Zetland Helikopter


Fredag 26. juli 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Vi arbejder med blindgyder og fremtid.

Folk drukner stadig i Middelhavet. Status på en historie, vi helst vil glemme

Færre flygtninge og migranter forsøger at rejse over Middelhavet, men flere af dem, der gør, mister livet. Situationen ved Europas grænser er kendetegnet ved stilstand, og stilstand koster liv. Vært: Andreas Thorsen. Gæst: Sine Plambech, seniorforsker ved DIIS.

16 min

Dagens citat

"Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole"

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, forklarer lige Donald Trump de helt grundlæggende principper i en retsstat. Præsidenten vil have Löfven til at løslade den amerikanske rapper A$AP Rocky, som sidder fængslet i Sverige for vold (DR).

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Middelhavet

Torsdag druknede omkring 150 mennesker, da de forsøgte at krydse Middelhavet. Ulykken lægger nyt pres på EU for at finde en løsning på flygtninge- og migrantsituationen.

Færre flygtninge og migranter forsøger at rejse over Middelhavet, men flere af dem, der gør, mister livet. 34.196 er ankommet i år. Mindst 783 er druknet (UNHCR).

EU suspenderede i marts sit havredningsprogram, fordi medlemslandende ikke kunne blive enige om fordelingen af dem, man samlede op. Imens er flere lande begyndt at retsforfølge aktivister, som på den ene eller anden måde hjælper flygtninge og migranter til Europa (Politico).

I stedet har EU lavet en aftale med Libyen om finansiel støtte i bytte for, at den libyske kystvagt sejler flygtninge og migranter tilbage til Libyen. Problemet med det er, at der er borgerkrig i Libyen. 4. juli blev en flygtningelejr bombet, og over 50 mistede livet (The Guardian).

Frankrigs præsident Macron arbejder for en ny fordeling af flygtninge og migranter, men lige nu er den politiske situation kendetegnet ved stilstand. Og stilstand koster liv (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Store studieoptagsdag

65.714 personer fik i nat klokken 00.01 dut at vide, at de var kommet ind på en videregående uddannelse. 88.754 havde søgt ind. Det er det næsthøjeste optag på de videregående uddannelser nogensinde.

Hvis ansøgerne havde enormt gode karakterer med sig fra deres ungdomsuddannelse, kan det være, de kom ind på International Business på CBS, hvor karakterkravet var 12,4, og dermed blev uddannelsen, igen, topscorer, hvad den slags angår (Politiken).

Noget andet og mere problematisk er, at der er en faldende interesse for at blive pædagog. Der er udsigt til 60.000 flere børn at tage sig af i de næste ti år, men antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen er faldet med 17,9 procent siden 2013 (Berlingske).

Det er ikke så godt for den nye regerings ambitioner om at ansætte langt flere pædagoger. Minister Ane Halsboe-Jørgensen håber, at indførslen af minimumsnormeringer kan overtale flere unge til at søge i den retning (DR).

SF og De Radikale vil have regeringen med på et nyt optagelsessystem for de videregående uddannelser, som skal bygge mere på samtaler og optagelsesprøver end på eksamener. Den er ministeren sådan set med på (DR).

Det skal du også vide

Skotland vil stemme om selvstændighed igen. Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, er ikke bange for et hårdt Brexit, hvilket Skotlands førsteminister frygter vil koste op mod 100.000 skotske arbejdspladser. Derfor vil hun have en ny folkeafstemning om landets plads i unionen. Sidst stemte skotterne for at blive (BBC).

Danmark vil hjælpe Storbritannien. Hvis Folketinget er med på den, er regeringen klar til at sende danske krigsskibe til Hormuz-strædet. Briterne bad for et par dage siden om hjælp til at beskytte handelsskibe i området fra iranske opbringninger (Jyllands-Posten).

Amazonas nær et vendepunkt. Verdens største regnskov bliver for tiden forvandlet til landbrugsjord i så højt et tempo, at der måske snart ikke er nogen vej tilbage. I øjeblikket forsvinder det, der svarer til tre fodboldbaner, i minuttet (The Guardian).

Dagens Zetland-historier

Illustration: Matthias Seifarth for Zetland

Ned i kaninhullet. Statistik er noget nær menneskehedens største bedrift, mener journalist og matematiknørd Lasse Hjorth. Så han tog på en opdagelsesrejse ind i statistikkens verden og kom tilbage med en beretning om, at de tal og data, vi i stigende grad bruger i den offentlige samtale, er mere fascinerende – og langt mere magtfulde – end de fleste af os tror. Det er her, det sker.

Det var det. Her er det papir, de amerikanske toldmyndigheder bad Buzz Aldrin udfylde, da han kom hjem fra Månen. Han havde to ting med sig gennem tolden. Månestøv og månesten. For hvad ellers.

Andreas Thorsen

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem