Her er et faktum, som muligvis vil komme bag på dig. Klimakrisen er tungt understøttet af offentlige midler. Og ja, det er selve krisen – ikke indsatsen for at imødegå den, jeg taler om. Prisen på olie, kul og gas bliver nemlig holdt kunstigt nede af offentlige støttekroner. Skatteyderne i 191 lande finansierer disse subsidier, og der er langtfra tale om småskillinger. Tværtimod. De fossile brændsler nød godt af 30.000 milliarder kroner i direkte og indirekte offentlige støttekroner i 2017. Det viser den nyeste opgørelse over fossile subsidier udarbejdet hvert andet år af Den Internationale Valutafond (International Monetary Fund, IMF). Støttebeløbet til sort energi er så massivt, at det svarer til 6,4 procent af klodens samlede bruttonationalprodukt. Nok så vigtigt er dette beløb på 30.000 milliarder kroner til fossile brændstoffer også langt højere end de samlede finansielle subsidier til vedvarende energikilder. Det beløb var ifølge FNi 2018 på 8.200 milliarder kroner.

Endnu et faktum, der er værd at kende til her: Klodens to suverænt største klimasyndere er også klodens to største betalere til de fossile subsidier. Med cirka 9.000 milliarder kroner betaler Kina flest offentlige støttekroner til billigere adgang, distribution og udvinding af kul, olie og gas. USA er med 4.397 milliarder kroner klodens næststørste bidragsyder til, at kloden fortsat graver sort energi op og futter kulbrinterne af til gene for klimaforandringerne. Rusland er klodens tredjestørste sponsor af sort energi med 3.733 milliarder kroner. EU er klodens fjerdestørste med 1.958 milliarder kroner.

Virker det som en meget lidt hensigtsmæssig brug af offentlige midler? Det mener en lang række forskere, analytikere og politikerne i internationale sammenslutninger i hvert fald. En af dem er FN’s generalsekretær, António Guterres, der for nylig forsøgte at råbe verdens ledere op om lige præcis den problemstilling. “Fossile brændstoffer er kraftigt subsidieret, hvilket betyder, at vi investerer i vores egen undergang,” lød det fra Guterres. “Vi anvender altså skatteydernes penge til at forstærke orkaner, sprede tørke, smelte gletsjere og afblege koralrev.” Ordene faldt forud for et FN-klimatopmøde den 23. september. Her skal Danmark og FN’s øvrige medlemslande enes om yderligere konkrete tiltag i bestræbelserne på at reducere klodens samlede udledninger af drivhusgasser med 45 procent inden 2030. Et oplagt tiltag er ifølge António Guterres at stoppe med at holde hånden over produktionen og forbruget af kul, olie og gas. Det er, mener han også, et synspunkt, som mange burde kunne slutte op om: “Set fra en skatteyders synspunkt antager jeg, at man helst ser sine penge gøre nytte frem for at ødelægge verden.”

Nogenlunde samme synspunkt har den danske politolog Bjørn Lomborg plæderet for i årevis. Som chef for organisationen Copenhagen Consensus Center har han beskæftiget sig indgående med prioriteringer af, hvor penge kan gøre mest nytte i forhold til at begrænse klimaforandringer. Og ifølge Lomborg er problemet, at særligt i mellem- og lavindkomstlande udbetaler regeringerne subsidierne i god tro. Politikerne lider under den opfattelse, at subsidierne giver mindrebemidlede en hjælpende hånd. De fattigere får lettere råd til benzin, strøm eller flaskegas.

Men ifølge både FN og Bjørn Lomborg er sådan brug af tilskud en både misforstået og kontraproduktiv måde at bruge offentlige midler på. For det er de rigeste, som typisk har det største forbrug af brændstoffer til at drive deres køretøjer og det største forbrug af fossile brændstoffer til at opvarme og nedkøle deres større huse – og dermed har de størst gavn af, at prisen på kul, olie eller gas holdes kunstigt nede.

“Færre fossile subsidier vil føre til mindre udledninger af CO2, og det vil mindske uligheden i udviklingslande ved at frigøre penge til bedre sundhed, kost og uddannelse,” siger Bjørn Lomborg.

Det er ikke småting, klimaet står til at vinde, hvis man satte en stopper for den offentlige støtte til kul- og olieindustrien. Hele 28 procent af de årlige globale udledninger af CO2 ville være reduceret, hvis et stop var blevet indført i 2015. Gevinsten indtræffer ifølge IMF’s beregninger blandt andet ved, at når prisen på sort energi er underlagt frie markedsvilkår uden statslige tilskud, vil forbrugerne have et større incitament til at ty til energieffektive løsninger. Man vil på grund af gode, gammeldags økonomiske hensyn holde igen med brugen af fossile brændsler. Uden subsidierne ville mange udvindingsprojekter med sort energi endda slet ikke give overskud – de ville derfor sandsynligvis blive lukket før tid eller aldrig blive sat i gang.

Tilsammen ville det altså have kunnet sænke vores CO2-belastning af atmosfæren med næsten en tredjedel. Og dét ville have været godt. Det understreger FN’s klimapanel på baggrund af forskning fra især Potsdam Institute for Climate Impact Research. Det var forskere herfra, som i sin tid fostrede det i dag alment politisk accepterede mål om, at verdenssamfundet bør sætte alt ind på at begrænse den globale opvarmning til 1,5-2 grader i forhold til præindustrielt niveau. Johan Rockström, professor i jordsystemforskning, rådgiver for FN og chef ved Potsdam Institute, har udgivet flere bøger og peerreview-studier, der detaljeret viser, hvordan det faktisk lader sig gøre at leve i overflod og begrænse opvarmningen til to grader. Men succesen for udførelsen af disse detaljerede grønne drejebøger står og falder i første omgang med én ting. At verdenssamfundet skrotter fossile subsidier.

“Et stop allerede i 2020 ligger på den flade hånd,” siger Johan Rockström på en telefonlinje, før han må haste videre til et møde om sandsynligheden for stadig at kunne opfylde 1,5-gradersmålet i en verden, hvor drivhusgasudledningerne fortsat stiger og stiger. “At afskaffe de fossile subsidier er noget af det første, der skal gøres for at begrænse klimaforandringerne. De er formentlig den største form for systemiske markedsfejl.”

Som det nok allerede er gået op for dig, der læser med, så er der rigeligt med store ord om store og komplicerede markedsforhold i denne historie om sort energi på støtten. Men skåret ind til benet handler det i bund og grund om den usynlige hånd i form af de markedsmekanismer, der afgør vores valg som forbrugere. Subsidierne er en overset del af svaret på, hvorfor det ofte er mere dyrt eller besværligt at træffe klimavenlige valg. Som om noget i systemet stritter imod. Som hvis du for eksempel skal købe en bil og undrer dig over, hvorfor det stadig bedst kan betale sig at trille rundt i et fossildrevet køretøj baseret på teknik fra forrige århundrede, når elbiler jo ellers bygger på splinterny teknologi og tilmed er langt mere energieffektive. Eller hvis du skal på ferie og undrer dig over, at den mest klimabelastende transportform i form af fly også er den suverænt mest billige. I begge tilfælde har offentlige støttekroner til sort energi påvirket produktions- og forbrugssiden. Prisen for både at producere og forbruge sort energi holdes nede på et kunstigt lavt niveau. Og så ender vi ofte med at træffe det valg, der nok forårsager en kende klimaskam – men til gengæld også levner flere penge på kontoen til ekstra spas.

Historien om fossile subsidier er en vigtig del af fortællingen om det 21. århundredes helt store udfordring. At skrue ned for forbruget af fossile brændsler og op for tempoet af den grønne omstilling. Og hvis du så undrer dig over, at det er mærkeligt, at det går trægt med den proces trods alverdens politiske grønne skåltaler, ja, så findes en stor del af svaret i denne underliggende skævvridning af markedet. Men når der blandt både klimaforskerne og de internationale politiske sammenslutninger er bred enighed om, at offentlige støttekroner til fossile brændstoffer er umanérligt skidt, hvorfor så ikke bare spare masser af skattekroner ved at afskaffe disse subsidier? To ting står i vejen.

1. Sort energi er vævet ind i næsten alt

For det første en berøringsangst over for konsekvenserne. I over 150 år er vores samfund blevet indrettet efter nem adgang til energi via afbrænding af kul, olie eller gas. Det har været en afgørende drivkraft for vækst og velstand. Adgang til ikke alt for dyr sort energi er stadig en forudsætning for, at nærmest alle sektorer kan fungere – samt at den almindelige borger ikke føler, tilværelsen bliver for dyr, og får lyst til at gøre oprør. Hvilket faktisk kan ske, hvis man skruer op for prisen for olie, kul eller gas. Tænk eksempelvis blot på De Gule Veste, der satte de franske gader i brand i 2018. Tændstikken blev strøget, da præsident Emmanuel Macron ville nedbringe Frankrigs drivhusgasser ved øget beskatning af fossile brændstoffer. Men Macrons varslede indgreb affødte voldsomme protester. Og det var altså blot ved udsigten til dyrere diesel og benzin.

For der er også andre af det moderne livs fornødenheder, der er påvirket af de fossile subsidier. Støttekronerne er i stor stil også med til at holde prisen på æg, kød, mælk og nærmest alle andre madvarer kunstigt nede. Forklaringen er, at fødevaresektoren er energiintensiv. Så hvis de fossile subsidier mindskes, skal landmanden og alle de øvrige led forbundet med at transportere og opbevare fødevarer betale mere for olie og gas. Merudgifterne til den regning vil i sidste ende havne hos forbrugerne.

2. Omfanget af fossile subsidier er præget af kaos

For det andet hersker der tvivl om, hvad der egentlig kan betegnes som offentlige støttekroner til sort energi. Der findes nemlig ingen nagelfast internationalt accepteret definition eller målemetode. Det tætteste, man kan komme, er verdenshandelsorganisationen WTO, der i 1994 definerede fossile subsidier som “finansielle statslige bidrag”, der “overfører en fordel” til modtageren. WTO oplister konkrete bidrag såsom tilskud, lånegarantier, skattelettelser og levering af varer eller tjenester.

Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Det Internationale Energiagentur (IEA), ngo’en Oil Change International (OCI) og Den Internationale Valutafond (IMF) udarbejder alle sammen opgørelser over omfanget af globale fossile subsidier. Men fordi der ikke er nogen standardiseret målemetode, kommer de op med vidt forskellige bud. Disse afvigelser angives af blandt andet FN som en væsentlig grund til, at ingen for alvor har grebet ind over for de offentlige støttekroner.

Hovedtendensen er ikke desto mindre soleklar uanset de mange forskellige bud på omfanget af subsidier. Skatteborgernes medfinansiering til subsidiering af sort energi er globalt set steget i 2017 og 2018. Det dokumenterer alle opgørelser fra IEA, OECD og IMF.

I den sammenhæng er det værd at bemærke opgørelsen fra IMF. Det er den mest detaljerede. IMF arbejder for finansiel stabilitet og trækker på info fra sine 191 medlemslande samt data fra IEA og OECD. Mest opsigtsvækkende medregner IMF også skadevirkningerne forbundet med afbrænding af fossile brændstoffer. Skadevirkninger i form af global opvarmning og luftforurening, der dræber flere årligt end bilulykker, demens og sukkersyge tilsammen.

“Det handler altså om meget mere end blot global opvarmning,” har David Coady, hovedforfatter på IMF’s opgørelse og afdelingsleder for den monetære organisations afdeling for beskatningsanliggender, udtalt til det amerikanske medie Vox. “En stor del af skadevirkningerne, rent faktisk den allerstørste, opstår ved lokal luftforurening og dermed et stærkt forringet helbred.”

Omkring 85 procent af forbruget af fossile brændstoffer er ikke omfattet af afgifter, der tager højde for skadevirkningerne og udgifterne til at udbedre dem. Denne ubetalte regning giver de sorte energikilder en skjult fordel over for andre, renere energikilder. Derfor er der ifølge forfatterne til IMF’s opgørelse tale om et subsidium. Den måde at opfatte ikke-afgiftsbelagt forurening som en form for offentlige støttekroner er forholdsvis ny. FN har accepteret målemetoden og henviser til IMF’s opgørelse i deres udmeldinger, selv om kritikere af metoden mener, at definitionen af ubetalte udgifter som værende skjulte offentlige støttekroner er for vidtgående. Omvendt kan man næppe beskylde forfatterne fra IMF for at overdrive skadevirkningerne. De regner med en pris på 270 kroner i skader per ton udledte drivhusgasser. Et særdeles forsigtigt skøn. Ret lavt faktisk. I Danmark opfatter Det Økonomiske Råd 563 kroner som et godt bud på udgifterne forbundet ved afbrænding af et ton drivhusgasser.

Tager man udgangspunkt i de danske økonomiske vismænds estimat af udgifterne ved forbruget af sort energi, vil IMF’s opgørelse altså se endnu værre ud. I så fald ville støttebeløbet til sort energi være så massivt, at vi ville nå op på et beløb svarende til omkring ti procent af klodens samlede bruttonationalprodukt. Læg hertil, at beløbet snildt kan være endnu større. For i den nyeste opgørelse har IMF undladt at medregne enkelte landes indirekte og direkte støttekroner. En nation, som mangler, er tilfældigvis Danmark, der ellers er medlem af IMF og dermed burde optræde i opgørelsen.

Jeg har kontaktet IMF, Skatteministeriet, Finansministeriet, Energiministeriet og Folketingets Energiudvalg i forbindelse med denne artikel om et svar på hvorfor. Ingen har kunnet bidrage med et svar. Og på samme måde er det heller ikke helt enkelt at få et klart svar på det spørgsmål, som set fra den danske klimabevidste skatteyders synspunkt bør stå ret centralt: Betaler vi støttekroner til sort energi over skattebilletten?

Hvis vi vil forsøge at finde svaret på det, så hjælper det os, at Danmark faktisk indgik i IMF’s opgørelse indtil 2015. Her opgjorde IMF, at hver dansker direkte og indirekte støttede fossil energi årligt med cirka 7.662 kroner. Det er et højt beløb i forhold til vores nabolande. Til sammenligning støttede en svensker sort energi med 1.305 kroner, en finne sort energi med 1.826 kroner, en nordmand med 3.818 kroner, og en hollænder med 4.131 kroner.

Et bud på, hvorfor Danmark pludselig er forsvundet fra IMF’s opgørelse, kan måske hænge sammen med, at Energistyrelsen og Skatteministeriet i perioden 2016-2017 har klaget til både OECD og Europa-Kommissionen over deres opgørelser af danske fossile subsidier. Danmark har erklæret, at opgørelserne er præget af grundlæggende fejl. Et springende punkt er, at Danmark fra officiel side ikke mener, at afgiftsfritagelser for brugen af fossile brændsler er en form for subsidium. Det mener OECD ellers. I deres nyeste rapport om fossile subsidier hæfter OECD sig ved, at afgiften på diesel i Danmark er sat lavt af hensyn til det danske erhvervslivs konkurrenceevne. Ifølge OECD er sådan en lav afgift en indirekte form for statsstøtte, og konsekvensen er, at de danske skatteydere i perioden 2008-2018 har medfinansieret forbruget af ekstra billig diesel med hele 42,3 milliarder kroner.

Studerer man svarene fra de skiftende ministre i perioden 2015-2019 på, hvorvidt danske skatteborgere betaler for fossile subsidier, er forklaringerne markant anderledes. Eller forvirrende. Det er Alternativet, som i de seneste fire år har prøvet at skaffe et overblik i sagen. Svarene går lige fra, at Danmark skam udbetaler støtte til fossile energiformer. Til, at Danmark slet ikke udbetaler nogen former for fossile subsidier  – sådan nogenlunde.

I 2015 lød det fra klima- energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre, at Danmark i det år betalte over 2 milliarder kroner i direkte og indirekte støttekroner til fossile brændsler. Eksempelvis 1,8 milliarder kroner i støtte til naturgasbaserede kraftvarmeværker og et universitetsforskningscenter dedikeret til at øge olie- og gasjagten i Nordsøen. Efterfølgende har skatteminister Karsten Lauritzen fra Venstre så oplyst i 2018, at “Danmark ikke giver direkte støtte til fossile energikilder”…, men at der dog findes “en række indirekte støtteordninger i form af målrettet begunstigelse i skatte- eller afgiftsreglerne”.

Her kan det nemt ende ud i en kompliceret skatteudredning, så lad os nøjes med et eksempel. Konkret har staten indvilget i at dække 62 procent af udgifterne til at rydde op efter olie- og gasselskaberne i Nordsøen og hjælpe med nedtagning af boreplatformene. De 62 procent forventes at svare til en udgift på omkring 24 milliarder kroner, som du, jeg og andre skatteborgere altså skal medfinansiere. Til sammenligning yder staten nul kroner i tilskud til nedtagning af udtjente vindmøller. Er dette tilskud til olie- og gasselskabernes oprydningsarbejde så at betragte som et subsidium til sort energi? Et subsidium, der skævvrider de frie markedsvilkår på markedet for energi?

På den ene side lyder svaret: Ja, ifølge definitionerne fra Oil Change International, Overseas Development Institute og IMF. For selv i tilfældet med nedrivningen af gamle, udtjente boreplatforme vil et nedslag eller tilskud til denne udgift være at regne som et fossilt subsidium, eftersom dette tilskud sænker de samlede udgifter forbundet med den fossile sektor. Og på den anden side: Nej, for der bliver slet ikke udbetalt nogen direkte statslige tilskud til dansk fossil olieproduktion. Sådan lyder det fra Skatteministeriet og Martin Næsby, direktør for brancheorganisationen Oil Gas Danmark.

“Jeg kan afvise, at olieselskaberne i Nordsøen er subsidieret,” siger han. “Men det er et komplekst område, fordi den traditionelle definition af subsidier, som er direkte statslige tilskud, er under forandring.” Han foretrækker at tale om, at olie- og gasselskaberne i Nordsøen ifølge hans fortolkning snarere er udsat for det modsatte af subsidier. Selskaberne skal både punge ud for den såkaldte kulbrinteskat for de fossile brændsler, de suger op af den danske undergrund, og de skal punge ud for en selskabsskat, der er tre procent højere end for andre industrier i Danmark. “Om produktet, altså olien, så er subsidieret i andre led, det vil jeg lade andre om at vurdere,” siger Martin Næsby.

Dette andet led er forbrugssiden. Her oplyser Skatteministeriet i et skriftligt svar til mig, at de ikke på stående fod har konkrete tal, men at Danmark faktisk opererer med indirekte subsidier. Denne indirekte støtte sker i form af såkaldte skatteudgifter, der er “en begunstigende afvigelse fra de generelle skatte- og afgiftsregler, der medfører lavere umiddelbar skattebetaling”.

Så hvor står vi overordnet set? Sagen om de danske fossile subsidier er et godt billede på den globale stilstand. Der hersker masser af uklarheder, tvivl om definitioner og snørklede skatteregler, men det grundlæggende facit er ikke desto mindre tindrende klart. Overalt i verden betaler skatteyderne fortsat milliarder af kroner for at understøtte kunstigt lave priser på både at producere og forbruge kul, olie eller gas. Sådan har det været i årevis. Sådan ser det ud til at fortsætte i årevis. Vinderne er dem, der producerer sort energi, og dem, der ønsker at forbruge kul, olie og gas i længst tid for færrest penge.

“Handlingslammelsen beviser desværre, at selv om vi forstår årsagerne og konsekvenserne af klimaforandringerne, hænger vi fast i, at der er mange investerede interesser fra nationer og selskaber, som helst ser denne markedsfejl opretholdt længst muligt,” siger Johan Rockström, professor i jordsystemforskning og chef for Potsdam Institute for Climate Impact Research.

Men selv om politikerne tøver med at gribe ind, får han håb af, at flere projekter med vedvarende energi på egen hånd har formået at blive så effektive, at de uden offentlige støttekroner i ryggen ligefrem formår at udkonkurrere de subsidierede sorte energikilder. “Det er et hårdtslående bevis for, at det samfundsøkonomisk på alle ledder og kanter bedst kan betale sig hurtigst muligt at dekarbonisere samfundet,” siger Johan Rockström. “De, der forsøger at fastholde subsidierne, står til at blive de største tabere.”

ZETLAND SAMTALE: Har du lyst til at mødes med andre medlemmer for at tale om de artikler, du læser på Zetland? Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan skabe et rum for oplyst samtale mellem medlemmer, et slags ansigt til ansigt-bidragsspor.
Den første samtale finder sted den 19. september i København, hvor Zetland-medlemmerne Andreas Lloyd og Alexandra Freltoft er værter for en samtale om vindmøller. De skriver sådan her: “Vi vil alle sammen gerne have vindmøller og grøn omstilling – bare ikke i lige præcis VORES baghave. Så hvordan løser vi den knude? Det er det, vi skal prøve at finde ud af over en fyraftensøl i hjertet af Nørrebro. Kom og vær med!”

Hvis du har lyst og mulighed for at være i København dér, kan du tilmelde dig HER.

Hvis du vil vide mere om Zetland Samtaler, så tryk HER .