Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF

SWUNG_Nafisa Fiidow er somalier, så ifølge statistikken skulle hun klare sig skidt. Sådan er det ikke gået. Foto Sofia Busk / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

De somaliske flygtninge herhjemme har været de suverænt sværeste at integrere. En af dem, 19-årige Nafisa Fiidow, har oplevet at få mere støtte end danske børn, og spørger man hende, hvordan vi midt i tidens flygtningediskussion undgår at gentage tidligere tiders fejlslagne integration, så er et af svarene at skrue ned for følsomheden.

Hun er stadig teenager, og hendes tanker skifter mellem det uhøjtidelige og det eftertænksomme. Det ene øjeblik fortæller hun om familiestrukturen i somaliske familier, det næste tager hun strømpen af og viser de henna-tatoveringer, hun fik lavet for et par dage siden i Mogadishu, hvor hun lige har været på familiebesøg.
Nafisa Fiidow (udtales Nafisha) er 19 år og tilhører den unge generation af somaliske flygtninge i Danmark. De kom til Danmark i 1990´erne på flugt fra borgerkrig, og deres møde med velfærdsstaten har været så brutalt, at Rockwool-fonden i 2007 konstaterede:

Statistisk set er det faktisk vanskeligt at forklare, hvorfor somalierne er så dårligt stillede.”

Nafisa Fiidow er vokset op i stueetagen i en boligblok i Skanderborg; hun beskriver den som en white trash ghetto. Hendes forældre var skilt, og moren var alene med en søskendeflok, der i dag tæller ni børn. Hun oplevede, at de dårlige odds udløste fordele, som de danske nabobørn ikke fik del i.
Nafisa Fiidow fik lektiehjælp fra Dansk Flygtningehjælp fire gange om ugen og kom i sommerland og på udflugt til kunstmuseet Aros, mens de lige så socialt udfordrede danske børn ikke blev tildelt samme opmærksomhed.

Flygtninge og indvandrere bliver favoriseret inden for underklassen. Selv om jeg gik i samme børnehave og folkeskole som danske børn, hvis familier havde svært ved at hjælpe dem, fik jeg meget mere støtte,” siger Nafisa Fiidow.
Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.”

Bonusinfo. Danske somaliere har stået bag nogle af de mest omtalte voldssager, blandt andet økse-angrebet mod Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og et overfald med en cykelkæde på et ungt kærestepar på Vesterbro sidste år.

I disse år tager Danmark imod et stort antal nye flygtninge fra især Afghanistan og Syrien, og spørgsmålet er især, hvordan man undgår at gentage tidligere gruppers fejlslagne integration. Somalierne har hidtil været de sværeste at integrere, og det i sådan en grad, at integrationsminister Inger Støjberg sidste år brugte dem som skræmmeeksemplet på flygtninge, Danmark ikke bør tage imod:

Hvis man kommer fra Somalia, er det rigtigt svært at komme til Danmark og blive integreret. Der er andre lande, hvor de bedre kan falde til. Jeg vil tro, at de somaliske kvoteflygtninge falder bedre til i lande, der er tættere på,” sagde Inger Støjberg dengang til TV2.

Der bor omkring 20.000 med somalisk baggrund i Danmark, og 7 af 10 i alderen 30-57 er på fuldtidsforsørgelse. De er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, og skilsmisseraten blandt somaliere vurderes at være så høj som 75 procent. Tre ud af fire somaliske børn bor ikke med begge deres forældre.

Der har været flere bud på, hvorfor netop somalierne har klaret sig så dårligt. Et af dem er velfærdsstaten.

En svensk økonomiprofessor ved navn Benny Carlsson har påvist, at beskæftigelsesgraden er dobbelt så høj for somaliere i Minnesota, USA, end i Sverige. I 2012 pegede han på, at somalierne snubler i det sociale sikkerhedsnet, der skulle være deres springbræt:

I USA kan du ikke leve særligt længe på overførselsindkomst, men her i Sverige kan du leve på overførselsindkomst en stor del af livet. Der er en meget indgribende offentlig sektor, som prøver at integrere somalierne ved at administrere dem. Det gør det svært for somalierne at få lov til at klare sig selv,” sagde Benny Carlson.

Nauja Kleist, der er forsker på Dansk Institut for Internationale Studier har foretaget feltarbejde blandt danske somaliere, og hun når også frem til, at velfærdsydelserne har vendt op og ned på somaliernes liv. Somalierne kommer fra et kollektivistisk klansamfund af storfamilier, der agerer velfærdssamfund. Da de ankom til den individualiserede velfærdsstat, blev kvinderne med et slag økonomisk uafhængige af deres mænd og fik deres egne børnepenge og kontanthjælp. Mændene, der var vant til at være forsørgere, stod pludselig uden arbejde, skriver Nauja Kleist i den videnskabelige artikel Når hjemme er mere end et sted.

Når både kvinder og mænd får en lille bankbog, hvor de har deres penge stående” af kommunen, forsvinder det forsørgende mandlige familieoverhoved som mulig maskulin magtposition i især de familier, hvor manden er på overførselsindkomst. Hvilket kan skabe en følelse af, at den danske velfærdsstat truer familielivet ved at nedbryde somaliske” familiestrukturer og sætte kønsrelationer på spil.”

Nafisa Fiidow sidder i en lille lejlighed på Nørrebro, hun flyttede ind i for to dage siden. Hun lejer et værelse her det næste halve år, mens hun arbejder som politisk assistent hos Alternativet på Christiansborg. Hun læser statskundskab på Aarhus Universitet og er med til at hive de skæve statistikker op. Hun mener også, at den danske velfærd kan have en bagside.

Somaliere er et folk, der altid har klaret sig selv, og måske er somaliere og velfærd et dårligt match. I USA skal man klare sig selv på godt og ondt, så somalierne derovre har skulle arbejde og skabe deres eget. Her i Danmark har det måske været misbrugt. Måske er der nogle, der kunne klare sig selv, som har lænet sig tilbage. Måske har systemet været lidt for berøringsangst,” siger hun.

Andre bud på en forklaring på somaliernes situation i Danmark er, at forældrene ikke kommer med en tradition for uddannelse, at de kommer med krigstraumer, og at Somalia ikke bare geografisk men også kulturelt ligger langt fra Danmark. Et bud, der går igen flere steder, er den fraværende far i mange familier. Mange somaliske mænd går til bunds i druk, stoffer og khat, et euforiserende afrikansk blad, der tygges til kugler i kinden. En del mænd bliver smidt ud hjemmefra og havner på hjemløseherberger. Deres koner gifter sig påny, og det er ikke unormalt at have børn fra tre forskellige ægteskaber. Uden hjælp fra storfamilien i Somalia er mange mødre alene om at opdrage børnene. Ifølge Nafisa Fiidow holdt hendes mors autoritet sammen på familien. Når hun ser unge i ghettoområder lave ballade tænker hun: Hvordan tør de det?

Den eneste grund til, at min bror ikke kom ud i noget kriminelt som hans venner, er, at min mor holdt øje med ham. Hvis han ikke kom hjem til tiden, gik hun ud og ledte efter ham. Min mor går fuldstændig amok, hvis vi gør noget, men jeg ser somaliere i Bispehaven i Aarhus, der står i fuld offentlighed og dealer og ryger hash. Og moren bor i blokken lige ved siden af. Forældrene har et kæmpe ansvar. Hvis de holder øje med dig, havner du ikke i kriminalitet,” siger hun.

OPRYDNING_”Jeg fik beskeder med hjem fra skolen, da jeg var lille, men min mor tænkte ikke på at tjekke min taske. Til en ferie ville hun rydde op i min taske, og så væltede alle papirerne ud. Hun kunne ikke læse dem,” fortæller Nafisa Fiidow. Foto Sofia Busk / Zetland

Nafisa Fiidows opvækst fortæller i øvrigt en historie, der er langt fra det racistiske Danmark, som omtales jævnligt i politiske debatter. Hun fortæller om tilbud om hjælp fra institutioner og frivillige, og især forældrene i hendes skoleklasse, som kimede Nafisas mor ned for at spørge, om hun kunne lege, og om de kunne køre hende til en aktivitet. Så populær var den ordblinde danske dreng i hendes klasse ikke.

Hans forældre var lidt ligeglade med, hvad deres børn lavede, og der var en fødselsdag, han ikke kom til, fordi, sagde han, de ikke havde råd til en busbillet. Ingen havde tilbudt at køre ham. Hvis jeg ikke var dukket op til en fødselsdag, havde de andre forældre ringet til min mor med det samme.”

Hun mener, at der er brug for socialarbejde med mere fokus på klasse og mindre på hudfarve.

Mine venners forældre har altid elsket mig. Når jeg møder dem nede i byen, siger de, at jeg er så sej, og at jeg nok skal blive til noget. Hvis de ser Kenneth, siger de ikke noget. Skanderborg er en rig kommune med ressourcestærke folk, men deres hjælp er desværre begrænset til flygtninge eller folk med indvandrerbaggrund.”

Nafisa Fiidow taler uhøjtideligt og bander og griner. Hendes perspektiv på integrationsdebatten er ikke blot flygtningebarnets, men er også hentet i den sociale klasse, hun voksede op i. Den kulturradikale klasse, som hun kalder den, taler anderledes end hendes venner i Skanderborg, og det skal hun lige vænne sig til i sit voksne liv. Det oplevede hun, da hun befandt sig i Alternativets lokaler og kom til at sige noget, der satte samtalen i stå omkring hende.

Jeg sagde perker i en sætning, og så blev folk helt stille. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er ting, man ikke siger, men altså… slap lige af. Jeg har aldrig oplevet en person fra Mellemøsten blive fornærmet over det. Det er altid etniske danskere, der bliver fornærmet på mine eller Muhammeds vegne. Men vi er pisseligeglade,” siger Nafisa Fiidow.
Hun mener i det hele taget, at der er brug for mere humor og mindre fornærmethed i debatten til at afspænde situationen. For eksempel mener hun, at anklager om racisme bliver brugt for ofte mod de mennesker, hun selv er vokset op med.

Der, hvor jeg kommer fra i Skanderborg, taler man meget direkte. I en københavners ører lyder det racistisk eller sexistisk, selv om det ikke er det, så jeg kan godt blive sur, når man taler ned til de mennesker i debatten, fordi de ikke taler korrekt. For det er folk, jeg er vokset op med. Det er my folks. De mener ikke noget ondt. De er måske lidt småracistiske nogle gange, men jeg kan godt forstå dem,” siger Nafisa Fiidow.

Bliver racismeanklagen brugt for tit?

Ja, alt for tit. Racismeanklagen lukker munden på folk. Den siger, hold din kæft, du er racist. Men man er ikke racistisk, fordi man ikke vil have sit barn til at gå på Tovshøjskolen i Aarhus, hvor alle har anden etnisk baggrund. Det ville jeg heller ikke, hvis jeg havde børn. Min mors somaliske veninde har sendt sine børn på en dansk privatskole. De har aldrig sat fod i den lokale, multikulturelle folkeskole. Man er ikke racist, hvis man vil give ens børn den bedst mulige skolegang. Måske egoist, men det er vi jo alle sammen.”

Bonusinfo. “Somaliere skal hjemsendes nu. Om det så sker med faldskærm på ryggen, vil det ikke genere mig,” har det tidligere folketingsmedlem Tom Behnke sagt.


Nafisa Fiidow håber, at en mere afslappet tone i integrationsdebatten kan give en bedre integration af de nye flygtninge, der kommer disse år.

Der er en angst for at sige noget forkert, som jeg synes, kun danskere har. Flygtningene selv er ikke bange for at sige noget forkert. Hvis vi ikke taler om fordommene mod hinanden, kan vi ikke nedbryde dem. Så er de bare skjult, de forsvinder jo ikke. Det er selvfølgelig ikke det eneste skridt, men det er en af de ting, jeg tror vil få folk til at forstå hinanden.”

Nafisa Fiidow tror også, at en bedre fordeling af flygtninge vil hjælpe, i stedet for at de bor sammen i ghettoer. Projekter, hvor en velmenende socialarbejder forsøger at motivere kontanthjælpsmodtagerne, har der været nok af, men der er brug for rollemodeller, så somalierne kan se, at en som dem kan læse sociologi eller gå på Landbohøjskolen. Og så tror hun på, at hendes generation vil klare sig bedre end forældrenes, blandt andet fordi de har gået i dansk folkeskole. Ifølge en analyse fra samfundsforskeren Hans Lassen uddanner flere unge somaliere mellem 16-24 år sig (fra 32 procent i 2001 til 56 procent i 2012).

Min generation er i gang med at uddanne sig lige nu. Vi er opvokset her, og de fleste er godt med,” siger Nafisa Fiidow.

Jeg tror, at der vil ske en stor forandring med somaliere i Danmark.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem