Rikke Hvilshøj havde været til møde i Sønderjylland den aften i juni 2005. Familien lå og sov, da ministerchaufføren på den forkerte side af midnat lod den grå Mercedes rulle op foran huset i Greve og satte hende af på fortovet. Hun var udmattet efter en lang dag, og der gik ikke længe, før hun selv krøb i seng. Mens søvnen indfandt sig, hørte hun stemmer uden for sit soveværelsesvindue, men øjenlågene var tunge – hun var allerede på vej ind i drømmeland.

Måske faldt hun alligevel aldrig helt i søvn. I hvert fald var hun den eneste i huset, der få minutter senere – lige omkring klokken tre om natten – registrerede det ellers øredøvende brag. Hendes mand vågnede end ikke af, at hele soveværelset blev blændet op, som var det højlys dag udenfor.

Rikke Hvilshøj vækkede ham og løb selv hen til vinduet og så bilen omgivet af et flammehav ude i carporten.

Eller rettere:

“Flammerne var så store, at jeg end ikke kunne skimte bilen,” siger hun i dag.

En nabo stod allerede og hamrede på fordøren, og mens Hvilshøjs mand nu løb ind for at vække børnene, ringede hun selv til 112, inden hele familien flygtede ud gennem bagdøren – ud gennem haven og ud på gaden. Hun råbte og skreg, mens ilden spredte sig fra carporten og tog fat i hovedbygningen og taget på huset:

“Hvor fanden bliver brandbilerne af? Jeg tror, rapporten siger, at der gik under ti minutter, men det føltes som en evighed.”

Det var først, da politiet kort efter dukkede op og tiltalte Rikke Hvilshøj som “integrationsministeren”, at det faldt hende ind, at det kunne være andet end en ulykke (en kortslutning i bilen måske, hvad vidste hun om biler?).

“Jeg ringede 112 som en helt almindelig borger, og var jo bare en mor, der ville have mine børn i sikkerhed, og vi var jo bare en familie, der stod med en brændende bil og et brændende hus. Men pludselig gik det op for mig, at jeg nok måtte få fat i statsministeren.”

Dén nat, hvor Rikke Hvilshøj – eller i hvert fald hendes bil og hus – blev mål for et politisk motiveret angreb, der i brutalitet har få paralleller i Danmarks demokratiske historie, vil altid forfølge Rikke Hvilshøj og hendes familie. Selvfølgelig fordi det var en forfærdelig oplevelse, men måske endnu mere fordi det er brandattentatet, mange husker, når de hører navnet Rikke Hvilshøj.

Det ærgrer hende, og det ærgrer hende særligt, fordi det aldrig var hendes ambition at blive en part i den suverænt mest voldsomme og ophedede politiske kontrovers de seneste årtier.

“Du er godt klar over, at jeg aldrig har beskæftiget mig med det her før, ikke?” var noget af det første, hun havde sagt, da statsminister Anders Fogh Rasmussen en sen aften i februar 2005 – lige efter valget, få måneder inden attentatet – havde ringet og tilbudt hende posten som minister for flygtninge, indvandrere og integration.

Hvilshøj havde i modsætning til resten af Venstre slet ikke haft udlændingepolitikken som tema i sin personlige valgkamp, og hun var – som hun beskriver det – nødt til at bede statsministeren om lov til at ringe tilbage.

“Det var ikke, fordi jeg var uenig i de opstramninger, der var lavet. Jeg var bare mere komfortabel med andre emner, og jeg syntes, det var en svær dagsorden.”

Efter at have vandret rundt om køkkenbordet nogle gange og diskuteret sagen med sin mand, havde hun trods alt ringet tilbage og givet Fogh sit ja, men hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle ende med et image som isdronningen af dansk udlændingepolitik.

“Det var ikke en ambition at fremstå hård. Det var heller ikke noget, Anders havde bedt mig om. Men så dukkede alle de der enkeltsager op om folk, der skulle udvises eller ikke kunne få familiesammenføring. Den måde, jeg håndterede de sager, dét er en af mine store fortrydelser,” siger hun:

“Jeg fortryder, jeg var alt for dårlig til vise, at jeg selvfølgelig følte med folk, der ofte var syge og levede under svære omstændigheder. Jeg fandt aldrig en god balance mellem at vise empati og samtidig sige, at lov er lov.”

Hvis ikke hun var det i forvejen, så gjorde brandattentatet hende til synonym med en uforsonlig udlændingedebat, der – mener hun selv – siden blot er eskaleret og eskaleret og intet godt har gjort for integrationen:

“Meningen med den stramme udlændingepolitik var jo at skabe et rum til en positiv integration for dem, der har ret til at være her. Det hele nytter jo ingenting, hvis man så alligevel skubber de her mennesker væk, i stedet for at tage dem til sig,” siger hun:

“I dag kan jeg slet ikke følge med mere. I dag er hele Folketinget – i hvert fald til og med SF – jo nærmest gået højre om mig.”

Som sådan er hele fortællingen om Rikke Hvilshøjs tid som politiker lidt af et paradoks, og det begynder med, at hendes forbillede var den internationalistiske og – vil mange af nutidens Venstre-folk nok mene – blødsødne tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen.

Rikke Hvilshøj var som teenager “typen” (hendes eget udtryk), der sad i skolebestyrelsen, organiserede indsamlinger til fattige børn i Afrika og skrev artikler i skolebladet, og i 9. klasse kom hun i skolepraktik i Udenrigsministeriet, hvor Ellemann residerede. Det gav hende smag på mere, men det var snarere den liberale udenrigsminister Ellemann end Venstre-manden Ellemann, der betog hende. Da hun senere fortsatte i gymnasiet og tog en polituddannelse ved universitetet var det med en drøm om et job i en international organisation som WTO eller OECD.

Det var en spejderkammerat, der i første omgang lokkede Hvilshøj med til et møde i Venstres Ungdom, og selv da hun senere blev kandidat til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, var det ikke med nogen større ambition om en karriere i partiet.

“Jeg betragtede mig først og fremmest som et liberalt tænkende menneske, og de liberale tanker placerede jeg så i Venstre. Det er ikke for at lægge afstand til Venstre, men bare for at forklare, hvordan rækkefølgen var for mig. Jeg følte mig først og fremmest styret af mit eget liberale syn på mennesket og samfundet, og der var så nogle muligheder, der bød sig til.”

I kommunalbestyrelsen på Frederiksberg – hvor Hvilshøj mod forventning kom ind, fordi Venstre fik det bedste valg i rundt regnet 100 år – beskæftigede hun sig først og fremmest med privatisering og frit valg i den kommunale service.

“Jeg forsøgte blandt andet forgæves at få udbudt brandvæsenet, som var landets næstdyreste, men spurgte man en konservativ, så ville det være ensbetydende med, at Frederiksberg mistede hele sin identitet. Det illustrerer måske meget godt, hvorfor jeg ikke var endt hos de konservative.”

Hvilshøjs arbejde på Frederiksberg førte blandt andet til, at hun endte i en mindre gruppe under den daværende amtsborgmester Lars Løkke Rasmussens ledelse, der skulle lave en ny Venstre-politik for udlicitering af traditionelt kommunale serviceopgaver som pleje, sundhed og børnepasning til private virksomheder.

“På den måde var det sådan en glidende proces. Folk ser en, der er aktiv, og så bliver man mere og mere involveret, og i 1997 blev jeg så spurgt af kredsformanden, om ikke jeg ville være folketingskandidat. Og da havde jeg jo fået smag for indflydelsen. På den måde er politik jo en bacille.”

Ved valget i 1998 blev Rikke Hvilshøj – igen lidt mod egne forventninger – valgt ind i Folketinget, og der levede hun en relativt stille tilværelse med ansvar for områder som boligpolitik, ligestilling og erhverv, indtil hun i 2004 fik den tunge post som finansordfører, da Kristian Jensen blev forfremmet til skatteminister.

Hun hørte til samme generation og fløj som større, liberale københavnerprofiler som Søren Pind og Martin Geertsen, men var – på grund af hendes position i gruppeledelsen – ikke med til at præsentere de ti liberale teser, som Pind torpederede et Venstre-landsmøde med i 2003. Og så var det altså, at Fogh ringede en aften efter valget i februar 2005.

“Han sagde faktisk aldrig, hvorfor han havde valgt mig, eller hvad han forventede af mig,” siger Rikke Hvilshøj, der fortæller, at både hun og hendes mand lå hjemme med 40 i feber hele hendes første uge som minister, mens hun begyndte at pejle sig ind på, hvad Fogh egentlig ville, ved at rådføre sig med folkene omkring ham.

“Der var nogle i Venstre, der gav mig det indtryk, at opgaven bare var at holde mig på god fod med DF og forsvare udlændingepolitikken, men da jeg vendte tilbage til Christiansborg og selv fik snakket med Anders, så viste det sig heldigvis, at han var meget enig med mig i, at vi skulle prioritere integrationspolitikken.”

Det gjorde Rikke Hvilshøj også, fra den første dag hun satte sig i sin stol i ministerkontoret, og det gik nogenlunde – indtil enkeltsagerne begyndte at lande på hendes bord og gjorde hende til regeringens måske mest kontroversielle og udskældte minister.

Danmarks første integrationsminister og Rikke Hvilshøjs forgænger på posten var Venstre-nestoren Bertel Haarder. En højskole-intellektuel, der i årevis havde haft heftige diskussioner med præsterne i Dansk Folkeparti – Jesper Langballe og Søren Krarup – men også nød fordel af en gensidig respekt og en eller anden form for forståelse med de to hjerner bag DF’s hårde udlændingepolitik og islamkritik.

For Rikke Hvilshøj var en af de første – og mest skræmmende – opgaver at skulle mødes med Krarup og Langballe.

“Jeg kunne jo ikke som Bertel tage de der højtsvævende diskussioner med dem, og integration interesserede helt ærligt ikke de to præster det fjerneste, men jeg fik sagt til dem, at hvis ikke vi interesserede os for, hvordan udlændinge skulle leve i Danmark, så ville imamerne udstikke retningen.”

Hun vil ikke påstå, at hun nogensinde fik det samme forhold til præsterne som Bertel Haarder, men måske blev det på en måde mere forsonligt, og hun syntes, hun fik frihed til at sætte sin egen dagsorden, så længe hun ikke pillede ved de udlændingestramninger, der allerede var indgået.

Hun peger selv på bløde tiltag som en Grundlovskonkurrence efter Mohammedkrisen, hvor unge med indvandrerbaggrund fik en del af ministrenes taletid på Grundlovsdag. Tiltaget førte blandt andet til et lettere ikonisk billede, hvor Anders Fogh Rasmussen ved et grundlovsarrangement står og holder en ung mand i hånden, der senere vente demokratiet ryggen til fordel for den ekstreme organisation Hizb-ut-Tahrir. Ikke desto mindre, siger Rikke Hvilshøj:

“Jeg syntes, det var vigtigt at få sat en dagsorden om, hvordan udlændinge rent faktisk kunne bidrage positivt.”

Hvilshøj ændrede også Udlændingestyrelsen til Udlændingeservice, hvor den stramme retorik i udlændingedebatten i Hvilshøjs øjne var begyndt at smitte for meget af på sagsbehandlingen og det, der skulle have være en integrationsindsats.

Rigsrevisionen havde allerede kritiseret sagsbehandlingen i styrelsen, og hun blev selv mødt med en masse “åndssvage” historier om folk, der nærmest bare var gået ind ad den forkerte dør og så havde fået at vide, at de ikke kunne komme ind i landet, selv om de havde været kvalificerede, hvis blot de havde taget døren ved siden af.

“Jeg oplevede, at systemet nærmest havde en kultur, hvor de betragtede det som en smutter, hver gang der var en udlænding, der kom ind i Danmark. Så havde de misset en i filtret.”

Sådan mente Rikke Hvilshøj ikke, man skulle tænke.

“Jeg syntes hverken dengang eller nu, at man kan bebrejde mennesker, at de vil søge lykken i Danmark,” siger hun.

Rikke Hvilshøj samlede hvert år også – med inspiration fra de såkaldte Sorø-møder på uddannelsesområdet – eksperter, NGO’er, erhvervslivet og repræsentanter fra flygtninge- og indvandrermiljøerne for at diskutere integration, men hendes hjerteprojekt blev først og fremmest at hjælpe indvandrerkvinder bedre ind i samfundet.

“Jeg tror, vi stjal en vending fra Danmarks Statistik, der lød, at hver gang du integrerer en mand, så integrerer du en mand, men hver gang du integrerer en kvinde, så integrerer du en familie. Det blev lidt af en ledetråd og drivkraft for mig. De her mødre skulle forstå, hvad det var for et samfund, deres børn voksede op i,” siger hun.

I Rikke Hvilshøjs bevidsthed fyldte hendes fokus på integration meget, men i medierne fyldte det mindre, og lidt efter lidt begyndte alting at rotere omkring en lang række enkeltsager om flygtninge og indvandrere, der var blevet ramt af regeringens udlændingestramninger. Hun siger:

“Noget af det, jeg husker som det værste fra min tid som minister, det er, hvor meget jeg hadede at gå ud og hente Politiken i postkassen hver morgen.”

Som Rikke Hvilshøj mindes det, så begyndte sagerne at fylde alting. Den ene dag et bedårende barn, der ikke kunne få familiesammenføring, den næste dag en topstuderende, der skulle smides ud, den næste dag en mønsterborger, der ikke kunne opnå statsborgerskab. Særligt politikere som Morten Østergaard og Simon Emil Amittzbøll fra de Radikale drog hver og hver anden uge (sådan føltes det i hvert fald) paralleller til Tamilsagen fra 1980’erne, hvor den borgerlige regering væltede efter at være blevet afsløret i at have syltet en gruppe tamilers retskrav på familiesammenføring.

For Rikke Hvilshøj var det frustrerende. Hun kunne jo – siger hun – godt se, at reglerne til tider ramte skævt eller placerede mennesker i en svær situation, men hun så det som sin opgave at forsvare retsstaten, hvilket for hende indebar, at man ikke kunne gøre undtagelser, bare fordi enkelte mennesker fik deres sag i medierne. Desuden – mener hun fortsat i dag – så var det ofte kun en brøkdel af sandheden, der fandt vej til spalterne og folketingssalen:

“Medierne havde jo ofte fået udleveret en enkelt side fra en afgørelse, der måske indeholdt 20 sider, og jeg måtte jo ikke referere fra de 19 andre sider, men jeg kan ærligt sige, at der aldrig var tale om bare en antydning af en Tamilsag, for sådan er jeg simpelthen ikke, og de her enkeltsager var et kæmpe dilemma for mig.”

Selv om også mange partikolleger og regeringskolleger indimellem appellerede til Rikke Hvilshøj om at blande sig i bestemte sager, så var hun samtidig også klar over, at hun aldrig kunne få et flertal i Folketinget med på mere generelle ændringer af udlændingereglerne, der igen kunne åbne for større tilstrømning.

Hun tror derfor stadig ikke, om hun kunne have gjort så meget mere for at hjælpe de specifikke mennesker, der fik deres sager i medierne, men hun erkender blankt, at hun var for dårlig til at udvise empati og forståelse, og peger selv på en senere integrationsminister som Karen Hækkerup (S), der langt bedre evnede at ramme en balance.

“Mediernes dagsorden fyldte enormt meget, og jeg var skidedårlig til medier. Nogle politikere elsker at møde en mikrofon, for mig var det noget, der fulgte med jobbet, og som jeg gik helt død i. Jeg blev høj af at sidde ved forhandlingsbordet og få ender til at mødes, men jeg var ikke en ørn til offentlige optrædener, og det går ikke som politiker i dag. Det indrømmer jeg blankt.”

Rikke Hvilshøj kunne til sidst ikke kende sig selv i det billede, som medierne oftest tegnede af hende som en følelseskold og arrogant minister, men ligesom det har indebåret en del selvransagelse siden, så bebrejder hun også et “parnas” af verbalt hårdtslående meningsdannere på den modsatte fløj i udlændingedebatten, der ifølge Hvilshøj bidrog mindst lige så meget til den konfrontatoriske kurs.

“Jeg er glad for, at mine børn dengang ikke kunne læse spisesedler og aviser, og jeg kunne slet ikke få debatten i medierne til at harmonere med den virkelighed, jeg mødte,” siger Rikke Hvilshøj.

Hun peger specifikt på sprogbrugen hos særligt en række kendte debattører på venstrefløjen med den storsælgende – og mildt sagt regeringskritiske – forfatter Carsten Jensen i spidsen.

“Jeg har aldrig stået i en ubehagelig situation ansigt til ansigt med hverken indvandrere eller asylansøgere, og jeg har aldrig mødt danskere med udenlandsk baggrund, som har sagt så vilde ting som det der parnas, og jeg kan stadig blive helt harm over det,” siger hun:

“Jeg tror egentlig, at hvis der var nogen, jeg var bange for, kunne finde på at spytte mig i ansigtet eller noget i den stil, så var det en type som Carsten Jensen.”

Da Rikke Hvilshøj endelig fik fat i statsminister Anders Fogh Rasmussen den nat eller gryende morgen i juni 2005, mens børnene var blevet forsynet med en stor skål slik og tegnefilm hos naboerne, og brandbilerne forsøgte at få bugt med flammerne, var det så småt gået op for hende, at der ikke var tale om en ulykke, men et bevidst forsøg på – i det mindste – at skræmme livet af hende.

Hun vidste jo godt, at ministeriet med mellemrum modtog trusselsbreve, som de – for at skåne hende – sendte direkte videre til PET.

Om morgenen blev hele familien i al hemmelighed kørt hjem til Rikke Hvilshøjs svigerforældre, og månederne efter levede familien på en hemmelig adresse på et halvtomt feriecenter – med PET-folk som eneste nabo – mens familiens eget hus fik opgraderet sikkerheden. Rikke Hvilshøj havde på grund af tidligere trusler allerede en politipatrulje, der passerede forbi hjemmet hver 20. minut, men det havde åbenbart ikke været svært at regne ud for de mennesker, der satte ild til hendes bil.

“Efter branden fik vi fast PET-beskyttelse, og det var rigtig fint at kunne bruge over for børnene, når de havde spørgsmål eller var nervøse: ‘Kig på de der to mænd – de passer på os.’ Det var jo en privilegeret situation sammenlignet med alle mulige andre i samfundet, der er blevet udsat for overfald eller trusler,” siger hun:

“Der blev også sat kameraer op overalt, og carporten blev nok den mest sikre carport i landet. Hvis du kaster en håndgranat mod den, så får du den vist tilbage i hovedet.”

På mange måder mener hun, at oplevelsen ramte hendes familie hårdest. Hendes forældre var bekymrede i tiden derefter, og Hvilshøj og hendes mand gjorde meget ud af at snakke med børnene – og se nyheder med dem – så ikke de lod sig skræmme af påstande og rygter, der naturligt nok spredte sig blandt klassekammerater og forældre til vennerne. Alligevel – siger hun – var det aldrig så meget som en strejfende tanke at stoppe som minister. Måske hun var for trodsig, men også fordi hun havde på fornemmelsen, at det aldrig var hensigten at skade hende.

Dagen efter angrebet havde en gruppe ved navn Grænseløse Beate taget ansvaret i en e-mail, sendt fra en internetcafé, men politiets spor endte blindt og har endnu i dag aldrig ført til en anholdelse af gerningsmændene.

“Men jeg gik ikke og tænkte, at de ville komme tilbage. Jeg ved det jo ikke, men jeg bilder mig ind, at de gerne ville lave ulykker, og det siger noget om dem, at de ikke evnede at regne ud, at det kunne ende meget galt med en brændende bil, der holder en halv meter fra et hus, men jeg følte ikke, at nogen var ude efter mig,” siger hun.

Hun håber stadig, at der en dag er nogle brikker, der falder på plads, så gerningsmændene bliver fundet, men når hun tænker tilbage på sin ministertid i dag, fylder brandattentatet forsvindende lidt, hvis det ikke var, fordi det oftest er det, folk spørger til. Efter blandt andet at have været politisk chef i den liberale tænketank CEPOS er Rikke Hvilshøj i dag administrerende direktør i interesseorganisationen Dansk IT, og selv om hun ikke har nogen som helst ambitioner om at vende tilbage til politik, så husker hun først og fremmest tilbage på ministertiden med et væld af positive oplevelser, møder med spændende mennesker og politiske tiltag, som hun selv mener, gjorde en forskel for integrationen i Danmark.

Da hun forud for valget i 2007 selv meddelte Anders Fogh Rasmussen, at hun ikke agtede at genopstille og derfor heller ikke stod til rådighed som minister længere, var det, fordi hun ville tilbage til det spor, hun egentlig var begyndt på, inden hun lod sig rive med af dansk politik.

“For mig er det hverken dem, der stak ild til mit hus – eller Carsten Jensen for den sags skyld – der fylder noget. Desværre bliver aviserne ikke længere brugt til at pakke fisk ind, og mine børn kan stadig finde de forfærdeligste beskrivelser af deres mor på nettet, men det dominerende indtryk, jeg sidder tilbage med, er alle de positive oplevelser,” siger hun og peger specielt på på de mange mennesker, hun mødte – særligt med flygtninge og indvandrerbaggrund – og stadig har kontakt til eller bare er på Facebook med.

Hun erkender til gengæld også, at det i sidste ende ikke er hendes linje i integrationspolitikken – eller hendes fortolkning af Venstres linje – der har sejret.

“Lige så meget som jeg stadig synes, der skal være en konsekvent og stram udlændingepolitik, så synes jeg i dag, at den stramme udlændingepolitik smitter alt for meget af på integrationspolitikken. Det nytter ikke noget, at vi signalerer til de mennesker, der gerne vil være her og har ret til at være her, at der alligevel ikke er plads til dem,” siger hun.

Selve tonen i den danske debat er ekskluderende, mener hun og peger specifikt på, at rummet for at være en progressiv muslim i Danmark er blevet mere og mere snævert, og at vi derved gør det sværere og sværere for muslimske rollemodeller at forsøge at ændre kulturen i familier i Danmark med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund.

“Et af vores problemer var i mange år at formidle vores grundlæggende værdier i vores samfund klart og tydeligt, men vi må også erkende, at vi som kristne-protestantiske danskere aldrig kommer til at reformere islam. Der er nødt til at være plads til, at nogen kan gå forrest, også selv om de ikke siger lige præcis de ord, som vi synes, er rigtige,” siger Rikke Hvilshøj.

“Jeg kan godt forstå, hvis særligt muslimske udlændinge i Danmark i dag som gruppe føler, at de bliver skammet ud. Det gør ikke noget godt ved mennesker, og det gør ikke noget godt for Danmark.”