Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Da en embedsmand sagde fra, måtte han spise frokost for sig selv. Og tre andre ting, Støjberg-sagen har lært os

Foto: Aleksander Klug, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


4. september 2020
12 min.

Over de seneste måneder har en ellers ikke særlig bemærkelsesværdig retssal på Frederiksberg lagt hus til nogle ret bemærkelsesværdige afhøringer. Embedsværket fra Inger Støjbergs tidligere ministerium, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, har lagt kortene på bordet om alt det, der fulgte, da en pressemeddelelse om adskillelse af unge asylpar blev skudt ud af ministeriet en sen vinterdag i 2016.

Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever,” stod der i pressemeddelelsen, som fortsatte: Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn.” I pressemeddelelsen stod der også, at parrene nu ville blive skilt ad, og det blev begyndelsen på måneder med konflikter i ministeriet og uro på centrene.

Det er det forløb, som Instrukskommissionen nu undersøger. Men kommissionen har samtidig udviklet sig til en milepæl for befolkningens indsigt i hverdagen og processerne i det moderne danske bureaukrati. Afhøringerne har taget os helt ind på gangene i ministeriet, givet os en plads ved mødebordene og ladet os læse med i interne mails og dokumenter, der aldrig var tiltænkt offentlighedens øjne. Vi har hørt historier om selvmordsforsøg, angstanfald og uenigheder om, hvor bogstaveligt ordlyden i lovgivning og konventioner skal tages. Men vigtigere endnu har embedsværket – og Støjberg selv – fortalt om forskellene på, hvad de sagde udadtil, og hvad der foregik indadtil.

De sidste afhøringer omfatter endnu flere embedsmænd, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og (sandsynligvis mere interessant) et par departementschefer, hvoraf de første skal sætte sig i stolen denne fredag. Afhøringerne afsluttes (formentlig) inden for den næste måned, for kommissionen har meddelt, at den snart har hørt nok til, at den i december kan være klar med en delberetning. Denne vil indeholde kommissionens opfattelse af hændelsesforløbet, men vil næppe indeholde en vurdering af, hvem ansvaret skal placeres hos. Dét kommer først i den endelige beretning til næste år.

Mens vi venter, er der fire vigtige ting, som sagen om adskillelse af asylpar har lært os, uanset hvordan den måtte ende. Sagen har nemlig gjort os klogere på forholdet mellem bureaukratiet og den virkelige verden. Vi begynder derfor på Christiansborg.

Den er god nok: En stor del af det, der foregår på Christiansborg, er en form for politisk teater

Da Instrukskommissionen begyndte sit arbejde, var sagen om de adskilte asylpar på ingen måde ny. Over fire år, seks samråd og mere end 200 svar til Folketinget er sagen blevet vendt og drejet af politikere og journalister. Med afhøringerne blev én ting hurtigt tydelig: Der fandtes to udgaver af sagen. Den, der blev præsenteret for Folketinget og offentligheden, og den, der var blevet diskuteret dybt inde bag ministeriets mure.

Da Inger Støjberg satte sig i retssalen foran journalister, advokater og kommissionen, placerede hun først en papirbunke og dernæst sin Cola Zero på bordet foran sig. Så forklarede hun uden at blinke, at hun hele tiden har vidst, at det ville være ulovligt at adskille asylparrene uden undtagelser og uden individuel vurdering. Derfor accepterede hun fra begyndelsen, at der på de indre linjer skulle være en anden håndtering end den, hun kommunikerede til omverdenen. Det ene var forvaltning, det andet var politisk kommunikation”, som hun sagde – og det skulle ikke tages bogstaveligt. Ingen” betød ikke samtlige, men at det var det klare udgangspunkt”, som hun forklarede.

Når Inger Støjberg i Folketinget er blevet kritiseret af politiske modstandere for en undtagelsesfri praksis, handlede det ikke om, at der ikke var mulighed for undtagelser. Det handlede om, måtte man forstå, at der i samråd er meget politisk drilleri”, og at man aldrig kan forvente fyldestgørende svar. Ifølge Støjberg er det tidsmæssigt umuligt” at komme omkring alle aspekter af en sag i et samråd. Hvis man skulle det, ville samråd tage 8.000 timer, sagde hun. Derfor skal man bruge sin tid på at kommunikere det vigtigste: Nemlig, at udgangspunktet var en adskillelse af alle. I retten gravede udspørgerne i, hvorfor hun ikke bragte kollegerne ud af vildfarelsen,” når de virkede til at tro, der ikke var undtagelser. Støjberg svarede, at hun ikke ville risikere, at politiske modstandere og journalister forstod det sådan, at der var en ladeport” for barnebrude. Det er en kattelem. Så det er helt, helt, helt særlige tilfælde. Derfor er det klart, at når man sender en pressemeddelelse, så kommunikerer man ikke undtagelserne, så kommunikerer man det, der er hovedreglen.”

Hvis den seneste forklaring fra den forhenværende Venstre-minister er sand, må konklusionen være, at vi har spildt tragisk mange demokratiske ressourcer og tid på samråd og spørgsmål på Christiansborg. Og måske ér det derfor lidt af et politisk teater.

Embedsmænd er et bolværk mod magtmisbrug. Men de kan hurtigt ende i en svær klemme

Sagen om de unge asylpar tager os ind i en diskussion om noget fundamentalt, som vi taler for sjældent om: nemlig hvordan vi kontrollerer magten i det danske demokrati. Da kommissionen spurgte Støjbergs højest placerede embedsmand, departementschefen Uffe Toudal Pedersen, hvorfor han ikke selv havde bremset pressemeddelelsen, svarede han, at han så det som sin opgave at få maskinen til at fungere”. Jeg syntes ikke, vi kunne holde til at sidde i hvert vores ringhjørne og skændes.” Det svar fortæller os noget vigtigt om det danske embedsværk: De har pligt til at sige fra over for klart ulovlige ordrer, men de har også pligt til at betjene deres minister. Balancen mellem de to skaber et dilemma mellem loyalitet over for ministeren og loyalitet over for loven, som der stort set altid kan være forskellige opfattelser af.

Mange af de embedsmænd, der har taget plads i retssalen efter Støjberg, har taget afstand fra Støjbergs forklaring. De har med håndfagter og rynkede pander fortalt om en minister, der ikke ønskede at lytte, og som – ifølge nogle – udbrød, at hun var villig til at tage risikoen for lovbrud. Flere har haft det budskab, at det var deres fortjeneste, at nogle par ikke blev adskilt, selv om ministeren ønskede, at det skete. De underløb med andre ord ministeren ved at skubbe sagerne foran sig. Da de fik pressemeddelelsen kiggede de lidt i chok på hinanden”, som en ung jurist i Udlændingestyrelsen forklarede det i retten. Jeg har aldrig set dem så grå i ansigtet,” fortalte Margit Sander Rasmussen om sine kolleger. Opfattelsen var, at nu skulle de smække hælene sammen og gøre, som der bliver sagt”. Så det gjorde de, alt imens, at de hjalp ministeren med at kommunikere hendes ønsker til offentligheden.

Det fik dem til at tale om, hvor grænsen for deres pligt til at sige fra over for ulovlige ordrer egentlig lå. Vi bliver enige om at stalle situationen lidt. Vi kommer ikke længere med dialogen med departementet, før vi har skilt nogen ad,” som Margit Sander Rasmussen (ifølge et referat i Information) forklarede i retten. De trak tiden ved at begynde med at adskille parrene uden børn, fordi de vurderede, at der med de par var mindst risiko for lovbrud. Sagerne med børn og de mest sårbare voksne skubbede de foran sig. Jeg er ked af,” sagde ministeriets departementschef i retten, at vi ikke fik beskrevet, at ved siden af pressemeddelelsen, der var en anden virkelighed, der gik i gang.”

Indtil videre er der intet, der tyder på, at nogen fik en afgørelse om ikke at blive adskilt – i stedet blev enkelte af sagerne holdt hen, indtil kvinderne fyldte 18 år, fik opholdstilladelse, eller indtil Ombudsmandens indblanding gjorde, at alle sagerne skulle genbehandles – nu med individuelle vurderinger. Der skete nemlig det, at et par klagede – og fik senere medhold – i, at deres adskillelse var uberettiget. Da Ombudsmanden begyndte at stille spørgsmål til, om parrene blev skilt, uden at man kunne bevise et konkret behov, meddelte ministeriet, at de nu ville genoptage flere af sagerne.

Vicedirektøren i Udlændingestyrelsen sendte en sen aften en mail sine medarbejdere. Kære alle,” begyndte hun. Jeg synes, reaktionen viser, at Ombudsmanden har gennemskuet sagsforløbet.” Derfor kunne medarbejderne i styrelsen tillade sig at være lidt lettede,” som hun skrev. Kontorchefen svarede, at hun var helt enig”. Han kan se, at vi har været forsvarsløse ift. instruks. Men handlet ved at holde sager tilbage,” skrev hun til kollegerne. Et år senere, i juni 2017, skrev medarbejderne igen sammen. Inger Støjberg havde siddet i samråd i Folketinget, hvor hendes forklaring nu var, at hendes ministerium fra begyndelsen havde sagt, at der skulle være undtagelser, og at hun havde accepteret det. Den aften skrev kontorchefen til sine kolleger, at hun følte sig som gidsel i en løgn”. Hun ville ikke acceptere nogen kritik. Det er simpelthen udelukket,” skrev hun. Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en instruks.”

Afhøringerne har vist, at embedsmændene hele vejen igennem har følt sig fanget i en svær situation, presset ind mellem deres loyalitet over for ministeren og lovens bogstav. De forsøgte at gøre, hvad embedsmænd gør, nemlig at løse problemer og navigere mellem modsatrettede hensyn. Men som det ofte går med skandaler, krævede det en outsider, før bekymringerne om lovbrud blev rejst formelt. Hen over sommeren 2016 kom en ny jurist til Udlændingestyrelsen. Fra sin stol i Justitsministeriet havde han i nogle måneder fulgt sagen om asylparrene, og på en af sine første arbejdsdage delte han sin bekymring med sine nye kolleger. Det var en varm sommerdag, og mens kollegerne spillede høvdingebold og rundbold på græsset, fortalte han sin nye kontorchef, at den her ordning efter min opfattelse er klart ulovlig,” som han genfortalte i retten. Den nyansatte jurist fortalte, ifølge sin egen forklaring, at han var overrasket over, at parrene stadig var adskilt. De har været adskilt i fire måneder, uden at man har rørt ved de her sager. Så det bør man hellere gøre.” Juristen følte, at der var tale om en klart ulovlig tjenestebefaling, som jeg har pligt til at sige fra over for”, som han skrev i en mail til sine chefer. Jeg arbejder naturligvis loyalt videre med sagen, men mener, at der er tale om en klart ulovlig ordning.” Kommissionens udspørgere konstaterede, at den unge jurist havde haft en lidt hård start på sit nye arbejde. De spurgte ham, om han havde haft nogen at spise frokost med. Jeg havde mig selv,” svarede juristen.

Vi har en idé om, hvad sagen førte med sig ude i virkeligheden (og det var grimt)

Da pressemeddelelsen blev sendt ud, var der 21 kvinder på asylcentrene, der boede med deres mænd. Reglerne var sådan, at ingen under 15 år måtte bo med en partner, men at asylansøgere over 15 kunne få tilladelse til det af Udlændingestyrelsen på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Kvinderne var mellem 15 og 17 år, mens mændene var mellem 17 og 32 år. Halvdelen af kvinderne var gravide eller havde børn, og der var i gennemsnit syv års aldersforskel mellem manden og kvinden.

Inger Støjberg har insisteret på at kalde de unge kvinder for barnebrude,” og hun har igen og igen sagt og skrevet, at hun så det som sin pligt at beskytte pigerne fra tvangsægteskaber. Hun har sagt, at hun antog, at der var tvang i forholdene, fordi enkelte af kvinderne var blevet gravide som 13-14-årige. Tanken med adskillelserne var, har hun forklaret, at give kvinderne et pusterum”.

Den forklaring har Røde Kors rystet på hovedet af. De var fra begyndelsen chokeret, for de følte – forklarede asylchefen Anne la Cour i retten – at de var gode til at opdage, hvis der var tvangsægteskaber – som der til tider var. Når pædagogerne på centrene var bekymrede, blev der ifølge Røde Kors altid holdt ekstra øje med parrene, og i nogle tilfælde blev de skilt. Derfor forstod de ikke behovet for nye regler. Det skrev de et langt brev om til ministeriet, og de bad indgående om, at ministeriet ville ændre holdning og gøre plads til undtagelser. Adskillelsen har for flere af de mindreårige betydet dårlig nattesøvn, manglende appetit, øgede depressionssymptomer, isolation, manglende lyst til skolegang, øget behov for ro og selvskadende adfærd.”

Medarbejderne på centrene var bekymrede for, om de unge kvinder kunne klare at stå alene med deres børn, fordi mange var traumatiseret af oplevelser i hjemlandet. Nogle var blevet voldtaget, én havde mistet et barn og for flere af parrene vurderede medarbejderne, at manden og kvinden var afhængige af støtte fra hinanden. I retten forklarede asylchef ved Røde Kors, Anne la Cour, det sådan her: Det er meget svært for dem at forstå, at de har været på flugt, og den person, de føler sig allermest tryg ved, må de ikke være i nærheden af.” I flere tilfælde betød det, at politiet måtte tilkaldes, og at parrene måtte skilles med tvang. På et center låste parret sig inde på værelset, mens manden truede med at begå selvmord. Da politiet brød ind, fik kvinden et angstanfald. Et andet sted truede manden med at sætte ild til både sig selv og asylcenteret.

Røde Kors rettede også et brev til Udlændingestyrelsen, hvor de foreslog, at der blev oprettet et særligt center for kvinderne og deres børn, så de ikke skulle bo med små børn om benene sammen med uledsagede teenagere. I brevet skrev de, at der havde været megen gråd, besvimelser, selvmordstrusler og selvskadende adfærd. Der har været et selvmordsforsøg med indtag af piller, og tre ud af otte unge kvinder har været med ambulance til nærliggende hospital af psykosociale grunde.”

I en bureaukratisk krise kan hvert ord være afgørende. Hvis der er en rygende pistol, er det (måske) en telefonsamtale

Det var den 10. februar, og lyset i Udlændingestyrelsens kontorer på Nørrebro brændte lidt længere end normalt. Tidligere på dagen havde styrelsen modtaget ministeriets pressemeddelelse, og nu sad styrelsens vicedirektør på sit kontor med en afdelingschef fra ministeriet i den anden ende af røret. På gangen kom kontorchefen forbi, og hun bemærkede, at hendes chef så meget presset ud”. Vicedirektøren satte telefonen på medhør, og kontorchefen blev dermed vidne til den formentlig vigtigste telefonsamtale i hele Støjberg-sagen. De to embedsmænd i styrelsen påstår, at det var under den samtale, at ministeriets afdelingschef gav dem en klar ordre om at adskille alle par og i øvrigt gjorde det klart, at der ikke var mulighed for undtagelser. Ministeriets embedsmand siger, at den samtale havde det stik modsatte indhold. Jeg ringer jo ikke og siger, at nogen skal gøre noget ulovligt,” som hun sagde i retten. Men der er det problem med embedsmandens forklaring, at hun ikke har reageret på, at styrelsen et par timer senere underretter hende om, at de nu vil varsle flytninger i samtlige” sager. Hun reagerer heller ikke, da de nogle uger senere laver et skriftligt notat på telefonsamtalen, hvor der står, at embedsmanden bad dem administrere ud fra den undtagelsesfri pressemeddelelse. Og hun reagerede heller ikke, da Inger Støjberg senere oplyste Folketinget, at telefonnotatet gengav den korrekte udgave af samtalen.

Hvad der skete den dag, er ord mod ord, men samtalen er helt afgørende for sagen. Og uanset hvilken udlægning af samtalen man tror på, efterlader det både Støjberg og hendes embedsmænd med et forklaringsproblem.

I de kommende ugers slutspurt skal vi høre nogle af sagens vigtigste vidner

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal fortælle, i hvilket omfang han blev underrettet om, hvad der skete i Støjbergs ministerium. Det skal han, fordi den tidligere justitsminister Søren Pind har sagt, at han gik til Løkke med bekymringer om de rygter, han hørte. Vi skal også høre de øverste embedsmænd i Statsministeriet, Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet – nogle af dem for anden gang. Og vi skal høre hovedpersonen selv, der for tredje gang skal tage plads i retssal 3 på Frederiksberg.

Når kommissionen kommer med deres beretning og vurdering af sagen, vil det ikke kun få betydning for Støjberg og hendes embedsværk. Det vil nemlig også give os noget af svaret på, hvem der har det sidste ord, når klinger krydses i et ministerium, og måske vil det bringe os et skridt nærmere et svar på, hvor langt en embedsmand må og skal gå for at følge en ministers politiske ønsker.