Datteren til Angolas ekspræsident sugede milliarder ud af sit lands statskasse. Men hun kunne aldrig have gjort det uden hjælp fra Vesten

PRÆSIDENTDATTERKritikere af Isabel dos Santos mener, at hendes karriere er et eksempel på mange års udbredt nepotisme blandt Angolas mest magtfulde erhvervsfolk og politikere. Foto: Toby Melville / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I januar afslørede en læk af ikke færre end 715.000 filer, at Isabel dos Santos, datter af Angolas mangeårige præsident José Eduardo dos Santos, har plyndret det sydvestafrikanske land for milliarder. Historien rækker imidlertid langt ud over Angolas grænser. Den blotlægger Afrikas såkaldte ressourceforbandelse og viser ikke mindst, hvordan en række vestlige aktører bidrager til den.

Der er to fortællinger om Isabel dos Santos. Og de kunne ikke være mere forskellige. Den ene er den, dos Santos og hendes entourage fremfører. I den er hun en beundringsværdig undtagelse, der mod alle odds har arbejdet sig op i den internationale erhvervselite. Hun er Afrikas rigeste kvinde. Hun snakker seks forskellige sprog. Hun har det halve af verden som sin arbejdsplads med kontorer i Angolas hovedstad, Luanda, i London, Lissabon og Johannesburg. Hun mænger sig med Hollywood-stjerner ved Den Franske Riviera. Minsandten om hun ikke også har tre børn og er gift med Sindika Dokolo, indehaveren af en af de mest prominente samlinger af moderne afrikansk kunst.

Den anden fortælling er den, som resten af verden fortæller. I den bliver Isabel dos Santos’ karriere, især hendes tidligere stilling som bestyrelsesformand for Angolas statslige olieselskab, Sonangol, forklaret med, at hun er datter af José Eduardo dos Santos, det sydvestafrikanske lands præsident fra 1979 til 2017. Hun er indbegrebet af den angolanske Futungo, den gren af korrupte, klientelistiske og nepotistiske magtmennesker, der siden selvstændighed fra Portugal har martret den diamant- og olierige nation ved at kanalisere statens penge ned i egne lommer. Hun er en direkte årsag til, at næsten halvdelen af den 30 millioner store angolanske befolkning, ifølge studier fra University of Oxford, lever i fattigdom.

Det er en fortælling, der længe er blevet fortalt af politiske aktivister og lokale journalister som Rafael Marques de Morais, der på sin hjemmeside Maka Angola igen og igen har hudflettet dos Santos’ påståede filantropi. Men nu har den fået international opmærksomhed, efter at ICIJ, en international sammenslutning af undersøgende journalister, i januar udgav #LuandaLeaks. På baggrund af intet mindre end 715.000 lækkede filer kunne de dokumentere, hvordan Isabel dos Santos gennem to årtier har gjort sig skyldig i systematisk udnyttelse af angolanske midler, der burde være gået til den trængte befolkning, blandt andet i forbindelse med hendes post hos Sonangol. Og ikke nok med det: De kunne også afsløre, at et netværk af mere end 400 virksomheder i 41 lande, heriblandt en række prominente vestlige selskaber, har hjulpet hende med at drive sine fordækte forretninger i skjul.

#LuandaLeaks har endegyldigt bekræftet noget, vi egentlig godt var klar over i forvejen,” siger Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke. At magtfulde afrikanske erhvervsfolk og politikere som Isabel dos Santos, uanset hvor stort et forretningstalent de ellers måtte have, aldrig er alene om at fragte penge ud af landet og ind på egne konti. De får altid hjælp udefra.”

Netop den kendsgerning gør historien om Isabel dos Santos’ bedrag til en historie, der angår meget mere end den angolanske økonomi, som er det subsahariske Afrikas tredjestørste. #LuandaLeaks viser ikke bare, hvordan et af verdens mest underudviklede lande er blevet fastholdt i brutal fattigdom af en forkrøblet elite. Afsløringerne viser også, hvordan de store afrikanske ressourceindustrier – olie, gas og mineraler – er blandt klodens mest betændte og i stedet for at bidrage til den kontinentale velstand rent faktisk modarbejder den. Og vigtigere endnu, så gør de opmærksom på, at korruption i Afrika er et langt mere sammensat fænomen, end vi vanligvis antager. Hvis man vil overskue det fulde omfang af, hvad der er på færde, når afrikanske råstofmilliarder pludselig fordufter, må man først og fremmest forstå, at den ulovlige økonomiske aktivitet ikke er bundet til det afrikanske kontinent. Tværtimod er der tale om kriminalitet, der er struktureret i et tætvævet, globalt netværk, og som trækker tråde helt op til vores egne breddegrader.

Den afrikanske økonomi er et paradoks, der virkelig er til at tage og føle på. Intet andet sted i verden er så rigt og så fattigt på samme tid. Den jord, der udgør Afrikas 54 nationer, er vanvittig værdifuld. Enorme forekomster af olie, gas og mineraler får den internationale storindustri til at flokkes om lande som Angola, Den Demokratiske Republik Congo, Mozambique, Nigeria, Zimbabwe, Guinea, Cameroun, Ækvatorialguinea og Niger – lande, der alle er udstyret med en særdeles attraktiv undergrund. Alligevel er lokalbefolkningerne blandt verdens absolut mest udsatte. I december 2013 udregnede The McKinsey Global Institute, den globale økonomiske gren af den amerikanske analysevirksomhed, at 69 procent af alle, der lever i ekstrem fattigdom, kommer fra såkaldte ressourcestater. Og den anerkendte britiske udviklingsøkonom Paul Collier har i bogen The Bottom Billion fundet en direkte sammenhæng mellem rig natur og dysfunktionelt demokrati.

Fænomenet har ovenikøbet et navn i udviklingsstudierne: the resource curse, eller bare ressourceforbandelsen. Den begrænser sig ikke til Afrika, men det er her, at den er allertydeligst. Den Internationale Valutafond definerer et ressourcerigt” land som et, hvor minimum en fjerdedel af den samlede eksport afhænger af naturforekomster, og i Afrika gør det sig gældende for 20 nationer, lige under halvdelen af kontinentet. I både Angola og Nigeria udgør olieeksporten endda over 90 procent af den samlede eksport.

De geologiske skatkamre, som man skulle tro var velsignelser, viser sig med andre ord igen og igen at være stærkt hæmmende for demokratisk og økonomisk fremgang. Det er ikke naturressourcerne i sig selv, der er problemet – tænk bare på Norge, der jo ikke ligefrem er udfordret af sine oliereserver – men derimod uvederhæftige politikere og usolidariske virksomheder, der ser deres snit til at profitere maksimalt på at tage sig minimalt af dem, der bor nær eller arbejder med den egentlige udvinding.

Driften af Sonangol, Angolas statsejede olieselskab, som Isabel dos Santos i 2016 blev sat i spidsen for af sin far, er et godt eksempel. Få virksomheder, ikke bare i Afrika og heller ikke bare i råstofindustrien, er lige så kontroversielle. Allerede i 1966 fandt Gulf Oil, et amerikansk selskab, store mængder råolie under Cabinda, en angolansk enklave, der klemmer sig ind mellem de vestligste hjørner af Den Demokratiske Republik Congo og Congo. Men det var først i løbet af 1990’erne, at Angola for alvor etablerede sig som en magtfuld olienation. I mellemtiden havde det portugisiske kolonistyre trukket sig ud af landet, og den borgerkrig, der fulgte i 1975, hærgede stadig. MPLA, den tidligere befrielsesfront, der nu var blevet regeringsparti og kæmpede mod oprørsgruppen Unita, begyndte at distancere sig fra sit sovjetmarxistiske grundlag for at orientere sig mod råstofkapitalismen.

I den forbindelse fik præsident José Eduardo dos Santos brug for andre folk end dem, der i årevis havde kæmpet for ham i bushen: kontorfolk som Manuel Vicente, en rundhovedet elektroingeniør med et fikst overskæg fra et af Luandas mange fattigkvarterer. Efter at være vendt hjem fra et uddannelsesophold i London blev Vicente i 1999 sat til at drive Sonangol. Og så tog den angolanske olieekspansion ellers fart. I den britiske journalist Tom Burgis bog The Looting Machine, der er en samling af reportager fra den afrikanske ressourceindustris frontlinjer, fremgår det, at Angola efter Vicentes ansættelse i Sonangol tredoblede sin produktion. På sit højeste nåede den op på intet mindre end to millioner tønder om dagen – svarende til mere end hver halvtredsende på verdensplan. Det globale oliemarkeds største spillere som britiske BP, amerikanske Chevron og franske Total øgede deres andele i Angolas oliefelter, og pludselig var Nigeria udfordret som Afrikas største eksportør af den heftigt efterspurgte undergrundsvæske. I 2011, da Manuel Vicente 12 år efter sin tiltrædelse forlod Sonangol for at blive politisk rådgiver for José Eduardo dos Santos, omsatte statsselskabet for 34 milliarder dollars, noget nær det samme som både Amazon og Coca-Cola.

I løbet af de første år af Sonangols væksteventyr eliminerede MPLA-styrker endegyldigt Unitas oprørere. Timingen var strålende. Efter først at have været koloniseret og siden i krig gennem mere end et par århundreder stod Angola på tærsklen til en omfattende rehabilitering, og den kunne passende finansieres af den voksende olieeksport. Det blev den bare ikke. I hvert fald ikke i lige så høj grad, som Sonangols udvindinger blev brugt til at forgylde en inderkreds af stadig mere velhavende angolanske politikere og erhvervsfolk.

Et eksempel: I 2003, da kampen om Angolas olie intensiveredes, blev halvdelen af den såkaldte Block 18, et udvindingsområde ud for den angolanske stillehavskyst tre gange så stort som London, sat til salg. Hollandsk-britiske Shell havde siddet på det i nogle år, men de valgte nu at samle deres Afrika-fokus i Nigeria. Samtlige oliegiganter var interesserede. Det samme var Manuel Vicente. Også selv om handlen lå uden for den angolanske stats rækkevidde. Rettighederne endte med at gå til Sinopec, et kinesisk olieselskab med hovedsæde i Beijing, der var i færd med at opkøbe råstofandele i det meste af verden. Det lignede en ganske genkendelig økonomisk stormagtskamp. Men som Tom Burgis kortlægger i The Looting Machine, var der mere og andet på spil. Med Sinopecs køb af Block 18 blev den angolanske olie for alvor kriminaliseret.

Bag Sinopec, skulle det vise sig, gemte sig nemlig en ganske uigennemskuelig og dybt mistænkelig samling af hovedrige kinesiske forretningsfolk, der alle var i lommen på Manuel Vicente. I månederne efter opkøbet af det attraktive oliefelt organiserede de sig i hastigt oprettede datterselskaber som China Sonangol, Sonangol Sinopec International Limited og China International Fund, og herfra drev de lyssky, skatteunddragende olieforretninger, der mod kinesernes råderet over både Block 18 og yderligere et par håndfulde oliefelter i de følgende år gav den angolanske Futungo mulighed for at forvandle politisk magt til privat formue. I 2011, samme år som omsætningen nåede Amazons og Coca-Colas, fandt Den Internationale Valutafond et hul på vanvittige 32 milliarder dollars i Sonangols regnskaber

Ved at bruge selskaber som China Sonangol og China International Fund som tredjeparter, når der skulle indgås oliekontrakter, skabte Angolas ledere et nyt, hemmelighedsfuldt værktøj til at få personlig del i råstofhandlen og sprede deres oliemilliarder ud over hele verden,” skriver Tom Burgis.

Beslægtede eksempler, hvor naturforekomster, der burde komme den nationale økonomi til gavn, er blevet systematisk misbrugt, kan spores i mere eller mindre samtlige afrikanske ressourcestater. I Den Demokratiske Republik Congo, hvor især minerne i den østlige provins Nordkivu har været genstand for økonomisk svindel fra talrige sider. I Congo, hvor præsident Denis Sassou-Nguessos søn ifølge ngo’en Global Witness har hevet 50 millioner dollars af landets olieomsætning ud til egne skattely-konti. I Guinea hvor Mamadie Touré, en af den mangeårige diktator Lasana Contés fire koner, længe tjente fedt på at korrumpere minedriften øst for hovedstaden Conakry. For dem alle gælder det samme som eksemplet med Sonangol: Rigdommene fremstår nærmest forheksede, uløseligt forbundet til anløben moral, fordækte interesser og rådden beslutningskraft.

Ifølge Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, er det ikke tilfældigt: For det første er der tale om nogle industrier, hvor der er så mange penge i omløb, at det alene tiltrækker kriminelle netværk. Desuden er der mange af ressourceindustriernes transaktioner, der går fra stat til erhvervsliv, og de privatiseringsprocesser giver mulighed for korruption i stor stil og for at indblande skumle tredjeparter, der hjælper med at hvidvaske pengene og gemme dem i skattely,” siger han.

OLIEDet franske olieselskab Total er en af de oliegiganter, der i mange år har været aktive ud for Angolas kyst. Her er det boreplatformen Pride Africa fotograferet i 2007. Foto: Marcel Mochet / AFP / Ritzau Scanpix

Den mistænkelige økonomiske aktivitet, der knytter sig til Afrikas råstofreserver, hverken begynder eller stopper ved grænserne til de forskellige ressourcestater. Den er spundet ind i et globalt system, der ikke bare – som hos Sonangol i 00’erne – strækker sig østover, men som også forgrener sig langt ind i den vestlige finans- og konsulentbranche. Faktisk ville den næppe kunne lade sig gøre, hvis ikke selskaber i vores del af verden bidrog til autorisationen af den. #LuandaLeaks viser det med al tydelighed: Mellem 2010 og 2017 tjente PwC og Boston Consulting Group, to af verdens førende konsulenthuse med hovedsæde i henholdsvis London og på den amerikanske østkyst, eksempelvis mere end 5,6 millioner dollars på at rådgive Isabel dos Santos og hendes mand i at dirigere angolanske statspenge i retningen af dem selv.

Mens flere af Vestens store banker, heriblandt amerikanske Citibank, spanske Santander og tyske Deutsche Bank, længe har haft sortlistet dos Santos-parret for mistanke om hvidvask af offentlige midler, har en række revisorer og konsulenter med base i Europa eller USA stået klar med forskellige former for vejledning, der har bidraget til, at Isabel dos Santos’ råstof-formue er blevet plantet strategisk smart rundtomkring på hele kloden. I #LuandaLeaks-materialet fremgår det blandt andet, at PwC i 2017 hjalp Grupo Condis, en gruppe af detailvirksomheder ejet af Isabel dos Santos, med at minimere deres skatteregning ved at flytte aktiver til Malta og Singapore. Det fremgår tilmed, at selskabet i 2015 tjente penge på, at Wise Intelligence Solutions Limited, en maltesisk virksomhed ejet af dos Santos og hendes mand, stod for en større aktieomstrukturering af Sonangol. Også Boston Consulting Group ydede rådgivningsbistand under udarbejdelsen af aftalen, der endte med at indbringe parret 9,3 millioner dollars – penge, der tilhørte den angolanske befolkning.

Amsterdam-baserede KPMG samt London-selskaberne Deloitte og Ernst & Young, der udgør den øvrige verdenselite af konsulentvirksomheder, er ligeledes nævnt i Luanda-lækken. Længe efter at en række af klodens dominerende banker havde distanceret sig fra alt, der bare lugtede af Isabel dos Santos, havde KPMG revisionsopgaver for blandt andet Urbinveste, præsidentdatterens ejendomsselskab i Luanda, der er beskyldt for at have eksproprieret tusinder af hovedstadens fattigste. Deloitte havde lignende opgaver for Finstar, en angolansk udbyder af satellit-tv, som dos Santos ejer halvdelen af. Og det samme havde Ernst & Young for ZOPT, en virksomhed, hvorigennem hun har aktier i den portugisiske mediegigant NOS.

Det er et mønster, som Lars Koch let kan genkende. Faktisk fortæller han, at den slags økonomisk svig, som Isabel dos Santos beskyldes for, simpelthen ikke ville kunne foregå, hvis de store konsulenthuse i Vesten ikke hjalp magthaverne med at udpege, hvordan den helt konkret kan tage sig ud. Det er Afrikas korrumperede politikere og erhvervsfolk, der tager initiativet, men bedraget bliver i vid udstrækning muliggjort af selskaber som PwC, Boston Consulting Group, KPMG, Deloitte og Ernst & Young samt skattely som Caymanøerne, De Britiske Jomfruøer eller Malta.

Det er i stigende grad blevet vanskeligt at lave svindel. Beredskabet er blevet større, så der skal flere og flere ressourcer til for at gennemføre og ikke mindst skjule den,” siger Lars Koch. De ressourcer sidder i forskellige vestlige virksomheder, både de store olie- og mineselskaber og de globale revisions- og rådgivningsfirmaer, og det er en fuldstændig integreret del af deres operationsmodel at hjælpe afrikanske eliter med at skumme fløden af råstofreserverne.”

#LuandaLeaks har allerede haft konsekvenser. Angola, der i dag er ledet af João Lourenço, som i 2017 vippede José Eduardo dos Santos af magten efter 38 år i embedet, har sendt statsanklageren efter Isabel dos Santos. På et pressemøde i Luanda i slutningen af januar meddelte han, at hun nu officielt er anklaget for ledelsessvigt samt underslæb under hendes tid i Sonangol”. Også de portugisiske myndigheder har rettet deres opmærksomhed mod den angolanske kvinde. Gabriela Figueiredo, chef for den portugisiske kommission for finansiel sikkerhed, sagde samme dag, at bevismaterialet fremskaffet af ICIJ er af enorm vigtighed”. Både Angola og Portugal har indefrosset dos Santos’ bankkonti.

Isabel dos Santos giver sig dog ikke. Til Financial Times har hun kaldt den angolanske statsanklage for en politisk motiveret heksejagt”. Til BBC Africa har hun sagt, at hun ikke vil finde sig i at blive hængt ud, alene fordi hun er datter af en mangeårig præsident. Til hvem der end gider læse, har hun udsendt et dementi, der samtidig erklærer, at hendes advokater nu er sat på sagen.

De implicerede vestlige konsulenthuse er ikke lige så aggressive i deres reaktioner, da Zetland kontakter dem i forbindelse med denne artikel. PwC’s danske kontor henviser til sin internationale presseafdeling, der oplyser, at de efter de meget seriøse og bekymrende anklager” har igangsat en intern undersøgelse af deres angolanske forretninger. De har desuden afbrudt enhver forbindelse til dos Santos-familien. Boston Consulting Group her i landet meddeler på vegne af hele selskabet, at de i Angola har gennemgået betalingsstrukturer og kontrakter for at sikre overholdelse af vedtagne politikker og undgå korruption og andre risici”. Deloittes portugisiske afdeling fortæller, at de ikke kan gå i detaljer på grund af fortrolighedsforpligtelser”, men de forsikrer, at de løbende tager stilling til deres klienters engagementer”. KPMG i Danmark viderestiller til deres globale kommunikationschef, der ikke er vendt tilbage på vores henvendelse, ligesom det heller ikke er lykkedes at få et svar fra Ernst & Young inden deadline.

Men #LuandaLeaks bør ikke kun få konsekvenser for Isabel dos Santos’ forretningsportefølje og de implicerede konsulentvirksomheders arbejde i Afrika. Afsløringerne bør også medføre nogle afgørende forandringer i vores forståelse af, hvordan korruption i det globale syd fungerer. Det mener Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, der peger på, at det er en udbredt opfattelse, at korrupt magtforvaltning holder Afrika tilbage.

Mike Pompeo, USAs udenrigsminister, gav udtryk for den så sent som i sidste uge, da han var på besøg i en række afrikanske lande, heriblandt Angola. Her bakkede han João Lourenço op i forsøget på at distancere sig fra dos Santos-familien. Han nævnte til gengæld ikke noget om de vestlige virksomheder, der i årevis har samarbejdet med Luandas jakkesæt. Og det er ganske symptomatisk: ifølge Stig Jensen bliver korruption i Afrika som regel udelukkende tilskrevet specifikke lokale magteliter. De er, som Isabel dos Santos om nogen er et eksempel på, bestemt skyldige, men de er ikke alene om svindlen.

At gå efter Isabel dos Santos for at nå Afrikas ressourceforbandelse til livs, svarer til at gå efter dem, der står på gadehjørnet og sælger heroin, hvis man vil stoppe handlen med hårde stoffer. Det er dem bag kulisserne, der er de vigtige,” siger Stig Jensen.

Under et foredrag på London School of Economics i 2017 sagde Isabel dos Santos, at hun gennem hele sin karriere er blevet mødt med fordomme om sit køn, sin familie og sin nationalitet. For at overkomme dem, fortalte hun, var selvtillid altafgørende. #LuandaLeaks er også en historie om fordomme. Bare ikke om Isabel dos Santos, men om, hvordan korruption i Afrika fungerer. Forestillingen om, at det alene skyldes kontinentets demokratiske underskud, er ikke bare forudindtaget, men langt hen ad vejen også forkert. Korruptionen i Afrika er kun afrikansk, for så vidt som ofrene er afrikanske.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: