Et af de allervigtigste (og sværeste) spørgsmål, som skolerne står over for, er: Hvad skal børn lære for at kunne klare sig i fremtiden? Svarene har været mange: Måske er det digitale kompetencer, måske er det evnen til at være kreativ, måske er det omstillingsparathed.

Eller også er det, børnene skal kunne, slet ikke noget nyt. Tænk, hvis det allervigtigste for at kunne klare sig i en robotificeret, globaliseret og digitaliseret fremtid er noget, vi har gjort siden tidernes morgen?

Tænk, hvis det vigtigste bliver at øve sig.

“Der er en tilfredsstillelse i at kunne gøre noget, som du aldrig havde troet, at du ville kunne gøre. Desværre er processen hen til det punkt, hvor du kan gøre det, ret lang.” Sådan siger Anders Ericsson, manden bag idéen om 10.000-timers-reglen (som jeg forklarer om lidt), da jeg ringer til ham i Florida.

Spørgsmålet er, om vi er ved at glemme værdien af den vedholdende gentagelse i vores accelererede tidsalder.

For vi bliver stadig nødt til at mestre det, vi laver, måske faktisk mere end nogensinde før, og for at kunne mestre noget, skal vi kunne øve os. Det mener manden, der i årevis har forsket i, hvorvidt det passer, at øvelse gør mester, og som derfor mere end nogen anden med overbevisning kan sige: “Ja, øvelse gør faktisk mester.”

Som professor i psykologi har Anders Ericsson på Florida State University forsket i ekspertise og i, hvad de allerdygtigste inden for deres felt har gjort for at opnå den ekspertise. Han har blandt andet studeret violinisterne på musikkonservatoriet i Berlin og dokumenteret effekterne af, hvordan de har øvet. Sidste år udgav han den populærvidenskabelige bog Peak: How All of Us Can Achieve Extraordinary Things.

Hans forskning blev især eksponeret i journalisten Malcolm Gladwells bestseller Outliers – The Story of Success fra 2008, der bygger på Anders Ericssons forskning. I bogen etablerer Gladwell det, han kalder 10.000-timers-reglen. Altså at det tager 10.000 timers øvelse at blive rigtig god til noget.

Ideen om de 10.000 timer blev vidt udbredt, men den er blevet misforstået, siger Ericsson nu, og det er tid til at rette op på den misforståelse.

“Gladwells populære bog gjorde vores forskning mere kendt,” fortæller han, “men der er i forskningen ikke dækning for idéen om de 10.000 timer som en magisk grænse.”

Vi vender tilbage til, hvordan de 10.000 timer er en misforståelse. Først må vi tage fat på en anden idé, som Gladwell også promoverede fra Ericssons forskning, og som følger af idéen om de 10.000 timer, nemlig at de dygtigste ikke er født geniale, men bliver det gennem hårdt arbejde.

Med sin forskning i at øve sig placerer Ericsson sig også i en omfattende diskussion om, hvorvidt vi er gode til noget, fordi vi bliver født med særlige talenter og derfor fra naturens hånd bare er gode til enten matematik eller klaver. Eller om vores evner snarere er et spørgsmål om at sætte sig for at blive god til enten matematik eller klaver. Som du sikkert har gættet, placerer Ericsson sig med sin forskning på den sidstnævnte fløj, og han mener, at det bliver helt afgørende at kunne øve sig i fremtiden.

“Med udviklingen inden for teknologi bliver de jobs, som du kan lære at mestre på et par uger, færre og færre,” siger Ericsson.

“Så de jobs, hvor computere ikke vil kunne matche menneskers præstationer, bliver i domæner, der kræver virkelig meget træning. Det bliver jobs, hvor mennesker skal tage komplekse beslutninger, som computere stadig har problemer med.”

Med 10.000-timers-reglen skabte Gladwell en forestilling om, at det primært handler om, hvor længe man øver sig. Altså at hvis du gentager den samme øvelse i 10.000 timer, så vil du mestre den. Men det er en misforståelse, fortæller Ericsson.

“Jeg mener, at Gladwell var utydelig her i forhold til, hvilken form for erfaring og træning der er nødvendig. Du bliver ikke automatisk bedre, jo mere erfaring du har med noget. Folk kan have lavet det samme i 20 år, og deres præstation kan stadig være middelmådig,” som han siger.

Syd for Køge bor Charlotte Bornebusch. Hun dyrker udspring i svømmehallen. Hun står yderst på spidsen af ti-meter-vippen og ser frem for sig. Kroppen er spændt.

“Det er en befriende følelse at vide, at jeg kan det her, og nu gør jeg det. Og så flyver jeg ud i luften. I starten er det jo knap så fed en fornemmelse, men jeg ved, at hvis jeg bliver ved, så opnår jeg den her befriende fornemmelse,” fortæller hun.

Så Charlotte Bornebusch har øvet sine spring igen og igen og igen. Nogle gange har hun slået sig, men så er hun begyndt igen på en vippe lidt længere nede og har arbejdet sig op.

“Man vil komme til at gøre noget forkert, men det skal man ryste af sig og begynde forfra. Man må ikke opgive, selv om man bliver gul og blå. Man skal have mod og ikke være pylret.”

Når Ericsson taler om at øve sig, taler han ikke om, at en tankeløs gentagelse af Mozarts klaversonater gør dig til mester, ligesom du formentlig ikke spiller tennis på eliteniveau, selv om du har spillet tennis hver onsdag de sidste 30 år. Dit tennisspil har formentlig ligget på det samme udmærkede niveau de sidste mange år. Hvor længe du har øvet dig på at spille tennis, afgør derfor ikke i sig selv, hvor god du er til tennis.

Den form for øvelse, der gør mester, som Ericsson taler om, er det, han kalder deliberate practice (altså at øve sig på en velovervejet eller bevidst måde). Her gælder det om at blive ved med at identificere noget, du endnu ikke kan – eller endnu ikke kan godt nok – og fokusere på at øve netop den detalje. For at øve optimalt kræver det ifølge Ericssons forskning, at en lærer identificerer, hvor den enkelte kan forbedre sin præstation, og at der gives løbende feedback.

Men det kræver hårdt arbejde af den, der øver sig.

“Nogle mennesker kan udvikle deres evner hurtigt, men så kommer de til et punkt, hvor de faktisk bliver nødt til at arbejde hårdt for at komme videre, og det er her, mange talentfulde individer bliver frustrerede og går over til noget andet,” siger han.

Men det er helt afgørende, at børn lærer at mestre noget – tennis, violin, hvad som helst – mener Ericsson, fordi selve erfaringen med at lære at mestre noget ved at øve sig i timevis bliver afgørende. For erfaringen med at mestre noget vil børnene kunne bruge, når de som voksne skal lære at mestre et andet fag, for eksempel kirurgi, bygningssnedkeri eller programmering.

“At nå til det punkt, hvor man er i kontrol over sin egen aktivitet og har følelsen af mestring, giver barnet en tillid til, hvad det ville kunne, hvis det besluttede sig for at skifte til en anden aktivitet og brugte de samme principper, der har ført til den mestring,” siger Ericsson.

Charlotte Bornebusch er 57 år. Til daglig er hun dagplejemor, men de sidste tre år har hun dyrket udspring i svømmehallen. En aften havde hun siddet og set sin datter springe i svømmehallen sammen med andre unge.

“Så sad jeg der og kiggede på to, der ikke var specielt dygtige, som gik op på ti-meteren og sprang. Og så tænkte jeg, at hvis de kan, så kan jeg også lære det. Når de ikke er bedre end det der, så kan jeg i hvert fald blive det, hvis jeg gør noget. Og så gik jeg i gang.“

I dag springer hun to en halv time ad gangen flere gange om ugen. Også i weekenden.

“Jo højere oppefra jeg springer, jo gladere bliver jeg,” fortæller hun.

Ericsson argumenterer for, at evnen til at opnå et exceptionelt niveau inden for et enkelt felt efter en længere øveperiode er en særlig evne, der kan opøves i sig selv. Ericsson kalder det for en intelligens, der adskiller sig fra den måde, vi traditionelt forstår intelligens. Evnen til at erhverve og anvende viden kan forudsige, hvor gode resultater den enkelte vil kunne få i skolen. Sådan har vi traditionelt forstået og målt intelligens.

Ericssons forskning viser, at traditionelle IQ-tests ikke kan forudsige, hvem der kan lære at mestre klaverspil, tennis eller kirurgi på ekspertniveau. Dem, der bliver virkelig dygtige, er ifølge Ericssons forskning dem, der efterhånden opbygger det, Ericsson kalder et internaliseret feedback loop, der gør, at den enkelte overvåger sin egen træning og bliver ved med at lave trinvise forbedringer.

Det vil sige, argumenterer Ericsson, at evnen til at mestre noget adskiller sig fra den måde, vi traditionelt måler intelligens.

Når du er begynder, er du afhængig af, hvor god du er til at forstå instruktioner og bruge dem. Så her vil der være en sammenhæng mellem, hvor dygtig du er, og hvor godt du scorer i IQ-tests. For der vil være en sammenhæng mellem begynderes generelle kognitive evner, og hvor god du er til at udføre det, du øver dig på.

Men når det kommer til virkelig dygtige sportsudøvere, musikere og skakspillere, så har forskere ikke kunnet finde en korrelation mellem IQ-testresultater, og hvor dygtige de er på deres område. Ligesom studier ikke har kunnet påvise en signifikant forbindelse mellem videnskabsmænds intelligens, og hvor godt de klarer sig på deres felt.

Dem, der er virkelig dygtige, har udviklet en anden form for intelligens, der gør dem i stand til at træne målrettet. Det er en evne, der afgør, hvor dygtig du bliver til at mestre et særligt område, og det er den evne, som Ericsson mener, at børn og unge burde lære og trænes i, så de ved, hvordan de kan komme til at mestre et område som voksne.

“Hvis du i teenageårene fortsætter med at nå et højt niveau, uanset om det er musik eller sport, så giver det dig en generel indsigt i, hvordan du kan forbedre din præstation, og den viden kan overføres,” fortæller Ericsson.

“Jeg har talt med et antal kirurger, der peger på, at deres erfaring med at udmærke sig i sport i teenageårene og selve processen med at nå det høje niveau har været vigtig for at forfine deres færdigheder inden for kirurgi,” siger han.

Da Charlotte Bornebusch var barn, dyrkede hun springgymnastik. I gymnasiet øvede hun hver dag. I dag tror hun, at det lærte hende betydningen af at øve sig.

“Det betyder meget at lære fra barnsben, at hvis man bare bliver ved og ved og ved, så kan man lære meget. Jeg ved, at én gang ikke er nok. Nogle gange er 100 gange heller ikke nok. Jamen, så må du tage 1.000 gange. Nogle spring kan tage et helt år. Man tænker, at det her lærer jeg aldrig, men stille og roligt kommer det alligevel. Det tror jeg, man skal lære sine børn. Ikke alle kan lære alt, men man kommer længere, hvis man øver sig.”

Ericsson mener, at det bør være en del af børns skolegang at lære at mestre en særlig aktivitet. I stedet for primært at sørge for en relativt overfladisk viden i mange fag bør børn også lære at øve sig igen og igen og igen, indtil de mestrer et særligt felt.

“Jeg mener, at skolesystemet bør støtte idéen om, at børn vælger mindst ét domæne, hvor de rent faktisk kan nå et niveau, hvor de for eksempel kan improvisere over et musikstykke. Det ville være et mestringsniveau, hvor barnet kan lytte til sin egen præstation og kan evaluere sig selv. Det vil være virkelig værdifuldt at nå til det punkt,” siger han.

For når vi lærer at mestre noget, lærer vi også, at vi i princippet ville kunne mestre hvad som helst. Det er den erfaring, Ericsson mener er så vigtig. Vi er ikke født med en særlig evne inden for musik eller sport. Vi kan lære at mestre det, vi sætter os for gennem hårdt arbejde.

Men har vi overhovedet brug for at være eksperter i vores accelererede samfund, der forventer, at vi kan omstille os hele livet? Ja, mener Ericsson, det er lige netop i det samfund, vi har brug for at vide, hvordan vi kan komme til at mestre et felt.

“Hvis vi kommer til at leve i et samfund, hvor vi skal kunne tilpasse os, så mener jeg, at det er fuldstændig afgørende, at folk har en tro på, at de faktisk kan skifte til andre områder, og at de ved, hvordan det er muligt at komme til at mestre et nyt område,” fortæller han.

“Jeg er overbevist om, at hvis vi har et samfund, der belønner denne form for fortsat dygtiggørelse, så vil vi alle drage fordel af det.”

I sidste uge var Charlotte Bornebusch til verdensmesterskaberne i udspring for amatører i Budapest.

“Der var helt stille, da mit navn blev sagt, og det kom op på tavlen. Så sad der ti dommere og kiggede, og så stod jeg der og skulle springe mit spring, og jeg tænkte bare: Yes, det er min tur. Og jeg vidste, at jeg kan det, jeg gør. Jeg blev ikke bange eller nervøs, for jeg har øvet og øvet. Så jeg stod der og kunne se ud over hele svømmehallen, og så skulle jeg bare springe.”

Charlotte Bornebusch endte som nummer ni ved verdensmesterskaberne i Budapest.

“Det var jeg rigtig godt tilfreds med. Efter tre år er det ganske godt, og om to år kan det være, at jeg kan blive nummer seks, hvem ved?”