Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Rune Langhoff er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det er hovedløst at reducere dansk politik til en rød og en blå blok. Så på Zetland lader vi være

FARVELADEDer er politisk opbrud i Europa. Også i Danmark. Animation: Benny Box for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Det fordummer vores politiske samtale at putte dansk politik i en rød og en blå kasse, og det begrænser vores muligheder for at forestille os, hvordan verden også kunne se ud. Derfor gør vi det stik modsatte på Zetland frem mod folketingsvalget. Hjælp os med at sætte farverne fri.

Man kan betragte det, jeg vil skrive om her, som en hyldest til parlamentarismen og dens styrker. Men lad mig begynde et lidt andet sted, nemlig ved denne konstatering:

Måske er noget af det mest besynderlige ved dansk politik i dag, at vi taler om Folketinget, som om opdelingen i en rød og en blå blok er den eneste naturlige måde for partierne at gruppere sig på – og som om det er givet på forhånd, hvem der grupperer sig med hvem efter det snarlige folketingsvalg.

Her er et pluk af, hvordan meningsmålingernes mandatfordeling fremstilles rundtomkring:

To faste klodser eller to faste linjer over for hinanden. Den ene har den klassiske arbejdstagerfarve, rød. Den anden er blå, som en arbejdsgivers pæne skjorte.

Tegningerne afspejler selvsagt, hvordan Folketingets partier valgte at fordele sig på efter det seneste valg, ligesom tegningen tager udgangspunkt i måden, man siden Den Franske Revolution har indrettet parlamenter rundtomkring i Europa: med en venstrefløj til den ene side og en højrefløj til den anden. Og så er tegningerne selvfølgelig også et udtryk for, at de to traditionelle statsministerpartier, Venstre og Socialdemokratiet, af medierne bliver anset – og tager sig selv – for lederhunden af hvert sit kobbel partier. Af netop den grund var Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen som det naturligste og som de eneste inviteret i studiet, da DRs studievært Kåre Quist for nylig trommede til statsministerkandidatdebat.

Men der er noget galt med tegningerne. Ligesom der er noget galt med Frederiksen versus Løkke-setuppet i DR-studiet. Fordi begge dele fremstiller virkeligheden, som om vi har et valg mellem to blokke, når sandheden er en anden. Valget står ikke mellem to mulige udfald. Det står altid – og i særlig grad ved det kommende folketingsvalg – mellem et væld af muligheder.

Tag bare de seneste års politiske opbrud i Europa. Har det lært os noget, så er det, at politik i Europa – lige fra Sverige i nord til Grækenland i syd – ikke længere fordeler sig pænt i røde og blå kasser. I land efter land ser regeringskonstellationerne temmelig anderledes ud, end de gammelkendte.

Og i Danmark? Måske ender alt efter et valg med at være som før, og den danske røde og blå blok bliver en af undtagelserne, der bekræfter de nye spilleregler i europæisk politik. Men måske falder det anderledes ud? Muligheden findes i hvert fald. Ikke mindst hvis vi tager partiernes egne drømme og forbehold for pålydende – hvilket på sin vis ville være både fornuftigt og okay-klædeligt at gøre for den politiske journalistik. Som det er nu, regner store dele af pressekorpset ganske enkelt med, at partierne tilhører den blok, de gennem de seneste årtier har hørt til, og tegner dem rask væk i enten blåt eller rødt – også selv om flere af partierne er på selverklæret kollisionskurs med de gamle mønstre. Spørgsmålet hvad nu hvis?” forekommer simpelthen forbavsende sjældent i den del af journalistikken, der ellers om noget burde have lært af de seneste års valg og folkeafstemninger, at den gamle orden ikke længere kan kaldes en orden.

For hvad nu hvis? Hvad nu, hvis Radikale Venstre gør alvor af sine trusler om ikke at pege på Mette Frederiksen som statsminister og i stedet øjner muligheden for at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse? Måske handler Alternativets Uffe Elbæk faktisk på sin ulyst til at se både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen som statsminister? Måske mener Nye Borgerlige det virkelig, når partiet siger, det alene vil støtte en regering, der indfører totalt asylstop – og måske er der kræfter i Venstre, som trods alt finder lige netop dét krav en tand for hardcore at ligge til grund for en regering? Måske, ja tænk engang, måske opdager Socialdemokratiet og Venstre, at de to partier kun sådan for alvor er grundlæggende uenige om én ting, nemlig om, hvem der skal have statsministerposten.

Lyder det utænkeligt? Det kan det vise sig at være. På den anden side. Hvis resten af Europas politiske landskab kan tjene som nogen form for pejlemærke, så er utænkeligt den nye normal.

Hvad sker der, når vi pakker Folketinget ned i to kasser? Så sker der det, at vi fordummer vores samtale om politik. Når spørgsmålet hvem peger du på?” fylder mere end hvor synes du samfundet skal hen?”, bliver den politiske debat helt ufattelig fattig.

Men den måske væsentligste indvending ved den rigide blå-rød-opdeling er den her: Opdelingen erklærer per automatik andre scenarier – andre udfald, samarbejder og konstellationer – for usandsynlige. Og dermed bliver opdelingen ikke bare beskrivende. Den bliver også foreskrivende. Det bliver ganske enkelt vanskeligere – for mig, dig, kommentatorhovederne i fjernsynet, politikerne selv – at forestille sig andre muligheder end den røde eller den blå, når dem med de største megafoner tilpas mange gange råber: Der findes kun denne ene måde at se på dansk politik på.” At råbe sådan er ikke at beskrive virkeligheden neutralt. Det er at påvirke virkeligheden.

I et system som det danske med flere partier end to har det aldrig givet mening at reducere valget til et valg mellem to alternativer. Og kigger man på den politiske substans, giver forsimplingen i dag for alvor ingen mening. Svaret på, hvordan partierne placerer sig indbyrdes efter hinanden, afhænger helt af, hvilket spørgsmål du stiller.

Hvis spørgsmålet er, hvornår nedslidte danskere kan trække sig tilbage på pension, placerer Dansk Folkeparti sig eksempelvis et sted i midten af skalaen mellem Socialdemokratiet og Klaus Riskær Pedersens nye parti. Er spørgsmålet, hvor stor en del EU skal spille for dansk politik, farer partiet ud til den ene ende af skalaen og får nu Enhedslisten og Nye Borgerlige som naboer. Radikale Venstre traver helt ud til den ene side i udlændingespørgsmålet, men langt til den anden i økonomi- og skattepolitik. Går spørgsmålet på, hvad vi gør for at forhindre klimaforandringer, hvordan vi straffer kriminelle eller på, hvor mange udlændinge Danmark kan rumme, placerer Venstre og Socialdemokratiet sig klos op ad hinanden et sted midt i det hele.

Det er besværligt. Sjældent entydigt. Og bøvlet at have med at gøre i en medievirkelighed, der egner sig vildt godt til skarptskårne debatter mellem to statsministermodpoler. Blandt alle de både oplagte og relevante spørgsmål, Kåre Quist stillede Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen for nylig i sit tv-studie, glimrede især ét ved sit fravær: Giver statsministerdueller som den her overhovedet mening i dag? Hvad har vi egentlig gang i?!”

Så derfor. På Zetland har vi ikke tænkt os at fremstille dansk politik som en kamp mellem to givne blokke og vil frem mod valgdagen hellere se på, hvordan en parlamentarisk virkelighed også kan se ud, hvis vi zoomer ind på substansen og de reelle politiske uenigheder. Skalaen, som partierne placerer sig på, er ikke endimensionel, så vi vil undlade at fremstille den, som om den er.

Skribenterne Jonathan Tybjerg og Philip Flores har sammen med vores digitale udvikler Anders Lemke og artdirector Mikkel Bøgild Jacobsen bygget et alternativt valgbarometer – vi har valgt at kalde det Flertalsbyggeren, og det fungerer som et interaktivt redskab, der – i stedet for at dele partierne i en rød og blå blok – viser, hvordan de placerer sig inden for en række af tidens væsentligste spørgsmål. Du kan prøve Flertalsbyggeren fra i dag og finder den lige herunder. Tryk på partierne, og se deres politik, og hvorfor de er placeret, hvor de er. Tryk også på pilene og skift mellem de politiske spørgsmål, træk i knapperne og find et flertal – hvilke 90 mandater, eksempelvis, så du helst danne fælles front i klimaspørgsmålet? I spørgsmål om EUs indflydelse? I retspolitikken?

Når valget bliver udskrevet, opdaterer vi partistørrelserne i Flertalsbyggeren på baggrund af dagens meningsmålinger fra Ritzau – og vil også udvide med flere politiske emner. Så savner du en skala, som du gerne vil se partierne delt ind efter? Vil du gå på jagt efter mulige flertal i spørgsmålet om folkeskolen? Forholdet mellem land og by? Skat? Eller noget fjerde eller femte? Så lad os endelig få din idé på listen. Med andre ord: Hjælp os med at skabe en politisk dækning, der forholder sig nysgerrigt til den politiske substans. Og til muligheden for, at fremtiden kan se anderledes ud end fortiden.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem