Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Sophie er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En mørk hemmelighed får din mobil til at lyse. Jeg lirkede min op og fandt mineralet, alle jagter

VOLTFå gram kobolt sætter strøm til min mobil. Men det kortslutter menneskerettighederne. Illustrationer: Kasper Løftgaard / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN: Londons store metalbørs, London Metal Exchange, bliver ifølge nye afsløringer i avisen The Financial Times beskyldt for at tillade handel med kobolt, der kan være udgravet af børnearbejdere. Smartphones, tablets og særligt elbiler har i 2017 fået efterspørgslen efter mineralet til at eksplodere. Men der er en risiko for, at kobolt udgraves under umenneskelige forhold i DR Congo. I sommer søgte Zetlands Mads Staghøj efter verdens nye kontroversielle mineral i sin egen mobiltelefon.

Kort efter jeg begynder at grave mig ned i læsestoffet om de miner, der stiller tech-giganternes sult efter kobolt, støder jeg på et paradoks.

Paradokset ligger i min højre bukselomme.

På den ene side: Smartphonen er hyper-symbolet på at være forbundet,” læste jeg grundlæggeren af Fairphone – Bas Van Abel – udtale. På den anden side, tilføjede hollænderen bag den mere etisk forsvarligt produceret smartphone, men vi har mistet enhver forbindelse til, hvordan den er produceret, hvor den kommer fra, og de sociale konsekvenser produktionsprocessen fører med sig.”

Hollænderen har en pointe. Jeg aner ikke, hvad min smartphone består af. Faktisk har jeg aldrig – aldrig – set hvordan min smartphone ser ud bag sin grå aluminium-finish: Jeg bærer den som en forseglet æske i bukselommen, der samtidig åbner verden for mig hver eneste dag.

Så en tirsdag efter arbejde svinger jeg forbi en smartphone-doktor for at tage et nærmere kig på en af mine aflagte iPhones. Han går ud i baglokalet og lirker den op.

Det er batteriet, jeg er interesseret i. Smartphonens hjerte. Doktoren langer det over disken. Det er aflangt, måler godt ni centimeter i længden og dufter, mærkværdigt nok, svagt af gran.

Li-ion” står der på det. Det er en forkortelse for et lithium-ion-batteri. Mineralet kobolt er en nøgleingrediens i batteriet.

Offentligheden har i årevis været bekendt med de såkaldte konfliktmineraler” fra afrikanske lande. Kobolt hører ikke under den kategori, men det seneste halvandet år har budt på opsigtsvækkende afsløringer fra NGO- og medieverdenen. Det er kommet frem, at en del kobolt udgraves under vilkår, der bryder med arbejdernes menneskerettigheder, inden mineralet ender i forbrugerprodukter fra kendte megabrands.

Den her artikel er et forsøg på at undersøge, hvad den menneskelige pris for strømmen er.

Firmaer som Apple, Volkswagen, Samsung og Tesla er vilde med kobolt, fordi det er miljøvenligt og får smartphones, tablets, laptops og trådløse elektronikprodukter til at holde bedre på strømmen og elektriske biler til at køre længere og længere. Alene sidste år blev strømkapaciteten i store lithium-ion-batterier mere end fordoblet, skriver The Financial Times. Kobolt får saudiske oliesheiker til at hive sig i skægget og texanske benzinbosser til at svovle.

Men der er et alvorligt problem. Det kan på mange måder koges ned til det her tal:

64 procent

Så meget af verdens kobolt produceres i DR Congo. Kilde: Benchmark Mineral Intelligence, 2016.

Den Demokratiske Republik Congo vender jeg tilbage til senere, men lad os for nu bare slå fast, at landets undergrund er så rig på mineraler, at de – med nogen sandsynlighed – vil være at finde i den smartphone, den bærbare computer, den tablet, du læser den her artikel på. Oppe på jordoverfladen er DR Congo et af verdens fattigste og mest krigsmartrede lande

Her er tre af de produkter, der særligt driver efterspørgslen efter kobolt.

1. Smartphones

Mængden af kobolt i det enkelte smartphone-batteri er relativt beskeden, blot 5-10 gram, men når 2017 går på hæld, vil 44 procent af verdens befolkning eje en smartphone. Mellem 2016-2022 vil andelen af smartphoneejere på verdensplan vokse til 59 procent.

Det kræver, må man sige, sin kobolt.

2. Laptops, værktøj, tablets.

Batteriet i en bærbar indeholder i gennemsnit 28 gram kobolt. I 2015 blev der sendt 163 millioner bærbare computere ud på markedet. Kobolt bruges også i en skov af andre batteridrevne tingester fra tablets og motorsave over kameraer og støvsugere til … segways.

3. Elbiler

Vi har talt om dem længe, elbilerne, men nu ser de for alvor ud til at ramme landevejen.

Elbiler falder så meget i pris og kører så meget længere per opladning, at den almindelige forbruger nu kan og vil være med.

Fra 2012 til 2016 er antallet af elbiler steget fra under 200.000 til to millioner. I 2030 vil 30 procent af det globale bilmarked tilhøre elbilindustrien, hvis det står til lande som Tyskland, Kina og USA.

I sidste uge meddelte Storbritannien, at landet – ligesom Frankrig – fra 2040 helt vil forbyde salg af biler, der kører på diesel og benzin.

Et batteri i en elbil indeholder typisk mellem 4.500 og 9.000 gram kobolt, men det kan indeholde helt op mod 15.000 gram.

Elbilindustrien – der er kendt som noget af en duksedreng på den globale handelsplads – er fremtidens store aftager af det kontroversielle mineral. I Kina opføres der lige nu flere enorme fabrikker til produktion af lithium-ion-batterier, og Tesla har bygget deres selvudnævnte Giga-fabrik” i Nevadas ørken, der fra 2018 årligt skal spytte flere af den her slags batterier ud, end der blev produceret i hele verden for bare tre år siden.

Jeg vejer min smartphones batteri i hånden. Så ringer jeg til London for at blive klogere på, hvor værdifulde de 5-10 gram kobolt, jeg vægter i min håndflade, egentlig er.

Kobolt er nok den hotteste handelsvare i 2017. Prisen er mere end fordoblet de seneste 12 måneder,” fortæller Caspar Rawles, der arbejder som analytiker for Benchmark Mineral Intelligence, et førende konsulentfirma udi brugen af undergrundens rigdomme i batterier. Prisstigningerne er drevet af markedet for lithium-ion-batterier, hvor efterspørgslen stiger eksponentielt.”

Elbilmarkedet er ifølge Rawles den helt store drivkraft for efterspørgslen, men de andre batteridrevne produkter trækker også læsset.

Det bringer os tilbage til det alvorlige – meget alvorlige – problem med kobolt: 64 procent af verdens kobolt kommer fra DR Congo ifølge Benchmark Mineral Intelligence. Intet andet land i verden bidrager med mere end 10 procent kobolt til det globale marked, fortæller Rawles.

Hvis man ser det i sammenhæng med den politiske og historiske ustabilitet i DR Congo, er det en bekymring,” siger Rawles. Der ville ikke findes en lithium-ion-batteriindustri uden kobolt fra DR Congo.”

Smartphone-doktoren har åbnet min iPhone, og jeg foretager selv en obduktion ved mit skrivebord.

For første gang betragter jeg min smartphones indre, der er sammensat af en cocktail fra det periodiske system: Guld, sølv, kobber, tungsten og tantal. Listen fortsætter.

Wolfram, tin, tantal og guld er såkaldte konfliktmineraler”: Mineraler, der – når de udgraves i for eksempel DR Congo – indebærer en fare for at finansiere landets mange rebelgrupper.

I 2010 blev der oprettet en lov i USA, som forpligter firmaer, der importerer de fire mineraler fra ti afrikanske lande, til at lægge deres forsyningskæder frem offentligt for at sikre, at firmaerne ikke finansierer krigsførsel.

5,4 millioner

Så mange mennesker er omkommet i DR Congo siden 1990'erne. Kilde: International Rescue Committee.

DR Congo har siden halvfemserne været kastet ud i den drabeligste konflikt siden Anden Verdenskrig. Konflikten iltes – meget groft sagt – af et hyperkomplekst miskmask af etnisk og politisk had og kampen om landets mineralholdige undergrund. For år tilbage rejste jeg selv i nærområdet for at dække konflikten, blandt voldtægtsofre og tidligere børnesoldater, og det efterlod mig med feberagtige mareridt.

Kobolt er ikke et konfliktmineral, men over de seneste år har der ifølge The Washington Post været udtalt krav om, at mineralet skal omfattes af samme lovgivning som konfliktmineraler, selvom det ikke menes at finansiere krig.

OBDUKTIONSådan ser min smartphone ud indeni. Den gennemsnitslige smartphone indeholder cirka 40 forskellige mineraler. Kilde: Fairphone.com

Netop The Washington Post stod, sammen med Amnesty International og Afrewatch, i 2016 bag de første store afsløringer af de ekstreme – og menneskerettighedskrænkende – vilkår, DR Congos kobolt risikerer at blive udgravet under. Afsløringerne satte også den selvsamme kobolt i forbindelse med enorme brands, der laver forbrugerprodukter.

Her er, hvad Amnesty og Afrewatch gravede frem fra DR Congos mineområder og offentliggjorde i januar 2016:

  • Organisationerne besøgte såkaldte håndværksmæssige miner” (minedrift i småskala) i det sydlige DR Congo. Her graver congolesere efter kobolt med yderst beskedne håndværktøjer, modsat i industrielle miner, hvor der bruges avanceret udstyr. Håndværksmæssig minedrift foregår ofte ureguleret i områder, hvor der ikke er givet tilladelse til at grave. Amnesty og Afrewatch interviewede knap 90 personer, heraf 17 børn, der havde arbejdet i minerne og dokumenterede flere brud på menneskerettighederne.

  • Børn berettede om at få tæsk af sikkerhedsvagter og om at måtte bestikke dem. Mindreårige arbejdede også uden at vide, om de fik den rette betaling for den kobolt, de udgravede. Børn og voksne fortalte om at arbejde uden handsker eller masker, hvilket kan føre til alvorlige sygdomme på grund af giftigt støv. Faren for at dø i sammenstyrtede tunneller var konstant.

  • Ifølge de to organisationer endte kobolten fra minerne – efter at have skiftet hænder mange gange – med at blive opkøbt af elektronikfirmaer som Apple og Samsung og producenter af elbiler som Volkswagen og Daimler AG.

17-40 procent

Så meget af kobolten, der udgraves i DR Congo, stammer fra håndværksmæssige miner. Kilde: The Washington Post.

The Washington Post gravede videre, hvor Amnesty slap:

  • Avisen besøgte i sommeren 2016 håndværksmæssige miner og beskrev – mere end et år efter Amnesty og Afrewatch – samme problemer med børnearbejde samt krænkende og livsfarlige arbejdsforhold.

  • Efter avisens eget udsagn viste man for første gang”, hvordan kobolt udgravet under ekstreme forhold efter videresalg og bearbejdning blandt andet endte i batterierne i Apple’s iPhones. Kobolten blev også opkøbt af en række tech-giganter, for eksempel Samsung, og bilproducenter som BMW.

40.000

Så mange mindreårige arbejder i håndværksmæssige miner i det sydlige DR Congo. Kilde: UNICEF.

Firmaernes reaktion

Apple erkendte overfor The Washington Post, at kobolt udgravet fra de problematiske miner var endt i deres produkter. Virksomheden tog afstand for de krænkende arbejdsforhold og lovede overfor avisen, at de ville undersøge deres forsyningskæde. I marts i år tog firmaet et iøjnefaldende skridt for at overholde løftet: Apple er ifølge avisen begyndt at behandle kobolt som et konfliktmineral og er – midlertidigt – stoppet med at bruge kobolt, der er udgravet i håndværksmæssige miner i DR Congo.

Samsung svarede dengang The Washington Post, at de tog anliggendet seriøst” uden at kommentere på den konkrete anklage. Samsung har ikke svaret på min anmodning om yderligere kommentarer, men henviser til en fremskridtsrapport, som Samsung SDI (et datterselskab, der laver batterier) har lavet.

BMW henviste overfor The Washington Post til deres batterileverandør (det er også Samsung SDI). De er ikke vendt tilbage på min henvendelse om yderligere kommentarer.

Bonusinfo. Kinesiske firmaer spiller en afgørende rolle i DR Congos mineindustri og i de kendte brands' forsyningskæder. Kilde: The Washington Post

Bilfabrikanten Daimler AG svarede i sin tid til Amnesty og Afrewatch, at de ikke brugte mineraler fra DR Congo. Dog tilføjede firmaet, at det på grund af den høje kompleksitet” i bilindustriens forsyningskæder ikke definitivt” kunne udelukke, at kobolt fra regionen var endt i deres produkter. Volkswagen svarede, at man så vidt vides” ikke bruger kobolt fra DR Congo.

Interessant nok gengik denne uvished i svarene fra flere af de anklagede firmaer, når det angik deres egen forsyningskæde.

Daimler AG har ikke yderligere at tilføje. Volkswagen er ikke vendt tilbage på min forespørgsel om yderligere kommentarer.

“Få firmaer sporer regelmæssigt, hvor deres kobolt kommer fra.” – The Washington Post.

Anklagerne mod de store firmaer er ikke ligefrem beroligende.

Jeg tænker på efterspørgslen efter kobolt, der med batterianalytikeren Charles Rawles fra Londons ord vokser eksponentielt.”

Prisen på mineralet banker i vejret, og kobolt fra håndværksmæssige miner er typisk billigere end kobolt fra industrielle miner.

Kommer det 21. århundredes nye store industrieventyr til at skabe så stor en sult efter kobolt, at forholdene for arbejdere i farlige håndværksmæssige miner vil blive endnu værre i fremtiden?

Det kan jeg ikke vurdere,” siger Rawles, da jeg deler min bekymring med ham, vi kan konkludere, at når prisen stiger, så vil det føre til mere håndværksmæssig minedrift, men det er svært at sige, om det vil påvirke menneskerettighederne negativt. Industrien må være opmærksomme på det.”

Rawles understreger, at det øgede fokus på mineralet har gjort de store firmaer mere opmærksomme på de risici, der kan være forbundet med at bruge kobolt fra DR Congo.

Det sidste lyder mere betryggende. Men så kommer jeg i tanke om tallet 64 igen – procentdelen af verdensmarkedets kobolt, der kommer fra DR Congo.

Vi kommer ikke uden om det krigsplagede land i Centralafrika. Og titusindvis af fattige congolesere kommer foreløbig ikke uden om minedrift, hvis de vil forsørge sig selv.

Det ligner et gensidigt afhængighedsforhold, en gordisk knude, sammenfiltret af økonomiens grundsætning om udbud og efterspørgsel.

Det fører os tilbage til hollænderen fra indledningen – ham med paradokset; ham, der fik mig til at tage min iPhone til smartphone-doktor for at tage et nærmere kig. Jeg tænker på hollænderens produkt, Fairphone: Er det min løsning?

Firmaets pressefyr tager telefonen. Fabian Hühne, hedder han.

Er Fairphone fair, spørger jeg Hühne?

Vi prøver at forbedre vores forsyningskæder skridt for skridt. Men vores Fairphone er ikke 100 procent fair endnu.”

Hvad? tænker jeg.

Så spørger jeg, om jeg i det mindste kan være sikker på, at Fairphone er fuldstændig fri for kobolt, der er blevet gravet op af børnearbejdere?

For at være ærlig,” siger Fabian Hühne, i stedet for at udelukke, at der er et problem med børnearbejde, kan jeg garantere, at vi har problemer med børnearbejde ved udgravningen af nogle af de mineraler, der er i vores forsyningskæde. Og det er helt unikt, at vi i det mindste ved, hvad vores problemer består af.”

Globale forsyningskæder er komplekse og fulde af problemer, fortsætter han og forklarer, at Fairphone derfor bakser med de samme udfordringer som de store brands.

Det, vi forsøger, er at overbevise industrien om at skabe en forandring ved at gå forrest. Og en af måderne, vi gør det på, er at undersøge vores egen forsyningskæde og gøre den transparent. Vi ønsker ikke at dominere markedet, men at folk lægger mærke til, hvordan vi opererer,” siger Fabian Hühne. Det ville skabe forandring.”

Så nævner Fabian Hühne paradokset, der fik mig til at lirke min mobil op til at begynde med.

Når du køber en smartphone, svarer det til at købe en sort boks,” siger han. Det er meningen, at den ikke skal afsløre nogen spor om, hvor den kommer fra.”

Det er,” siger han, let at glemme, at det er mennesker, der har lavet den.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem