Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Frygter du, at du snart bliver afsløret i ikke at være så god, som folk tror? Bare rolig. Det gør de andre også

BEDRAGERAfsløringen lurer lige om hjørnet. Illustration: Matthias Seifarth for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Impostor-fænomenet er betegnelsen for det, der sker, når man føler sig utilstrækkelig, og som om man ikke kan det, andre tror, man kan. Når man frygter, at man er lige ved at blive afsløret som en bedrager. Det er en meget normal følelse, og den fortæller måske noget meget præcist om, hvad det vil sige at være et moderne menneske. Ifølge en af verdens førende eksperter er der dog en vej ud af det.

Der er heldigvis meget selvforglemmelse involveret i det, Kasper Holten laver, så når han står på gulvet i prøvesalen, er det, som om hans indre bedrager træder i baggrunden. Så er han i flow, som han siger, så lader han sin intuition tage over, så er han nærmest at sammenligne med en nyforelsket, men sagen er ikke desto mindre den, at Kasper Holten har en indre bedrager, den er derinde, sådan føler han. Nogle gange.

For så sker der lige pludselig det, at der til generalprøven kommer 1.400 mennesker i salen og kigger på det, jeg har lavet,” siger Holten, operainstruktør og direktør for Det Kongelige Teater. Og så ser jeg på nærmest barok vis forestillingen på en helt anden måde, så ser jeg den gennem deres øjne, så begynder jeg at frygte gennem deres øjne og tænke på, om de keder sig. Man er magtesløs i den situation. Man kan næsten føle det som et overgreb, at andre mennesker pludselig skal se på det, betragte det, famle på det og så ude i pausen stå over en drink og med en henkastet bemærkning tale om det. Det er med selvbevidstheden, at tvivlen indfinder sig.”

Kasper Holten har igennem sit voksne liv følt, at han måske ikke var en rigtig kunstner. Han har sat forestillinger op på scener i hele verden, så på den måde er han kunstner, endda en succesfuld kunstner, for det må vel alt andet lige være definitionen af sådan en, men han har altid frygtet, at det, han i virkeligheden var god til, var at overbevise andre om, at han lavede kunst. At han var en bedrager.

Jeg kalder det bluff,” siger han. I bedraget er der en kynisme, bluff kan jeg bedre lide. Men jo, det er jo frygten. At man i virkeligheden ikke har talentet.”

Det, der foregår her, oppe i Kasper Holtens hoved, kaldes impostorfænomenet, og det er i sin natur både ret overvældende og meget normalt. Det er overvældende, fordi vi har at gøre med en følelse, som har kapacitet til at pille ved noget for mange mennesker meget fundamentalt, vores selvværd og følelse af at kunne eksistere godt nok i verden, og det er normalt, fordi der er mange, der er ramt af det, faktisk de fleste. Videnskaben mener at kunne sige, at mindst 70 procent af os i løbet af vores liv vil opleve impostorfænomenet mindst én gang.

Kort kan fænomenet beskrives sådan, at man, når man rammes af det, føler sig som en bedrager, på engelsk en impostor, og deraf fænomenets navn. Impostoren, som man kalder den ramte, tænker, at alt det, man har, har man på grund af held, tilfældigheder og ens evne til forstillelse, til at bilde folk ind, at man er god. Man har ikke gjort sig fortjent til det, man har opnået, det er ligegyldigt, hvor stor succes man har fået, følelsen af, at man intet duer til, forsvinder ikke. Værst er det måske, at impostorfænomenet får den ramte til at føle, at han eller hun ikke blot er uden substans, men at det snart bliver opdaget, at det store bedrag snart kommer for en dag. Det er ikke vildt fedt.

Ofte er det de lidt større kanoner, der har den her følelse. Impostorfænomenet findes især som et mindreværd blandt akademikere, direktører og kulturlivets stjerner. For eksempel sagde John Steinbeck, dette måske største navn i amerikansk litteratur, at han ikke var forfatter, ikke sådan rigtig, og at han havde snydt sig selv og andre, mens David Bowie arbejdede sig igennem enorme problemer med lavt selvværd. En anden forfatter, Maya Angelou, sagde engang sådan her: Jeg har skrevet 11 bøger, men hver gang tænker jeg: Åh åh, nu opdager de det. Jeg har snydt dem alle, og de opdager det.’” Listen fortsætter, vi kan sætte Serena Williams på og også Tom Hanks og Facebooks direktør Sheryl Sandberg og Starbucks’ tidligere samme Howard Schultz. Og Emma Watson. Og altså Kasper Holten.

Så. Det er impostorfænomenet, det findes. Spørgsmålet er, hvad det siger om os, at det er så udbredt, og hvad man kan gøre ved det. Og hvorfor man skal gøre noget, for det skal man vist. Ellers kan det gå ret galt.

Doktor Valerie Young opdagede impostorfænomenet, da hun gik på universitetet. Det var i 1980’erne, Young var i slutningen af sine 20’ere og i gang med et doktorgradsprogram på The University of Massachusetts, da en af hendes medstuderende en dag læste op af en afhandling skrevet af en professor ved et andet universitet, Pauline Clance, og en psykolog, Suzanne Imes. De to havde fundet ud af, at der fandtes et ofte gentaget personlighedstræk, især blandt kvinder, som gav dem en intens følelse af, at deres bedrifter var ufortjente, og at dette lige om lidt ville blive afsløret. Clance og Imes havde i fem år studeret 150 succesfulde, hovedsagelig hvide middelklassekvinder, som i forskellig grad frygtede, at deres omgivelser en dag ville se dem for det, de var.

Det identificerede jeg mig med det samme med,” siger Valerie Young. Hun er i dag en af verdens førende eksperter i impostorfænomenet og rejser kloden rundt for at holde foredrag om det for virksomheder som Facebook og Microsoft. Min interesse for fænomenet kom af, at jeg selv følte mig som en impostor. Absolut.”

Valerie Young blev så interesseret i det her fænomen, at hun droppede den disputats, hun var i gang med, og begyndte at kigge på impostorer. I Pauline Clance og Suzanne Imes’ forskning lød det, at det nærmest alene var et kvindeligt fænomen, men ret hurtigt opdagede Young, at det også ramte mænd. Impostorfænomenet var et menneskeligt fænomen, først og fremmest.

Hvad siger du til alle de her topchefer, når du er ude og tale med dem?

Jeg siger, at det er vigtigt, at de forstår, at det her er meget normale følelser. Jeg synes, vi overpsykologiserer dem,” siger hun. Vi spørger ikke os selv: Jamen hvorfor føler for eksempel universitetsstuderende sig som impostorer? Hvorfor føler de, som er underlagt stereotyper om, at de skulle være meget kompetente, – om de stereotyper så er baseret på race eller køn eller alder eller socialklasse – sig som impostorer? Selvfølgelig føler de sig som impostorer.”

Pointen, forklarer Valerie Young, er, at impostorfænomenet er almindeligt, og at det giver mening, at det er det. Mennesker, især de, der oplever, at der er høje forventninger til dem, er underlagt et konstant pres i både deres professionelle og private liv, og derfra er der ikke langt til en følelse af, at man ikke kan klare det, at man ikke kan holde til det. På en måde er impostorfænomenet en art udvidet præstationsangst, en enormt rammende følelse til tiden. Så selv om forskere som Valerie Young har observeret impostorfænomenet i rigtig, rigtig mange professioner, især blandt akademikere og højt profilerede mennesker i højt profilerede jobs, kan det egentlig ramme alle.

Alle, som ikke er i stand til at stole på deres succes, kan blive impostorer, det er ikke begrænset til meget succesfulde mennesker,” siger hun. Men at det er normalt, betyder ikke, at det er godt eller okay. Jeg læser nogle gange artikler om, at man skal omfavne sit impostorfænomen, men det er en virkelig dårlig idé.”

Det er det, mener Valerie Young, fordi impostorfænomenets konsekvenser blandt andet tæller angst og depression, det viser flere studier fra 1980’erne og 1990’erne. Langt de fleste impostorer har det fint og er i stand til at leve helt normale liv (hvilket jo er godt med tanke på, at de fleste af os altså er det, så pyha), men der er tilfælde, hvor det ender galt.

Jeg holder foredrag for nogle af de største virksomheder i verden, og de henter mig altså ikke ind, fordi det er et interessant selvhjælpsemne,” siger Valerie Young. De henter mig ind, fordi impostorfølelser kan have konsekvenser for både individet og for organisationen.”

Konkret, fortæller Young, kan man se de her konsekvenser som udlagt på et spektrum. I den ene ende har impostoren et behov for at styre angsten for afsløring, og det kan gøre, at eksempelvis en studerende ikke deltager i diskussionen i undervisningen, eller at en medarbejder holder sine idéer for sig selv. At han eller hun sidder til møder og tegner doodles på en post-it, fordi det trods alt er bedre end at afsløre sit bedrag.

Det er sikrere at holde hovedet nede og dermed undgå risikoen for at fejle og derigennem blive afsløret,” siger hun. Kasper Holten er inde på noget af det samme, altså at det, hvis man ikke selv påstår, man er noget særligt (kunstner for eksempel), kan gøre én mindre udsat. Det kan være et skjold,” siger han. Usikkerheden kan være et skjold for kritik.”

Og så er der dem, der går i den anden grøft.

I den anden ende af det her spektrum er der dem, som bruger otte timer på en opgave, som de burde bruge fire timer på,” siger Valerie Young. De arbejder hårdere end alle andre, ikke fordi arbejdet kræver det, men fordi de vil gøre op for deres formodede uduelighed.”

Sidst er der dem, der direkte saboterer deres karrierer, fordi alt er bedre end at blive afsløret,” som Valerie Young siger. Det tjener et formål at dukke sig, vi gør det for at beskytte os mod ydmygelser og fiasko. Men, og det er så her, jeg beder folk om lige at træde et skridt tilbage, til hvilken pris?”

Da jeg for et par uger siden bad et mere eller mindre tilfældigt udvalg af mine kolleger om at tage en test, der kan vise, om man har impostorfølelser, fandt jeg, at det havde de næsten alle sammen. Testen er en, Pauline Clance lavede for mange år siden, den består af et skema, 20 udsagn om den spurgtes opfattelse af egne evner og andres syn på dem (for eksempel: Når jeg har haft succes med noget og har fået anerkendelse for det, tvivler jeg på, om jeg kan gentage min succes”, hvilket den spurgte så kan være mere eller mindre enig i), og for eksempel var der min chef, Kirstine Dons Christensen, hun er en impostor, og der var vores art director Mikkel Bøgild Jacobsen, og han er det også. Jeg er det selv, det vidste jeg sådan set godt, jeg har altid været bange for, at nogen en dag opdager, at jeg langtfra altid ved, hvad jeg laver i det her job.

En af vores programmører, Anders Lemke, var den eneste, der ifølge testen slet ikke er en impostor. Anders havde ikke lige noget bud på, hvorfor netop han ikke er det, men han er typen, der hviler godt i sig selv, han har langt hår og stort skæg og er altid glad, så måske kan det have med det at gøre.

Der er mange årsager til impostorfølelser, men kernen er skam,” siger Valerie Young. Vi føler skam, fordi vi har de her uholdbare, urealistiske definitioner af, hvad det vil sige at være kompetente, som vi ikke kan leve op til. Nogle gange kan vi, men ikke altid.”

Måske er Anders Lemkes hemmelighed, at han er skamløs. På den gode måde.

Her den anden dag skrev jeg ud og spurgte Zetlands medlemmer, om de nogensinde følte sig som impostorer, og det gjorde de. Jeg fik et godt stykke over 30 svar, og tusind tak for dem. De gik fra OMG JA!! Hele tiden!” (fra Alexandra Freltoft, hej Alexandra) over Maria Petersen, der nærmest gik meta ved at være bange for at blive afsløret som en, der påstår at have impostorsyndrom for at lyde intelligent”, til Ida Scheibye-Alsing, der mente, at fænomenet var en væsentlig indre drivkraft for hende: Så kan det mon også være en god ting?”

Og det er jo det, det er en spændende tanke. Valerie Young siger nej, men Ida Scheibye-Alsings pointe er for så vidt god, for impostorfænomenet (eller impostorsyndromet, som det altså også kaldes, vi har bare ikke at gøre med et psykologisk syndrom i den forstand, så fænomen er en bedre betegnelse) skærper os jo, det skubber os til at yde så godt som muligt, således at vi ikke bliver afsløret. Min kollega Jonathan Tybjerg, der også slog markant ud i impostortesten, skrev til mig: Jeg tror også, at det er meget god benzin som journalist, for man bliver ligesom tvunget til at være grundig, hvis man ikke vil afsløres.” Efter sætningen satte han en blinke-smiley. Det uagtet ville Valerie Young nok svare sådan her til idéen om impostorfænomenets motiverende effekt: Men til hvilken pris?

Jeg ringede til et par af medlemmerne. Den første, Louise Hansen på 32, der er nyuddannet akademiker og sidder i sit første rigtige voksenjob” som projektleder på CBS, sagde, at hun både kunne føle sig som en impostor på arbejde og privat. Hun er sådan en, der ofte fik 12 til eksamen, en stræber og en slider, som hun sagde.

Men i sociale sammenhænge sidder jeg tit midt i en samtale og tænker: Hvad skal jeg sige om lidt, hvordan kan jeg bidrage, hvad hvis de finder ud af, at det, jeg har at sige, ikke er interessant?”

Katrine Lindvig, postdoc på Københavns Universitet og 36 år gammel, fandt det først og fremmest fascinerende, at der findes den her fornemmelse, som man kan føle sig så alene med, men som på den anden side er så udbredt, at man har taget sig tid til at finde på et navn til den. Helt alene er man altså ikke.

Jeg kan meget konkret mærke det,” sagde hun. Og det bliver ikke mindre af, at jeg rationelt kan forklare det som fænomen.”

Katrine Lindvig fortalte, at hun har haft det, som om der sad en kæmpe havmåge på hendes skulder, det har været, som om hun har gået skævt, fordi den her måge tyngede hende så meget. Jeg troede, den var lettet, efter jeg stod i tre timer og forsvarede min ph.d., det burde jo kunne lamme den der måge, men så snakkede jeg med en kollega, som er professor, og han har det stadig. Frygten er jo, at andre finder ud af, at jeg ikke skulle have haft et eller andet job. Mågen står og råber mig ind i hovedet.”

Jan Bendix, en 79 år gammel tidligere ledelsesrådgiver, som for hundrede år siden” solgte sit selskab til konsulentgiganten PricewaterhouseCoopers og blev partner der, kendte ikke til begrebet impostor, men godt til følelsen. Han var ikke rystet over at få at vide, at 70 procent af os oplever den i løbet af et liv, og når man tænker nærmere over det så høje tal, så kan det jo også være, man spørger sig selv, hvordan det overhovedet er muligt ikke at være en impostor bare en gang imellem. Det er vel helt grundlæggende svært at være ægte altid.

Jeg har ofte oplevet den som konsulent og rådgiver. Indimellem har man en urimelig autoritet, som om man er oraklet fra Delfi, og det er jo ikke nødvendigvis tilfældet,” sagde Jan Bendix. Han havde også en løsning, og egentlig var den simpel: Jeg har erkendt, at jeg ikke altid er en autoritet.”

Mange impostorer går jo og er bange for at blive afsløret.

Ja, det har jeg sgu aldrig været.”

Så en løsning, tror du, kunne være ærlighed?

Ja, det mener jeg. Du kan ikke stille dig op og spille kong Gulerod. Sådan kan man ikke fungere i verden.”

Så. Jeg kender det, Jan Bendix kender det, Alexandra Freltoft kender det (OMG, virkelig godt), Serena Williams kender det, og chefen for Det Kongelige Teater kender det. Anders Lemke kender det ikke, men der er 70 procents chance for, at du gør. Spørgsmålet er, hvorfor det er sådan, om der er noget i vores tid, der gør, at så mange af os går rundt med denne så nagende frygt for, at hele vores tilværelse er et stort og stakåndet narrespil, og at masken kan falde når som helst. Det er et stort spørgsmål. Nævnte teaterdirektør mener at have et svar.

Det er et fænomen, som tidligere var begrænset til kunstnere, divaer og så videre,” siger han, og heri har han ret, i hvert fald for så vidt at listen over skuespillere med impostorfænomen er mere end almindeligt lang. Men jeg tror, at flere og flere mennesker i dag oplever det pres, som vi kunstnere har kendt i århundreder. Jeg tror, det er et fænomen, der breder sig, fordi vi investerer os selv i arbejdet på en helt anden måde end tidligere.”

Det handler, siger Holten, om, at vores arbejdsliv har ændret sig. Tidligere gik vi på arbejde for at udføre en klart defineret og afgrænset opgave, måske passede vi en maskine, og måske skulle denne maskine sprutte 24 dimser ud om dagen, og så var det det, så var man arbejdsom nok. Succeskriteriet var objektivt, til at forstå, man var færdig, når man var det, vi ses i morgen, medmindre det er weekend.

Men nu er vi i en situation, hvor man forventer alle de ting up front, mens man også skal kunne alt muligt andet, som vi ikke kan måle og veje,” siger Kasper Holten. Succeskriterierne er blevet subjektive, og man ved aldrig rigtig, hvor mennesket starter, og hvor jobbet slutter. Det er jo spændende og gode jobs, som udvikler mennesker, men de kommer også med en pris. En sjælelig pris.”

Samtidig, og her kommer det med kunstnerne virkelig i spil, fører vi en tilværelse i dag, hvor vi stiller os til skue på en måde, som vi ikke før har gjort. Sociale medier, mennesket som brand, alt det, det er en livsform, som placerer os forrest på scenen, og her er lyset som bekendt skarpt, her kan man ikke gemme sig. Vi, som normalt ikke står på konkrete scener, er begyndt at leve et liv, der mere ligner det, man lever i teaterchef Holtens kredse.

Problemet er altså så bare, at det kan være en hård omgang for et menneske i længden, sådan mener i hvert fald Valerie Young. Så hvad gør vi?

Young har en løsning, og den involverer for impostoren en grad af manipulation af egen person. Det må man så tage med, det gør al terapi vel. Egentlig er også denne løsning ret enkel: Impostoren skal simpelthen forestille sig, at impostoren ikke er en impostor, at impostoren er en non-impostor, som hun kalder det, en af de resterende 30 procent.

Der er også dem, der slet ikke har de her følelser. De tænker anderledes om kompetencer, de tænker anderledes om fiaskoer, fejl og kritik. De tænker anderledes om frygt,” siger hun. Og kan vi lære at tænke som dem, som non-impostorer, så vil alt blive anderledes. Første skridt er at blive bevidst om den samtale, der foregår i ens hoved, når man har et impostorøjeblik, og så tage et bevidst skridt tilbage og spørge sig selv, hvordan en non-impostor ville reagere på sådan en situation.”

Når den indre bedrager sniger sig frem fra bevidsthedens mørke børneværelse, skal man give sig tid til at få øje på den, og så skal man sende den i seng igen, for den går altså ikke. Tænker man, at første del lyder nærmest nem, måske en smule banal, så er det måske rigtigt nok, og i det vil Valerie Young også være enig. Hun taler af egen erfaring, siger hun, når hun mener, at man godt kan identificere de her impostorøjeblikke.

Det handler om dengang, hun pitchede sin bog om impostorfænomenet, og hendes agent satte samtaler op for hende med store forlag i New York. Efter en af de samtaler kom hun hjem og blev pludselig grebet af tvivl, for var det, hun havde sagt til den her samtale, dumt?

Ironien var ikke tabt på mig. Jeg havde et impostorøjeblik, lige efter jeg havde pitchet en bog om impostorfænomenet.” Valerie Young griner hele vejen over Atlanten. Men i det tilfælde burde jeg have sagt til mig selv, at hey, jeg havde aldrig før haft et møde med så stort et forlag.”

Hun fortsætter:

Jeg spørger altid mit publikum, hvor mange af dem der nogensinde har prøvet at sidde i et klasselokale og høre noget, de ikke forstod, uden at række hånden i vejret for at spørge,” siger hun så. Fordi de ikke ville have folk til at tro, at de var dumme. Og alle har prøvet det. Alle.”

Det er hele min skoletid, du beskriver der.

Ja! Og pointen er, at man ikke skal vide alt. Det er i orden ikke at vide alt, man skal ud over skammen. Jeg havde engang en ph.d.-studerende på Stanford, som sagde, at han mente, at han allerede burde vide det, han kom for at lære. Og det var jo latterligt. Så jeg fik ham til at gentage efter mig: Jeg er studerende, jeg er her for at lære. Det er meningen, at jeg skal føle mig dum.’”

Men måske er det også meningen, at vi skal have bare en snert af det her. Eller rettere, måske er det bare okay, at det er sådan, det er. For hvis vi har den tanke, at impostorfænomenet siger noget meget præcist om vores tid, om hvordan vi fungerer i en verden, hvor succes er blevet subjektivt og abstrakt, så ligger der i det måske kimen til at forstå os selv bare en smule bedre: Lige nu står vi alle på præstationssamfundets scene. Og der bliver vi til bedragere.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: