Ét luftfoto fra Anden Verdenskrig forklarer, hvorfor Danmark har mistet 1.500.000 sanglærker

TRRUVISådan synger sanglærkerne. Eller ... sådan sang de. Illustration: Biodiversity Heritage Library / J. G. Keulemans

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Typisk taler man om de udrydningstruede dyrearter, når man taler om den masseuddøen, der foregår i naturen på verdensplan i de her år. Men ved at fokusere på de allermest udsatte arter, risikerer vi også at overse krisens fulde omfang. For den angår også arter, der ikke er ved at uddø, men falder drastisk i antal. Som sanglærker og gulspurve. Vil man forstå hvorfor, kan man studere sort-hvide luftfotos, der viser, hvordan det danske land har ændret sig gennem tiden.

De kom svævende ind som trækfugle, de britiske militærfly, der i 1945, i dagene efter befrielsen, fotograferede Danmark fra oven. I alt tog piloterne fra Royal Air Force mere end 5.000 luftfotos af næsten hele landet. For ti år siden blev de gamle støvede negativer så digitaliseret af ingeniørvirksomheden I-Gis, så enhver i dag kan klikke sig rundt og se, hvordan det danske land tog sig ud for 75 år siden.

Billederne bliver i dag brugt af ingeniører, der skal undersøge, om en byggegrund tidligere har huset giftige lossepladser eller fabrikker. Men de kan også bruges til noget andet. De kan fortælle os en historie om naturens tilstand. Om hvorfor fuglene forsvinder i millionvis.

TRÆNGTI 1970’erne levede der millioner af gulspurve i landet omkring de danske marker. Det var dengang. Illustration: BHL

Den sjette masseuddøen, som den biodiversitetskrise, vi befinder os i, ofte kaldes, handler om arter, der uddør i et accelererende tempo. Men der findes også en anden historie om menneskets påvirkning af naturen. En, der handler om de langsomme udviklinger, der former vores verden, uden vi overhovedet ser det. Og om hvor svært det er at se, hvad man mister, før det er for sent. For uden nødvendigvis at være på randen af udryddelse falder arter, der plejede at stortrives, i antal. Der bliver simpelthen færre og færre vilde dyr på kloden. Det gælder både de arter, der er truede – og dem, der ikke er. Og det gælder ikke mindst fuglene. Det er her, et gammelt luftfoto kan minde os om, hvad det har kostet at skabe den verden, vi kender i dag.

Inden vi når til billedet og den forklaring, det giver, skal vi lidt dybere ned i det problem, som faktisk kan forklares med bare to ord: Fuglene forsvinder. I dag er der tre millioner færre fugle i det danske landbrugsland, end da medlemmerne i Dansk Ornitologisk Forening i 1975 begyndte at lave systematiske optællinger. Det gælder gulspurve, tornirisker, landsvaler og især sanglærker, der ikke bare er højt skattet af naturelskere for deres skønsang, men også har fundet vej til den danske sangskat i form af Jeppe Aakjærs digt om havren, der blev sået, mens glade lærker sang / over grønne banker dagen lang”.

Man kan stadig finde lærker, der slår deres glade triller over havren, men der er bare meget længere mellem dem. Godt halvanden million færre sanglærker tumler i dag rundt over de danske marker end for 45 år siden. Fuglene forsvinder i ubemærkethed,” konstaterer Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening, og som sidste år havde hovedansvaret for alle fuglearter, da den danske rødliste over truede dyr, planter og svampe skulle opdateres.

Et af problemerne, når man skal kortlægge udviklingen i antallet af fugle, pattedyr eller insekter, er manglen på data. Hvor mange fugle havde vi egentlig for 100 år siden? For 500 år siden? Ved slutningen af sidste istid? Hvem ved? Og i øvrigt, hvor mange fugle er så egentlig fugle nok? Men de frivillige ornitologers optællinger har nu fundet sted så længe, at vi i hvert fald kan se helt tydeligt, at der bliver færre fugle. Og det er et problem, der ikke er isoleret til Danmark. I Frankrig viser optællingerne, at de på 15 år har mistet en tredjedel af de fugle, der lever i landbrugslandet. I Storbritannien er over halvdelen forsvundet på mindre end 50 år. Og ifølge et studie fra 2014 har de europæiske lande tilsammen set en tilbagegang på 421 millioner fugle siden 1980. Hvis EU havde mistet samme antal mennesker, ville vi kun have Rumæniens og Finlands befolkning tilbage.

Også i Nordamerika går det nedad, og her er tallene endnu sværere at begribe. USA og Canada har i løbet af 50 år mistet tre milliarder fugle. Altså otte gange så mange individer, som der lever mennesker i de to lande. Udviklingen er gået hårdest ud over de arter, der yngler i græslandet. Lægger man sig på ryggen her og kigger op, er der i dag halvt så mange svævende pletter på himlen som det år, R&B-stjernen Jennifer Lopez blev født.

I hele Europa og Nordamerika er billedet det samme. De arter, der yngler i områder med landbrug, er gået mest tilbage. Men det er ikke nødvendigvis, fordi landbruget fylder mere. Selv om ingen lande i verden er så intensivt opdyrket som Danmark, er udviklingen herhjemme faktisk gået den stik modsatte vej. Siden 1960 har landbruget optaget en stadig mindre del af Danmarks areal. Så hvad er forklaringen? Svaret finder vi på et af de gamle luftfotos fra 1945.

FRAGMENTERETI 1945 var der virkelig mange marker i Danmark. Det er der ikke længere. Se selv: Hvis du bruger slideren, kan du sammenligne det gamle og det nye Danmark. Her er vi lidt uden for Brædstrup i Østjylland.Fotos: I-Gis/SDFE

Når man sammenligner de gamle luftfotos med nye satellitbilleder, ser man det samme overalt i landet. Markerne har ændret sig. Hvor der engang var mosaikker med små marker i forskellige former og farver, er billedet i dag helt anderledes. De små vilkårlige pletter er blevet lagt sammen til større marker. En hurtig optælling et tilfældigt sted i Jylland viser for eksempel, hvordan der i 1945 var fire marker, hver gang der i dag er én.

I tiden efter krigen var der næsten 200.000 landbrug i Danmark, og langt de fleste var små husmandsbrug. Husmanden havde et lille stykke land, som han inddelte i små marker, hvor han dyrkede lidt byg på den ene og roer på den anden, mens der gik køer og græssede på den tredje – køer, der producerede gødning, han så kunne bruge til sine afgrøder. Men efter krigen blev landbruget for alvor industrialiseret. Fra 1950 til 1970 forsvandt der i gennemsnit syv danske husmandssteder hver eneste dag. I 2015 var fire ud af fem landbrug nedlagt.

Mens nogle af markerne i dag er blevet til by, er de fleste blevet opkøbt af storbønder, der har slået de små marker sammen. I processen har de fjernet de jordvolde, stengærder og skovbræmmer, der tidligere adskilte de enkelte marker. Samtidig har nye større landbrugsmaskiner gjort de gamle markveje ubrugelige. Maskinerne er simpelthen for store og kører i stedet direkte på markerne. Det har alt sammen haft stor betydning for fuglene.

Nogle af de vigtigste levesteder for landbrugsnaturen finder vi i rabatten på en markvej eller i markskellene med træer eller lav vegetation,” fortæller Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening. Både planter, insekter og fugle er tæt knyttet til de her områder.”

Agerhønen, der af ornitologerne beskrives som lille og plump”, og som siden krigen er gået tilbage med mere end 85 procent, lægger typisk sin rede på et jord- eller stendige og løber så ud i marken med sine kyllinger for at fouragere. Når markskellene forsvinder, forsvinder dens ynglepladser derfor også. Det samme gælder for arter som gulspurv, tornirisk, bynkefugl, tornsanger, rødrygget tornskade og bomlærke.

For sanglærken, der, også ifølge ornitologerne, adskiller sig fra den nært beslægtede toplærke ved at have kortere issefjer, er det anderledes. Den har typisk rede ude i kornmarken, men flyver så ind til markskellene for at finde insekter til sig selv og sine unger. Og jo tættere maden er på reden, jo større er ynglesuccesen,” konstaterer Knud Flensted.

Sammenlægningen af markerne er altså gået hårdt ud over de fugle, der fik de basale behov dækket ved stendigerne og langs markvejene. Men det har også haft en anden betydning. Der er i dag mindre variation i afgrøderne på markerne, og det gør tilværelsen mere usikker for fuglene.

Anden Verdenskrig er totalt et skæringspunkt for landbruget,” fortæller Rose Kristoffersen, der netop har afleveret sin ph.d.-afhandling til Aarhus Universitets Institut for Agroøkologi. Vi plejer at kalde perioden for den grønne revolution, fordi der sker en helt sindssyg udvikling i udbyttet fra landbruget.”

Før den her grønne revolution – som nogle nok ville sige var mindre grøn, end den lyder – var det almindeligt, at landmænd dyrkede forskellige sorter af for eksempel hvede på den samme mark. Det betød, at forskellige sygdomme eller svampeangreb sjældent ville ramme alle markens hvedestrå, men kun en enkelt af de mange sorter. Man spredte risikoen som en aktieinvestor med en bred portefølje, så hvis én sort blev ramt, havde man stadig de andre at høste.

I årene efter krigen fik landbruget øjnene op for, at nogle sorter gav langt større udbytte end andre, og at de kunne forædles og give stadig mere korn i siloerne. Det har betydet, at en hektar hvede i dag kan brødføde tre gange så mange mennesker, som da krigen sluttede. Men det har også gjort biodiversiteten på og langs markerne mindre, fordi vi i dag har enorme marker med kun én sort af én afgrøde.

Og så er der husdyrene. Før 1950’erne var landmanden afhængig af grise og køer for at kunne gøde sine marker. Men med udbredelsen af kunstgødning var det ikke længere nødvendigt. Nu kunne han nøjes med at dyrke de afgrøder, han var bedst til.

Den moderne landmand er altså en specialiseret landmand. Kun sådan kan han overleve i en globaliseret verden med øget konkurrence. Men i en konkurrence er der altid en taber, og igen er sanglærken blandt de uheldige.

I dag,” fortæller Knud Flensted, kan fuglen ikke længere flyve over i roemarken og spise insekter den ene dag, og så 14 dage efter flyve over på hvedemarken. I stedet er den afhængig af, at der i hele yngleperioden er insekter på den samme mark, og det er bare meget mindre sandsynligt, end hvis der var flere små marker med forskellige afgrøder.”

UANSELIGHannerne blandt rødrygget tornskade har ifølge Dansk Ornitologisk Forening rød ryg, grå isse og sort øjenmaske. Hunnen er til gengæld “gråbrun og mere uanselig”. Illustration: BHL

De gamle luftfotos fortæller altså en historie om sammenlægning af landbrug og marker, fjernelsen af bræmmer, gærder og markveje og et mere homogent landbrugsland. Og det er alt sammen blandt forklaringerne på, at fuglesangen er forstummet over de danske marker. Men der er også andre grunde. Knud Flensted peger på to så forskellige ting som klimaforandringer, der allerede i dag påvirker livet for store dele af naturen – og så noget så simpelt som katte. Skovsanger, løvsanger og rødhals, der lægger reder på eller tæt ved jorden, er mindre talrige i byerne end ude i skoven,” fortæller han. Indtil andet er bevist, tillader vi os at sige, at katte kan være en del af forklaringen.”

Og så er der pesticiderne. Siden marinbiologen Rachel Carson i 1962 med bestselleren Silent Spring gjorde verden opmærksom på, at et overforbrug af sprøjtemidler i landbruget kunne ødelægge hele økosystemer, er forbindelsen mellem pesticider og fugledød blevet diskuteret. De seneste år er frygten for en såkaldt insektapokalypse taget til, og hvis vi, som nogle forskere mener, befinder os midt i en kolossal insektmassedød, er det uundgåeligt, at både fugle og andre dele af naturen også kommer til at lide skade.

I 2019 delte en dansk forsker resultaterne fra en undersøgelse, som mange havde ventet spændt på. Anders Pape Møller ville teste en fornemmelse, mange af hans kolleger gik rundt med, nemlig den, at de som børn jævnligt måtte stoppe bilen om sommeren og vaske insekter af forruden, og at det bestemt ikke er tilfældet længere”, som han sagde til avisen The Guardian.

Gennem 20 år havde han derfor målt, hvor mange insekter biler rammer, når de kører på et bestemt stykke vej i Danmark med en bestemt hastighed. Han havde et net på taget og en slags fluepapir på køleren, og resultaterne var tydelige: Antallet af insekter, der ramte bilen, faldt i løbet af de 20 år med 80 procent.

Det var sådan set bare en bekræftelse af en teori, mange forskere allerede tror på. At mængden af flyvende insekter falder hastigt. Men Anders Pape Møller kunne også påvise noget andet: Der var et parallelt fald i antallet af svaler i området. Svaler, der som enhver, der har betragtet himlen en given sommerdag, ved, lever af de insekter, de kan fange på deres flugt over himlen.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad skal vi gøre? Eller snarere, skal vi overhovedet gøre noget? Effektiviseringen af landbruget gør, at vi i dag kan dyrke mad til langt flere mennesker på det samme areal, og i en verden med stigende befolkningstal kan det være svært at argumentere mod, at meget mad på lidt plads er en ret god idé.

Selv naturelskerne er rygende uenige om svaret på det spørgsmål. Både Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening har lobbyet for, at landbruget skal være mindre intensivt og give mere plads til naturen. Men blandt biodiversitetsforskere kan man også møde det stik modsatte synspunkt. Landbruget skal, siger nogle af dem, fylde så lidt som overhovedet muligt, så vi til gengæld kan få plads til store sammenhængende områder med urørt natur. For det er her, de fleste truede arter findes. Og med en krise så ekstrem og akut som biodiversitetskrisen mener de, at vi må redde det vigtigste først. Det, der er ved at forsvinde for altid. Og så må vi leve med, at sanglærken bliver et sjældnere syn.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: