Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

I Sverige har de lige knækket en af de hårdeste klimanødder: stål

Bilfabrikanten Volvo modtog forleden verdens første leverance af fossilfrit stål fra Nordsverige.

Foto: Jaroslav Ozana / AP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Omtrent fem kilometer nord for Gällivare i det nordligste Sverige ligger en by med et kæmpe hul i midten. Hullet er opstået, fordi undergrunden er så gennemboret af minedrift, at den simpelthen er begyndt at skvatte sammen. Hullet vokser hele tiden, og indbyggerne i Malmberget, som byen hedder, flytter derfor gradvist længere og længere væk fra den usikre grund i midten. Men der er ingen planer om at stoppe minedriften. Som bynavnet antyder, er mineskakterne selve Malmbergets eksistensgrundlag, og verdens efterspørgsel på jern til stålproduktion er nærmest umættelig. Så svenskerne – eller rettere deres gigantiske minerobotter – graver ufortrødent videre.

Sveriges velvoksne stålindustri har længe været en af de helt store sorte pletter på landets ellers relativt grønne samvittighed. Industrien står alene for omkring en tiendedel af alle landets drivhusgasudledninger. Men årsagen er ikke, at Sveriges stålindustri er specielt forurenende sammenlignet med andre landes, tværtimod. Den store klimabelastning afspejler bare, hvor stor en klimasynder stålproduktion er, sådan helt generelt. På verdensplan kommer omkring otte procent af alle vores drivhusgasudledninger fra stålproduktion alene. Det svarer rundt regnet til den samlede udledning fra hele Indien. Årsagen er, at forvandlingen af jernmalm til stål i århundreder har været afhængig af afbrænding af store mængder kul og andre fossile brændsler.

Derfor var det en meget vigtig milepæl, som forleden blev passeret, da bilfabrikanten Volvo modtog verdens første parti fossilfrit stål lavet af jernmalm fra Malmberget. Bag leverancen stod et virksomhedssamarbejde bestående af den gamle, statsejede minevirksomhed LKAB, som ejer minen i Malmberget, foruden energivirksomheden Vattenfall og stålproducenten SSAB.

For at forstå betydningen af det, svenskerne har gjort, er man nødt til at vide lidt om de faktiske forhold inden for jernindustrien, som man siger. Stålproduktion er en avanceret affære med mange trin i processen, men første skridt er at omdanne den rå jernmalm til jernpiller, som er nogle små, hårde kugler af jernoxid. I Malmberget er det traditionelt foregået ved hjælp af magneter og en stor ovn, som skal varmes op til 1.300 grader. Hidtil har ovnens brændstof været olie, men nu har LKAB fundet ud af at bruge en bioolie baseret på planter i stedet.

Den helt store klimagevinst skal imidlertid findes i næste skridt i processen. Her skal jernpillerne renses for ilt. Langt den mest udbredte metode er at hælde jernpillerne ned i en kæmpe højovn, hvor der fyres med pulveriseret kulkoks. På den måde kan man skabe nogle kemiske reaktioner, som fjerner ilten – men samtidig udleder man en hulens masse CO2. Svenskerne har derfor udviklet en anden metode, hvor man bruger brint til at fjerne ilten. Processen minder lidt om det, der foregår i højovnen, men udleder ingen CO2, fordi der ikke er noget kulstof involveret. Og fordi brinten er fremstillet ved at bruge fossilfri strøm til at spalte vand til ilt og brint, er der heller ingen udledninger herfra.

Når ilten er fjernet fra jernpillerne ved hjælp af brinten, får man et mellemprodukt kaldet jernsvamp, som man så kan putte ind i en såkaldt lysbueovn for at lave det om til stål. En lysbueovn er en gigantisk smelteovn, hvor to store elektroder varmer metallet op til en boblende, rødglødende masse. Den slags ovne bruges allerede vidt og bredt til at lave stål ud af gamle cykler, udtjente biler og andet jernskrot. Og fordi en lysbueovn er elektrisk, kan den uden videre gøres lige så klimaneutral som den strøm, man bruger til den. Ud af lysbueovnen kommer så flydende stål, som kan valses til for eksempel stålplader.

Svenskerne lavede for første gang et parti stål på den her måde i juli, og den 18. august blev den første portion stål lavet af jernpiller fra Malmberget så leveret til Volvo. Svenskerne regner med at være oppe i fuld industriel skala i 2026 – samme år, som Volvo forventer at begynde at bygge biler af fossilfrit stål. Og det er vigtigt for klimaet, at storskalaproduktionen af klimavenligt stål kommer snart, for intet tyder på faldende global efterspørgsel på stål lige foreløbig. Vi bruger store mængder på at bygge huse, broer, veje, jernbaner og anden infrastruktur, ligesom alle vores biler og industrimaskiner også kræver en del stål. Og selv om efterspørgslen typisk tager af i takt med, at infrastrukturen i et land bliver mere udbygget, er der nok af udviklingslande med voksende økonomier og tilhørende byggeboom til at drive en vækst i den globale efterspørgsel en del år ud i fremtiden.

Prisen bliver selvfølgelig afgørende for den nye svenske produktionsmetodes gennemslagskraft. Men svenskerne mener, at de på sigt kan ramme den samme pris, som man betaler for traditionelt produceret stål. I hvert fald på det europæiske marked, hvor der er udsigt til stigende CO2-afgifter på traditionelt stål.

Betyder det så, at problemet med enorme CO2-udledninger fra stålproduktion er løst? Nej. Stålindustrien er lidt af en supertanker, hvor man arbejder med meget lange investeringshorisonter, og derfor sker forandringer meget langsomt. Et stålværk holder snildt 40 år, og en meget stor del af verdens værker er ikke ret gamle. Det vil sige, at vi skal trækkes med dem – og deres udledninger – mange år endnu. Løsningen kunne blive teknologi til fangst og lagring af kulstof, hvor man opfanger værkernes udledninger og gemmer dem af vejen i undergrunden, men det kræver selvsagt noget finansiering.

Alligevel giver svenskernes gennembrud grund til optimisme. Svenskerne er nemlig langtfra alene med deres ambitioner om at lave klimaneutralt stål. Over halvdelen af al stålproduktion i verden foregår i Kina, og på det seneste har kineserne meldt nogle uhyre ambitiøse planer ud. Kinas største stålproducent, Baowu, har sat sig for at reducere sine udledninger med 30 procent i 2025 og blive klimaneutral i 2050. Virksomheden har tydeligt signaleret, at brint bliver en vigtig del af løsningen. Også Kinas næststørste stålproducent, HBIS, sigter efter klimaneutralitet i 2050 og er lige nu i færd med at bygge et nyt værk, hvor der hovedsageligt skal bruges brint til at fjerne ilt fra jernmalmen. Måske kan de to store trække resten af landets stålbranche med. Mange af verdens andre store stålvirksomheder har også investeret i teknologi til at erstatte kul med brint.

Det springende punkt bliver så, hvor brinten kommer fra. Hvis klimaneutralt stål skal være en reel mulighed, skal brinten til processen laves på samme måde, som de gør oppe i Sverige – nemlig ved at bruge fossilfri strøm til at spalte vand til ilt og brint. Det meste brint bliver i dag lavet af naturgas, og det er knap så klimavenligt. Men også her er der kommet opløftende nyheder fra Kina på det seneste. Samme dag, som svenskerne annoncerede verdens første leverance af fossilfrit stål, annoncerede provinsmyndighederne i Indre Mongoliet et enormt anlæg til produktion af grøn brint baseret på sol- og vindenergi. Anlægget nærmer sig den kommende danske energiø i Nordsøen i skala og skal efter planen være færdigt allerede i 2023.

Svenskerne kom altså først med produktion af klimaneutralt stål, men det er ikke sikkert, de bliver størst.