Hvis dit barn sidder helt i sin egen verden og roder med sten og blade, kan du godt være glad – også selv om du måske ikke lige kan se formålet med det. Ligesom du roligt kan læne dig tilbage, hvis dit barn alene eller sammen med andre er i gang med at udforske en rolleleg og siger “og så sagde vi lige, at …”. Ja, endda hvis dit barn er i færd med et godt gammeldags skænderi over en leg med en ven, kan du med ro i sindet tænke, at alt er godt. Striden er det, der driver legen fremad og udvikler den. Eller som professor i leg ved Designskolen Kolding Helle Marie Skovbjerg siger: “Nogle gange må man smadre tårnet for at give plads til nye idéer.”

For selv om det måske ikke ser ud af noget særligt, og selv om du måske har lyst til at gribe ind for at skabe formål, læring eller bare ro og fred på dækket, så hold det lige inde en gang. For lige der er dit barn ved at aktivere bestemte gener og tilegne sig kompetencer, som det senere får god brug for i den komplekse verden, det skal vokse op i.

Leg er nemlig ikke bare leg. Det er også en nøgle til at mestre livet bedre. Og derfor skal vi tage børns leg mere alvorligt og give den mere plads, end vi hidtil har gjort. Sådan siger to af Danmarks førende legeforskere, som jeg har talt med. De har vidt forskellige baggrunde og også lidt forskellige opfattelser af, hvad den gode leg er. Men de er enige om, at vi er på vej ind i en ny æra, hvor legen, dens lidt udefinerbare størrelse til trods, vil få en ny status som afgørende for børns mentale sundhed og kreativitet. Og, nå ja, simpelthen bare deres måde at være her i verden på.

Effekterne af legen er lige til at plukke, siger Dion Sommer, der er professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet. “Børn, der leger mere, har mindre risiko for at blive ramt af angst, stress og depression. Det gør dem mere robuste og sætter gang i en positiv udviklingsspiral. Legens modsætning er faktisk depression.” Og, tilføjer han, “man kan faktisk se den gode leg i generne”.

Professor i leg ved Designskolen Kolding Helle Marie Skovbjerg opfatter legen som en motor for alle mulige kreative processer. Og det interessante er, siger hun, at vi alle sammen har erfaring med at lege i en eller anden udstrækning. “Legen åbner for det større og tilbyder en diversitet i sine udøvelsesformer. Det er en anden måde at stå i forhold til verden. Når vi leger, overgiver vi os til noget, der er større end os selv,” siger hun.

Vores syn på legen er begyndt at ændre sig. Der kommer en ny forståelse for, at et af de mest menneskelige fænomener, som binder mennesker sammen på tværs af nationaliteter, faktisk også har en ganske afgørende betydning for vores sundhed og for, hvem vi bliver som mennesker. Fra ikke at have været et særligt udviklet forskningsfelt breder der sig nu en ny videnskabelig strømning om, at legen kunne få en plads i Maslows behovspyramide. Vi har ikke bare godt af at lege. Vi har brug for det.

Fordi legen repræsenterer en anden værdiskala end den, vi normalt anvender i videnskaben, er den i en årrække blevet tilsidesat. For hvordan måler man værdien af noget, som på sin vis ikke har noget logisk formål eller endemål? Nu viser forskningen os, at lige præcis den type formålsløs leg kan være afgørende for vores børn. For det kan godt være, legen ikke forbereder os på tests og eksaminer. Men den forbereder os på at være menneske.

Lad os begynde med lige at kigge lidt nærmere på legen som fænomen.

I en gammel tørlagt brønd ved en gård i Ørland i Norge fandt arkæologer i 2017 en mere end 1.000 år gammel legetøjsbåd, der forestiller et nøje udskåret vikingeskib. Og dermed også et vidnesbyrd om, at også børn i vikingetiden tog sig tid til at lege. Som arkæologen Ulf Fransson udtalte til magasinet Historie, viste det, at børnelivet på den tid ikke kun bestod af hårdt arbejde i marken. Også de gamle grækere anerkendte legens værdi, gav børnene legetøj og gik ind for, at børn ikke skulle sendes for tidligt i skole.

Historisk har børn, og ja, også voksne, altid leget. Man har i højere grad end i dag brugt legen som adspredelse og fornøjelse. I stedet for at se Netflix eller scrolle på telefonen legede man gerne selskabslege, fortæller Helle Marie Skovbjerg.

Allerede i 1938 beskrev den hollandske kulturfilosof Johan Huizinga i sit værk Homo Ludens (Det legende menneske), at vi ikke kan indordne legen under vores sædvanlige logiske begreber. Og dermed må vi også erkende, at mennesket er andet end et rationelt væsen. Legen er irrationel, og sammenlignet med andre menneskelige aktiviteter fører den ikke til noget. Den hverken skaber eller producerer noget, ud over leg.

I dag er legen en af de største fællesnævnere på tværs af lande og nationaliteter. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan mindre børn, der ikke kan kommunikere på samme sprog, sagtens kan falde ind i den samme leg. Min egen datter, for eksempel, taler stadig henført om tyske Bruno, som hun legede med på en ferie på Sicilien for år tilbage. De var begge tre år, fattede ikke en lyd af, hvad hinanden sagde, og de havde en fest.

Og når man på tværs af lande undersøger, hvad børn leger og hvornår, er der forbavsende store ligheder mellem børns leg i Norge og Nicaragua. Lige præcis det er med til at understrege for legeprofessor Helle Marie Skovbjerg, hvor vigtig legen er for både børns nuværende trivsel og for, hvordan børn udvikler sig på sigt. Og det bemærkelsesværdige er, at forskningen i børns leg over hele verden faktisk peger på det samme, nemlig at legen er totalt afgørende for børns velbefindende. “Det betyder også, at vi må kigge på leg på samme måde som at sove, spise og bevæge sig. Børnene bliver gode til at indgå i sociale sammenhænge, og de bliver gode til både at forpligte sig på det, man er sammen om, og at bidrage til, at det, man er sammen om, bliver ved med at være meningsfuldt,” siger Helle Marie Skovbjerg.

Hvis vi hjælper børnene til at lege, kan vi altså gøre dem mindre sårbare over for at blive holdt udenfor.

Både Dion Sommer og Helle Marie Skovbjerg fremhæver legens egenskaber som afgørende for børnenes og senere de voksnes sundhed. “Leg er den lystprægede aktivitet uden endemål – som lige præcis er det, der har fået bekymrede voksne til at tænke, at det bare var spildtid,” siger Dion Sommer.

Den gode leg er i virkeligheden det modsatte af spildt tid, fordi den holder os mentalt sunde, og som dronningen sagde i sin nytårstale i 2017: “Prøv at gøre noget unyttigt.” Eller det, der synes unyttigt. For både leg alene og sammen med andre, leg ude og inde og med alle typer af legetøj har en kæmpe værdi. Ja, faktisk kan det ses i vores gener.

Dion Sommer, som altså er professor i udviklingspsykologi, har brugt de seneste tre år på at dykke ned i det felt, der hedder epigenetikken. Det er lidt komplekst, men i en forenklet form kan man sige, at det handler om, hvordan berigende legemiljøer og mennesker, der er gode til at lege, kan igangsætte biologiske processer. Legen kan være med til at tænde og slukke for bestemte gener. Epigenetik betyder “noget ved siden af generne”. “Der er evidens og videnskabelig baggrund for at sige at udviklingsberigende miljøer med alsidigt legetøj, gode legekammerater sammenkædet med barnets selvvalgte aktiviteter, trigger epigenetikken på en gunstig måde. Og barnet bliver sin egen hjernearkitekt,” siger Dion Sommer.

Legen kan ikke grundlæggende ændre den genetiske kode, men den kan være med til at bestemme, hvilke gener der kommer til udtryk, og hvilke der ikke gør. Nogle åbner sig, og nogle lukker sig, og det kan igen få betydning for, hvordan børn senere i livet vil reagere i sociale sammenhænge.

Jeg ringer også til professor Anja Groth, der forsker i netop epigenetik ved Københavns Universitet. Og jo, den er god nok, siger hun. Altså generne er vores dna og vores genetiske kode, og de ændrer sig ikke. “Det, som kan ændre sig, er, hvilke gener cellerne bruger. Legen kan tænde eller slukke bestemte gener, men den kan ikke ændre generne,” siger hun.

Anja Groth understreger, at hun jo ikke forsker i leg og hjernen, men hun mener, det er helt plausibelt, at kreativitet og leg kan bidrage til, at hjernecellerne bruger andre og flere gener. Leg ville nok kunne aktivere andre gener og aktivitet i andre celler, end når man læser i en bog. “Det er fair at tænke, at alsidig leg og kreativitet er en fordel for hjernen, og at det kan påvirke epigenetiske processer,” siger hun.

Vi ved altså med ret stor sikkerhed, at den formålsløse leg er god for os. Og at en del ligefrem tyder på, den kan påvirke os helt ind i vores celler. Men hvordan går det så med legen i vores moderne samfund?

Det er umuligt ikke at tænke på skærme, når man taler leg i 2021. Rigtig mange børn (og voksne) i dag bruger en del tid på, hvad man måske kan kalde en form for leg på skærme. Er det så også stimulerende og horisontudvidende?

De to legeprofessorer i den her artikel er ikke helt enige. Dion Sommer mener, det er okay som et hyggeelement at spille computerspil eller løse opgaver på en iPad. Børn kan godt blive inspireret af virtuelle spil og opgaver, men det skal være i mindre bidder og man skal ikke bare parkere sine børn foran skærmen for at få fred. Han fortæller om et svensk forskningsprojekt, hvor man fulgte 4-5-årige børn delt ind i to grupper. I den ene gruppe havde børnene meget skærmtid og legede ikke rigtig med andre. I den anden gruppe legede børnene rigtig meget sammen med andre børn i den virkelige verden. Konklusionen var, at hjernebjælken, der forbinder de to hjernehalvdele, var tykkere hos dem, der legede. Hvilket, hvis man skulle være i tvivl, er en god ting. Dion Sommer siger: “Mange lege-apps er megasimple og meget lukkede; der er ikke nok åbne muligheder for børnene for at udvikle deres leg og deres hjerner. Du skal primært være sammen med andre jævnaldrende i kød og blod.”

Helle Marie Skovbjerg mener ikke, det behøver være enten-eller. God leg kan både foregå i den virkelige verden og virtuelt. Hvis legen på skærmen skal udvikle sig ordentligt, så kræver det nogle gange, at man netop får tiden til at lære spillet og nuancerne i det at kende. Hun vil ikke diskvalificere nogen samværsformer, så længe børnene er sammen med andre om det, og legen kan udvikle sig undervejs. I sin forskning har hun set en del eksempler på, at legen flytter sig mellem den virtuelle og den virkelige verden. Det kan man for eksempel se i det populære computerspil Minecraft, hvor spillerne har stor kreativ frihed til at bygge deres egne verdener. “Det interessante er, at legen vandrer på tværs af materialer. Det vil for eksempel sige, at de baner, man har bygget i Minecraft, bagefter flytter ud i haven, hvor legen fortsætter, og de mest fantastiske baner dukker op.”

Der er altså ikke noget klart svar på, om de mange timer, børn bruger foran skærmene, også giver legens gode effekter. Men et bud kan være, at den tid, der bliver brugt på skærmene, helst skal kunne to ting: Den skal helst rumme en stor grad af kreativ frihed – som for eksempel Minecrafts åbne univers. Og spillet skal helst foregå sammen med andre.

Mens meget af tiden med skærme (måske lidt for meget) foregår derhjemme, foregår en stor del af børnenes leg et andet sted. Især i et land som Danmark, hvor det slet ikke giver mening at tale om børns leg uden også at tale om daginstitutioner og skoler. Ansvaret for at danne og udvikle børnene er tredelt mellem daginstitutionerne, skolerne og hjemmet. Danske børn er i gennemsnit cirka ti måneder, når de begynder i vuggestue, så deres erfaringer med leg bliver i høj grad grundlagt i institutionerne og fortsætter for langt de fleste i skolen og i SFO’en.

Både Dion Sommer og Helle Marie Skovbjerg påpeger, at rammerne for pædagogikken i børnehaver og i indskolingen ikke har levnet så megen plads til leg, som ikke også fører til en form for læring. En del aktiviteter i børnehaven har til formål at gøre børnene parate til at gå i skole. Det har i nogle tilfælde stjålet den type af gedigen leg, som egentlig er den, der skal ruste børnene til at blive selvstændige, kreative og kompetente individer, mener de. “I en dansk kontekst har vi haft meget travlt med at få legen ind i en pædagogisk sammenhæng, og daginstitutionerne har nærmest været førskoletilbud,” siger Helle Marie Skovbjerg

Så skal vi bare sætte børnenes leg helt fri? Skal pædagogerne bare sætte sig ned og drikke kaffe? spørger jeg. Men det er slet ikke det, der er pointen, mener Helle Marie Skovsbjerg. “Nej, nej,” siger hun. Det har længe været sådan, at enten handlede legen om mål og læring – eller også var den helt fri uden voksnes indblanden. “Ingen af delene er optimalt. Der skal være tydelige voksne til stede. Som fagperson skal man tage supermeget ansvar for at fremme gode betingelser for legen,” siger hun.

Både Helle Marie Skovbjerg og Dion Sommer er enige om, at vi er på vej et nyt sted hen, hvor legen skal og vil blive taget meget mere alvorligt. Hvor legen skal være omdrejningspunktet for en række læringsprocesser. Og som Dion Sommer siger: “Fantasileg er det, der gør børnene allermest læringsparate til skolen. Det er dem, der er bedst til at se flere forskellige løsninger på et problem, og det er det, der er brug for.”

Og omvendt viser forskningen altså, at de børn, som har leget mindre eller ikke har afprøvet mange forskellige lege, ikke har de samme sociale kompetencer. Hvis ikke man har deltaget i legens forhandlinger om, hvordan den skal udvikle sig, kommer det negativt til udtryk i sociale sammenhænge senere hen. “Nogle børn bliver valgt fra, fordi de ikke formår at byde særligt meget ind i legen. Legens funktion er også, at man lærer at tilpasse den komplekse verden, man lever i,” siger Dion Sommer.

Det bliver bekræftet af Helle Marie Skovbjergs forskning, hvor hun kortlægger det, hun kalder folks play journey. Altså deres legerejse. “Der er det helt tydeligt, at voksne, der har leget meget og meget forskelligt som børn, også har udviklet en stor kreativitet som voksne.” siger hun.

Hvis vi flyver en tur op i helikopteren og kigger ud over landskabet, så afspejler måden, vi leger på, de værdier, der strømmer gennem samfundet. Hvis fokus udelukkende er på at optimere og økonomisere tiden, vil legen foregå i de rammer. Det mener Helle Marie Skovbjerg i hvert fald. Hvordan vi leger, handler også om, hvordan vi forvalter vores liv som mennesker. “Der er kommet en stærk modreaktion, hvor legen bliver draget ind i samtalen. Jeg ser en accept af, at legen hører livet til. Og vi netop har brug for legen, der ikke fører nogen steder hen,” siger hun.

Heri ligger et paradoks. Legen kan forberede børnene på at gå i skole, give os bedre sociale kompetencer og gøre os bedre til at håndtere livet som sådan. Men for at høste det potentiale skal vi lege formålsløst. Vi skal ikke lege for at blive bedre til det ene eller det andet. Vi skal lege for legens skyld.