Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Beklager, Instagram, men de unge gider ikke flere billeder af pæne avocadomadder. “Der er ved at opstå en modbevægelse”

USKØNTEn gruppe unge mennesker har besat et hjørne af Instagram, hvor de dyrker det ærlige, det sårbare og det grimme. Det er en modbevægelse, der forsøger at gendefinere, hvad der er socialt og æstetisk acceptabelt i deres generation. Alle fotos: Iben Gad

Derfor skal du læse denne artikel

Instagram er synonymt med en helt bestemt æstetik. Fejlfri og poleret. Men nu er en gruppe unge begyndt at gå imod det herskende Insta-lækre look. De dyrker det ærlige, det sårbare og det grimme, og i stedet for lækre feriebilleder og fotos af avocadomadder poster de hverdagsliv, døde fugle og selfies med tårevædede øjne. Nikola Gøttsche har mødt de unge bag det stille Instagram-oprør og spurgt, hvad deres billedbårne aktivisme egentlig handler om.

Iben Gad er en del af den generation, der er vokset op som indfødte på de sociale medier. En generation, hvor man nærmest ser sine venner oftere på internettet end i virkeligheden”, som hun siger. Hun er 22 år, arbejder til daglig som fotojournalist, og så er hun meget aktiv på Instagram – det sociale medie, der er bygget op omkring billeddeling. Lige nu sidder hun og scroller ned ad skærmen på sin smartphone. Hun leder efter noget.

Det er faktisk lidt pinligt at gå helt herned,” siger hun.

Hun viser mig et fem år gammelt billede af sig selv. En gammel selfie med tonsvis af effekter, lys- og farve-manipulation.

Jeg ville aldrig lægge sådan et billede her op af mig selv i dag,” siger hun. Jeg spørger hende hvorfor. Det er for kedeligt. Folk ved godt, at jeg poser her – at jeg ikke ser sådan her ud i virkeligheden. Og det bidrager jo til noget, som ikke er rart for nogen. Det er ikke rart for nogen at se bedre ud på billeder end i virkeligheden, og det er ikke rart for andre at se, at du ser bedre ud på billeder, end du gør i virkeligheden.”

Hun kigger ned i sin telefon.

Eller der her,” siger hun og viser mig et andet gammelt billede. To hunde ligger i solen og hygger sig. Farverne er så overeksponerede, at græsset næsten er selvlysende. #hunnies,” står der i beskrivelsen. Det er på en gang appellerende – hundene er jo søde, stilen umulig at slå sig på – og samtidig et billede, man har glemt igen efter to sekunder. Det minder om tusindvis, ja, millioner af andre billeder på Instagram.

Hvorfor skal folk se det?” spørger Iben Gad retorisk. Og det er egentlig et godt spørgsmål.

Det er ni år siden, Instagram kom til verden. En app, hvor man ikke alene kunne dele billeder og videoer, men også nemt og hurtigt redigere dem. I modsætning til Facebooks rodede og flertydige brugerflade stopfyldt med opslag, annoncer, invitationer, afstemninger og gruppesamtaler var Instagrams layout simpelt og entydigt i et design, der var skræddersyet til 2010-hipsternes polaroidfoto-nostalgi. Her fik du en uforstyrret strøm af billeder med korte tekstbeskrivelser, et langt strammere kommentarspor end Facebooks og muligheden for at sætte et lille hjerte ved de billeder, du bedst kunne lide. Men det helt store nummer var Instagrams indbyggede filtre, der pludselig gjorde simpel billedretouchering tilgængelig for enhver med en smartphone. Du behøvede ikke at mestre komplicerede fotoredigeringsprogrammer. Du kunne bare banke et af appens indbyggede filtre på dit fotografi – og bum – så fik det kontrast, tekstur, highlights, diset aftenlys eller kornet kvalitet som et familiealbum fra 1970’erne. Det så, efter 2010-standarder, professionelt ud. Med Instagram og et enkelt tryk med fingeren kunne du og dit liv pludselig blive et glansbillede på forsiden af dit eget lille livsstilsmagasin.

Instagram tæller over en milliard brugere på verdensplan, der i dag ikke kun har adgang til simple filtre, men også brugervenlige værktøjer, der effektivt bleger tænder, fjerner bumser og urenheder, udglatter og tone-korrigerer huden, fikser dårlig belysning, forstørrer læber og øjne og tilføjer digital makeup – “ja, nu gør telefonerne det jo nærmest af sig selv, inden man tager billedet,” som Iben Gad siger. Man taler ligefrem om et særligt Instagram Face, frit for ujævnheder, rynker eller rande under øjnene. Med andre ord er Instagram blevet synonymt med det glatte, det polerede og det lækre, uanset om vi ser på madbilleder, ferieminder, familiefotos eller selvportrætter.

Kig bare på mestrene: Instagrammere som Elina Ea (@elinaea), Klara Montes (@klaramontes) og Melissa Bentsen (@bentsenn), der alle har over 100.000 følgere og dermed er blandt de mest populære profiler herhjemme.

Fællesnævneren er slående: Alle billederne er glamourøse og renpudsede‚ farverne er spændstige. Lyset skinner på en måde, som virkeligheden aldrig vil kunne leve op til. Størrelsesforholdene er harmoniske, og de sirligt opstillede kompositioner oser af vitalitet, velvære og overskud. Dét er Instagram-æstetik i sin pureste form – en helt bestemt stil, der repræsenterer jagten på det perfekte. Og hvor den æstetiske grundsætning går på, at det både i udtryk og indhold er gennemført kunstigt. Det er en linse, som har påvirket hele den måde, Iben Gads generation ser sig selv og verden på – og hvad mere er: Den måde, verden har indrettet sig på. I dag serverer restauranter og caféer særligt Instagram-venlige anretninger, og kunstmuseer opsætter Insta-vægge, hvor man kan fotografere sig selv. Virkeligheden bliver arrangeret under Instagrams snævre kompositionslære.

Man kunne næsten have sagt sig selv, at det ville blive for meget – at der på et tidspunkt ville komme en modsvar. Og det er så ved at ske nu.

Når alle er blevet til reklamesøjler, så bliver man på et tidspunkt træt af at sælge sig selv hele tiden,” siger Iben Gad og fortæller om en helt anden side af Instagram”, hvor det ikke er de samme polerede bryllups- og avocadomads-billeder, man ser igen og igen”.

Der er ved at opstå en modbevægelse. Man er træt af, at det hele skal være så pænt og perfekt. Det er en gradvis bevægelse, og den er stadigvæk på vej. Man skal hele tiden øve sig i at være ærlig, fordi det er så nemt bare at gøre det andet,” siger Iben Gad.

Hun finder et to uger gammelt billede frem. Det er noget helt andet end den gamle selfie og hundebilledet. Motivet er en af hendes veninder, der står og bukker øjenvipper. Æstetikken er rå. Man kan se randene under kvindens øjne. Hun er bleg og har et blankt udtryk i ansigtet. I baggrunden kan man se noget, der ligner et strygejern.

Det er tit de upæne ting, der er de mest interessante at se på, fordi der gemmer sig nogle ting og nogle detaljer i det grimme, som er mere spændende end det pæne,” siger Iben Gad.

Og hun er langtfra alene. Lige nu er der et slags stille oprør under opsejling. En digital bølge af unge mennesker, der forsøger at gøre op med Insta-æstetikkens herskende forskrifter og i stedet etablere en slags æstetisk alternativkultur, der dyrker det ærlige, det sårbare, det tilfældige – og ja, det grimme. I foråret citerede det amerikanske magasin The Atlantic ligefrem den amerikanske kulturanalytiker Matt Klein for at sige, at al kultur er et pendul, og lige nu svinger pendulet. Det betyder ikke, at alle kommer til at stoppe med at poste perfekte billeder. Men momentummet er ved at flytte sig.”

Og noget tilsvarende ser vi i Danmark. Der findes eksempelvis instagrammere som Storm Lillevang (@stormlillevang), der bruger det sociale medie til at belyse nuancerne – også de mindre sjove – i, hvordan det kan se ud at være transperson i København i år 2019”. Storm Lillevang smiler heller aldrig på sine billeder. Det er nemlig en selvstændig pointe at fremvise de svære og triste sider af tilværelsen.

I virkeligheden er jeg ofte ret glad, men på Instagram vil jeg helst ikke vise det for meget. Der er nok af alt sådan noget positivt. Jeg vil gerne vise skyggesiderne også. Og insistere på retten til ikke at skulle være glad hele tiden,” siger Storm Lillevang, der er 31 år og til daglig arbejder med hjemløse. Han kalder Instagram for et aktivistisk redskab”.

For Rosa Ørum (@redeemedbitch), der er 22 år og arbejder på et tekstilværksted i Odense, handler brugen af Instagram om at udvide rammerne for, hvad der er æstetisk og socialt acceptabelt i hendes generation.

Jeg lægger tit billeder op af mig selv, der græder, for eksempel. Og skriver en tekst til dét. Eller snakker åbent om nogle triste følelser, jeg har haft. Jeg tror, at sårbarheden lidt er blevet taget fra folk. Det er, som om der er nogle følelser, man ikke rigtig må føle,” siger hun.

Der er selvfølgelig et paradoks på spil her. Vi har en gruppe unge mennesker, der forsøger at gå op imod en selviscenesættelseskultur på Instagram. Men i sidste ende er det, de gør, også en form for selviscenesættelse – for det er alting på Instagram. I virkeligheden er de unges æstetiske modbevægelse ikke et opgør med selviscenesættelse som sådan. Det er snarere et forsøg på at belyse og udfordre, hvad det er, der sættes i scene. Og hvilke værdier der bæres frem og hyldes.

Selv om det kan virke som et meget lille oprør, så er det vigtigt. De unge, der lige nu forsøger at skubbe til Insta-æstetikkens perfekthedsdogme, tilhører en generation, hvor skillevæggen mellem deres identitet på de sociale medier og deres identitet i virkeligheden, den fysiske virkelighed altså, er stort set ikke-eksisterende. De ser deres venner oftere på Instagram, end de ser dem i øjnene, de har venskaber, der aldrig har været andet end online-forbindelser, og deres kollektive referenceramme foregår i høj udstrækning gennem skærmene på deres smartphones. Derfor er det ikke bare et trivielt spørgsmål, om man lige lægger det ene eller det andet billede på internettet. Det er tværtimod noget, der er tæt forbundet med de unges selvforståelse og velvære og deres forhold til sig selv og hinanden.

OMSORG“Jeg håber, at den her modbevægelse er en måde at passe på hinanden på. For der er ikke nogen, der har godt af at censurere sig selv så meget," siger Iben Gad.

Rosa Ørum fortæller eksempelvis, hvorfor det for hende har været et bevidst valgt ikke at følge profiler, der bekender sig til den dominerende Insta-æstetik.

Jeg ved, det ville påvirke mig,” siger hun, at følge folk, der får mig til at hige efter unaturlige ting som penge eller tøj. Det giver lavt selvværd at blive misundelig på sådan nogle ting. Jeg vil gerne have, at det, jeg fylder mig selv med hver eneste dag – jeg er jo på Instagram hver eneste dag – at det i det mindste er noget, der kan komme tæt på mig. Noget, jeg kan forstå.”

Derfor lægger Rosa Ørum heller aldrig selv filtre på sine billeder. Hun redigerer dem heller ikke. Det ville være imod mine principper, fordi det, jeg forsøger at vise med mine billeder og mine tekster, er en radikal sårbarhed, som jeg føler mangler,” siger hun og fortæller om, hvordan det personligt har hjulpet hende at se andre på unge Instagram åbent dele ting, der har gjort ondt eller været hårde.

Derfor vil jeg også gerne være transparent,” siger hun. Jeg vil ikke fremstå som en person, der bare har styr på sit shit. Fordi det har jeg ikke. Og jeg føler det faktisk som et ansvar at være ærlig.”

Der er, med andre ord, mere på spil i det stille oprør end et nyt visuelt udtryk. Det er en dybfølt kritik af den iboende Instagram-idé om, at man skal censurere og filtrere sig selv – om at man skal være den lykkeligste, pæneste, dydigste version af sig selv. Og det psykologiske pres, der følger med konstant at blive konfronteret med mennesker, der – tilsyneladende – klarer alting bedre end dig.

Vi er alle sammen nødt til at være ærlige, hvis vi for alvor skal kunne lære hinanden at kende,” siger Storm Lillevang.

Det er derfor, at alt det sårbare og hudløst ærlige er værdifuldt og vigtigt og stærkt og noget, som på alle mulige måder har været nedvurderet. Det vil jeg gerne være med til at ændre.”

TRÆT“Æstetikken er mere umiddelbar, mere hurtig og mere lige-nu-er-jeg-her. Mindre opstillet,” siger Iben Gad.

Det er ikke første gang, vi ser, hvordan forfølgelsen af det perfekte er nået en form for mætningspunkt. Tænk på 1970’ernes punkbevægelser, der blandt andet opstod som en afvisning af den overproducerede og renpudsede lyd af studiemagi – umulig at fremføre live – der kendetegnede samtidens mainstreamrock. Eller tænk på al den ballade, der i de sidste 20 år har omgivet auto-tune – den digitale effekt, der automatisk kan korrigere sangstemmer til at matche en håndplukket toneart. Begge er eksempler på, at teknologiske fremskridt har gjort det muligt at eliminere skæverter og urenheder, som man tidligere måtte leve med – og i begge tilfælde blev resultatet mødt af kulturelle modbølger, der vendte sig mod det forfinede og i stedet dyrkede det grimme og det rå.

Inden for æstetisk teori snakker man her om perfektionsparadokset’. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis noget er perfekt’, så kan det ikke forbedres, men dermed mister det sin perfekthed, fordi det perfekte er afhængigt af udvikling og forløb – ellers bliver det fastfrosset og kedeligt. Ligegyldigt. Det virkelig perfekte – og det er paradokset – findes kun i kraft af sin egen ufuldkommenhed. Og det er måske netop det, vi er vidne til nu i forhold til Instagrams auto-redigerede perfekthedsæstetik. Den er ved at være mættet.

Så hvem ved? Måske kommer den dag, hvor vi åbner vores Instagram-profiler og scroller ned ad skærmen uden at se billeder af retoucherede avocadomadder eller perfekte tæer i vandkanten.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem