Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Fredag 4. september 2020

Hej,

Her er fredagens Helikopter. Det bliver systemisk.


Der er koks i SKAT. Igen. Det minder os om, at der ikke findes tekniske løsninger på politiske problemer

Skat er ramt af en ny skandale – eller rettere, fortsættelsen af en gammel. Systemet, der skulle sikre nye og retvisende ejendomsvurderinger, er nemlig forsinket – igen. Og den historie giver os en del af svaret på, hvorfor det er så svært at få politiske visioner til at blive til teknologi. Gæst: Jan Pries-Heje, professor, RUC.


Vores medlemmer foretrækker at lytte


Dagens rubrik

“Landsholdet risikerer at blive en splitter, og det synes jeg er farligt”

Morten Messerschmidt er bekymret over, at herrelandsholdet i fodbold har valgt at knæle i sympati med Black Lives Matter, inden de går på banen mod England tirsdag.


Foto: Ritzau Scanpix

Ejendomsvurderinger

  • Der er igen rod med Skats it-system, der skal vurdere, hvad ejendomme i Danmark er værd.

  • Systemet bliver ikke som planlagt færdigt til i år, men først næste år, og derfor udskydes en række nye skatteregler til 2024 (Berlingske).

  • Det betyder, at over 700.000 boligejere skal vente på at få penge tilbage, som de har betalt for meget i boligskat (Sjællandske).

  • Skandalen om systemet til ejendomsvurderinger har rullet i årevis, og den ene skatteminister efter den anden har måttet udskyde systemet (Politiken).

  • Historien er et godt eksempel på, hvor svært det egentlig er at gøre politiske visioner og juridiske paragraffer til logiske regler i et it-system (Zetlands Nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

HPV-vaccine

  • Der er ikke nogen sammenhæng mellem vaccinen mod HPV og en række ellers uforklarlige neurologiske lidelser.

  • Sådan lyder konklusionen på en ny, stor undersøgelse fra Statens Serum Institut (DR).

  • Instituttet har fulgt 1,4 millioner danske kvinder og piger fra 2007 til 2016. Her har man fundet de uforklarlige neurologiske lidelser hos 869 kvinder og piger. Men der var ingen overhyppighed blandt de piger og kvinder, der var blevet vaccineret (SSI).

  • De mulige bivirkninger ved HPV-vaccinen har været heftigt diskuteret, siden TV 2 bragte dokumentaren De vaccinerede piger i 2015 (TV 2).

Det skal du også vide

Flere skal testes i hovedstaden. Coronasmitten er stigende i København, og derfor skal flere testes. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke fredag på et pressemøde. Derfor vil der nu blive opstillet flere testtelte i København (Ekstra Bladet).

Drabsmistænkt skudt af politiet i USA. Politiet i Portland, Oregon i USA, har skudt og dræbt en 48-årig mand, som var mistænkt for at have skudt og dræbt en anden mand, der demonstrerede til fordel for Donald Trump under uroen i byen i sidste weekend. Skuddene fra politiet faldt under et forsøg på at anholde den 48-årige (BBC).

EU vil lave enslydende rejsevejledninger. Europa-Kommissionen har foreslået, at der laves fælles regler i EU, som skal afgøre, om det anbefales at rejse til et land eller ej på grund af coronasmittetallet. Siden coronakrisen har de enkelte lande benyttet sig af forskellige systemer til at afgøre, om de vil råde deres indbyggere til at rejse eller ej (TV 2).

Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Dagens Zetland-historier

Klimaquiz. Ved du mon mere om tidens største udfordring end gennemsnitsdanskeren? Prøv vores store klimaquiz lige her.

Instrukskommissionen. Da en embedsmand sagde fra, måtte han spise frokost for sig selv. Og tre andre ting, Støjberg-sagen har lært os, ifølge Andrea Dragsdahl.

Fredagsfavoritten. ‘Mørkets fyrste’ taler ud – og fire andre stykker fantastisk journalistik til din weekend, anbefalet af redaktionen.


Jakob Skaaning

Det var alt fra fredagens Helikopter. Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-vært