Hvilke videnskabelige studier om alt det, der kan skade børn, kan vi lukke ørerne for? Svaret er: de fleste af dem

SCROLLINGVi har aldrig haft det bedre, men måske har vi aldrig været så bekymrede for vores børn. Det har skabt en bundløs sult blandt forældre efter klare videnskabelige svar. Foto: Fréderic Cirou / PhotoAlto / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Et Zetland-medlem spurgte for nylig, hvordan hun kan sortere i junglen af videnskabelige studier, der fortæller hende om alt det, der måske er skadeligt for hendes nyfødte barn. Vi gik på jagt efter svaret, talte med flere eksperter – og vendte tilbage med en tjekliste over, hvordan vi kan sortere i videnskabelige studier.

Da jeg ringer til Mette Gross, er hun ude og gå med sin yngste dreng på tre måneder i barnevogn.

Hun skal hente sin ældste dreng på to et halvt i vuggestuen. Jeg mødte for nylig Mette i Aarhus, da jeg var ude at holde foredrag, og efterfølgende sagde hun, at der var noget, hun gerne vil vende med mig. Det er derfor, jeg har ringet til hende.

For det er det, jeg gør i denne artikelserie og podcast Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid”. Jeg taler med dem, jeg møder på min vej rundt i Danmark, som har noget særligt på hjerte, et særligt spørgsmål, som de har brug for at få svar på. En ganske særlig forældreservice, kan man sige.

Det, jeg havde talt om i Aarhus, da jeg mødte Mette, var, at det er, som om vi i dag bilder os ind, at vi kan forme vores børn med den måde, vi er forældre på. Så vores børn bliver lykkelige, kloge, empatiske, robuste og succesfulde demokratiske borgere. Det er, som om vi tror, at alt det, vi gør og ikke gør som forældre, vil endegyldigt vil forme vores børn i et 1:1-forhold langt ind i fremtiden.

Den idé lægger et grænseløst individuelt ansvar på forældrenes skuldre. Men er vi sikre på, at vi overhovedet har så meget magt som forældre? Jeg tror, vi bliver nødt til at gøre op med den idé. Vi bliver nødt til at rydde op. Så det er det, vi gør i denne artikelserie og podcast. Et afsnit ad gangen. Dette er tredje kapitel – hvis du hellere vil lytte end læse, kan du trykke på play-knappen foroven.

Det, Mette Gross ville tale med mig om, drejer sig om alt det, vi skal huske, for at vores børn ikke får et dårligt liv, som Mette formulerer det i telefonen. Hun fortæller om tre videnskabelige undersøgelser, hun stødte på, mens hun var gravid for anden gang. Den ene handlede om, at hvis gravide spiser meget sukker, kan der være en risiko for, at barnet får indlæringsvanskeligheder.

Og jeg er ret glad for slik,” ler hun, så jeg blev ret ramt og tænkte shit, nu bliver mit barn dumt.”

Senere læste hun om et andet studie, der viste, at hvis gravide tager for mange panodiler, er der måske en risiko for, at pigebørnene går for tidligt i puberteten. Mette har kun drenge, så det tog hun ikke så tungt. Men så læste hun, at hvis gravide spiser meget gluten, så er der måske forøget risiko for, at barnet får diabetes.

Så er der rigtig mange ting, man skal forholde sig til, som er skadeligt for dit barn, og jeg synes, det er rigtig svært at finde rundt i. Hvad skal man lytte til, og hvad skal man ikke?” siger hun.

Mette Gross er uddannet i fysik. Hun har med andre ord en naturvidenskabelig baggrund, så hun ved godt, som hun siger, at man kan få ting, der ikke nødvendigvis hænger sammen, til at se ud, som om de hænger sammen, ved at bruge statistik.

Men jeg er også meget autoritetstro, så hvis der står en læge eller en sundhedsplejerske og fortæller mig, at det er vigtigt, at barnet helst skal ligge på maven alle sine vågne timer, så lytter jeg også til det. Fordi de ved det jo bedre end jeg, som jo basalt set ikke har nogen uddannelse i at være mor,” fortæller hun.

Hun fortæller, at første gang hun var på barsel, var hun bange for, at hun gjorde alting forkert.

Jeg havde en dreng, der ikke sov vanvittig meget, så det der med at have overskud til at lave sjove stimulerende lege og tage til babysvømning, det var der bare ikke. Og der er vi kvinder måske rigtig gode til at være dømmende over for hinanden,” fortæller hun.

Jeg har heldigvis en mand, der på ingen måde kan finde ud af at bekymre sig. Han er ret god at have.”

Så det spørgsmål, jeg skal finde ud af, hvad er det?

Jeg synes, det kunne være fedt, hvis du kunne finde ud af, hvordan vi skelner mellem alle de her undersøgelser, og hvordan vi vælger ud, hvilke der er vigtige. Fordi det er den dårlige samvittighed, tror jeg, der plager rigtig mange. Men det er en stor opgave.”

Vi lægger på. Mette henter sin dreng, og jeg begynder min jagt på at finde et svar. Jeg skal finde ud af, hvordan man kan sortere i de videnskabelige studier, der dukker op i medierne, og hvordan man ved, hvilke man kan lukke ørerne for.

Det handler jo egentlig om, hvornår videnskab bliver til oplysning, som gør os klogere på, hvordan det hele hænger sammen. Og hvornår videnskabelige studier snarere bare er en del af en strittende rumlende kollektiv arbejdsproces på vej hen mod at blive oplysning, men egentlig ikke noget, vi nødvendigvis skal lytte til som gode leveråd. For vi aner faktisk ikke, om det passer.
Og det er jo et videnskabsteoretisk spørgsmål. Så jeg inviterer professor i filosofi fra Institut for Kulturstudier på Syddansk Universitet Søren Harnow forbi vores redaktion. Han hælder kaffe op, mens jeg sætter ham ind i sagen.

Umiddelbart tænker jeg, at det er rigtigt, at der er masser af undersøgelser og forskningsresultater på banen i helt forvirrende grad, og lige præcis det, vi taler om her, om ens børn, graviditet og fremtiden for ens børn, er jo noget, der ligger en på sinde i den grad. Så hvis der er noget, hvor man ikke vil fejle, og hvor man virkelig vil være på den sikre side, så giver det et ekstra pres,” siger Harnow.

Men det er der faktisk ikke nogen grund til, mener Harnow. Han mener, at de forskningsundersøgelser, der er værd at lytte til, vil dukke op i de officielle anbefalinger. Et enkelt studie er intet studie, som han siger, der skal flere store studier til, før man kan sige, at man har vist noget. Og mediernes sensationelle måde at fortælle om de seneste nye videnskabelige resultater på, har han meget lidt tilovers for.

Så hvis spørgsmålet er, hvad kan jeg tillade mig at lukke ørerne for, så vil jeg sige, at man godt kan tillade sig at gå rundt med relativt lukkede ører. Ikke helt lukkede, men sådan halvlukkede ører er nok ganske fornuftigt. For det er jo i sig selv et filter. Hvis der så råbes højt nok og tydeligt nok, så vil det trænge ind,” siger han.

Vi taler om den undersøgelse, som Mette nævnte, der handler om, at indtag af gluten under graviditeten måske kan give forøget risiko for diabetes hos fosteret. Søren Harnow mener, at da de resultater dukkede op i medierne, lød de som et kostråd om, at man bør spise mindre gluten.

Men undersøgelsen i sig selv sagde ikke noget om, hvorvidt man skal spise gluten eller ej, og det havde forskerne også gjort eksplicit opmærksom på,” fortæller han.

Faktisk, siger Harnow, fortæller videnskabelige studier helt grundlæggende meget sjældent, hvad vi bør eller ikke bør.

Der er jo meget få videnskabelige undersøgelser, der som resultat har et råd til, om man skal gøre det ene eller det andet, det ligger nærmest i naturen af videnskabelige undersøgelser,” fortsætter han.

Så derfor er Harnows råd at klappe hesten, tage det roligt og lade være med at holde ørerne ekstremt åbne, som han siger.

Hvad siger det om vores tid, at vi dels har den her enorme informationsmængde, dels ønsker at gå med livrem og seler?

Det er jo sådan set velkendt, at den enorme mængde information, som man måske havde troet ville skabe orden og sikkerhed, den skaber større usikkerhed. Jo mere vi finder ud af, jo sværere bliver det faktisk at sige, hvad vi skal gøre,” siger han.

Det er med til at skabe panik, og det er med til at skabe en følelse af et informationsbehov, man ikke kan få dækket.”

Det er interessant. Så jo mere information vi får, jo mere umættelige bliver vi. Vi har historisk set fået mere og mere oplysning, og samfundet er i stigende grad blevet videnskabeliggjort, men nu har vi, måske, udviklet en bundløs sult efter videnskabelige studier, der fortæller os, hvordan vi skal leve.

Jeg spørger Harnow om, hvor han tror, vi bevæger os hen nu. Han svarer, at han tror, videnskabeliggørelsen af samfundet fortsætter, men om det bliver som en slags metavidenskab, der hjælper den enkelte til at sortere, eller om det bliver det, han kalder den rå, ufiltrerede ustyrlige videnskab, der buldrer videre, det ved han ikke.

Hvis det sidste er tilfældet, så kan man altså godt frygte det her paradoksale, at selv om vi i teorien bliver klogere, så bliver vi i praksis næsten dummere, eller i hvert fald mere usikre, og får vanskeligere ved at træffe fornuftige valg, fordi der mangler en sortering og en fortolkning af de videnskabelige data.”

Godt. Nu ved vi, at vi langt hen ad vejen kan ignorere de enkeltstående, løsrevne videnskabelige studier, der dukker op i nyhedsmedierne. At vi i hvert fald ikke skal blive ekstremt bange og straks tænke, at vores liv nu skal laves om. Vi kan tage den med ro, som Søren Harnow siger.

Det lyder jo godt. Alligevel er det, som om jeg ikke er helt tilfreds med det svar. For det er jo ikke så enkelt. Lige netop gravide og nybagte forældre kan netop ikke bare lukke ørerne. Lige netop forældre er jo mere end nogen andre drevet af spørgsmålet: hvorfor risikere det?

Når vi læser studier, der fortæller os, at det er giftigt for barnets hjerne at græde, eller at alkohol under graviditeten kan øge risikoen for multihandikap og død – eller at for meget franskbrød under graviditeten måske kan give barnet diabetes, så tænker de allerfleste: hvorfor risikere det? Selv om sandsynligheden er lille. Selv om den næsten ikke findes. Hvorfor risikere det, når vi nu ved, hvordan vi måske kan undgå det?

Det er måske det spørgsmål, tænker jeg, der definerer vores forældregeneration. Det er det spørgsmål, der driver os i armene på eksperter. Det er det spørgsmål, der gør, at vi åndeløst forsøger at afværge og beskytte mod enhver form for mulig og umulig risiko. Det er det spørgsmål, der gør, at vi faktisk netop ikke bare kan lukke ørerne.

Jeg har brug for noget mere håndfast.

På Zetlands redaktion sidder jeg ved siden af Thomas Hebsgaard. Thomas skriver om sikkerhedspolitik, globale trusler, missiler og jetjagere. Den slags. Da jeg havde hjulpet Søren Harnow frakken på i garderoben, satte jeg mig tilbage på min plads ved siden af Thomas Hebsgaard. Og på Thomas’ bord lå bogen Farligt – hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det. I bogen spørger forfatterne, hvor meget vi kan læne os op ad det, vi læser i medierne, når vi skal orientere os om, hvad der er farligt. Deres svar er: ikke ret meget.

Ah! Tænkte jeg. Lige nøjagtig det, jeg har brug for.

Jeg kørte ud til et kontorfællesskab i Kødbyen i København for at finde de to forfattere til bogen. Den ene er Steffen Andersen, han er professor på CBS i økonomi og psykologi, en mand i 40’erne med høje tindinger og marineblå fiskertrøje. Den anden er Hans Jørgen Nielsen, der er formidler, med blazer og en lille åben bærbar computer, der giver lyd fra sig, når han får en mail.

Vi sætter os ind i et lille glasbur midt i kontorfællesskabet i nogle gamle lænestole, mens folk vandrer forbi udenfor. Vi begynder at tale om forskellen på viden og visdom, om, hvad der er videnskabens væsen.

For sagen er jo, at Mettes spørgsmål om, hvornår vi kan lukke ørerne for videnskaben, i virkeligheden handler om, hvad videnskab overhovedet er, og hvordan viden bliver til. Og når det gælder videnskab om mennesker, så er det værd at huske, at det som udgangspunkt vil være noget værre rod, fortæller de to forfattere.

Når det gælder videnskabelige studier inden for psykologi og økonomi, så kan vi støde på stor usikkerhed, fordi det er mennesket, vi studerer, og så vil fejlkilderne ofte være talrige.

Hvis du tager fysikere, som laver kontrollerede forsøg, så har de kontrol over alt, men når du har med økonomi og psykologi og medicin og adfærd at gøre i det hele taget, så har du med mennesker at gøre, og folk gør ikke altid, hvad de siger, de har tænkt sig at gøre, og de kan ikke huske, hvad de har gjort,” forklarer Steffen Andersen.

Og eftersom der er mange forsøg, man ikke kan lave på mennesker for at teste, om noget er farligt, fordi det ville være uetisk, så bruger man i nogle tilfælde rotter til de forsøg. Så når man forsker i mennesker og adfærd, er det svært at skabe skråsikker viden, som ikke kan angribes på et eller andet plan, forklarer Steffen Andersen.

Derfor vil det som udgangspunkt altid være svært at få sikker viden om, hvad der reelt er farligt for os. Dels fordi lige netop videnskaben om, hvad der er farligt for mennesker, ikke kan give sikker viden. Dels fordi videnskaben faktisk aldrig kan bevise, at noget ikke er farligt. Det er videnskabeligt umuligt at bevise, at noget er 100 procent sikkert. Som de skriver i bogen, så uanset hvor meget du undersøger gulerødder, vaskemidler eller solcreme, så vil du aldrig kunne udelukke, at næste undersøgelse viser noget uforudset.

Når du åbner den her diskussion om, hvornår noget er sikkert, så stiller du dig rent videnskabeligt over for en umulig opgave,” siger Steffen Andersen.

Så det er værd at huske, når vi bombarderes med studier om alt det, der potentielt kan være skadeligt. Og endnu en ting, det er vigtigt at være opmærksom på, fortæller Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen, er ordet kan’. For eksempel er der en artikel i Alt for damerne, der hedder Ny undersøgelse: For mange fritidsaktiviteter er usundt for børn”. Artiklen gennemgår en undersøgelse, der viser, at for mange fritidsaktiviteter kan være med til at bremse børns udvikling og behov. Lige så svært, det er at bevise, at noget er helt sikkert, lige så taknemmeligt er det at vise, at noget potentielt kan ske. For det lille ord kan, kan dække over en sandsynlighed, der er så lille, at der næsten ingen sandsynlighed er.

Det hænger jo sammen med, at vi bliver bedre og bedre til at måle det ene og det andet, og vi kan måle det i mindre og mindre koncentrationer. Hvis du har noget, der er i fuldstændig ligegyldige mængder, så kan det være svært at forholde sig til, fordi mennesket har en tendens til at sige: Er risikoen der, eller er den ikke?” fortæller Hans Jørgen Nielsen.

Vi har med andre ord svært ved helt at forstå, hvilken forskel det gør, om studiets resultater har målt 1 eller 0,1 eller 0,0001 af et eller andet skadeligt. På den måde kan også ubetydelige rester af noget potentielt skadeligt i mad, tøj eller grundvandet pludselig blive noget, der er stærkt bekymrende.

Vi har ikke ord for noget, der er så småt, og derfor har vi den tendens til at generalisere, når vi kommer derned,” siger Hans Jørgen Nielsen.

På samme måde er det vigtigt at holde sig for øje, om et studie viser en sandsynlighed på noget, der kan ske for en ud af ti eller 1 ud af 100 eller en ud af en million. Steffen Andersen fortæller om en avisforside, han har set, der fortalte, at en meteor kan ramme jorden. Kan ramme jorden. Sandsynligheden for, at det kan ske, er en vigtig brik at få med.

Der er en ud af ti milliarder gange sandsynlighed for, at den kommer i nærheden af jorden om 500 år,” smiler Steffen Andersen.

Så vi glemmer proportionerne?
Ja,” svarer Steffen Andersen.

Okay, så hvis vi lige skal opsummere. Når vi støder på studier i medierne, så læg mærke til ordet kan. Hvis der er noget, der kan ske, skal man være på vagt. Læg mærke til, hvor stor sandsynligheden er for, at det potentielt skadelige, der kan ske, kan ske. Og husk så, at videnskaben aldrig kan bevise, at noget slet ikke er farligt. Den kan kun pege på alt det, der kan være farligt. Og så er der endnu et vigtigt råd fra Steffen Andersen og Hans Jørgen. Og det handler om, hvordan videnskab fungerer.

Den måde, jeg ser videnskab på, det er, at der er noget af det, som er meget hvidt, det er det, vi ved. Og så er der det mørke, som vi ikke ved, og så er der den her gråzone, hvor forskningen er, det er det, vi mener, at vi ved. Så når der kommer et nyt studie, er det ofte på kanten af den her gråzone,” forklarer Steffen Andersen.

Altså når vi læser om, hvad et helt nyt studie viser, så er det reelt ikke viden endnu. Det er på kanten af vores viden. Måske er det rigtigt. Måske ikke. Vi ved det ikke endnu. Det ved vi først, når mange, andre forskere har undersøgt det samme. Når andre forskere siger, at det første studie har ret. Et enkelt studie giver ikke i sig selv ny viden.

Så alle de her studier, der bliver lavet, de rykker bare på gråzonen. Det er den måde, videnskab virker på, og som en, der står udenfor, skal man ikke høre på den enkelte forsker, men høre på visdommen,” siger Steffen Andersen.

Og visdommen dukker altså ikke op, som en sensationel overskrift på forsiden af en avis, understreger Hans Jørgen Nielsen og Steffen Andersen. Jeg spørger dem om, hvad det er der sker, når studier bliver visdom, der gør os klogere.

Det er, at der bliver lavet mange studier, og så bliver der lavet konsensus. Der er konsensus om, at rygning er farligt, der er også konsensus om, at højspændingsledninger ikke er farlige. Og så bliver det til visdom. Og det er der, man skal bekymre sig om det.”

I deres bog skriver Hans Jørgen Nielsen og Steffen Andersen om det, de kalder forsigtighedsspillepladen. Og den kan også bruges som rettesnor, når man skal vurdere, om det, man læser, er værd at lytte til. Det handler om at lægge mærke til, om studiet beskriver en konkret fare og en konkret skade, der kan ske.

Hvis en af de to er ukonkrete, så er det ikke nødvendigt at bekymre sig om studiets resultater, mener de. For det er ikke alle kemikalier, der er skadelige. Hvis studiet handler om navngivne kemikalier, så bliver faren konkret, men så længe det handler om kemikalier generelt, eller pesticider eller stråling, så er faren for ukonkret til, at det er værd at bekymre sig.

Der er altså virkelig mange af de videnskabelige studier, vi støder på i medierne, som dukker op i Facebook-fora, eller på andre platforme, som vi godt kan lukke ørerne for.

Egentlig er det paradoksalt. Da vores samfund i slutningen af 1800-tallet begyndte at blive videnskabeliggjort, skulle moderskabet også forankres i videnskaben. Det myldrede frem med videnskabelige råd og formaninger om spædbarnspleje og småbørns ernæring. Samtidig dukkede der en skepsis op over for folkevisdom og for mødrenes instinktive opdragelsesevner. Det betød, at forældre ikke bare blev forældre, når de fik et barn, men at forældreskab blev et sæt færdigheder, der skulle læres.

Samtidig er vores velstand steget. Når velstanden stiger, får vi færre og færre børn, og vi investerer mere og mere i dem. Vi har aldrig haft det bedre, men måske har vi aldrig været så bekymrede for vores børn. Vi er ikke længere bekymrede for, om vi kan give dem mad, varme, søvn eller medicin. Men vi er stadig bekymrede. Det, vi bekymrer os om, er bare langt mere uklart, usynligt og udefinerbart. Det har skabt en bundløs sult blandt forældre efter klare videnskabelige svar.

Så i dag er videnskaben om børns udvikling, sundhed og opdragelse vokset til et enormt Mount Everest af studier. Men måske er det tid til at huske, at de studier ikke nødvendigvis bringer os svar, som vi kan fodre vores bekymring med. De studier er i virkeligheden bare en forsker, der siger til sine kolleger: Hey, venner, jeg har set det her. Hvad tænker I om det?

Lad os ringe til Mette og give hende svar på hendes spørgsmål. Hendes dreng sover, da jeg ringer, så vi har ro, men som hun siger, det er en stakket frist.

Så jeg går direkte til tjeklisten, der ser sådan ud:

  1. Man skal være opmærksom på ordet kan. Altså hvis der står: Det her kan ske, så skal man huske, at videnskaben aldrig kan bevise, at noget ikke kan ske. Så hvis der står kan”, så skal man være lidt på vagt.

  2. Huske proportionerne og tjekke sandsynligheden for, at det, der er skadeligt, kan ske. For ofte er sandsynligheden næsten nul.

  3. Når der kommer et nyt studie, så er det egentlig ikke viden. Så er det nogle forskere, der siger, vi har set det her, og så er det tid til, at nogle andre forskere ser, om de også kan se det samme.

  4. Hold øje med, om det, studiet beskriver som skadeligt, er konkret, og hvor konkret den fare, der bliver beskrevet, er. Hvis det er kemikalier eller pesticider eller måske stress, så gælder det også om at være lidt på vagt. Så jo mere konkret, jo bedre.

  5. Og den sidste ting handler om, at det gælder om at huske, at psykologiske studier, økonomiske studier og studier, der handler om adfærd, altid vil være forbundet med en usikkerhed på et helt andet niveau end fysiske eksperimenter.

På den måde er fysik jo meget nemmere,” siger Mette.

Og det har hun jo på sin vis ret i. Hvis du skal lave eksperimenter med mennesker, er der nogle ret stramme etiske grænser for, hvordan du kan lave det eksperiment. Og du er afhængig af, at folk kan huske, hvad de har spist, eller at du kan stole på, at de gør det samme igen.

Sådan ser den tjekliste ud, der handler om, at vi nok skal være lidt skeptiske over for de allerfleste studier, vi støder i medierne. På den ene side er Mette glad for svaret – og ikke mindst for tjeklisten:

Jamen jeg synes jo, det lyder sådan rigtig fornuftigt og på mange måder rigtig fint,” siger hun. Det er sådan set meget brugbart.”

Men på den anden side er Mette ikke helt overbevist.

Jeg tror, jeg altid vil have det forbehold, altså forsigtighedsprincippet, at alt afhængigt af hvor nemt det er at rette sig efter nogle nye studier, så kan jeg godt være tilbøjelig til at gøre det. Hvis det ikke er så stor en byrde. Så handler det selvfølgelig om, hvornår man synes, at byrden bliver for stor.”

Men tror du, at man kan sortere nogle af dem fra med sådan en tjekliste?

Ja, jeg tænker faktisk, at der er nogle af dem, jeg er stødt på, som vil blive sorteret fra af din tjekliste. På den måde tror jeg, den er rigtig brugbar, især hvis man er meget usikker. Man kan hurtigt fare vild.”

Det var i hvert fald så tæt, jeg kom på et svar.

Ja, jeg havde virkelig heller ikke forventet at få et helt klart her er dem, du skal kigge på’-svar. Det er svært.”

Mette siger tak – og vi siger farvel.

Hun skal ind at hente sit barn i vuggestuen.

Dette er tredje afsnit af artikelserien og podcasten Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid”. Første afsnit handlede om, hvordan vi skal læse Sundhedsstyrelsens anbefalinger til gravide og om det forsigtighedsprincip, vi også kommer ind på i dette tredje afsnit.
Andet afsnit af podcasten handlede om vrede, og om det er i orden at vise vrede over for sit barn.
Vi har netop udgivet en bog, hvor jeg skriver meget mere om, hvorfor vi ikke afgør vores børns fremtid. En ultrakort version af bogen lyder således: Det skal nok gå.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: