I juli 2013, et par måneder efter Mary Cains 17-års fødselsdag, skrev Sports Illustrated, det hæderkronede amerikanske sportsmagasin, en artikel med overskriften Here Comes Mary Cain. Og det gjorde hun virkelig, den amerikanske mellemdistanceløber fra Bronxville nord for Manhattan. Ugen forinden havde hun kvalificeret sig til verdensmesterskaberne i Moskva som den yngste amerikanske atlet siden 1983. Tidligere på sommeren havde hun sat nationsrekord med den hurtigste tid på 800-meterdistancen for en juniorløber nogensinde. Da det amerikanske atletikforbund i slutningen af året kårede hende til årets unge atlet, havde hun allerede skrevet under på en professionel kontrakt med det prestigefyldte løbeakademi Oregon Project, der med sportsgiganten Nike i ryggen blev oprettet i 2001 anført af toptræneren Alberto Salazar.

For et par uger siden, seks år og lidt til siden Mary Cain trådte ind på Luzjniki Stadion i Moskva som kvindeatletikkens fremmeste talent, udgav The New York Times en video med titlen I Was the Fastest Girl in America, Until I Joined Nike. Mary Cain selv førte ordet, og hun holdt ikke igen: “Jeg blev en del af Nike, fordi jeg ville være den bedste kvindelige atlet nogensinde,” begyndte hun. “I stedet blev jeg følelsesmæssigt og fysisk misbrugt af et system designet af Alberto Salazar og godkendt af Nike.” Den nu 23-årige Mary Cain beskrev, hvordan trænerstaben tvang hende længere og længere ned i vægt. Så langt, at hun i tre år ikke fik sin menstruation, og hendes knogler begyndte at brække af selv de mindste slag. I foråret 2015 begyndte hun at skære i sig selv.

Alberto Salazar tog straks til genmæle i delstatsavisen The Oregonian, hvor han afviste samtlige anklager og offentliggjorde en sms, Mary Cain skulle have sendt til ham i april i år, hvor hun skrev, at hun så frem til at genoptage samarbejdet, men hans svar blev overdøvet af de mange, der tilsluttede sig Mary Cains kritik. Amy Yoder Begley, der vandt OL-guld i 10.000-meterløb i 2008, skrev på Twitter, at hun i 2011 blev smidt ud af Oregon Project, fordi hun ifølge trænerne havde “startstregens største røv”, mens Steve Magness, der på samme tidspunkt var tilknyttet løbeakademiet som træner, bekræftede, også på Twitter, at Alberto Salazar var “besat af atleternes vægt”.

Mary Cains kritik er dermed ikke bare en kritik af det Nike-sponsorerede træningssystem. Den skriver sig ind i en bredere fordømmelse af elitesportsmiljøet som sådan. For dem, der følger den danske sportsdebat, giver hendes fortælling mindelser om dokumentaren Svømmestjerner – under overfladen, i hvilken DR Sporten i foråret afdækkede, hvordan Dansk Svømmeunion, et af de mest succesfulde forbund i dansk idrætshistorie, fra 2003 til 2012 var forurenet af en forkvaklet kultur, der sendte flere af landets bedste svømmere ud i angst, depression og spiseforstyrrelser. I den fortalte blandt andre Kathrine Jørgensen, der i begyndelsen af 00’erne var et af Danmarks største svømmetalenter, at hun under den australske landstræner Mark Regan udviklede bulimi, der til sidst fik hende indlagt på psykiatrisk afdeling i Hillerød.

Med andre ord er Mary Cains vidnesbyrd langtfra det eneste i sin genre. Det er en tidstypisk beretning, der aktualiserer et omfattende spørgsmål: Er elitesport faktisk usundt? På afstand ser atleterne ud til at have kroppene over alle kroppe; ryggene er ranke, musklerne markerede, huden stram. Helt modsat de af os, der sidder foran fjernsynet med fedtede chips-fingre eller står på stadionbetonen og hælder øl i svælget. Sportskroppen, antager vi uden videre, er en sund krop. Mary Cains karriere minder os dog om, at det er den langtfra altid, og det piller ved nogle dybt rodfæstede elementer af vores sportsforståelse.

Under pseudonymet G. Hohrod & M. Eschbach indleverede Pierre de Coubertin, fransk baron og initiativtager til de moderne Olympiske Lege, en hyldest til sporten ved en litteraturkonkurrence i 1912 i Stockholm i forbindelse med legene i byen. Ode til sporten hed den, og den var akkurat lige så højstemt, som den lyder til at være. “Oh, sport, du er skønhed,” begynder første linje i andet vers. “Du er menneskekroppens bygmester. Om resultatet bliver usselt eller storslået afhænger af, om nedrige laster eller sund stræben vil sejre,” fortsætter det. Med mottoet “Hurtigere, Højere, Stærkere” var sportens ubændige trang til at skubbe til grænserne for, hvad der er rimeligt og ladsiggørligt, også til stede i olympismen, men for Pierre de Coubertin var legene frem for alt et konstruktivt og opbyggeligt projekt. Den fysiske kappestrid var midlet, stærke og graciøse kroppe var målet: “Oh, sport, du er fremskridt,” lyder det mod slutningen af hans ode. “Du anviser ham vejen til at opnå det bedste resultat, uden at de skader den gode balance i hans helbred.” Det er tanker, der på afgørende vis har formet vores opfattelse af, hvad en atlet er. Forestillingen om sportskroppen som den ideelle indfrielse af vores arts potentiale er en, olympismen har plantet i os.

Mary Cains historie viser dog, at Pierre de Coubertins idealisme ikke har meget at gøre med den moderne sports virkelighed. Det var netop den gode balance i helbredet, som hun fik ødelagt af sin træner Alberto Salazar. Er det så udtryk for, at vi også i sportsverdenen har tabt idealerne af syne i det 21. århundredes hvirvlende præstationssamfund? Nej, så simpel er udviklingen næppe. Allerede i 1973 skriver forfatter Hans Lyngby Jepsen i bogen Idrættens forræderi, at der “næppe længere er tvivl om”, at elitesport er usundt. Han tilføjer, at jo højere vi når mod toppen, “til rekordsætterne, mestrene, medaljetagerne”, jo usundere er det, og nævner så cykelrytteren Knud Enemark, der under 100 kilometers holdkørsel ved OL i Rom i 1960 simpelthen drattede om af hede og saltmangel og aldrig vågnede igen. Uendeligt tragisk, men er det overhovedet meningen, at sport skal være sundt? Leg er for kreativiteten, gymnastik for smidigheden, motion for kondien, idræt for fællesskabet, og er sporten så netop ikke den, der blæser på det hele og stirrer sig blind på sejren?

Jo, ville hammerkasteren i den svenske forfatter Per Olov Enquists roman Sekundanten fra 1971 mene. “Folk vil jo se rekorder,” konstaterer han lakonisk, da han bliver taget i at have snydt med vægten på sin hammer. Netop i jagten på en rekord blev Mary Cain presset så hårdt, at hendes hormoner slog knuder, og hun begyndte at skære i sig selv. Enten var det, fordi hun ikke kunne klare det, det krævede for at blive den bedste. Eller også var det, fordi metoderne hos Alberto Salazar i Oregon repræsenterer en stadig mere udbredt pervertering af det sportslige ideal om præstationsoptimering.

Det er så godt som umuligt at give et entydigt svar på, hvordan elitesport rent faktisk påvirker helbredet. Hvad vil elitesport overhovedet sige? Der er åbenlys forskel på, hvordan atletik og håndbold mærker kroppen – og hvad med boksning? Det går trods alt ud på at banke hinanden. Hvad vil sundhed sige? Der er både fysisk og mental belastning at tage højde for. Og hvad med forskellene på kønnene; er kvindelige atleter mere udsatte end mandlige? Diskussionen bliver hurtigt så bredspektret og så fuld af forbehold, at den knap giver mening at følge til dørs.

Sportsforskningen skorter imidlertid ikke på forsøgsvise besvarelser. I 2015 i forskningstidsskriftet Sports Medicine udgav to forskere fra University of Toronto en siden bredt citeret artikel, der i overskriften spurgte Do Elite Athletes Live Longer? Svaret var ja. Efter at have undersøgt ikke færre end 450.000 atleter konkluderede de, at elitesportsudøvere gennemsnitligt lever fire til otte år længere end resten af befolkningen. På beslægtet vis dokumenterede finske forskere samme år, at pensionerede atleter, der har passeret 50 år, får signifikant færre hjerte-kar-sygdomme end deres jævnaldrende, der ikke har levet af at dyrke sport.

Det er resultater, som Stuart McMillan tilsyneladende ikke giver meget for. Den amerikanske løbetræner, der er administrerende direktør i ALTIS, et elitetræningsprogram, som gennem årene har trænet mere end 100 OL-deltagere, skrev i 2017 et opsigtsvækkende tweet, hvor han argumenterede for, at professionel sport, både som træning og konkurrence, er usundt — ikke bare i nogle tilfælde, men per definition. “Ethvert kompromis i sundhedens tegn bliver et kompromis med den ultimative præstation,” lød det blandt andet. Der fulgte dog ingen opfordring til at ændre hverken det ene eller det andet. Det var ikke en fordømmelse, snarere en konstatering af, at sådan må det nødvendigvis være, når guldet er dyrt til salg.

Om rovdriften på atleternes krop og sind virkelig er et uomgængeligt vilkår, som Stuart McMillan antydede det, tager forskningslitteraturen sig ikke af. Men der findes også studier, der understøtter fortællingen om den destruktive sport. Et norsk af slagsen har fastslået, at eliteatleter får langt flere spiseforstyrrelser end den øvrige befolkning. Et andet studie, Athletes: Fit but Unhealthy?, der i 2016 udkom i en kondenseret version, også i tidsskriftet Sports Medicine, konkluderer, at et “alarmerende højt” antal af “fysiske, biokemiske og mental-emotionelle skader” betyder, at mange atleter ikke kan karakteriseres som sunde, selv om de er i god form. Et tredje studie fremlagt så sent som i oktober på University of Glasgow påviste, at en tidligere fodboldspiller har tre en halv gang forhøjet risiko for at få demens og andre neurologiske sygdomme som Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom. Der kan nævnes flere endnu, for elitesportens påvirkning af kroppen, både på kort og lang sigt, er et felt, der lader til at optage snart sagt ethvert videnskabeligt sportsinstitut verden over i disse år.

Man kan dog læse nok så meget sportsfysiologisk forskning uden at få svar på, hvad der i større forstand er på færde, når historier som Mary Cains viser sig ikke at være sensationelle undtagelser, men udtryk for en regulær tendens. Videnskaben kan både bruges til at nedskyde og rygdække påstande om, at det usundt at leve af at dyrke sport, men den har ikke noget bud på, hvad det betyder for vores forståelse af sporten, når vi bliver konfronteret med, hvordan atleterne i tilsyneladende stadig højere grad må gå på kompromis med deres helbred.

Er det, som Stuart McMillan anfører, simpelthen et vilkår, som vi må acceptere? Eller har det en betydning for os – eller rettere burde det have det –  at de løb, kampe og konkurrencer, vi lapper i os året rundt, skal afvikles på et bagtæppe af angst, depression, spiseforstyrrelser og forhøjet demensrisiko? Løber man kultur- og litteraturhistorien igennem, får man både et ja og et nej. Sporten har altid balanceret mellem det konstruktive og det destruktive.

Nikes Oregon Project findes ikke længere. Inden Mary Cains kritik var Alberto Salazar allerede udskammet for at have overtrådt atletikkens internationale dopingregler, og da han i oktober blev idømt en fireårig karantæne, valgte administrerende direktør Mark Parker at lukke træningscentret.

“Nike har altid forsøgt at sætte atleterne og deres behov først,” udtalte en talsmand i den forbindelse. Lukningen blev begrundet med, at det ikke var fair over for de nuværende atleter tilknyttet projektet at fortsætte, som om intet var hændt.

Firmaets milliardomsætning skal imidlertid nok klare sig. Atletikverdenens kritik af Nike lader ikke til at have forplantet sig til andre sportsgrene, og – som The Guardians sportsskribent Sean Ingle påpegede i en klumme i sidste uge – ser det internationale atletikforbund, IAAF, sig tvunget til at holde sig gode venner med Nike. De sponsorerer ikke bare hundredvis af stjerneatleter, de er også dybt involveret i både det amerikanske og britiske nationalforbund, ligesom Sebastian Coe, IAAF’s præsident, i årtier har været Nike-ambassadør.

Det er, med andre ord, et helt system, som Mary Cain har sat sig op imod. Derfor stiller hun sig heller ikke tilfreds med lukningen af Oregon Project og karantænen til Alberto Salazar. I slutningen af sin video advarer hun om, at Nike blot rebrander træningscentret med Salazars assistenter i spidsen. I stedet kræver hun, at der bliver ansat stabsmedlemmer, helst kvindelige, der simpelthen skal have til opgave at beskytte atleterne mod sportens kynisme.

Samme behov identificerede en samling af norske sportsforbund sidste år. I fællesskab har de udarbejdet et sæt beskyttende retningslinjer, der skal forhindre, at elitesportsudøvere udvikler sygdomme som følge af overtræning. For at repræsentere Norge i international sammenhæng skal atleterne nu leve op til nogle specifikke minimumsgrænser for BMI, fedtprocent, menstruation og knogletæthed.

Det er et initiativ, der forsøger at trække en grænse mellem den sunde og den syge sportskrop. Netop den grænse, som Mary Cain overskred. Eller nok snarere: fik overskredet af en verden, hvor den evige stræben efter marginal gains alt for ofte slår om i det rene og skære tyranni.