertal i dag et godt stykke højere end i 1990’erne. Og selv om engelske Sky TV og amerikanske NBC har oplevet et fald i antallet af tv-seere til Premier League, finder de store fodboldkampe fortsat vej til diverse lister over de mest sete udsendelser. Som så meget andet af den slags er fodbold i tv også truet af fremadstormende streamingtjenester, men det er trods alt ikke de tørre tal, der giver den afgørende føde til argumentet om, at man i den moderne fodbold kan finde en udhuling af sportens kerne: den fysiske kappestrid, kampen.

Det interessante er altså ikke, hvorvidt den moderne fodbold engagerer og fascinerer. Det gør den i allerhøjeste grad. Sikkert mere end nogensinde før. Det interessante er i stedet, hvordan den engagerer og fascinerer, for det ser unægtelig ud til, at fodbolden anno 2018 kræver en gentænkning af, hvad det vil sige at være fodboldfan. Et behov, der, som jeg vil komme til, måske også siger noget om det moderne samfund i det hele taget.

I bogen In Praise of Athletic Beauty, et absolut hovedværk inden for sportsfilosofi, skriver den tysk-amerikanske litteraturprofessor Hans Ulrich Gumbrecht sådan her om sportens fascinationskraft:

At være en del af massen og miste kontrollen over sine følelser er, hvad vi er blevet advaret mod siden barndommen. Men for tusinder af fans i tidens løb har det at være en del af et publikum til en sportsbegivenhed gjort det muligt at fortabe sig i tilstedeværelsen.”

For Gumbrecht er en sport som fodbold et udpræget æstetisk objekt. Ikke i kraft af det formfuldendte saksespark eller den graciøse dribling, for det er ikke som i synkronsvømning eller kunstskøjteløb, hvor udøverne forsøger at leve op til smukke, foruddefinerede former. Men i kraft af sin intensitet og flygtighed, der sætter parentes om virkeligheden og sænker tilskueren – og udøveren – ned i en sværmerisk tilstand af rensende selvforglemmelse.

På fodboldstadionet, dette hverdagshelle i massiv beton, kan man i de afgørende øjeblikke blive grebet af en hypersensitivitet, der for en stund suspenderer den rationelle bevidsthed. Der kan fortælles, filmes, optages og skrives fra de store kampe, men en fodboldkamp kan ikke opbevares. Den er et nærværsæstetisk drama. Den udmærker sig ved et her og nu, der efterfølgende højst kan holdes kunstigt i live som en sølle, fragmenteret kopi.

Vi bliver til guldfisk, når vi ser fodbold, som den engelske filosof Simon Critchley skriver i What We Think about When We Think about Football: Vi er i øjeblikket, ser kampen, overlader os fuldstændig til nuet, venter på øjeblikkenes øjeblik, med fremtiden åben og usikker. Men i øjeblikket er fortiden slettet og sletter sig selv igen og igen, som en guldfisks hukommelse.”

Det er interessante idéer. Men den moderne fodbolds bevægelser kan ses som en udfordring af netop de her æstetiske kvaliteter. I en gumbrechtsk sportsforståelse er det kampene, der er sportens ubetingede epicentre. Det er her, vi oplever dens nærmest metafysiske potentiale. Det er her, vi jubler, her, vi raser, her, vi forarges, her, vi græder, her, vi opmuntres. Fodbolden ånder, får livsnødvendig næring, når der bliver fløjtet op til kamp. Det lader dog til, at kampens status som sportens uimodsigelige hofprodukt er under pres. De 90 minutter er stadig mere fedtet ind i en sovs af tabloide rygter, taktiske analyser, spiller- og trænerudtalelser og skinger skrigen på de sociale medier.

Selv på stadionet er kampoplevelsen under forandring, og fodboldens æstetik udfordret. Herhjemme har F.C. København i samarbejde med Telia lanceret en app, hvor man efter bare otte sekunder kan gense afgørende aktioner på sin telefon. Det er både smart og dygtigt håndværk, men det risikerer også at fratage kampen det frisættende potentiale, som Gumbrecht finder i dens flygtighed. Hvor målet nede på græsset suger dig ind i nuet, slynger målet på mobilen dig ud igen. Man fristes til at omskrive Rådet for Sikker Trafiks reklameslogan Kør bil, når du kører bil” til Se fodbold, når du ser fodbold”.

SPURTSnakken om Ronaldos brug af rugemødre, hans undertøjskollektion og hans privatliv har – mildest talt – optaget medierne. Foto: Paul Hanna, Reuters / Ritzau Scanpix

Som sådan er der ikke skyggen af nyhed over, at sporten lige så meget er meninger som mål.

Fodbold er et veludviklet spil, der ikke kun er blevet spillet i halvandet århundrede. Det er også blevet diskuteret. På de wienske kaffehuse i 1920’erne, der fungerede som en slags fodboldsaloner, hvor tidens taktikker blev endevendt. I alverdens magasiner og dagblade som argentinske El Gráfico, der udkom for første gang i 1919 og var meget mere end simple kampreportager og smalle interviews: politiske perspektiveringer, historiske sammenligninger og litterære referencer. Det er altså ikke bare sådan lige at adskille kampen fra dens kontekst. Fodbolden har aldrig begrænset sig til stadionet.

I en teknologiseret højhastighedsvirkelighed antager diskussionerne imidlertid en hidtil uset karakter og volumen. De er større og flere. De er hurtigere og vildere. De er dybere og grundigere. De er ultradetaljerede, teoritunge taktiske analyser. De er overfladiske, sensationshungrende rygter om spillernes og trænernes privatliv. De er komprimerede tweets. De er kapitelopdelte longreads.

Informationsflimmeret udgør et dilemma for fodboldæstetikken. Sportens magi og poesi er nemlig i høj grad funderet i dens absolutte autonomi. I dens formålsløshed. I dens betydningsløshed. I dens uudgrundelighed. I dens uforklarlighed. I dens karakter af at være blot og bar fysisk udfoldelse – og ikke politik, kultur, identitet, allegori, metafor, opdragelse, videnskab eller noget helt ottende. Selv om paradokset er til at tage og føle på, vil det sige, at vi ved at omsvøbe de 90 minutter i så ekstrem grad som nu risikerer at forgribe os på fodboldens grundpille.

Tendensen er mærkbar stort set hver eneste uge i Cirkus Fodbold.

Særligt i den engelske Premier League, der som ingen anden liga rækker ud til klodens fjerneste egne. Og særligt når, som i den forgangne måned, transfervinduet er åbent, og klubberne må købe og sælge spillere. Her bliver det for alvor tydeligt, at den moderne fodbolds grundnæring ikke partout ligger i kampene. Faktisk får man fornemmelsen af, at de kampe, der bliver spillet, mens transfervinduet er åbent, er tæt på at være uvedkommende afbrydelser af det, som det for flere fans og medier efterhånden handler først og fremmest om: køb og salg af spillere – og ikke mindst de talrige rygter om det, som i bund og grund bare er et menneske, der skifter arbejdsplads.

Da Arsenal på transfervinduets sidste dag hentede den gabonesiske angriber Pierre-Emerick Aubameyang i Dortmund, livetrackede hele 32.000 fans hans privatfly på vej til kontraktunderskrivelsen via flytjenesten Flightradar24. Det siger en del.

Som The Guardian-journalisten Barney Ronay skrev i sommer: Når den digitale diaspora fejrer spillerkøb som mål, når det at have et godt transfervindue” i sig selv er et mål for sæsonen, begynder det kommercielle virkelig at krænke spillet inden for kridtstregerne.”

Det var selvsamme digitale diaspora – og de medier, der konstant fodrer den med CAPS LOCK og clickbaits – som i begyndelsen af året frådende dyrkede et ret så latterligt mundhuggeri mellem Chelsea-træner Antonio Conte og Manchester United-træner José Mourinho. Først anklagede Mourinho sin rival for at skabe sig unødvendigt på sidelinjen under kampene. Så stak Conte tilbage ved at beskylde Mourinho for at lide af demens, inden portugiseren hånligt mindede alle om Contes fire måneder lange karantæne for aftalt spil i 2012 – for så at blive kaldt a fake little man” af italieneren. Intet af det handlede om fodbold. Mest af alt mindede det om et pinagtigt, indholdstomt skolegårdsskænderi. Men i en uge flød særligt de sociale medier i England over med alt om The Big Mourinho-Conte Feud”. På bekostning af Manchester Uniteds og Chelseas kampe.

I The Guardians ugentlige fodboldpodcast, Football Weekly, blev diskussionen til en metadiskussion: Var dyrkelsen af de to træneres skænderi latterlig eller berettiget? Journalisten Sean Ingle fik på sigende vis kaldt diskussionen – og ikke mindst diskussionen om diskussionen – for et symptom på en tiltagende WWE-isering” af fodbolden. På beslægtet manér med de amerikanske wrestlingshows i WWE, World Wrestling Entertainment, trækker den moderne topfodbold på en række dramatiske elementer, som pakker den sportslige udfoldelse ind i noget, der minder om et iscenesat skuespil.

Dette skuespil beror på en grundantagelse om, at fodbold – som et wrestlingshow – skal være sjovt. Hele tiden. Det er jo på sin vis en fin ambition, men det er samtidig væsentlig at forstå, at fodbold i sit inderste også er en kedelig sport. Eller i hvert fald en nærig sport. Fodbold er en lavtscorende sport, og man skal kunne tåle mange banale fejlafleveringer og mislykkede hjørnespark, før øjeblikkenes øjeblik”, målet eller redningen, omsider indfinder sig. Fodboldens magi består altså ikke kun, som Gumbrecht ville påstå, i det opløftende, selvforglemmende her og nu. Tiltrækningen er i den grad også bundet op på en kollektiv venten – og meget ofte en forgæves venten – på netop dette opløftende, selvforglemmende her og nu. Det afgørende mål er så fantastisk forløsende, fordi det lige så godt ikke kunne have været scoret. Fordi man lige så godt kunne have ventet, til det var for sent. Fordi man ofte venter, til det er for sent.

For æstetikerne er denne charmerende, men udmattende venten en afgørende del af sportens dramaturgi. For den WWE-iserede er den snarere et problem, der skal løses. Fodboldens nærighed er noget, der skal kompenseres for.

Men måske handler bevægelserne om noget mere.

Det er ikke kun i fodbold, at fordybelsen har ringe kår. Kampen om vores opmærksomhed er massiv.

Samtidig er det fra stadig flere fronter påkrævet, at vi tager stilling, at vi følger med, at vi gør noget – og meget gerne noget, der er godt for noget andet. Det er ikke nok at begrunde sine handlinger med, at det er sjovt eller spændende, end ikke stimulerende, nej, det skal kunne betale sig. Det moderne liv er, lyder det med tiltagende styrke i debatten, et instrumentaliseret liv. Et liv, der søger nytte og afkast. Et liv, der ikke sigter til, hvad der har værdi i sig selv, men til, hvordan man kan optimere det, man laver.

I en æstetisk sportsforståelse har fodboldkampen i kraft af sin intensitet og flygtighed et unikt potentiale til at krybe uden om netop den logik. At lade sig fortabe i halvanden times syngende tacklinger og dansende driblinger er ikke at gøre noget. Man smelter sammen med sine omgivelser, og pludselig omfavner man en vildfremmed mand i akut lykke. Bare fordi. Men lige præcis det, at kampen på skønneste vis bare er, er samtidig også det, der kan gøre den svær at forene med en moderne tilværelse, hvor mobilen lyser, byen larmer, arbejdet kalder, og børnene skriger.

Fodbolden er ligesom samfundet i det hele taget blevet afritualiseret. Engang tog stålværksarbejderne i Sheffield på Bramall Lane for at se det lokale United-mandskab hver anden lørdag klokken 15 med samme selvfølgelighed som syvendedagsadventister på vej til gudstjeneste. Sådan var det bare. Hvis man ikke kom på stadion for at støtte The Blades, var det et fravalg, der havde sine meget gode grunde – sandsynligvis fordi man skulle til sin egen begravelse.

I dag er livefodbolden for manges vedkommende snarere et tilvalg. Ikke kun fordi tilværelsens rytme og tempo har ændret sig, men også fordi tv-stationernes økonomiske magt er blevet så stor, at kamptidspunkterne bliver lagt på må og få, efter hvad og hvornår der passer i fjernsynskalenderen. I det lille hjem er det sikkert ofte i lavpraktiske omstændigheder, at den opmærksomme dyrkelse af fodbolden drukner, og så er det jo ganske behændigt, at man kan få det hele med uden at have set det halve.

At se sådan på udviklingen tilføjer yderligere en nuance til forståelsen af det moderne forhold mellem kampen og dens indpakningspapir. Måske er det ændrede mediebillede og den markante udvidelse af sportens sfære ikke så meget en udfordring af kampens unikke karakter. Måske trives podcastmarkedet, livescoreservices og højdepunktsvideoer så godt, fordi de faktisk i deres kondensering af kampen tilpasser sporten til en hektisk hverdag, hvor det fragmenterede ikke er en svaghed, men et vilkår.

Og her er det nødvendigt lige at stoppe op.

En værdsættelse af fodboldkampens autonomi er ikke en afvisning af sportens mytologiske forankring. At forstå fodbolden som intet andet end æstetik vil være at overse fascinationskraftens øvrige lag. Det forholder sig snarere sådan, at fodboldens unikke karakter består i både det flygtige øjebliks selvforglemmende virkning og dens evne til at fortælle historier – også historier om alt muligt andet end fodbold.

Det er altså nødvendigt at problematisere Hans Ulrich Gumbrechts idéer. Fodbolden vil altid også være de myter, fortællinger, analogier, symboler og fællesskaber, man kan trække ud af kampene. Selv om den franske filosof og semiotiker Roland Barthes’ ord i essayet Tour de France – Cykelløbet som epos oprindelig var møntet på cykelsport, er de også relevante i en fodboldsammenhæng:

Sprogbrugen spiller her en umådelig rolle, da den giver handlingen, der ikke er til at fastholde, da den ustandselig opløses i et forløb, den forøgede episke værdi, som gør det muligt at give den fast form.”

Sporten bliver altså først for alvor interessant, når vi snakker om den. Når vi indlemmer trænerens taktiske forandring eller forsvarsspillerens røde kort i en større fortælling. Når Pierre-Emerick Aubameyangs skifte fra Dortmund bliver til et symbol på en ændret strategi hos Arsenal-manager Arsène Wenger. Når vi omsætter Gumbrechts værdifulde flygtighed til en fast form, der trækker den konkrete kampsituation over i sin egen, mytologiske kontekst. Når dramaet på banen netop underordnes et drama om dramaet.

I det lys er det fuldt forståeligt, at spillerhandler bliver mødt af så vild eufori. Når en spiller bliver præsenteret med sin nye klubs trøje i hånden, står han foran sponsorvæggen badet i blitz som rent og skært potentiale. Hvad nu hvis, tænker fansene. Hvis han bliver den nye stjerne. Hvis han fører os til mesterskabet.

Men så snart han træder ind på banen, bliver drømmene mødt af virkeligheden. Af og til overpræsterer virkeligheden, og så glemmer vi aldrig dengang, nyindkøbet i sin debut fik tiden til at gå i stå med en utrolig helflugter, men oftest er det sjovest at drømme. Transferverdenen er håbenes verden, og håbet om, at i morgen bliver bedre end i dag, er en afgørende del af sportens nerve.

Okay. Så hvad hvis vi siger, at det er rigtigt, at fodboldens æstetiske værdi er dalende? At vi konsumerer mere af sporten end nogensinde før, men måden, vi gør det på, er i fare for at udhule kernen i det hele: kampen? Er det så problematisk?

Som nærværsæstetisk åndehul er fodbolden udfordret, og det er, hvis ikke problematisk, så i hvert fald ærgerligt, for meget af sportens værdi ligger i dens unikke evne til at unddrage sig hverdagsvirkeligheden. Uanset hvad man måtte mene, er tendensen i hvert fald for vigtig til at blive ignoreret. Den rummer nogle interessante erkendelser af den moderne fodbolds plads i samfundet såvel som samfundets plads i den moderne fodbold.

Problemet er som sådan ikke, at fodbolden i disse år bliver reduceret til højdepunkter og polemik. Man skal være en kompromisløs teoretiker for at underkende, at sporten også lever af den slags, ja, måske faktisk har brug for den slags. Men vi må være bevidste om, at reduceringen rummer en tendens til at ophæve sportens æstetiske kvaliteter. Sportens evne til at sænke os ned i en vægtløs tilstand af tilstedeværende tilstedeværelse.

Jeg håber, at jeg hverken skænker den moderne fodbolds ironi, Twitter, statistikapps eller morgendagens kampe så meget som én tanke, når Juventus-Tottenham bliver sparket i gang i aften. Jeg håber, at jeg vil overlade mig selv til det flygtige nu.

Men kender jeg mig selv ret, ryger mobilen op af lommen på et tidspunkt. For hvor mange procent af Tottenhams afleveringer har egentlig ramt en medspiller? Og hvad siger Twitter egentlig om det tvivlsomme straffespark til Juventus? Og jeg skal jo også lige tjekke, om Basel i den kamp, jeg ikke ser, er ved at overraske Manchester City …

God kamp. Må fordybelsen være med jer.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem