Når vi er konfliktsky, gør vi konflikten værre. En klog kvinde gav os redskaberne til at være uenige på den fede måde

Dansk konflikthåndterings moder er død, men hendes lære lever videre. Den handler ikke om eftergivenhed, men om den dybe konfrontation.

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Else og Kirsten var frustrerede. De havde arbejdet sammen i over 14 år, men nu var noget alvorligt ved at kile sig ind mellem dem. Nemlig et bogmanuskript. Det skete på et møde i foråret 2020, at de havde en konflikt, som gjorde, at de skiltes i uvenlighed. På grund af corona foregik mødet via en dårligt fungerende skærm. Else havde sendt et udkast til et kapitel, hvor hun eksperimenterede med en fiktiv fortælling i stedet for at tage udgangspunkt i en virkelig case. Kirsten syntes ikke om tilgangen og havde en masse indvendinger. Dem opregnede hun én efter én.

I begyndelsen tog Else konstruktivt imod kritikken, men efterhånden som hun blev mødt af den ene indvending efter den anden, gik hun i forsvar og blev sur, fortæller Kirsten. Det blev en ærgerlig samtale, en idé om at droppe hele projektet blev nævnt, eller også måtte Kirsten i hvert fald skrive det kapitel selv”, som Else irriteret sagde.

I nogle dage talte de ikke sammen, men konflikten optog dem begge. De to aftalte at mødes ansigt til ansigt og tale om den.

Det hele ville være en nogenlunde normal historie om en hverdagskonflikt i et samarbejde, hvis det ikke lige var, fordi de to kvinder hed Else Hammerich og Kirsten Frydensberg og var nogle af landets førende eksperter i konflikthåndtering. Og hvis den bog, de var ved at skrive sammen, ikke var … en håndbog i netop konflikthåndtering. Konflikt og kontakt hedder den, med undertitlen Om at forstå og løse konflikter.

Selv om Else og Kirstens bogmøde unægteligt er en mindre konflikt i en verden med krige, revolutioner og folkedrab, så peger den direkte på selve grundlaget for konfliktløsning som teoretisk felt: At vi mennesker er disponerede for at lade uenigheder vokse til konflikter. Vi er så gode til det, at selv folk, der som Else og Kirsten underviser andre i at håndtere konflikter, kan falde i.

Vi lever også i en konfliktfyldt tid. Coronakrisen har udløst nye konflikter, og fejlinformation og misforståelser florerer på internettet, hvor vi hidser os op over andres dumhed eller misforstår vores kollegas ironiske bemærkning på videomødet. Uanset om vi skændes med kæresten, debatterer på de sociale medier eller synes, at nogen på arbejdspladsen gør noget helt forkert, vil konfliktmæglingens redskaber være nyttige. Vores politikere kunne også godt bruge en dosis konfliktløsning, ligesom vi internationalt har brug for at forebygge krige, undertrykkelse og folkedrab. Som Kirsten Frydensberg siger: Fredelig konfliktløsning er vejen til en bedre verden. Og jeg kan ikke se nogen anden vej.”

Så hvordan løste konfliktløserne Else og Kirsten deres egen lille konflikt? De gjorde, hvad de godt vidste var det eneste rigtige. Da de mødtes igen, var tonen allerede en anden. De undlod i første omgang at tale om selve kapitlet og begyndte med at tale om, hvor meget pris de satte på deres samarbejde og på hinanden. De talte helt grundlæggende om, hvilken bog de hver især havde ambitionen om at skrive – og om, hvordan det havde påvirket deres sammenstød. Og så ventede de med det genstridige kapitel, til de havde arbejdet videre med nogle af de andre.

I dag ser jeg det som en gave, både for bogen og for vores forhold, at vi havde den konflikt, og at vi brugte den til igen at tale om, hvad vi egentlig ville med bogen,” fortæller Kirsten Frydensberg. Og den tilgang er en del af nøglen til at løse konflikter, uanset om de opstår i et parforhold, på Facebook eller under en storpolitisk krise: at gå ind i konflikten ved at tale om, hvad der ligger bag den; hvad der er den dybereliggende årsag, hvilke følelser, værdier og begivenheder der er på spil mellem parterne.

Samtidig er det en pointe, at dialog ikke betyder, at man giver efter – og at konfliktskyhed kun gør konflikten værre. I stedet for at kæmpe eller flygte, skal man mødes i det, som Else Hammerich kaldte den åbne konfrontation.

Else Hammerich er på en måde denne artikels hovedperson; man kan kalde hende dansk konfliktløsnings moder. Og det var hende, Kirsten Frydensberg havde konflikten om bogkapitlet med. Men jeg kan ikke få Else Hammerichs version af historien. Da jeg i marts 2021 skulle til at kontakte hende, fik jeg at vide, at hun netop flyttet på hospice. Få dage efter døde hun.

Jeg ville have spurgt 84-årige Else Hammerich, hvad vi andre kunne lære af hendes livsopgave. Hvad der fik hende til at vie de sidste 30 år af sit liv til at udbrede kendskabet til ikkevoldelig konflikthåndtering. Hvad hun selv så som den største hindring i menneskesindet – og omvendt, hvilke ressourcer vi besidder. Og så selvfølgelig spørge mere ind til de konkrete metoder, der er beskrevet i bogen. De svar kunne jeg ikke få. Men heldigvis rørte hun ved mange mennesker, og jeg har talt med tre andre, der kendte hende, og som arbejder efter de samme principper. Ud over at være en artikel om konfliktløsning, er denne artikel også en hyldest til Else Hammerich og de værdier, hun stod for.

Hendes liv er selv en bog værdigt, og måske kommer den en dag. Hendes familie var stærkt engageret i modstandsbevægelsen under besættelsen, hvilket kostede hendes bror livet. Hun gik i katolsk gymnasium i Japan, mens hendes forældre var udstationeret til humanitært arbejde i Koreakrigen, og som 16-årig var hun med sin far på hospitalsskibet Jutlandia (det fra Kim Larsen-sangen). Hun var aktiv i fredsbevægelsen, især Kampagnen mod Atomvåben i begyndelsen af 1960’erne, mens hun uddannede sig til cand.pæd. Hun skrev bøger om pædagogik og skolesystemet, men også om kvinderne i modstandskampen i Chile, og rejste flere gange til stillehavsøstaten Palau for at hjælpe det lille land i dets kamp for at blive en atomvåbenfri zone. Og ikke mindst var hun medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF i ti år, 1979-1989, hvor hun var en markant figur i EF-debatten.

Men så sadlede hun om. Skiftet fra en politisk karriere til konfliktløsning kan måske lyde logisk, men Else Hammerich beskrev det selv som en kovending. Hun fortalte om en stigende lede ved det politiske spil til journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen i bogen Passioner:

Da jeg var politiker, levede jeg i en evigt lukket konfrontation. Det gjaldt ikke om at forstå EF-tilhængerne, men om at afsløre dem, og holdningen var på forhånd fjendtlig,” fortalte hun. Af og til spurgte en ærlig og venligsindet journalist, om jeg overhovedet ikke kunne se noget positivt ved EF, jeg svarede altid nej, og når journalisten derpå foreslog dit og dat, skød jeg det altid ned med den store kanon.”

Hun huskede tydeligt en episode, der blev et vendepunkt for hende: Jeg var til en reception i Forfatterforeningen, hvor nogle unge digtere skulle læse op. Jeg havde ikke taget mig tid til at læse lyrik i ti år, og da de begyndte at læse op … Jeg stod ved buffeten og hørte de unge stemmer læse digtene, og pludselig begyndte tårerne at løbe ned ad kinderne på mig. Jeg kunne slet ikke beherske det. Jeg måtte snige mig væk bag gardinerne og flygte ud og hjem. Jeg opdagede, at mit landskab var ved at tørre ud og slå revner. Jeg ved ikke, hvordan de andre politikere holder det ud, og det er nok heller ikke nemt for dem at tale om det. Selv var jeg nødt til at vælge et liv med større åbenhed. Og det har jeg ikke fortrudt!”

ELSE HAMMERICHFoto: Tobias Nørgaard Pedersen / Jyllands-Posten / Ritzau Scanpix

Så Else Hammerich forlod sin politiske karriere i 1989 og forsonede sig endda med en af sine fjender, nemlig forhenværende udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, som hun i 1987 havde lagt sag an mod for injurier. Ellemann havde beskyldt hende for snusket politisk muldvarpearbejde”, fordi hun havde opfordret Irland til at stemme nej til EF-pakken, under henvisning til at den kunne genforhandles. Det ville hun ikke finde sig i, derfor sagsanlægget, som hun tabte. Men i stedet for at blive bitter begyndte hun at søge dialogen. Og i 1991 udkom bogen Vestunionen. To af dens tre forfattere var Uffe Ellemann-Jensen og Else Hammerich.

Else Hammerich var begyndt at søge inspirationen andre steder end i den polariserende politiske kamp, nemlig hos dialogiske forbilleder som Mahatma Gandhi og Martin Luther King – mennesker, der skabte store omvæltninger uden brug af vold – kombineret med rejser rundt i verden og metodiske studier i konflikthåndtering. I 1994 dannede hun så det, der skulle blive kronen på hendes livsværk: Center for Konfliktløsning. Idéen var at udvikle og sprede kendskabet til konfliktløsningsmetoder – blandt andet gennem kurser og konkret konfliktmægling. Hun arbejdede også ude i verden og var med til at oprette et særligt konfliktløsningscenter for eksiltibetanere i den indiske by Dharamsala på initiativ af Dalai Lama, der havde hørt om det danske center. Og meget andet.

Hendes kolleger og venner beskriver hende som et fyrtårn, afholdt og beundret af alle for sin høje faglighed, idealisme og samtidig sans for det poetiske i sin måde at formidle det på.

Så hvad var det for nogle principper, begreber og redskaber, Else Hammerich videreudviklede og udbredte? Første skridt er at forstå, hvorfor konflikter opstår, og hvordan de eskalerer.

Vi har alle sammen prøvet, at konflikter bliver personlige. Det er dybt ubehageligt. Og alligevel ender vi dér igen og igen. Hvad er det ved vores natur, der gør, at selv professionelle konfliktmæglere havner i konflikter og skal have nogle dage til at gennemskue, hvordan de kommer ud af den igen?

Kirsten Frydensberg har selv et godt bud på svaret: Der ligger et indgroet mønster i os, som er at reagere på en konflikt ved enten at flygte eller kæmpe. Den reaktion er mere umiddelbar end den at lytte konstruktivt, når vi føler os angrebet eller er i en interessekonflikt. Det sætter gang i nogle grundlæggende følelser, der reagerer, før vi kan træde ind med den velovervejede fornuft.”

Samtidig kan der også ligge en menneskefrygt’, altså at vi er bange for hinanden,” forklarer hun. Og når vi er bange for hinanden, kan det være endnu sværere at sige til nogen på en konstruktiv måde, at det, de gør, er forkert. Der er en zone, det kan være svært at bevæge sig i. Og det gør det ikke lettere, at vi har det med at identificere os med vores værdier, så når vi møder nogle med helt andre værdier, bliver også dét til noget personligt.”

Nogle er bedre til at håndtere konflikter end andre, tilføjer hun. Det er for eksempel en fordel at have et højt selvværd og at have en grundlæggende indstilling om, at konflikten ikke skal eskalere. Og så betyder det også noget, hvilken relation man har: Når jeg blev så vred på Else, var det også, fordi hun betød så meget for mig som person. Jo mere man respekterer og er forbundet med et andet menneske, des mere ondt gør det.”

Når en konflikt eskalerer, går vi op ad konflikttrappen’. Konflikter eskalerer gennem en række grundlæggende trin fra den første uoverensstemmelse til det forbenede fjendskab. Det ene tager det andet, og jo højere op på trappen man kommer, des sværere er det at løse konflikten. Idéen til denne trappe har sin første formulering hos den østrigske økonom og konflikthåndteringsteoretiker Friedrich Glasl i 1994, men findes i forskellige versioner.

I Center for Konfliktløsnings udgave har konflikttrappen syv trin: Det begynder fredeligt med en uoverensstemmelse på det første trin. Derefter hedder trinene personificering’, problemet vokser’, samtalen opgives’, fjendebilleder’ – så er det ved at blive rigtig galt – ‘åben fjendtlighed’ og til sidst polarisering’. Ender man i toppen af trappen, er det meget svært at komme ned igen. Er man modsat god til at håndtere uoverensstemmelser konstruktivt, kan det meste løses nede på de første trin.

KONFLIKTTRAPPENJo længere man kommer op af konflikttrappen, des sværere er det at håndtere konflikten, og des mere kan der være brug for en uvildig mægler, uanset om det er en konflikt i familen, på arbejdspladsen, med fremmede på de sociale medier eller i storpolitik. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Det ideelle er at undgå andet trin, personificeringen, fortæller Jesper Bastholm Munk fra Center for Konfliktløsning. Han konstaterer, at det kan være ganske konstruktivt og inspirerende” at se en sag forskelligt. Problemet opstår, når man begynder at blande sagen og personen sammen. Det sker for os alle hver eneste dag i det små,” fortæller han. Men det kan være et problem, hvis man ikke er bevidst om, når det sker. Så kan konflikten eskalere yderligere.”

For at illustrere en eskalering har jeg opfundet et lille hverdagseksempel. Det er en konflikt mellem to kolleger på en arbejdsplads, lad os kalde dem Freja og Tom. Tom spiser altid sin medbragte mad inde i fælleskontoret i stedet for i kantinen. Det har irriteret Freja længe, og en dag har han makrelmad med. Den lugter kraftigt, og Freja hader makrel i tomat, så nu kan hun ikke rumme det længere og siger i en lidt hård tone: Helt ærligt, Tom, skal du virkelig altid spise din mad herinde? Det er virkelig ulækkert.” Tom bliver rød i hovedet og svarer, at han jo skal skrive en rapport færdig.

Uoverensstemmelsen handler om, hvor Tom skal spise sin frokost, men det er lynhurtigt blevet til en personlig ting, hvor Freja ser Toms adfærd som et udtryk for, at han er ligeglad, og Tom opfatter Frejas angreb som personligt, ikke mindst brugen af ordet ulækkert’. Hvad Freja ikke ved, er, at Tom tidligere er blevet mobbet og derfor bliver dybt såret over sådan en bemærkning.

Freja siger, at det jo er hver dag, han spiser foran computeren i stedet for kantinen samtidig med de andre. Og der tager hun allerede konflikten op på det næste trin, problemet vokser’, og det har det allerede gjort i Frejas hoved. Dette trin handler om, at man ser den anden parts adfærd som en del af et mønster.

Freja synes, at Tom er egoistisk, og hun begynder at bagtale ham til de andre og forsøger at finde allierede. De holder op med at hilse på hinanden (fjerde trin). Hver især bygger de fjendebilleder op om den anden. Freja ser Tom som en stædig særling, der ikke kan tage hensyn til andre, og det billede forsøger hun at få andre kolleger med på. Tom ser Freja som en mobber, der har udset sig et offer, bare fordi han er lidt anderledes. Kontakten er brudt, tilbage er der kun et fjendskab. De er nu på konflikttrappens femte trin, fjendebilleder’, og godt på vej mod det sjette, åben fjendtlighed’.

De øverste trin er belagt med dæmoniseringer, bagtalelse, alliancer og intriger, alt efter hvilken konflikt der er tale om. Og den kan i værste fald ende i mobning, stress, skilsmisser, blokeringer på Facebook og på den store skala: i diplomatiske kriser, krige og folkedrab. Derfor er det afgørende, at man så tidligt som muligt – måske med hjælp udefra i form af en mægler, der ikke selv er impliceret – stopper eskaleringen og får en ny samtale på andre præmisser.

Så hvad gør man, når man opdager, at man er på vej op ad trappen, eller ser, at andre er det? Det er der skrevet en hel bog om, men her er nogle af de vigtigste principper, som vi alle sammen kan bruge, når vi havner i en konflikt:

Når konflikten er højspændt, vil der ofte være et forurettet fokus på nogle få, meget specifikke ting, såsom hvad den ene part sagde i et skænderi. Her er det vigtigt at brede samtalen ud og få fokus væk fra den aktuelle konflikt.

Det afgørende er nu at finde frem til, hvilke behov og ønsker de to parter hver især har, hvilke værdier de kæmper for, og hvilke følelser der er på spil, når de konfliktfyldte situationer opstår. Her opstår den egentlige konfrontation, der som regel er dybere” end den tilsyneladende konflikt. En sådan dyb konfrontation åbner for noget langt større end en forhandling. Det var det, Kirsten og Else gjorde i deres konflikt om bogen. Hvis Tom og Freja fra mit fiktive eksempel skulle have gjort noget lignende, skulle de have sat sig ned og talt om, hvilken arbejdsplads de gerne vil have. Måske ville Freja kunne indrømme, at det provokerer hende, at Tom ikke er en del af fællesskabet i kantinen, mens Tom synes, han gør det bedste for virksomheden ved at arbejde, mens han spiser.

Man siger tit, at samtale fremmer forståelsen, men det omvendte gælder også: Forståelse fremmer samtalen,” siger Jesper Bastholm Munk. Det er vigtigt, at dialog og forståelse kommer før forhandling. Hvis jeg beder parterne om at forhandle med det samme, så kan det godt være, de når frem til et kompromis, og det kan også være fint nok, men kompromiser kan også være lidt lunkne, uholdbare og overfladiske. Hvis man går dybere, kan man ofte nå til en løsning, som giver begge parter mere end kompromiset.”

Den dybe konfrontation kan altså skabe en langt bedre løsning end det blotte kompromis. Hvis Tom og Freja – uden at have samtalen om, hvordan de hver især opfatter hele arbejdspladssituationen – nåede frem til et kompromis, der gik ud på, at Tom ikke tog makrel med i madpakken, eller at han kun sad ved computeren, når det var virkelig vigtigt, ville deres forhold stadig være fuldt af fjendtlige tanker. Og der ville formentlig opstå nye konflikter – for eksempel om, hvor højt Freja taler i telefon.

Enhver konflikt rummer både en sag (det, man er uenige om) og en relation mellem parterne, og det er en pointe, at de begge skal i spil i en konflikthåndtering, understreger Jesper Bastholm Munk. Hvis man kun fokuserer på sagen, forbliver konflikten uforløst, og følelserne består. Omvendt, hvis man kun fokuserer på relationen, vil man ikke få løst problemet ordentligt.

Går man ind i denne konfliktløsningsproces, kan det være trægt og stå i stampe, længe før vendepunktet kommer. Men når det gør, er det forløsende for alle, fortæller Susanne Branner Jespersen. Hun er tidligere konfliktmægler og forhenværende kollega til Else Hammerich, nu sekretariatschef for LGBT+ Danmark.

Jeg kunne mærke i rummet, når det vendte. Og jeg fik altid gåsehud på armene. Det var en helt kropslig erfaring. At når først jeg havde spejlet den ene og den anden part igen og igen som mægler, så kom punktet, hvor man fysisk kan mærke, at nu kan de to parter se hinanden igen. Det var magisk. Jeg var helt høj, som var jeg på stoffer.”

Vejen hen til det gåsehudsfremkaldende vendepunkt kræver mod fra begge parter i konflikten. Else Hammerich forklarede i interviewet med Peter Øvig Knudsen, hvordan problemet ikke er, at vi er for konfrontatoriske, men tværtimod snarere, at vi er konfliktsky over for den egentlige konfrontation: De fleste konflikter opstår i virkeligheden, fordi vi ikke konfronterer hinanden åbent. Hvis et menneske møder et angreb, en kritik eller en stikpille, reagerer de fleste på én af tre måder: Man går til modangreb og svarer igen med samme mønt. Man flygter, lader som ingenting eller fejer ind under gulvtæppet. Eller man undersøger bevidst, hvad der sker – det, vi i konfliktløsning kalder at gå ud på balkonen for at trække vejret og få overblik. Ofte vælger man af angst for afvisning flugten eller modangrebet, men begge reaktioner betyder, at man lukker af over for både problemet og den person, som angriber. Mens den tredje mulighed er at lægge visiret, smide masken og gå i åben konfrontation med personen for at finde ud af, hvad der ligger bag angrebet.”

Jeg spørger Susanne Branner Jespersen, om konfliktskyhed er decideret konfliktoptrappende. Ja,” svarer hun, det, jeg oplevede som mægler, var, at det ofte var selve konfliktskyheden, der havde ført konflikten hen, hvor den var. Konflikter er ubehagelige, og derfor forsøger vi at undgå dem, men det betyder bare, at de vokser i hovedet.” Derfor opererer konfliktmæglerne også med det, de kalder for konflikt-sky-trappen.

Susanne Branner Jespersen husker et konkret eksempel fra sin tid som mægler, nemlig en kirke, hvor menighedsrådet havde hyret hende til at løse nogle interne konflikter. Alle de andre ansatte beskrev organisten som aggressiv og opfarende. De turde ikke være i rum med ham, de fik decideret fysiske reaktioner. Han var den sidste, jeg skulle tale med, og jeg var lidt spændt på at møde det her menneske … og ind kommer den rareste bamsefar! Et menneske, der var bekymret for sine kollegers arbejdsforhold, og som sagde det højt, men som oplevede, at alle andre stak hovedet i busken. Det gjorde ham bare desperat, og det var den desperation, de oplevede som voldsom, fordi han hævede stemmen og også var en stor mand.”

Problemet handlede om det, man i fagsproget kalder en undvigende konfliktstil, det, som vi andre vil kalde konfliktskyhed. Alle havde denne konfliktstil – undtagen organisten. Organisten havde så til gengæld det, man kalder en konkurrerende konfliktstil, der modsat indebærer, at man kæmper åbent for sin sag. Da Susanne Branner Jespersen bragte den viden ind hos kirkepersonalet, gik der en prås op for dem, der gjorde dem i stand til at forstå hinanden bedre og løse de egentlige problemer uden konfliktskyhed.

Men hvad nu, hvis man har en sag, hvor man simpelthen ikke vil give sig, for eksempel fordi man er overbevist om, at den anden part har uret? Eller hvad hvis den anden part har undertrykt én, som tilfældet ofte er i internationale eller regionale konflikter? Er det ikke naivt at tro, at alt kan løses med dialog, er det ikke nogle gange bedre at stå fast på sine værdier?

Sådan lyder indvendingerne mod konfliktløsning ofte, men de hviler på en falsk præmis, ifølge konfliktmæglerne. Kirsten Frydensberg forklarer: At lytte og forstå er ikke det samme som at være eftergivende.”

Det er en vigtig pointe, som hun illustrerer med en samtale, hun engang havde med en kvinde ved en middag i forbindelse med arbejdet. Hun gav udtryk for, at indvandrere fik for mange børn, og det var hun meget forarget over og mente, at det burde begrænses. Det var svært for mig at høre på, for det stred virkelig mod mine holdninger. Jeg tænkte simpelthen, at hun var racist. Men jeg formåede alligevel at spørge mere ind til, hvad hendes holdninger byggede på, og så fortalte hun, at hun var opvokset i en meget fattig familie med mange børn, som forældrene ikke havde overskud til at passe på. Der var altså ingen, der havde passet på hende.”

Her tog forståelsen og empatien over fra fordømmelsen. Men det betød ikke, at Kirsten Frydensberg ændrede holdning eller gav efter. Hun synes stadig ikke, der skal sættes begrænsninger for indvandreres ret til at få så mange børn, de ønsker. Men lige der sad nu et forsømt barn over for hende frem for en forbenet racist. Vejen til en bedre verden begynder der.

Vi lader Else Hammerich få det sidste ord fra et interview i POV International: Da jeg var ti år, var jeg i Hamborg,” fortæller hun. Det var i 1946, umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og hun var der med sine forældre, der arbejdede for Røde Kors. Børn tror, at byer står. Hamborg lå ned. Der var ruiner over det hele. Det var helt fortvivlende. Børn tiggede, spiste affald fra gaden. Der var rotter. Det var meget chokerende. Det vanvittige i krig begyndte at gå op for mig. Fjenden er jo et menneske med børn og hus. Fra da af kunne jeg ikke opfatte et andet folkeslag som en fjende.”