Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Der er en stærk tradition for at se dansk politik igennem en bestemt linse: Som to konkurrerende lejre, en rød og en blå blok med hver sin leder. Som var det en naturlov, forsøger man at få samtlige partier til at placere sig pænt på en lige linje, der går fra venstre mod højre.
Men der er flere gode grunde til ikke at se politik som en fodboldkamp mellem to hold. Den form for holdtænkning præger mange af tidens politiske diskussioner, om de foregår på Christiansborg eller på Twitter. Men den har det med at indsnævre vores fantasi og forhindre os i at se, hvor vi faktisk kan finde fælles fodslag med modparten.
Og det er med dét udgangspunkt, at vi har skabt det interaktive værktøj, du ser herunder. Vi kalder det Flertalsbyggeren: Et alternativt valgbarometer, der forsøger at vise den kompleksitet og de mange nuancer, der findes i politik. For politik er ikke to fasttømrede blokke, der altid står i opposition til hinanden.
Hvor enige eller uenige de forskellige partier er, kommer an på, hvad man spørger om. I Flertalsbyggeren inddeler vi partierne efter en række vigtige emner, der hver især maler sit eget politiske landskab frem – med forskellige alliancer og mulige flertal på kryds og tværs af de traditionelle blokke.
Der er brug for at se politik gennem sådan en linse. Særligt nu, hvor flere og mere forskellige partier er kommet på stemmesedlen. Flere politikere snakker åbent om at samarbejde henover midten. Eksempelvis har statsminister Mette Frederiksen ikke været afvisende over for, at en ny regering under hende kan blive med både borgerlige og røde partier. Samtidig har flere af de partier, som meget vel kan komme til at sidde på afgørende mandater, endnu ikke bekendt kulør og peget på en af de tre statsministerkandidater.
Og så er der virkeligheden, hvor de benhårde blokpolitiske opgør efterhånden også er en sjældenhed. De seneste ti år er cirka ni ud af ti lovforslag blevet vedtaget af brede flertal på tværs af blokkene, eller med enstemmighed i hele Folketinget.
Og altså derfor Flertalsbyggeren, der forsøger at se dansk politik igennem en anden linse end den, hvor to fasttømrede blokke kæmper mod hinanden om regeringsmagten og statsministerposten. En linse, hvor enighed og uenighed findes på kryds og tværs af partiskel.
Når du sidder med Flertalsbyggeren i hånden, kan du bladre igennem de forskellige dagsordener og se partierne hoppe rundt i barometeret, alt efter hvor de politisk befinder sig på netop dét område, du har valgt.
Under hver dagsorden kan du trykke på et partibogstav og læse om partiets vigtigste politik på området. Du kan også finde forskellige måder at samle de magiske 90 mandater, der skal til for at have flertal i Folketinget. På den måde kan du ‘bygge’ dine egne små koalitioner, som måske vil kunne finde et kompromis mellem sig. Det gør du ved at dreje på knappen Find 90 mandater.
Vi opdaterer løbende Flertalsbyggeren, når der kommer nye meningsmålinger. Vi vil også udvide den med flere politiske emner – og opdatere de eksisterende, i takt med at partierne melder ny politik ud. Så hvis du savner et bestemt politisk emne, er du velkommen til at skrive din idé til os. På den måde hjælper du os til at få en endnu mere nuanceret dækning af valgkampen.
Og så vil vi også gerne bede om din hjælp til at fortælle os, hvis du synes, der sker noget i valgkampen, som rykker på vores placering af partierne.
Sådan gjorde vi: Flertalsbyggeren er skabt af Zetland på baggrund af data fra partiernes principprogrammer, politiske forslag, taler, interviews og forskellige udmeldinger i pressen. Placeringen af partierne på de forskellige skalaer er sket ud fra en samlet vurdering af de forskellige partiers holdninger og er i den forstand et kvalificeret skøn.
Meningsmålingerne er et vægtet gennemsnit af en række danske institutter skabt af ph.d. i statskundskab Erik Gahner Larsen. Tak til Erik for, at vi må bringe dem. Du kan finde flere tal og mere viden på politologi.dk.