Tidligt om morgenen den 25. november landede et chartret privatfly i Hamad International Airport i Qatars hovedstad, Doha. Lufthavnen er en af verdens travleste, så det var mildest talt ikke en sensation. Alligevel var lige netop det her fly noget særligt. Det kom direkte fra Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, og med kun 488 kilometer tilbagelagt på turen til nabostaten skulle man tro, at der var tale om en rutineflyvning, men det var der så langtfra. Flyet var det første til at flyve direkte mellem Saudi-Arabien og Qatar, siden en omfattende og omkostningsfuld diplomatisk konflikt mellem de to lande brød ud i sommeren 2017.

Hvem sad så på det bemærkelsesværdige fly? Ikke Saudi-Arabiens konge, Salman bin Abdulaziz Al Saud, ikke hans søn kronprinsen Mohammed bin Salman, heller ikke forhandlingsklare embedsfolk med attachémapper under armen. Ombord var fodboldspillere, nationens bedste, på vej til Golf Cup, en regional turnering, der siden 1970 er blevet afholdt med jævne mellemrum for landene på Den Arabiske Halvø. Senest hen over jul og nytår i 2017-2018, hvor Kuwait med kort varsel måtte overtage værtskabet fra Qatar, fordi Saudi-Arabien og dets allierede i De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain nægtede at rejse til Doha, heller ikke bare for at spille fodbold.

Små to år senere har dét åbenbart ændret sig. Men det er så til gengæld også noget nær det eneste. På tredje år er Den Arabiske Halvø fastfrosset i en diplomatisk strid, der ikke bare farver al politik i regionen, men også forgrener sig ind i både amerikanske og europæiske anliggender. En saudiarabisk ledet koalition forsøger stadig at stække Qatar. Det ændrer en fodboldturnering ikke på, men noget tyder på, at Golf Cup faktisk markerer en ny, gensidig vilje til at udforske mulighederne for en nedtrapning af konflikten.

“Beslutningen om at deltage i fodboldturneringen er i den grad en politisk beslutning. Det er en forberedelse til større ting,” sagde Abdulkhaleq Abdulla, politolog med base i De Forenede Arabiske Emirater, til Financial Times, efter at det stod klart, at Saudi-Arabien og dets allierede ville rejse til Doha. Han får opbakning af James Dorsey, senior fellow ved S. Rajaratnam School of International Studies i Singapore og forfatter til bogen The Turbulent World of Middle East Soccer, der er en analyse af den mellemøstlige fodbolds politiske signifikans. “Det signalerer en begyndende åbenhed,” siger han.

Hvis det passer, så skriver den ellers ganske intetsigende fodboldturnering – ingen af landene på Den Arabiske Halvø er i nærheden af den internationale elite – sig ind i en af årets mest betydningsfulde udviklinger i Mellemøsten.

De magthavende familier i Saudi-Arabien og Qatar ligner hinanden. De er begge stenrige. Begge enevældige. Begge fuldstændig ligeglade med internationale menneskerettighedsstandarder. De er gjort af samme stof. Og de vil det samme: være politisk dagsordensættende i regionen. Den position har de to nabostater kæmpet om i en årrække, så det fulgte egentlig en kendt tendens, da det statslige nyhedsbureau i Saudi-Arabien den 5. juni 2017 meddelte, at landets kongefamilie én gang for alle ville distancere Qatar. Initiativets omfang gjorde det dog til et hidtil uset træk. Med støtte fra De Forenede Arabiske Emirater, og senere også Egypten, Bahrain, Yemen og en håndfuld andre allierede og klientstater, besluttede Saudi-Arabien at afskære Qatar fra omverdenen ved at hjemsende udstationerede diplomater og lukke landegrænsen, qatarernes eneste landfaste forbindelse til det øvrige af Den Arabiske Halvø, samt al vand- og flytrafik.

Kort efter fulgte en liste med 13 konkrete krav, som qatarerne måtte opfylde, før repressalierne ville blive trukket tilbage. Kravene er stadig ikke blevet efterlevet og står derfor endnu: Saudi-Arabien og dets venner kræver – blandt andet – at regimet i Doha vender Iran og Tyrkiet ryggen. De vil også have stoppet enhver forbindelse til “terroristiske, sekteriske og ideologiske organisationer”, blandt andet Det Muslimske Broderskab, Islamisk Stat, al-Qaeda og Hizbollah, ligesom de vil have lukket mediet Al Jazeera og indstillet den qatarske kontakt til de politiske oppositioner i Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Bahrain. Det hele, fordi – mener man i Riyadh – Qatars kurs i disse år er illoyal over for Gulf Cooperation Council (GCC), Golfstaternes samarbejdsråd, der arbejder for at fremme regionens velstand og indflydelse.

Siden er luften blevet gradvist koldere mellem de stridende parter. I løbet af det første år, efter at blokaden trådte i kraft, lå de kortvarigt i forhandlinger, men de var ikke i nærheden af at nå til enighed. I stedet er Qatar nærmest kun rykket nærmere Iran, mens saudierne har annonceret planer om et storstilet udgravningsprojekt langs grænsen til Qatar, der med en 60 kilometer lang og 200 meter bred kanal vil efterlade landet isoleret – ikke bare diplomatisk, men også fysisk. Den slags tager de dog givetvis ganske roligt i Doha, hvor de, som emiren Tamim bin Hamad al-Thani gjorde det i begyndelsen af november, praler med at have “overvundet” blokaden. Ifølge flere iagttagere er det da også lige netop, hvad de har. Alle er enige om, at situationen langtfra er optimal for Qatar, men, som blandt andre Jihad Azour, direktør i Mellemøsten for Den Internationale Valutafond, har sagt til Financial Times, har Qatar været i stand til at kompensere for naboernes udfordring af landets økonomi, blandt andet ved at hente kapital fra den statsejede investeringsfond Qatar Investment Authority, der har aktiver i alt fra Barclays Bank og Volkswagen til legetøjsgiganten Harrods og Heathrow Airport.

Ethvert træk i konflikten er blevet – og bliver fortsat – fulgt tæt fra både amerikansk og europæisk side. Hverken Det Hvide Hus eller EU har gavn af ustabilitet på Den Arabiske Halvø, tværtimod. Amerikanerne er tætte allierede med Saudi-Arabien, men har samtidig en strategisk meget vigtig militærbase, Al Udeid Air Base, sydvest for Doha, hvor cirka 10.000 amerikanere er udstationeret. Derfor har blandt andre den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordret parterne til at nå frem til en resolution. Noget lignende gjorde EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, straks efter at blokaden blev en kendsgerning i sommeren 2017. Unionen har både økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser på spil, især efter der sidste år blev indgået en samarbejdsaftale mellem Bruxelles og Qatar.

Kræfterne, der støder sammen på Den Arabiske Halvø er, med andre ord, så indflydelsesrige, at konflikten for længst er blevet af verdenspolitisk, ikke bare regionalpolitisk, betydning. Derfor har de saudisk-qatarske forbrødringstendenser i forbindelse med Golf Cup heller ikke kunnet undgå at trække overskrifter i internationale medier.

Mens det er opsigtsvækkende, at årets Golf Cup blev med deltagelse fra Saudi-Arabien og dets allierede, er det på ingen måde opsigtsvækkende, at fodbold bliver tillagt en politisk vægt i Mellemøsten. “Der er ingen andre regioner, hvor fodbold og politik har så meget med hinanden at gøre,” siger James Dorsey i en telefon fra Singapore.

Det seneste årtis qatarske, saudiske og emiratiske fodboldaktiviteter viser det med al tydelighed: Qatar blev i 2010 tildelt værtskabet for verdensmesterskaberne i 2022, en gigantisk sejr for den unge stat, der året efter også købte den franske storklub Paris Saint-Germain. De Forenede Arabiske Emirater i form af Abu Dhabi United Group har siden 2008 ejet den engelske storklub Manchester City, og med det nylige køb af indiske Mumbai City FC tæller deres fodboldkonglomerat nu hele otte klubber spredt ud over hele verden. Saudi-Arabien, der ellers var lidt tid om at få gang i sportsdiplomatiet, er i færd med at øve indflydelse i verdensforbundet FIFA. For nylig indgik de også en aftale med det spanske fodboldforbund, der betyder, at Spaniens Super Cup til næste år spilles på King Abdullah Sports City i Jeddah.

Fælles for fodboldinvesteringer på Den Arabiske Halvø er, at de kan ses som et forsøg på såkaldt sportswashing, altså at vaske et blakket ry rent gennem prestigefyldte sportsbegivenheder samt gøre økonomien uafhængig af den olie, der en eller anden dag ikke er der længere.

Både før og under blokaden er fodbold ovenikøbet blevet brugt til at udfordre hinanden. I Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er det blevet strafbart at gå rundt i en fodboldtrøje med forbindelse til styret i Doha – eksempelvis en Paris Saint-Germain-trøje. Og på den modsatte front lancerede Qatar i begyndelsen af året en stor kampagne på de sociale medier, hvor flere internationale fodboldstjerner opfordrede til en afslutning på konflikten. Saudi-Arabien har med omfattende lobbyarbejde endda forsøgt at fravriste Qatar VM-værtskabet, ligesom de med den ulicenserede tv-tjeneste beoutQ udfordrer den qatarske sportskanal beIN Sports, der sidder på nogle af verdens dyreste sendetilladelser.

Fodbold er og bliver altså en politisk foreteelse i Mellemøsten. Også i forbindelse med Golf Cup, hvor deltagelsen fra den antiqatarske koalition, ifølge kilder i det golfarabiske embedsværk , bidrager til en gryende tro på, at en neddrosling af konflikten er forestående. I løbet af de seneste måneder, meldes det, er der fra begge sider blevet taget tilløb til de første indrømmelser. I maj deltog Qatars premierminister, Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani, i et møde i Gulf Cooperation Council i Mekka, i november mødtes alle Golfens indenrigsministre i Oman, og i sidste uge inviterede den saudiske konge såmænd den qatarske emir til Riyadh. Siden sommeren 2017 har emiren ellers kun været repræsenteret af sine embedsfolk i regionalpolitiske sammenhænge.

Det kunne altså godt tyde på, at vi står foran – måske endda midt i – en opblødning af den diplomatiske konflikt på Den Arabiske Halvø. Det er ikke en udvikling, der er drevet af Golf Cup, men slutrunden understøtter den i øjeblikket stadig mere dominerende fortælling om, at den saudiarabisk ledede koalition og Qatar så småt nærmer sig hinanden igen efter mere end to års modarbejdelser. De første forsoningsskridt skulle være blevet taget godt gemte i møde- og konferencelokaler. Nu er der med Golf Cup tilsyneladende blevet taget et i fuld offentlighed.

Lodtrækningen til Golf Cup havde placeret Qatar og Saudi-Arabien i hver sin gruppe, men torsdag mødtes de politiske fjender i semifinalen på Al Janoub Stadium, en nybygget arena, der også skal bruges til VM i 2022, syd for Doha. Saudi-Arabien vandt 1-0, og dermed fik de revanche fra opgøret ved Asian Cup i De Forenede Arabiske Emirater i januar, hvor Qatar på vej til finalen vandt 2-0.

Mohammed bin Nayef, kong Salmans nevø og tidligere saudisk indenrigsminister, tweetede straks en lettere hånende jubel, men det var alligevel en aften, der blev tolket som et udtryk for den begyndende nedtrapning af den diplomatiske krise. Efter kampen blev saudiske spillere interviewet på direkte tv af den statsejede qatarske tv-station Alkass, en ikke ubetydelig anerkendelse, der var ganske sigende for Golf Cup i sin helhed: “Medierne i de lande, der er involveret i blokaden, har dækket turneringen i en helt anden tone, end vi har været vant til de seneste par år,” udtalte Kristian Coates Ulrichsen, mellemøstforsker på Rice University i Texas, til nyhedsbureauet AFP allerede dagen før semifinalen.

James Dorsey, senior fellow og forfatter til bogen The Turbulent World of Middle East Soccer, maner dog til besindighed. Der er, siger han, ingen tvivl om, at det saudiske fodboldlandsholds rejse til Doha er en påfaldende “gestus”, men, tilføjer han, der er en fare for at læse for meget ind i den.

“Golf Cup er ikke et gennembrud. Blokaden og spændingerne består. Grænsen er stadig lukket, og saudiske fans har ikke haft mulighed for at rejse til Doha for at se kampene,” siger han.

Alligevel er det slående, hvordan den sport, både koalitionen og Qatar de seneste år har brugt til at føre en slags stedfortræderkrig, nu er blevet indlemmet i en forsoningsfortælling.