Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jens Christoffersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

"Det er meget svært at tro på den menneskelige sjæl,” siger denne verdensberømte hjernekirurg. Så er vi virkelig bare vores hjerner?

ÅBENBARINGDen første hjerneoperation Henry Marsh nogensinde var med til, var hans spæde søns, da sønnen skulle have fjernet en hjernetumor. "Min søn har det godt, han var heldig, han var kun tre måneder. Der er ikke mange børn på den alder, der overlever mere eller mindre uden skader. Så det har nok har nok påvirket mig lidt," siger han. Foto: Tom Pilston / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Mennesket er sin hjerne, mener den verdenskendte kirurg Henry Marsh. Efter at have tilbragt næsten 40 år med fingrene i folks hoveder, har han forladt sin kristne opdragelse og mener, at svarene på de vigtigste spørgsmål om menneskets eksistens skal findes i naturvidenskaben. Men er mennesket bare et produkt af sin egen biologi? Og kan Henry Marsh egentlig selv holde ud, hvis svaret er ja? Det spurgte Kirstine Dons Christensen ham om, da han for nylig var i Danmark.

Henry Marsh er en praktisk mand. Det siger den 68-årige verdenskendte britiske hjernekirurg gerne ligeud og gerne mere end én gang, men skulle man alligevel være i tvivl, behøver man bare slå op på første side i hans nyeste bog Hverken solen eller døden, der lige er udkommet på dansk.

I forordet beskriver han sit selvmordskit”. Kittet – der består af forskellige dødelige medikamenter – har Henry Marsh været forudseende nok til at samle i løbet af sin karriere bare for en sikkerheds skyld. Lægen Henry Marsh har set for mange uværdige dødsfald, mennesker martret af Alzheimers og det, der er værre, til ikke at tage sig sine forholdsregler, når livet engang om nok ikke forfærdelig længe stunder til.

Der er bare lige det, at Henry Marsh ikke helt kan svare på, om han vil bruge selvmordskittet, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg har set patienter hele mit liv. Jeg ved, at de ofte ændrer mening,” siger han, da jeg spørger, hvorfor han ikke ved, om han vil bruge sit kit, en hed eftermiddag i maj på Politikens Forlag i København. Det er én ting at tænke på sin død, når man har det godt. Det er noget andet, når man er ved at dø. Så jeg er bare ærlig og realistisk.”

Jeg har læst bogen, siger jeg. Men jeg kan faktisk ikke svare på, om han egentlig selv er bange for at dø. Er han det?

Jeg er bange for processen i at dø, hvis det er ubehageligt, men døden er ingenting,” siger han. Hvordan kan man frygte ingenting? Det er irrationelt.”

Hvis Henry Marsh holder af det praktiske, så afskyr han det irrationelle. Netop det gør spørgsmålet om hans frygt for døden til et, der angår andre end ham selv. Når det kommer til spørgsmål om den menneskelige eksistens, er det folk som Henry Marsh, det er på mode at lytte til – ikke sociologer eller præster. Jeg tror,” som Marsh siger, da jeg spørger ham, hvorfor mennesker har svært ved at håndtere døden, at frygten for døden er indgroet i vores hjerne.”

Dét svar er ikke bare typisk for Henry Marsh. Det er typisk for tiden. Når vi i dag stiller spørgsmål om den menneskelige eksistens, så stiller vi dem til naturvidenskabsmænd, og svarene finder vi typisk i hjernen.

At mennesket er, hvad hjernen gør det til, er jævnligt blevet sagt i videnskabelige kredse, i populære såvel som upopulære fora, de senere år. Alt fra hvad vi stemmer, til hvor empatiske vi er, børns opdragelse, til hvordan vi opfatter kunst, kan hjerneforskningen tilsyneladende give svar på. Al den nye viden er blandt andet resultatet af de milliarder af kroner, der er blevet hjerneforskerne til dels på verdensplan, siden den daværende amerikanske præsident Bill Clinton udnævnte 1990’erne til hjernens årti”.

Det er den viden, som Henry Marsh bogstaveligt talt har haft fingrene nede i næsten 40 år.

Indtil pensionen for få år siden var Henry Marsh en af Englands førende hjernekirurger. Verdensberømmelsen følger af at have været hovedperson i flere prisbelønnede dokumentarer og af hans forrige bog Gør ikke skade, som blev en verdensomspændende bestseller. Ikke at han egentlig selv behøver at sætte sig til tastaturet, andre forfattere gør det tilsyneladende gerne. Sidste år skrev nordmanden Karl Ove Knausgård en reportage om Henry Marsh for den amerikanske avis The New York Times, båret af fascinationen over hjernekirurgiens håndværk (Marsh sammenligner den med tømrergerningen, som han praktiserer på hobbyplan) og af manden selv, som har holdt hundredvis, hvis ikke tusindvis, af liv i sine hænder. Nu hvor Marsh støt nærmer sig sin egen død, har han så skrevet en erindringsbog.

I dag udfører Henry Marsh stadig operationer, og ellers bruger han sit otium på at holde sig orienteret om verden omkring sig. Da jeg bliver vist ind på det kontor, hvor interviewet skal foregå, sidder han med begge albuer på bordet, den bare isse i hænderne og næsen i den canadiske professor på Harvard University Steven Pinkers nye bog Enlightenment Now. Den handler om, hvordan et rationelt blik på verden – med statistikker, fakta og proportioner i fokus – afslører, at verden har det forholdsvis godt. Vi har aldrig været rigere eller mindre voldelige, modsat hvad man måske kunne tro, hvis man følger med i nyhedsmedierne. Marsh er på det lange stræk enig med Steven Pinker i, at det, som verden mangler, er et rationelt blik på sig selv (selv om han også synes, at Pinker er irriterende. Han tamper bare løs,” som Marsh siger, det bliver lidt trættende.”). Da Marsh har lagt bogen fra sig, går han da straks i gang med at opremse argumenter for at indføre aktiv dødshjælp – et emne, han lige har afleveret en artikel om til The New York Times. Der er kun rationelle argumenter for,” som han siger.

Er det ikke lidt anstrengende sådan at tage på turné for at diskutere sin egen død, spørger jeg.

Næ, egentlig ikke,” svarer han. Det lyder måske lidt afstumpet, men som læge har jeg arbejdet med død i over 40 år.”

Alligevel ville det være forkert at sige, at det er en følelseskold bog, som Henry Marsh har skrevet. Spørgsmål, som det er svært at svare rationelt på, siver ind på siderne.

Som for eksempel alle de gange, Henry Marsh i Nepal har behandlet små børn, hvis liv det nogle gange er bedre at lade rinde ud, for at forældrene kan koncentrere sig om de andre børn. Rationelt ja, men ikke nemt. Eller dengang en tarmoperation gik galt, og patienten som følge måtte dø langsomt i en ram hørm af sit eget bæ. Netop den episode beskriver Henry Marsh som et af hans egne svigt som læge, for det lykkedes aldrig Marsh at samle mod til sig til at tale om den forestående død med patienten.

Og så er vi ikke engang nået til Henry Marshs egen død. Den, som han ikke er bange for, men som han alligevel løber over 40 kilometer om ugen for at udskyde (jeg minder lige om hans alder), også selv om han efter eget udsagn hader det inderligt. Bogens danske titel er taget fra et citat af den franske 1600-tals filosof François de La Rochefoucauld. Hverken solen eller døden er det muligt at se direkte på,” lyder det.

Henry Marsh har, som han siger, stirret på døden de seneste 40 år. Men måske – kan jeg ikke lade være at tænke på i det hede kontor – er der alligevel noget, han har overset? En blind plet, som ikke kun handler om døden, men om hvor langt rationelle svar på den menneskelige eksistens egentlig kan bringe os.

For hvis Henry Marsh virkelig er så rationel, så ærlig og så realistisk, og hvis mennesket faktisk er så fornuftigt indrettet, som han beskriver: Hvorfor kan han så ikke svare på, om selvmordskittet kan komme i brug? Hvis han vitterligt kun er bange for at dø på en uværdig måde og ikke for døden i sig selv – så burde det vel ikke være noget problem at give et klart svar?

Bonusinfo. “Selv efter 30 år finder jeg det stadig voldsomt stimulerende at benytte et operationsmikroskop – fornemmelsen af skønhed, mysterium og opdagelsesrejse har aldrig forladt mig. Efter mange års øvelse føles det perfekt afbalancerede instrument som en forlængelse af ens egen krop, og man føler – i hvert fald indtil noget går galt – nærmest at have fået overmenneskelige kræfter,” skriver Henry Marsh i sin bog.

Egentlig skulle Henry Marsh slet ikke have været læge. Han nåede faktisk at tage en hel bacheloruddannelse i det britiske svar på statskundskab på Oxford University, Politics, Philosophy and Economics, inden han – foranlediget af ulykkelig kærlighed, som så meget i livet jo er”, han indskyder han – begyndte på medicinstudiet, fortæller han.

Men uddannelsen passede ham godt.

Helt siden jeg var barn, har jeg holdt af at passe på folk. Som lille havde jeg en masse udstoppede dyr, som jeg legede, jeg var mor for,” ler han. Selv om jeg er en alfahan, så har jeg en indre kvinde. Og jeg elsker børn.”

Man ler meget i Henry Marshs selskab, finder jeg hurtigt ud af, mest fordi Henry Marsh er lige så selvironisk, som han er ærlig. Bogens engelske titel er Admissions, på dansk: Indrømmelser. Man forstår hvorfor, når han for eksempel siger sådan:

Når patienter kommer ind med svære hjerneskader i den forreste del af hjernen, er de jo ofte usympatiske, og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de er dumme eller forfærdelige, selv om jeg ved, det ikke er deres skyld. Altså det kan man ikke komme væk fra. Det er menneskets natur.”

Det er et udtryk, Henry Marsh bruger meget: den menneskelige natur. I bogen gør han flere forsøg på at definere den.

Jo mere man lærer om hjernen, om vores jegs sande natur, desto mærkeligere bliver den,” lyder det for eksempel et sted. Et andet sted: ‘Jeg’ er en midlertidig, elektrokemisk dans bestående af umådelig mange stykker information, og som fysikerne kan fortælle os, er informationer noget fysisk.”

Sådan ville man ikke have sagt for bare få årtier siden, siger Henry Marsh.

Dengang var det førende syn på menneskets opførsel, at det det var rent kulturelt bestemt. Der var ikke noget, der hed den menneskelige natur,” siger han.

Det har vi så glemt nu, nu accepterer vi alle sammen, at den menneskelige natur findes. Og at vi har meget tilfælles med chimpanser. Men det var løse rygter indtil for 30-40 år siden.”

Hvordan ved Henry Marsh, at det, vi oplever som et selv, i virkeligheden er de elektrokemiske systemers dans”, spørger jeg?

Det ved jeg heller ikke med sikkerhed. Det handler om sandsynlighed. Men jeg har set mennesker, der har fået skader i den forreste del af deres hjerne, og som ændrer personlighed. Det ændrer, hvordan de forholder sig til andre mennesker. Typisk gør det dem til værre mennesker. Det gør dem aggressive. Vi ved, at en meget stor del af de indsatte i fængslerne, som sidder inde med en hård voldsdom, historisk set har haft mange hovedlæsioner,” siger han.

Når du ser folks personlighed forandre sig, så er det meget svært at tro på den menneskelige sjæl, eller at folk ikke er deres hjerner. Det er der mange mennesker, der ikke bryder sig om at høre. Men det er – som hjernekirurg, og det bliver svært at finde en hjernekirurg, der mener noget andet – umuligt at sige, at vi ikke er vores hjerne.”

FORLÆNGELSEEfter mange år i hjernekirurgien føles redskaberne i dag som en forlængelse af hans egne lemmer, skriver Henry Marsh i bogen. Foto: Tom Pilston / Ritzau Scanpix

En af grundene til, at netop hjerneforskningen fra 1990’erne og frem blev prestigeforskning, skyldes nogle af de landevindinger, som hjerneforskningens pionerer udvirkede årtiet forinden. En af de pionerer var amerikaneren Benjamin Libet, som i 1980’erne bad en gruppe studerende sætte sig godt til rette, koblet op på udstyr, der kan måle elektrisk aktivitet i hjernen, og så flytte på hånden, hvornår end de lige følte for det.

Resultatet gjorde Libet verdensberømt, og eksperimentet er siden gentaget i en uendelighed. Det, som måleudstyret viste, var, at den elektriske aktivitet i hjernen begyndte, inden de studerende flyttede på hånden. Med andre ord: Beslutningen om at flytte på hånden var måske truffet, inden de studerende selv var bevidste om den.

Det var i hvert fald, hvad eksperimentet blev taget for at bevise. Den frie vilje er et bluffnummer. Eller som Henry Marsh skriver i bogen:

Det er, som om det besluttende jeg ikke er spor anderledes end en sømand i stormvejr, der er tvunget til at styre sit skib i stormens retning, men bagefter hævder selv at have sat kursen.”

Sådan taler Henry Marsh også gerne om sit eget liv.

Altså du ved, hvordan det er, vi fortæller os selv historier om vores egne liv, vi ser tilbage, og vi tror, at det hele var en stor plan, men langt det meste er jo bare tilfældigt held,” ler han, da han forklarer, hvordan han blev læge.

Ligesom ægteskab. Dine hormoner forbereder dig på at møde den rigtige person på det rigtige tidspunkt, og så er dit liv selvfølgelig grundlæggende forandret. Hvis du var stødt ind i en anden, ville dit liv have forandret sig i en anden retning.”

Alligevel står skråsikkerheden ikke alene. For selv om Henry Marsh er sikker på, at vi er produkter af vores egen biologi, så skriver han også i bogen, at hvad det mere konkret vil sige, er der endnu ingen, der har kunnet komme med et tilfredsstillende svar på”.

Det er på en eller anden måde utilfredsstillende, fortsætter han, at hævde, at det bevidste jeg er en illusion, at det ikke består i noget som helst andet end at lade sig føre med af vinden.”

Så hvad mener han egentlig, spørger jeg ham. Har vi en fri vilje eller ej? Er vores biologi herre, eller er vi selv?

Det er det sidste store mysterie i videnskab, i virkeligheden. Vi ved, at, så vidt jeg kan se, er der ingen tvivl om, at alt, hvad vi to føler og tænker lige nu, det er elektriske signaler,” siger han.

Men hvordan bevidsthed vokser ud af det – det aner vi ikke noget om. Vi ved virkelig ikke, hvordan fysisk stof skaber bevidsthed.”

Bonusinfo. “I England løber jeg længere tid ad gangen. Jeg plejede at løbe op mod 80 kilometer om ugen, men så begyndte mit ene knæ at beklage sig, og nu løber jeg højst 40 kilometer om ugen. Det er sjældent noget, jeg nyder – jeg finder det voldsomt anstrengende, og min krop føles stiv og tung – men jeg gør det af frygt for at blive gammel, og fordi motion hævdes at udskyde demens.” Fra Hverken solen eller døden.

Henry Marsh og hans meningsfæller er sikre på, at mennesket er produkt af sin egen biologi. For hvordan kan det være andet? I et naturvidenskabeligt verdensbillede har alt en årsagsforklaring, og en årsagsforklaring kan dårligt være en kraft, der virker så magisk som den frie vilje i sig selv.

Den udgave af virkeligheden ligger bare ret langt væk fra vores almindelige opfattelse af den.

Jamen det er netop problemet, også med Libets konklusion,” siger Henry Marsh. Hvad der foregår inde i hjernen, hvordan de forskellige dele arbejder sammen, og i hvilken rækkefølge (hvis tanker overhovedet kender til rækkefølge) er stadig et åbent spørgsmål, fortsætter han.

Det er rigtigt: Vi kommer ikke til at behandle vores børn som urværk, eller som om de ikke har en fri vilje. Vi vil stadig modificere deres sociale opførsel.”

Han holder inde kort.

Nogle mennesker siger, at vi ikke kan forklare bevidsthed naturvidenskabeligt,” siger han.

Ville det være dig?

Ja, det ville det. Vi kan ikke betvivle bevidsthed. Nogle har sagt, at bevidsthed er en illusion, at det hele er en stor misforståelse. Det synes jeg, er noget pjat – jeg er bevidst, jeg gider ikke betvivle det,” siger Henry Marsh.

Men jeg er en praktisk mand, jeg beskæftiger mig med, hvad det kan betyde ude i samfundet i stedet for at lade mig fange i filosofiske diskussioner.”

Men I, der er hjerneeksperter, I ejer jo diskussionen om, hvad mennesket er i dag. Så det er vel et sted med magt?

Jeg har skrevet mine bøger, og jeg forsøger at være ydmyg omkring det, og jeg har det sådan: Hvis du ikke kan lide det – så læs noget hjerneforskning.”

Men hvorfor ikke sige bare sige, at der er ting, som naturvidenskaben simpelthen ikke kan udtale sig om, som for eksempel den frie vilje?

Der er en kendt britisk biolog, der har sagt: Det er måske ikke sådan, at universet er mærkeligere, end vi tror. Det er måske mærkeligere, end det overhovedet kan lade sig gøre for os at tænke os til,” siger han.

Et andet citat, jeg godt kan lide, er: Man kan ikke skære i smør med en kniv, der er lavet af smør. Vi kan ikke med vores egen bevidsthed sige, at bevidstheden ikke findes. Så der er gode grunde til at tro, at der er grænser for, hvor meget vi kan forklare, hvordan hjernen for eksempel virker. Men det er ikke det samme som at sige, at de ikke er fysiske systemer.”

Henry Marsh er opdraget kristent. Hans familie gik i kirke. Men selv er han flintrende ateist, siger han.

Hvis du tager efterlivet væk, så falder de fleste religioner fra hinanden, så simpelt er det. Det er alt sammen noget med, at der er noget efter døden.”

Jeg spørger, om det egentlig passer. Idéen med religionen kunne vel også være, at der faktisk er en grund til, at vi er her?

Jamen for mig handler det om, hvad jeg efterlader mig. Lykken er jo flygtig, fra en ferie har man bare et par billeder, men det virkelig vigtige er, hvordan folk husker en. For de fleste og for mig handler det om mine børn. Jeg tror ikke, at de bliver lige så vildt succesfulde, som jeg er, men det gør ikke noget, de er gode mennesker. Så længe de er glade. Jeg har også været heldig at have skrevet bøger, som nogle mennesker måske kommer til at læse om 50 år, hvem ved,” siger han.

Men det, der virkelig irriterer mig ved at skulle dø, er, at jeg aldrig kommer til at vide, hvad der kommer til at ske. Med mine børn og børnebørn, men ikke kun det, også hvad der kommer til at ske med verden. Det kommer jeg aldrig til at vide, og det er virkelig uretfærdigt.”

Henry Marsh ler.

Det er i øvrigt, siger han så, det, som er virkelig irriterende ved religionen. At religionerne insisterer på, at de har svar på alt.

Så jeg indvender igen: Kunne man ikke lige så godt sige det omvendte? Er det ikke netop naturvidenskaben – fordi den bygger på fakta – som man ikke må sige imod?

Man kan godt mene, at religion er en slags eksistentiel sut. Men kunne man ikke sige det samme om et naturvidenskabeligt verdensbillede, som man vil klemme alt, hvad der er værd at sige om den menneskelige natur, ned i?

Jamen …” siger Henry Marsh og holder en tænkepause.

Det ironiske er, at den måde, jeg forsøger at leve på, er grundlæggende i total overensstemmelse med den måde, mine forældre forsøgte at leve på. Men uden at gå i kirke eller tro på Gud,” siger han.

Jeg mener jo, vi har en moralsk forpligtelse til at gøre noget ved den globale opvarmning, også selv om vi ikke kan stoppe den. Bare det at plante et enkelt træ er en lille gestus. Eller spise lidt mindre kød. Og den moralske forpligtelse ligger på os selv. Vi kan ikke fortælle dem i Kina eller andre steder at de skal holde op med at køre i biler eller udlede et eller andet. Det er os, der har forurenet planeten. Vi kan ikke sige, fuck af, I må ikke. Så vi må sætte et eksempel, og det bliver så ikke mig, fordi jeg flyver rundt om jorden. De moralske konklusioner omkring mit liv er i virkeligheden meget lig det kristne budskab om, at vi alle er syndere og må tilgives. Hvis du skærer detaljerne væk, så er det det samme.”

Snart fører Henry Marshs bogturné ham ind i studiet på det engelske svar på DRs Mads og Monopolet, hvis vi taler radioprogrammers popularitet: Desert Island Discs hedder det.

Konceptet er, at de kendisser, der inviteres ind, udvælger otte stykker musik, som de ville tage med sig på en øde ø. Marsh siger, at han har valgt et stykke af Bach, som han vil spille til sidst.

Erbahme dich, Mein Gott hedder det. På dansk: Gud, forbarm dig.

Fordi,” siger han, det, jeg sidder og siger, er, at vi skal gøre verden til et bedre sted, men at jeg flyver verden rundt og forurener den.”

Vi sidder lidt.

Henry Marsh, den flintrende ateist, vil spille Bach om Guds tilgivelse, hvis han skulle ende på en øde ø. Det giver mig modet til at stille et sidste spørgsmål – det, som jeg fra begyndelsen vidste, jeg ville stille. Henry Marsh er en mand, der ved meget. Han har skrevet en bog bygget på alt det, han ved, og alt det, han har oplevet.

Men den handler også om den ene ting, han ikke ved noget som helst om:

Døden.

Hvis du virkelig kun er bange for processen med at dø, men ikke døden i sig selv. Hvorfor er det så, at du synes, at det er så svært at svare på, om du kommer til at bruge det selvmordskit eller ej?

Fordi mine observationer af mig selv og mine observationer af mine patienter fortæller mig, at vi som mennesker er meget inkonsistente,” svarer han.

Det er den eneste grund?

Ja. Det er det. Den måde, vi er blevet designet af evolutionen, gør, at vi er optimistiske, også når vi har fået at vide, vi skal dø,” siger han.

Altså når vores hjerne er væk, så ophører vi med at eksistere. Det er absurd at frygte det. Men selve det, at mit liv lakker mod enden, det skræmmer mig.”

Jeg slukker båndoptageren og giver hånd. Lykønsker ham med det udsolgte arrangement, han senere samme aften skal holde i Den Sorte Diamant i København. Flere tusinde har meldt sig til på Facebook.

Henry Marsh ser blufærdigt ned.

Folk tror, at folk, der ved noget om hjernen, kan fortælle dem meningen med livet,” smiler han.

Det er en meget stor fejltagelse.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem