Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jo, lille Danmarks klimaindsats nytter noget. Faktisk kan den gøre en verden til forskel

  • 12. april 2019
  • 17 min.
UMAGEN VÆRDDet kan virke som et nytteløst sisyfosarbejde at forsøge at gøre en forskel, når man er et lille land. Men det har en effekt. Illustration: Rasmus Juul for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Danmark er et lille land, og det, vi gør, nytter ikke noget. Det er et udsagn, vi ofte hører, ikke mindst når talen falder på klimaet. Sagen er bare, at det ikke passer. Sådan lyder argumentet fra klimadebattøren Asger Narud, der er dykket dybt ned i spørgsmålet om, hvorvidt små lande og enkeltpersoner kan gøre en forskel i klimakampen. Og kommet tilbage med et ret opmuntrende svar.

Hoveddøren er allerede åben, da jeg ankommer til parcelhuset. Murene er af røde sten, Dannebrog flagrer fra baghaven, og en god håndfuld flag er sindrigt spredt i forhavens blomsterbede.

Der er inviteret til familiefest, og jeg befinder mig i et hjertevarmt villakvarter i midtjyske Grindsted.

I storrumskøkkenet hilser jeg på værtsparret, der er i gang med at stille maden frem. Salater, hjemmebagt brød og kartofler i forskellige varianter. Det dufter skønt.

Det er min kærestes veninde, der har inviteret. Og selv om der er flere velkendte ansigter fra værtsparrets nylige bryllup, så er der også mange ubekendte.

Hvad laver du så?” spørger en af de andre gæster. Det skal man jo spørge om,” siger hun med et smil.

Jeg har fået en velkomstdrink i hånden og fundet mig til rette langs en væg.

Jeg skriver på en bog,” svarer jeg.

Ej, jeg kender en, der lige har udgivet en børnebog, hvad handler din bog om?”

Om bæredygtighed,” fortæller jeg og uddyber lidt.

Det er et vigtigt emne,” svarer hun.

Jeg ved ikke, om jeg er overrasket over hendes svar. Måske lidt.

Jeg kan godt forstå, at man som børnefamilie og med en hverdag, der skal hænge sammen, har andre ting at tænke over end bæredygtighed, klimaet, kloden.

Men gang på gang i løbet af aftenen – om det er sygeplejersken, mureren, juristen eller ambulanceredderen, jeg taler med – så falder det dem ganske forståeligt, at jeg skriver på en bog om bæredygtighed.

Stort set alle har de en historie, en oplevelse at dele, noget, de har tænkt over, noget, de har gjort, et dilemma, de har stået i, der kobler sig til bæredygtighed. I privaten, i arbejdet, i samfundet.

Omstillingen til bæredygtighed har bevæget sig ind i parcelhusene på villavejene og i samtalen over køkkenbordet og hen over ligusterhækken. Det er en dagsorden, der berører os alle.

Det var i hvert fald min lille uvidenskabelige konklusion til familiefesten på villavejen i Grindsted.

Men der er et spørgsmål, der løber som en understrøm i samtalen. Et spørgsmål, som fortjener et svar.

Det er mureren, der siger det højt. Vi er kommet godt hen på aftenen. Børnene er lagt til ro, og vi sidder kun tre-fire par tilbage i stuen.

Snakken er faldet på ferier og herunder flyrejser.

Jeg tager bare en lille flyvepause på nogle år, indtil de får opfundet nogle klimavenlige fly,” griner jeg.

Det handler nok også om, at jeg allerede har fløjet en del i mit liv.”

Det er på ingen måder en stor ting for mig at tage en flypause. Tværtimod. Det kom meget naturligt. Samtidig er der uendelig mange måder at holde ferie på, der ikke indebærer fly: cykelferier, vandreferier, højskoleophold, sejlferier, sommerhusferier og så videre.

Jamen, hvad nytter det?” spørger mureren. Flyet flyver jo derned alligevel.”

Vi har i løbet af aftenen flere gange snakket om byggebranchen, om det høje tempo og engangspaller, der ender i småt brændbart. Mureren er både reflekteret og bevidst om sine omgivelser.

Jeg fornemmer hans oprigtighed: Han vil gerne passe på planeten – det vil de fleste af os vel – men hvad nytter det, vi gør?

Et umiddelbart svar handler selvsagt om, at nytten ikke er så afgørende. Det handler om at opføre sig ansvarligt og anstændigt. I privaten, i arbejdslivet, i samfundet. Punktum.

At vi med et højt klimamæssigt aftryk har en forpligtelse til at sænke det. At vi skal gøre så positivt et aftryk på jorden som muligt. Give mere, end vi tager. Regenerere det ødelagte og så videre.

Men det ved mureren udmærket.

Han er på jagt efter et andet svar: Hvad nytter det? I det store perspektiv?

Naboen brænder jo stadig affald af i haven – hvad hjælper det, at du stopper med det?” som mureren formulerer det.

Jeg kan ikke give ham et tilfredsstillende svar. Det irriterer mig.

Jeg forstår ham. Kender det fra mig selv. Forstår den modløshed, spørgsmålet efterlader. Vi er så små, og klimaproblemerne så enorme. Det er en tanke, der kan kortslutte ens initiativ og handlekraft. Men måske der også findes nogle mere opmuntrende perspektiver?

Efter familiefesten forfølger hvad nytter det-tanken’ mig. Jeg støder på den gang på gang.

For nylig læste jeg en artikel i Jyllands-Posten om kød. I debattråden skrev en mand fra Bjerringbro: Sikke da det vil påvirke klimaet, når vi i lille Danmark spiser mindre kød.”

Han fandt hele kød-diskussionen åndssvag”. Vi skulle i stedet rette fokus mod at lukke kulkraftværkerne i Tyskland og Polen, fortsatte han.

Underforstået: Det er ikke så vigtigt, det, vi gør herhjemme. Vi er så små.

Der er mange eksempler.

I Weekendavisen læste jeg forleden et andet debatindlæg, hvor en mand fra Lyngby kommenterede på en nylig afholdt tv-debat under overskriften Klima – snak eller handling?

Manden fra Lyngby savnede et fokus på, at Danmark som lille land kun udleder 0,1 procent af verdens drivhusgasser.

Han fandt det derfor noget overdrevet, at der var så meget fokus på klima i den offentlige debat her i Danmark. Han argument lød, at det, vi gjorde som land, ingen synlig virkning” havde på klimaet.

Igen. En oplevelse af, at det, vi gør, er ligegyldigt. At det ikke nytter noget. At vi er nytteløse.

Det er ikke kun i debatsektionerne på de sociale medier og i aviserne, at hvad nytter det’-tænkningen kommer til udtryk. Jeg støder også på den i toneangivende faglige miljøer.

For eksempel i et nyligt indlæg fra Det Økonomiske Råd, hvor det fremhæves, at den danske klimaindsats isoleret set er af lille betydning for klimaudviklingen. Helt afgørende bliver det, i hvilken grad blandt andet Kina, Indien og Sydamerika går ind i klimakampen”.

Endnu en gang en underliggende tone: Hvad vi gør – og ikke gør – betyder ikke det store. Vi er ubetydelige. Vi er så små.

Indlægget fra Det Økonomiske Råd gjorde et særligt indtryk på mig.

En ting er, at nogle enkeltpersoner rundt omkring oplever, at det, de gør – og det, Danmark gør – ikke rigtig nytter noget. Noget andet er, når et centralt rådgivende og dagsordenssættende organ tænker og udtaler sig i samme vendinger.

Der er brug for én gang for alle at afmontere den myte, at du ikke er vigtig, at Danmark er ikke vigtigt. Det er nemlig forkert.

Vi skal selvfølgelig ikke have et rablende storhedsvanvid, men vi skylder hinanden at komme ud af småhedsvanviddet.

Du kan gøre en verden til forskel. Danmark kan gøre en verden til forskel.

For at nå frem til den konklusion kræver det blot, at vi supplerer den tænkning, som blandt andet Det Økonomiske Råd repræsenterer, med en anden tænkning.

Hvad den tænkning består af, skal jeg nok komme tilbage til.

Lad os først tage et eksempel.

I august 2018 var der en 15-årig svensk pige, Greta Thunberg, der midt i skoletiden gik ud på gaden og satte sig ned foran det svenske parlament med et skilt, hvor der stod Skolstrejk för klimatet’. Hendes krav var, at det svenske parlament skulle leve op til sine forpligtelser i Paris-aftalen.

Men hvad nytter det, at en lille svensk pige gør det, kan man meget passende spørge. Ja, hvad nytter det overhovedet, at et lille land som Sverige leverer på sine forpligtelser i Paris-aftalen? Greta er så lille. Sverige er så lille.

I december 2018 var der mere end 20.000 unge, der var blevet inspireret af Greta Thunberg, og som havde fulgt trop med lignende strejker rundt i verden.

Fredag den 15. marts 2019 var der estimeret 1,5 millioner skoleelever, studerende og voksne i mere end 120 lande, der strejkede for klimaet for at lægge pres på deres respektive regeringer og beslutningstagere.

Det er meget vel kun begyndelsen.

Nogen synes måske, at Greta Thunbergs skolestrejke er irriterende, men det er ikke pointen her. Pointen er, at man ikke kan komme uden om, at det har en effekt. At det nytter noget. Det, hun gør. Selv om hun er lille.

Lad os tage et andet eksempel. Vores hovedstad.

København har – ligesom en række andre danske byer – de sidste mange år arbejdet for at nedbringe mængden af drivhusgasser. Det gør man på mange måder.

En af måderne er ved at skabe en velfungerende cykelinfrastruktur, så flere kan tage cyklen.

I 2016 var der for første gang siden 1970 flere cykler end biler, der krydsede Indre By. Og antal tilbagelagte kilometer på cykel stiger fra dag til dag.

Cykelindsatsen handler selvfølgelig ikke kun om klima. Det handler også om, at det er en nem, billig, effektiv og sund transportform.

Derudover handler det om at skabe en by uden for meget forurening og larm, så byen er venlig at leve i, bevæge sig i og opholde sig i. Klimaaftrykket er dog også en vigtig faktor.

Men så kan vi jo spørge igen: Hvad nytter det?

København er en meget lille storby i verden. Og byens reduktion af drivhusgasser betyder isoleret set ikke noget i det store billede, for at blive i Det Økonomiske Råds terminologi.

Men nu kommer pointen så.

København er ikke isoleret.

København er forbundet med resten af verden. Fysisk og i stigende grad også digitalt.

København, ja, Danmark, er efterhånden blevet kendt i hele verden for sine mange hverdagscyklister, cykelstier, cykelkultur og evnen til at skabe venlige byer med plads til mennesker.

Mange byer rundt i verden kigger mod København for at få inspiration. Et eksempel er New York, hvis transportkommissær Janett Sadikh-Khan i 2007 besøgte København. Hun blev inspireret og hyrede derefter en række danske arkitekter for at fremme cykling i New York. I perioden 2006-2016 havde New York 156 procent vækst i daglig cykling. Kina har også fået øjnene op for de danske erfaringer med cykling.

Som Den Danske Cykelambassade formulerer det: Selv om Danmark er et lille land, så inspirerer vore innovative cykelløsninger byer rundt i hele verden.”

Danmark er altså med til at få store lande som Kina og USA ind i klimakampen, ligesom svenske Greta Thunberg er med til at aktivere unge over hele kloden.

Og nu er vi ved det mindset, som vi skal begynde at tænke i, hvis vi skal ændre vores blik og forstå, at vi kan gøre en verden til forskel:

Vi er ikke isoleret. Vi er forbundne.

Inden for politologi kalder man dette fænomen for diffusion. Det er et begreb, der bruges til at forstå, hvordan idéer, løsninger, kulturer og tilgange spreder sig på tværs af lande og samfund.

I cykel-eksemplet sker diffusionen via læring. Beslutningstagere, der står med et problem, kigger ud i verden efter inspirerende løsninger. Når de så finder en inspirerende løsning – for eksempel de danske tiltag inden for cykling – kopierer de løsningerne og tilpasser dem til deres byer og kultur.

Nu vi er ved transporten: Jeg faldt for nylig over en undersøgelse af folks transportadfærd. Undersøgelsen viste, at blandt dem, der kendte nogen, der var stoppet med at flyve, tilkendegav 50 procent, at de selv fløj mindre som resultat heraf.

Endnu et eksempel på diffusion.

Et andet område, vi kan se på, er mad. I 2017 var der en gruppe forskere, der gennemførte et eksperiment på en amerikansk café.

Når folk kom ind i caféen, fik halvdelen besked om, at 30 procent af amerikanerne var begyndt at spise mindre kød.

Hos den gruppe, der fik besked herom, var det dobbelt så sandsynligt, at de bestilte et plantebaseret måltid.

Det er selvfølgelig blot et eksperiment. Dynamikken er dog i gang med at udspille sig i realiteternes verden.

I 2010 var det cirka fire procent af danskerne, der spiste overvejende plantebaseret mad.

I 2018 var tallet steget til 12 procent.

I 2010 var der 17 procent af danskerne, der havde en kødløs dag om ugen.

I 2018 var det 32 procent af danskerne.

Sådan ser diffusion ud – i virkeligheden.

Det er ikke blot et dansk fænomen. Rundt i verden ser vi ikke mindst blandt millennials en bevægelse hen imod en mere plantebaseret madkultur. Kendisser, sportsstjerner, virksomheder som Google, byer som New York og lande som Kina er begyndt at bakke bevægelsen op.

Ud fra diffusions-litteraturen kan vi igen kalde fænomenet for læring: Folk bliver klogere på forhold vedrørende dyrevelfærd og vedrørende de sundhedsmæssige og miljø- og klimamæssige konsekvenser af en kødtung diæt.

I en diffusionsoptik kan vi dog også se dynamikken som noget andet. Som et spørgsmål om efterligning. At vi præges af, hvad der opfattes som prestigefyldt, efterstræbelsesværdigt, normen og passende. Vores adfærd er ikke kun bestemt af, hvad der er rationelt.

Vi påvirkes også af, hvad andre gør. Og i en mere digital forbundet verden sker det også på tværs af grænser.

Med andre ord: Selv om Danmark er et lille land, kan vi være trendsættere, der skaber effekt, der rækker langt ud over vores egen grænse.

Ligesom vi op igennem det 20. århundrede blev verdenskendte for vores svinekød, kan vi det 21. århundrede blive verdenskendte for verdensklasse plantebaserede madvarer.

Og gøre en verden til forskel.

Hvis vi vil.

Et felt, hvor Danmarks potentiale som international trendsætter allerede har vist sig, er inden for madspild. Den historie er også et eksempel på, at én eneste, lille person kan have en afgørende betydning.

I 2008 etablerede en grafisk designer ved navn Selina Juul organisationen Stop Spild Af Mad. Det startede med en Facebook-side. I dag sætter hun og hendes nu 65.000 frivillige fokus på madspild via kampagner og samarbejder med forbrugere, detailhandel, restauranter, storkøkkener og fødevareproducenter. Et arbejde, som er blevet bemærket af store og indflydelsesrige institutioner som FN.

Og forandringen er ikke til at komme uden om:

Fra 2011 til 2017 er danskernes madspild reduceret med 14.000 tons, og vi har samlet set reduceret madspildet med otte procent per person i perioden. Siden 2006 viser nogle opgørelser, at madspildet er reduceret med op til 25 procent (om end tallene er behæftet med betydelig usikkerhed og har været genstand for en del debat).

Der er mange gode grunde til at stoppe spild af mad: At forvalte jordens ressourcer ansvarligt og spare penge er bare to af dem. Samtidig er reduktion af madspild – ligesom en mere plantebaseret kost – et vigtigt indsatsområde for at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren.

Igen kan man dog spørge: Jamen, hvad nytter det, Selina Juul gør? Hvad hjælper det på klimaet, at vi gør en indsats mod madspild her i Danmark? Vi er så små.

Det hjælper sådan set en hel del.

Udlandet har fået øjnene op for Selina Juul og Stop Spild Af Mad. Løsningerne og idéerne bliver spredt og delt på tværs af hele kloden. Et nyligt eksempel er Tyrkiet, der har hentet inspiration fra et af bevægelsens mange initiativer.

Gode idéer og løsninger spreder sig og skaber effekt – og nytte – langt ud over vores egne grænser.

Indtil videre har vi været omkring to aspekter inden for diffusionsteorien: Læring, der er en slags rationel diffusion, og efterligning, hvor løsninger spreder sig, fordi normerne for passende adfærd ændres. De to kan næppe helt adskilles.

Der er dog også en tredje måde, diffusion kan ske, nemlig via konkurrence. For at forstå det skal vi lige hæve blikket en smule.

I international politik har konkurrence ofte været set som et spørgsmål om et kapløb mod bunden. At lande laver lempeligere skattepolitik og lempeligere miljø- og klimapolitik for at tiltrække og fastholde virksomheder.

Konkurrence kan dog også ske som et kapløb mod toppen.

Og det er faktisk det, vi ser i disse år.

Virksomhederne har indset, at bæredygtighed er en dagsorden, der ikke lige går væk. Tværtimod. Verdensmålene for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i 2015, kan fra et virksomhedsperspektiv ses som en indkøbsplan fra fremtiden.

Som konsekvens heraf begynder virksomheder i stigende grad at efterspørge mere ambitiøse miljø- og klimatiltag, der kan fremme innovation lokalt og dermed på sigt øge virksomhedernes eksportmuligheder globalt.

Der er arbejdspladser, beskæftigelse og eksportmuligheder at hente inden for bæredygtige produkter og produktionsformer.

Eller sagt med forretningstermer: Bæredygtighed er en god business case.

I Danmark er et nyligt eksempel på ovenstående dynamik en kronik i Jyllands-Posten under overskriften Vi har brug for at speede den grønne omstilling op, hvor en række miljøteknologiske virksomheder efterspørger mere ambitiøse rammer for miljø- og klimaindsatsen.

Konkurrenceaspektet handler dog ikke kun om virksomheder. Det handler også om politisk magt i internationale forhandlinger.

I de internationale forhandlinger er det i en moderne verden ikke kun hard-power i form af militærmagt og økonomisk magt, der bestemmer ens forhandlingsmandat. Det er også soft-power, forstået som et lands evne til at efterleve normer og værdier, der er velansete og internationalt anerkendte.

Bæredygtighed er i stigende grad kommet i fokus som en central international værdi.

Som professor i økonomi og tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen peger på, kan Danmark sammen med ligesindede lande lægge større pres på andre lande for at skærpe deres indsatser, når vi selv leverer på den bæredygtige omstilling herhjemme.

I den politiske debat i Danmark hører man til tider, at vejen frem er via internationale aftaler.

Inden for diffusionslitteraturen kalder man internationale aftaler for tvang: Man forsøger at skabe adfærdsændringer globalt ved at indgå forpligtende aftaler.

Men på klimaområdet har de internationale aftaler indtil videre været en proces, der har bevæget sig langsomt fremad.

I 25 år har man forsøgt sig med internationale aftaler, men det har fortsat ikke ført til et knæk i udledningen af drivhusgasser globalt. At satse på den strategi alene virker derfor mildest talt noget idéforladt.

De førende klimaforskere kalder på hurtig og vidtgående omstilling på tværs af sektorer som landbrug, energi, industri, byggeri, transport og byer. De bruger markante vendinger som: De næste år er sandsynligvis de vigtigste i menneskehedens historie.”

I det lys synes der at være al mulig grund til at huske på, at tvang kun er én ud af fire måder, hvorpå man kan skabe forandringer globalt. Læring, efterligning og konkurrence er andre måder, hvorpå vi som lille land kan gøre en verden til forskel.

Tilbage til hverdagen. Der er snart folketingsvalg og EU-valg.

Hvis du er stemmeberettiget, er der en god sandsynlighed for, at du kommer til at stemme. De sidste mange år har valgdeltagelsen til folketingsvalg været 83-89 procent.

Men hvorfor stemmer du?

Din stemme udgør kun 0,00001 procent af stemmerne. Med andre ord har hverken dit kryds eller mit kryds i sig selv nogen som helst betydning for valgets udfald. Som i ingen.

Alligevel gør vi det tilsyneladende. Men hvorfor? Det er ikke et lovkrav. Og hvad med nytten?

Det bedste svar, jeg kan komme med som forklaring på, hvorfor vi stemmer, er, at det at stemme opleves som ansvarligt og anstændigt at gøre. Vi er flasket op med et demokratisk sindelag.

Selv om vores stemme ikke gør en forskel, så gør vi det alligevel. Og sjovt nok – fordi andre også finder det rigtigt at gøre – så har det faktisk en betydning for valgets udfald.

Samme logik gælder, når vi snakker omstilling til bæredygtighed.

I skolerne arbejder man med bæredygtig dannelse, på arbejdspladserne kan vi kalde det bæredygtig ledelse – og i samfundslivet et bæredygtigt medborgerskab.

Når udsagnet kommer op, at det ikke nytter noget, det, vi gør, så er det ikke rigtigt.
I en forbundet verden spreder adfærd sig mellem mennesker og på tværs af landegrænser. Det er det, diffusionslitteraturen fortæller os, og det er det, vi ser ske lige nu, inden for transportområdet, fødevareområdet og mange andre områder.

Du påvirker verden. Hele tiden. I alt, hvad du gør. Også i det, du ikke gør. Du er betydningsfuld.

Når Det Økonomiske Råd udtaler, at den danske klimaindsats isoleret set er af lille betydning for klimaudviklingen”, så tager de fejl.

For selve det at se på Danmark som isoleret giver ikke mening.

Danmark er ikke isoleret. Vi er forbundet fysisk med vores omverden og i stigende grad også digitalt. Når vi retter op på den antagelse, åbner nye perspektiver og muligheder sig.

At tage del i omstillingen til bæredygtighed er ikke blot et spørgsmål om at gøre det, fordi det er ansvarligt og anstændigt. Det handler også om, at det nytter noget.

Det relevante spørgsmål er ikke: Kan vi gøre en verden til forskel?

Det kan vi.

Det relevante spørgsmål er: Vil vi gøre en verden til forskel?

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem