Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Verdens bedste podcastmagere er tilbage. Og to andre ting, som er værd at bruge din weekend på


Vores medlemmer foretrækker at lytte


11. marts 2022
4 min.

Old habits die hard. Vi ville genopfriske vores gamle format ‘favoritlisten’, hvor Zetlands ansatte anbefalede deres yndlingsjournalistik, ved at give plads til andet end journalistik. Og Zetlands ansatte kvitterede med ... tre styks journalistik. Heriblandt en sprængfarlig serie fra verdens bedste podcastmagere og en nyaktuel Ukraine-dokumentar. Her er vores fredagsfavoritter, nu også på lyd.


Podcast. Operation Trojansk Hest

Det skrev vitterlig historie, da den amerikanske podcast Serial i 2014 udkom med første sæson. Den journalistiske fortælling om et teenagedrab, som blev foldet ud over flere afsnit, fik så mange mennesker verden over til at lytte til deres allerførste podcast, at markedet og interessen for podcasts ændrede sig vildt på få måneder.

Det er da også nogle af verdens dygtigste podcastmagere, der står bag Serial, og for nylig lancerede de en ny historie med navnet The Trojan Horse Affair, som jeg ikke vil tøve med at kalde deres bedste til dato. Forleden på motorvejen til og fra Ringkøbing lyttede jeg fuldkommen opslugt til alle otte episoder og kom hjem igen både klogere og genforelsket i mit eget fag, journalistikken.

Her er, hvad serien umiddelbart handler om: To journalister sætter ud for at opklare, hvem der stod bag et mystisk brev, der tilbage i 2014 dukkede op i byrådet i Birmingham i Storbritannien. Brevet beskrev, hvordan muslimske skoleledere og lærere i byen var i færd med at udføre en ekstremistisk takeover af en række skoler under kodenavnet Operation Trojansk Hest’. Brevet fik enorme konsekvenser – fra mennesker, der fik frataget retten til at undervise, til ny antiterrorlovgivning i Storbritannien. Ingen har imidlertid nogensinde fundet svaret på spørgsmålet om, hvem der faktisk skrev brevet. Og hvad motivet bag det var.

Om de to journalister lykkes med at finde svaret, skal jeg ikke afsløre her. I virkeligheden er det underordnet. Mere afgørende for min kæmpe anbefaling af serien er de større historier, som journalisternes jagt på brevets afsender giver anledning til at fortælle: historier om en uhyggelig islamofobi i den vestlige kultur, om pressens sommetider ødelæggende effekt på menneskers liv og om, hvad der egentlig bør drive en journalist: lysten til at fortælle en god historie eller viljen til at påvirke samfundet. Lyt!

Du kan høre alle otte afsnit af The Trojan Horse Affair’ gratis i din podcastapp.


Dokumentarfilm. Ukraines ar

Invasionen af Ukraine har fået mig til at undersøge landets historie, og den er … barsk. Mildest talt. I moderne historie har de nærmest konstant måttet leve med uroligheder og frygten bankende på deres dør. Dokumentarfilmen Winter on Fire fra 2015 giver et unikt indblik i revolutionen i 2013 og 2014, hvor ukrainerne i 93 dage kæmpede for deres identitet.

I 2004 havde den Putin-venlige præsidentkandidat Viktor Janukovitj vundet valget, men på grund af valgsvindel blev der udskrevet et omvalg, som han tabte. I 2010 vandt han igen, men denne gang var der ikke omvalg, selv om snakken om svindel atter gik. Endnu værre var det, at Janukovitj talte med to tunger. Udadtil flirtede han med EU og Nato, som en stor del af befolkningen gerne ville tættere på. Men indadtil plejede han en alliance med Rusland og Putin.

Winter on Fire følger kulminationen på spændingerne i Ukraine, hvor revolutionen førte til blodige kampe. Det skræmmende og fantastiske ved dokumentaren er, at vi kommer helt tæt på. Vi følger befolkningens håbløse kamp mod politibetjente, som kæmper med rifler og tåregas, mens demonstranterne danner en hjemmebygget fæstning i en kirke og laver deres egne våben. Dokumentaren kommer også helt tæt på de enkelte personer, der deltog i revolutionen, og deres hjerteskærende oplevelser, som dårligt er til at tro.

Ud over at være fantastisk stykket sammen og fortalt giver dokumentaren også en dybere forståelse af den krig, der nu raserer Ukraine.

Åh, hvor jeg dog ønsker, at Ukraines folk snart kan leve i fred!

Winter on Fire’ kan ses på Netflix.


Bog. Verden til salg

Har du nogensinde hørt om virksomheder som Vitol, Trafigura og Glencore?

De hører til verdens største selskaber inden for handel med råstoffer, og så har de virkelig mange skeletter i skabene. I bogen The World for Sale opruller de to internationale erhvervsjournalister Javier Blas og Jack Farchy råstofhandlens historie, og det er en decideret tour de force gennem kapitalismens mørke underside, som både involverer Jamaicas bobslædehold, tvivlsomme handler med Vladimir Putins Rusland, oliesmugling ud af Saddam Husseins Irak og masser af kufferter fulde af kontanter.

Kort fortalt har virksomhederne tjent uhyrlige summer – og gjort en hel stribe af medejende medarbejdere til milliardærer – ved at lave forretninger, hvor ingen andre vil, uden skelen til moral eller i virkeligheden nogen som helst andre hensyn end profit.

Grundlæggeren af Glencore, Marc Rich, var på et tidspunkt jaget vildt af FBI for skattesnyd og ulovlig handel med Irans præstestyre. Trafigura blev for nogle år siden afsløret i at have skaffet sig af med en ladning giftige kemikalier, der var blevet tilovers fra en lukrativ oliehandel, så kemikalierne havnede på en åben losseplads i Elfenbenskysten, hvor mere end 100.000 menneskers helbred tog skade. Og Glencores topchef indtil for nylig, Ivan Glasenberg, fik så sent som i 2017 en medalje af Vladimir Putin efter at have investeret i det statslige olieselskab Rosneft på et tidspunkt, hvor Rusland var underlagt vestlige sanktioner, og på den måde skaffet den russiske stat en afgørende kapitalindsprøjtning.

Og så videre.

Bogen er i virkeligheden en historie om, hvad der sker, når ingen spørger, hvor vores råstoffer kommer fra – og dermed også ét langt opråb til os alle sammen om at begynde at interessere os mere for de råmaterialer, der flyder som en ubemærket strøm gennem den globale økonomi og dermed gør vores moderne liv muligt.

The World for Sale’ kan købes hos diverse boghandlere.